Inde i hovedet på en overspringshandler

Tim Urban ved, at overspringshandlinger ikke giver mening, men han har aldrig været i stand til at ændre sin vane med at vente til sidste øjeblik med at gøre ting færdige. I denne morsomme og indsigtsfulde tale, tager Urban os med på en rejse gennem Youtube-fråseri, utallige Wikipedia-sider og stirre-konkurrencer - og opfordrer os til at tænke mere over, hvad det er vi springer over, før vi løber tør for tid.

På universitetet

læste jeg statskundskab,

Så jeg havde
mange afleveringer.

Når typiske studerende
laver en aflevering,

spreder de muligvis arbejdet
ud sådan her.

Altså,

(Latter)

man starter måske lidt
langsomt ud,

men man når nok
i løbet af den første uge,

sådan så, når de hårde dage kommer,

bliver man færdig uden store problemer.

(Latter)

Sådan ville jeg også gøre det.

Det var planen.

Jeg ville have det hele klar,

men når jeg så rent faktisk
skulle lave en aflevering

så det nærmere sådan her ud.

(Latter)

Og det skete hver gang.

Men så kom mit 90 sider lange speciale,

en opgave, man bør bruge
et år på at lave.

Jeg vidste, at for denne slags opgave,
var min normale tilgang ikke mulig.

Projektet var for stort.

Så jeg planlagde.

og besluttede mig for at strukturere
tiden nogenlunde sådan her.

Sådan her ville året forløbe.

Jeg ville starte stille og roligt ud,

Øge intensiteten i midterperioden

og mod slutningen ville
jeg skrue bissen på,

ligesom en lille trappe.

Hvor svært kunne det være?

Ligetil, ikke?

Men så skete noget sjovt.

De første par måneder?

De kom og gik,

jeg kunne ikke helt
komme i gang.

Så jeg havde en fantastisk, ny plan.

(Latter)

Og så -

(Latter)

Men så forsvandt de
næste måneder også,

jeg skrev ikke rigtigt noget

og så endte jeg her.

To måneder blev til én måned,

som blev til to uger.

Jeg vågnede op en morgen,

tre dage inden afleveringsfristen,

jeg havde stadig ikke skrevet et ord,

så jeg gjorde det eneste mulige:

Jeg skrev 90 sider på 72 timer

var vågen i to hele døgn -

hvilket mennesker ikke er skabt til -

løb tværs over campus,

i slow-motion over målstregen

og nåede det lige præcis til tiden.

Jeg troede, det var det.

Men ugen efter
blev jeg ringet op

af universitetet.

De spurgte: "Er dette Tim Urban?"

Jeg svarede: "Ja."

De sagde: "Vi er nødt til
at tale om dit speciale"

Jeg svarede: "Ok."

De sagde:

"Det er det bedste, vi har set."

(Latter)

(Bifald)

Det skete ikke.

(Latter)

Det var et meget, meget
dårligt speciale.

(Latter)

Jeg ville bare nyde øjeblikket,
hvor I alle tænkte:

"Ham her er fantastisk!"

(Latter)

Det var virkelig, virkelig dårligt.

I dag er jeg skribent og blogger,

jeg har bloggen Wait But Why.

For et par år siden besluttede jeg
at skrive om overspringshandlinger.

Min adfærd har altid undret
de omkring mig, der arbejder koncentreret

og jeg ville derfor gerne forklare,
hvad der sker i hovedet på os,

der overspringshandler,

og hvorfor vi er som vi er.

Jeg havde en hypotese

om at overspringshandleres hjerner
faktisk er anderledes

end andre menneskers hjerner.

For at teste det, fandt jeg
et MR-laboratorium,

der både scannede min hjerne

og hjernen hos en person
der ikke overspringshandler,

så jeg kunne sammenligne dem.

Jeg har taget scanningerne med i dag.

Jeg vil have jer til at se grundigt efter
og se om I kan se en forskel.

Jeg ved, at det ikke
er så ligetil at se,

hvis man ikke er hjerne-ekspert,
men prøv.

Hjernen hos en, der
ikke overspringshandler

(Latter)

og...

Her er min hjerne.

(Latter)

Der er forskel.

Begge hjerner har en
Rationel Beslutningstager,

men overspringshandlerens hjerne

har også en Øjeblikkelig Nydelses-Abe.

Og hvad betyder det for
overspringshandleren?

Det betyder, at han har det fint
indtil dette sker.

[Lige nu er et godt tidspunkt
at arbejde på.] [Nej!]

Den Rationelle Beslutningstager
træffer en rationel beslutning

om at være produktiv,

men den plan er Aben ikke med på,

så han tager styringen

og siger: "Lad os i stedet læse
hele Wikipedia-siden

om Nancy Kerrigan/Tonya Harding-skandalen,

fordi jeg lige er kommet i tanke om den.

(Latter)

Og så -

(Latter)

så går vi over til køleskabet for at se,

om der er kommet ny mad
siden for ti minutter siden.

Efter det bevæger vi os ind i en
ond YouTube-cirkel,

der begynder med videoer om,
hvordan magneter virker

og slutter meget senere med,
at vi ser interviews

med Justin Biebers mor.

(Latter)

"Alt det kommer til at tage noget tid

så vi har ikke rigtigt tid til at arbejde
i dag.

Undskyld!"

(Suk)

Hvad er det, der sker?

Øjeblikkelig Nydelses-Aben
virker ikke til at være typen

man vil give styringen.

Han lever altid i øjeblikket.

Han har husker ikke fortiden
og ved intet om fremtiden,

og han går kun op i to ting:

det skal være nemt og sjovt.

I dyreverdenen er det helt fint.

Hvis du er en hund,

og du kun bruger dit liv på
at have det nemt og sjovt,

så er du en stor succes!

(Latter)

Og for Aben

er mennesker bare en anden dyrerace.

Man skal være udhvilet, mæt
og man skal formere sig,

hvilket sikkert fungerede
fint i oldtiden.

Men nu er vi ikke længere
i oldtiden.

Vi er blevet en avanceret civilisation,
men det ved Aben ikke hvad er.

Derfor har vi også den anden i hjernen,

den Rationelle Beslutningstager,

som giver os evnerne til at gøre ting
som andre dyr ikke kan.

Vi kan visualisere fremtiden.

Vi kan se det store billede.

Vi kan langsigtede planer.

Alt det vil han gerne have med
i sine overvejelser.

Og han vil have os til at gøre,

hvad der giver mening her og nu.

Nogle gange giver det mening

at lave ting, der er nemme og sjove,

som at spise middag eller
at gå i seng

eller at nyde sin velfortjente fritid.

Derfor er der et overlap.

Nogle gange er de enige.

Men andre gange giver det
meget mere mening

at lave ting, der er sværere og
mindre behagelige,

set i et større perspektiv.

Og det er der, vi har en konflikt.

For overspringshandleren

ender den konflikt typisk på samme
måde hver gang,

hvor han bruger meget tid
i dette orange område,

et nemt og sjovt område, der er
helt uden for Rationalitetscirklen.

Jeg kalder det Den Mørke Legeplads.

(Latter)

Den Mørke Legeplads er et sted,

som alle jer overspringshandlere
kender utroligt godt.

Der hvor fritidsaktiviteter sker

på tidspunkter, hvor man ikke skal
lave fritidsaktiviteter.

Det sjov man har på Den Mørke Legeplads

er ikke rigtigt sjovt,
fordi det er helt ufortjent,

og luften er fyldt med skyld,
frygt, angst og selvhad -

alle de gode overspringshandlings-
følelser.

Med Aben ved roret er spørgsmålet så,

hvordan overspringshandleren får
sig selv over til det her blå område -

et mindre rart sted, men der
hvor de vigtige ting finder sted?

Det viser sig, at overspringshandleren
har en skytsengel,

en som altid kigger ned og passer
på ham

i hans mørkeste øjeblikke -

en skytsengel kaldet Panikmonsteret.

(Latter)

Panikmonsteret er i dvale
det meste af tiden,

men han vågner pludseligt,
så snart en deadline kommer for tæt på,

hvis der er fare for
offentlig forlegenhed,

en karrierekatastrofe eller
andet skræmmende.

Og vigtigst er alt er han den eneste
som Aben er bange for.

Han kom ind i mit liv igen
for ganske nyligt,

fordi folkene hos TED kontaktede mig
for omkring seks måneder siden

og inviterede mig til at holde en TED Talk

(Latter)

Jeg sagde selvfølgelig ja.

Det har altid været en drøm
at have holdt en TED Talk i fortiden.

(Latter)

(Bifald)

Men midt i al begejstringen

tænkte den Rationelle Beslutningstager
tydeligvis på noget andet.

Han sagde: "Er du med på,
hvad vi har sagt ja til?

Ved du, hvad der kommer til
at ske en dag i fremtiden?

Vi er nødt til at lægge
en plan lige nu."

Og Aben siger: "Helt enig,
men lad os åbne Google Earth

og zoome ind på det sydligste Indien
cirka 60 meter over jorden

og scrolle op i to og en halv time,
til vi når toppen af landet,

så vi bedre kan fornemme Indien.

(Latter)

Så det var det, vi gjorde.

(Latter)

Da de seks måneder blev til fire
og herefter to og så én,

besluttede folkene ved TED
at offentliggøre talerne.

Jeg åbnede hjemmesiden, og der
stirrede mit ansigt

direkte tilbage på mig.

Og gæt, hvem der vågnede?

(Latter)

Panikmonsteret begyndte
at gå fra forstanden

og få sekunder senere
brød systemet ud i kaos.

(Latter)

Og Aben - som er bange for
Panikmonsteret -

kravlede op i et træ!

Og endelig

fik den Rationelle Beslutningstager
lov til at styre

og jeg kunne arbejde på talen.

Panikmonsteret forklarer

mange former for vanvittig
adfærd hos overspringshandleren,

som hvordan en som mig
kunne bruge to uger

uden at være i stand til at skrive
første sætning på et stykke papir

og på mirakuløs vis finde
en utrolig evne

til at blive oppe hele natten
og skrive otte sider.

Og hele denne situation
med de tre skabninger -

det er overspringshandlerens
system.

Det er ikke kønt, men i sidste ende
fungerer det.

Det besluttede jeg mig for at skrive om
på bloggen for et par år siden.

Da jeg skrev det, blev jeg overrasket af
responsen på det.

Jeg modtog tusindvis af mails

fra alle mulige mennesker i hele verden

med vidt forskellige jobs.

Det var sygeplejersker,
bankmænd, malere, ingeniører

og massevis af Ph.D-studerende.

(Latter)

De skrev allesammen det samme:

"Det problem har jeg også."

Men det, der slog mig var kontrasten
mellem den lette tone

og tyngden i disse mails.

Disse personer skrev i
dyb frustration

om hvad overspringshandlinger
havde gjort ved deres liv

og hvad Aben havde gjort ved dem.

Jeg tænkte over det og sagde:

hvis overspringshandlerens system virker,
hvad er der så galt?

Hvorfor er alle disse mennesker
sådan et mørkt sted?

Det viser sig, at der er to typer
overspringshandlinger.

Dem jeg har talt om i dag,
de eksempler, jeg har givet,

havde alle en deadline.

Og når der er en deadline,

kan effekten af overspringshandlingen
styres på kort sigt

fordi Panikmonsteret er involveret.

Men der er en anden type
overspringshandling

der finder sted, når der ikke
er en deadline.

Så hvis du ville gøre karriere
som selvstændig

inden for kunst eller som entreprenør

så er der ingen umiddelbare deadlines
fordi intet sker

før du går ud og lægger en
reel indsats

for at skabe momentum.

Der er også vigtige ting
uden for ens karriere,

der ikke involverer deadlines,

som at besøge sin familie eller at træne
og holde sig sund,

arbejde på sit forhold

eller at komme ud af et forhold
der ikke fungerer.

Hvis overspringshandlerens eneste
mekanisme til at få gjort alt dette

er Panikmonsteret, er det et problem

fordi Panikmonsteret ikke dukker op

i disse situationer uden deadline.

Der er intet at vågne for,

så effekterne af overspringshandlingen
kan ikke styres;

de fortsætter i uendelighed.

Og det er denne type
langsigtede overspringshandlinger

som er mindre synlige
og som sjældnere taler om

end den sjove, kortsigtede,
deadline-baserede type.

Man lider typisk under den
alene i stilhed.

Det kan være kilden

til langvarig ulykkelighed
og fortrydelser.

Og jeg tænkte, at det var derfor
alle disse personer skrev

og at det er derfor, de er
et så dårligt sted.

Det er ikke fordi de maser på
for et projekt.

Det er overspringshandlingerne
der til tider får dem til at føle sig

som tilskuere i deres eget liv.

Frustrationen ligger ikke i,
at de ikke kunne nå deres drømme;

det er, at de ikke var i stand til
at begynde at jagte dem.

Så da jeg læste disse mails
fik jeg en lille åbenbaring -

Jeg tror ikke, der findes mennesker
der ikke overspringshandler.

Præcis! Jeg tror, at alle jer
er overspringshandlere.

I er måske ikke allesammen
et rod,

som nogle af os andre,

(Latter)

og nogle af jer har muligvis
et sundt forhold til deadlines,

men husk: Abens snedigste trick er

når der ingen deadline er.

Jeg vil vise jer en sidste ting.

Jeg kalder det her en Livskalender.

Der er en kasse for hver uge i
et 90 år langt liv.

Det er ikke mange kasser,

især ikke fordi vi allerede har brugt
nogle af dem.

Så jeg tror, vi er nødt til at kigge
grundigt på kalenderen.

Vi skal overveje, hvad det er
vi springer over,

fordi alle springer over noget
i livet.

Vi skal være opmærksomme på
Øjeblikkelig Nydelses-aben.

Det er en opgave for os allesammen.

Og fordi der ikke er så mange kasser,

bør vi nok begynde den opgave i dag.

Altså, måske ikke i dag...

(Latter)

men...

Snart.

Tak.

(Bifald)