Hvorfor virkelig innovativ forskning kræver et spring ind i det ukendte

Da han var Ph.D. student i fysik troede Uri Alon at han var en fiasko, fordi alle hans forskningsplaner endte i blindgyder. Men med hjælp fra improteater indså han glæden ved at fare vild. En opfordring til forskere om at holde op med at tænke på forskning som en direkte vej fra spørgsmål til svar, men i stedet som noget mere kreativt. Det er et budskab som vækker genklang, uanset på hvilket felt.

Midt i min Ph.D. uddannelse

kørte jeg håbløst fast.

Alle veje jeg gik i min forskning

førte til en blindgyde.

Det var som om mine antagelser

bare holdt op med at virke.

Jeg følte mig som en pilot der flyver i tågen

og jeg mistede orienteringen.

Jeg holdt op med at barbere mig.

Jeg kunne ikke komme op af sengen om morgenen.

Jeg følte mig uværdig

til at gå ind ad porten til universitetet,

fordi jeg ikke var som Einstein eller Newton

eller en anden af de videnskabsmænd,
hvis resultater

jeg havde lært om, for i videnskab

lærer vi kun om resultaterne, ikke processen.

Så jeg kunne åbenbart ikke blive videnskabsmand.

Men jeg havde støtte nok

og jeg klarede mig igennem

og opdagede noget nyt om naturen.

Det er en utrolig følelse af ro,

at være den eneste i verden

som kender en ny naturlov.

Jeg startede det andet projekt i min Ph.D.

og så skete det igen.

Jeg sad fast og jeg kom igennem.

Så jeg begyndte at tænke

at måske er der et mønster her.

Jeg spurgte de andre Ph.D. studenter, som sagde

ja, det er præcist hvad der skete for os,

bortset fra at ingen havde fortalt om det.

Vi havde alle studeret videnskab som om det var

en serie af logiske skridt fra spørgsmål til svar,

men forskning foregår ikke på den måde.

Samtidig øvede jeg mig på

at blive en improvisationsskuespiller.

Så fysik om dagen,

og om aftenen le, hoppe, synge,

og spille på min guitar.

Improvisationsteater,

ligesom forskning, går ind i det ukendte,

fordi du må skabe scenen mens du står der

uden instruktør, uden manuskript,

uden nogen ide om hvad du skal vise

eller hvad de andre karakterer vil gøre.

Men til forskel fra videnskab

fortæller de dig fra første dag

hvad der sker når du går på scenen.

Du kommer til at fejle slemt.

Du kommer til at sidde fast.

Vi øvede os på at være kreative

når vi sad fast et sted.

For eksempel havde vi en øvelse

hvor vi alle stod i en cirkel

og hver person skulle lave
verdens dårligste stepdans

mens de andre klappede

og råbte heja

og støttede dig på scenen.

Da jeg blev professor

og skulle vejlede min egne studenter

gennem deres forskningsprojekter,

indså jeg atter en gang

at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

Tusinder af timer havde jeg studeret fysik,

biologi, kemi,

men ikke en time, ikke et eneste begreb

om hvordan man vejleder nogen

i at begive sig ind i det ukendte

eller om motivation.

Jeg brugte improvisationsteater

og jeg fortalte studenterne fra første dag

hvad der sker når du forsker.

Det har noget at gøre med vores mentale plan

for hvordan forskning vil foregå.

For når folk skal gøre et eller andet,

for eksempel hvis jeg vil røre tavlen,

så laver hjernen en plan,

en forudsigelse af hvad musklerne skal gøre

før jeg begynder at bevæge hånden

og hvis jeg bliver forhindret,

hvis planen ikke svarer til virkeligheden,

giver det stress som kaldes kognitiv dissonans.

Derfor bør planen svare til virkeligheden.

Men hvis man tror på måden
videnskab undervises på

og hvis man skal tro på lærebøgerne

så får man følgende plan for forskning.

Hvis A er spørgsmålet

og B er svaret

så er forskning den direkte vej.

Problemet er at hvis et eksperiment ikke virker

eller en student bliver deprimeret

så opfattes det som noget forkert

og det forårsager en masse stress.

Det er derfor jeg lærer mine studenter

en mere realistisk plan.

Her er et eksempel

hvor tingene ikke passer ind i planen.

(Latter)

(Bifald)

Så jeg lærer mine studenter en anden plan.

Hvis A er spørgsmålet,

B er svaret,

- vær kreativ i skyen -

og du går i gang

og eksperimenterne virker ikke...
eksperimenterne virker ikke...

eksperimenter virker ikke...
eksperimenter virker ikke...

indtil du kommer til et sted med negative følelser

hvor det er som om dine basale antagelser

ikke giver mening længere

som om nogen trak tæppet væk under dig.

Og dette sted kalder jeg skyen.

Man kan fare vild i skyen

i en dag, en uge, en måned, et år,

en hel karriere,

men nogle gange, hvis du er heldig

og har nok støtte,

ser du i dit materiale

eller måske ved at meditere over skyens form

et nyt svar C

og du beslutter at gå for det.

Og eksperimenter virker ikke...
eksperimenter virker ikke…

men du når frem

og fortæller det til alle

ved at publicere en artikel der siger "A pil C",

hvilket er en god måde at kommunikere på

sålænge du ikke glemmer vejen

som bragte dig derhen.

Denne sky er en fast del af

forskning, en del af håndværket,

fordi skyen står vagt ved grænsen.

Den står vagt ved grænsen

mellem det kendte

og det ukendte,

fordi for at opdage noget virkeligt nyt

må mindst en af dine antagelser ændres

og det betyder at i videnskaben

gør vi noget heroisk.

Hver dag prøver vi at bringe os

til grænsen mellem det kendte og ukendte

og møde skyen.

Læg mærke til at jeg placerer B

i det kendtes land

fordi vi vidste noget om det fra starten,

men C er altid mere interessant

og vigtigere end B.

Så B er nødvendig for at komme i gang

men C er meget større

og det er det utrolige ved forskning.

Bare det at kende dette ord, skyen,

har ændret min forskningsgruppe

fordi studenter kommer og siger

"Uri, jeg er i skyen"

og jeg siger "Fint, du må da have det elendigt".

(Latter)

Men jeg er glad

fordi vi måske er tæt på grænsen

mellem det kendte og det ukendte

og vi har en chance for at opdage

noget virkeligt nyt.

På grund af måden sindet virker på,

bare det at kende til at skyen

er normal, det er noget essentielt,

og faktisk noget smukt,

vi kan melde os ind i Skyforeningen,

og det er en modgift til følelsen af

at noget er galt med mig.

Og som mentor ved jeg hvad jeg skal gøre

nemlig at optrappe min støtte til studenten,

fordi psykologisk forskning viser

at hvis du føler frygt og fortvivlelse

bliver sindet indskrænket

til sikre og konservative tankebaner.

Hvis du gerne vil udforske de risikable veje

som fører ud af skyen

må du have andre følelser,

solidaritet, støtte, håb,

som kommer med din kontakt med andre.

Så ligesom i improvisationsteater

er det i videnskaben bedst at gå ind i det ukendte

sammen.

Udover at kende til skyen,

lærer man også i improvisationsteater

en effektiv måde at tale sammen på

indeni skyen.

Den er baseret på det centrale princip

i improvisationsteater,

så her kom improvisationsteater

mig til hjælp igen.

Det kaldes at sige "ja, og"

til de andre skuespilleres tilbud.

Det betyder at man accepterer tilbuddene

og bygger videre på dem, ved at sige "ja, og..."

Hvis for eksempel en skuespiller siger

"Her er en svømmepøl"

og den anden skuespiller siger

"Nej, det er bare en scene"

så er improvisationen forbi.

Den er død og alle er frustreret.

Det kaldes at blokere.

Hvis du ikke er bevidst om kommunikation

kan videnskabelige dialoger
have mange blokeringer.

At sige "ja, og" ville lyde sådan her:

"Her er en svømmepøl."
"Ja, lad os hoppe ud i."

"Se der er en hval.
Lad os gribe den i halen."

"Den trækker os afsted til månen!"

At sige "ja, og" går udenom den indre kritiker.

Vi har alle en indre kritiker

som passer på hvad vi siger

så folk ikke synes vi er usømmelige

eller skøre eller uoriginale.

Videnskab er fuld af frygt

for at virke uoriginal.

At sige "ja, og" går udenom denne kritiker

og åbner for gemte kreative stemmer

som du ikke vidste du havde

og de har ofte svaret

på skyen.

Så det at vide noget om skyen

og om at sige "ja, og"

gjorde mit laboratorie meget kreativ.

Studenterne begyndte at lege med hinandens ideer

og vi gjorde overraskende opdagelser

på grænsen mellem fysik og biologi.

For eksempel kom vi ingen vegne i et år

med at forstå de indviklede

biokemiske netværk indeni vores celler,

og vi sagde "vi er dybt inde i skyen"

og vi havde en legende samtale

hvor min student Shai Shen Orr sagde

"Lad os tegne det på et stykke papir, dette netværk".

Og istedet for at sige

"Men det har vi gjort så mange gange

og det ser ikke ud til at virke"

så sagde jeg "Ja, og...

lad os bruge et meget stort stykke papir".

Og så sagde Ron Milo

"Lad os bruge et gigantisk papir til arkitekttegninger

og jeg ved hvor vi kan få printet det"

og vi printede netværket ud og kiggede på det

og det var da vi gjorde vores vigtigste opdagelse,

at dette komplicerede netværk bare består af

en håndfuld simple repeterende mønstre af forbindelser

som motiver i et glasmaleri.

Vi kalder dem network motifs

og de er de elementære kredsløb

som hjælper os til at forstå

logikken i cellernes beslutningstagen

i alle organismer, inklusiv vores krop.

Snart efter det

begyndte jeg at blive inviteret til at give foredrag

for tusinder af forskere over hele verden,

men vores viden om skyen

og det at sige "ja, og"

forblev indenfor mit eget lab,

for ser du, i videnskab taler vi ikke om processen

eller noget subjektivt eller emotionelt.

Vi taler om resultaterne.

Så der var ingen måde at snakke
om det på konferencer.

Det var utænkeligt.

Og jeg så forskere i andre grupper som sad fast

uden at have et ord som beskriver

hvad de så.

Og deres måde at tænke på

holdt sig på de sikre veje,

deres videnskab nåede ikke det fulde potentiale

og de havde det elendigt.

Jeg tænkte sådan er det.

Jeg prøver bare at gøre mit lab
så kreativt som muligt

og hvis alle andre gjorde det samme

ville videnskaben blive

bedre og bedre.

Denne måde at tænke på blev vendt om

da jeg tilfældigvis hørte Evelyn Fox Keller

holde foredrag om sine erfaringer

som en kvinde i videnskab.

Og hun spurgte

"Hvorfor snakker vi ikke om de subjektive

og følelsesmæssige aspekter af forskning?

Det er ikke tilfældigt.
Det er et spørgsmål om værdier."

Videnskaben søger viden

som er objektiv og rationel.

Det er det smukke ved videnskab.

Men vi har også en kulturel myte

om at videnskabelig forskning,

det vi gør hver dag for at få viden,

også kun er objektiv og rationel

som Mr. Spock.

Og når du forbinder noget

med det objektive og rationelle,

så vil den anden side,

det subjektive og følelsesmæssige,

automatisk blive stemplet som uvidenskabeligt

eller anti-videnskab eller noget truende

og det snakker vi bare ikke om.

Og da jeg hørte det,

at videnskab har en kultur,

faldt alting på plads for mig.

For hvis videnskaben har en kultur

så kan kulturen forandres

og jeg kan være en forandrings-agent

som arbejder for at ændre
videnskabens kultur hvor jeg kan.

Så det næste foredrag jeg holdt på en konference

handlede om min forskning,

og så fortalte jeg om vigtigheden af

de subjektive og følelsesmæssige
aspekter ved forskningen

og hvordan vi skulle snakke om den

og jeg kiggede på publikum

og de var kolde.

De hørte ikke efter det jeg prøvede at sige

midt i en serie af 10

powerpoint-præsentationer på en konference.

Jeg prøvede igen og igen,
konference efter konference,

men budskabet nåede ikke igennem.

Jeg var i skyen.

Tilsidst klarede jeg at komme ud af skyen

med improvisation og musik.

Siden da, på hver konference jeg går på

giver jeg et videnskabeligt foredrag
og et specielt foredrag

kaldet "Kærlighed og frygt i laboratoriet"

som jeg indleder med en sang

om forskeres største frygt,

nemlig at vi arbejder hårdt

og opdager noget nyt

og nogle andre offentliggør det før os.

Vi kalder det at blive scooped

og at blive scooped er forfærdeligt.

Det gør os bange for at snakke sammen

hvilket ikke er sjovt

fordi vi kom til videnskaben for at dele vores ideer

og lære af hinanden.

Så jeg synger en blues

som - (Bifald) -

kaldes "Scooped igen"

og jeg beder publikum om at være backing kor

og siger "teksten er scoop scoop".

Det lyder sådan: "Scoop scoop".

Den lyder sådan.

"Jeg er blevet scooped igen"

"Scoop scoop"

Vi prøver det!

"Jeg er blevet scooped igen"

"Scoop scoop"

"Jeg er blevet scooped igen"

"Scoop scoop"

"Jeg er blevet scooped igen"

"Scoop scoop"

"Jeg er blevet scooped igen"

"Scoop scoop"

"Oh mama, føler du ikke min smerte"

"Gud hjælpe mig, jeg er blevet scooped igen"

(Applaus)

Tak...

Tak for jeres backingsang.

Alle starter så at grine og trække vejret,

og ser at der er andre forskere omkring sig

med lignende problemer.

Og vi begynder at snakke om de emotionelle

og subjektive ting der sker i forskning.

Det føles som om et stort tabu er fjernet.

Nu kan vi endelig snakke om dette
på en videnskabelig konference.

Og forskere er gået videre med at danne grupper

som mødes jævnligt

og skaber et rum til at snakke om emotionelle

og subjektive der sker når de vejleder

og når de går ind i det ukendte,

og de har også startet kurser

om forskningsprocessen

og om at gå ind i det ukendte sammen

og mange andre ting.

Så min vision er at,

ligesom enhver forsker kender ordet atom

og at stof er lavet af atomer,

så skulle enhver forsker kende ord

som "skyen", at sige "ja, og"

og videnskaben ville blive mere kreativ

og gøre mange flere uventede opdagelser

til gavn for os alle

og den ville også blive mere legende.

Det jeg kunne bede jer om
at huske fra dette foredrag

er at næste gang du møder

et problem du ikke kan løse

på arbejdet eller i livet

så er der et ord for det du ser:

Skyen.

Og du kan komme igennem skyen

ikke alene men sammen

med nogen som støtter dig

og siger "ja, og" til dine ideer

og hjælper dig til selv at sige "ja, og" til egne ideer

og forøge chancen for,

gennem skyens slør,

at du vil finde det øjeblik af ro

hvor du får dit første glimt

af din uventede opdagelse,

dit C.

Tak.

(Bifald)