Jeg er en historiefortæller, men jeg er også en ballademager (latter) min vane, er at stille mærkelige spørgsmål det startede da jeg var 10 år gammel og min mor, der opfostrede seks børn, havde ingen tid til dem som 14-årig, blev hun træt af mine mange irriterende spørgsmål og hun foreslog, at jeg blev skribent for den engelske lokal avis i Pakistan, for at stille mine mange spørgsmål, til resten af verden, sagde hun (latter) Som 17-årig var jeg en undercover-efterforskningsjournalist Jeg tror ikke engang min redaktør vidste hvor ung jeg var da jeg indsendte en historie, der navngav og vanærede nogle mægtige mennesker. De mænd jeg skrev om, ville lære mig en lektie De ville vanære mig og min familie De spray-malede, mit og min families navn med usigelige bandeord på tværs af vores frontport og rundt omkring vores nabolag. Og de troede min far, der var en hård mand af traditon, ville stoppe mig. Istedet, stod min far foran mig og sagde: "Hvis du taler sandheden, vil jeg stå ved din side og det vil verden også" Også hentede han -- (Bifald) Også hentede han en gruppe mennesker, og de vaskede væggene. (Latter) Jeg har altid ønsket mine historier at rykke folk, til at ryste dem til at have svære samtaler Jeg tænkte jeg ville være mere effektiv, hvis jeg gjorde noget visuelt. Og som 21-årig, blev jeg en dokumentarfilmskaber som drejede sit kamera på marginaliserede samfund på frontlinjen i krigszoner dernæst vendte jeg hjem til Pakistan hvor jeg ville dokumentere vold mod kvinder. Pakistan er hjem til 200 mio. mennesker. Og med dets lave læseevne kan film ændre måden folk opfatter problemer. En effektiv historiefortæller, taler til vores følelser, fremkalder empati og medfølelse og tvinger os til at se på tingene anderledes. I mit hjemland, havde film potentialet til at gå udover biografen. Den kunne ændre liv. De problemer jeg altid ville hæve -- Som jeg altid ville holde et spejl foran, til samfundet -- Har været drevet af mit barometer af vrede Og mit barometer af vrede ledte mig, i 2014, til æredrab Æredrab finder sted mange steder i verden, hvor mænd straffer kvinder, der bryder love lavet af dem: kvinder der vælger, at giftes af deres egen frie vilje; eller kvinder der gerne vil skilles; eller kvinder, der mistænkes for at have ulovlige forhold. Hos resten af verden, vil æredrab være kendt som mord. Jeg ville altid fortælle den historie, fra en overlevers af perspektiv. Men kvinder lever ikke til at fortælle deres historie, og istedet ender de i umærkede grave Så, en dag, læste jeg avisen, og jeg læste, at en ung kvinde havde mirakuløst overlevet efter at have været skudt i ansigtet af hendes far og hendes onkel fordi hun valgte, at giftes med en mand af hendes egen frie vilje Jeg vidste, at jeg havde fundet min historiefortæller. Saba var fast besluttet på at sende hendes far og hendes onkel i fængsel, men dagene efter, hun forlod hospitalet lå presset på hende om, at tilgive Ser du, der var et smuthul i loven, der tillod ofre at tilgive deres gerningsmand så de kunne undgå fængselstid Og hun fik at vide at hun ville blive udryddet og hendes familie, hendes svigerforældre de ville alle blive afskåret fra samfundet, fordi mange følte, at hendes far havde været godt inden for hans ret, givet hendes overtrædelse. Hun kæmpede, i måneder. Men på den sidste dag i retten, hun afgav en erklæring om at tilgive dem. Som filmskabere, var vi knust, fordi det var ikke filmen som vi havde tænkt os at lave. I bagspejlet, havde hun lagt sag an, kæmpede for sagen og vundet, ville hendes være en undtagelse. Når sådan en stærk kvinde tysses, hvilken chance har andre kvinder så? Og vi begyndte, at tænke over at bruge vores film til at ændre på hvordan folk opfatter æredrab. til at gøre en forskel på det smuthul i loven. Dernæst blev vores film nomineret til en Oscar-pris, og æredrab blev overskriftsnyheder og premierministeren, mens han sendte sine lykønskninger, tilbød at være vært for den første visning af filmen, på hans kontor. Selvfølgelig tog vi chancen, fordi ingen premierminister havde aldrig i landets historie, gjort således. Og til visningen, som var sendt live på nationalt tv, han sagde noget, der genlydte i hele landet: "Der er ingen ære i æredrab," sagde han. (Bifald) Til pris-uddelingen i LA, havde mange af underværkerne afskrevet os, men vi følte at for at lovgivningen kunne fortsætte, så skulle vi vinde. Også blev mit navn annonceret, og jeg løb op ad trapperne i klip-klapper, da jeg ikke forventede at være på scenen. (Latter) Og jeg accepterede prisen, og jeg fortalte en milliard mennesker, der så med, at premierminsteren af Pakistan havde lovet at ændre loven, fordi, det er jo en måde, at stille premierministeren til ansvar. (Latter) Og-- (Bifald) Tilbage, derhjemme, dominerede Oscar-prisen overskriftsnyhederne. og flere mennesker tiltrådte striden, mens, de bedte om at få lukket det smuthul i loven. Og i oktober 2016, efter måneder af kampagner, blev smuthullet endelig lukket. (Bifald) Og nu, mænd der dræber kvinder ved æredrab får livstid i fængsel. (Bifald) Alligevel, den næste dag, blev en kvinde dræbt i æredrabens navn, også en anden kvinde, og en tredje. Vi havde påvirket en lovændring, men det var ikke nok. Vi blev nødt til, at tage vores film og dets budskab til hjertet, til små byer og landsbyer på tværs af landet. Ser du, for mig, kan biograffilm spille en positiv rolle den kan ændre og støbe samfundet i den rigtige retning. Men hvordan ville vi nå ud til disse steder? Hvordan ville vi nå ud til de små byer og landsbyer? Vi byggede en mobilbiograf en lastbil, der ville rulle igennem landets længde og bredde, den ville stoppe i små byer og landsbyer. Vi udstyrede det med en stor skærm der ville lyse op for nattehimmelen, og vi kaldte den "Se, Men Med Kærlighed" Det ville give samfundet en mulighed for at komme sammen og se film om aftenen. Vi vidste vi kunne tiltrække mænd og børn i den mobilebiograf. De ville komme ud og se på. Men hvad med kvinderne? I disse små landdistrikter der er adskilt, hvordan ville kvinderne komme ud? Vi var nødt til at arbejde med herskende kulturelle normer for at gøre det, så vi byggede en biograf, inden i biografen, vi monterede det med sæder og en skærm hvor kvinder kunne gå ind og se på uden at frygte eller blive pinligt berørte eller blive chikanerede. Vi begyndte med at introducere alle til film, der åbnede deres sind til konkurrerende verdensbilleder, der opmuntrede børn til at skabe kritisk tænkning så de kunne stille spørgsmål. Og vi udvidede vores rækkevidde ud over æresdrab, vi talte om inkomstulighed, miljøet, vi talte om etniske forhold, religiøs tolerance og medfølelse. Og indenfor, for kvinder, viste vi film, hvor de var helte og ikke ofre, og vi fortalte dem hvordan de kunne navigere rets- og politisystemet uddannede dem om deres rettigheder, fortalte dem, hvor de kunne søge tilflugt, hvis de var ofre af vold i hjemmet, hvor de kunne søge hjælp. Vi var overraskede over, at vi var velkomne i mange af de steder vi tog hen. Mange af byerne havde aldrig set et fjernsyn eller sociale medier, og de var ivrige for, at deres børn skulle lære. Men der var også tilbagefald og tilbagesæt på de idéer, som vi tog med os. To medlemmer fra vores mobilebiograf, sagde op pga. trusler fra landsbyerne. Og i et af landsbyerne, som vi havde visninger i, afbrød de den og sagde de ikke gad at kvinderne lærte om deres rettigheder. Men på den anden side, i en anden landsby, hvis visning blev afbrudt, ville en civil-politimand rejse sig og beordre, at den blev genafspillet, og stod ved vores side, og beskyttede holdet, og fortalte alle, at det var hans pligt at udsætte de unge sind til et alternativ verdensbillede og til det her indhold. Han var en almindelig helt. Men vi har set så mange helte, igennem vores rejse. I en anden by, hvor mændene sagde, at kun de måtte se, og at kvinderne skulle blive hjemme, rejste en ældre borger sig, samlede en gruppe mennesker og havde en diskussion, og både mænd og kvinder, sad nu ned sammen og så filmen. Vi dokumenterer hvad vi laver. Vi taler med folk. Vi tilpasser os. Vi ændrer sortimentet af filmene. Når vi viser mænd film der viser at gerningsmændene af vold er bag tremmer, så vil vi ramme dem med, at hvis mænd er voldelige, så vil der være følgevirkninger. Men vi viser også film, hvor mænd er set som forkæmpere for kvinder, fordi vi vil opmuntre dem til at tage de roller til sig. For kvinder, viser vi dem film hvor de er statschefer eller hvor de er advokater og læger og i lederskabsroller vi taler med dem og opmuntrer dem, til at sætte sig i de roller. Vi ændrer måden, folk i landsbyen interagerer med hinanden, og vi tager vores erfaringer til andre steder. For nyligt kontaktede en gruppe os og ville tage vores mobilebiografer til Bangladesh og Syrien, og vi deler vores erfaringer med dem. Vi føler, at det er meget vigtigt at tage hvad vi laver og dele det med hele verden. I små byer og landsbyer rundt omkring Pakistan, ændrer mænd hvordan de interagerer med kvinder, børn ændrer hvordan de ser verden på, en landsby af gangen, igennem en biograf. Tak. (Bifald)