Taler om masseudslettelser

Asteroidenedslag får al opmærksomhed, men Peter Ward (forfatter til "Medea Hypothesis") argumenterer for, at de fleste masseudslettelser er forårsager af af små bakterier. Ondet - en gift kendt som svovlbrinte - kunne få interessante anvendelser i medicinen.

Jeg begynder med

dette dejlige billede fra min barndom.

Jeg elsker science fiction film.

Her er den: "Denne Ø kaldet Jorden."

og overlad blot Hollywood om at gøre det rigtigt.

Fremstillingen tog to et halvt år.

(latter)

Altså - selv creationisterne giver os 6.000 år,

men Hollywood vil ikke stå tilbage.

I den film ser vi, hvor vi tror er derude:

Flyvende tallerkner og rumvæsner.

Enhver planet har et rumvæsen, og alle
fjerne verdener har en flyvende tallerken

og de bevæger sig med stor hastighed.

Don Brownlee - min ven - og jeg

blev til sidst trætte af at tænde for fjernsynet

og se rumskibe og rumvæsner hver aften,

og prøvede at skrive et mod-argument mod det,

og vise, hvad der virkelig skal til, for en Jord kan være beboelig.

For at en planet kan være Jorden, kan være et sted

hvor man sandsynligvis vil have ikke blot liv, men kompleksitet

som kræver en enorm evolution,

og derfor konstante livsbetingelser.

I år 2000 skrev vi bogen "En Sjælden Jord".
Vi spurgte dengang:

Tænk ikke på hvor Jorden befinder sig i rummet,
men på hvor længe har Jorden været Jorden ?

Hvis man går 2 milliarder år tilbage

så er man ikke på en Jord-lignende planet.

Dét vi kalder en Jord-lignende planet, findes
faktisk kun i et meget kort tidsrum.

Bogen "En Sjælden Jord", lærte mig faktisk

en masse om at møde offentligheden.

Jeg fik straks en invitation fra en science fiction kongres.

og med den største seriøsitet jeg gik jeg på scenen.

David Brin skulle debattere med mig,

og som jeg gik på scenen, begyndte en
flok på hundrede at buh'e lystigt.

Der var en pige, som kom op og sagde
"Min far siger at du er djævlen selv".

Man kan ikke tage folks rumvæsner fra dem

og forvente at de forbliver ens venner.

Vel, efter debatten

hvor jeg talte med Paul Allen

og gav ham min bog "En Sjælden Jord",

og Jill Tarter var den, og hun vendte sig mod mig,

og så på mig med et blik, akkurat som pigen i "Eksorcisten"

"Det brænder ! Det brænder !"

SETI vil ikke høre om det her.

SETI vil have, at der er 'noget' derude.

Jeg bifalder faktisk SETI, men vi har
ikke hørt noget endnu.

Jeg mener vi skal begynde at tænke på

hvad der er en god planet og hvad der ikke er.

Jeg viser dette billede, fordi det viser mig,

at selvom SETI faktisk måtte høre noget,
kan vi så regne ud hvad de sagde ?

Fordi dette billede blev sendt

mellem to store intelligenser på Jorden:
en Mac og en PC.

Og de kan ikke engang på bogstaverne på plads.

(latter)

Så hvordan skal vi kunne tale med rumvæsner ?

Og hvis de er 50 lysår borte og vi kontakter dem

og man blah blah blah blah

og så kommer det tilbage 50 lysår
senere med "Kan I gentage det ?"

Så har vi håret i postkassen.

Vores planet er en god planet, fordi den kan opbevare vand.

Mars er en dårlig planet, men den er stadig
god nok til at man kan rejse derhen

og til at leve på dens overflade, hvis man er beskyttet.

Men Venus er meget dårlig - den værste - planet.

Selvom den er Jord-lignende, og
selvom der i sin tidlige historie

meget vel kan have Jord-lignende liv,

så bukkede den under for en løbsk drivhus-virkning

der er ca 400 °C på overfladen,

p.gr.a. en voldsom kuldioxid.

Vi ved fra astrobiologien, at vi nu forudsige,

hvad der vil ske med vores planet.

Vi er lige nu i de dejlige periode for livs-muligheder

- i det mindste for planeten Jorden -

som fulgte efter den første horrible
mikrobiologiske tidsalder.

I den Cambriske eksplosion, opstod livet fra sumpene

kompleksitet opstod

og så vidt vi ved, så er vi halvvejs igennem.

Der kan eksistere dyr på denne planet

i lige så lang tid, som de allerede har eksisteret,

før vi kommer ind i den
anden mikrobilogiske tidsalder.

Og de vil ske, paradoksalt nok
-- i betragtning af alt,

hvad du hører om den globale opvarmning--

når vi når CO2 på 10 dele pr. million.

Vi vil ikke længere have planter

som kan have nogen fotosyntese, og så ryger dyrene ud.

Efter det har vi sandsynligvis syv milliarder år.

Solens intensitet stiger,

og endelig, efter omkring 12 milliarder år siden sin begyndelse

opsluges Jorden af en stor Sol,

og dette er, hvad der er tilbage.

Så en planet, som os, vil have en alder og en høj alder,

og vi befinder os i sin gyldne sommer-alder lige nu.

Men der er to skæbner til alt, er der ikke?

En masse af jer vil dø af alderdom,

men nogle af jer, kedeligt nok, vil dø i en ulykke.

Og det er også en planets skæbne.

Jorden, hvis vi er heldige nok
--hvis den ikke bliver ramt af en Hale-Bopp,

eller bliver sprængt af en supernova i nærheden

i de næste syv milliarder år--.
er under vore fødder.

Men hvad med død ved et uheld ?

Palæontologer har i de sidste 200 år

kortlagt død. Mærkeligt nok

så var udslettelse som begreb, slet ikke tænkt på

indtil Baron Cuvier i Frankrig
fandt denne første mastodon.

Han kunne ikke matche det
med nogen knogle på planeten,

og han sagde: Aha! Den er uddød.

Og meget snart derefter, begyndte fossilerne at give

en meget klar idé om, hvor mange
planter og dyr, der har været

siden kompleks liv virkelig begyndte at efterlade

et meget interessante fossile spor.

I det komplekse spor af fossiler,

der var tidspunkter, hvor masser af ting

syntes at dø ud meget hurtigt,

og far/mor geologerne

kaldt disse "masseudslettelser."

Alt sammen mentes at være enten en handling af Gud

eller måske lange, langsomme klimaændringer,

og det ændredes for alvor i 1980,

i dette klippefremspring i nærheden af Gubbio,

hvor Walter Alvarez, forsøgte at finde ud af

hvad tidsforskellen var mellem disse hvide klipper,

som indeholdt skabninger fra kridttiden,

og de lyserøde klipper ovenfor, som indeholdt tertiære fossiler.

Hvor lang tid tog det for at gå fra det ene system til næste?

Og hvad de fandt, var noget uventet.

De fandt, i dette mellemrum, et meget tyndt lerlag,

og dette lerlag--dette meget tyndt rødt lag her--

er fyldt med iridium.

Og ikke bare iridium; Det er fyldt med glasagtig spherules,

og det er fyldt med kvarts korn

der har været udsat for et enormt pres: "chok kvarts".

I denne dias er det hvide kridt,

og denne kridt var deponeret i et varmt hav.

Kalken selv er sammensat af plankton

der er sunket ned fra havoverfladen til havbunden,

således at 90 procent af sedimentet her
er skelettet af levende ting,

og så har man det millimeter-tykke røde lag,

og så har du sort klippesten.

Og den sorte klippesten er sedimentet på havbunden

i fravær af plankton.

Og det er, hvad der sker i en asteroid-katastrofe,

fordi det er selvfølgelig, hvad det var.
Dette er den berømte K-T.

En 10-kilometer stort legeme ramte planeten.

Virkningerne af det spredte dette meget tynde lag fra kollisionen, over hele planeten,

og så fulgte meget hurtigt dinosaurernes uddøen,

døden af disse smukke Ammoniter,

Leconteiceras her og Celaeceras her,

og så meget andet.

Jeg mener, det må være sandt,

fordi vi har haft to Hollywood blockbustere siden dengang,

og dette paradigme, fra 1980 til omkring 2000,

ændrede totalt, hvordan vi geologer tænkte i katastrofer.

Forud for det, var enheds-princippet det dominerende paradigme:

det faktum, at hvis der skete noget på planeten i fortiden,

så er der processer i nutiden, der vil forklare det.

Men vi har ikke oplevet en stor asteroide-kollision,

så dette er en slags "neo-katastrophism",

og det tog omkring 20 år for den
videnskabelige establishment

at fatte: Ja, vi blev ramt;

og ja, virkningerne af dette hit
forårsagede en større masseudslettelse.

Der findes fem større masseudslettelser

i de sidste 500 millioner år, kaldet De Store Fem.

De spænder fra 450 millioner år siden

til den sidste, K-T, nummer fire,

men den største af alle var P eller Perm-udslettelsen,

undertiden kaldet moderen til alle masseudslettelser.

Og hver eneste af disse er efterfølgende begrundet

med en kollision med et stort himmellegeme.

Men er det sandt?

Den seneste, Perm, blev anset for at have været en kollision

på grund af denne smukke struktur til højre.

Dette er en Buckminster-fulleren, en carbon-60.

Fordi det ligner disse frygtelige geodætiske kupler

fra mit elskede 60'erne,

kaldes de "buckyballs." (fodbolds-molekyle)

Dette bevis blev brugt til at foreslå

at en komet ramt os i slutningen af Perm
for 250 millioner år siden,

Og når kometen rammer, frembringer trykket buckyballs,

og det indfanger dele af kometen.

Helium-3: meget sjælden på overfladen af jorden,
meget almindelig i rummet.

Men er sandt?

I 1990, mens jeg arbejdede på K-T udslettelsen i 10 år,

rejste jeg til Sydafrika for at arbejde to gange om året

i den store Karoo ørken.

Jeg var så heldig at se ændringen af det Sydafrika

til det nye Sydafrika, som årene gik.

Jeg arbejdede på Perm udslettelsen,

og camperede ved denne Boer kirkegård
i flere måneder ad gangen.

Fossiler er noget ekstraordinært.

Man stirrer på sine meget fjerne forfædre.

Disse er pattedyrs-lignende krybdyr.

De er kulturelt usynlige. Vi laver ikke film om disse.

Dette er en Gorgonopsian eller en Gorgon.

Det er en 46-cm langt kranium af et dyr

der sandsynligvis var syv eller otte meter lang,
udstrakt som en øgle,

og sandsynligvis havde den et hoved som en løve.

Dette er den øverste kødæder, T-Rex af sin tid.

Men her er der masser af ting.

Dette er min stakkels søn, Patrick.

(Latter)

Dette kaldes paleontological børnemishandling.

Stå stille, du er skalaen.

(Latter)

Der var store ting dengang.

55 arter af pattedyrs-lignende krybdyr.

Pattedyrenes tidsalder var godt og grundigt begyndt

250 millioner år siden...

... og så skete der en katastrofe.

Dernæst kom dinosaurernes tidsalder.

Det var en fejltagelse. Det burde aldrig være sket.
Men det gjorde det.

Nu, heldigvis,

denne Thrinaxodon, med størrelse af en rødkælk, her:

Dette er et kranium, som jeg havde opdaget,
lige før jeg tog dette billede--

der er en kuglepen som skala; Det er virkeligt lille--

Dette er i nedre Trias, efter at masseudslettelsen var slut.

Man kan se øjenhulen og man kan se de små tænder foran.

Hvis den ikke overlever, så er jeg ikke den ting,
som giver dette foredrag.

Noget andet må være det, fordi hvis den ikke
overlever, så er vi ikke her;

der vil ingen pattedyr være.
Det er meget tæt på; én art lirkes gennem.

Kan vi sige noget om mønstret af hvem
der overlever, og hvem der ikke gør?

Her er en slags slutning af de 10 års arbejde.

Områderne for tingene
-- den røde linje er masseudslettelsen.

Men vi fik overlevere, og ting der kommer igennem,

og det viser sig at de ting, der kom igennem,
var fortrinsvis koldblodede.

Varmblodede dyr bliver et kæmpe hit på dette tidspunkt.

De overlevende, der kom igennem,

frembragte denne verden af krokodille-lignende skabninger.

Der er ingen dinosaurere endnu; blot denne langsomme, krybdyrsagtige,

skællet, grimme, sumpede sted,
med et par små pattedyrsom i udkanten.

Og der de ville skjule sig i 160 millioner år,

indtil de befries af at K-T asteroide.

Så hvis der ikke var nogen kollision, hvad var det så ?

Jeg tror, at vi vendte tilbage,
gang på gang,

til den Pre-Cambrianske verden,
den første mikrobielle tidsalder,

og mikroberne er stadig derude.

De hader os dyr.

De ønsker virkelig deres verden tilbage.

Og de har forsøgt igen og igen og igen.

Det får mig til at tro, at livet forårsager
disse masseudslettelser

fordi det er i sagens natur anti-Gaia.

Hele denne Gaia idé, at liv gør
verden bedre for sig selv --

har nogen på en motorvej på en
fredag eftermiddag i Los Angeles

troet på Gaia teorien? Nej.

Så, jeg tror virkelig, at der er et alternativ,

og at livet faktisk forsøgte, at gøre det af med sig selv --

ikke bevidst, men bare fordi det gør det.

Og her er våbnet, som det lader til,
at det brugte det i de sidste 500 millioner år.

Der er mikrober, som gennem deres stofskifte,

producerer svovlbrinte,

og de gør det i store mængder.

Svovlbrinte er meget giftigt for os mennesker.

Så lidt som 200 dele pr. million vil dræbe én.

Man behøver kun at gå til det sorte hav
eller et par andre steder--nogle søer--

og dykke ned, og man vil opdage,
at vandet, i sig selv, bliver lilla.

Det bliver lilla fra tilstedeværelsen af talrige mikrober

som skal have sollys og skal have hydrogensulfid,

og vi kan spore deres tilstedeværelse i dag
- vi kan se dem--

men vi kan også spore deres tilstedeværelse i fortiden.

Og de sidste tre år har det været

et enormt gennembrud i et helt nyt felt.

Jeg er næsten uddød--

Jeg er en palæontolog, der indsamler fossiler.

Men den nye bølge af palæontologer
-min graduate studerende-

indsamler biomarkører.

De tager selve sedimentetet, de udvinder olien fra det,

og ud fra det, kan de frembringe forbindelser

der viser sig for at være meget specifikke
for bestemte mikrobielle grupper.

Fordi lipider er så hårdt, kan de
forblive konserveret i sedimenterne

og holde i hundreder af millioner af år,

og udvindes og fortælle os, hvem der var der.

Og vi ved, hvem der var der. I slutningen af Perm,

på mange af disse masseudslettelses-grænser,

Dette er, hvad vi ser: isorenieratene.
Det er meget specifikt.

Det kan kun ske, hvis havets overflade ingen ilt har,

og er helt mættet med svovlbrinte--

nok, for eksempel, til at komme ud af opløsningen.

Dette førte Lee Kump, og andre fra Penn State og min gruppe,

til at foreslå, hvad jeg kalder Kump hypotese:

mange af de massive udslettelser, blev forårsaget af
et sænket ilt-niveau, af et høj CO2-niveau.

Og den værste virkning af global
opvarmning, viste sig at være

den hydrogensulfid, som produceres i havene.

Hvad er kilden hertil?

I dette tilfælde, har kilden igen og igen
været en oversvømmelse af lava.

Dette er en visning af jorden nu, hvis vi fjerner en masse.

Og hver af disse ligner en brintbombe;

faktisk er virkningerne er endnu værre.

Det er når dybtliggende materiale,
kommer op til overfladen,

breder sig over overfladen af planeten.

Det er ikke den lava, som dræber noget,

Det er den kuldioxid, der kommer med den.

Dette er ikke Volvo'er; Dette er vulkaner.

Men kuldioxid er kuldioxid.

Dette er nye data som Rob Berner og jeg
-- fra Yale -- har sat sammen,

og hvad vi forsøger at gøre nu er

at spore mængden af kuldioxid i klippelagene.

og vi kan gøre dette med en bred vifte af metoder,

og sætte alle de røde linjer her, da disse

--hvad jeg kalder drivhus-masseudslettelse--fandt sted.

Og to ting, som virkelig er klart for mig, er,

at disse udslettelser finder sted, når CO2 går op.

Men den anden ting, der ikke er vist her:

Jorden har aldrig haft nogen is på det

når vi har haft 1.000 parts per million CO2.

Vi er på 380 og stigende.

Vi burde nå de tusinde i løbet af tre århundreder,

men min ven David Battisti i Seattle mener 100 år.

Så der forsvinder iskapperne,

og her kommer 80 meters havstigning.

Jeg bor i et hus med udsigt;

Jeg vil få mig en strandgrund.

Okay, hvad er konsekvensen?
Havene bliver sandsynligvis lilla.

Og vi mener, dette er grunden til,
at komplekst liv tog så lang tid,

for at finde sted på planeten jorden.

Vi havde disse hydrogensulfid-oceaner
over en meget lang periode.

De hindrer komplekst liv i at eksistere.

Vi ved, at hydrogensulfid lige nu bryder
ud et par steder på planeten.

Jeg viser dette dias
-- det er faktisk mig for to måneder siden--

Jeg viser dette dias i fordi her er mit favorit-dyr,
chambered nautilus.

Den var på denne planet,
da dyrene først begyndte--500 millioner år.

Dette er et sporings-eksperiment.
Hvis nogen af jer dykkere,

ønsker at blive involveret i et af
de fedeste projekter nogensinde,

Det ligger ved Great Barrier Reef.

Og mens vi taler nu,

sporer vi disse nautilus'ers adfærd.

Men det hænder

at vi dykkere løber ind i problemer,

så jeg har tænkt mig at lave et lille
tankeeksperiment her.

Dette er en stor hvid haj, der åd nogle af mine fælder.

Vi trak den op. Her er den. Så det er mig derude om natten.

Så - jeg svømmer, og det tager mit ben.

Jeg er 80 km fra kysten. Hvad vil der ske med mig?

I dag ville jeg dø.

Fem år frem i tid, og dette er,
hvad jeg håber vil ske for mig:

Jeg bliver taget tilbage til båden, jeg får en gas-maske:

80 dele pr. million hydrogensulfid.

Jeg bliver så lagt i et is-bad.
Jeg bliver kølet 15 grader ned

og kunne blive taget til intensiv behandling.

Og grunden til at jeg kan gøre det er,
fordi vi pattedyr

har været igennem en række af
disse hydrogensulfid-begivenheder

og vores krop har tilpasset sig.

Vi kan nu bruge dette til,
hvad jeg tror vil blive et større medicinsk gennembrud.

Dette er Mark Roth. Han blev finansieret af DARPA.

Han forsøger at finde ud af hvordan man kan
redde amerikanere efter skader på slagmarken.

Han tapper svin for blod.

Han tilfører 80 vægtdele pr. million hydrogensulfid--

det samme, som overlevede
de seneste masseudslettelser--

og han forvandler et pattedyr til et krybdyr.

"Jeg tror, vi i denne reaktion,
ser resultatet af pattedyr og reptiler

efter at have gennemgået en række
eksponeringer af H2S."

Jeg fik denne mail fra ham for to år siden:

Han sagde, "Jeg tror, jeg har fundet et svar på nogle af dine spørgsmål."

Han har nu han kølet en mus

i så meget som fire timer, sommetider seks timer,

og disse er splitter-nye data som han sendte mig på vej herover.

På toppen, er der en temperatur-optegnelse
for en mus, der har været igennem--

den stiplede linje, temperaturerne.

Temperaturen starter ved 25 Celsius,

og det går ned , det går ned.

Seks timer senere, går det op i temperatur.

OK - den samme mus gives 80 dele pr. million svovlbrinte

i denne solide kurve,

og se hvad der sker med temperaturen.

Dens temperatur falder.

Den går ned til 15 grader Celsius fra 35,

og kommer helt fint ud af det.

Her er en måde vi kan få folk til intensivbehandling.

Sådan kan man gøre mennesker kolde længe nok
indtil de kan få intensivbehandling.

Nu, tænker i alle: Ja, men hvad med hjernevævet?

Det er en af de store udfordringer,
der kommer til at ske.

Du er i en ulykke. Har du to valgmuligheder:

Du vil dø, eller du vil tage svovlbrinte

og, lad os sige, at 75 procent af
dit mentale jeg vil bevares.

Hvad vil du gøre?

Har vi alle har en lille knap der siger, lad mig dø?

Det er på vej,

og jeg tror, at det vil blive en revolution.

Vi kommer til at redde liv,
men der vil være en omkostning ved det.

Det nye syn på masseudslettelser er:
Ja, vi blev ramt,

og ja, vi skal tænke langsigtet,

fordi vi vil blive ramt igen.

Men der er en langt større fare,
som konfronterer os.

Vi kan nemt komme tilbage til
hydrogensulfid-verdenen.

Om et par årtusinder--

og menneskeheden burde vare de par årtusinder--

Vil det ske igen? Hvis vi fortsætter, vil det ske igen.

Hvor mange af os fløj hertil?

Hvor mange af os har opbrugt

hele vores Kyoto kvote

bare ved at flyve i år?

Hvor mange af jer har overskredet det?
Ja, jeg har helt sikkert overskredet det.

Vi har et kæmpe problem,
som vi står over for som en art.

Vi er nødt til at vinde over dette.

Jeg vil gerne tilbage til dette rev. Tak.

(Bifald)

Chris Anderson: Jeg har lige fået et spørgsmål til dig, Peter.

Jeg forstår dig ret, at hvad du siger her

Vi har i vores egne kroppe

en biokemisk reaktion på svovlbrinte

der efter din mening beviser,
at der har været masseudslettelser i fortiden,

på grund af klimaændringer?

Peter Ward: Ja, hver enkelt celle i os

kan producere små mængder
hydrogensulfid i store kriser.

Dette er, hvad Roth har fundet ud af.

Så, hvad vi ser på nu: Efterlader det et signal?

Efterlader det et signal i knogler eller planter?

Og går vi tilbage til fossil-optegnelserne
og kan vi prøve at fastslå,

hvor mange af disse, der er sket i fortiden.

CA: Er det samtidig

en utrolig medicinsk teknik, men også en skræmmende...

PW: Velsignelse og forbandelse.