Billy Collins: Hverdagsøjeblikke, fanget i tiden

Ved at kombinere tør kløgt med kunstnerisk dybde deler Billy Collins et projekt, i hvilket flere af hans digte blev lavet til skønne animationsfilm ved et samarbejde med Sundance Channel. Fem af dem er inkluderet i denne vidunderligt underholdende og bevægende tale -- og gå ikke glip af det vanvittigt morsomme sidste digt!

Jeg vil give jer

jeres anbefalede daglige dosis

af poesi.

Og måden, jeg vil gøre det,

er præsentere jer

for fem animationer

af fem af mine digte.

Og lad mig lige fortælle lidt om, hvordan de blev til.

For at blande de to medier

er en slags unaturlig eller unødvendig handling.

Men da jeg var USAs nationaldigter --

og det elsker jeg at sige.

(Latter)

Det er en skøn måde at starte sætninger.

Dengang jeg var ham,

blev jeg opsøgt af J. Walter Thompson, reklamebureauet,

og de var hyret

af Sundance Channel.

Idéen var at få mig til at optage nogle af mine digte,

og så ville de finde animatorer

for at animere dem.

Først var jeg imod,

for jeg synes altid,

poesi kan stå alene af sig selv.

Forsøg på at sætte mine digte til musik

har haft katastrofale følger

i alle tilfælde.

Og digtet, hvis det er skrevet med øret,

er allerede blevet sat til sin egen verbale musik,

da det blev komponeret.

Hvis man læser et digt,

der nævner en ko,

behøver man ikke på modsatte side

en tegning af en ko.

Lad nu læseren arbejde lidt.

Men jeg gav efter, for det virkede som en interessant mulighed,

og jeg har også været en total tegnefilmsnarkoman

fra barnsben.

Jeg tror, mere indflydelsesrig

end Emily Dickinson eller Coleridge eller Wordsworth

på min fantasi

var Warner Brothers, Merrie Melodies

og Looney Tunes tegnefilm.

Snurre Snup er min muse.

Og på denne måde kunne poesi finde frem til fjernsynet af alle steder.

Jeg er ret meget for poesi offentlige steder --

poesi på busser, poesi i metroen,

på plakattavler, på morgenmadskasser.

Da jeg var nationaldigter, nu gør jeg det igen --

jeg kan ikke lade være --

(Latter)

Skabte jeg en poesikanal på Delta Airlines,

der holdt et par år.

Så man kunne stille ind på poesi, mens man fløj.

Min fornemmelse er,

det er godt at få poesi ned fra hylderne

og mere ud i offentligheden.

Begynd et møde med et digt. Det ville være en idé at tage med.

Når man får et digt på en tavle eller over radioen

eller på morgenmaden eller andet,

sker det så pludseligt,

at man ikke har tid

til at opsætte sit anti-poesi deflektorskjolde,

der blev installeret i gymnasietiden.

Så lad os begynde med det første.

Det er et lille digt ved navn "Budapest,"

og i det afslører jeg,

eller foregiver at afsløre,

den kreative proces' hemmeligheder.

(Video) Fortæller: "Budapest."

Min pen bevæger sig langs siden

som snuden på et underligt dyr

formet som en menneskearm

og klædt i ærmet

af en løs grøn sweater.

Jeg ser det snuse til papiret uophørligt,

ufravendt som enhver fødesamler,

der intet har på sinde,

men larverne og insekterne,

som vil lade det leve endnu en dag.

Det vil blot være her i morgen,

klædt måske

i ærmet af en ternet skjorte,

næsen presset mod siden,

skrivende nogle flere lydige linjer,

mens jeg stirrer ud af vinduet

og forestiller mig Budapest

eller en anden by,

hvor jeg aldrig har været.

BC: Så det får det til at se lidt lettere ud.

(Bifald)

At skrive er faktisk ikke så let for mig.

Men jeg kan lide at lade som om, det kommer let.

En af mine elever kom op efter timen, en introduktionstime,

og hun sagde, "Altså, poesi er sværere end at skrive,"

hvilket jeg fandt både urigtigt og dybsindigt.

(Latter)

Så jeg kan lide at bare foregive, det bare flyder.

En af mine venner har et slogan; han er også digter.

Han siger, at "hvis først du ikke lykkes,

gem al bevis for, du nogensinde prøvede."

(Latter)

Det næste digt er også ret kort.

Poesi siger bare nogle ting på en anden måde.

Og jeg tror man kunne koge dette digt ned til at sige,

"Nogle dage spiser du bjørnen, andre dage spiser bjørnen dig."

Det udnytter billedsproget

ved dukkehusmøbler.

(Video) Fortæller: "Nogle Dage."

Nogle dage

sætter jeg folkene på deres pladser ved bordet,

bøjer deres ben ved knæene,

hvis de har den egenskab,

og sætter dem på de små træstole.

Hele eftermiddagen ser de hinanden,

manden i det brune jakkesæt,

kvinden i den blå kjole --

helt stille, perfekt opdragne.

Men andre dage er det mig,

der løftes op ved ribbenene

og så sænket ind i et dukkehus' stue

for at sidde med de andre ved langbordet.

Meget sjovt.

Men hvordan ville du have det,

hvis du aldrig vidste fra en dag til den næste,

om du skulle bruge den på

at skridte rundt som en levende gud,

dine skuldre i skyerne,

eller sidde dernede

blandt tapetten

og stirre lige frem

med dit lille plastikansigt?

(Bifald)

BC: Der er en gyser derinde et sted.

Det næste digt hedder glemsomhed,

og det er virkelig bare en art poetisk essay

om mental tilbagegang.

Og digtet begynder

med en bestemt art af glemsomhed,

som nogen kaldte

litterær hukommelsestab,

med andre ord at glemme, hvad man har læst.

(Video) Fortæller: "Glemsomhed."

Forfatterens navn er det første til at smutte,

fulgt lydigt

af titlen, plottet,

den hjerteskærende slutning,

hele romanen,

som pludselig bliver en, du aldrig har læst,

endda aldrig hørt om.

Det er som, en efter en,

besluttede minderne, du plejede

at nære, at trække sig tilbage til hjernens sydlige hemisfære

til en lille fiskerlandsby,

hvor der ingen telefoner er.

For lang tid siden

kyssede du navnene på de ni muser farvel,

og du den kvadratiske ligning

pakke sin taske.

Og selv nu,

mens du memorerer planeternes rækkefølge,

forsvinder noget andet,

en stats blomst måske,

en onkels adresse,

Paraguays hovedstad.

Hvad end det er,

du kæmper for at huske,

står det ikke parat på tungen,

lurer ikke engang

i et afsides hjørne

af din milt.

Det har flydt væk

ned ad en mørk mytologisk flod,

hvis navn begynder med et L,

så vidt du kan genkalde,

selv godt på din egen vej mod glemslen,

hvor du vil slutte dig til dem,

der endda har glemt, hvordan man svømmer

eller kører på en cykel.

Ikke underligt du står op midt om natten

for at slå datoen på et berømt slag op

i en bog om krig.

Ikke underligt Månen i vinduet

lader til at være drevet ud fra et kærlighedsdigt,

du plejede at kunne udenad.

(Bifald)

BC: Det næste digt hedder "Landet"

og det er baseret på,

da jeg gik på universitetet,

mødte jeg en klassekammerat, som stadig er en af mine venner.

Han boede, og bor stadig, på landet i Vermont.

Jeg boede i New York.

Og vi besøgte hinanden.

Og mens jeg var på landet,

ville han lære mig ting som hjortejagt,

hvilket egentlig betød at fare vild med et gevær --

(Latter)

og ørredfiskeri og den slags.

Og så ville han komme ned til New York,

og jeg ville lære ham, hvad jeg vidste,

hvilket mest var at ryge og drikke.

(Latter)

På den måde byttede vi lærdom med hinanden.

Digtet, der nu kommer,

er baseret på, hvordan han fortalte mig noget

om en pointen ved en hjemme-etikette

på landet,

som jeg først havde meget svært ved at forstå.

Det hedder "Landet."

(Video) Fortæller: "Landet."

Jeg undrede mig over dig,

da du bad mig aldrig at lade

en kasse stryg overalt tændstikker

bare ligge rundt i huset,

fordi musede kunne gå i dem

og starte en brand.

Men dit ansigt var helt fast,

da du skruede låget ned

på den runde dåse,

hvor tændstikkerne, sagde du, altid bliver lagt i.

Hvem kunne sove den nat?

Hvem kunne feje tanken af banen

om den ene usandsynlige mus,

der trippede langs et koldt vandrør

bag det blomstrede tapet,

greb en enkelt trætændstik

mellem sine nåletænder?

Hvem kunne ikke se ham runde et hjørne,

den blå spids krads mod ru-hugget bjælke,

det pludselige glimt,

og skabningen, i ét lyst, skinnende øjeblik,

pludselig kastet forud for sin tid --

nu en ild-tænder,

nu en fakkelbærer

i et glemt ritual,

lille brun druide

oplysende en oldgammel nat?

Og hvem kunne undgå at bemærke,

oplyst i den flammende isolering

de små udtryk af forundring

på hans musekammeraters ansigter --

engangsbeboere

af hvad, der engang var dit hus på landet?

(Bifald)

BC: Tak.

(Bifald)

Tak. Det sidste dig hedder "De Døde."

Jeg skrev det efter en vens begravelse,

men ikke så meget om vennen som noget lovpriseren blev ved at sige,

som alle lovprisere har det med at gøre,

hvilket er, hvor glade de døde ville være

over at se ned og se os alle samlet.

Og det var for mig en dårlig start på efterlivet,

at skulle se sin egen begravelse og føle sig glad.

Så det lille dig hedder "De Døde."

(Video) Fortæller: "De Døde."

De døde ser altid ned på os,

siges det.

Mens vi tager sko på eller laver en sandwich,

ser de ned

gennem himlens glas-bunds-både,

mens de roer sig langsomt

gennem evigheden.

De ser toppen af vores hoveder,

der flytter sig på Jorden.

Og når vi ligger ned

på en mark eller på en briks

bedøvet måske

af en varm eftermiddags summen,

tror de, vi ser tilbage på dem,

hvilket får dem til at løfte deres årer

og være stille

og vente som forældre

på, at vi lukker vores øjne.

(Bifald)

BC: Jeg ved ikke, om andre digte vil blive animeret.

Det tog lang tid --

jeg mener, det er ret unormalt at have dette ægteskab --

lang tid at sætte de to sammen.

Men så alligevel, det tog os lang tid

at sætte hjulet og kufferten sammen.

(Latter)

Vi har haft hjulet i en del tid.

Og at slæbe er en gammel og ærværdig kunst.

(Latter)

Jeg har lige tid

til at læse et nyere digt for jer.

Hvis det har et tema,

er det pubertet.

Og det er henvendt til en bestemt person.

Det hedder "Til Min Yndlings 17-Årige Gymnasiepige."

"Ved du, at hvis du var begyndt at bygge Parthenon

den dag, du blev født,

ville du være helt færdig om bare ét år?

Selvfølgelig kunne du ikke have gjort det helt alene.

Så lige meget;

du er bare dig selv.

Du er elsket for bare at være dig.

Men vidste du, at på din alder

tjente Judy Garland 150.000 dollars pr. billede,

Jeanne D'Arc ledte den franske hær til sejr

og Blaise Pascal havde gjort sit værelse rent --

nej vent, jeg mener, havde han opfundet regnemaskinen?

Selvfølgelig vil der være tid til alt det

senere i dit liv,

efter du kommer ud af dit værelse

og begynder at blomstre

eller i det mindste samle alle dine sokker op.

Af en eller anden årsag bliver jeg ved at huske,

at Lady Jane Grey var dronning af England,

da hun kun var 15.

Men så blev hun halshugget, så glem hende som rollemodel.

(Latter)

Et par århundreder senere,

da han var på din alder,

vaskede Franz Schubert op for sin familie,

men det afholdt ham ikke

fra at komponere to symfonier, fire operaer

og to hele messer som ung mand.

(Latter)

Men selvfølgelig var det i Østrig

på højden af romantisk lyrik,

ikke her i Clevelands forstæder.

(Latter)

Helt ærligt, og hvad så,

hvis Annie Oakley var mesterskytte som 15-årig,

eller hvis Maria Callas debuterede som Tosca som 17-årig?

Vi synes, du er speciel for at være dig --

legende med din mad og stirrende ud i rummet.

(Latter)

Forresten,

jeg løj om, at Schubert vaskede op,

men det betyder ikke, han aldrig hjalp rundt om i huset."

(Latter)

(Bifald)

Tak. Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)