Kathryn Schulz: Om at tage fejl

De fleste af os vil gøre hvad som helst for ikke at tage fejl. Men hvad hvis vi tager fejl omkring det? "Fejlolog" Kathryn Schultz fører en overbevisende sag for ikke kun at indrømme, men også omfavne vores fejlbarhed.

Det er 1995,

jeg går på universitetet,

og en veninde og jeg tager på road trip,

fra Providence, Rhode Island

til Portland, Oregon.

Og I ved, vi er unge og arbejdsløse,

så vi kører hele vejen på små veje

gennem parker

og skove --

dybest set den længste rute man overhovedet kan køre.

Og et sted midt i South Dakota,

vender jeg mig mod min veninde

og jeg stiller hende et spørgsmål

der har naget mig

i 3.000 kilometer.

"Hvad sker der for den kinesiske person jeg hele tiden ser i vejsiden?"

Min veninde kigger total blankt på mig.

Der er faktisk en herre på forreste række

der laver en perfekt efterligning af hende ansigtsudtryk.

(Latter)

Og jeg tænker, "I ved,

alle de tegn vi bliver ved med at se

med den kinesiske person på dem."

Hun kigger bare på mig et øjeblik,

og så bryder hun sammen,

fordi hun har regnet ud hvad jeg snakker om.

Og det jeg taler om er dette.

(Latter)

Præcis, det berømte kinesiske tegn for picnic område.

(Latter)

Jeg har brugt de sidste fem år af mit liv

på at tænke på situationer

præcis som denne --

hvorfor vi nogle gange misforstår

tegnene omkring os,

og hvordan vi opfører os når det sker,

og hvad det alt sammen kan fortælle os om den menneskelige natur.

Men andre ord, som I hørte Chris fortælle,

har jeg tilbragt de sidste fem år

med at tænke på at tage fejl.

Dette slår jer måske som et mærkeligt karrierevalg,

men det har faktisk en stor fordel:

ingen konkurrence om jobsene.

(Latter)

Faktisk, de fleste af os gør hvad vi kan

for at undgå at tænke på at tage fejl.

eller i det mindste prøve at undgå at tænke på muligheden

at vi selv tager fejl.

Vi kommer ind i det abstrakte.

Vi ved alle at alle mennesker i dette lokale begår fejl.

Den menneskelige race, generelt set, er fejlbarlig -- ok, fint nok.

Men når det handler om mig, lige nu,

om alle de overbevisninger jeg har,

her i nutiden,

ryger al denne abstrakte vurdering om fejlbarlighed

ud af vinduet --

og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget hvor jeg tager fejl.

Og det er sådan, at nutiden er hvor vi lever.

Vi går til møder i nutiden;

vi tager på familie ferier i nutiden;

vi tager til folkeafstemninger og stemmer i nutiden.

Så reelt set, ender vi alle med at gå gennem livet,

fanget i denne lille boble

af at føle meget rigtigt om alting.

Jeg mener det er et problem.

Jeg mener det er et problem for os hver især som individer,

i vores personlige og professionelle liv,

og jeg mener det er et problem for os kollektivt set som en kultur.

Så det jeg vil gøre i dag

er, for det første, om hvorfor vi bliver fanget

inde i denne følelse om at have ret.

Og for det andet, hvorfor det er sådan et problem.

Og til slut, vil jeg overbevise jer om

at det er muligt

at gå udenfor den følelse

og hvis man kan gøre det,

er det det allerstørste

moralske, intellektuelle og kreative spring man kan tage.

Så hvorfor bliver vi fanget

i denne fornemmelse af at have ret?

En årsag, faktisk, har at gøre med en følelse om at tage fejl.

Så lad mig spørge jer om noget --

eller faktisk, lad mig spørge jer om noget, fordi I har ret her:

Hvordan føles det -- følelsesmæssigt --

hvordan føles det at tage fejl?

Elendigt. Tommelfingeren nedad.

Pinligt. Okay, vidunderligt, fedt.

Elendigt, tommelfingeren nedad, pinligt --

tak, dette er fantastiske svar,

men de er svar på et andet spørgsmål.

I svarer på spørgsmålet:

Hvordan føles det at indse at man tager fejl?

(Latter)

At indse at man tager fejl kan føles ligesom alt det og mange andre ting, ikke?

Jeg mener at det kan være knusende, det kan være afslørende,

det kan faktisk være temmelig sjovt,

ligesom min dumme fejl med det kinesiske tegn.

Men bare at tage fejl

føles ikke som noget.

Jeg vil give jer en analogi.

Kan I huske den Loony Tunes tegnefilm

hvor der er denne ynkelige prærieulv

der altid jagter og aldrig fanger jordgøgen?

I mere eller mindre hvert afsnit af den tegnefilm,

der er et øjeblik hvor prærieulven jagter jordgøgen

og jordgøgen løber ud over en klippe,

hvilket er fint -- han er en fugl, han kan flyve.

Men det er det ved det, at prærieulven løber ud over klippen efter ham.

Og det der er sjovt --

i hvert fald hvis man er seks år gammel --

er at prærieulven også har det fint.

Han bliver bare ved med at løbe --

lige indtil det øjeblik hvor han kigger ned

og han indser at han er midt i luften.

Der falder han.

Når vi tager fejl omkring noget --

ikke når vi indser det, men inden det --

er vi ligesom den prærieulv

efter han er løbet ud over klippen og inden han kigger ned.

I ved, vi tager allerede fejl,

vi er allerede kommet galt afsted,

men vi føler at vi er på fast grund.

Så jeg burde faktisk rette på noget jeg sagde for et øjeblik siden.

Det føles lidt ligesom noget, det at tage fejl;

det føles som at have ret.

(Latter)

Så dette er en grund, en strukturel grund,

til hvorfor vi bliver fanget i denne følelse af at have ret.

Jeg kalder det fejltagelses blindhed.

For det meste,

har vi ikke nogen intern fornemmelse

der kan fortælle os når vi tager fejl omkring noget,

før det er for sent.

Men der er endnu en grund til at vi også bliver fanget i denne følelse --

og denne er kulturel.

Tænk tilbage et øjeblik til folkeskolen.

Man sidder der i klassen,

og ens lærer giver test opgaverne tilbage,

og en af dem ser sådan her ud.

Dette er ikke min, for øvrigt.

(Latter)

Så der er man i folkeskolen,

og man præcis hvad man skal tænke

om det barn der fik denne opgave.

Det er den dumme unge, ballademageren,

vedkommende der aldrig laver lektier.

Så til den tid er man ni år gammel,

man har allerede lært, for det første,

at mennesker der gør tingene forkert

er dovne, uansvarlige dumrianer --

og for det andet,

at den måde at få succes i livet på

er aldrig at begå fejl.

Vi lærer disse virkelig dårlige lærestrege virkelig godt.

Og mange af os --

og jeg har en mistanke om at det gælder specielt mange af os i dette lokale --

ordner det ved bare at blive

perfekte små dydsmønstre,

perfektioniser, præstationsmennesker.

Ok,

Hr. Økonomidirektør, ultra maratonløber?

(Latter)

I er alle økonomidirektører, astrofysikere, ultra maratonløbere, viser det sig.

Okay, så fint.

Bortset fra at vi flipper ud

ved muligheden for at vi tager fejl omkring noget.

Fordi ifølge dette,

at tage fejl omkring noget

betyder at der er noget galt med os.

Så vi insisterer bare på at vi har ret,

fordi det får os til at føle os smarte og ansvarlige

og retskafne og sikre.

Så lad mig fortælle jer en historie.

For et par år siden,

kommer der en kvinde ind i Beth Israel Deaconess Medical Center til en operation.

Beth Israel i Boston.

Det er der undervisende sygehus for Harvard --

et af de bedste sygehuse i landet.

Så denne kvinde kommer ind og hun bliver taget med ind til operationsstuen.

Hun bliver bedøvet, kirurgen udfører sin opgave --

syer hende sammen igen, sender hende tilbage til

Alt ser ud til at være gået godt.

Og hun vågner, og hun kigger nedad sig selv,

og hun siger, "Hvorfor er den forkerte side af min krop forbundet?"

Jamen den forkerte side af hendes krop er forbundet

fordi kirurgen har foretaget en operation

på hendes venstre ben i stedet for hendes højre.

Da vicepræsidenten for sundhedskvaliteten ved Beth Israel

talte om denne hændelse,

sagde han noget meget interessant.

Han sagde, "Af en eller anden årsag,

følte kirurgen simpelthen

at han var på den rigtige side af patienten."

(Latter)

Pointen med denne historie

er at stile for for meget på følelsen

om at være på den rigtige side af noget som helst

kan være meget farligt.

Denne indre sans for retfærdighed

som vi alle oplever så ofte

er ikke en pålidelig guide

til hvad der faktisk foregår i den eksterne verden.

Og når vi opfører os som om det er det,

og vi holder op med at underholde muligheden for at vi kunne tage fejl,

jamen det er der vi ender med at gøre ting

som at dumpe 800 millioner liter olie i den mexicanske golf,

eller torpedere den globale økonomi.

Så dette er et kæmpestort praktisk problem.

Men det er også et kæmpestort socialt problem.

Tænk et øjeblik på hvordan det føles at have ret.

Det betyder at man mener at ens opfattelser

afspejler virkeligheden perfekt.

Og når man har det på den måde,

har man et problem at løse,

som er, hvordan skal man forklare

alle de mennesker der er uenige med en?

Det viser sig, at de fleste af os forklarer de mennesker på samme måde,

ved at gribe til en serie uheldige formodninger.

Det første vi tit gør når nogen er uenige med os

er at vi bare antager at de er uvidende.

De har ikke adgang til den samme information som vi har,

og når vi gavmildt deler den information med dem,

kommer de til at se lyset og kommer over på vores hold.

Når det ikke virker,

når det viser sig at disse mennesker har alle de samme fakta som vi har,

og de stadigvæk er uenige med os,

så går vi videre til den anden antagelse,

som er at de er idioter.

(Latter)

De har alle de rigtige dele af puslespillet,

og de er for dumme til at sætte dem rigtigt sammen.

Og når det ikke virker,

når det viser sig at de mennesker der er uenige med os

har alle de samme fakta som vi har

og faktisk er temmelig smarte,

så går vi videre til den tredje antagelse:

de kender sandheden,

og de fordrejer det med vilje

til deres egne ondskabsfulde formål.

Så dette er en katastrofe.

Denne tilknytning til vores egen rigtighed

holder os fra at forhindre fejltagelser

når vi absolut har brug for det

og resulterer i at vi behandler hinanden forfærdeligt.

Men for mig, det der er mest forbløffende

og mest tragisk ved det her

er at det rammer ved siden af hele pointen ved at være menneskelig.

Det er som om vi vil forestille

at vores sind er disse perfekt gennemskinnelige vinduer

og vi kigger bare ud af dem

og beskriver verden som den udfolder sig.

Og vi vil have alle andre til at kigge ud af det samme vindue

og de præcis den samme ting.

Det er ikke sandt,

og hvis det var, ville livet være utroligt kedeligt.

Miraklet om ens sind

er ikke at man kan se verden som den er.

Det er at man kan se verden som den ikke er.

Vi kan huske fortiden,

og vi kan tænke på fremtiden,

og vi kan forestille os hvordan det er

at være en anden person et andet sted.

Og vi gør det alle sammen på en lidt anden måde,

hvilket er grunden til at alle kan kigge op på den samme nattehimmel

og se dette

og også dette

og også dette.

Og ja, det er også grunden til at vi misforstår ting.

1.200 år inden Descartes sagde hans berømte ting

om "Jeg tænker, derfor er jeg,"

satte denne fyr, St. Augustine, sig ned

og skrev "Fallor ergo sum" --

"I err therefore I am."

Augustine forstod

at vores evne til at kludre i det,

ikke er en form for pinlig defekt

i det menneskelige system,

noget vi kan udrydde eller overvinde.

Det er fuldstændig fundamentalt for hvem vi er.

Fordi, i modsætning til Gud,

ved vi ikke rigtig hvad der foregår derude.

Og i modsætning til alle andre dyr,

er vi besatte af at prøve at regne det ud.

For mig, denne besættelse

er en kilde og rod

til al vores produktivitet og kreativitet.

Forrige år, af forskellige årsager,

lyttede jeg til en masse episoder

af Public Radio programmet This American Life.

Så jeg lytter og jeg lytter,

og på et tidspunkt, begynder jeg at føle

at alle disse historier handler om at tage fejl.

Og min første tanke var,

"Jeg er skør.

Jeg er blevet hende den skøre fejldamen.

Jeg forestiller mig det bare over alt,"

hvilket er sket.

Men er par måneder senere,

fik jeg faktisk chancen til at interviewe Ira Glass, der er vært på programmet.

Og jeg nævnte dette for ham,

og han sagde, "Nej egentlig, så er det rigtigt.

Faktisk," siger han,

"som personale, laver vi grin med

at hver eneste episode af vores show

har det samme hemmelige tema.

Og teamet er:

'Jeg troede denne ene ting ville ske

og noget andet skete i stedet for.'

Og der er det ved det," siger Ira Glass, "vi har brug for dette.

Vi har brug for disse øjeblikke

med overraskelse og omgørelse og fejl

til at få disse historier til at fungere."

Og for resten af os, publikummet,

som lyttere, som læsere,

æder vi dette råt.

Vi elsker ting som drejninger i plottet

og afledningsmanøvrer og overraskende slutninger.

Når det kommer til vores historier,

elsker vi at tage fejl.

Men, I ved, vores historier er på denne måde

fordi vores liv er på denne måde.

Vi tror at en bestemt ting kommer til at ske

og der sker noget andet i stedet for.

George Bush troede han ville invadere Irak,

finde en stak masseødelæggelsesvåben,

befri folket og bringe demokrati til Mellemøsten.

Og noget andet skete i stedet for.

Og Hosni Mubarak

troede han skulle være diktator i Egypten resten af sit liv,

indil han blev for gammel eller for syg

og kunne give tøjlerne videre til sin søn.

Og der skete noget andet i stedet for.

Og måske troede I

at I skulle vokse op og gifte jer med jeres gymnasiekæreste

og flytte tilbage til jeres hjemby og opfostre en flok børn sammen.

Og noget andet skete i stedet for.

Og jeg bliver nød til at sige

at jeg troede at jeg skrev en utrolig nørdet bog

om et emne som alle hader

til et publikum der aldrig ville vise sig.

Og noget andet skete i stedet for.

(Latter)

Jeg mener, det her er livet.

På godt og på ondt,

generer vi disse utrolige historier

om verden omkring os,

og så vender verden sig rundt og forbløffer os.

Det er ikke ment som en fornærmelse, men hele denne konference

er et utrolig monument

på vores evne til at misforstå ting.

Vi har lige brugt en hel uge

på at tale om innovationer og fremskridt

og forbedringer,

men ved I hvorfor vi har brug for alle disse innovationer

og fremskridt og forbedringer?

Fordi halvdelen af de ting

som er mest overvældende og verdens ændrende --

TED 1998 --

eh.

(Latter)

Det fungerede ikke helt på den måde, gjorde det?

(Latter)

Hvor er min jetpack, Chris?

(Latter)

(Bifald)

Så her er vi igen.

Og sådan går det.

Vi kommer med en anden ide.

Vi fortæller en anden historie.

Vi afholder en anden konference.

Temaet på denne,

som I nu har hørt syv millioner gange,

er genopdagelsen af underværker.

Og for mig,

hvis man virkelig vil genopdage underværker,

skal man træde udenfor

det lille, skræmte hulrum med rigtighed

og kigge rundt på hinanden

og kigge ud på det vidtstrakte

og kompleksiteten og mysteriet

i universet

og være i stand til at sige,

"Wow, det ved jeg ikke.

Måske tager jeg fejl."

Tak

(Bifald)

Tak gutter.

(Bifald)