Ærlige løgnere: Selvbedragets psykologi - Cortney Warren på TEDxUNLV

Ved at give indhold, ressourcer og forbindelser, Dr. Cortney Warrens mål er at støtte enhver som er modig nok til at leve et mere bevidst liv. For når vi er ærlige om hvem vi egentligt er, vi har muligheden for at ændre vores liv.

Mennesker er mestre i selvbedrag.

Vi narrer os selv til at tro
på falske ting,

og vi nægter at tro på sande ting.

Jeg var i Ph.d.-skolen,

da jeg rigtigt startede med
at fordybe mig i emnet 'selvbedrag'.

Og det var fantastisk!

Jeg så det over det hele,

hos alle.

Vi lyver om de mindste ting for os selv,

så som hvor meget vi
faktisk spiste i dag,

og hvorfor vi ikke oplyste vores faktiske
højde og vægt på vores kørekort.

Vi lyver for at reflektere vores
tilstræbte mål:

"Jeg nøjes med et glas vin i aften," —

når jeg godt ved, at jeg
kommer til at drikke mindst tre.

Vi lyver for at opretholde
sociale idealer:

"Jeg har aldrig haft seksuelle tanker
om andre end min partner,"

fordi det ikke ville være accepteret.

Vi lyver om de vigtigste
beslutninger i vores liv,

som hvorfor vi giftede os med den person,
eller valgte vores karriere.

Beklageligvis, for alle
romantikerne derude,

er kærlighed sjældent den fulde
motivation for disse valg.

Ingen andre steder end i mine forhold,
var selvbedrag mere tydelig.

Jeg var rædselsslagen
for at blive forladt.

Min frygt fik mig til
at gøre bestemte ting,

der stadig er svært for mig at indrømme —

ængsteligt ventende på en opringning,

køre hen for at se, om han var,
hvor han sagde,

gentagende gange spørge,
om han elskede mig.

På det tidspunkt kunne jeg ikke
have fortalt jer noget som helst af dette,

da jeg ikke var i stand til
at indrømme det over for mig selv.

Dybest set, lyver vi over for os selv,

fordi vi ikke har nok psykisk styrke
til at indrømme sandheden

og håndtere de følgende konsekvenser.

Når det er sagt, så er forståelse
for vores selvbedrag

den mest effektive vej til
at leve et fyldestgørende liv.

For når vi indrømmer, hvem vi virkelig er,

har vi muligheden for at ændre os.

Det er svært at kigge på
det her billede og tænke:

"Løgnere!"

Men vores selvbedrageriske tendenser
starter her.

Fra en meget ung alder
starter vi med at observere

og træffe beslutninger omkring os selv
og vores omgivelser.

Retmæssigt eller ej; så har vores
konklusioner påvirket vores identitet.

Som voksne lyver vi helst om

hvordan psykisk smertefulde realiteter,
vi oplevede som børn,

påvirker, hvem vi er, i dag.

Måske voksede du op med en enlig forælder,

hvor du blev forsømt af din far.

Du lærte, at noget var galt med dig —

du var ikke tilstrækkelig klog,
attraktiv eller atletisk.

Du konkluderede, at for at
få andre til at holde af dig,

blev du nødt til at være perfekt.

Som voksen,

når nogen påpeger
dine ufuldkommenheder,

føler du en enorm angst,
men benægter, hvor den kommer fra.

Måske følte du dig grim som barn, fordi
du blev drillet med dit udseende.

Du lærte at spise som reaktion
på følelsesmæssig smerte.

Som voksen har du problemer med
at opretholde en stabil vægt,

fordi det, du spiser,
har meget lidt at gøre med sult.

Måske så du dine forældre skændes.

Du lærte at undgå konflikt.

Nu har du svært ved overhovedet
at indrømme, at du har negative følelser.

Selvom vi alle har hver vores
unikke barndomsminder,

vil det, vi lærte, blive brugt i løgnene,
vi fortæller os selv som voksne.

Psykologiske teorier af menneskelig natur
kan hjælpe os til at forstå selvbedrag.

Sigmund Freud beskrev det at lyve
gennem jeg'ets forsvarsmekanismer:

Psykologiske strategier,
der forsvarer vores ego'er

— kernen af os selv —

fra information, der vil skade os.

Fornægtelse:

At nægte at tro på,
at noget er sandt,

selvom det er.

"Jeg har ikke et problem med alkohol," —

selvom jeg drikker hver dag.

"Jeg er ikke jaloux," —

selvom jeg tjekker min
partners e-mail i hemmelig.

Rationalisering:

At skabe en grund
for at undskylde os selv.

"Jeg ville ikke have råbt af dig, hvis du
ikke havde behandlet mig så unfair,"

og derved retfærdiggøre min råben.

"Jeg er ved, rygning
ikke er godt for mig,

men det hjælper mig med at slappe af,"

og derved retfærdiggøre at jeg ryger.

Projektion:

At overføre et uønsket aspekt af os selv
ved at tilskrive det til en anden.

"Jeg er ikke sådan. Du er sådan."

Når man dater en,
man har mistet interessen for,

siger man ting som for eksempel:

"Du er ikke klar til det her forhold,"

når det faktisk er en selv,
der ikke er klar til det her forhold

og aldrig vil blive det!

Pionerer i kognitiv adfærdsterapi

beskriver hvordan vores tanker bedrager os

gennem kognitive forvrængninger —
irrationelle måder, vi tænker på.

Polariseret tænkning:
At tænke i ekstremer.

"Jeg vil enten spise ingen kager,
eller jeg vil spise hele æsken,

for hvis jeg spiser én kage,

så har jeg allerede ødelagt min slankekur,
og kan lige så godt fortsætte."

Følelsesmæssig ræsonnering:

At tro, vores følelser akkurat
reflekterer virkeligheden.

"Jeg føler mig såret, så du må
have gjort noget mod mig."

"Jeg føler mig dum;
dermed må jeg være dum."

Forhastet generalisering:

At opfatte en enkel negativ ting som en
uendelig nedadgående spiral af nederlag.

Efter et slemt break-up tænker du:

"Jeg vil altid være alene."

Efter at være nægtet
en forfremmelse tænker du:

"Jeg vil aldrig være succesfuld
i min karriere."

Fra et eksistentialistisk perspektiv

bedrager vi os selv
til at undgå det givne i livet —

de fundamentale realiteter af det
at være menneske, vi må se i øjnene.

Døden - vi kommer alle til at dø;

Ultimativ ensomhed —

vi blev født som en enkelt person
i en ensom fysisk krop.

Meningsløshed —

vores liv er i sig selv meningsløse,
medmindre vi giver dem mening;

og frihed —

vi er ansvarlige for os selv,
fordi vi har frihed til at vælge.

For at undgå at konfrontere realiteterne
lyver vi ofte for os selv:

"Jeg er sådan her
på grund af min opvækst," —

og dermed udskyde
mit ansvar for mine valg.

"De dårlige ting i nyhederne
ville aldrig ske for mig," —

fordi jeg er på en eller anden måde
speciel, og er beskyttet mod skader.

"Jeg vil ikke skrive et testamente. Jeg er
for ung og kommer ikke til at dø," —

og dermed at benægte min dødelighed.

Multikulturelle og feministiske psykologer

beskriver hvordan internalisering
og kulturelle normer påvirker os.

Vi bedrager os selv ved at tro på det,

vi var kulturelt betinget
til at tro er sandt,

i stedet for at bestemme
hvad, vi rent faktisk tror, er sandt.

Går du på kompromis med dig selv
for at imødekomme kulturelle normer?

Tænker du, at du skal
se ud på en bestemt måde,

have en bestemt vægt,

tjene et bestemt beløb,

blive gift, have børn, være religiøs

fordi det forventes af dig,

eller fordi du tror på,
at det er det rigtige for dig?

Alle disse teorier om menneskelig natur
hjælper os til at forstå,

hvordan vi bedrager os selv til daglig.

Hvorfor skulle det interessere dig?

Selvbedrag fører til utrolige mængder
af smerte og fortrydelse.

For at undgå at være ærlig

beslutter vi ofte at gøre ting,
med skadelige konsekvenser

for os selv og andre —

vi vælger måske at tage stoffer, alkohol,
spise, gamble, stjæle, lyve, forlade folk

eller videregive vores følelsesmæssige
bagage til dem, vi elsker højest.

Eller måske vælger vi ikke at ændre os,

selv når vi har det elendigt

eller forårsager dyb smerte
hos dem omkring os

At se tilbage på livet med fortydelse
er ekstremt smertefuldt,

fordi du ikke kan ændre
dine fortidige valg.

Som jeg delte tidligere,

havde jeg store problemer
i mine romantiske forhold.

Jeg vidste, at jeg ikke følte mig sikker,

men jeg mente, at det
var min kærestes skyld —

havde han ringet til mig mere;
fortalt mig, han elskede mig mere,

så ville jeg have følt mig sikker.

Sandheden var,

at der var intet, han kunne gøre,
for at få mig til at føle mig sikker,

fordi mine følelser havde intet
at gøre med ham.

Grunden til det var,
at jeg som barn lærte,

at folk altid ville forlade mig,

og jeg tog mine livsbeslutninger
i overensstemmelse med den tro.

Når vi ikke tager det fulde ansvar
for hvem, vi er,

sårer vi os selv og alle omkring os.

Hvad så nu?

Hvordan begynder vi at anerkende
de løgne, vi bilder os selv ind?

Hvordan begynder vi, at blive
mere ærlige løgnere?

Det første skridt er selverkendelse —

vi bliver iagttagere af os selv.

Når du føler en stærk emotionel reaktion
overfor noget,

stop op.

Når hvad du siger ikke matcher,
det du gør,

stop op.

Når du har irrationelle tanker,

stop op.

Spørg dig selv:

Hvad siger det her om mig?

De fleste af os tilbringer ligeledes
en enorm mængde energi

på at forsøge at komme over nogen
eller noget, vi kom ud for.

Og vi undgår generelt at overveje vores
eget bidrag til konflikterne i vores liv.

Når du er uafklaret
omkring nogen eller noget,

stop op.

Spørg dig selv:

Hvad fortæller min reaktion
til denne her situation om mig?

Som vi bliver mere ærlige og bevidste,

bliver vi også mere
ansvarlige for vores valg.

Hvis vi indrømmer, at vi er
usikre omkring noget

— hvilket vi alle er —

konfronteres vi med et valg:

At arbejde med vores usikkerhed eller ej.

Hvad end vi beslutter,

er vi nu mere ansvarlige over for
konsekvenserne af vores usikkerhed,

fordi vi ved bedre.

Ikke at ændre sig, når man
konfronteres med sandheden, er et valg.

Selvom vi ikke kan kontrollere
mange af omstændighederne i vores liv,

så er vi ansvarlige for
vores reaktion til dem alle.

En af vores bedste måder

til at konfrontere vores selvbedrag

er psykoterapi.

Det er sandsynligvis det eneste forhold,

du nogensinde vil have i hele dit liv,

der eksisterer kun for at hjælpe dig.

Alligevel er der en del
stigmatisering ved terapi.

Folk siger tit ting som:

"Jeg har ikke brug for terapi.

Det er kun for skøre eller svage folk,
der ikke kan klare sig selv."

Sandheden er, at det kræver
et utroligt mod

at være så utroligt sårbar
over for et andet menneske.

Terapi er en gave, hvis man er
modig nok til at tage imod det.

At konfrontere vores selvbedrag
er en livslang rejse.

Vi ændrer os, og verden tilbyder os
nye muligheder

for at forstå os selv.

Der er altid mere at lære.

Jeg var på vej til at blive
en succesfuld akademiker.

For to år siden var jeg
ansat her hos UNLV.

Og om cirka 6 uger
vil jeg være arbejdsløs,

fordi jeg har sagt op.

At være ansat for derefter at sige op

er den sidste ting nogen som helst
ville forvente af et fakultetsmedlem.

Især mig. Jeg elsker psykologi!

Jeg elsker at lære. Jeg elsker research.
Jeg elsker min afdeling.

Jeg havde en fantastisk
oplevelse hos UNLV.

Men sandheden er, at min passion
ikke længere er i den akademiske verden.

At indrømme det overfor mig selv
var utroligt smertefuldt!

Da jeg blev nødt til at konfrontere mine
selvvildledende tendenser og usikkerheder.

"Hvad nu hvis jeg skuffer folk?

Hvad vil min familie sige?

Hvad skal jeg stille op?
Hvad nu hvis jeg ikke kan klare mig selv?

Hvem er jeg, hvis jeg
ikke er en professor?

Hvad hvis hele mit liv ændrer sig?

Hvad hvis hele mit liv ikke ændrer sig?"

Havde jeg valgt at blive
i den akademiske verden,

ville jeg have betalt en
kæmpe psykologisk pris.

Jeg ville have været nødt til at indrømme,
at jeg ikke var stærk nok

til at tage andre valg for mig selv,
når jeg blev konfronteret med sandheden.

Vær ærligere løgnere.

Vælg at blive mere ærlige omkring
de løgne, du fortæller dig selv.

Brug sandheden til at leve det mest
fyldestgørende liv for dig,

for du har kun ét.