John Hodgman: Design, forklaret.

John Hodgman, komiker og fast tilknyttet ekspert, "forklarer" designet af tre ikoniske moderne objekter. (Fra Design Studio sessionen ved TED2012, gæstestyret af Chee Pearlman og David Rockwell.)

I dag vil jeg forklare for jer

tre eksempler på ikonisk design,

og det giver god mening,

at jeg bør gøre det,

for jeg har en bachelor i litteratur.

(Latter)

Men jeg er også en berømt

mindre fjernsynspersonlighed

og en ivrig samler af

Design Within Reach kataloger,

så jeg ved egentlig

alt om emnet.

Jeg er sikker på, I

genkender dette objekt;

mange af jer så det sandsynligvis,

da I landede jeres private zeppelinere

i Los Angeles International Airport

i de sidste par dage.

Denne er kendt som Theme Building; (Temabygningen)

det er dens navn af årsager,

der endnu er meget mudrede.

Og den er måske

det bedste eksempel, vi har i Los Angeles

på old-udenjordisk arkitektur.

Den blev først udgravet i 1961,

mens de byggede LAX,

selvom videnskabsfolk tror, at

den stammer fra år 2000

før vores tidsregning,

hvor den blev brugt som

en travl transdimensionel rumhavn

af astronauterne i gammel tid,

der først koloniserede denne planet

og opløftede vores art

fra barbari ved at give os

det skrevne sprogs gave

og teknologi og

roterende restauranter.

Den menes at have været

en erstatning for de ældre rumhavne

beliggende ved Stonehenge

og anses for at være

noget af en forbedring

grundet det enkle design,

fraværet af druider, der hænger ud hele tiden,

og selvfølgelig den meget bedre

adgang til parkering.

Da den blev afdækket,

indvarslede den en ny æra

af strømlinet, arkaisk futuristisk design

kaldet Googie,

som blev synonymt med

Jetalderen, en misvisende betegnelse.

Trods alt rejste oldtidens astronauter, der brugte den,

ikke med jet ret tit,

de foretrak i stedet at rejse med fjerede slanger,

der kørte på krystalkranier.

(Bifald)

(Musik)

Åh ja, et bord.

Vi bruger disse hver dag.

Og på toppen af det

juice-saliffen.

Dette er et design af Philippe Starck,

som jeg tror er blandt publikum i dette øjeblik.

Og I kan se, det er et Starck-design

på dets præcision, dets legesyge,

dets nyskabelse og

dets løfte om nært forestående vold.

(Latter)

Det er et design, der udfordrer ens intuition --

det er ikke, hvad man tror, det er, når man først ser det.

Det er ikke en gaffel designet

til at tage tre forretter af gangen,

hvilket ville være meget nyttigt i lobbyen,

skulle jeg mene.

Og trods dets tydelige

påvirkning af oldtidens astronauter

og dets rumalder-hed og trefodethed

er det ikke noget

designet til at fæstne sig til hjernen

og suge ens tanker ud.

Det er faktisk en citruspresser,

og når jeg siger det,

ser I den aldrig som noget andet igen.

Den er ej heller et monument til design,

den er et monument til designs nytte.

Man kan tage den med sig hjem,

ulig Theme Building,

der forbliver, hvor den er for evigt.

Denne er betalelig

og kan komme med en hjem,

og det kan som sådan sidde

på ens køkkenbord --

den kan ikke være i skufferne;

tro mig, jeg lærte det på den hårde måde --

og få ens køkkenbord til at ligne

et monument til design.

En anden ting omkring den,

hvis man har en derhjemme,

lad mig fortælle jer om en egenskab,
I måske ikke kender:

når man falder i søvn,

kommer den til live,

og den går rundt i ens hus

og gennemgår ens post

og betragter en, mens man sover.

(Bifald)

Okay, hvad er dette objekt?

Jeg har ingen anelse. Jeg ved ikke, hvad den ting er.

Den ser frygtelig ud. Er det en kogeplade?

Jeg fatter den ikke.

Ved nogen det? Chee?

Det er en ... iPhone. iPhone.

Åh ja, rigtigt, dem husker jeg;

jeg fik alle mine badeværelsesklinker

ordnet med dem i de gode gamle dage.

Nej, jeg har en iPhone. Selvfølgelig har jeg det.

Her er min højt elskede iPhone.

Jeg gør så mange ting på dette lille apparat.

Jeg læser bøger på den.

Derudover køber jeg bøger på den,

som jeg aldrig behøver føle skyld over ikke at læse,

for de kommer herind, og jeg behøver aldrig se dem igen,

og det er perfekt.

Jeg bruger den hver dag til

at måle vægten af en ko,

for eksempel.

Nogle gange

indrømmer jeg, at jeg foretager

et telefonopkald på den.

Og dog glemmer jeg alt om den konstant.

Dette er et design,

der da I så det,

glemte I alt om det.

Det er let at glemme det magiske øjeblik,

der kom i 2007, da I første gang

rørte denne ting, fordi den blev

udbredt så hurtigt,

og på grund af hvor øjeblikkeligt

vi optog disse bevægelser

og gjorde den en del af vores liv.

Ulig Theme Building

er dette ikke fremmed teknologi.

Eller burde jeg sige,

hvad den gjorde, var, den tog teknologi,

som, ulig folk i dette lokale,

for mange andre i verden

stadig føles fremmed,

og fik den til øjeblikkelig at føles

velkendt og intim.

Og ulig juice-saliffen

truer den ikke med

at fæstne sig til ens hjerne,

i stedet fæstner den

sig bare til ens hjerne.

(Latter)

Og man opdager ikke engang, det skete.

Så der har I det. Mit navn er John Hodgeman.

Jeg forklarede lige design.

Mange tak.

(Bifald)