3 måder at planlægge (meget) langsigtet

Vi tager i øget grad beslutninger baseret på kortsigtede mål og gevinster -- en tilgang der gør fremtiden mere uvis og mindre sikker. Hvordan kan vi lære at tænke på og planlægge for en bedre fremtid på den lange-sigt ... som, børnebørn-skala lang sigt? Ari Wallach deler tre taktikker for at tænke udover det øjeblikkelige.

Så jeg har "fremudsagt,"
hvilket er et udtryk jeg fandt på --

(Latter)

for omkring tre sekunder siden.

Jeg har fremudsagt for omkring 20 år,

og da jeg først begyndte,
ville jeg sætte mig ned med folk,

og sige,
"Hej, lad os tale 10, 20 år frem."

Og de ville sige, "Fedt."

Og jeg har set den tidshorisont

blive kortere og kortere

og kortere,

så meget, at jeg mødtes med en CEO
to måneder siden,

og jeg sagde --
vi er påbegyndt vores første samtale.

Han siger, "Jeg elsker hvad du gør.
Jeg vil gerne tale om de næste seks måneder."

(Latter)

Vi står overfor en masse problemer.

Disse er problemer på civilisatorisk-skala.

Problemet er dog,

at vi ikke kan løse dem

ved at bruge de mentale modeller
vi bruger lige nu

for at prøve at løse disse problemer.

En masse teknisk arbejde bliver lavet,

men der er et problem vi bliver nødt
til at løse på forhånd,

hvis vi gerne vil flytte på
de store problemer.

"Kortsigtethed."

Ikke? Der er ingen marcher.
Der er ingen armbånd.

Der er ingen andragender du kan tegne
for at være imod kortsigtethed.

Jeg prøvede at sætte en op,
men ingen underskrev.

Det var underligt.

(Latter)

Men det forhindrer os i at gøre så meget.

Kortsigtethed, af mange årsager,

har gennemtrængt hver en afkrog
af vores virkelighed.

Jeg vil gerne ha at i tager et sekund

og bare tænke på et problem
i overvejer at arbejde på.

Det kan være personligt,
det kan være på arbejdet

eller det kan være
verdenssituations problemer,

og tænk på hvor langt ud
i kommer til at tænke,

omkring løsningen på det.

Fordi kortsigtethed forhindrer CEO'en

i at købe virkelig dyrt sikkerhedsudstyr.

Det vil gøre ondt på bundlinjen.

Så vi får Dybvands Horisonten.

Kortsigtethed forhindrer lærere

i at bruge en-til-en kvalitetstid
med deres elever.

Så lige nu i Amerika,

dropper en high school elev ud hvert 26. sekund.

Kortsigtethed forhindrer Kongressen --

undskyld hvis der er nogen her
fra Kongressen --

(Latter)

eller ikke så meget --

(Latter)

fra at putte penge ind i et rigtigt
infrastrukturalt lovforslag.

Så hvad vi får er I-35W bro-kollapset

over Misissippi-floden et par år tilbage,

13 døde.

Det har ikke altid været sådan her.
Vi byggede Panama Kanalen.

Vi har stort set udryddet global polio.

Vi byggede den trans kontinentale jernbane,
Marshall Planen.

Og det er ikke bare store, fysiske
infrastruktur problemer og udfordringer.

Kvinders valgret, retten til at stemme.

Men i vores kortsigtetheds tid,

hvor alting virker til at ske lige nu,

og hvor vi kun kan tænke frem til
det næste tweet eller forside-opslag,

så bliver hyper-reaktionær.

Så hvad gør vi?

Vi tager folk som flygter fra deres
krigs-hærdede land,

og vi går efter dem.

Vi tager små kriminelle stof forbrydere
og sætter dem væk på livstid.

Og så bygger vi kæmpe Mansions
uden overhovedet at tænke

på hvordan folk nogensinde får
råd til dem med deres job.

Det er en hurtig sorteper.

Realiteten er,
at for mange af disse problemer,

der er nogle tekniske løsninger,

mange af dem.

Jeg kalder disse tekniske løsninger,
sandpose strategier.

Så i ved at der er en storm på vej,

dæmningen er ødelagt,
ingen har kastet penge efter den,

i omgiver jeres hjem med sandposer.

Og gæt hvad? Det virker.

Stormen forsvinder,
vandstanden går ned,

i skiller jer af med sandposerne,

og i gør dette storm efter storm
efter storm.

Og her er den lumske ting.

En sandpose strategi

kan få dig genvalgt.

En sandpose strategi

kan hjælpe dig med at nå dine kvartal numre.

Så, hvis du gerne vil bevæge dig fremad

ind i en anden fremtid end den vi har lige nu,

for jeg tror ikke vi har ramt --

2016 er ikke top civilisationen.

(Latter)

Der er mere vi kan gøre.

Men mit argument er, at medmindre vi
ændre vores mentale modeller og vores mentale kort

på hvordan vi tænker om kortsigtet,

så sker det ikke.

Så hvad jeg har udviklet er noget
der hedder "langbane,"

og det er en øvelse.

Og langbane er ikke en slags
én gang-færdig øvelse.

Jeg er sikker på, at alle her
på ét tidspunkt har lavet et off-site

med en masse Post-It noter og
tavler,

og i laver --

ingen fornærmelse mod konsulenterne
herinde som gør det --

og i laver en lang-sigtet plan,

og to uger efter,
glemmer alle om den.

Ikke? Eller en uge efter.
Hvis i er heldige, tre måneder.

Det er en øvelse for det er ikke
nødvendigvis en ting i gør.

Det er en proces hvor du bliver nødt til
at blive ved med at tænke i forskellige baner

for hvér større beslutning du arbejder på.

Så jeg vil gerne gennemgå disse tre måder
at tænke på.

Den første: transgenerationel tænkning.

Jeg elsker filosofferne:

Plato, Sokrates, Habermas, Heidegger.

Jeg er opdraget om dem.

Men de gjorde alle én ting

der faktisk ikke virkede som noget særligt

indtil jeg virkelig begyndte
at grave ned i det.

Og de tog alle,

som en måleenhed for hele deres virkelighed

for hvad det betød at værre dydig og god,

den ene livstid,

for fødsel til død.

Men her er et problem med
disse ploblemstillinger:

de stabler sig oven på os,

fordi den eneste måde vi ved
hvordan man gør noget godt i verden

er hvis vi gør det imellem vores fødsel
og død

Det er hvad vi er programmeret til.

Hvis du går til selv-hjælp sektionen
i enhver bog butik,

det er alt omkring dig.

Hvilket er godt,

medmindre du har med nogle af disse
store problemstillinger at gøre.

Så med transgenerationel tænknin,

hvilket virkelig er transgenerationel etik,

du er istand til at udvide hvordan du
tænker omkring disse problemer,

hvad er din rolle
i at hjælpe med at løse dem.

Det er ikke noget der bare skal gøres
ved Sikkerhedsrådets afdeling.

Det er noget du kan gøre
på meget personlig vis.

Så i ny og næ, hvis jeg er heldig, tager
min kone og jeg ud og spiser,

og vi har tre børn under syv år.

Så i kan forestille jer, at det er et
fredfyldt, stille måltid.

(Latter)

Så vi sidder ned og bogstaveligt talt,
alt jeg vil er at spise og chille,

og mine børn har en totalt og komplet
anden idé

af hvad vi skal lave.

Så min første idé

er min sandpose strategi, ikke?

Det er at gå ned i min lomme og tage
min Iphone frem

og give dem "Frozen"

eller nogle andre bedst-sælgende spil ting.

Og så stopper jeg

og jeg bliver nødt til at putte denne
transgenerationelle tænke kasket på.

Jeg gør det ikke i restauranten, for det
ville være bizart,

men jeg bliver nødt --

Jeg gjorde det én gang og derfor lærte
jeg det var bizart.

(Latter)

Og du bliver nødt til at tænke,
"OK, jeg kan gøre det."

Men hvad lære det dem?

Så hvad betyder det, hvis jeg faktisk
medbringer noget papir

eller engagerer med dem i en samtale?

Det svært. Det ikke nemt, og jeg gør det
meget personligt.

Det faktisk mere traumatisk

end nogle af de store problemstillinger
jeg arbejder med i verden --

underholde mine børn ved bordet.

Men hvad det gør er at det forbinder dem
til nuet med mig,

men det gør også --

og dette er kernen af transgenerationel
tænkning etik --

Det lære dem hvordan de skal
interagerer med deres børn

and deres børn og deres børn.

Anden, fremtids tænkning.

Når vi tænker på fremtiden,

10, 15 år frem,

giv mig en vision af hvad fremtiden er.

I behøver ikke give det til mig,
men tænk i dit hovedet.

Og hvad du sikker vil se

er den dominante kulturalle linse

der dominerer vores tænkning
omkring fremtiden lige nu:

teknologi.

Så når vi tænker omkring problemerne,

vi tager det altid igennem en teknologisk
linse,

a teknisk-centreret, en techno-utopisk,
og der er intet galt med det,

men det er noget vi virkelig
skal tænke dybt over

hvis vi skal flytte på disse store
problemstillinger,

Fordi det har ikke altid været sådan her.
Right?

Oldtiden havde deres måde at tænke

omkring hvad fremtiden var.

Kirken havde bestemt deres idé
om hvad fremtiden kunne være,

og du kunne faktisk betale din vej
ind i fremtiden. Right?

Og heldigvis for menneskeheden,

fik vi den videnskabelige revolution.

Derfra, vi fik teknologien,

men hvad er der sket --

Og forresten, dette er ikke en kritik.

Jeg elsker teknologi.

Alt i mit hus snakker tilbage til mig,

fra mine børn til mine højtalere
til alting.

(Latter)

Men vi har fralagt fremtiden fra de høje
præster i Rom

til de høje præster af Silicon Valley.

Så når vi tænker, nå,
hvordan skal vi behandle klima

eller fattigdom eller hjemløshed,

vores første reaktion er at tænke om det
gennem vores teknologiske linse.

Og hør, jeg foreslår ikke at vi går til
denne fyr.

I jeg elsker Joel, misforstå mig ikke,

men jeg siger ikke vi går til Joel.

Hvad jeg siger er at vi bliver nødt
til at gentænke

vores basale antagelse om kun at kigge
på fremtiden på en måde,

kun at kigge på det gennem den dominante
linse.

For vores problemer er så store og bredde

at vi bliver nødt til at åbne os op.

Så derfor gør jeg alting i min magt til
ikke at snakke om fremtiden.

Jeg snakker om fremtider.

Det åbner samtalen igen.

Så når du sidder og tænker

om hvordan vi rykker fremad på
dette store problem --

det kunne være derhjemme,

det kunne være på arbejde,

det kunne igen være på en global scene --

snyd ikke dig selv for at tænke udover
teknologien som en løsning

for vi er mere bekymrede om teknologisk
evolution lige nu

end vi er om moral evolution.

Og med mindre vi fixer det,

bliver vi ikke istand til at komme ud af
kortsigtethed

og komme til hvor vi gerne vil være.

Den sidste, telos tænkning.
Dette kommer fra den Græske rod.

Ultimativ mål og ultimativ mening.

Og det er virkelig at spørge et spørgsmål:

til hvilken ende?

Hvornår var sidste gang du spurgte
dig selv: Til hvilken ende?

Og da du spurgte dig selv det,
hvor langt ud gik du?

Forbi langt er ikke langt nok længere.

Tre, fem år gør det ikke.

Det er 30, 40, 50, 100 år.

I Homer's epik, "The Odyssey."

Oddyseus havde svaret til hans
"hvilken ende."

Det var Ithaca.

Det var en dristig vision af hvad
han ville --

at returnerer til Penelope.

Og jeg kan fortælle jer,
på grund af det arbejde jeg laver,

men i ved det også intuitivt --
vi har mistet vores Ithaca.

Vi har mistet vores "til hvilken ende,"
så vi bliver i dette hamster hjul.

Og ja, vi prøver at løse disse problemer,

Men hvad kommer efter vi løser problemet?

Og medmindre du definerer hvad der kommer
efter, så rykker folk sig ikke.

Firmaerne --
dette er ikke bare omkring firmaerne --

men firmaerne der konsekvent bryder
ud af kortsigtethed

er ikke overraskende
familie-drevne firmaer.

De er transgenerationelle. De er telos.
De tænker på fremtiden.

Og dette er en reklame for Patek Philippe.
De er 175 år gamle,

og hvad der er fantastisk er at de
bogstaveligt legemliggør

denne form for langsigtet fornuft
i deres mærke,

fordi, forresten, så ejer du faktisk
aldrig en Patek Philippe,

og jeg vil bestemt ikke --

(Latter)

medmindre nogen bare vil kaste
25,000 dollars på scenen.

Du passer på det for den næste generation.

Så det er vigtigt at vi husker,

fremtiden, vi behandler den som et navneord.

Det er det ikke. Det er et udsagnsord.

Det kræver handling.

Det kræver vi skubber ind i det.

Det er ikke denne ting der skyller
ind over os.

Det er noget vi faktisk har kontrol over.

Men i et kortsigtet samfund, vi ender
med at føle vi ikke har.

Vi føler som om vi er fanget.

Vi kan komme over det.

Nu bliver jeg mere komfortabel

i det fact, at på et tidspunkt

i den uundgåelige fremtid,

vil jeg dø.

Men pga. disse nye måder at tænke og gøre,

både i den ydre verden men også
med min familie derhjemme,

og hvad jeg forlader mine børn,
bliver jeg mere komfortabel i det faktum.

Og det er noget mange af os har det
ubehageligt med,

men jeg siger jer,

tænk det igennem.

Brug denne type tænkning og i kan skubbe
jer selv over

hvad uundgåeligt er meget, meget ukomfortabelt.

Og det begynder alt sammen med jer
der spørger dette spørgsmål:

Hvad er jeres langsigt?

Men jeg spørger jer, når i spørger jer selv det

nu eller i aften eller bag et rat

eller i bestyrelseslokalet eller situations lokalet:

Skub forbi den lange-bane,

hurtigt, oh, hvad er min langsigt de næste
tre år eller fem år?

Prøv at skubbe forbi dit eget liv hvis du kan

fordi det får dig til at gøre ting
en smule større

end du havde tænkt muligt.

Ja, vi har store, store problemer derude.

Med denne proces, med denne tænkning.

Jeg tror at vi kan gøre en forskel.

Jeg tror I kan gøre en forskel,

og jeg tror på jer.

Tak.

(Bifald)