Daniel Goleman om medfølelse

Daniel Goleman, forfatter af Emotional Intelligence, spørger om hvorfor vi ikke er medfølende noget oftere-

I ved, jeg bliver berørt af hvordan et af de implicite temaer ved TED

er medfølelse, disse meget bevægende demonstrationer vi lige har set:

HIV i Afrika, Præsident Clinton i går nat.

Og jeg vil gerne lave lidt følge tænkning, om man vil,

om medfølelse og at tage det fra det globale niveau til det personlige.

Jeg er psykolog, men stol trygt på,

at jeg ikke vil bringe det til det anale.

(Latter)

Der blev lavet et meget interessant studie for noget tid siden,

ved Princeton Theological Seminary der taler til hvordan det kan være,

at når vi alle har så mange muligheder for at hjælpe,

gør vi det nogen gange, og ikke andre gange.

En gruppe teologistuderende ved Princeton Theological Seminary

blev fortalt at de skulle give en øvelsesprædiken

og de blev hver givet et emne til prædikenen.

Halvdelen af de studerende blev givet, som emne,

historien om den barmhjertige Samaritaner:

manden der stoppede den fremmede i --

for at hjælpe den nødlidende fremmede i kanten af vejen.

Halvdelen blev givet tilfældige bibelemner.

Derefter blev de en efter en bedt om at gå til en anden bygning

og give deres prædiken.

Som de gik fra den første bygning til den næste,

gik de alle sammen forbi en mand der stod foroverbøjet og stønnede,

tydeligvis nødlidende. Spørgsmålet er: Stoppede de for at hjælpe?

Det mere interessante spørgsmål er:

Gjorde det nogen forskel, at de overvejede historien

om den barmhjertige Samaritaner? Svaret: Nej, slet ikke.

Det der viste sig at gøre en forskel, om nogen ville stoppe

og hjælpe en nødlidende fremmed,

var hvor travlt de mente de havde --

følte de de kom for sent, eller var de opslugte

i hvad de skulle til at snakke om.

Og dette er, tror jeg, kniben i vores liv:

at vi ikke bruger hver en mulighed for at hjælpe

fordi vores fokus er i den forkerte retning.

Der er et nyt felt i hjernevidenskab, social neurovidenskab.

Dette studerer kredsløbet i to menneskers hjerne

som aktiverer mens de interagerer.

Og den nye mening om medfølelse fra social neurovidenskab

er at vores standard kredsløb er at hjælpe.

Det vil sige, hvis vi tager os af en anden person,

fatter vi automatisk empati, vi føler automatisk med dem.

Der er nyligt identificerede neuroner, spejlneuroner,

der fungerer som et neuro Wi-Fi, der præcis aktiverer

de samme områder i vores hjerne, som i deres. Vi føler automatiske "med".

Og hvis den person er nødlidende, hvis den person lider,

vi er automatisk klar til at hjælpe. Det er i det mindste argumentet.

Men så er spørgsmålet: Hvorfor gør vi ikke det?

Og jeg tror dette taler til en skala

der går fra komplet selvoptagethed,

til at bemærke det, til empati og til medfølelse.

Og det simple faktum er, at hvis vi er fokusere på os selv,

hvis vi er åndsfraværende, som vi så ofte er i løbet af dagen,

lægger vi ikke fuldt ud mærke til den anden.

Og forskellen mellem selvet og den andens fokus

kan være hårfin.

Jeg lavede min skat den anden dag, og jeg kom til det punkt

hvor jeg listede alle de donationer jeg gav,

og jeg fik en åbenbaring, det var -- jeg kom til min check

til Seva Foundation og jeg lagde mærke til at jeg tænkte,

manner, min ven Larry Brilliant ville være rigtig glad for

at jeg gav penge til Seva.

Så indså jeg at det jeg fik at give

var et narcissistisk sus -- at jeg havde det godt med mig selv.

Så begyndte jeg at tænke på mennesker i Himalaya

hvis grå stær ville blive afhjulpet, og jeg indså

at det jeg gik fra denne slags narcissistiske selv fokus

til altruistisk glæde, til at have det godt

på vegne af de mennesker der blev hjulpet. Jeg tror det er en motivationsfaktor.

Men denne skelnen mellem at fokusere på os selv

og at fokusere på andre,

er noget jeg opmuntrer os alle til at lægge mærke til.

Man kan se det på et samlet niveau i dating verden.

Jeg var ved en sushi restaurant for noget tid siden

og jeg overhørte to kvinder der talte om den ene kvindes bror,

der var single. Og denne kvinde siger,

"Min bror har et problem med at få dates,

så han prøver speed dating." Jeg ved ikke om I kender speed dating?

Kvinder sidder ved borde, og mænd går fra bord til bord,

og der er et ur og en klokke, og efter fem minutter, bingo,

slutter samtalen, og kvinden kan afgøre

om hun vil give hendes kort eller mail adresse til manden

til opfølgning. Og denne kvinde siger,

"Min bror har aldrig fået et kort, og jeg ved præcis hvorfor.

Det øjeblik han sætter sig ned, begynder han at tale om sig selv non-stop;

han spørger aldrig til kvinden."

Og jeg lavede noget research i Sunday Styles sektionen

af New York Times, og kiggede på historien bag ægteskaber --

fordi de var meget interessante -- og jeg kom til ægteskabet

af Alive Charney Epstein. Og hun sagde

at da hun var på dating markedet,

havde hun en simpel test hun udsatte mennesker for.

Testen var: fra det øjeblik de mødtes,

hvor lang tid det ville tage fyren at stille hende et spørgsmål

med ordet "dig" i det.

Og åbenbart scorede Epstein topkarakter i testen, deraf artiklen.

(Latter)

Nu er dette en -- det er en lille test

jeg tilskynder jer til at prøve det ved en fest.

Her ved TED er der fantastiske muligheder.

Harvard Business Review havde for nylig en artikel der hed

"The Human Moment", om hvordan man opnår ægte kontakt

men en person på arbejdet. Og de sagde, jamen,

den fundamentale ting man skal gøre, er at slukke for sin BlackBerry,

luk den bærbare, afslut ens dagdrøm

og læg fuldstændig mærke til personen.

Der er et nyt opfundet ord i den engelske sprog

til de øjeblikke hvor personen hiver deres BlackBerry frem

eller svarer på det opkald, og pludselig eksisterer vi ikke.

Ordet er "pizzled": det er en kombination af puzzled og pissed off.

(Latter)

Jeg synes det er temmelig passende. Det er vores empati, det er vores bølgelængde

der skiller os fra Machiavellisterne eller sociopaterne.

Jeg har en svoger der er ekspert i skræk og rædsel --

han skrev the Annotated Dracula, the Essential Frankenstein --

han blev trænet som en Chaucer lærd,

men han blev født i Transylvanien

og jeg tror det påvirkede ham en lille smule.

Under alle omstændigheder, på et tidspunkt besluttede min svoger, Leonard,

at skrive en bog om en seriemorder.

Dette er en mand der terroriserede det samme nabolag vi er i

for mange år siden. Han var kendt som the Santa Cruz strangler.

Og inden han blev anholdt myrdede han sine bedsteforældre,

hans mor og fem kvindelige studerende ved UC Santa Cruz.

Så min svoger tager ind for at interviewe denne morder

og da han møder ham, bliver han klar over

at denne fyr er aldeles skrækindjagende.

For det første, han er over to meter høj.

Men det er ikke det mest skrækindjagende ved ham.

Det meste skræmmende er at hans IQ er 160: et godkendt geni.

Men der er ingen korrelation mellem IQ og følelsesmæssig empati,

at føle med den anden person.

De bliver kontrolleret af forskellige dele af hjernen.

Så på et tidspunkt, samler min svoger modet

til at stille et spørgsmål som han virkelig gerne vil have et svar på,

og det er: hvordan kunne du gøre det?

Følte du ingen medlidenhed med dine ofre?

Dette var meget intime mord -- han kvælte sine ofre.

Og morderen siger meget nøgtern,

"Slet ikke. Hvis jeg havde følt den lidelse, kunne jeg ikke have gjort det.

Jeg var nød til at slukke den del af mig. Jeg var nød til at slukke den del af mig."

Og jeg tænkte at det er meget foruroligende,

og på en måde, har jeg tænkt over det at slukke for den del af os.

Når vi fokuserer på os selv i hvilken som helst aktivitet,

slukker vi for den del i os selv, hvis der er en anden person.

Tænk over det at tage ud og shoppe og tænk på mulighederne

af en medfølende forbrugerisme.

Lige nu, som Bill McDonough har pointeret,

har de objekter vi køber og bruger en hemmelig konsekvens.

Vi er alle uvillige ofre af en kollektiv blind vinkel.

Vi lægger ikke mærke til det og lægger ikke mærke til at vi ikke lægger mærke til

at de giftige molekyler der afgives af et tæppe eller af stoffet i vores sæder.

Eller vi ved ikke om det stof er et teknologisk

eller et fabrikations næringsstof; det kan blive genbrugt

eller ender det på en losseplads? Med andre ord,

vi er uvidende om det økologiske og offentlige helbred

og sociale og økonomiske retslige konsekvenser

af de ting vi køber og bruger.

På en måde, er rummet i sig selv det store problem,

men vi ser det ikke. Og vi er blevet ofre

af det system der peger os i en anden retning. Overvej dette.

Der er en vidunderlig bog, der hedder

Stuff: The Hidden Life of Everyday Objects.

Og den fortæller om historien bag ting som t-shirten.

Og den fortæller om hvor bomulden blev dyrket

og gødningen der blev brugt og konsekvenserne

af den gødning var for jorden. Og den nævner, for eksempel,

at bomuld er meget afvisende overfor farvestof;

cirka 60 procent bliver vasket væk af spildevandet.

Og det er velkendt blandt epidemiologer, at børn

der bor i nærheden af tekstil fabrikker har en tendens til stor hyppighed af leukæmi.

Der er et firma, Bennet and Copmany, der er leverandør til Polo.com,

Victorias Secret -- de, på grund af deres administrerende direktør, der er klar over dette,

dannede de i Kina et joint venture med deres farverier

for at sørge for at deres spildevand

vil blive behandlet korrekt, før det kommer tilbage til grundvandet.

Lige nu, har vi ikke den mulighed at vælge den dydige t-shirt

frem for den ikke dydige. Så hvad skal der til for at kunne det?

Jamen, det har vi tænkt over. For det første,

er der en ny elektronisk mærknings teknologi der tillader en hvilken som helst butik,

at kende hele historien bag et hvilket som helst produkt på hylden i den butik.

Man kan spore det tilbage til fabrikken. Når man først kan spore det

tilbage til fabrikken, kan man se på fremstillings processerne

der blev brugt til at fremstille det, og hvis det er dydigt,

kan det blive mærket som sådant. Hvis det ikke er så dydigt,

kan man gå ind i -- i dag, gå ind i hvilken som helst butik,

sætte scanneren på en stregkode,

som vil bringe en videre til en hjemmeside.

De har dem til mennesker med jordnøddeallergi.

Hjemmesiden kunne fortælle en ting om den genstand.

Med andre ord, på købstidspunktet,

kunne vi være i stand til at tage det medfølende valg.

Der er en talemåde i informations videnskabs verdenen:

til sidst vil alle vide alt.

Og spørgsmålet er: vil det gøre nogen forskel?

For noget tid siden arbejdede jeg for The New York Times,

det var i 80'erne, jeg skrev en artikel

om hvad der var det nye problem i New York --

det var hjemløse mennesker på gaden.

Og jeg tilbragte et par uger med at gå rundt med et social arbejdsagentur

der gav til de hjemløse. Og jeg blev klar over, at se de hjemløse

gennem deres øjne, at næsten dem alle var psykiatriske patienter

der ikke havde noget sted at tage hen. De havde en diagnose. Det gjorde mig --

det det gjorde var at ryste mig ud af den urbane trance hvor,

når vi ser, når vi går forbi nogen der er hjemløse

i periferien af vores synsfelt, bliver det i periferien.

Vi lægger ikke mærke til det, og derfor handler vi ikke.

En dag efter det -- det var en fredag -- i slutningen af dagen,

gik jeg ned -- jeg gik ned i metroen. Det var i myldretiden

og tusindevis af mennesker strømmede ned af trapperne.

Og pludselig da gik jeg ned af trapperne,

lagde jeg mærke til at der var en mand der var faldet til siden

uden skjorte, uden at bevæge sig, og mennesker trådt hen over ham --

hundrevis og hundredevis af mennesker.

Og fordi min urbane trance var noget svækket,

stoppede jeg for at finde ud af hvad der var i vejen.

Det øjeblik jeg stoppede, omringede et halvt dusin mennesker

øjeblikkeligt den samme mand.

Og vi fandt ud af at han var latinamerikansk, han talte ikke noget engelsk,

han havde ingen penge, han var gået rundt i gaderne i flere dage, sultende,

og han var besvimet af sulten.

Øjeblikkeligt var der en der gik efter appelsinjuice,

nogen kom med en hotdog, nogen kom med en metrobetjent.

Denne fyr var oppe på benene med det samme.

Men alt det krævede var en simpel handling af bemærkelse,

så jeg er optimistisk.

Mange tak.

(Bifald)