Clay Shirky: Hvorfor SOPA er en dårlig idé

Hvad betyder et lovforslag som PIPA/SOPA for vores delelige verden? Ved TEDs kontorer leverer Clay Shirky en behørig erklæring -- et opråb til at forsvare vores frihed til at skabe, diskutere, linke og dele, i stedet for passivt at konsumere.

Jeg vil begynde med dette.

Dette er et håndlavet skilt,

som dukkede op i et lille familieejet bageri

i mit gamle kvarter i Brooklyn for et par år siden.

Butikken ejede en af de maskiner,

som kan printe på sukkerplader.

Og børn kunne komme med tegninger

og få butikken til at printe en sukkerplade

til toppen af deres fødselsdagskage.

Men en af de ting, som børn uheldigvis kunne lide at tegne,

var tegneseriefigurer.

De kunne lide at tegne Den Lille Havfrue,

de kunne lide at tegne en smølf og Mickey Mouse.

Men det viste sig at være ulovligt

at printe et barns tegning af Mickey Mouse

på en sukkerplade.

Og det er en krænkelse af copyright.

Og at føre opsyn med krænkelser af copyright

fra børns fødselsdagskager

var sådan et besvær,

at College bageriet sagde,

"Ved du hvad, vi stopper med den forretning.

Hvis du er en amatør,

har du ikke adgang til vores maskine mere.

Hvis du vil have en printet sukker-fødselsdagskage,

er du nød til at bruge en af vores præfabrikerede billeder --

kun for professionelle."

Så lige nu er der 2 lovforslag i kongressen.

Den ene hedder SOPA, den anden hedder PIPA.

SOPA står for 'Stop Online Piracy Act'.

Den kommer fra senatet.

PIPA er en forkortelse for 'PROTECTIP'

som selv er en forkortelse for

Forhindre reelle online trusler

imod økonomisk kreativitet

og tyveri af immaterialret --

fordi kongesionelle hjælpere, som navngiver disse ting,

har meget tid til overs.

Og det, SOPA og PIPA vil gøre,

er, de vil gøre dette.

De vil få omkostningerne til at stige

for copyrightoverholdelse

til punktet, hvor folk simpelthen stopper med

at tilbyde det som en mulighed for amatører.

Måden, de vil gøre dette på,

er at identificere sider,

som substantielt krænker copyright --

selvom hvordan disse sider bliver identificeret

aldrig bliver fuldt specificeret i lovteksterne --

og de vil fjerne dem fra domænenavnssystemet.

De vil tage dem ud af domænenavnssystemet.

Domænenavnssystemet er den ting,

som forvandler menneskelig-forståelige navne, som Google.com,

til den slags adresser,

maskiner forventer --

74.125.226.212.

Problemet med denne form for censur,

med at identificere en side

og derefter forsøge at fjerne den fra domænenavnssystemet

er, at det ikke vil virke.

Og man skulle tro, at det ville være et rimeligt stort problem for en lov,

men Kongressen virker ikke til at lade det bekymre dem så meget.

Grunden til, at det ikke vil virke,

er, at man stadig kan skrive 74.125.226.212 ind i browseren,

eller man kan lave det til et link, man kan klikke på,

og man kommer stadig ind på Google.

Så det kontrollerende element

omkring dette problem

bliver den virkelige trussel fra loven.

For at forstå hvordan Kongressen kom til at skrive et lovforslag,

som ikke vil opnå sine oplyste mål,

men producere en masse skadelige sideeffekter,

er man nødt til at forstå en del af baggrunden.

Og baggrunden er denne:

SOPA og PIPA som lovgivning

blev hovedsageligt udfærdiget af medievirksomheder,

som blev grundlagt i det 20. århundrede.

Det 20. århundrede var en fantastisk tid at være medievirksomhed,

fordi det, man virkelig havde på din side, var knaphed.

Hvis man lavede et TV show,

behøvede det ikke at være bedre end alle andre TV shows, der nogensinde var lavet,

det skulle kun være bedre

end de 2 andre shows

som var på på samme tid --

hvilket er en meget lav bundgrænse

for konkurrence.

Hvilket betød,

at hvis man leverede gennemsnitligt indhold,

fik man en tredjedel af USA's befolkning gratis --

10 millionvis af forbrugere

for simpelthen at levere noget,

som ikke var for forfærdeligt.

Det er som at have en tilladelse til at printe penge

og en tønde fuld af gratis blæk.

Men teknologien udviklede sig, som teknologi vil gøre.

Og langsomt, langsomt, ved slutningen af det 20. århundrede

begyndte den knaphed at nedbrydes --

og jeg mener ikke af digital teknologi;

jeg mener af analog teknologi.

Videobånd, videobåndoptagere,

selv den ydmyge Xerox maskine

skabte nye muligheder

for os til at opføre os på måder,

der forbløffede mediebranchen.

For som det viste sig,

er vi ikke rigtig sofakartofler.

Vi kan virkelig ikke lide kun at konsumere.

Vi kan godt lide at forbruge,

men hver gang en af disse nye værktøjer opstod,

viste det sig, at vi også kan lide at producere,

og vi kan lide at dele.

Og dette forskrækkede mediebranchen --

det forskrækkede dem hver gang.

Jack Valenti, som var hovedlobbyist

for 'Motion Picture Association of America',

sammenlignede engang den glubske videobåndoptager

til Jack the Ripper

og stakkels, hjælpeløse Hollywood

med en kvinde alene hjemme.

Det var niveauet af retorik.

Og derfor begyndte mediebranchen

at tigge, insistere og forlange,

at Kongressen gjorde noget.

Og Kongressen gjorde noget.

I begyndelsen af 90'erne vedtog Kongressen loven,

som ændrede alt.

Loven blev kaldt 'Audio Home Recodring Act'

af 1992.

Det, 'Audio Home Recording Act' af 1992 sagde, var,

hør her, hvis folk optager fra radioen

og laver mixtape til deres venner,

er det ikke en forbrydelse. Det er okay.

Optagning og remixing

og deling med ens venner er okay.

Hvis man laver mange højkvalitetskopier og sælger dem,

så er det ikke okay.

Men det med at optage,

fint, lad det gå.

Og de troede, de havde afklaret stridspunktet,

fordi de havde lavet en klar skelnen

mellem lovlig og ulovlig kopiering.

Men det var ikke, hvad mediebranchen ville have.

De ville have Kongressen

til at forbyde kopiering fuldstændigt.

Så da 'Audio Home Recording Act' af 1992 blev vedtaget,

opgav mediebranchen idéen

om adskillelser imellem lovlig contra ulovlig kopiering,

for det var klart,

at hvis Kongressen virkede i deres ramme,

ville de måske give borgerne flere rettigheder

til at deltage i vores eget mediemiljø.

So de gik efter plan B.

Det tog dem noget tid at formulere plan B.

Plan B opstod i sin første fuldendte form

i 1998 --

noget kaldet 'Digital Millennium Copyright Act'.

Det var et kompliceret stykke lovgivning, med mange bevægende dele.

Men hovedpointen med 'DMCA'

var, at det var lovligt at sælge en

ikke-kopierbart digitalt materiale --

men der er ikke noget digitalt materiale, som er ikke-kopierbart.

Det ville være, som Ed Felton engang berømt sagde,

"Som at dele vand ud

som ikke var vådt."

Bits er kopierbare. Det er, hvad computere gør.

Det er en sideeffekt af deres normale funktion.

Så for at foregive evnen

til at sælge ikke-kopierbare bits,

gjorde 'DMCA' det også lovligt

at tvinge en til at bruge systemer,

som ødelagde kopifunktionen i ens apparater.

Enhver DVD-afspiller og spillekonsol

og fjernsyn og computer man bragte hjem --

lige meget, hvad man troede, man fik, når man købte det --

kunne blive ødelagt af indholdsbranchen,

hvis de ville sætte det som en forudsætning for at sælge en indholdet.

Og for at være sikker på, at man ikke opdagede,

eller ikke gjorde brug af deres evner

som generelle formålsberegnende apparater,

gjorde de det også ulovligt

for en at forsøge at nulstille

muligheden for at kopiere det indhold.

DMCA'en markerer tidspunktet,

hvor mediebranchen

opgav det juridiske system

med at differentiere mellem lovlig og ulovlig kopiering

og bare forsøgte at forhindre kopiering

gennem tekniske midler.

DMCA'en havde og fortsætter med at have en masse komplicerede effekter,

men på dette ene område, begrænse deling,

har den for det meste ikke virket.

Og hovedårsagen til, at den ikke har virket,

er, at internettet har vist sig at være langt mere populært og langt mere kraftfuldt,

end nogen forestillede sig.

Mixbåndet, fanbladet,

det var intet i forhold til, hvad vi ser nu

med internettet.

Vi er i en verden,

hvor de fleste amerikanske borgere

over 12 år

deler ting med hinanden online.

Vi deler skrevne ting, vi deler billeder,

vi deler lydfiler, vi deler video.

Noget af det, vi deler, er noget, vi har lavet.

Noget af det, vi deler, er noget, vi har fundet.

Noget af det, vi deler,

er noget, vi lavet ud af noget, vi har fundet,

og alt det forfærder disse brancher.

Så PIPA og SOPA

er runde nummer 2.

Men hvor DMCA var kirugisk --

vi vil gå ind i din computer,

vi vil gå ind i dit fjernsyn, ind i din spillekonsol,

og forhindre det i at gøre,

hvad de sagde i butikken, det ville gøre --

PIPA and SOPA er nukleare,

og de siger, vi vil tage alle steder hen i verden

og censurere indhold.

Så mekanismen, som jeg sagde, til at gøre dette

er, at man er nødt til at nedlægge alle,

som peger på disse IP adresser.

Man er nødt til at tage dem ud af søgemaskiner,

man er nødt til at tage dem ud af online vejledere,

man er nødt til at tage dem ud af brugerlister.

Og fordi de største producenter af indhold på internettet

ikke er Google og Yahoo,

men os,

er det os, folket, som bliver kontrolleret.

For når alt kommer til alt,

er den virkelige trussel

ved vedtagelsen af PIPA og SOPA

vores mulighed for at dele ting med hinanden.

Så det, PIPA og SOPA risikerer at gøre,

er at tage et århundrede år gammelt legalt koncept,

uskyldig indtil det modsatte er bevist,

og vende det om --

skyldig indtil det modsatte er bevist.

Man må ikke dele,

indtil man har vist os,

at man ikke deler noget,

vi ikke kan lide.

Pludselig falder bevisbyrden for lovlig contra ulovlig

udelukkende på os

og på de ydelser,

som måske tilbyder os nogle nye muligheder.

Og hvis det koster blot en øre

at kontrollere en bruger,

vil det knuse en ydelse

med hundred millioner brugere.

Så det er den form for internet, de har i tankerne.

Forestil jer dette skilt overalt --

men forstil, at det ikke siger College bageri,

forestil jer, at det siger YouTube

og Facebook og Twitter.

Forestil jer, det siger TED,

for kommentarerne kan ikke blive kontrolleret

til nogen acceptabel omkostning.

De virkelige effekter af SOPA og PIPA

vil blive markant anderledes end de foreslåede effekter.

Truslen er faktisk

denne omvending af bevisbyrden,

hvor vi pludselig

alle bliver behandlet som tyve

på ethvert tidspunkt, vi bliver givet muligheden for at skabe,

at producere eller at dele.

Og folkene, som stiller disse muligheder til rådighed for os --

Youtube'erne, Facebook'erne, Twitter'ne og TED'erne --

er i virke med

at kontrollere os

eller være på krogen for medvirkende krænkelser.

Der er to ting, man kan gøre

for at stoppe dette --

en simpel ting og en kompliceret ting,

en let ting og en hård ting.

Den simple ting, den lette ting, er dette:

hvis du er amerikansk statsborger,

ring til din repræsentant, ring til din senator.

Når du ser på

personerne, som medunderskrev SOPA-lovforslaget,

personer, der medunderskrev PIPA,

det, du ser, er, at de tilsammen har modtaget

millioner og millioner af dollars

fra de traditionelle mediebrancher.

Du har ikke millioner og millioner af dollar,

men du kan ringe til din repræsentant,

og du kan minde dem om, at du stemmer,

og du kan bede dem om ikke at blive behandlet som en tyv,

og du kan foreslå, at du ville foretrække,

at internettet ikke bliver ødelagt.

Og hvis du ikke er en amerikansk statsborger,

kan du kontakte amerikanske statsborger, som du kender

og opfordre dem til at gøre det samme.

Fordi dette ligner et nationalt problem,

men det er det ikke.

Disse industrier vil ikke være tilfredse

med at ødelægge vores internet.

Hvis de ødelægger det, vil de ødelægge det for alle.

Det er den lette ting.

Det er den simple ting.

Den hårde ting er dette:

vær parat, for mere kommer.

SOPA er simpelthen en revision of COICA,

som blev foreslået sidste år, som ikke blev vedtaget.

Og alt dette går tilbage

til DMCA'ens fiasko

med at underkende deling som en teknisk foranstaltning.

Og DMCA'en går tilbage til 'Audio Home Recording Act'en,

som forskrækkede disse brancher.

Fordi hele processen

med faktisk at foreslå, nogle bryder loven,

og så samle beviser og bevise det,

det viste sig at være rigtig besværligt.

"Vi ville foretrække ikke at skulle gøre det,"

siger indholdsbranchen.

Og det, de vil have, er, at de ikke behøver at gøre det.

De vil ikke have juridiske sondringer

mellem lovlig og ulovlig deling.

De vil bare have deling til at gå væk.

PIPA og SOPA er ikke sjældenheder, de er ikke afvigelser,

de er ikke begivenheder.

De er den næste tur af denne specifikke spiral,

som nu har været i gang de sidste 20 år.

Og hvis vi besejrer disse, som jeg håber, vi gør,

kommer der mere.

Fordi indtil vi overbeviser Kongressen

om, at måden at håndtere copyrightkrænkelser på,

er måden copyrightkrænkelser blev håndteret med Napster, med YouTube,

som er ved at have en retssag med præsentation af beviser

og blotlæggelsen af fakta og vurderingen af retsmidler,

som finder sted i demokratiske samfund.

Det er måden at håndtere det på.

Men i mellemtiden

er den hårde ting at gøre at være beredt.

For det er den virkelige besked med PIPA og SOPA.

Time Warner har ringet,

og de vil have os alle tilbage på sofaen,

bare forbruge --

ikke producere, ikke dele --

og vi bør sige, "Nej."

Tak.

(Bifald)