Shimon Steinberg: Naturlig skadedyrsregulering ... ved hjælp af småkryb!

Ved TEDxTelAviv, kigger Shimon Steinberg på forskellen mellem skadedyr og småkryb -- og argumenterer for at bruge småkryb til at bekæmpe onde småkryb og undgå kemikalier i vores søgen på at perfektionere vores afgrøde.

Jeg elsker selv småkryb --

ikke fra barnsben, skal jeg sige,

men ret sent.

Da jeg blev bachelor,

med hovedfag i zoologi ved Tel Aviv University,

blev jeg forelsket i småkryb.

Og så, med zoologi,

tog jeg kurset, eller disciplinen entomologi,

videnskaben om insekter.

Og så tænkte jeg ved mig selv, hvordan kan jeg være praktisk

eller hjælpe med entomologisk videnskab?

Og så flyttede jeg til plantebeskyttelsesverdenen --

plantebeskyttelse mod insekter,

mod onde småkryb.

Og inden for plantebeskyttelse

kom jeg ind i disciplinen

biologisk skadedyrsbekæmpelse,

som vi faktisk definerer

som brugen af levende organismer

til at reducere populationen

af skadelige planteskadedyr.

Så der er en hel disciplin i plantebeskyttelse,

der går efter at reducere brugen af kemikalier.

Og biologisk skadedyrsbekæmpelse, forresten,

eller disse gode småkryb, som vi taler om,

de har eksisteret i verden i tusind og tusindvis af år,

i lang, lang tid.

Men det er kun inden for de sidste 120 år,

at mennesker er begyndt,

eller mennesker forstod mere og mere at udnytte eller at bruge,

dette biologiske reguleringsfænomen,

eller faktisk, naturlige reguleringsfænomen,

til deres egne behov.

Fordi det biologiske reguleringsfænomen,

man kan se det i sin baghave.

Bare tag et forstørrelsesglas. Kan I se, hvad jeg har her?

Det er et forstørrelsesglas, der forstørrer 10 gange.

Ja, 10 gange.

Bare åben det.

Bare vend blade om, og man vil se en helt ny verden

af bittesmå insekter,

eller små edderkopper på en millimeter, halvanden,

to millimeter lange,

og man kan se forskel på de gode og de onde.

Så dette fænomen om naturlig regulering

eksisterer bogstavlig talt overalt.

Her, ude foran denne bygning, er jeg sikker på.

Bare kig på planterne.

Så det er overalt,

og vi har brug for at vide, hvordan vi kan udnytte det.

Lad os gå hånd i hånd

og kigge gennem nogle få eksempler.

Hvad er et skadedyr?

Hvad skade gør det på en plante?

Og hvad er den naturlige fjende,

den biologiske reguleringsagent

eller det gode småkryb, som vi snakker om?

Generelt vil jeg tale

om insekter og edderkopper,

eller lad os kalde dem mider.

Insekter, de seksbenede organismer

og edderkopper eller mider,

de ottebenede organismer.

Lad os se på dem.

Her er et skadedyr, voldsomt skadedyr, en spindemide,

fordi den laver en masse spind som en edderkop.

Man kan se moderen i midten

og to døtre, sandsynligvis, til venstre og højre,

og et enkelt æg til højre.

Og man kan se, hvilken skade de kan forvolde.

Til højre kan man se et agurkeblad,

og i midten, silkeblad,

og til venstre et tomatblad med disse stiplinger.

De kan bogstavlig talt gå fra grøn til hvid

på grund af de sugende, gennemtrængende

munddele

fra spindemiderne.

Men her kommer naturen

og giver os en god edderkop.

Dette er en rovdyrsmide -- i øvrigt lige så lille som spindemiden,

en millimeter, to millimeter i længde, ikke mere end det,

hurtigt løbende, jagende,

og jager spindemiderne.

Og her kan I se denne dame i aktion

på den venstre side --

gennemborer, suger

kropsvæskerne til venstre ud af skadedyrsmiden.

Og efter fem minutter ser man dette:

et typisk dødt lig,

indskrumpet, udsuget,

dødt lig af spindemiden,

og ved siden af, to mætte individer

af jagermider,

en moder på den venstre side,

en ung nymfe på den højre side.

For resten, et 24-timers måltid for dem

er omkring 5 individer

af spindemiden, af de onde mider,

eller 15 til 20 æg

fra skadedyrene.

For øvrigt, så er de altid sultne.

(Latter)

Og der er endnu et eksempel: bladlus.

Det er for øvrigt forår i Israel nu.

Når temperaturerne stiger markant,

kan man se de onde, bladlusene, overalt på planterne,

i ens hibiscus, i ens ildkrone,

i de unge, friske blade

fra forårsvæksten, så at sige.

For øvrigt, hos bladlus findes der kun hunner,

ligesom amazonerne.

Hunner, der avler hunner, der avler andre hunner.

Ingen hanner overhovedet.

Partenogenese, som det kaldes.

Og det er de meget glade for, åbenbart.

Her kan vi se skaderne.

Sekretet fra bladlusene

en klistrende, sukkerholdig væske

kaldet honningdug,

og dette sidder i klatter

på de øvre dele af planten.

Her kan man se et typisk agurkeblad,

der faktisk er gået fra grøn til sort

på grund af en sort svamp, sodfarvet svamp,

der dækker det.

Og her kommer redningen,

gennem denne parasitiske hveps.

Her taler vi ikke om et rovdyr.

Her taler vi om en parasit --

ikke en tobenet parasit,

men en ottebenet parasit, selvfølgelig.

Dette er en parasitisk hveps,

igen, to millimeter lang, slank,

meget hurtig

og en kvik flyver.

Og her kan I se denne parasit i aktion,

i en akrobatisk manøvre.

Hun står ansigt til ansigt

foran offeret, på højre side,

og bøjer sit underliv

og indfører et enkelt æg,

et enkelt æg ind i kropsvæskerne

på bladlusen.

For øvrigt så prøver bladlusen af flygte.

Hun sparker og bider

og udskiller forskellige væsker,

men der vil faktisk ikke ske noget.

Kun det, at parasittens æg

vil blive indført ind i bladlusens kropsvæsker.

Og efter et par dage, afhængig af temperaturen,

vil ægget klække,

og parasittens larve

vil spise bladlusen indefra.

Dette er naturligt. Dette er naturligt.

Det er ikke fiktion, ikke noget af det.

Igen, i ens baghave,

i ens baghave.

Men dette er slutresultatet.

Dette er slutresultatet:

Mumier --

M-U-M-I-E.

Her er et visuelt resultat af den døde bladlus

indhyldet i,

faktisk, en udviklende parasit,

som man efter et par minutter kan se er halvvejs ude.

Fødslen er næsten fuldstændig.

Man kan for øvrigt se, i forskellige film osv.,

at det kun tager få minutter.

Og hvis dette er en hun, vil hun øjeblikkeligt parre sig med en han,

og så smutter hun, fordi tiden er knap.

Denne hun kan kun leve tre til fire dage,

og hun skal lægge

omkring 400 æg.

Det betyder, at der er 400 onde bladlus,

hvor hun skal putte

æggene ind i deres kropsvæsker.

Og det er selvfølgelig ikke det sidste.

Der er et væld af andre naturlige fjender,

og dette er blot det sidste eksempel.

Igen, vi starter med skadedyret:

thrips.

For øvrigt, alle disse mærkelige navne --

jeg har ikke besværet jer med de latinske navne på disse væsener,

okay, kun de populære navne.

Men dette er et flot, slankt

meget slemt skadedyr.

Hvis I kan se dette, sød peber.

Dette er ikke bare en eksotisk, dekorativ sød peber.

Dette er en sød peber, der ikke er spiselig,

fordi de lider af en virusinfektion,

der er overført af disse voksne thrips.

Og her kommer den naturlige fjende,

den lillebitte næbtæge,

lillebitte, fordi den er ret lille.

Her kan man se den voksne sorte og de to unge.

Og igen, i aktion.

Denne voksne gennemborer thripen

og suger den tom i løbet af få minutter

og går blot videre til det næste offer

og fortsætter over alt.

Og hvis vi spreder de bittesmå næbtæger, de gode,

for eksempel i et jordstykke med sød peber,

de går til blomsterne.

Og se, denne blomst er fyldt

med rovdyrs småkryb, med de gode

efter at have tilintetgjort de onde, thriperne.

Så dette er en meget positiv situation, forresten.

Ingen skade på den udviklende frugt. Ingen skade på frugtgruppen.

Alt er helt fint under disse omstændigheder.

Men igen, spørgsmålet er,

her så I dem på en en-til-en basis --

skadedyret, den naturlige fjende.

Hvad vi gør er faktisk dette.

I det nordøstlige Israel,

i Kibbutz Sde Eliyahu,

er der et anlæg,

der masseproducerer de naturlige fjender.

Med andre ord, hvad vi gør her,

vi forstærker,

vi forstærker den naturlige regulering,

eller det biologiske reguleringsfænomen.

Og i 30.000 kvadratmeter

i avancerede væksthuse,

der, masseproducerer vi disse rovdyrsmider,

de bittesmå næbtæger,

de parasitiske hvepse, etc., etc.

Mange forskellige dele.

For øvrigt, de har et meget flot landskab --

man kan se de jordanske bjerge på den ene side

og den jordanske dal på den anden side,

og en god, mild vinter

og en dejlig, varm sommer,

hvilket er fremragende vilkår

til at masseproducere disse dyr.

Og for øvrigt, masseproduktion --

det er ikke genetisk manipulation.

Der er ikke nogen GMO'er --

Genetisk Modificerede Organismer -- overhovedet.

Vi tager dem fra naturen,

og det eneste, vi gør, er,

at vi giver dem optimale vilkår,

i disse væksthuse eller i klimarummene,

for at formere sig,

yngle og forplante sig.

Og dette er, hvad vi faktisk får.

Man ser det under et mikroskop.

I kan i det øverste, venstre hjørne se en enkelt rovdyrsmide.

Og dette er en hel stak af rovdyrsmider.

I kan se denne ampul. I kan se denne.

Jeg har et gram af disse rovdyrsmider.

Et gram er 80.000 individer.

80.000 individer

er nok

til at regulere en hektar, 4.000 kvadratmeter,

jordbær plantage

imod spindemider i hele sæsonen,

i næsten et år.

Og vi kan producere, tro mig,

adskillige dusin kilo

på årlig basis.

Så det er, hvad jeg kalder

forstærkning af dette fænomen.

Og nej, vi forstyrrer ikke balancen.

Tværtimod,

fordi vi bringer det til alle plantager,

hvor balancen allerede var forstyrret

af kemikalier.

Her kommer vi med disse naturlige fjender

for at få vendt en lille smule af hjulet

og bringe mere naturlig balance

til de landbrugsmæssige plantager ved at reducere kemikalierne.

Det er ideen.

Og hvad er indflydelsen?

I denne tabel kan man faktisk se, hvilken indflydelse

en succesfuld biologisk regulering

gennem gode småkryb har.

For eksempel, i Isreal,

hvor vi bruger

mere end 1.000 hektar --

10.000 dunams i Israel --

af biologisk skadedyrsreguleret sød peber

under beskyttelse,

75 procent af pesticiderne

blev faktisk reduceret.

Og Israelske jordbær, endnu mere --

80 procent af pesticiderne,

specielt dem sigtet mod skadedyrsmider i jordbær.

Så indflydelsen er meget stærk.

Og her er spørgsmålet,

specielt hvis man spørger avlerne, landmændene:

Hvorfor biologisk regulering?

Hvorfor gode småkryb?

For øvrigt, antallet af svar, man får,

er lig med antallet af mennesker, man spørger.

Men hvis vi tager til, for eksempel, dette sted,

Sydøstisrael,

Arava området over Great Rift Valley,

hvor den rigtige førsteklasses --

perlen af israelsk landbrug

befinder sig,

specielt under væksthus betingelser, eller under afskærmede huse --

hvis man kører hele vejen til Eilat, ser man dette

i midten af ørkenen.

Og hvis man zoomer in,

kan man helt sikkert se dette,

bedsteforældre med deres børnebørn,

der spreder de naturlige fjender, de gode småkryb,

i stedet for at have specielt tøj på

og gasmasker og bruge kemikalier.

Så sikkerhed, med respekt for brugen,

dette er det svar, vi hører mest fra dyrkerne,

hvorfor biologisk regulering.

Nummer to, mange dyrkere

er faktisk rædselsslagne

for ideen om resistens,

at skadedyrene bliver resistente

overfor kemikalierne,

i vores tilfælde bliver den bakterie

resistent overfor antibiotika.

Det er det samme, og det kan ske meget hurtigt.

Heldigvis, med biologisk regulering,

eller selv naturlig regulering,

forekommer resistens utrolig sjældent.

Det sker næsten ikke.

Fordi dette er evolution,

dette er det naturlige forhold,

ulig resistens,

hvilket sker i tilfælde af kemikalier.

Og nummer tre, offentlig efterspørgsel.

Offentlig efterspørgsel -- jo mere offentligheden

efterspørger reduktionen af kemikalier,

jo flere dyrkere, der bliver opmærksomme på dette faktum,

de burde, når de kan, og det er muligt,

erstatte den kemiske regulering

med biologisk regulering.

Selv her, der er endnu en dyrker,

kan man se er meget interesseret i småkrybene,

de onde og de gode,

allerede med dette forstørrelsesglas på hovedet,

der bare går sikkert

gennem hendes afgrøde.

Til sidst, vil jeg gerne fortælle min vision,

eller faktisk, min drøm.

Fordi, ser I, dette er virkeligheden.

Prøv at se på kløften.

Hvis vi tager den samlede omsætning

af det biologisk regulerende, på globalt plan

er det 250 millioner dollars.

Og se på den samlede pesticidindustri

med alle afgrøder i verden.

Jeg mener, det er 100 gange eller sådan noget.

Femogtyve milliarder.

Så der er en stor kløft at slå bro over.

Så faktisk, hvordan gør vi det?

Hvordan kan vi slå bro over, eller lad os sige indsnævre denne kløft

i løbet af årene?

Først og fremmest, skal vi finde mere robuste,

gode og pålidelige biologiske løsninger,

flere gode småkryb,

som vi enten kan masseproducere

eller faktisk opbevare i felten.

For det andet, at generere endnu flere

intensive og ufravigelig offentlig efterspørgsel

til reduktion af kemikalier

i de friske afgrøder i landbruget.

Og for det tredje, også at forhøje opmærksomheden ved dyrkerne

til industriens potentiale.

Og denne kløft bliver virkelig indsnævret.

Trin for trin, bliver det indsnævret.

Så jeg tror min sidste slide er:

Alt hvad vi siger er, vi kan faktisk synge det:

Giv naturen en chance.

Så jeg siger det på vegne af al biologisk regulering

ansøgerne og dem der implementerer det,

i Israel og udenlands,

giv nu naturen en chance.

Tak.

(Bifald)