1
00:00:00,000 --> 00:00:03,000
Det er 1995,

2
00:00:03,000 --> 00:00:05,000
jeg går på universitetet,

3
00:00:05,000 --> 00:00:08,000
og en veninde og jeg tager på road trip,

4
00:00:08,000 --> 00:00:10,000
fra Providence, Rhode Island

5
00:00:10,000 --> 00:00:12,000
til Portland, Oregon.

6
00:00:12,000 --> 00:00:15,000
Og I ved, vi er unge og arbejdsløse,

7
00:00:15,000 --> 00:00:17,000
så vi kører hele vejen på små veje

8
00:00:17,000 --> 00:00:19,000
gennem parker

9
00:00:19,000 --> 00:00:22,000
og skove --

10
00:00:22,000 --> 00:00:25,000
dybest set den længste rute man overhovedet kan køre.

11
00:00:26,000 --> 00:00:29,000
Og et sted midt i South Dakota,

12
00:00:29,000 --> 00:00:32,000
vender jeg mig mod min veninde

13
00:00:32,000 --> 00:00:34,000
og jeg stiller hende et spørgsmål

14
00:00:34,000 --> 00:00:36,000
der har naget mig

15
00:00:36,000 --> 00:00:39,000
i 3.000 kilometer.

16
00:00:40,000 --> 00:00:44,000
"Hvad sker der for den kinesiske person jeg hele tiden ser i vejsiden?"

17
00:00:47,000 --> 00:00:51,000
Min veninde kigger total blankt på mig.

18
00:00:51,000 --> 00:00:53,000
Der er faktisk en herre på forreste række

19
00:00:53,000 --> 00:00:56,000
der laver en perfekt efterligning af hende ansigtsudtryk.

20
00:00:56,000 --> 00:00:59,000
(Latter)

21
00:00:59,000 --> 00:01:01,000
Og jeg tænker, "I ved,

22
00:01:01,000 --> 00:01:03,000
alle de tegn vi bliver ved med at se

23
00:01:03,000 --> 00:01:06,000
med den kinesiske person på dem."

24
00:01:07,000 --> 00:01:10,000
Hun kigger bare på mig et øjeblik,

25
00:01:10,000 --> 00:01:13,000
og så bryder hun sammen,

26
00:01:13,000 --> 00:01:15,000
fordi hun har regnet ud hvad jeg snakker om.

27
00:01:15,000 --> 00:01:18,000
Og det jeg taler om er dette.

28
00:01:18,000 --> 00:01:24,000
(Latter)

29
00:01:24,000 --> 00:01:28,000
Præcis, det berømte kinesiske tegn for picnic område.

30
00:01:28,000 --> 00:01:30,000
(Latter)

31
00:01:30,000 --> 00:01:34,000
Jeg har brugt de sidste fem år af mit liv

32
00:01:34,000 --> 00:01:36,000
på at tænke på situationer

33
00:01:36,000 --> 00:01:39,000
præcis som denne --

34
00:01:39,000 --> 00:01:41,000
hvorfor vi nogle gange misforstår

35
00:01:41,000 --> 00:01:43,000
tegnene omkring os,

36
00:01:43,000 --> 00:01:46,000
og hvordan vi opfører os når det sker,

37
00:01:46,000 --> 00:01:50,000
og hvad det alt sammen kan fortælle os om den menneskelige natur.

38
00:01:50,000 --> 00:01:52,000
Men andre ord, som I hørte Chris fortælle,

39
00:01:52,000 --> 00:01:54,000
har jeg tilbragt de sidste fem år

40
00:01:54,000 --> 00:01:57,000
med at tænke på at tage fejl.

41
00:01:57,000 --> 00:02:00,000
Dette slår jer måske som et mærkeligt karrierevalg,

42
00:02:00,000 --> 00:02:03,000
men det har faktisk en stor fordel:

43
00:02:03,000 --> 00:02:05,000
ingen konkurrence om jobsene.

44
00:02:05,000 --> 00:02:07,000
(Latter)

45
00:02:07,000 --> 00:02:10,000
Faktisk, de fleste af os gør hvad vi kan

46
00:02:10,000 --> 00:02:13,000
for at undgå at tænke på at tage fejl.

47
00:02:13,000 --> 00:02:15,000
eller i det mindste prøve at undgå at tænke på muligheden

48
00:02:15,000 --> 00:02:17,000
at vi selv tager fejl.

49
00:02:17,000 --> 00:02:19,000
Vi kommer ind i det abstrakte.

50
00:02:19,000 --> 00:02:21,000
Vi ved alle at alle mennesker i dette lokale begår fejl.

51
00:02:22,000 --> 00:02:25,000
Den menneskelige race, generelt set, er fejlbarlig -- ok, fint nok.

52
00:02:26,000 --> 00:02:29,000
Men når det handler om mig, lige nu,

53
00:02:29,000 --> 00:02:31,000
om alle de overbevisninger jeg har,

54
00:02:31,000 --> 00:02:34,000
her i nutiden,

55
00:02:34,000 --> 00:02:38,000
ryger al denne abstrakte vurdering om fejlbarlighed

56
00:02:38,000 --> 00:02:41,000
ud af vinduet --

57
00:02:41,000 --> 00:02:44,000
og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget hvor jeg tager fejl.

58
00:02:45,000 --> 00:02:48,000
Og det er sådan, at nutiden er hvor vi lever.

59
00:02:48,000 --> 00:02:51,000
Vi går til møder i nutiden;

60
00:02:51,000 --> 00:02:53,000
vi tager på familie ferier i nutiden;

61
00:02:53,000 --> 00:02:57,000
vi tager til folkeafstemninger og stemmer i nutiden.

62
00:02:57,000 --> 00:03:00,000
Så reelt set, ender vi alle med at gå gennem livet,

63
00:03:00,000 --> 00:03:02,000
fanget i denne lille boble

64
00:03:02,000 --> 00:03:05,000
af at føle meget rigtigt om alting.

65
00:03:06,000 --> 00:03:08,000
Jeg mener det er et problem.

66
00:03:08,000 --> 00:03:11,000
Jeg mener det er et problem for os hver især som individer,

67
00:03:11,000 --> 00:03:14,000
i vores personlige og professionelle liv,

68
00:03:14,000 --> 00:03:17,000
og jeg mener det er et problem for os kollektivt set som en kultur.

69
00:03:17,000 --> 00:03:19,000
Så det jeg vil gøre i dag

70
00:03:19,000 --> 00:03:22,000
er, for det første, om hvorfor vi bliver fanget

71
00:03:22,000 --> 00:03:24,000
inde i denne følelse om at have ret.

72
00:03:24,000 --> 00:03:27,000
Og for det andet, hvorfor det er sådan et problem.

73
00:03:27,000 --> 00:03:29,000
Og til slut, vil jeg overbevise jer om

74
00:03:29,000 --> 00:03:31,000
at det er muligt

75
00:03:31,000 --> 00:03:33,000
at gå udenfor den følelse

76
00:03:33,000 --> 00:03:35,000
og hvis man kan gøre det,

77
00:03:35,000 --> 00:03:37,000
er det det allerstørste

78
00:03:37,000 --> 00:03:40,000
moralske, intellektuelle og kreative spring man kan tage.

79
00:03:42,000 --> 00:03:44,000
Så hvorfor bliver vi fanget

80
00:03:44,000 --> 00:03:46,000
i denne fornemmelse af at have ret?

81
00:03:46,000 --> 00:03:49,000
En årsag, faktisk, har at gøre med en følelse om at tage fejl.

82
00:03:49,000 --> 00:03:51,000
Så lad mig spørge jer om noget --

83
00:03:51,000 --> 00:03:55,000
eller faktisk, lad mig spørge jer om noget, fordi I har ret her:

84
00:03:55,000 --> 00:03:58,000
Hvordan føles det -- følelsesmæssigt --

85
00:03:58,000 --> 00:04:01,000
hvordan føles det at tage fejl?

86
00:04:01,000 --> 00:04:04,000
Elendigt. Tommelfingeren nedad.

87
00:04:04,000 --> 00:04:06,000
Pinligt. Okay, vidunderligt, fedt.

88
00:04:06,000 --> 00:04:08,000
Elendigt, tommelfingeren nedad, pinligt --

89
00:04:08,000 --> 00:04:11,000
tak, dette er fantastiske svar,

90
00:04:11,000 --> 00:04:14,000
men de er svar på et andet spørgsmål.

91
00:04:14,000 --> 00:04:16,000
I svarer på spørgsmålet:

92
00:04:16,000 --> 00:04:19,000
Hvordan føles det at indse at man tager fejl?

93
00:04:19,000 --> 00:04:23,000
(Latter)

94
00:04:23,000 --> 00:04:26,000
At indse at man tager fejl kan føles ligesom alt det og mange andre ting, ikke?

95
00:04:26,000 --> 00:04:29,000
Jeg mener at det kan være knusende, det kan være afslørende,

96
00:04:29,000 --> 00:04:31,000
det kan faktisk være temmelig sjovt,

97
00:04:31,000 --> 00:04:34,000
ligesom min dumme fejl med det kinesiske tegn.

98
00:04:34,000 --> 00:04:37,000
Men bare at tage fejl

99
00:04:37,000 --> 00:04:39,000
føles ikke som noget.

100
00:04:39,000 --> 00:04:42,000
Jeg vil give jer en analogi.

101
00:04:42,000 --> 00:04:44,000
Kan I huske den Loony Tunes tegnefilm

102
00:04:44,000 --> 00:04:46,000
hvor der er denne ynkelige prærieulv

103
00:04:46,000 --> 00:04:48,000
der altid jagter og aldrig fanger jordgøgen?

104
00:04:48,000 --> 00:04:51,000
I mere eller mindre hvert afsnit af den tegnefilm,

105
00:04:51,000 --> 00:04:53,000
der er et øjeblik hvor prærieulven jagter jordgøgen

106
00:04:53,000 --> 00:04:55,000
og jordgøgen løber ud over en klippe,

107
00:04:55,000 --> 00:04:58,000
hvilket er fint -- han er en fugl, han kan flyve.

108
00:04:58,000 --> 00:05:02,000
Men det er det ved det, at prærieulven løber ud over klippen efter ham.

109
00:05:02,000 --> 00:05:04,000
Og det der er sjovt --

110
00:05:04,000 --> 00:05:06,000
i hvert fald hvis man er seks år gammel --

111
00:05:06,000 --> 00:05:08,000
er at prærieulven også har det fint.

112
00:05:08,000 --> 00:05:10,000
Han bliver bare ved med at løbe --

113
00:05:10,000 --> 00:05:12,000
lige indtil det øjeblik hvor han kigger ned

114
00:05:12,000 --> 00:05:15,000
og han indser at han er midt i luften.

115
00:05:15,000 --> 00:05:18,000
Der falder han.

116
00:05:19,000 --> 00:05:21,000
Når vi tager fejl omkring noget --

117
00:05:21,000 --> 00:05:24,000
ikke når vi indser det, men inden det --

118
00:05:24,000 --> 00:05:27,000
er vi ligesom den prærieulv

119
00:05:27,000 --> 00:05:30,000
efter han er løbet ud over klippen og inden han kigger ned.

120
00:05:31,000 --> 00:05:34,000
I ved, vi tager allerede fejl,

121
00:05:34,000 --> 00:05:36,000
vi er allerede kommet galt afsted,

122
00:05:36,000 --> 00:05:39,000
men vi føler at vi er på fast grund.

123
00:05:40,000 --> 00:05:43,000
Så jeg burde faktisk rette på noget jeg sagde for et øjeblik siden.

124
00:05:43,000 --> 00:05:46,000
Det føles lidt ligesom noget, det at tage fejl;

125
00:05:46,000 --> 00:05:49,000
det føles som at have ret.

126
00:05:49,000 --> 00:05:52,000
(Latter)

127
00:05:52,000 --> 00:05:55,000
Så dette er en grund, en strukturel grund,

128
00:05:55,000 --> 00:05:57,000
til hvorfor vi bliver fanget i denne følelse af at have ret.

129
00:05:57,000 --> 00:05:59,000
Jeg kalder det fejltagelses blindhed.

130
00:05:59,000 --> 00:06:01,000
For det meste,

131
00:06:01,000 --> 00:06:04,000
har vi ikke nogen intern fornemmelse

132
00:06:04,000 --> 00:06:06,000
der kan fortælle os når vi tager fejl omkring noget,

133
00:06:06,000 --> 00:06:09,000
før det er for sent.

134
00:06:09,000 --> 00:06:12,000
Men der er endnu en grund til at vi også bliver fanget i denne følelse --

135
00:06:12,000 --> 00:06:14,000
og denne er kulturel.

136
00:06:15,000 --> 00:06:18,000
Tænk tilbage et øjeblik til folkeskolen.

137
00:06:18,000 --> 00:06:20,000
Man sidder der i klassen,

138
00:06:20,000 --> 00:06:23,000
og ens lærer giver test opgaverne tilbage,

139
00:06:23,000 --> 00:06:25,000
og en af dem ser sådan her ud.

140
00:06:25,000 --> 00:06:27,000
Dette er ikke min, for øvrigt.

141
00:06:27,000 --> 00:06:29,000
(Latter)

142
00:06:29,000 --> 00:06:32,000
Så der er man i folkeskolen,

143
00:06:32,000 --> 00:06:34,000
og man præcis hvad man skal tænke

144
00:06:34,000 --> 00:06:37,000
om det barn der fik denne opgave.

145
00:06:37,000 --> 00:06:40,000
Det er den dumme unge, ballademageren,

146
00:06:40,000 --> 00:06:43,000
vedkommende der aldrig laver lektier.

147
00:06:43,000 --> 00:06:46,000
Så til den tid er man ni år gammel,

148
00:06:46,000 --> 00:06:48,000
man har allerede lært, for det første,

149
00:06:48,000 --> 00:06:50,000
at mennesker der gør tingene forkert

150
00:06:50,000 --> 00:06:53,000
er dovne, uansvarlige dumrianer --

151
00:06:53,000 --> 00:06:55,000
og for det andet,

152
00:06:55,000 --> 00:06:57,000
at den måde at få succes i livet på

153
00:06:57,000 --> 00:07:00,000
er aldrig at begå fejl.

154
00:07:01,000 --> 00:07:05,000
Vi lærer disse virkelig dårlige lærestrege virkelig godt.

155
00:07:06,000 --> 00:07:08,000
Og mange af os --

156
00:07:08,000 --> 00:07:12,000
og jeg har en mistanke om at det gælder specielt mange af os i dette lokale --

157
00:07:12,000 --> 00:07:14,000
ordner det ved bare at blive

158
00:07:14,000 --> 00:07:16,000
perfekte små dydsmønstre,

159
00:07:16,000 --> 00:07:19,000
perfektioniser, præstationsmennesker.

160
00:07:19,000 --> 00:07:21,000
Ok,

161
00:07:21,000 --> 00:07:25,000
Hr. Økonomidirektør, ultra maratonløber?

162
00:07:25,000 --> 00:07:32,000
(Latter)

163
00:07:32,000 --> 00:07:36,000
I er alle økonomidirektører, astrofysikere, ultra maratonløbere, viser det sig.

164
00:07:36,000 --> 00:07:38,000
Okay, så fint.

165
00:07:38,000 --> 00:07:41,000
Bortset fra at vi flipper ud

166
00:07:41,000 --> 00:07:43,000
ved muligheden for at vi tager fejl omkring noget.

167
00:07:43,000 --> 00:07:46,000
Fordi ifølge dette,

168
00:07:46,000 --> 00:07:48,000
at tage fejl omkring noget

169
00:07:48,000 --> 00:07:51,000
betyder at der er noget galt med os.

170
00:07:51,000 --> 00:07:53,000
Så vi insisterer bare på at vi har ret,

171
00:07:53,000 --> 00:07:55,000
fordi det får os til at føle os smarte og ansvarlige

172
00:07:55,000 --> 00:07:58,000
og retskafne og sikre.

173
00:07:59,000 --> 00:08:01,000
Så lad mig fortælle jer en historie.

174
00:08:01,000 --> 00:08:03,000
For et par år siden,

175
00:08:03,000 --> 00:08:06,000
kommer der en kvinde ind i Beth Israel Deaconess Medical Center til en operation.

176
00:08:06,000 --> 00:08:08,000
Beth Israel i Boston.

177
00:08:08,000 --> 00:08:10,000
Det er der undervisende sygehus for Harvard --

178
00:08:10,000 --> 00:08:12,000
et af de bedste sygehuse i landet.

179
00:08:12,000 --> 00:08:15,000
Så denne kvinde kommer ind og hun bliver taget med ind til operationsstuen.

180
00:08:15,000 --> 00:08:17,000
Hun bliver bedøvet, kirurgen udfører sin opgave --

181
00:08:17,000 --> 00:08:20,000
syer hende sammen igen, sender hende tilbage til

182
00:08:20,000 --> 00:08:23,000
Alt ser ud til at være gået godt.

183
00:08:23,000 --> 00:08:26,000
Og hun vågner, og hun kigger nedad sig selv,

184
00:08:26,000 --> 00:08:30,000
og hun siger, "Hvorfor er den forkerte side af min krop forbundet?"

185
00:08:30,000 --> 00:08:33,000
Jamen den forkerte side af hendes krop er forbundet

186
00:08:33,000 --> 00:08:35,000
fordi kirurgen har foretaget en operation

187
00:08:35,000 --> 00:08:38,000
på hendes venstre ben i stedet for hendes højre.

188
00:08:39,000 --> 00:08:42,000
Da vicepræsidenten for sundhedskvaliteten ved Beth Israel

189
00:08:42,000 --> 00:08:45,000
talte om denne hændelse,

190
00:08:45,000 --> 00:08:48,000
sagde han noget meget interessant.

191
00:08:48,000 --> 00:08:51,000
Han sagde, "Af en eller anden årsag,

192
00:08:51,000 --> 00:08:53,000
følte kirurgen simpelthen

193
00:08:53,000 --> 00:08:55,000
at han var på den rigtige side af patienten."

194
00:08:55,000 --> 00:08:58,000
(Latter)

195
00:09:00,000 --> 00:09:02,000
Pointen med denne historie

196
00:09:02,000 --> 00:09:05,000
er at stile for for meget på følelsen

197
00:09:05,000 --> 00:09:08,000
om at være på den rigtige side af noget som helst

198
00:09:08,000 --> 00:09:11,000
kan være meget farligt.

199
00:09:11,000 --> 00:09:14,000
Denne indre sans for retfærdighed

200
00:09:14,000 --> 00:09:16,000
som vi alle oplever så ofte

201
00:09:16,000 --> 00:09:18,000
er ikke en pålidelig guide

202
00:09:18,000 --> 00:09:21,000
til hvad der faktisk foregår i den eksterne verden.

203
00:09:21,000 --> 00:09:23,000
Og når vi opfører os som om det er det,

204
00:09:23,000 --> 00:09:27,000
og vi holder op med at underholde muligheden for at vi kunne tage fejl,

205
00:09:27,000 --> 00:09:29,000
jamen det er der vi ender med at gøre ting

206
00:09:29,000 --> 00:09:33,000
som at dumpe 800 millioner liter olie i den mexicanske golf,

207
00:09:33,000 --> 00:09:36,000
eller torpedere den globale økonomi.

208
00:09:37,000 --> 00:09:40,000
Så dette er et kæmpestort praktisk problem.

209
00:09:40,000 --> 00:09:43,000
Men det er også et kæmpestort socialt problem.

210
00:09:43,000 --> 00:09:47,000
Tænk et øjeblik på hvordan det føles at have ret.

211
00:09:47,000 --> 00:09:49,000
Det betyder at man mener at ens opfattelser

212
00:09:49,000 --> 00:09:52,000
afspejler virkeligheden perfekt.

213
00:09:52,000 --> 00:09:54,000
Og når man har det på den måde,

214
00:09:54,000 --> 00:09:56,000
har man et problem at løse,

215
00:09:56,000 --> 00:09:58,000
som er, hvordan skal man forklare

216
00:09:58,000 --> 00:10:01,000
alle de mennesker der er uenige med en?

217
00:10:01,000 --> 00:10:04,000
Det viser sig, at de fleste af os forklarer de mennesker på samme måde,

218
00:10:04,000 --> 00:10:07,000
ved at gribe til en serie uheldige formodninger.

219
00:10:08,000 --> 00:10:11,000
Det første vi tit gør når nogen er uenige med os

220
00:10:11,000 --> 00:10:14,000
er at vi bare antager at de er uvidende.

221
00:10:14,000 --> 00:10:16,000
De har ikke adgang til den samme information som vi har,

222
00:10:16,000 --> 00:10:19,000
og når vi gavmildt deler den information med dem,

223
00:10:19,000 --> 00:10:22,000
kommer de til at se lyset og kommer over på vores hold.

224
00:10:22,000 --> 00:10:25,000
Når det ikke virker,

225
00:10:25,000 --> 00:10:27,000
når det viser sig at disse mennesker har alle de samme fakta som vi har,

226
00:10:27,000 --> 00:10:29,000
og de stadigvæk er uenige med os,

227
00:10:29,000 --> 00:10:31,000
så går vi videre til den anden antagelse,

228
00:10:31,000 --> 00:10:33,000
som er at de er idioter.

229
00:10:33,000 --> 00:10:35,000
(Latter)

230
00:10:35,000 --> 00:10:37,000
De har alle de rigtige dele af puslespillet,

231
00:10:37,000 --> 00:10:40,000
og de er for dumme til at sætte dem rigtigt sammen.

232
00:10:40,000 --> 00:10:42,000
Og når det ikke virker,

233
00:10:42,000 --> 00:10:45,000
når det viser sig at de mennesker der er uenige med os

234
00:10:45,000 --> 00:10:47,000
har alle de samme fakta som vi har

235
00:10:47,000 --> 00:10:50,000
og faktisk er temmelig smarte,

236
00:10:50,000 --> 00:10:53,000
så går vi videre til den tredje antagelse:

237
00:10:53,000 --> 00:10:56,000
de kender sandheden,

238
00:10:56,000 --> 00:10:58,000
og de fordrejer det med vilje

239
00:10:58,000 --> 00:11:01,000
til deres egne ondskabsfulde formål.

240
00:11:02,000 --> 00:11:04,000
Så dette er en katastrofe.

241
00:11:04,000 --> 00:11:07,000
Denne tilknytning til vores egen rigtighed

242
00:11:07,000 --> 00:11:09,000
holder os fra at forhindre fejltagelser

243
00:11:09,000 --> 00:11:11,000
når vi absolut har brug for det

244
00:11:11,000 --> 00:11:14,000
og resulterer i at vi behandler hinanden forfærdeligt.

245
00:11:15,000 --> 00:11:17,000
Men for mig, det der er mest forbløffende

246
00:11:17,000 --> 00:11:20,000
og mest tragisk ved det her

247
00:11:20,000 --> 00:11:24,000
er at det rammer ved siden af hele pointen ved at være menneskelig.

248
00:11:24,000 --> 00:11:26,000
Det er som om vi vil forestille

249
00:11:26,000 --> 00:11:29,000
at vores sind er disse perfekt gennemskinnelige vinduer

250
00:11:29,000 --> 00:11:31,000
og vi kigger bare ud af dem

251
00:11:31,000 --> 00:11:34,000
og beskriver verden som den udfolder sig.

252
00:11:34,000 --> 00:11:36,000
Og vi vil have alle andre til at kigge ud af det samme vindue

253
00:11:36,000 --> 00:11:38,000
og de præcis den samme ting.

254
00:11:38,000 --> 00:11:40,000
Det er ikke sandt,

255
00:11:40,000 --> 00:11:43,000
og hvis det var, ville livet være utroligt kedeligt.

256
00:11:43,000 --> 00:11:46,000
Miraklet om ens sind

257
00:11:46,000 --> 00:11:49,000
er ikke at man kan se verden som den er.

258
00:11:50,000 --> 00:11:53,000
Det er at man kan se verden som den ikke er.

259
00:11:54,000 --> 00:11:56,000
Vi kan huske fortiden,

260
00:11:56,000 --> 00:11:59,000
og vi kan tænke på fremtiden,

261
00:11:59,000 --> 00:12:01,000
og vi kan forestille os hvordan det er

262
00:12:01,000 --> 00:12:04,000
at være en anden person et andet sted.

263
00:12:04,000 --> 00:12:06,000
Og vi gør det alle sammen på en lidt anden måde,

264
00:12:06,000 --> 00:12:08,000
hvilket er grunden til at alle kan kigge op på den samme nattehimmel

265
00:12:08,000 --> 00:12:10,000
og se dette

266
00:12:10,000 --> 00:12:12,000
og også dette

267
00:12:12,000 --> 00:12:15,000
og også dette.

268
00:12:15,000 --> 00:12:18,000
Og ja, det er også grunden til at vi misforstår ting.

269
00:12:19,000 --> 00:12:21,000
1.200 år inden Descartes sagde hans berømte ting

270
00:12:21,000 --> 00:12:23,000
om "Jeg tænker, derfor er jeg,"

271
00:12:23,000 --> 00:12:25,000
satte denne fyr, St. Augustine, sig ned

272
00:12:25,000 --> 00:12:28,000
og skrev "Fallor ergo sum" --

273
00:12:28,000 --> 00:12:32,000
"I err therefore I am."

274
00:12:32,000 --> 00:12:34,000
Augustine forstod

275
00:12:34,000 --> 00:12:36,000
at vores evne til at kludre i det,

276
00:12:36,000 --> 00:12:38,000
ikke er en form for pinlig defekt

277
00:12:38,000 --> 00:12:40,000
i det menneskelige system,

278
00:12:40,000 --> 00:12:43,000
noget vi kan udrydde eller overvinde.

279
00:12:43,000 --> 00:12:46,000
Det er fuldstændig fundamentalt for hvem vi er.

280
00:12:46,000 --> 00:12:48,000
Fordi, i modsætning til Gud,

281
00:12:48,000 --> 00:12:51,000
ved vi ikke rigtig hvad der foregår derude.

282
00:12:51,000 --> 00:12:54,000
Og i modsætning til alle andre dyr,

283
00:12:54,000 --> 00:12:58,000
er vi besatte af at prøve at regne det ud.

284
00:12:58,000 --> 00:13:00,000
For mig, denne besættelse

285
00:13:00,000 --> 00:13:02,000
er en kilde og rod

286
00:13:02,000 --> 00:13:05,000
til al vores produktivitet og kreativitet.

287
00:13:05,000 --> 00:13:08,000
Forrige år, af forskellige årsager,

288
00:13:08,000 --> 00:13:10,000
lyttede jeg til en masse episoder

289
00:13:10,000 --> 00:13:12,000
af Public Radio programmet This American Life.

290
00:13:12,000 --> 00:13:15,000
Så jeg lytter og jeg lytter,

291
00:13:15,000 --> 00:13:18,000
og på et tidspunkt, begynder jeg at føle

292
00:13:18,000 --> 00:13:21,000
at alle disse historier handler om at tage fejl.

293
00:13:22,000 --> 00:13:24,000
Og min første tanke var,

294
00:13:24,000 --> 00:13:26,000
"Jeg er skør.

295
00:13:26,000 --> 00:13:28,000
Jeg er blevet hende den skøre fejldamen.

296
00:13:28,000 --> 00:13:30,000
Jeg forestiller mig det bare over alt,"

297
00:13:30,000 --> 00:13:32,000
hvilket er sket.

298
00:13:32,000 --> 00:13:34,000
Men er par måneder senere,

299
00:13:34,000 --> 00:13:36,000
fik jeg faktisk chancen til at interviewe Ira Glass, der er vært på programmet.

300
00:13:36,000 --> 00:13:38,000
Og jeg nævnte dette for ham,

301
00:13:38,000 --> 00:13:41,000
og han sagde, "Nej egentlig, så er det rigtigt.

302
00:13:41,000 --> 00:13:43,000
Faktisk," siger han,

303
00:13:43,000 --> 00:13:45,000
"som personale, laver vi grin med

304
00:13:45,000 --> 00:13:47,000
at hver eneste episode af vores show

305
00:13:47,000 --> 00:13:50,000
har det samme hemmelige tema.

306
00:13:50,000 --> 00:13:52,000
Og teamet er:

307
00:13:52,000 --> 00:13:55,000
'Jeg troede denne ene ting ville ske

308
00:13:55,000 --> 00:13:58,000
og noget andet skete i stedet for.'

309
00:13:58,000 --> 00:14:01,000
Og der er det ved det," siger Ira Glass, "vi har brug for dette.

310
00:14:01,000 --> 00:14:03,000
Vi har brug for disse øjeblikke

311
00:14:03,000 --> 00:14:05,000
med overraskelse og omgørelse og fejl

312
00:14:05,000 --> 00:14:07,000
til at få disse historier til at fungere."

313
00:14:07,000 --> 00:14:09,000
Og for resten af os, publikummet,

314
00:14:09,000 --> 00:14:12,000
som lyttere, som læsere,

315
00:14:12,000 --> 00:14:14,000
æder vi dette råt.

316
00:14:14,000 --> 00:14:17,000
Vi elsker ting som drejninger i plottet

317
00:14:17,000 --> 00:14:20,000
og afledningsmanøvrer og overraskende slutninger.

318
00:14:20,000 --> 00:14:23,000
Når det kommer til vores historier,

319
00:14:23,000 --> 00:14:26,000
elsker vi at tage fejl.

320
00:14:26,000 --> 00:14:28,000
Men, I ved, vores historier er på denne måde

321
00:14:28,000 --> 00:14:31,000
fordi vores liv er på denne måde.

322
00:14:31,000 --> 00:14:34,000
Vi tror at en bestemt ting kommer til at ske

323
00:14:34,000 --> 00:14:37,000
og der sker noget andet i stedet for.

324
00:14:37,000 --> 00:14:39,000
George Bush troede han ville invadere Irak,

325
00:14:39,000 --> 00:14:41,000
finde en stak masseødelæggelsesvåben,

326
00:14:41,000 --> 00:14:44,000
befri folket og bringe demokrati til Mellemøsten.

327
00:14:45,000 --> 00:14:47,000
Og noget andet skete i stedet for.

328
00:14:48,000 --> 00:14:50,000
Og Hosni Mubarak

329
00:14:50,000 --> 00:14:52,000
troede han skulle være diktator i Egypten resten af sit liv,

330
00:14:52,000 --> 00:14:54,000
indil han blev for gammel eller for syg

331
00:14:54,000 --> 00:14:57,000
og kunne give tøjlerne videre til sin søn.

332
00:14:57,000 --> 00:15:00,000
Og der skete noget andet i stedet for.

333
00:15:01,000 --> 00:15:03,000
Og måske troede I

334
00:15:03,000 --> 00:15:05,000
at I skulle vokse op og gifte jer med jeres gymnasiekæreste

335
00:15:05,000 --> 00:15:08,000
og flytte tilbage til jeres hjemby og opfostre en flok børn sammen.

336
00:15:09,000 --> 00:15:12,000
Og noget andet skete i stedet for.

337
00:15:12,000 --> 00:15:14,000
Og jeg bliver nød til at sige

338
00:15:14,000 --> 00:15:16,000
at jeg troede at jeg skrev en utrolig nørdet bog

339
00:15:16,000 --> 00:15:18,000
om et emne som alle hader

340
00:15:18,000 --> 00:15:21,000
til et publikum der aldrig ville vise sig.

341
00:15:21,000 --> 00:15:23,000
Og noget andet skete i stedet for.

342
00:15:23,000 --> 00:15:25,000
(Latter)

343
00:15:25,000 --> 00:15:27,000
Jeg mener, det her er livet.

344
00:15:27,000 --> 00:15:29,000
På godt og på ondt,

345
00:15:29,000 --> 00:15:32,000
generer vi disse utrolige historier

346
00:15:32,000 --> 00:15:34,000
om verden omkring os,

347
00:15:34,000 --> 00:15:37,000
og så vender verden sig rundt og forbløffer os.

348
00:15:40,000 --> 00:15:43,000
Det er ikke ment som en fornærmelse, men hele denne konference

349
00:15:43,000 --> 00:15:45,000
er et utrolig monument

350
00:15:45,000 --> 00:15:47,000
på vores evne til at misforstå ting.

351
00:15:47,000 --> 00:15:49,000
Vi har lige brugt en hel uge

352
00:15:49,000 --> 00:15:51,000
på at tale om innovationer og fremskridt

353
00:15:51,000 --> 00:15:53,000
og forbedringer,

354
00:15:53,000 --> 00:15:56,000
men ved I hvorfor vi har brug for alle disse innovationer

355
00:15:56,000 --> 00:15:58,000
og fremskridt og forbedringer?

356
00:15:58,000 --> 00:16:00,000
Fordi halvdelen af de ting

357
00:16:00,000 --> 00:16:03,000
som er mest overvældende og verdens ændrende --

358
00:16:03,000 --> 00:16:05,000
TED 1998 --

359
00:16:05,000 --> 00:16:07,000
eh.

360
00:16:07,000 --> 00:16:11,000
(Latter)

361
00:16:11,000 --> 00:16:13,000
Det fungerede ikke helt på den måde, gjorde det?

362
00:16:13,000 --> 00:16:15,000
(Latter)

363
00:16:15,000 --> 00:16:18,000
Hvor er min jetpack, Chris?

364
00:16:18,000 --> 00:16:22,000
(Latter)

365
00:16:22,000 --> 00:16:27,000
(Bifald)

366
00:16:27,000 --> 00:16:30,000
Så her er vi igen.

367
00:16:30,000 --> 00:16:32,000
Og sådan går det.

368
00:16:32,000 --> 00:16:34,000
Vi kommer med en anden ide.

369
00:16:34,000 --> 00:16:37,000
Vi fortæller en anden historie.

370
00:16:37,000 --> 00:16:40,000
Vi afholder en anden konference.

371
00:16:40,000 --> 00:16:42,000
Temaet på denne,

372
00:16:42,000 --> 00:16:44,000
som I nu har hørt syv millioner gange,

373
00:16:44,000 --> 00:16:46,000
er genopdagelsen af underværker.

374
00:16:46,000 --> 00:16:48,000
Og for mig,

375
00:16:48,000 --> 00:16:51,000
hvis man virkelig vil genopdage underværker,

376
00:16:51,000 --> 00:16:53,000
skal man træde udenfor

377
00:16:53,000 --> 00:16:59,000
det lille, skræmte hulrum med rigtighed

378
00:16:59,000 --> 00:17:02,000
og kigge rundt på hinanden

379
00:17:02,000 --> 00:17:05,000
og kigge ud på det vidtstrakte

380
00:17:05,000 --> 00:17:08,000
og kompleksiteten og mysteriet

381
00:17:08,000 --> 00:17:11,000
i universet

382
00:17:11,000 --> 00:17:14,000
og være i stand til at sige,

383
00:17:14,000 --> 00:17:18,000
"Wow, det ved jeg ikke.

384
00:17:18,000 --> 00:17:20,000
Måske tager jeg fejl."

385
00:17:20,000 --> 00:17:22,000
Tak

386
00:17:22,000 --> 00:17:25,000
(Bifald)

387
00:17:25,000 --> 00:17:27,000
Tak gutter.

388
00:17:27,000 --> 00:17:30,000
(Bifald)