Hvordan film ændrer måden vi ser verden på

Film har magten til at ændre den måde, vi tænker om os selv og vores kultur på. Dokumentarist og TED-stipendiat Sharmeen Obaid-Chinoy bruger den til at bekæmpe vold mod kvinder, idet hun tænder hendes kamera på traditionen for æresdrab i Pakistan. I en ophidsende tale deler hun, hvordan hun tog sin Oscar-vindende film på vejen i en mobil biograf, hvor hun besøger små byer og landsbyer over hele Pakistan - og skiftede dynamikken mellem kvinder, mænd og samfundet, en visning ad gangen.

Jeg er en historiefortæller,

men jeg er også en ballademager

(latter)

min vane, er at stille mærkelige spørgsmål

det startede da jeg var 10 år gammel

og min mor, der opfostrede seks børn,
havde ingen tid til dem

som 14-årig, blev hun træt af
mine mange irriterende spørgsmål

og hun foreslog, at jeg blev skribent
for den engelske lokal avis

i Pakistan,

for at stille mine mange spørgsmål,
til resten af verden, sagde hun

(latter)

Som 17-årig var jeg en
undercover-efterforskningsjournalist

Jeg tror ikke engang min redaktør vidste
hvor ung jeg var

da jeg indsendte en historie,
der navngav og vanærede

nogle mægtige mennesker.

De mænd jeg skrev om,
ville lære mig en lektie

De ville vanære mig og min familie

De spray-malede, mit og min families navn

med usigelige bandeord
på tværs af vores frontport

og rundt omkring vores nabolag.

Og de troede min far,
der var en hård mand af traditon,

ville stoppe mig.

Istedet, stod min far foran mig og sagde:

"Hvis du taler sandheden,
vil jeg stå ved din side

og det vil verden også"

Også hentede han --

(Bifald)

Også hentede han en gruppe mennesker,
og de vaskede væggene.

(Latter)

Jeg har altid ønsket mine historier
at rykke folk,

til at ryste dem til
at have svære samtaler

Jeg tænkte jeg ville være mere effektiv,
hvis jeg gjorde noget visuelt.

Og som 21-årig, blev jeg
en dokumentarfilmskaber

som drejede sit kamera
på marginaliserede samfund

på frontlinjen i krigszoner

dernæst vendte jeg hjem til Pakistan

hvor jeg ville dokumentere
vold mod kvinder.

Pakistan er hjem til 200 mio. mennesker.

Og med dets lave læseevne

kan film ændre måden folk
opfatter problemer.

En effektiv historiefortæller,
taler til vores følelser,

fremkalder empati og medfølelse

og tvinger os til at se
på tingene anderledes.

I mit hjemland, havde film potentialet til
at gå udover biografen.

Den kunne ændre liv.

De problemer jeg altid ville hæve --

Som jeg altid ville holde et spejl foran,
til samfundet --

Har været drevet af mit barometer af vrede

Og mit barometer af vrede ledte mig,
i 2014, til æredrab

Æredrab finder sted mange steder i verden,

hvor mænd straffer kvinder,
der bryder love lavet af dem:

kvinder der vælger,
at giftes af deres egen frie vilje;

eller kvinder der gerne vil skilles;

eller kvinder, der mistænkes for
at have ulovlige forhold.

Hos resten af verden,
vil æredrab være kendt som mord.

Jeg ville altid fortælle den historie,
fra en overlevers af perspektiv.

Men kvinder lever ikke
til at fortælle deres historie,

og istedet ender de i umærkede grave

Så, en dag, læste jeg avisen,

og jeg læste, at en ung kvinde
havde mirakuløst overlevet

efter at have været skudt i ansigtet
af hendes far og hendes onkel

fordi hun valgte, at giftes med en mand
af hendes egen frie vilje

Jeg vidste, at jeg havde fundet
min historiefortæller.

Saba var fast besluttet på at sende
hendes far og hendes onkel i fængsel,

men dagene efter, hun forlod hospitalet

lå presset på hende om, at tilgive

Ser du, der var et smuthul i loven,

der tillod ofre at tilgive
deres gerningsmand

så de kunne undgå fængselstid

Og hun fik at vide
at hun ville blive udryddet

og hendes familie, hendes svigerforældre

de ville alle blive afskåret
fra samfundet,

fordi mange følte, at hendes far
havde været godt inden for hans ret,

givet hendes overtrædelse.

Hun kæmpede,

i måneder.

Men på den sidste dag i retten,

hun afgav en erklæring om at tilgive dem.

Som filmskabere, var vi knust,

fordi det var ikke filmen
som vi havde tænkt os at lave.

I bagspejlet, havde hun lagt sag an,
kæmpede for sagen og vundet,

ville hendes være en undtagelse.

Når sådan en stærk kvinde tysses,

hvilken chance har andre kvinder så?

Og vi begyndte, at tænke over
at bruge vores film

til at ændre på hvordan
folk opfatter æredrab.

til at gøre en forskel
på det smuthul i loven.

Dernæst blev vores film
nomineret til en Oscar-pris,

og æredrab blev overskriftsnyheder

og premierministeren,
mens han sendte sine lykønskninger,

tilbød at være vært for den
første visning af filmen, på hans kontor.

Selvfølgelig tog vi chancen,

fordi ingen premierminister havde aldrig
i landets historie, gjort således.

Og til visningen,

som var sendt live på nationalt tv,

han sagde noget, der genlydte
i hele landet:

"Der er ingen ære i æredrab," sagde han.

(Bifald)

Til pris-uddelingen i LA,

havde mange af underværkerne afskrevet os,

men vi følte at
for at lovgivningen kunne fortsætte,

så skulle vi vinde.

Også blev mit navn annonceret,

og jeg løb op ad trapperne i klip-klapper,
da jeg ikke forventede at være på scenen.

(Latter)

Og jeg accepterede prisen, og jeg fortalte
en milliard mennesker, der så med,

at premierminsteren af Pakistan
havde lovet at ændre loven,

fordi, det er jo en måde,
at stille premierministeren til ansvar.

(Latter)

Og--

(Bifald)

Tilbage, derhjemme, dominerede
Oscar-prisen overskriftsnyhederne.

og flere mennesker tiltrådte striden,

mens, de bedte om at få
lukket det smuthul i loven.

Og i oktober 2016,
efter måneder af kampagner,

blev smuthullet endelig lukket.

(Bifald)

Og nu, mænd der dræber kvinder
ved æredrab

får livstid i fængsel.

(Bifald)

Alligevel, den næste dag,

blev en kvinde dræbt i æredrabens navn,

også en anden kvinde, og en tredje.

Vi havde påvirket en lovændring,

men det var ikke nok.

Vi blev nødt til, at tage vores film
og dets budskab til hjertet,

til små byer og landsbyer
på tværs af landet.

Ser du, for mig, kan biograffilm
spille en positiv rolle

den kan ændre og støbe samfundet
i den rigtige retning.

Men hvordan ville vi nå ud
til disse steder?

Hvordan ville vi nå ud til
de små byer og landsbyer?

Vi byggede en mobilbiograf

en lastbil, der ville rulle igennem
landets længde og bredde,

den ville stoppe i små byer og landsbyer.

Vi udstyrede det med en stor skærm
der ville lyse op for nattehimmelen,

og vi kaldte den "Se, Men Med Kærlighed"

Det ville give samfundet
en mulighed for at komme sammen

og se film om aftenen.

Vi vidste vi kunne tiltrække mænd og børn
i den mobilebiograf.

De ville komme ud og se på.

Men hvad med kvinderne?

I disse små landdistrikter
der er adskilt,

hvordan ville kvinderne komme ud?

Vi var nødt til at arbejde med herskende
kulturelle normer for at gøre det,

så vi byggede en biograf,
inden i biografen,

vi monterede det med sæder og en skærm
hvor kvinder kunne gå ind og se på

uden at frygte

eller blive pinligt berørte

eller blive chikanerede.

Vi begyndte med at introducere alle

til film, der åbnede deres sind
til konkurrerende verdensbilleder,

der opmuntrede børn til
at skabe kritisk tænkning

så de kunne stille spørgsmål.

Og vi udvidede vores rækkevidde
ud over æresdrab,

vi talte om inkomstulighed,

miljøet,

vi talte om etniske forhold,
religiøs tolerance og medfølelse.

Og indenfor, for kvinder,

viste vi film, hvor de var helte
og ikke ofre,

og vi fortalte dem hvordan de kunne
navigere rets- og politisystemet

uddannede dem om
deres rettigheder,

fortalte dem,
hvor de kunne søge tilflugt,

hvis de var ofre af vold i hjemmet,

hvor de kunne søge hjælp.

Vi var overraskede over,
at vi var velkomne i mange af de steder

vi tog hen.

Mange af byerne havde aldrig set
et fjernsyn eller sociale medier,

og de var ivrige for,
at deres børn skulle lære.

Men der var også
tilbagefald og tilbagesæt

på de idéer, som vi tog med os.

To medlemmer fra vores mobilebiograf,
sagde op

pga. trusler fra landsbyerne.

Og i et af landsbyerne,
som vi havde visninger i,

afbrød de den

og sagde de ikke gad at kvinderne
lærte om deres rettigheder.

Men på den anden side, i en anden landsby,
hvis visning blev afbrudt,

ville en civil-politimand rejse sig
og beordre, at den blev genafspillet,

og stod ved vores side,
og beskyttede holdet,

og fortalte alle, at det var hans pligt
at udsætte de unge sind

til et alternativ verdensbillede
og til det her indhold.

Han var en almindelig helt.

Men vi har set så mange helte,
igennem vores rejse.

I en anden by, hvor mændene sagde,
at kun de måtte se,

og at kvinderne skulle
blive hjemme,

rejste en ældre borger sig,

samlede en gruppe mennesker
og havde en diskussion,

og både mænd og kvinder,
sad nu ned sammen og så filmen.

Vi dokumenterer hvad vi laver.

Vi taler med folk.

Vi tilpasser os.

Vi ændrer sortimentet af filmene.

Når vi viser mænd film

der viser at gerningsmændene af vold
er bag tremmer,

så vil vi ramme dem med,
at hvis mænd er voldelige,

så vil der være følgevirkninger.

Men vi viser også film, hvor mænd er
set som forkæmpere for kvinder,

fordi vi vil opmuntre dem
til at tage de roller til sig.

For kvinder, viser vi dem film
hvor de er statschefer

eller hvor de er advokater
og læger og i lederskabsroller

vi taler med dem og opmuntrer dem,
til at sætte sig i de roller.

Vi ændrer måden, folk i landsbyen
interagerer med hinanden,

og vi tager vores erfaringer
til andre steder.

For nyligt kontaktede en gruppe os
og ville tage vores mobilebiografer

til Bangladesh og Syrien,

og vi deler vores erfaringer med dem.

Vi føler, at det er meget vigtigt

at tage hvad vi laver
og dele det med hele verden.

I små byer og landsbyer
rundt omkring Pakistan,

ændrer mænd hvordan de
interagerer med kvinder,

børn ændrer hvordan de ser verden på,

en landsby af gangen, igennem en biograf.

Tak.

(Bifald)