Hvorfor er dette maleri så betagende? - James Earle og Christina Bozsik

Se den fulde lektion: https://ed.ted.com/lessons/why-is-this-painting-so-captivating-james-earle-and-christina-bozsik

Ved første øjekast ser maleriet “Las Meninas” (“Hofdamerne”) ikke ud til at være noget særligt, men det er faktisk et af de mest analyserede værker i kunsthistorien. Hvorfor er dette maleri af Diego Velazquez så betagende? James Earle og Christina Bozsik fortæller om konteksten og kompleksiteten bag dette kunstværk.

Lektion af James Earle and Christina Bozsik, animation af Zedem Media.

Ved første øjekast, ser dette maleri ikke
ud til at være noget særligt,

men det er faktisk et af de mest
analyserede malerier i kunsthistorien.

Der hedder "Las Meninas,
eller "Hofdamerne,"

malet af Diego Velázquez i 1656,

og det viser en scene
hos det spanske kongelige hof.

En velklædt barneprinsesse nægter
et glas vand fra en tjenerinde,

mens en dværg driller en hund.

En anden dværg står ved siden af dem,

mens kunsteren selv står ved sit lærred.

To andre visker i baggrunden,

mens en tredje ser ud til
at forlade rummet,

og hvorfor skulle han ikke det
eftersom der foregår så lidt?

Selv hunden ser ud til at kede sig.

Men kig nærmere.

De to personer, der er reflekteret
i det slørede spejl bagerst,

som er let at misse ved første øjekast,

er ingen andre end Kong Filip 4.
og Dronning Mariane,

som ændrer scenen fra
at være en simpel skildring af hoflivet

til et kongeligt portræt.

Og med det i mente

kan vi begynde
at forstå meget mere om maleriet,

og hvorfor det har
betaget betragtere for århundreder.

Først er der den historiske kontekst.

Da "Las Meninas" blev malet i slutningen
af Filips regeringstid

var det spanske imperium i tilbagegang

efter at være blevet besejret
i Trediveårskrigen,

og lidt økonomiske
og politiske problemer.

Kongen selv havde også lidt overlast

efter at havde mistet både sin hustru
og arving før han giftede sig igen.

Men maleriet skjuler deres kvaler
for at give mad til deres husstand.

Selv monarkens sene alder er skjult

igennem spejlets tilsløring.

Hvad vi kan se
i lærredets geometriske centrum,

oplyst af lyset fra vinduet,

er prinsessen Margarita Teresa,

kongens eneste levende legitime barn
på det tidspunkt.

Hendes glødende og sunde udseende

er en idealiseret fremstilling
af imperiets skrantende fremtid.

Prinsessen er dog ikke maleriets
eneste centrum.

Gennem en kløgtig brug af perspektiv,

såvel som at male værket i menneskestørrelse
på et 320 x 274 stort lærred,

tilslørrer Velázquez grænsen
mellem kunst og virkelighed,

og skaber et 3-dimensionelt maleri,
som vi kan bevæge os ind i.

Linjen mellem loftet og væggen
konvergerer til den åbne dør,

som igen skaber opfattelsen
af maleriet som et fysisk rum

set fra betragterens perspektiv.

I den forstand er publikum
og den virkelige verden fokusset,

fremhævet af de tre skikkelser,
der ser direkte på betragteren.

Men der er stadigt et andet fokuspunkt.

Linjen skabt af lyset leder hen
til centret af bagvæggen

til spejlet,
der reflekterer kongeparret.

Og dets position relativt til betragteren

har ledt til radikalt forskellige
fortolkninger af værket.

Reflekterer spejlet kongen og dronningen,
der poserer for portrættet,

eller reflekterer det lærredet?

Og hvordan skal vi tolke det,

at Velázquez aldrig malede kongeparret,
som det er antydet her?

Kunne maleriet istedet skildre
dets egen kreation?

Med inddragelsen af spejlet i værket

ophøjede Velázquez kunsten at male

fra at være et simpelt håndværk

til en intellektuel bestræbelse.

Med dets 3 konkurrerende midtpunkter

fanger "Las Meninas" kontrasten
mellem det idealle,

det reelle

og de reflekterede verdener,

og fastholder en uløst spænding mellem dem
for at fortælle en mere kompleks historie

end hvad et spejl kan give.