Benjamin Zander om musik og lidenskab

Benjamin Zander har to smittende lidenskaber: Klassisk musik og at hjælpe os alle til at realisere vores ubrugte kærlighed til den - og derigennem vores ubrugte kærlighed til alle nye muligheder, nye oplevelser, nye forbindelser.

Der er sikkert mange af jer, som kender historien om de to sælgere

der tog til Afrika i 1900-tallet.

De blev sendt afsted for at undersøge mulighederne

for at sælge sko.

Og de skrev telegrammer tilbage til Manchester.

En af dem skrev: "Situation håbløs. Stop.

De går ikke med sko."

Og den anden skrev: "Oplagt mulighed.

De har ingen sko endnu."

(Latter)

Indenfor klassisk musik har vi en lignende situation

fordi nogle folk mener

at klassisk musik er ved at dø.

Og nogle af os siger: "I kan bare vente jer!"

I stedet for at fortælle om statistikker og tendenser

og fortælle jer om alle de orkestre, som er ved at lukke

og de pladeselskaber, der giver op

syntes jeg, vi skulle lave et eksperiment her til aften.

Faktisk er det ikke et rigtigt eksperiment, fordi jeg kender udfaldet.

Men det minder om et eksperiment. Okay, før vi -

(Latter)

- før vi starter, må jeg bede jer om to ting:

For det første vil jeg bede jer huske på, hvordan en syv-årig

lyder, når han spiller klaver.

Måske har I sådan et barn derhjemme.

Han lyder cirka sådan her:

(Klaver)

Jeg kan se, nogen af jer genkender barnet.

Hvis han nu øver sig i et år og får undervisning, er han nu otte

og lyder sådan her:

(Klaver)

Så øver han sig i endnu et år og får undervisning; han er nu ni:

(Klaver)

Så øver han sig igen et år og får undervisning; han er nu ti:

(Klaver)

På dette tidspunkt giver de som regel op.

(Latter)

(Bifald)

Hvis I havde ventet et år mere

ville I have hørt dette:

(Klaver)

Det, som skete, var ikke, hvad I måske tror

nemlig, at han pludselig blev lidenskabelig, engageret

involverede sig, fik en ny lærer, kom i puberteten eller hvad det nu er.

Der skete faktisk det, at impulserne blev reducerede.

Ser I, første gang spillede han

med en impuls på hver tone.

(Klaver)

Og anden gang med en impuls på hveranden tone.

(Klaver)

I kan se det ved at kigge på mit hoved.

(Latter)

Den ni-årige

lagde en impuls på hver fjerde tone.

(Klaver)

Og den ti-årige på hver ottende tone.

(Klaver)

Og den 11-årige en impuls for hele frasen.

(Klaver)

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg endte i denne position.

(Latter)

Jeg sagde ikke, at jeg ville flytte min skulder, flytte min krop.

Nej, musikken skubbede til mig,

jeg kalder det for en-balle musik.

(Klaver)

Det kan være den anden balle.

(Klaver)

En herre overværede engang en præsentation, jeg lavede

hvor jeg arbejde med en ung pianist.

Han var direktør for en virksomhed i Ohio.

Jeg arbejdede med den unge pianist

og sagde: "Dit problem er, at du er en to-balle musiker.

Du burde være en en-balle musiker."

Jeg bevægede hans krop sådan her, mens han spillede.

Og pludselig løftede musikken sig. Den fik vinger.

Der gik et suk igennem tilhørerne, da de hørte forskellen.

Bagefter fik jeg et brev fra denne herre.

Han skrev: "Jeg blev dybt berørt.

Jeg tog tilbage og forandrede hele mit firma

til et en-balle firma."

(Latter)

Den anden ting jeg ville fortælle om, handler om jer.

Der er cirka 1600 mennesker.

Jeg vil tro, at omkring 45 af jer

er meget lidenskabelige omkring klassisk musik.

I elsker klassisk musik. Radioen står altid på klassisk.

I har CD'er i bilen og I går til koncerter.

Jeres børn spiller et instrument.

I kan ikke forestille jer et liv uden klassisk musik.

Det er den første gruppe - en ret lille gruppe.

Så er der en anden, større gruppe:

Det er de folk, som ikke har noget imod klassisk musik

(Latter)

I kommer hjem efter en lang dag

tager jer et glas vin og smækker benene op.

Lidt Vivaldi i baggrunden gør ikke nogen skade.

(Latter)

Det er den anden gruppe.

Så kommer vi til den tredie gruppe.

Det er de folk, som aldrig lytter til klassisk musik.

Det er simpelthen ikke en del af jeres liv.

I hører det måske ligesom passiv rygning i lufthavnen, men -

(Latter)

- og måske et lille smule af en march fra Aida

når I kommer til indgangshallen. Men ellers hører I det aldrig.

Det er sikkert den største gruppe.

Og så er der en meget lille gruppe.

Det er de mennesker, der tror, de er tonedøve.

Et utroligt antal mennesker tror, de er tonedøve.

Faktisk hører jeg tit: "Min mand er tonedøv."

(Latter)

Faktisk kan du ikke være tonedøv. Ingen er tonedøve.

Hvis du var tonedøv, kunne du ikke skifte gear

i bilen - med manuelt gearskifte.

Du kunne ikke kende forskel mellem

en fra Texas og en der kommer fra Rom.

Og telefonen - hvis din mor ringer dig op

på den forfærdelige telefon og siger: "Hallo"

ved du ikke blot, hvem det er. Du ved også hvilket humør, hun er i.

Du har et fantastisk øre. Alle har et fantastisk øre.

Så ingen er tonedøve.

Men det virker ikke for mig at gå videre med dette

med så stort et gab mellem de, der forstår

elsker og er lidenskabelige omkring klassisk musik

og de som overhovedet ikke har noget forhold til det.

De tonedøve mennesker er her ikke længere.

Men selv mellem disse tre kategorier er det for stort et gab.

Så jeg går ikke videre, før hver eneste person i salen

nedenunder og i Aspen, og alle der kigger med

har lært at elske og forstå klassisk musik.

Det skal vi så til nu.

I bemærker, at jeg ikke er den mindste smule i tvivl om

at det kommer til at virke, når I ser på mit ansigt, ikke?

Det er et af kendetegnene ved en leder, at han ikke tvivler

et sekund på evnerne hos de folk, han leder

til realisere, hvad han end drømmer.

Forestil jer, at Martin Luther King havde sagt: "Jeg har en drøm.

Men jeg er selvfølgelig ikke sikker på, de kan klare det."

(Latter)

Okay. Jeg tager et af Chopins stykker.

Det er et smukt præludie af Chopin, som nogle af jer måske kender.

(Musik)

Ved I, hvad jeg tror skete her i salen?

Da jeg startede, tænkte I: "Det lyder smukt."

(Musik)

"Jeg tror ikke, vi skal tage det samme sted hen

på sommerferie til næste år."

(Latter)

Det er sjovt, ikke? Det er sjovt, hvordan de tanker

ligesom driver ind i dit hoved.

Og selvfølgelig -

(Bifald)

- hvis stykket er langt og du har haft en lang dag

falder du måske ligefrem i søvn.

Så skubber din sidemand dig i siden

og siger: "Vågn op! Det er kultur!" Og så har du det endnu værre.

Men er det nogensinde faldet dig ind, at grunden til du føler dig søvnig

ved klassisk musik er ikke på grund af dig, men på grund af os?

Var der nogen, mens jeg spillede, som tænkte:

"Hvorfor bruger han så mange impulser?"

Hvis jeg havde gjort sådan her med hovedet, ville I helt sikkert.

(Musik)

I resten af dit liv - hver gang du hører klassisk musik

- vil du vide, om du hører de impulser.

Lad os se på, hvad der virkelig foregår.

Vi har et B. Det her er et B. Den næste tone er C.

Og C'ets opgave er at gøre B'et trist. Det gør det faktisk, ikke?

(Latter)

Det ved komponister. Hvis de vil have trist musik

spiller de bare de to toner.

(Musik)

I bund og grund er det bare et B med fire trister.

(Latter)

Nu går det ned til A. Nu til G og så til F.

Så vi har B, A, G, F. Og når vi har B, A, G, F

hvad forventer vi så kommer? Åh, det var vist bare held.

Lad os prøve igen. Åhh - TED koret.

(Latter)

Læg mærke til, at ingen er tonedøve, ikke? Ingen.

Ser I, hver landsby i Bangladesh

og hver lille flække i Kina. Alle ved at:

da, da, da, da - da. Alle ved, at de kan forvente det E.

Men Chopin ønskede ikke at ramme E'et der

for hvad ville der så være sket? Det ville være slut. Ligesom Hamlet.

Kan I huske Hamlet? 1. akt, 3. scene:

Han finder ud af, at hans onkel dræbte hans far.

I husker nok, at han bliver ved med at gå hen til sin onkel

og næsten dræbe ham. Så trækker han sig tilbage

og han går hen til ham igen og slår ham næsten ihjel.

Alle kritikerne, der sidder nede på bageste række

er nødt til at have en mening, og de siger: "Hamlet kan ikke tage sig sammen."

(Latter)

Eller de siger: "Hamlet har et Ødipus-kompleks."

Nej, dit fjols - ellers ville stykket jo være slut.

Det er derfor Shakespeare skriver alt det i Hamlet.

Ofelia der bliver vanvittig, skuespillet inde i skuespillet

og Yoricks kranium og graverne.

Det er for at forsinke - indtil 5. akt hvor han kan dræbe ham.

Det er det samme med Chopin. Han er lige ved at nå E'et

og så siger han: "Hov, jeg må hellere lige gå op og gøre det igen."

Så gør han det igen.

Nu bliver han ophidset - det her er ophidselse

det behøver I ikke bekymre jer om.

Nu kommer han til Fis og endelig ned til E

men det er den forkerte akkord. Fordi akkorden han søger

er denne her og i stedet gør han...

Det kalder vi en skuffende kadence, fordi den bedrager os.

Jeg siger altid til mine elever: "Hvis du har en skuffende kadence

så husk at hæve øjenbrynet, så alle kan se det."

(Latter)

(Bifald)

Okay. Så han kommer til E, men det er den forkerte akkord.

Han prøver E igen. Den akkord duer ikke.

Han prøver E'et igen. Den akkord duer ikke.

Han prøver E igen og det virker ikke.

Og til sidst...

Der var en herre på forreste række, som sagde: "Mmm..."

Det er den samme bevægelse, som når han kommer hjem

efter en lang dag - slukker for bilen og siger:

"Ahh, jeg er hjemme." Fordi vi ved, hvor hjem er.

Det her er altså et stykke, som tager hjemmefra.

Og jeg spiller det hele igennem

og I følger det. B, C, B, C, B, C, B -

ned til A, ned til G, ned til F.

Går næsten til E, men så ville stykket være forbi.

Han går tilbage til B. Han bliver meget ophidset. Går til Fis. Går til E.

Det er den forkerte akkord. Den forkerte akkord. Den forkerte akkord.

Og til sidst til E, og det er hjem.

I kommer til at se en-balle spillen.

(Latter)

Fordi for at jeg kan forbinde B'et til E'et

bliver jeg nødt til at lade være med at tænke på hver enkelt tone

og begynde at tænke på den lange, lange linie fra B til E.

Vi har lige været i Sydafrika, og man kan ikke tage til Sydafrika

uden at tænke på Mandela i fængsel i 27 år.

Hvad tænkte han på? Frokost?

Nej, han tænkte på sin vision for Sydafrika

og for menneskene. Det var det, der holdt -

det her handler om visionen; det handler om den lange linie.

Som fuglen der flyver over marken

og er ligeglad med skellene under sig, ikke?

Så nu følger I linien hele vejen fra B til E.

Jeg har en sidste anmodning, inden jeg spiller stykket igennem:

Tænk venligst på en person du beundrer, som ikke er her længere.

En elsket bedstemor, en elsker

en person i dit liv, som du elsker med hele dit hjerte

men den person er ikke længere hos dig.

Hold den person i tankerne samtidig med

at du følger linien hele vejen fra B til E

og så vil du høre alt, Chopin havde at sige.

(Musik)

(Bifald)

Det kan være I undrer jer over -

det kan være I undrer jer over, hvorfor jeg klapper.

Altså, jeg lavede det her på en skole i Bostonn

for cirka 70 7. klasses elever - 12-årige.

Jeg gjorde præcist som med jer og fortalte dem

og forklarede dem det hele.

Til allersidst klappede de som besatte. De klappede.

Jeg klappede. De klappede.

Til sidst sagde jeg: "Hvorfor klapper jeg?"

Og et af børnene svarede: "Fordi vi lyttede efter."

(Latter)

Tænk engang. 1600 mennesker, travle mennesker

som arbejder med alt muligt forskelligt.

Som lytter, forstår og bliver bevæget af et stykke af Chopin.

Det er da noget.

Er jeg nu sikker på, at hver enkelt person kunne følge det

forstod det, blev bevæget af det? Selvfølgelig kan jeg ikke være sikker.

Men jeg skal fortælle, hvad der skete for mig.

Jeg var i Irland under urolighederne for 10 år siden

og her arbejdede jeg med katolske og protestantiske børn

på konflikthåndtering. Og jeg lavede det her med dem.

Lidt risikabelt at gøre, da de var gadebørn.

En af dem kom hen til mig næste morgen og sagde:

"Jeg har faktisk aldrig lyttet til klassisk musik før

men da du spillede det dersens shopping stykke..."

(Latter)

Han sagde: "Da min bror blev skudt sidste år, græd jeg ikke over ham.

Men da du spillede det stykke i går

var det ham, jeg tænkte på.

Og jeg kunne mærke tårerne løbe ned ad kinderne.

Ved du hvad? Det føltes rigtig godt at græde over min bror."

I det øjeblik besluttede jeg mig for

at klassisk musik er for alle. Alle.

Hvordan ville du gå - for ser I

min profession, musik professionen ser det ikke på den måde.

De siger, at tre procent af befolkningen kan lide klassisk musik.

Hvis bare vi kunne komme på fire procent, ville vore problemer være ovre.

Jeg siger: "Hvordan ville du gå? Hvordan ville du tale? Hvordan ville du være

hvis du mente, at tre procent af befolkningen kan lide klassisk musik?

Hvis bare vi kunne komme på fire procent. Hvordan ville du gå?

Hvordan ville du tale? Hvordan ville du være

hvis du mente, at alle elsker klassisk musik -

de har bare ikke opdaget det endnu."

(Latter)

Det er to vidt forskellige verdener.

Jeg havde en fantastisk oplevelse. Jeg var 45 år

jeg havde dirigeret i 20 år, og jeg indså pludselig at:

Orkestrets dirigent laver ikke en eneste lyd.

Det er mit billede på forsiden af CD'en -

(Latter)

- men dirigenten laver ikke en eneste lyd.

Han får sin kraft gennem sin evne til at gøre andre kraftfulde.

Og det ændrede alt for mig. Det var en total ændring af mit liv.

Folk fra mit orkester kom hen til mig og sagde:

"Ben, hvad er der sket?" Det er det, der skete.

Jeg indså, at min opgave var at vække mulighederne i andre mennesker.

Og selvfølgelig ville jeg gerne vide om det var det, jeg gjorde.

Ved I hvordan man finder ud af det? Man ser på deres øjne.

Hvis deres øjne stråler, ved du, at du gør det.

Du kunne oplyse en landsby med den her fyrs øjne.

(Latter)

Okay. Så hvis øjnene stråler, ved du, at du gør det.

Hvis øjnene ikke stråler, får du lov at stille et spørgsmål.

Og her er spørgsmålet:

"Hvem er jeg, siden mine spilleres øjne ikke stråler?"

Vi kan også gøre det med vore børn.

Hvem er jeg, siden mine børns øjne ikke stråler?

Det er en helt anden verden.

Vi skal nu til at afslutte denne magiske uge på bjerget

og er på vej tilbage til verden.

Jeg vil mene, det er passende at stille os selv det spørgsmål:

Hvem er vi, når vi går ud igen i verden?

Jeg har en definition på succes.

Det er meget enkelt for mig. Det handler ikke om rigdom, berømmelse og magt.

Det handler om, hvor mange strålende øjne jeg har omkring mig,

Nu har jeg bare en sidste tanke, som handler om

at det gør en forskel, hvad vi siger.

De ord der kommer ud af vores mund.

Jeg lærte det af en kvinde, som overlevede Auschwitz

en af de få overlevende.

Hun kom til Auschwitz, da hun var 15 år gammel

og hendes bror var otte, og forældrene var forsvundet.

Hun fortalte mig:

"Vi var i toget til Auschwitz og jeg så ned

og opdagede at min brors sko var væk.

Og jeg sagde: "Hvorfor er du så dum, kan du for Guds skyld, ikke holde

styr på dine ting?" - som nu en storesøster

kan tale til sin lillebror.

Desværre var det, det sidste hun nogensinde sagde til ham

for hun så ham aldrig igen. Han overlevede ikke.

Så da hun kom ud af Auschwitz, afgav hun et løfte.

Hun sagde: "Jeg gik ud af Auschwitz og ind i livet

og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig vil sige noget

som ikke kunne være det sidste, jeg nogensinde sagde."

Kan vi gøre det? Nej. Vi ville gøre os selv forkerte

og andre forkerte. Men det en mulighed at stræbe efter. Tak.

(Bifald)

Strålende øjne. Strålende øjne.

Tak skal I have. Tak skal I have.

(Musik)