Nic Marks: Den Lykkelige Planet-indekset

Statistiker Nic Marks spørger hvorfor vi måler en nations succes på dens produktivitet -- i stedet for folkets lykke og velbefindende. Han introducerer Den Lykkelige Planet-indekset, som måler nationalt velbefindende op mod ressourceforbrug (fordi et lykkeligt liv ikke behøver være på bekostning af jorden). Hvilke lande rangerer højest i DLP-indekset? Du vil måske blive overrasket.

Martin Luther King

sagde ikke

"Jeg har et mareridt,"

da han inspirerede menneskerettighedsbevægelserne.

Han sagde, "Jeg har en drøm."

Og jeg har en drøm.

Jeg har den drøm, at vi kan stoppe med at tænke

at fremtiden vil blive et mareridt,

og det bliver en udfordring,

fordi, hvis I tænker

på alle de store blockbustere fra nyere tid,

er næsten alle deres visioner om menneskeheden

apokalyptiske.

Jeg synes denne film

er en af de hårdeste fra nyere tid, "The Road".

Det er et smukt stykke film,

men alting er nedtrykt,

alt er dødt.

Ligesom en far og hans søn

der går langs vejen og forsøger at overleve.

Og jeg tror at miljøbevægelsen,

som jeg er en del af,

har bidraget negativt

til at skabe denne vision for fremtiden.

I for lang tid

har vi promoveret et mareridtsagtigt billede af,

hvad der kommer til at ske.

Vi har fokuseret på det værst tænkelige scenarie.

Vi har fokuseret på problemerne.

Og vi har ikke tænkt nok

på løsningerne.

Vi har brugt frygt, om I vil,

for at fange folks opmærksomhed.

Og enhver psykolog vil sige,

at frygt i organismen

hænger sammen med flugt-mekanismen.

Det er en del af kamp/flugt-mekanismen

at når et dyr er bange --

tænk på en hjort.

En hjort står helt, helt stille,

klar til at løbe væk.

Og jeg tror det er dét, vi gør,

når vi beder folk om at engagere sig i vores agenda,

omkring miljømæssig nedbrydelse og klimaforandringer.

Folk stopper op, og løber væk

fordi vi bruger frygt.

Og jeg tror miljøbevægelsen må se at blive voksne

og begynde at tænke på

hvad fremskridt er.

Hvordan ville det være at forbedre menneskearten?

Og et af problemerne, tror jeg,

er at de eneste folk, der har berørt området

i forhold til fremskridt

er en finansiel definition af, hvad fremskridt er,

en økonomisk definition af, hvad fremskridt er --

at på én eller anden måde,

hvis vi får tallene til at gå op,

så får vi det bedre,

hvad enten det er på aktiemarkedet

eller mht. til BNP

og økonomisk vækst,

at på én eller anden måde bliver livet bedre.

Det er ret tiltalende for menneskets grådighed

i stedet for frygt --

at mere er bedre.

Helt ærligt. I den vestlige verden har vi jo nok.

Måske har nogen dele af verden ikke, men vi har nok.

Og vi har vidst i lang tid, at dette ikke er et godt mål

af landes velfærd.

Rent faktisk sagde arkitekten for vores nationalregnskaber,

Simon Kuznets, i 1930'erne,

at "En nations velfærd

kan stort set ikke påvirkes af den nationale indkomst."

Men vi har skabt et nationalregnskab,

som er solidt baseret på produktion

og det at producere ting.

Dette er bestemt historisk, og det har haft sin storhedstid.

Under Anden Verdenskrig var vi nødt til at producere en masse ting.

Og vi var så gode til at producere bestemte typer af ting,

at vi ødelagde en stor del af Europa, og var nødt til at genopbygge det efterfølgende.

Og så er vores nationalregnskaber

blevet fikseret på, hvad vi kan producere.

Men så tidligt som i 1968

gav den visionære mand, Robert Kennedy,

ved begyndelsen af hans skæbnesvangre præsidentkampagne,

den mest markante dekonstruktion

af bruttonationalproduktet,

der nogensinde er set.

Han sluttede talen med sætningen:

"Bruttonationalproduktet

måler alt, undtagen dét,

som gør livet værd at leve."

Er det ikke skørt? At vores mål af fremskridt,

vores dominerende mål af fremskridt i samfundet,

måler alting,

undtaget dét, som gør livet værd at leve?

Jeg tror, at hvis Kennedy var i live i dag,

ville han bede statistikere som mig

om at gå ud og finde det,

som gør livet værd at leve.

Han ville bede os om at omforme

vores nationalregnskaber

så de var baseret på vigtige ting,

såsom social retfærdighed,

bæredygtighed

og folkets velbefindende.

Og faktisk har samfundsvidenskabelige forskere allerede været ude

og stille disse spørgsmål rundt omkring i verden.

Det her er fra en global undersøgelse.

Folk bliver spurgt om, hvad de vil have.

Ikke overraskende siger folk fra hele verden

at dét, de vil have

er lykke, både for dem selv,

og for deres familier, deres børn,

deres lokalsamfund,

Okay, de synes penge er lidt vigtigt.

Penge er der, men er ikke nær så vigtige som lykke,

og det er ikke nær så vigtigt som kærlighed.

Vi har alle brug for at elske og blive elsket her i livet.

Det er ikke nær så vigtigt som sundhed.

Vi vil være sunde og leve livet fuldt ud.

Det lader til at være naturlige menneskelige aspirationer.

Hvorfor måler statistikerne ikke disse?

Hvorfor tænker vi ikke på landes fremskridt ift. disse ting,

i stedet for ift. hvor meget ragelse vi har?

Dette er faktisk hvad jeg har brugt hele mit voksne liv på --

at tænke over hvordan vi måler lykke,

hvordan vi måler folks velbefindende,

hvordan vi kan gøre det indenfor miljømæssige rammer.

Og hos den organisation, jeg arbejder for,

nemlig New Economics Foundation,

skabte vi noget, vi kalder Den Lykkelige Planet-indekset,

fordi vi synes at folk skal være glade, og planeten skal være glad.

Hvorfor opfinder vi ikke et middel til at måle dét?

Og det vi gør,

er at vi siger, at den ultimative gevinst for en nation,

er at have evnen til

at skabe lykkelige og sunde liv for dens borgere.

Det bør være målet

for enhver nation på planeten.

Men vi skal huske

at der en fundamental omkostning ved det,

og det er antallet af jordens ressourcer, vi bruger.

Vi har alle én planet. Vi er nødt til at dele den.

Den ultimative knaphedsressource

er den planet, vi deler.

I økonomi er man vældig interesseret i knaphed.

Når der findes en knaphedsressource

som man ønsker at lave om

til en ønsket gevinst,

tænker man på effektivitet.

Man tænker på hvor meget man får for pengene.

Og dette er et mål for, hvor meget velfærd

vi får for vores planetariske ressourceforbrug.

Det er et mål for effektiviteten.

Den letteste måde at vise jer det på, er formentlig

at vise jer den her graf.

På den horisontale akse

er "økologiske fodspor",

som måler hvor mange ressourcer vi bruger

og hvor meget pres, vi udsætter planeten for.

Jo mere, jo værre.

På den vertikale akse

er antallet af "lykkeligt liv-år".

Det handler om nationernes velbefindende.

Forventet levetid justeret for lykke.

Nationers kvalitative og kvanitative sider af livet.

Og den gule prik der, er det globale gennemsnit.

Der er dog en stor margin af lande

omkring det globale gennemsnit.

Oppe i højre hjørne

ligger lande, som klarer sig ret godt, og producerer lykke,

men de udnytter meget af planeten til gengæld.

Det er USA,

andre vestlige lande

og et par Golfstater.

Omvendt, nederst i venstre hjørne,

er lande der ikke producerer meget lykke --

typisk subsaharisk Afrika.

Som Thomas Hobbes sagde,

er livet kort og råt der.

Den gennemsnitlige forventede levetid i mange af disse lande,

er kun 40 år.

Malaria og HIV/AIDS

slår mange mennesker ihjel

i de regioner.

Men nu til de gode nyheder!

Der er nogle lande heroppe, gule trekanter,

som klarer sig bedre end gennemsnittet,

og er på vej op til øverste venstre hjørne af grafen.

Dette er en aspirationsgraf.

Vi ønsker at være øverst til venstre, hvor gode liv ikke leves på jordens bekostning.

De er latinamerikanske.

Landet for sig selv i toppen

er et land, jeg ikke har været i.

Måske har nogen af jer.

Costa Rica.

Costa Rica --

forventet levetid er 78,5 år.

Det er længere end i USA.

De er, ifølge Gallups seneste måling,

den lykkeligste nation på planeten --

mere lykkelige end Schweiz og Danmark.

Det er den lykkeligste nation.

Og de er kun baseret

på en fjerdedel af de ressourcer,

som den vestlige verden typisk bruger --

en fjerdedel af ressourcerne.

Hvad sker der dér?

Hvad sker der i Costa Rica?

Vi kan se på nogle data.

99 % af deres elektricitet kommer fra vedvarende kilder.

Deres regering er en af de første, der har lovet

at være CO2-neutrale ved året 2021.

De afskaffede hæren

i 1949 --

1949.

Og de investerede i sociale projekter --

sundhed og uddannelse.

Nationen har en af de største læsefærdigheds-rater i Latinamerika,

og i resten af verden.

Og de har den sydamerikanske stil, ikke?

De har den sociale sammenhørighed.

(Latter)

Udfordringen er, at måske -- og noget som vi skal tænke på --

at fremtiden

måske ikke tilhører Nordamerika,

måske ikke Vesteuropa.

Måske tilhører den Latinamerika.

Og den virkelige udfordring er,

at trække det globale gennemsnit herop.

Det er dét, vi skal.

Og hvis det skal lade sig gøre,

er vi nødt til at trække lande op fra bunden,

og vi skal trække lande fra højre mod venstre på grafen.

Og så er vi i gang med at skabe en lykkelig planet.

Det er én måde at se det på.

En anden måde kan være at se på tidens tendenser.

Vi har ikke tilstrækkelige historiske data for hvert land i verden,

men vi har data for nogle af de rigeste lande, OECD-landene.

Det her er tendensen i velbefindende over denne givne periode,

en lille stigning,

men det her er tendensen i "økologisk fodaftryk".

Så i lykkelig-planet metodologi,

er vi blevet mindre effektive

til at forvandle vores vigtigste knaphedsressource

til den gevinst, vi ønsker.

Og pointen er, at jeg tror,

at alle i dette rum

ønsker at samfundet skal nå til år 2050,

uden at noget apokalyptisk

sker.

Der er ikke lang tid til.

Det er et halvt menneskeliv væk.

Et barn, der starter i skole i år,

vil være på min alder i 2050.

Det er ikke en meget fjern fremtid.

Det her er målet for Storbritanniens regering

mht. CO2 og drivhusgasser.

Jeg siger jer - det er ikke business as usual.

Det kræver forandring.

Det er at ændre måden, hvorpå vi danner organisationer,

fører politik, og lever vores liv.

Og formålet er,

at vi skal blive ved med at øge velfærden.

Ingen vil vinde stemmer på at sige,

at livskvaliteten vil blive reduceret.

Ingen af os, tror jeg,

ønsker at den menneskelige udvikling skal stoppe.

Jeg tror, vi vil have den til at fortsætte.

Jeg tror vi vil have menneskearten til fortsat at forbedres.

Her kommer skeptikere og benægtere af klimaændringer ind i billedet.

Jeg tror, det er dét, de vil. De ønsker, at livskvaliteten fortsat skal forbedres.

De vil holde fast i, hvad de har.

Og hvis vi skal få dem involveret,

så tror jeg at det er, hvad vi må gøre.

Det betyder, at vi virkelig skal øge effektiviteten endnu mere.

Det er let nok at tegne grafer og alle de ting,

men pointen er at vi har brug for at ændre kurverne.

Og her tror jeg vi kan tage en bestanddel

ud af systemteori, systemingeniører,

hvor de skaber feedback loops,

og giver rigtig information på det rigtige tidspunkt.

Mennesker er meget motiverede af "nu".

Du får en smart måler i dit hjem,

og du kan se hvor meget elektricitet du bruger lige nu,

hvor meget det koster dig

- snart går dine børn rundt og slukker lysene.

Hvordan ville det se ud for samfundet?

Hvorfor er det, at i radionyhederne hver morgen,

hører jeg FTSE 100, Dow Jones-indekset, forholdet mellem dollar og pund --

jeg ved ikke engang hvordan forholdet skulle være, før det var gode nyheder.

Og hvorfor hører jeg det?

Hvorfor hører jeg ikke hvor meget energi Storbritannien brugte i går,

eller USA brugte i forgårs?

Imødegik vi vores mål om at reducere CO2-udledning

med 3 % om året?

Sådan skaber man et kollektivt mål.

Man sender det ud til medierne, og begynder at tænke på det.

Og vi har brug for positive feedback loops

for at øge vores velbefindende.

På regeringsniveau vil de måske lave nationalregnskaber for velfærd.

På forretningsniveau vil man måske se på de ansattes velbefindende,

som vi jo ved er tæt knyttet til kreativitet,

som igen er knyttet til innovation,

og vi har brug for masser af innovation for at håndtere miljøproblemerne.

Personligt har vi også brug for de puf i ryggen.

Måske har vi ikke brug for dataene, men vi har brug for påmindelser.

I Storbritannien har vi en stærk meddelelse om folkesundhed,

om at spise fem frugter og grøntsager om dagen,

og om hvor meget motion vi skal dyrke -- aldrig min favorit.

Hvad gør de for lykken?

Hvad er de fem ting, du bør gøre hver dag,

for at blive mere lykkelig?

Vi lavede et projekt for Videnskabsministeriet et par år tilbage,

et stort program kaldet the Foresight program --

mange mennesker -- mange eksperter --

alting var baseret på beviser -- en kæmpe rapport.

Men noget, vi arbejdede med, var: hvilke fem positive handlinger kan du foretage,

for at forbedre kvaliteten i dit liv?

Og disse ting er ikke helt

hemmelighederne bag lykke,

men de er ting, som jeg tror lykke kommer af.

Og den første af dem er at relatere,

at de sociale relationer

er de vigtigste hjørnesten i dit liv.

Bruger du den tid sammen med dine kære,

som du kan?

Bliv ved med det.

Nummer to er at være aktiv.

Den hurtigste måde at komme i godt humør på:

gå udenfor, gå en tur, tænd for radioen og dans.

At være aktiv er godt for vores humør.

Den tredje ting er at være opmærksom.

Hvor opmærksom er du på ting, der sker i verden,

årstiderne der skifter, folk omkring dig?

Lægger du mærke til, hvad der presser sig på hos dig?

Baseret på mange beviser for opmærksomhed,

så er kognitiv adfærdsterapi

meget betydningsfuldt for vores velbefindende.

Nummer fire er, at blive ved med at lære,

det er vigtigt at blive ved --

at lære gennem hele vores liv.

Ældre mennesker, som lærer og er nysgerrige,

har som resultat meget bedre helbred, end de, som begynder at lukke ned.

Men det behøver ikke være formel læring; det er ikke vidensbaseret.

Det er mere nysgerrighed.

At lære at lave en ny ret,

spille på et instrument, man ikke har spillet på siden barnsben.

Bliv ved med at lære.

Og den sidste, nummer fem,

er den mest anti-økonomiske af aktiviterne,

men det er at give.

Vores generøsitet, vores altruisme,

vores medlidenhed,

er allesammen tæt forbundet

til belønningsmekanismen i vores hjerner.

Vi får det godt, hvis vi giver.

Du kan lave et eksperiment, hvor du giver

to grupper af mennesker 100 dollars om morgenen.

Den ene gruppe skal bruge pengene på sig selv,

den anden gruppe på andre mennesker.

Du måler deres lykke, når dagen er omme,

og de som har brugt pengene på andre, er meget gladere

end de, der brugte pengene på sig selv.

Og disse fem måder,

som vi har sat på disse handy postkort,

vil jeg sige, ikke behøver være på bekostning af Jorden.

De indeholder intet CO2.

De behøver ingen materielle goder for at kunne gennemføres.

Så jeg synes det er ret opnåeligt,

at lykke ikke behøver være på bekostning af Jorden.

Martin Luther King holdte,

på aftenen hvor han døde,

en utrolig tale.

Han sagde "Jeg ved, der ligger udfordringer forude,

der er måske problemer forude,

men jeg frygter ingen af delene. Jeg er ligeglad.

Jeg har været på bjergtoppen,

og jeg har set det forjættede land."

Han var prædikant,

men jeg tror at miljøbevægelsen,

såvel som virksomheder og regeringer,

er nødt til at gå op på bjergtoppen,

og kigge ud,

og se det forjættede land,

eller landet af løfter,

og det har brug for at have en vision

om en verden, som vi alle ønsker.

Vi er nødt til at skabe en "Great Transition"(stor forandring)

for at komme dertil,

og vi skal dække den store forandring med gode ting.

Mennesker vil være lykkelige.

Giv dem de fem måder.

Og vi har brug for skilte,

der samler folk og viser dem vej --

lidt ligesom Den Lykkelige Planet-indekset.

Og så tror jeg,

at vi sammen kan skabe den verden, vi alle ønsker,

hvor lykke ikke er på bekostning af Jorden.

(Klapsalver)