Carl Honore lovpriser langsommelighed

Journalist Carl Honore believes the Western world's emphasis on speed erodes health, productivity and quality of life. But there's a backlash brewing, as everyday people start putting the brakes on their all-too-modern lives.nscript.flv

Hvad jeg gerne vil starte med, er en iagtagelse,

som er, at hvis jeg har lært noget som helst i løbet af det sidste år,

er at den ultimative ironi

om at udgive en bog om langsommelighed

er at man skal skynde sig alle mulige steder hen for at markedsføre den.

Det virkede som om jeg brugte den største del af min tid

på at suse fra by til by, studie til studie,

interview til interview,

og uddele småbider af bogen.

Fordi alle i denne tid

vil vide hvordan man sætter farten ned,

men de vil vide hvordan man sætter farten ned, rigtig hurtigt. Så ...

så jeg lavede et indslag på CNN den anden dag

hvor jeg faktisk tilbragte mere tid med makeup, end jeg gjorde med interviewet.

Og jeg tror at -- det er egentlig ikke overraskende, er det?

Fordi det er egentlig den verden vi lever i nu,

en verden der holder fast ved at spole fremad.

En verden besat af fart,

med at gøre alt hurtigere, med at proppe mere og mere

ind i mindre og mindre tid.

Hvert øjeblik af hver dag føles som

et kapløb med tiden.

For at låne en frase fra Carrie Fisher, som er

i min bio her; jeg smider den lige derud igen --

"I denne tid tager selv øjeblikkelig selvtilfredsstillelse for lang tid". (Latter"

Og

hvis man tænker over hvordan vi prøver på at forbedre ting, hvad gør vi?

Nej, vi fremskynder ting, gør vi ikke? Så vi plejede at lave opkald; nu laver vi hurtigopkald.

Vi plejede at læse, nu hurtig læser vi. Vi plejede at gå; nu hurtig går vi.

Og selvfølgelig, vi plejede at date og nu speeddater vi.

Og selv ting der af natur er meget langsomme --

prøver vi også at fremskynde.

Så jeg var i New York for nylig, og jeg gik forbi et fitnesscenter

der havde en reklame i vinduet for et nyt hold, et nyt aftenhold.

Og det var for, I gættede det, hurtig yoga.

Så dette -- den perfekte løsning til tidsknappe professionelle

der vil, I ved, gøre honnør til solen,

men som kun vil bruge omkring 20 minutter på det.

Jeg mener, dette er de ekstreme eksempler,

og de er underholdende og sjove at grine af.

Men der er en meget alvorlig pointe,

og jeg mener at der i den uovervejede daglige trommerum

mister vi tit overblikket over skaden

som denne roadrunner slags liv påfører os.

Vi er så marinerede i hastighedskulturen,

at vi næsten ikke lægger mærke til de tab den påfører

på alle aspekter af vores liv --

på vores helbred, vores kost, vores arbejde,

vores forhold, miljøet og vores samfund.

Og nogen gange kræver det

en brat opvågning, gør det ikke,

til at advare os om, at vi skynder os gennem vores liv,

i stedet for faktisk at leve det; at vi

lever det hurtige liv, i stedet for det gode liv.

Og jeg tror at for mange mennesker, at den bratte opvågning

viser sig i form af en sygdom.

I ved, en udbrændthed, eller på et tidspunkt siger kroppen,

"jeg kan ikke klare det mere", og kaster håndklædet i ringen.

Eller måske et forhold der går op i røg

fordi vi ikke havde tiden, eller tålmodigheden

eller den stilhed,

til at være sammen med den anden person, til at lytte til dem.

Og min bratte opvågnen kom da jeg startede

med at læse godnathistorier for min søn,

og jeg opdagede, at ved dagens afslutning,

ville jeg gå ind på hans værelse, og jeg kunne bare ikke sætte farten ned -- I ved,

jeg hurtiglæste "The Cat In The Hat".

Jeg ville -- I ved, jeg sprang linjer over her,

paragrafer der, nogle gange en hel side,

og selvfølgelig, kendte min lille dreng bogen udenad, så vi skændtes.

Og det der skulle have været den mest afslappende, den mest intime,

den mest ømme tid på dagen,

når en far sidder ned og læser for sin søn,

blev i stedet denne form for gladiator kamp mellem viljer,

en konflikt mellem min hastighed

og hans langsomhed.

Og dette fortsatte i noget tid,

indtil jeg fangede mig selv i at skimme en avisartikel

med tidsbesparende tips til hurtige mennesker.

Og et af dem refererede til en serie bøger der hed

"Et-minuts godnathistorien".

Og jeg krymper mig over at sige ordene nu,

men min første reaktion på det tidspunkt var meget anderledes.

Min første refleks var at sige,

"Hallelujah -- sikke en god ide!

Det her er præcis hvad jeg leder efter, for at fremskynde putningen endnu mere.

Men heldigvis,

tændte en pære sig over mit hoved, og min næste reaktion var meget anderledes,

og jeg tog et skridt tilbage, og jeg tænkte,

"Whoa -- I ved, er det virkelig kommet til det?

Har jeg virkelig så travlt, at jeg er klar til

at affeje min søn med en lydbid, ved dagens slutning?".

Og jeg lagde avisen væk --

og gik op i flyet -- og jeg sad der,

og jeg gjorde noget jeg ikke havde gjort længe -- hvilket er, at jeg ingenting gjorde.

Jeg tænkte kun, og jeg tænkte længe og eftertænksomt.

Og da jeg stod af flyet, havde jeg besluttet mig for at jeg ville gøre noget ved det.

Jeg ville undersøge hele denne roadrunner kultur,

og hvad det gjorde ved mig og alle andre.

Og jeg havde to spørgsmål i hovedet.

Det første var, hvordan er vi blevet så hurtige?

Og det andet er, er det muligt,

eller endda ønskværdigt, at sætte farten ned?

Nuvel, hvis man tænker over det

hvordan vores verden er blevet så hurtig, viser de sædvanlige mistænkte deres hoved.

Man tænker på, I ved, urbanisering,

forbrugerisme, arbejdspladsen, teknologi.

Men hvis man skærer igennem

de kræfter, kommer man ind til det der kunne være den underliggende

drivkraft, sagens kerne,

hvilket er, hvordan vi tænker på selve tiden.

I andre kulturer er tid cyklisk.

Det bliver set som at det bevæger sig i store,

rolige cirkler.

Det er fornyer og genopfrisker hele tiden sig selv.

Hvorimod i Vesten, er tid lineær.

Det er en udtømmelig resource;

det udtømmes altid.

Enten bruger man det, eller mister det.

"Tid er penge", som Benjamin Franklin sagde.

Og jeg tror at det det gør mod os psykologisk

er at det laver et regnestykke.

Tid er knap, så hvad gør vi?

Jamen -- jamen vi løber hurtigere, gør vi ikke?

Vi prøver at gøre mere og mere, med mindre og mindre tid.

Vi gør hvert øjeblik af hver dag

til et løb til målstregen --

en målstreg, som vi forøvrigt, aldrig når,

men under alle omstændigheder en målstreg.

Så jeg går ud fra at spørgsmålet er,

er det muligt at bryde ud af den tankegang?

Og heldigvis, er svaret ja, fordi

det jeg fandt ud af var, da jeg begyndte at kigge rundt, at der er

en global moderation mod denne kultur der

fortæller os at hurtigere er altid bedre, og at mere travl er bedre.

Over hele verden gør mennesker det utænkelige:

de sætter farten ned, og finder ud af at,

selvom sædvanlig visdom fortæller os at hvis man sætter farten ned, så er man færdig,

viser det modsatte sig at være sandt:

at ved at sætte farten ned på de rigtige tidspunkter,

finder mennesker ud af at de gør alting bedre.

De spiser bedre; de elsker bedre; de træner bedre;

de arbejder bedre; de lever bedre.

Og i i denne slags heksekedel

af øjeblikke og steder og bekendtgørelser,

er hvad en masse mennesker nu kalder

"International Slow Movement".

Hvis I vil tillade mig at være lidt hyklerisk,

vil jeg give er hurtigt overblik over

hvad der foregår i Slow Movement. Hvis man tænker på mad,

mange af Jer har sikkert hørt om Slow Food bevægelsen.

Den startede i Italien, men har bredt sig ud over hele verden,

og har nu 100.000 medlemmer

i 50 lande.

Og det er drevet af en meget simpel og fornuftig besked,

nemlig at vi får mere glæde og sundhed

ud af vores mad når vi

dyrker, koger og indtager den i et rimeligt tempo.

Jeg tror også at eksplosionen af

det økologiske landbrug og genopblomstringen af landbrugsmarkeder,

er andre eksempler

på at mennesker er desperate efter at komme væk fra

at spise og tilberede og dyrke deres mad

efter en industriel køreplan.

De vil tilbage til det langsomme tempo.

Og fra Slow Food bevægelsen er der udsprunget noget

kaldet Slow Cities bevægelsen, der er startet i Italien,

men det har spredt sig ud over Europa og endnu længere.

Og i dette, begynder byer

at revurdere hvordan de organiserer bylandskabet,

så mennesker bliver opfordret til at sætte farten ned

og dufte til roserne og forbind med hinanden.

Så de begrænser måske trafikken,

eller sætter bænke i parker, eller grønne arealer.

Og på nogle områder, er summen af disse dele mere end enkeltdelene for sig,

fordi jeg mener at når en Slow City officielt bliver en Slow City,

er det en slags filosofisk dekleration.

Den siger til resten af verden, og til indbyggerne i den by,

at vi tror på, at i det 21. århundrede,

kommer langsommelighed til at spille en role.

I medicin, tror jeg en masse mennesker er dybt desillusionerede

med en slags hurtig løsnings mentalitet

som man finder i traditionel medicin.

Og millioner af dem i verden vender sig mod

komplementerede og alternative former for medicin,

som har en tendens til at udnytte en form for

langsommere, blidere, mere holistisk form for heling.

Nu er der selvfølgelig stadig forskellige meninger om mange af disse komplementere behandlinger,

og jeg tvivler personligt på at kaffe lavementet

nogensinde vil, I ved, få generel godkendelse.

Men andre behandlinger

såsom akupunktur og massage, og selv bare afslapning,

har tydeligvis en form for gode.

Og velrenommerede lægelige kolleger overalt

er begyndt på at studere disse ting til at finde ud af hvordan de virker,

og hvad vi kunne lære af det.

Sex. Der foregår en forfærdelig masse hurtig sex, gør der ikke?

Jeg kom til --

altså -- uden at tænkte over ordspil.

Jeg var på vej til, lad os sige, langsomt til Oxford,

og jeg kiggede ind til en aviskiosk, og jeg så et magasin,

et mandemagasin, og på forsiden stod der,

"Hvordan man giver sin partner en orgasme inden for 30 sekunder",

Så, I ved, selv sex

foregår via et stopur nu om dage.

Men, I ved,

jeg holder lige så meget af en quickie som min næste,

men jeg tror man kan vinde utrolig meget

ved slow sex -- af at sætte farten ned i soveværelset.

I ved, man udnytter de -- de dybere,

den slags, psykologiske, følelsesmæssige, spirituelle tendenser,

og man får en bedre orgasme på grund af ophobningen.

Man får mere smæk for skillingen, så at sige.

Jeg mener, Pointer Sisters sagde det på den mest veltalende måde, ikke,

da de sang rosende ord om "en elsker med en langsom hånd".

Nu grinte vi alle af Sting

for et par år siden da han blev tantriker,