Jacqueline Novogratz om en vej ud af fattigdom

Jacqueline Novogratz fortæller en bevægende historie om et møde i Nairobis slum med Jane, en tidligere prostitueret, hvis drømme om at slippe ud af fattigdom, om at blive læge og om at blive gift gik i opfyldelse på en uventet måde.

Jeg har arbejdet med problemstillinger med fattigdom i over 20 år,

og derfor er det ironisk, at problemet og spørgsmålet, som jeg kæmper mest med,

er, hvordan man egentlig definerer fattigdom. Hvad betyder det?

Altså ofte ser vi på pengetermer --

mennesker, der tjener mindre end en dollar eller to eller tre om dagen.

Og alligevel gør fattigdoms kompleksitet, at man er nødt til at se på

indkomst som kun én variabel.

For i virkeligheden er det en tilstand om valg

og manglen på frihed.

Og jeg havde en oplevelse, der virkelig gjorde den dybere og tydeligere for mig,

forståelsen, som jeg har.

Den tog sted i Kenya, og jeg vil gerne dele den med jer.

Jeg var med min ven Susan Meiselas, fotografen,

i Mathare Valleys slum.

Nå, Mathare Valley er en af de ældste slumkvarterer i Afrika.

Den er omkring fem kilometer uden for Nairobi,

og den er halvanden kilometer lang og omkring 300 meter bred,

hvor over en halv million mennesker

bor stuvet sammen i disse små tinskure,

generation efter generation, lejer dem,

ofte otte eller 10 mennesker i et rum.

Og den er kendt for prostitution, vold, stoffer:

et hårdt sted af vokse op.

Og da vi gik gennem de smalle alléer,

det var bogstaveligt talt umuligt ikke at træde i det

rå spildevand og skraldet langs de små hjem.

Men på samme tid var det også

umuligt ikke at se den menneskelige livskraft,

aspirationen og ambitionen af menneskerne, der bor der:

kvinder, der vasker deres babyer, vasker deres tøj, hænger dem ud til tørre.

Jeg mødte denne kvinde, Mama Rose,

der har lejet det lille tinskur i 32 år,

hvor hun bor med sine syv børn.

Fire sover i én dobbeltseng,

og tre sover på mudderet og linoleumsgulvet.

Og hun holder dem alle i skole ved at sælge vand fra den kiosk

og ved at sælge sæbe og brød fra den lille butik indenfor.

Det var også dagen efter tiltrædelsen,

og jeg blev mindet om, hvordan Mathare stadig er forbundet til kloden.

Og jeg så børn på gadehjørnerne,

og de sagde "Obama, han er vores bror!"

Og jeg sagde "Jamen, Obama er min bror, så det gør også dig til min bror."

Og de så forvirrede ud før de ville være sådan "High five!"

Og det var der, jeg mødte Jane.

Jeg blev straks slået af venligheden og mildheden i hendes ansigt,

og jeg bad hende fortælle mig sin historie.

Hun startede med at fortælle mig om sin drøm. Hun sagde, "Jeg havde to.

Min første drøm var at blive læge,

og den anden var at gifte mig med en god mand,

der ville blive hos mig og min familie,

for min mor var alenemor

og kunne ikke betale for skoletakster.

Så jeg var nødt til at opgive den første drøm, og jeg fokuserede på den anden."

Hun blev gift, da hun var 18, fik et barn med det samme.

Og da hun blev 20, var hun gravid med et andet barn,

hendes mor døde og hendes mand forlod hende -- giftede sig med en anden kvinde.

Så hun var igen i Mathare med ingen indkomst, ingen kundskaber, ingen penge.

Og derfor blev hun til sidst prostitueret.

Det var ikke organiseret på den måde, vi ofte tænker på det.

Hun gik ind i byen om natten med omkring 20 piger,

lede efter arbejde og nogle gange komme tilbage med et par skillinger

eller nogle gange med intet.

Og hun sagde, "Altså, fattigdommen var ikke så slem. Det var ydmygelsen

og pinligheden ved det hele."

I 2001 forandredes hendes liv.

Hun havde en veninde, der havde hørt om denne organisation, Jamii Bora,

der ville låne penge til folk uanset, hvor fattig man var,

så længe man havde et lignende beløb i opsparinger.

Og derfor brugte hun et år på at spare 50 dollars op

og begyndte at låne, og med tiden blev hun i stand til at købe en symaskine.

Hun begyndte at skræddersy.

Og det blev til det, hun laver nu,

hvilket er at gå ind i genbrugstøjmarkederne,

og for omkring tre dollars og 25 cents køber hun en gammel balkjole.

Nogle af dem kunne være dem, I gav.

Og hun fornyr dem med flæser og bånd

og laver disse luftige pyntesager, som hun sælger til kvinder

til deres døtres 16 års fødselsdag eller første nadver --

disse milepæle i livet, som folk gerne vil fejre

over hele det økonomiske spektrum.

Og hun klarer sig virkelig godt. Faktisk så jeg hende

falbydende gå gennem gaderne. Og før man vidste af det,

var der en flok af kvinder omkring hende, der købte disse kjoler.

Og jeg reflekterede, da jeg så hendes sælge kjolerne

og også smykkerne, som hun laver,

at nu tjener Jane mere end fire dollars om dagen.

Og efter mange definitioner er hun ikke længere fattig.

Men hun bor stadig i Mathare Valley.

Og derfor kan hun ikke flytte ud.

Hun bor med al den usikkerhed,

og faktisk i januar under de etniske opstande

blev hun jaget fra sit hjem og var nødt til at finde et nyt skur,

hvori hun kunne bo.

Jamii Bora forstår det og forstår,

at når man taler om fattigdom,

er man nødt til at se på folk over hele det økonomiske spektrum.

Og derfor med tålmodig kapital fra Acumen og andre organisationer,

lån og investeringer, der vil gå den lange vej med dem,

byggede de et billigt boligområde

omkring en time uden for midten af Nairobi.

Og de designede det fra perspektivet af

kunder som Jane selv,

der insisterer på ansvar og regnskabspligt.

Så hun skal give 10 procent af panten --

af den totale værdi, eller omkring 400 dollars i opsparinger.

Og så matcher de hendes pant med det, hun betalte i leje for hendes lille skur.

Og i de næste par uger bliver hun

blandt de første 200 familier, der flytter ind i dette boligområde.

Da jeg spurgte hende, om hun frygtede noget,

eller om hun ville savne noget fra Mathare,

sagde hun, "Hvad skulle jeg frygte,

som jeg ikke allerede har mødt?

Jeg er HIV positiv. Jeg har prøvet det hele."

Og hun sagde, "Hvad skulle jeg savne?

Tror du, jeg vil savne volden eller stofferne? Manglen på privatliv?

Tror du, jeg vil savne ikke at vide, om mine børn kommer hjem,

når dagen er slut?" Hun sagde, "Hvis du gav mig 10 minutter

ville mine tasker være pakkede."

Jeg sagde, "Jamen hvad med dine drømme?"

Og hun sagde, "Jamen, du ved,

mine drømme ser ikke nøjagtigt ud, som jeg troede de ville, da jeg var en lille pige.

Men hvis jeg tænker over det, troede jeg, jeg ville have en mand,

men det, jeg virkelig ville have, var en familie,

der var kærlig. Og jeg elsker virkelig mine børn, og de elsker mig."

Hun sagde, "Jeg troede, at jeg ville være læge,

men det, jeg virkelig ville være, var nogen,

der tjente og helede og kurerede.

Og derfor føler jeg mig så velsignet med alt, jeg har,

at to dage om ugen går jeg, og jeg rådgiver HIV patienter.

Og jeg siger, 'Se på mig. Du er ikke død.

Du er stadig i live. Og hvis du stadig er i live, skal du tjene.'"

Og hun sagde, "Jeg er ikke en læge, der giver piller.

Men måske mig, jeg giver noget bedre,

for jeg giver dem håb."

Og i midten af denne økonomiske krise,

hvor så mange af os er tilbøjelige til at trække tilbage

i frygt, tror jeg vi kunne have godt af at

tage et vink fra Jane og række ud,

erkende, at det at være fattig ikke betyder være ordinær.

For når systemer er i stykker,

som dem, vi ser rundt omkring i verden,

er det en mulighed for opfindsomhed og for fornyelse.

Det er en mulighed for virkelig at bygge en verden,

hvor vi kan række ydelser og produkter ud

til alle mennesker, så de kan

foretage beslutninger og valg selv.

Jeg tror virkelig, det er der, værdighed begynder.

Vi skylder det til Jane'erne i hele verden.

Og lige så vigtigt, vi skylder det til os selv.

Tak.

(Bifald)