En ny måde at "dyrke" øer og kystlinjer

Hvad hvis vi kunne tøjle havets bevægelse for at beskytte kystsamfund fra stigende havniveauer? Designer og TED Fellow, Skylar Tibbits, viser, hvordan hans laboratorium genskaber et dynamisk, adaptabelt system af undervandsstrukturer, der bruger energi fra havets bølger til at akkumulere sand og genoprette eroderende kystlinjer -- at arbejde med naturkræfterne for at bygge i stedet for at ødelægge.

Igennem næsten 10 år

har mine partnere og jeg
på Self-Assembly Lab

arbejdet på materielle systemer,
der omdanner sig selv,

samler sig selv

og tilpasser sig deres miljø.

Fra vores tidlige arbejde med 4D printning

hvor vi printede ting, dyppede dem i vand

og de omdanner sig

til vores aktive auxetics der reagerer
på temperatur og sollys,

til vores seneste arbejde
med aktive tekstiler

der reagerer på kropstemperatur
og ændrer porøsitet,

til vores arbejde med
Rapid Liquid Printing

hvor vi printer oppustlige strukturer

der transformerer baseret på lufttryk

og går fra én form til en anden

eller vores saml-selv arbejde

hvor vi dypper ting i vand

og de reagerer på bølgeenergi
og samler sig selv

til præcise ting som møbler.

Eller, på større skala

med vindenergi,

har vi vejrballoner en meter i diameter

der samles i luftrummet
over en byggeplads.

For farlige miljøer
eller hårde, ekstreme steder

hvor det er svært at få
folk eller udstyr,

kan de samles i luftrummet
og når heliummet dør,

kommer de tilbage til jorden

og du står med en står
med en stor rumstruktur.

Al denne research handler om
at tage simple materialer,

aktivere dem med kræfter i deres miljø--

tyngdekraft, vind, bølger,
temperatur, sollys--

og få dem til at præstere,

få dem til at transformere, samles osv.

Hvordan bygger vi smarte ting

uden komplekse
elektromekaniske anordninger?

Men for nylig, henvendte
en gruppe i Maldiverne sig til os

og de var interesserede i at tage dele
af denne research og måde at tænke på

og bruge den på nogle af de
udfordringer, som de er stået overfor

på klimaændrings området.

Og det første du gør,

når du bliver kontaktet
af nogen i Maldiverne,

er at sige, at du vil på anlægsbesøg.

(Latter)

Det er fantastisk.

Så vi tog dertil

og jeg tog faktisk hjem med
et meget anderledes perspektiv

på klimaændringernes fremtid.

Fordi du kunne forestille dig,
at Maldiverne synker.

De er på den.
Hvad vil de gøre?

Men jeg tog hjem med tanken,
at de kunne være den fremtidige model

af det byggede miljø, hvor de kan
tilpasse sig og være modstandsdygtige

i stedet for vores fikserede,
kunstige infrastruktur.

Men der er typisk tre
hoved-fremgangsmåder

på havstigning og klimaændringer.

Én af dem er, at vi intet kan gøre
og vi kan flygte.

Og det er en ret dårlig idé.

Eftersom mere end 40 procent
af verdens befolkning

bor i kystområder,

i takt med at vandstanden stiger
og storme bliver værre,

kommer vi til at ligge mere
og mere under vand.

Så det er bydende at vi løser dette
ret så krævende problem.

Den anden er at vi kan bygge barrierer.

Vi kan bygge vægge.

Problemet her er,
at vi tager en statisk løsning

og forsøger at bekæmpe et superdynamisk,
høj-energi problem

og naturen vinder næsten altid.

Så det kommer nok heller ikke til at virke

Den tredje tilgang er opmudring.

Opmudring er hvor du suger sand
op fra havdybet

og pumper det tilbage på strandene.

Hvis du besøger en strand
på Nordøst- eller Vestkysten,

vil du se at de bruger opmudring
år efter år efter år

bare for at overleve.

Det er egentlig ikke en god løsning.

I Maldiverne gør de det samme
og kan bygge en ø på en måned.

En spritny ø, bygget af opmudring.

Men det er rigtig, rigtig skidt
for det marine økosystem

og så bliver de afhængige af opmudring.

De er nødt til at gøre det
år efter år.

Men på den tid det tog dem
at bygge dén ene ø,

byggede tre sandbanker sig selv

og her taler vi om enorme mængder sand

så store, at du kan parkere din båd på dem

og dét er hvad der kaldes et anlægsbesøg.

Det er rigtig hårdt arbejde.

(Latter)

Om vinteren i Boston.

Det her er enorme mængder sand,
som naturligt samler sig

bare på grund af kræfterne fra bølger

og havtopografi.

Så vi studerede det.
Hvorfor dannes sandbanker?

Hvis vi kunne bruge det,

kunne vi forstå det
og vi kunne bruge det.

Det er baseret
på energimængden i havet

og landskabets topografi,
som fremmer oplagring af sand.

Så det, vi foreslår, er
at arbejde med naturkræfterne

for at bygge i stedet for at ødelægge

og i mit laboratorie på MIT
satte vi en bølgetank,

en stor tank, der pumper bølger

og placerede geometriske former
under vandet.

Vi prøvede alle mulige
forskellige geometriske former.

Bølgerne interagerer med formen

og skaber så turbulens
og begynder at akkumulere sandet

så sandet danner sandbanker af sig selv.

Her er et luftbillede.

På venstre side kan du se
den strand der vokser frem.

I midten kan du se
den sandbanke der dannedes.

Så disse er geometriske former, der
samarbejder med bølgekraften om at bygge.

Så gik vi i gang med at fremstille en.
Nu var det februar i Boston.

Vi har store ruller lærred.

Det er et
bionedbrydeligt materiale,

det er super billigt, nemt at arbejde med.

Vi syede det nu ind i store blærer

og så fløj vi derover.

Og jeg ved hvad I tænker.
Det her er ikke Fyre Festival.

(Latter)

Det her er virkeligt. Det er rigtigt.

Og vi fløj dertil med de her
lærredsblærer i vores kufferter,

vi blev solbrændt,
fordi det var vinter i Boston

og så fyldte vi dem med sand
og lagde dem under vandet.

Disse er præcis de samme former
som I så i tanken,

de er bare menneskestørrelse.

Store objekter fyldt med sand.

Vi satte dem under vand.
De er bare helt simple geometriske former.

Foran dem kan I se der er klart vand.

Bølgerne brager henover.

Det er ret klart.

Og så på bagsiden er der turbulens.

Vandet og sandet blandes.

Det forårsager sedimenttransport
og så akkumulerer sandet.

I kan se nogle venlige pigrokker her,
der besøgte os.

Til venstre er dag ét,
til højre er dag tre.

I kan se mønstrene i sandet
på de lyse områder

hvor sandet samles

efter bare to dage.

Så det var sidste februar
og det er stadig i gang.

Det her er bare begyndelsen
på denne research.

Over det næste år og længere

kommer vi til at betragte det her
igennem satellitbilleder

og data fra dybhavslodning

for at forstå de kort-
og langvarige indvirkninger

på naturlig sandophobning i miljøet.

Og den større vision

er, at vi vil bygge nedsynkbare
geometriske former

næsten som ubåde,
som vi kan synke og få til at flyde.

Som tilpasningsdygtige kunstige rev

kunne man indsætte dem,

hvis der kommer en storm
fra en eller anden retning

eller hvis årstiden ændrer sig,

kan man bruge disse
tilpasningsdygtige revstrukturer

til at bruge kraften fra bølgerne
til at akkumulere sand.

Og vi tror, det kan bruges
i mange kystregioner

og mange øriger kloden over.

Men når vi tænker på at bygge
smartere miljøer,

tænker på smartere bygninger
eller smartere biler eller smartere tøj,

betyder det typisk at tilføre mere energi,

flere batterier, flere anordninger,
højere pris, mere kompleksitet

og i sidste ende mere fiasko.

Så vi prøver altid at tænke over,
hvordan bygger vi smartere ting med mindre?

Hvordan bygger vi smartere ting,
der er simple?

Og således foreslår vi, på laboratoriet
og med dette projekt specifikt,

at bruge simple materialer som sand

der samarbejder med kræfter
i miljøet som bølger

for at akkumulere og tilpasse sig.

Og vi vil arbejde med jer,
samarbejd med os for at udvikle dette,

for at skalere det og påføre
denne måde at tænke på.

Vi synes, det er en anderledes
model for klimaændringer.

Én der handler om tilpasning
og modstandsdygtighed

i stedet for modstand og frygt.

Så hjælp os med at vende naturlig
destruktion til naturlig konstruktion.

Tak.

(Applaus)