Oliver Sacks: Hvad hallucination afslører om vores sind

Neurolog og forfatter Oliver Sacks henleder vores opmærksomhed på Charles Bonnetts syndrom -- hvor synshæmmede oplever lysende klare hallucinationer. Han fortæller hjertevarmt og detaljeret om sine patienters oplevelser og leder os igennem biologien bag dette underrapporterede fænomen.

Vi ser med øjnene.

Men vi ser også med hjernen.

Og at se med hjernen bliver ofte kaldt fantasi.

Og vi kender vores egen fantasis landskaber,

vores indskaber. Vi har levet med dem hele livet.

Men der findes også hallucinationer.

Og hallucinationer er helt anderledes.

De lader ikke til at være vores værk.

De lader ikke til at være under vores kontrol.

De lader til at komme udefra

og [lader til] at efterligne opfattelsen.

Så jeg vil tale om hallucinationer.

Og en bestemt form for visuel hallucination,

som jeg ser blandt mine patienter.

For et par måneder siden modtog jeg et telefonopkald

fra et plejehjem, hvor jeg arbejder.

De fortalte mig, at en af beboerne, en gammel dame i sine 90'ere,

så ting.

Og de tænkte på, om hun var blevet skør.

Eller, for hun var en gammel dame,

om hun havde haft et slagtilfælde, eller om hun havde Alzheimers.

Og derfor spurgte de mig, om jeg ville komme og se til Rosalie,

den gamle dame.

Jeg tog hen for at se til hende.

Det var tydeligt med det samme,

at hun var ved sine fulde fem

og klar og godt begavet.

Men hun var blevet meget forskrækket og meget forvirret,

for hun var begyndt at se ting.

Og hun fortalte mig, --

sygeplejerskerne havde ikke nævnt dette --

at hun var blind,

at hun havde været helt blind pga. makulær degeneration i fem år.

Men nu, de seneste par dage var hun begyndt at se ting.

Så jeg sagde, "Hvad slags ting?"

Og hun sagde, "Folk i østligt tøj

i draperinger, der går op og ned af trapper.

En mand, der vender sig mod mig og smiler.

Men han har enorme tænder i den ene side af munden.

Også dyr.

Jeg ser en hvid bygning. Det sner, en blød sne.

Jeg ser den her hest med seletøj, der trækker sneen væk.

Så en nat ændrer scenen sig.

Jeg ser katte og hunde gå imod mig.

De kommer til et bestemt sted og stopper så.

Så ændrer det sig igen.

Jeg ser en masse børn. De går op og ned af trapper.

De bærer lyse farver, rosa og blå,

som østligt tøj."

Nogle gange, sagde hun, før folkene kom på,

kan hun hallucinere om pink og blå kvadrater på gulvet,

der lader til at gå op til loftet.

Jeg sagde, "Er det som en drøm?"

Og hun sagde, "Nej, det er ikke som en drøm. Det er som en film."

Hun sagde, "Det har farver. Det har bevægelse.

Men det er helt tyst, som en stumfilm."

Og hun sagde, at det er en ret kedelig film.

Hun sagde, "Alle disse folk med østligt tøj,

der går op og ned, meget gentagende, meget begrænset."

(Latter)

Og hun havde sans for humor.

Hun vidste, det var en hallucination.

Men hun var bange. Hun havde levet i 95 år,

og hun havde aldrig haft en hallucination før.

Hun sagde, at hallucinationerne var uden relation

til noget som helst hun tænkte eller følte eller gjorde.

At de lod til at komme frem af sig selv, eller forsvinde [af dem selv].

Hun havde ingen kontrol over dem.

Hun sagde, at hun ikke genkendte

nogen af folkene eller stederne

i hallucinationerne.

Og ingen af folkene eller dyrene,

altså, de virkede alle til ikke at ænse hende.

Og hun vidste ikke, hvad der foregik.

Hun spekulerede på, om hun var ved at blive skør

eller miste forstanden.

Nå, jeg undersøgte hende grundigt.

Hun var en kvik gammel dame.

Fuldstændig fornuftig. Hun havde ingen medicinske problemer.

Hun var ikke på noget medicin, der kunne forårsage hallucinations.

Men hun var blind.

Og jeg sagde til hende,

"Jeg tror, jeg ved, hvad du har."

Jeg sagde, "Der er en speciel form for visuel hallucination,

der kan komme af nedsat syn eller blindhed."

"Dette blev først beskrevet," sagde jeg,

"tilbage i det 18. århundrede

af en mand ved navn Charles Bonnet.

Og du har Charles Bonnets syndrom.

Der er intet galt med din hjerne. Der er intet galt med dit sind.

Du har Charles Bonnets syndrom."

Og hun blev meget lettet over at høre,

at der ikke var noget seriøst i vejen

og også ret nysgerrig.

Hun sagde, "Hvem er denne Charles Bonnet?"

Hun sagde, "Havde han dem selv?"

Og hun sagde, "Sig til alle sygeplejerskerne,

at jeg har Charles Bonnets syndrom."

(Latter)

"Jeg er ikke gal. Jeg er ikke dement. Jeg har Charles Bonnets syndrom."

Nå, så jeg fortalte sygeplejerskerne det.

Nå for mig er dette en normal situation.

Jeg arbejder hovedsagligt på plejehjem,

og jeg ser en masse ældre mennesker,

der er hørehæmmede eller synshæmmede.

Omkring 10 procent af de hørehæmmede

får musiske hallucinationer.

Og omkring 10 procent af de synshæmmede

får visuelle hallucinationer.

Du behøver ikke være helt blind,

kun tilstrækkeligt hæmmet.

Nå hvad angår den originale beskrivelse i det 18. århundrede,

havde Charles Bonnet dem ikke selv.

Hans bedstefar havde disse hallucinationer.

Hans bedstefar var underretsdommer, en ældre mand.

Han var blevet opereret for grå stær.

Hans syn var ret dårligt.

Og i 1759 beskrev han for sit barnebarn

forskellige ting, han så.

Det første, han sagde, var, at han så

et lommetørklæde frit i luften.

Det var et stort, blåt lommetørklæde

med fire orange cirkler.

Og han vidste, det var en hallucination.

Man har ikke lommetørklæder frit i luften.

Og så så han et stort hjul frit i luften.

Men nogle gange var han ikke sikker på, om han hallucinerede eller ej.

For hallucinationerne ville passe

ind i sammenhængen af syn.

Så ved én lejlighed, da hans børnebørn besøgte dem,

sagde han, "Og hvem er så disse nydelige unge mænd, I har med?"

Og de sagde, "Ak, Bedstefar, der er ingen nydelige unge mænd."

Og så forsvandt de nydelige unge mænd.

Det er typisk for disse hallucinationer,

at de kan komme i et glimt og forsvinde i et glimt.

De toner som regel ikke ind og ud.

De er ret pludselige. Og de ændrer sig pludseligt.

Charles Lullin, bedstefaren,

så hundredvis af forskellige figurer,

forskellige landskaber af alle slags.

Ved én lejlighed så han en mand i badekåbe, der røg pibe,

og indså, det var ham selv.

Det var den eneste figur, han genkendte.

Ved én lejlighed, da han gik i Paris' gader,

så han -- dette var ægte -- et stillads.

Men da han kom hjem, så han en miniatureudgave af stilladset

seks tommer højt på sit skrivebord.

Denne gentagelse af sansning

kaldes nogle gange palinopsia.

For ham, og for Rosalie,

hvad der lader til at foregå --

og Rosalie sagde, "Hvad foregår der?" --

og jeg sagde, at som du mister synet,

når de visuelle dele af hjernen ikke længere modtager noget,

bliver de hyperaktive og pirrelige.

Og de begynder at affyre spontant.

Og man begynder at se ting.

Tingene, man ser, kan i den grad være meget komplicerede.

For en anden af mine patienter,

der [ligesom Charles Lullin stadig] havde noget af synet,

kunne synes hun havde være forstyrrende.

Ved én lejlighed sagde hun, hun så

en mand i en stribet trøje i en restaurant.

Og han vendte rundt. Og så

delte han sig i seks identiske skikkelser i stribede trøjer,

der begyndte at gå imod hende.

Og så blev de seks skikkelser sat sammen igen, som en concertina.

Engang, imens hun kørte,

eller rettere, hendes mand kørte,

delte vejen sig i fire.

Og hun følte sig selv køre op ad fire veje på én gang.

Hun havde også meget mobile hallucinationer.

Mange af dem havde noget at gøre med en bil.

Nogle gange så hun en teenagedreng

sidde på bilens kølerhjelm.

Han var meget vedholdende og han bevægede sig ret yndefuldt,

når bilen drejede.

Og så, når de holdt stille,

ville drengen pludseligt sætte lodret af, 30 meter op i luften,

og så forsvinde.

En anden af mine patienter havde en anden form for hallucination.

Dette var en kvinde, der ikke havde problemer med øjnene,

men med de visuelle dele af sin hjerne.

En lille svulst i nakkelappen.

Og først og fremmest så hun tegneserier.

Disse tegneserier var gennemsigtige

og dækkede halvdelen af det synlige felt, som en skærm.

Og hun så især tegneserier med Kermit.

(Latter)

Nu ser jeg godt nok ikke Sesame Street.

Men hun havde en pointe i at sige,

"Hvorfor Kermit?" Hun sagde, "Kermit betyder intet for mig.

Du ved, jeg tænkte på freudianske determinanter.

Hvorfor Kermit?

Kermit betyder intet for mig."

Hun havde ikke så meget imod tegneserierne.

Men hvad der forstyrrede hende, var at hun havde meget vedvarende

billeder eller hallucinationer af ansigter

og som for Rosalie, var ansigterne ofte deforme

med meget store tænder eller meget store øjne.

Og disse skræmte hende.

Nå, hvad sker der for disse mennesker?

Som læge, er jeg nødt til at forsøge at definere, hvad der sker,

og forsikre folk.

Især forsikre dem om, at de ikke er ved at blive sindssyge.

Omkring 10 procent, som jeg sagde,

af synshæmmede får disse.

Men ikke mere end en procent af menneskerne vedkender sig dem.

Fordi de er bange for, at de vil blive anset for gale eller sådan noget.

Og hvis de nævner dem for deres egne læger,

kan de blive fejldiagnosticerede.

Især er opfattelsen, at hvis du ser

ting eller hører ting, er du ved at blive gal.

Men de psykotiske hallucinationer er meget forskellige.

Psykotiske hallucinationer, uanset om de er visuelle eller stemmer,

de henvender sig til dig. De anklager dig.

De forfører dig. De ydmyger dig.

De håner dig.

Du interagerer med dem.

Der er intet af denne bliven tiltalt

ved disse Charles Bonnet-hallucinationer.

Der er en film. Du ser en film, der intet har med dig at gøre.

Eller det er sådan folk opfatter det.

Der er også en sjælden ting kaldet temporallapsepilepsi.

Og somme tider, hvis man har dette,

kan man føle sig ført tilbage

til en tid og et sted i fortiden.

Man er ved en bestemt vejtilslutning.

Man kan lugte ristede kastanjer.

Man kan høre trafikken. Alle sanser er involverede.

Og man venter på sin pige.

Og det er den tirsdag aften tilbage i 1982.

Og tindingelaphallucinationerne

er alle mange-sansende hallucinationer

fyldt med følelse, fyldt med genkendelighed,

placerede i rum og tid,

sammenhængende, dramatiske.

Charles Bonnet hallucinationerne er helt anderledes.

Så i Charles Bonnet hallucinationer

har man alle mulige niveauer

fra de geometriske hallucinationer,

de pink og blå kvadrater, kvinden så,

op til de ret detaljerede hallucinationer

med figurer og især ansigter.

Ansigter, og nogle gange deforme ansigter,

er den allermest almindelige ting

i disse hallucinationer.

Og en af de næst-mest normale er tegneserier.

Så, hvad sker der?

Fascinerende nok i de sidste par år

har det været muligt at skabe funktionelle hjernebilleder,

at lave fMRI på folk, mens de hallucinerer.

Og faktisk at finde ud af, at forskellige dele

af den visuelle hjerne aktiveres,

mens de hallucinerer.

Når folk har disse simple geometriske hallucinationer,

aktiveres den primære visuelle hjernebark.

Dette er den del af hjernen, der opfatter kanter og mønstre.

Man skaber ikke billeder med sin primære visuelle hjernebark.

Når billeder skabes,

er en højere del af den visuelle hjernebark

involveret i tindingelappen.

Og især ét af områderne i tindingelappen

hedder den tenformede gyrus.

Og det er kendt, at hvis folk har skader i den tenformede gyrus,

mister de måske evnen til at genkende ansigter.

Men hvis der er en abnorm aktivitet i den tenformede gyrus,

kan de få ansigtshallucinationer.

Og dette er præcis, hvad man finder hos nogle af disse folk.

Der er et område i den forreste del af denne gyrus,

hvor tænder og øjne repræsenteres.

Og denne del af gyrussen aktiveres,

når folk får de deforme hallucinationer.

Der er en anden del af hjernen,

som især aktiveres,

når man ser tegneserier.

Den aktiveres, når man genkender tegneserier,

når man tegner tegneserier, og når man hallucinerer om dem.

Det er meget interessant, at dette skulle være specifikt.

Der er andre dele af hjernen, som er specifikt involveret

med genkendelsen af og hallucination om

bygninger og landskaber.

Omkring 1970 fandt man ud af, at der ikke kun var specielle dele af hjernen [involverede],

men specielle celler.

"Ansigtsceller" blev opdaget omkring 1970.

Og nu ved vi, at der er hundredvis af andre

slags celler,

der kan være meget meget specifikke.

Så man kan ikke bare have

"bil"-celler,

man kan have "Aston Martin"-celler.

(Latter)

Jeg så en Aston Martin i morges.

Jeg var nødt til at have den med.

Og nu er den derinde et sted.

(Latter)

Nå, på dette niveau i det, der kaldes den inferotemporale hjernebark,

er der kun visuelle billeder,

eller hjernespind eller brudstykker.

Det er først på højere niveauer,

at de andre sanser kommer med,

og der er forbindelser med hukommelse og følelse.

Og med Charles Bonnets syndrom

kommer man ikke op på disse højere niveauer.

Man er på disse niveauer af lavere visuel hjernebark,

hvor man har tusindvis og titusindvis

og millioner af billeder,

eller hjernespind, eller brudstykker af billeder,

alle kodet i nerver

især celler eller små bunker af celler.

Normalt er alle disse del af

den integrerede strøm af opfattelse eller fantasi.

Og man er dem ikke bevidst.

Det er kun, hvis man er synshæmmet eller blind,

at processen afbrydes.

Og i stedet for at få normal opfattelse,

får man en anarkisk,

krampagtig stimulans eller frigivelse

af alle disse visuelle celler

i den inferotemporale hjernebark.

Så pludselig ser man et ansigt. Pludselig ser man en bil.

Pludselig dit og pludselig dat.

Sindet gør sit bedste for at organisere

og give en form for sammenhæng i dette.

Men ikke med stor succes.

Da disse først blev beskrevet,

troede man, at de kunne fortolkes som drømme.

Men faktisk siger folk,

"Jeg genkender ikke de folk. Jeg får ingen associationer."

"Kermit betyder intet for mig."

Man kommer ingen vegne ved at tænke på dem som drømme.

Nå, jeg har mere eller mindre sagt, hvad jeg ville.

Jeg tror, jeg bare vil sammenfatte

og sige, at det her er normalt.

Tænk på antallet af blinde

Der må være hundredtusindvis af blinde,

der har disse hallucinationer,

men er for bange til at nævne dem.

Så denne slags ting bør gøres opmærksom på

for patienter, for læger, for offentligheden.

Endelig synes jeg, de er

uendeligt interessante og værdifulde

til at give en noget indsigt i, hvordan hjernen virker.

Charles Bonnet sagde for 250 år siden --

han spekulerede på hvordan, imens han tænkte på disse hallucinationer,

hvordan, som han sagde det, sindets teater

kunne skabes af hjernens maskineri.

Nu, 250 år senere,

tror jeg vi begynder at se et glimt af, hvordan dette gøres.

Mange tak.

(Bifald)

Chris Anderson: Det var superbt. Mange gange tak.

Du taler om disse ting med så stor indsigt

og empati for dine patienter.

Har du selv oplevet nogen af syndromerne, du skriver om?

Oliver Sacks: Jeg frygtede, du ville spørge om det.

(Latter)

Altså, jah, mange af dem.

Og faktisk er jeg en smule synshæmmet selv.

Jeg er blind på det ene øje, og det andet er ikke frygteligt godt.

Og jeg ser de geometriske hallucinationer.

Men de stopper der.

C.A.: Og de forstyrrer dig ikke?

Fordi du forstår, hvad der forårsager det. Det gør dig ikke bekymret?

O.S.: Altså de forstyrrer mig ikke mere end min tinnitus.

Som jeg ignorerer.

De interesserer mig til tider.

Og jeg har mange billeder af dem i mine notesbøger.

Jeg har selv fået en FMRI

for at se, hvordan min visuelle hjernebark tager over.

Og når jeg ser alle disse hexagoner

og komplekse ting, som jeg også ser

under visuel migræne,

tænker jeg på, hvorvidt alle ser sådanne ting,

og hvorvidt ting som hulekunst eller ornamentkunst

kan være afledt af dem en smule.

C.A.: Det var en yderst fascinerede snak.

Mange gange tak for at dele den.

O.S.: Tak. Tak.

(Bifald)