2012 10 11 LH EN Through The Insight Of Interbeing

Efterårs-retreat 2012

med zen-mester Thích Nhất Hạnh

Igennem indsigten i interværen

God morgen, kære sangha.

I dag er torsdag, den 11. oktober

i året 2012, og vi er i

Assembly of Stars meditationshal,

Lower Hamlet, Plum Village.

Dette er vores efterårsretreat.

Buddha mindede sine elever om,

at hans lære handler om lidelse

og transformation af lidelse.

Han gentog det flere gange, fordi

mange elever havde det med at stille ham

filosofiske spørgsmål, såsom

"Er verdenen endelig eller uendelig?"

Og han sagde, at

al denne filosofiske spekulation ville

tage al vores tid

og vi ville ikke have tid tilovers til at

praktisere transformation og heling.

Så han opfordrede sine elever til ikke at

engagere sig i filosofiske spekulationer.

Der var mange spørgsmål,

han nægtede at besvare.

Ikke fordi han ikke vidste, hvad han

skulle svare, men fordi han ikke ville

opmuntre sine elever i den retning.

Mange europæiske lærde i indianisme

har studeret buddhismen

igennem de sidste 100 år.

Og mange af dem er, var

meget god til sanskrit, pali

tibetansk, kinesisk, osv.

Men de fleste af dem misforstod Buddha,

da deres intention var at finde ud af,

hvad Buddhas filosofi,

hans idéer var, så de kunne

sammenligne dem med den vestlige

filosofiske tankegang.

De brugte kun deres intellekt

til at studere buddhismen.

De afprøvede aldrig praksissen.

Og selv om de vidste, at Buddha

frarådede metafysisk spekulation,

fulgte de ikke dette råd.

De afprøvede aldrig mindful vejrtrækning,

gående meditation, at øve mindfulness,

at praktisere de fem træningsregler,
de ti træningsregler.

Det gjorde de ikke.

Og siden de ikke gjorde det,

hvordan kunne de forstå buddhismen?

Fordi, buddhisme er praksis.

Den er ikke teori.

En dag, i Kosambi, kom Buddha tilbage

fra en gående meditation og havde en

håndfuld simsapablade, som han havde

samlet i skoven, i sin hånd.

Han viste sine munke dem og sagde,

"Kære venner,

ser I disse simsapablade?"

"Ja, vi gør, lærer."

"Tror I, at de blade

jeg har i min hånd

er flere end

simsapabladene i skoven?"

Munkene sagde, "Kære lærer,

tja, du har kun en håndfuld af dem.

I skoven findes der

tonsvis af blade."

Buddha sagde, "Det er sandt.

Jeg ved mange ting,

men jeg lærer jer kun få ting,

da de få ting er meget afgørende

for jeres transformation og heling."

Det er fortællingen om simsapabladet.

Der var engang, hvor en af hans elever,

hvis navn er Malunkyaputta,

kom og stillede filosofiske spørgsmål.

"Lærer, du burde fortælle mig

om verdenen er endelig eller uendelig,

hvem der har skabt denne verden,

og om verdenen vil

blive ødelagt eller ej.

Er sjælen det samme som kroppen?

Eller er kroppen noget andet,

end sjælen?

Når nogen dør, fortsætter personen,

eller fortsætter personen ikke?"

Og alt sådant.

"Lærer, hvis du ikke besvarer disse
spørgsmål,

er jeg ikke tilfreds.

Jeg vil være nødt til at forlade ordenen,

da jeg er nysgerrig på de her ting.

Jeg vil finde ud af dem."

Filosofisk interesserede folk.

Buddha fortalte ham,

"Malunkyaputta, da du kom her

og praktiserede som munkeaspirant,

har jeg da lovet dig, at hvis du bliver
munk,

så skal jeg lære dig alle disse ting?"

"Nej, lærer, det har du ikke lovet."

"Det er korrekt. Jeg lover ingen

at lære dem filosofi og løse

de metafysiske gåder.

Fordi jeg vil tilbyde jer

konkrete metoder og lærdom, der kan

hjælpe jer til at transformere lidelse og hele.

Forestil dig nogen bliver ramt af en pil.

Med gift.

Og lægen kom og sagde,

'Lad mig trække pilen ud,

og prøve, at få blodet ved såret ud

så hurtigt som muligt.'

Og den sårede sagde,

'Nej nej. Gør det ikke. Du bør først

fortælle mig, hvem har skudt pilen af?

Hvad hedder vedkommende?

Hvilken kaste tilhører han?

Hvorfor har han skudt efter mig?

Hvad var hans hensigt?'

Malunkyaputta, hvis han venter, til disse

spørgsmål er besvaret, kommer han til at dø.

Han vil være død.

Og dine spørgsmål er ligesådan.

De er ikke vigtige.

Hvis du bruger din tid på at prøve
at svare

på disse spørgsmål, kommer du til at dø

før du kan transformere og hele.

Det er derfor.

Lyt til min lære,

og omsæt den til praksis med det samme,

så du kan hele og transformere."

Det er fortællingen om Malukyaputta.

Og mange lærde,

mange munke fra andre skoler,

kom til Buddha og stillede også disse
spørgsmål,

og han forblev altid tavs.

Fordi han ikke opmuntrede folk

til at dykke ned i den slags

metafysisk spekulation.

Vi kommer til Buddha, fordi vi har

ubehag i os, ubehag.

Vi har det ikke godt i vores krop,

vi har det ikke godt i vores hjerte.

Vi lider.

Og vi vil gerne vide, hvordan vi kan
transformere

lidelsen i os

og hele lidelsen i os.

Og det er netop, hvad Buddha

ønsker at gøre - at hjælpe folk til at
praktisere,

så de kan hele og transformere.

Derfor burde en ægte, en virkelig elev

af Buddha vide,

at håndtere en smertefuld følelse,

en stærk emotion.

Det burde de lære som det første!

Spørgsmålet om verden er

endelig eller uendelig, er ikke så vigtigt.

Den ægte praktiserende bør vide, hvodan

man skaber en følelse af glæde, af fred,

af lykke, for at nære og hele sig selv.

Og tiden skal bruges på det,

ikke på at diskutere metafysiske problemer.

På sin vis kan vi altså sige, at buddhismen

er filosofi-fjendtlig.

Men det betyder ikke, at

der ikke er filosofi i buddhismen.

Den er meget dyb.

Fordi, når du praktiserer mindfulness,

koncentration, indsigt, så har du et meget

dybdegående syn af verden.

Og du kan udtrykke dit syn

på verden. Det er meget dybt.

Men ikke som spekulationer.

Der er et udtryk,

der hedder ret anskuelse, ret anskuelse.
Indsigt.

Denne indsigt kan hjælpe

med transformation og heling.

Det er altså ikke sandt, at der

ikke findes filosofi i buddhismen.

Men det er en filosofi, der er en slags

indsigt, der har potentialet til at hjælpe

med heling og transformation,

og der ikke er til spekulation.

En af de erkendelser, der hører til den

kategori, er at lidelse og lykke

er dybt forbundet

med hinanden.

Det er et dybtgående syn, den rette
anskuelse.

Den erkendelse vi har brug for, for at

virkeligt kunne praktisere

transformation og heling.

Og den erkendelse hedder "interværen".

Til tider bliver det kaldt "ikke-selv"

eller "tomhed".

Men "interværen" er måske den enkleste
måde

at forstå denne slags erkendelse på.

Interværen betyder,

at I ikke kan være jer selv alene.

I er nødt til at co-være,

intervære,

med alt andet.

Det er som dette papirark

Dette papirark kan ikke være

via sig selv alene.

Når I ser ind i det,

ser I elementer, der ikke er papir.

Og uden disse elementer,

kan et papirark ikke være der.

Som et træ.

Når I ser på papirarket,

ser I ikke noget træ.

Men der er et træ indeni.

Uden træ kan man ikke lave papirmasse.

I ser papirmøllen.

I ser skoven.

I ser regnen, der gør det muligt

for træerne at gro.

I ser solskinnet,

der hjælper træerne til at gro.

I ser skovarbejderen.

I ser alting i papirarket.

Dette papir kan altså,

uden disse ikke-papir elementer,

ikke være der.

Papiret kan altså ikke være i sig selv
alene.

Det er nødt til at intervære med træet,

med solskinnet, med skyen,

med regnen, osv.

Det er det, der hedder interværen.

Begrebet "at være", som vi bruger

i hverdagen, kan altså være meget
misvisende.

Når vi siger, "Jeg er her",

tænker I hver især, at I er her,

men I kan ikke være her uden os,

uden træerne, uden luften,

uden solskinnet.

Det er bedre at sige, "vi er her",

fordi I hver især bærer alle af os andre
indeni jer.

I bærer moder jord,

I bærer solskinnet,

I bærer regnen, alting.

Det er altså ikke et 'jeg', men et 'vi'.

Vi er her.

Vi inter-er.

Hvis vi fjerner elementet forældre,

forfædre, mad, uddannelse, luft, vand,

er der intet 'os' tilbage.

'Vi' betyder altså hele universet.

Og forestil jer, at I ser på papirarket,

I vender det om og I ser, at

det har to sider, for og bag.

Forsiden og bagsiden.

Tænk på eksistensen af forsiden.

Forsiden kan ikke være alene.

Uden bagsiden.

Forsiden kan ikke være alene.

Forsiden må intervære samtidigt

med bagsiden.

I kan ikke tage forsiden ud af bagsiden.

Jeg kan ikke be' jer om, at bringe

forsiden til Paris.

Og jeg kan ikke be' hende om, at bringe

bagsiden til Rom.

Da de inter-er,

forsiden og bagsiden,

kan den ene ikke være uden den anden.

At sige, "den venstre side er",
er altså ikke korrekt.

Den venstre side kan ikke være alene.

Venstre kan kun intervære med højre.

Hvor endt der er venstre, er der også
højre.

Hvis I altså politisk er
venstreorienteret

så lad være med at ønske, at
højrefløjen forsvinder,

for hvis højrefløjen forsvinder,

forsvinder venstrefløjen på samme tid.

Det er læren om interværen.

Det er en slags filosofi.

Men ikke for spekulationens skyld.

Det er klarsyn igennem dyb observation,

igennem meditation.

Og i det her tilfælde

ved vi, at lidelse og lykke

er det samme.

Den ene kan ikke uden den anden.

Hvis I altså har et ønske

om kun at bevare lykken,

ikke vil have nogen som helst lidelse,

det kan ikke lade sig gøre.

Og vores forestilling om paradiset,

vores forestilling om Guds rige,

er meget naiv.

Vi tror, derhenne, deroppe

er der ingen lidelse,

der er kun lykke.

Det er som et ark papir,

der kun har en bagside.

Der er ingen forside. Det er umuligt.

Det er med lidelse,

elementet lidelse,

at vi kan skabe lykke.

Det er som mudderet og lotussen,

og hvis I opnår erkendelse,

og siden ser i lotusblomsten,

ser I mudderet indeni.

Når I ser på papirarket,

ser I træet indeni.

Træet er ikke tydeligt, men det er der.

Hvis man fjerner træet fra papiret,

falder papiret sammen.

Det er interværen.

Det er også filosofi, men praktisk,

meget dyb, meget anvendelig.

Det er altså ikke sandt at sige, at der

ikke er filosofi i buddhismen.

Filosofien i buddhismen

er erkendelsen, den dybe indsigt

som du får via meditation.

Og det hedder "prajna".

Prajna er erkendelse, som man opnår ved at

praktisere mindfulness og koncentration.

Mindfulness, koncentration bringer
erkendelse.

Og erkendelse har potentialet til at
frigøre jer

fra ignorancen.

Når man siger, "I paradiset,

i Guds rige,

er der ingen lidelse",

er det ignorance.

Det er naivt, fordi

lykke aldrig kan eksistere i sig selv
alene.

Som en lotusblomst ikke kan eksistere

i sig selv alene.

Der skal være mudder,

så lotussen kan være.

Jeg har altså en bedre definition af

paradiset, af Guds rige.

I buddhismen taler vi ikke om Gud

og Guds rige.

Det betyder ikke, at vi fornægter Gud,

og fornægter Guds rige.

I buddhismen taler vi om

Buddhas rene land.

Lyksalighedens land.

Vi ved, at ægte lykke

er lavet af forståelse og kærlighed.

Forestil jer et menneske, der ikke

har forståelse.

Det forstår ingenting.

Hvordan kan det elske?

Hvis man ikke forstår sig selv,

hvis man ikke forstår den anden,

hvordan kan man elske sig selv

og elske den anden?

Vi har alle brug for at blive forstået.

Der findes mennesker, der beklager sig

at ingen i hele verden forstår dem.

Meget ensomt.

Hvis du altså har mulighed til at møde
nogen,

der kan forstå dig inderligt,

er du en heldig person.

Og du er taknemmelig overfor ham
eller hende

fordi det er et menneske, der har

evnen til at forstå dig.

Jeg kender en ung mand i Californien.

Han bor hos sin mor.

Han har læst på et meget berømt universitet,

meget intelligent, meget pæn.

Han har et godt arbejde, tjener gode penge.

Han har haft så mange kærester.

Mange af dem meget smukke.

Og hans mor så på og så ham

være specielt interesseret i en af dem,

men i hendes øjne,

var det ikke den smukkeste dame.

Og han brugte mere tid med hende,

og så ud til at sætte stor pris

på hende.

Og hans mor var overrasket, hun tænkte,

at denne unge dame ikke var den bedste,

ud fra skønhed og den slags at dømme.

Så, en dag kunne hun ikke dy sig.

Hun sagde, "Min søn, jeg ser du har

så mange smukke venner, men hvorfor

er du kun interesseret i den ene.

Hun er ikke den bedste i mine øjne."

Og den unge mand vidste først ikke

hvad han skulle svare.

Men da hun spurgte anden gang,

fandt han et svar.

Han sagde, "Mor,

fordi hun forstår mig.

Fordi hun forstår mig.

Jeg er forsker

og jeg elsker at skrive digte.

Men når jeg har læst mine digte op,

har de andre piger ikke virket
specielt interesseret.

Men hun lyttede meget dybt, og hun

værdsætter mine digte.

Og når jeg siger noget,

lytter hun med al hendes opmærksomhed.

Jeg siger en ting,

hun forstår to ting.

(latter)

Vi har altså alle brug for,
at blive forstået

Og de der forstår os,

vi er taknemmelige for dem.

Specielt når nogen forstår

ens lidelse.

Vi har alle lidelse i os.

Og hvis nogen forstår, erkender

lidelsen i os og ved, at hjælpe os

til at lide mindre, er vi meget, meget
taknemmelige

overfor ham eller hende. Vi føler os

elsket af den person.

Et menneske, der ikke har forståelse

kan ikke elske, kan ikke elske.

De kan have lidenskab, begær,

men ikke kærlighed.

Kærlighed består af forståelse.

Så hvis der bare er en person i verden,

der kan forstå dig,

specielt din lidelse,

dine vanskeligheder, din desperation,

så er du allerede en meget heldig person.

Der findes mennesker, der går

og leder efter en sådan person,

og aldrig møder en.

Men som vi praktiserer og observerer,

ser vi, at hvis man forstår

sin egen lidelse,

så ser man på ens egen lidelse

og kan holde sin lidelse,

og lytte til den, og se dybt ind i den,

så vil man finde årsagerne,

naturen af ens lidelse,

og den slags forståelse

giver lettelse med det samme.

Og når I har forstået jeres lidelse,

lider I meget mindre.

Fordi forståelsen af lidelsen

viser jer vejen

til at transformere denne lidelse.

Hvis I ikke forstår lidelsen,

kan I ikke transformere den.

Det er som en læge.

Før lægen forstår

af hvilken natur patientens sygdom er,

kan han intet gøre for at hjælpe.

Forståelsen af sygdommen,

årsagen til sygdommen,

er altså afgørende for lægen, så han kan

ordinere en procedure eller medicin,
der kan hele.

Det samme gælder her.

Hvis I har mulighed til at vende tilbage

til jer selv og lytte til lidelsen indeni,

og til at prøve at forstå

lidelsens natur,

vil I pludseligt kunne se

vejen ud.

Og bare ved at se vejen ud,

lider vi med det samme mindre.

I ser vejen, der fører til

forandringen og ophøret

af lidelsen.

I lider mindre med det samme,

selv inden I praktiserer.

Bare det at se vejen

får jer til at lide mindre, fordi

I er heldige, hvis I ser vejen.

Den spirituelle vej, der leder jer

til ophøret af jeres lidelse,

der leder til transformationen

af lidelsen.

Vi lider, fordi vi er uvidende.

Vi lider, men ved ikke hvorfor,

hvad lidelsens natur er.

Hvis vi altså kan forstå,

kan lytte til vores lidelse,

vil vejen åbenbare sig for os.

Og i det øjeblik lider vi mindre,

med det samme, meget mindre.

Selv om I ikke har taget det første

skridt på vejen.

Og når I har forstået

jeres egen lidelse, er det meget nemmere,

at se og forstå en anden

persons lidelse.

Det vil sige, at

før I kan forstå en anden,

skal I forstå jer selv.

Denne indsigt gælder ikke kun
for buddhismen,

for Buddha.

Mange vise mennesker i verden

ved at, "connais toi toi même",

forstå dig selv.

Forstå dig selv -- først og fremmest,

forstå din lidelse.

Fordi din lidelse indeholder

din fars lidelse.

Din lidelse er også

din fars lidelse.

Din far havde allerede denne lidelse,

men han vidste ikke, at transformere den,

så han videregav den til dig.

Din lidelse indeholder

din mors lidelse,

dine forfædres.

Så hvis du forstår din egen lidelse,

forstår du din fars,

din mors, dine forfædres lidelse.

Det er Buddhas lære.

Og din lidelse reflekterer også

din partners, verdenens lidelse.

At forstå lidelse er altså

det første skridt.

Og det er derfor, at den første dharmatale,

som Buddha holdt, handler om

de fire ædle sandheder.

Den første er lidelse,

og den anden er naturen,

rødderne, af vores lidelse.

Det er meget praksisorienteret.

Lige fra den første dharmatale af.

Dukkha er lidelse, dukkha er dårligdom.

På kinesisk betyder ordet lidelse

også bitterhed.

Og den anden ædle sandhed

handler om skabelsen af lidelsen,

om hvordan lidelsen blev skabt.

Rødderne til lidelsen,

lidelsens natur.

Forestil jer, I har en depression.

Depressionen er den første ædle sandhed.

Hvis man har en depression,

bør man erkende,

at der er en depression.

Man kan ikke sige,

"Jeg har ingen depression."

når man har en depression,

når man har en sygdom,

en dårligdom, lidelse, i sig.

Det første man bør gøre, er

at erkende, at indrømme, at man

har lidelsen.

Man bør vide, at

"Jeg har en depression.

En depression er opstået i mig."

Accept af den første sandhed
er det første skridt.

Hvis I lider, og I prøver at sige at,

"Nej, der er ikke nogen lidelse",

har I ingen mulighed for forandring.

Det første er altså at anerkende

det faktum, at der er lidelse.

Og hvem af os oplever ikke lidelse?

Vi må altså bekræfte eksistensen,

tilstedeværelsen af lidelse i os.

Antaget, at der er en depression.

Vi bør sige, "Der er en depression.

En depression er flyttet ind."

Det er øvelsens første skridt.

Det andet skridt er,

at have modet

til at se, at lytte, at omfavne den.

Modet handler om, at erkende den

som noget, der eksisterer.

Modet handler om, at gå tilbage til den

og tage sig af den, og lytte til den,

og omfavne den for at forstå

lidelsens natur.

Fordi alt har en årsag.

Hvad der er opstået,

er opstået ud af noget.

Så, ved at se dybt ind i

depressionens natur, ser vi rødderne,

årsagen, de næringsstoffer

vi har brugt for at fodre, at nære

vores depression.

Buddha sagde,

"Intet kan overleve uden næring."

Det er meget klart.

Jeres glæde, jeres kærlighed,
har brug for næring

for at overleve.

Jeres kærlighed kan være meget smuk.

Men hvis I ikke ved at nære den,

kommer den til at dø.

Den kan vare ved i 6 måneder,
eller et år,

og siden bliver den til noget andet.

Kærlighed har altså brug for næring,
for at overleve.

Og folk, der elsker hinanden, bør vide

at nære deres kærlighed og hvad slags næring

der kan hjælpe kærligheden til at vare ved,

og vare ved og ved.

Tanken I tænker,

et ord I siger,

en handling I udfører,

kan være den slags næring,

der hjælper kærligheden til at vokse
og vare ved.

Eller der får kærligheden til at skrumpe,

at aftage.

Med lidelsen er det det samme.

Hvis jeres lidelse tiltager dag for dag,

er det fordi I nærer den

med jeres måde at leve på, hverdagslivet.

Hvis jeres depression nægter at forsvinde,

er det fordi

I bliver ved med at nære depressionen.

Alt hvad I ser, alt I lytter til,

alt I tager ind i hverdagen,

kan nære jeres depression.

Det er altså om at se ind i jeres depression

og finde ud af dens rødder
og de næringsstoffer,

den næring, I har brugt til at fodre den.

Og når I har identificeret

næringen I har brugt

til at nære jeres depression,

har I enlightenment.

Og I behøver kun at afskære

næringskilden.

I tager næringen fra depressionen,

og jeres depression kan ikke andet

end at dø i løbet af få uger.

Intet kan overleve uden næring.

Det er Buddhas statement.

Og den anden ædle sandhed kan

beskrives med begreber som næring,

som næringsstoffer.

Hvis jeres parforhold er blevet vanskelig,

umulig, er det fordi I ikke har næret

jeres forhold

med den rette slags næring.

I har brugt giftstoffer til at

nære forholdet,

med den type tanker I tænker,

de ord I udtaler,

de handlinger I udfører.

Meditation er altså at se ind i ens

lidelses natur, for at finde frem til

hvilken næring, der har ført til den,

så man kan se vejen, der

fører til lidelsens ophør.

[Halv klokke]

[Klokke]

Her har vi altså rødderne til dårligdommen.

Skabelsen, ansamlingen,

skabelsen af lidelse.

Men mange af os ønsker ikke

at praktisere den anden ædle sandhed.

Vi tænker vi ikke har lyst til det.

Vi ønsker ikke, at komme hjem til os selv

og komme i kontakt med lidelsen

og lytte til den, og se ind i den for at

finde ud af, hvordan og hvorfor den er
kommet til os.

Fordi vi ikke forestiller os det

som noget behageligt.

De fleste af os gør altså det modsatte,

vi prøver, at løbe væk fra lidelsen.

Vi lader, som om vi ikke lider.

Og prøver, at løbe væk.

I ønsker ikke at gå hjem til jer selv

og træffe sammen med lidelsen indeni,

fordi I er bange for, at

hvis I kommer hjem og rører ved lidelsen,

vil det overvælde jer.

Derfor prøver de fleste af os i samfundet

at løbe væk.

Og at dække over,

at skjule, at lade som om

det ikke var der.

Der er ingen lidelse.

Vi lader som om alt er i orden.

Vi prøver, at indbilde os selv og

prøver, at indbilde andre,

at vi er OK.

Der er intet galt indeni os.

Men faktisk kan der være en meget

dybtgående lidelse indeni.

Buddha anbefalede altså,

at vi ikke gør det.

Fordi mange af os prøver at dække over

lidelsen ved at konsumere.

Hvis I tænder for fjernsynet,

er det ikke nødvendigvis fordi der er

et interessant program I kan se

og nyde og lære af.

Somme tider er programmet

slet ikke god,

og alligevel har I ikke mod til

at slukke for det, fordi hvis I slukker
for det,

bliver I nødt til
at komme tilbage til jer selv.

Og mange af os, som slet ikke er sultne,

som ikke har brug for at spise,

går alligevel og åbner køleskabet,

og tager noget mad ud.

Vi spiser ikke, fordi vi er sultne.

Vi spiser, fordi vi bruger det at spise

til at glemme, at noget

gør ondt indeni.

Og vi sætter os i bilen og kører af sted,

vi taler i telefon,

vi gør hvad som helst for ikke at skulle

gå tilbage til os selv, ikke at skulle

røre ved lidelsen indeni.

Det er modsatsen til praksissen.

Fordi man er bange for

at komme i kontakt med ens lidelse.

Og Buddhas metode går ud på,

at man bør øve sig i at praktisere

mindfulness mens man trækker vejret,
sidder,

går,

kører.

For, når I praktisere at trække vejret
mindful,

gå mindful, skaber I noget energi.

Den energi, der kan hjælpe jer
med at være stærk.

Og går I tilbage til jer selv
med den energi,

er I stærkere, fordi denne energi

hjælper jer med at erkende jeres lidelse,

hjælper jer med at tage lidelsen til jer,

og lytte til den.

Uden mindfulness er I bare en...

passiv... I er bare en passiv størrelse.

I kommer til at blive overvældet.

I bliver offer for jeres lidelse.

Men med mindfulness,

med energien fra mindfulness,

kan I være aktiv.

Fordi I med mindfulness

har styrken til at erkende

lidelsen.

"Hej med dig, min desperation.

Jeg ved du er der.

Jeg vil tage mig af dig.

Jeg kommer tilbage for din skyld.

Jeg er her for dig."

Det er stemmen til mindfulness.

"Hej med dig, jeg ved, du er der."

"Hej, min lille vrede, min lille
desperation,

Jeg ved, du er der.

Jeg kommer tilbage til dig og

tager mig af dig."

Det er mindfulness' værk.

Og hvis I ikke praktiserer at gå mindful,

at sidde mindful, at trække vejret mindful,

har I ikke den energi.

Det er derfor, at buddhistisk meditation

starter med mindfulness.

Og mindfulness er den slags energi,

som alle kan skabe ved at praktisere.

Når I går,

fra jeres værelser

til meditationshallen,

så gå på en måde, at

hvert skridt hjælper til at skabe

mindfulness' energi,

mindfulness mens I går.

Når I vasker jeres service op,

lad være med at tænke på andet,

bare fokuser jeres opmærksomhed

på at vaske op, nyd at vaske op

og trække vejret, der skaber

mindfulness' energi.

I Plum Village gør vi sådan.

Vi gør alt med mindfulness.

Vi spiser med mindfulness.

Vi laver mad med mindfulness.

Vi gør rent med mindfulness.

Fordi denne energi i mindfulness er

den energi, der kan hele,

der kan transformere.

Med mindfulness kan man altså gå hjem

til sig selv uden frygt.

Med mindfulness kan man sige,

"Hej, min desperation. Hej, min vrede.

Jeg ved, du er der.

Jeg vil tage mig godt af dig."

Og med den samme energi fra mindfulness

kan I omfavne jeres smerte,

jeres sorg, blidt og lytte til den.

Som en mor, der holder sin grædende baby

og lytter til babyen,

hvorfor babyen lider sådan.

Jeres lidelse er altså jeres baby.

Selv om moren endnu ikke ved,

hvad der er galt med babyen,

kan det faktum, at hun holder babyen

med ømhed, hjælpe babyen

til at lide mindre med det samme.

Med mindfulness holder man altså

om sin lidelse. Man har ikke set

rødderne til lidelsen endnu,

men det faktum, at man er der for

sin lidelse, holder det blidt,

ikke prøver at løbe fra det,

kan allerede bringe noget lettelse,

og man lider mindre.

At sidde eller gå og omfavne sin lidelse

blidt, kan allerede bringe lettelse.

Og hvis I sidder med en gruppe mennesker,

der er i stand til at skabe mindfulness,

kan I gøre god brug

af denne kollektive energi af mindfulness

til at erkende og omfavne

smerten i jer.

Det er som en dråbe vand i en flod.

Den giver hele floden lov til at
omfavne den,

at bære den, at guide den.

Når man sidder i en sangha, en gruppe af

brødre og søstre i praksissen,

siger man altså, "Kære brødre og søstre,

her er min smerte. Her er min desperation.

Hjælp mig at omfavne den, fordi jeg bare

er begynder i praksissen."

Man åbner altså sit hjerte og giver

den kollektive energi af sanghaen lov til

at erkende og omfavne ens smerte.

Og hvis man gør det, lider man efter få

minutter mindre.

Man bliver lettet.

Og det er, hvad vi kalder for
at tage tilflugt

i sanghaen, at have tillid til sanghaen,

som en dråbe vand har tillid til floden.

Det er nemmere at praktisere i
et fællesskab.

Fællesskabet er en juvel,

En af de tre juveler.

Buddha er en juvel, dharma er en juvel,

sangha er en juvel.

Og sanghaen er meget konkret.

Sanghaen består af praktiserende.

Medlemmerne af sanghaen kan skabe

mindfulness, koncentration og indsigt.

Sangha bærer altså også dharmaen.

En ægte sangha har ægte dharma i sig.

Og hvor dharmaen er,

er buddhaen også.

Sanghaen bærer altså

dharmaen og buddhaen i sig..

Led ikke efter buddhaen

i templet eller i himlen.

Buddhaen er i sanghaens handling.

Fordi sanghaen ved at skabe

mindfulness, koncentration og indsigt.

En buddha er en, der har

disse energier i sig.

Og vi er alle i stand til at skabe

disse tre slags energi.

Vi er fremtidige buddhaer.

[Halv klokke]

[Klokke]

Mindfulness indeholder også

koncentrationens energi.

Sammen kan mindfulness og koncentration

føre til en indsigt,

der kan bringe lettelse.

At øve sig i koncentration, kan være

meget magtfuld.

Det kan gøre det muligt for os, at opnå

den slags indsigt, der kan frigøre os.

Vi behøver ikke, at ændre omgivelserne

for at være glad,

hvis vi opnår indsigt, hvis vi får

et nyt perspektiv.

Og vi lider ikke mere.

Tro altså ikke, at med mindre I

ændrer omgivelserne,

I skifter partner,

kan I ikke være glad.

Lad være med at tænke sådan!

I lider på grund af den måde,

I anskuer tingene.

I lider, fordi I ikke har

nok indsigt.

Og indsigt opnår man ved at

praktisere mindfulness og koncentration.

Og indsigt er noget meget konkret.

Det er som forsiden og

bagsiden af et ark papir.

Forsiden kan ikke eksistere uden bagsiden.

Hvis man tænker, at lykke er

en individuel ting, tager man fejl.

Faren kan ikke være virkeligt glad,

hvis sønnen lider ekstremt.

Sønnen kan ikke søge efter individuel lykke,

hvis hans far lider ekstremt.

Lykke er altså ikke en individuel ting.

Hvis I kan få jeres far til at lide mindre,

lider I selv mindre.

Det er indsigten i interværen.

Indsigten af interværen er,

I er i jeres far.

Og jeres far er i jer.

Der findes unge mennesker, der siger...

der er så vred på deres far,

at de siger,

"Jeg vil ikke have noget som helst at gøre

med den person!", navnlig deres far.

Det er nonsense. Fordi, ser man ind i

sønnen, så ser man faren.

Hans far er til stede i hver en celle

af hans krop.

Hvordan kan han sige, "Jeg vil ikke have

noget som helst at gøre med ham mere"?

I kan ikke tage jeres far ud af jer.

Som man ikke kan tage træet ud

af papirarket.

Når faren altså ser sig selv i sønnen,

og sønnen ser sig selv i faren,

har de opnået indsigten i interværen.

De ved, at det er dumt, at

påføre hinanden lidelse.

At hjælpe den anden til at lide mindre,

får dig til at lide mindre.

Alt hvad I gør for jer selv for
at lide mindre,

gør I også for den anden.

Det er den indsigt, man når frem til

igennem mindfulness og koncentration.

Mange af os tror altså, at med mindre

vi bliver skilt, med mindre
vi ændrer omgivelserne,

kan vi ikke være lykkelig.

Med mindre vi tager et andet sted hen,

kan vi ikke være lykkelig.

Men ifølge denne lære, behøver man kun

at ændre måden man anskuer tingene på,

igennem at opnå indsigt.

Og når man opnår indsigten,

lider man ikke mere.

Dette er frelse ikke igennem nåde,

men igennem indsigt.

I starten af denne tale,

har Thầy sagt, at...

han har sagt, at

når man har forstået sin egen

lidelse, og lider mindre,

så er man meget bedre i stand til at

se lidelsen i andre mennesker.

Inden da, tror man, at man er

den eneste, der lider.

Ham dér får dig til at lide.

Han lider ikke selv.

Men nu, hvor I har mindfulness

og koncentration til at hjælpe jer

med at forstå jeres egen lidelse,

ved I, at lidelse hovedsageligt

er skabt af os selv.

Og I ser den anden,

ser lidelsen i ham,

vanskelighederne i ham,

desperationen i ham.

I ser, at personen har så meget

lidelse i sig, og han ved ikke,

hvordan han skal håndtere lidelsen,

hvordan han skal transformere den,

så han bliver ved med at være offer

for denne lidelse.

Og siden han ikke ved,

hvordan han skal håndtere lidelsen,

fortsætter han med at lide og

med at påføre andre

omkring ham lidelse.

Hans lidelse spreder sig omkring ham.

Han er det første offer for sin lidelse,

og I er bare et andet offer.

Måske ønskede han ikke, at I skulle lide.

Han har ingen intention om at I skal lide.

Men fordi han ikke kan håndtere lidelsen,

får han jer

til at lide med ham.

Det er denne indsigt man opnår,

når man ser på den anden.

Og når I har set, at den anden

har en hel del lidelse, vanskeligheder,

og ikke er i stand til at håndtere lidelsen

og vanskelighederne, så ved I,

at personen har brug for hjælp,

og ikke for straf.

Og I kan tænke, at I kan hjælpe

ham eller hende.

I vil gerne sige noget,

eller gøre noget,

så han lider mindre.

Det betyder, at I har forstået,

og forståelsen har skabt

medfølelse.

Den samme person altså,

men I lider ikke mere.

I behandler ikke personen med vrede

og afmagt mere,

men I ser håb, I ser kærlighed.

I tror, at hvis I får en skilsmisse,

kommer problemet til at forsvinde.

Det passer ikke.

I har været sammen med ham eller hende

en del år allerede,

så nu er han i jer,

selv om I allerede har underskrevet
papirerne.

I kan ikke få ham ud af jer.

Han vil være i jer for livet.

Hun vil være i jer for livet.

Den eneste løsning er altså at praktisere

for at transformere jer selv og ham i jer.

Og når I er transformeret,

hvis I bliver let, befriet, kan I hjælpe

den anden til at transformere og blive let.

Og I behøver ikke, at ændre noget.

I behøver ikke at skifte partner,

I behøver ikke at skifte omgivelser.

I må ændre

jeres måde at se tingene på.

Og det gør I kun,

når I opnår indsigt.

Indsigt opnår man ved at praktisere

mindfulness, koncentration.

[En fugl skræpper højt.]

Og siden I har lidt,

har I mudderet.

Og hvis I kan gøre god brug af mudderet,

kan I dyrke smukke lotusblomster.

Lidelse spiller altså en bestemt rolle

for det at skabe lykke.

Hvis der ikke er lidelse,

hvordan kan forståelse opstå,

og hvordan kan medfølelse opstå?

Og forståelse og medfølelse

er grundlaget for lykke.

Og vi ved, at for at skabe

forståelse og medfølelse

har vi brug for den substans,
der hedder lidelse.

Så for at praktisere, en god praktiserende

er en, der ved hvordan man gør

god brug af lidelse for at

skabe forståelse og medfølelse.

Og I behøver ikke at

skabe mere lidelse.

Der findes nok,

mere end nok lidelse allerede.

Udfordringen er altså,
hvordan man kan gøre god brug af den.

[En fugl skræpper i baggrunden.]

Den (fuglen) er enig med mig.

[Latter]

Min definition af Guds rige

er ikke et sted, hvor der ikke findes
lidelse.

Guds rige er et sted, hvor folk

ved at gøre god brug af lidelse

for at skabe forståelse og

medfølelse og kærlighed.

Jeg er sikker, jeg er

mere end overbevist.

Jeg ser meget tydeligt, at der er lidelse

i Guds rige.

Hvis der ikke findes lidelse,

kan der på ingen måde skabes

forståelse og medfølelse.

Lidelse er meget brugbart,

og vi kan tale om

"lidelsens fordele",

"les bienfaits de la souffrance".

Hvis I ikke har mudderet,

kan I ikke dyrke lotusblomster.

Hvis I ikke har lidelse,

kan I ikke skabe lykke og glæde.

Og det er indsigten i interværen.

I begyndelsen af talen

har Thầy sagt, at en god praktiserende

er en, der ved hvordan man skaber

glæde og lykke.

Og en der ved hvordan man håndterer

og transformerer lidelse.

Og disse to ting

går sammen.

Og denne praksis hjælper den anden praksis.

Hvis man kan håndtere lidelse,

er det nemmere at skabe

glæde og lykke. Hvis man kan

skabe glæde og lykke,

er det nemmere at håndtere lidelse.

Højre og venstre læner sig op ad hinanden,

støtter hinanden,

de er ikke fjender.

Lidelse er ikke en fjende.

Den kan være ens allierede.

Den femte øvelse i mindful vejrtrækning

er at skabe glæde.

Og den sjette er at skabe lykke.

Og hvis vi er praktiserende,

bør vi lære, hvordan vi kan gøre det.

En god praktiserende kan skabe

en følelse af glæde, af lykke

når som helst han eller hun vil.

For ham eller hende selv
og for den anden person.

Og hvordan, står meget klart.

At praktisere mindfulness hjælper os med

at bringe vores sind hjem til vores krop.

Husker I den sidste dharmatale?

Og når sind og krop er samlet,

er I fuldt ud til stede

i her og nu.

I vores hverdagsliv er sind og krop

meget ofte adskilt.

Tænk på computeren.

I bruger to timer med jeres computer.

I lader jeres krop... I glemmer,

at I har en krop.

Når sind og krop altså er samlet,

nyder I at ånde ind, at ånde ud.

I er til stede her og nu.

I betragter jeres krop som et mirakel.

I betragter solskinnet, regnen,
træerne, bakkerne

som mirakler.

I ved, at I er sund og rask.

Jeres øjne er stadigt klare,

i en god tilstand.

Jeres hjerte arbejder stadigt godt.

Jeres fødder er stærke nok til at gå og løbe.

I har god luft til at trække vejret i.

Der er så mange forudsætninger for lykke,

der er til rådighed her og nu.

Så, ved at komme i kontakt med disse
bestanddele

af lykke... bestanddele der er

forfriskende og helende og nærende,

skaber I en følelse af glæde.

Mange af os har rigeligt af

forudsætninger for lykke

til rådighed her og nu.

Men vi bliver revet med af en følelse af

vrede, angst, og vi ignorerer alt.

Vi træder på forudsætningerne for lykke.

Vi spilder...

Mindfulness hjælper os med at erkende

disse forudsætninger for lykke.

Og når vi er i kontakt,

opstår der meget nemt en følelse

af glæde, en følelse af lykke.

Sidste gang talte Thầy om at

åbne vandhanen med mindfulness.

Med mindfulness kan I se, at vandet

er kommet fra bjergtoppen

ned til jorden, til jeres køkken.

Og at lade dette friske vand flyde

gennem jeres fingre, kan være et

lykkeligt øjeblik. Det er et mirakel.

Der findes mennesker i verden, der skal

gå 5 kilometer for at hente lidt vand,

som ikke er af god kvalitet.

Vi er meget heldige.

Selv om vi lige har mistet vores arbejde,

er vi stadigt meget mere heldige end

så mange andre.

At erkende, at vi er heldige,

at vi stadigt har rigeligt af forudsætninger

for lykke, kan lade en følelse af glæde,

en følelse af taknemmelighed,

en følelse af lykke opstå.

I minder jer selv om det med mindfulness,

og I minder den anden om

at I begge er heldige.

Før I spiser jeres morgenmad,

kig på den anden og sig,

"Kære, tænker du ikke, vi er heldige?

Vi har tag over hovedet,

vi har morgenmad,

vi er stadigt sammen."

Vi påminder os selv og påminder andre,

"Der er ikke krig her."

Og hvis I har lidt i fortiden,

så bring lidelsen ind i

øjeblikket for at sammenligne.

Og mod baggrunden af lidelse

vil lykken træde klart frem.

Ved I, under krigen i Vietnam

hørte man lyden af skud,

dag og nat, og man ønskede, at

kunne sove bedre

uden lyden af skud.

Men her er der ikke nogen lyd af skud

om natten.

I har fred.

Vores medarbejdere i

School of Youth for Social Service i Vietnam,

unge munke og nonner og lægfolk,

vi har genopbygget mange landsbyer,

der var blevet ødelagt af bomber.

Krigen i Vietnam varede ved i 30 år.

Den første del blev ført af

den franske hær, fra 1945 af,

og siden, længe derefter, havde franskmændene

ikke penge nok til at fortsætte

krigen, så amerikanerne finansierede

krigen i Vietnam,

ud fra deres frygt for kommunismen,

og fordi de troede, at hvis Vietnam blev

kommunistisk, ville

alle lande i Sydøstasien

følge, som dominobrikker.

Så, frygt ligger under, er grundlaget

for handlingen.

Millioner af mennesker blev slået ihjel.

Mange franske soldater døde i Vietnam.

Mange amerikanske soldater døde i Vietnam.

Og vi mistede omkring 6 millioner
mennesker i krigen.

Og vores socialarbejdere arbejdede

i denne vanskelige situation.

Der var en landsby, der blev bombet

af amerikanerne.

Landsbyen lå tæt ved den

demilitariserede zone

i Trà Lộc.

Zonen delte

norden og syden.

Og vores arbejdere modtog ordre

at genopbygge denne landsby.

Og så blev den

bombet igen, for anden gang.

Og lokale arbejdere, munke, nonner og andre

spurgte, om de skulle genopbygge

landsbyen Trà Lộc.

Vi sagde, "Ja, vi må genopbygge!"

I provinsen Quảng Trị,

nær den 17. parallel,

Trà Lộc.

Siden blev den bombet for tredje gang.

Og vi mødtes på School of Youth

for Social Service's hovedkontor,

og efter noget debat, sagde vi,

"Byg op igen!" Tredje gang.

Og den blev bombet igen,

for fjerde gang.

Problemet var ikke materialet

til genopbyggelsen. Problemet var,

om vi skulle give op, eller fortsætte.

Hvad nytter det, at bygge op,

når det så bliver ødelagt?

Det spørgsmål stillede mange mennesker.

Men psykologisk set, hvis man giver op,

bliver man overvældet af desperation.

Og desperation er det værste,

der kan overgå et menneske.

Så vi gav ordre til at genopbygge den

for fjerde gang,

ved I, vi genopbyggede den fem gange.

Vi genopbyggede den, fordi vi ikke ville

folk skulle blive offer for desperation.

Ikke fordi vi...

Vi havde penge og materiale nok

til det.

Det er et psykologisk problem.

Og når mennesker bliver

overvældet af desperation,

er det den form for lidelse, der er

den vanskeligste, den slags lidelse,

der er den sværeste at bære.

Jeg husker, at mange unge mennesker kom

til mig og spurgte, "Thầy, tror du

krigen kommer til at slutte snart?"

Det var omkring 20 år

efter krigen var begyndt.

Folk døde hver dag, hver nat.

Og vores School of Youth for Social Service,

vi tog ud for at redde mennesker,

for at hjælpe sårede,

for at hjælpe,

for at organisere flygtningelejre,

krigsflygtningelejre.

Og mange af os, også ordensmedlemmer, døde

under disse indsatser.

"Kære Thầy" -- det var en gruppe studerende

fra mange fakulteter på universitetet

i Saigon, der kom og spurgte Thầy --

"tror du, at krigen slutter snart?

Er der noget håb?"

Mere end 20 år allerede.

Det er et meget svært spørgsmål.

Thầy havde ikke noget håb.

Der var ikke lys forenden af tunellen

Men hvordan kan Thầy sige,
at der ikke er håb?

Det ville have ødelagt dem.

Det ville have knust de unge mennesker.

Efter at have åndet nogle gange ind og ud,

sagde Thầy altså,

"Kære venner, Buddha sagde,

at alting er forgængeligt.

Krigen burde også være forgængelig.

Krigen er nødt til at slutte en dag.

Så lad os fortsætte."

Når det kommer til den globale opvarmning,

er mange af os tæt på desperation.

Vi har ikke set tegn på...

Men hvis vi lader os

overvælde af desperation,

mister vi vores klarsyn, vi mister vores håb,

og vi får en værre situation,

meget hurtigt.

Derfor er vi nødt til at praktisere,

så vi får den slags indsigt, der

kan hjælpe os med at afværge desperation,

der lader os fortsætte med klarsyn

og uden frygt.

At skabe glæde og lykke

er altså hvad Buddha siger vi skal gøre,

at bruge mindfulness for at skabe

en følelse af glæde og lykke.

Fordi vi alle har brug for

at blive næret.

Og glæde og lykke kan også være mulige

i en svær situation.

Og derfor fortsatte vores arbejdere

under krigen med at praktisere.

Øvelse i mindfulness lader os

komme i kontakt med de gode ting,

så vi kan få den næring og heling,

der lader os fortsætte.

Vi må opfinde glæde og lykke

for at overleve.

Forestil jer, I har en smuk have,

hvor I har 30 smukke træer.

Og hvis nu 5 af træerne i jeres have

bare falder om.

meget smukke træer.

Og I er kede af det, måske er I besat

af den slags tristhed, der lader jer

ikke længere nyde jeres have.

Men der er yderligere 20 træer i haven,

der stadigt er smukke, sunde og raske.

Det er jo ikke fordi et antal træer er døde,

at I stopper med at nyde træerne.

Lidelse og lykke sker altså

på samme tid, i os alle sammen.

Det er ikke fordi vi oplever lidelse,

at vi ikke kan nyde

den del, der ikke er lidelse.

Og derfor må I beskytte

jer selv, selv i den mest

desperate situation,

ved at skabe øjeblikke af

glæde og lykke sammen.

Forestil jer, I skal have, I skal have noget,

I skal have frokost.

På bordet er der en appelsin, der er

en courgette, der er risene,

der er grøntsagerne.

Og selv om vi får

nogle dårlige nyheder,

bør vi prøve at spise vores frokost

på en måde, hvor vi kan få næringen

og heling mens vi spiser.

Det er muligt, at tage en frugt,

en grøntsag, og se, at den er en gave

fra Moder Jord.

Vi har stadigt kærlighed.

Hvis I altså kan nyde jeres frokost,

I spiser med mindfulness,

hvis I kan værdsætte det faktum,

at I stadigt er sammen,

I er stadigt en familie,

I har stadigt mulighed for

at spise frokost sammen,

det er de positive ting.

Selv i en svær situation

bør vi stadigt være i stand til

at skabe en følelse af taknemmelighed,

af glæde, af lykke, for at nære os.

Og når I er næret sådan,

er I stærkere, når I skal håndtere

den lidelsesfulde situation.

For at kunne transformere og hele,

har I altså brug for næring.

Det er som med en person,

der skal opereres.

Hvis lægen bedømmer, at personen

er for svag for at blive opereret,

vil han sige, at operationen

skal udsættes, og personen skal have hjælp

til at blive lidt stærkere

for at kunne modstå, udholde

operationen.

Det er altså det samme.

Vi har en bunke smerte.

Vi kan tro, at medmindre jeg

fjerner bunken af smerte,

kan jeg ikke nyde livet.

Det er ikke den bedste tankegang.

Selv om der er træer, der er døde,

er der stadigt mange træer, der er i live.

Og I bør være i stand til at sidde under

de smukke træer og sige,

"Vi har stadigt smukke træer."

Og hvis I kan nyde

de smukke træer, har I mere styrke

til at genopbygge, genplante andre træer.

Øvelsen med at skabe glæde

og lykke hjælper jer altså i processen

med at håndtere lidelse.

En god praktiserende bør altså vide

hvordan man skaber
en følelse af glæde og lykke

ved at røre ved de gode ting,
de positive ting,

de ting, der er nærer og

heler os, og der stadigt er til rådighed.

Og det er resultatet af mindfulness.

Mindfulness lader os erkende

disse ting som tilgængelige.

Og mindfulness hjælper jer til at minde

den anden om at, "Kære, vi er stadigt

meget heldige. Lad os være taksamme,

så vi kan være stærke nok til at håndtere

de vanskeligheder vi har haft."

Og den syvende øvelse

i mindful vejrtrækning er at...

er at erkende

smerte, dårligdom.

At have modet

til at anerkende det faktum at

der er lidelse i mig.

At komme hjem i mindfulness

for at erkende og for at omfavne,

og ikke undertrykke.

Moren undertrykker ikke sin baby.

Hun anerkender babyen,

ser babyens lidelse,

tager babyen op og holder babyen

med ømhed.

Det er, hvad en god praktiserende vil gøre.

Gå hjem til jeres baby, jeres lidende baby.

Vær der for jeres baby.

Omfavn det ømt, og opnå lettelse.

I kan ikke gøre det, med mindre I har

energien fra mindfulness.

Derfor, når I går fra jeres telt til

meditationshallen, lad være med at tale.

Lad være med at tænke.

Gå på en måde, så hvert skridt

skaber mindfulness,

hvert skridt bringer glæden,

bringer lykken ved at være i live

og røre ved livets mirakler.

Det hjælper med helingen.

I nærer jer selv med det.

I vores gående meditation

stopper vi altså tankerne. Tankerne

bringer os væk fra her og nu.

Vi føler bare.

Vi berører bare, føler kontakten mellem

vores fødder og Moder Jord.

Lad Moder Jord hele jer.

Lad livets mirakler

gennemtrænge

jeres krop, og hav tillid.

Stol på Moder Jord som kilde til heling.

I indånder luften.

Luften kan være helende.

I får, I lader den smukke, grønne

farve gennemtrænge jeres sind

eller krop. Det er helende.

Hvert skridt kan være helende.

Hvert åndedrag kan være helende.

Og Moder Jord er ikke bare omkring jer.

Hun er indeni jer.

Lad hende hele jer.

Fordi Moder Jord er en

en vidunderlig smuk bodhisattva,

smukke alle vores Moder.

Moder af buddhaer, bodhisattvaer og helgener.

Hun har bragt os til live,

og hun vil få os tilbage.

Og bringe os til live igen og igen.

Vi må have tillid.

Moder Jord er ikke omverdenen.

Moder Jord er os, er et væsen,

et stort væsen, mahasattva.

Og den ottende øvelse

i mindful vejrtrækning er beroligelse,

at berolige smerten.

Om smerten er en smertefuld følelse,

en vanskelig, ubehagelig følelse, eller

en stærk emotion, som angst, vrede,
desperation.

Vi er nødt til at gå hjem og tage os af det.

Og med mindfulness' energi.

I vores daglige liv kan alt vi gør,

hvert minut vi lever, blive brugt

til at skabe mindfulness' energi.

Selv om I børster jeres tænder, børst dem

med mindfulness og nyd tiden med

tandbørstningen.

Det kan bringe jer lykke.

[Klokken inviteres]

Der findes mange måder at skabe

glæde og lykke på

med mindfulness,

også øvelsen af

selektiv vanding.

I har et frø af glæde,

en erindring af lykke,

og et frø af kærlighed,

og et frø af forståelse i jer.

Og den anden har også

mange gode frø i sig.

Han eller hun har begavelser, tolerance,

er i stand til at tilgive.

Og I har også disse gode ting.

Så, erkend disse ting,

og lad dem vise sig.

Sig noget, lyt til noget

for at lade de gode ting i os

vise sig.

Når I lytter til en dharmatale,

er dharmatalen en slags regn,

der gennemtrænger jordbunden

af jeres bevidsthed.

I jordbunden af jeres bevidsthed

er der et frø af kærlighed.

Der er et frø af forståelse,

der er et frø af mindfulness,

der er et frø af fred,

der er et frø af medfølelse.

Og hvis vi lader dharmatalens regn

trænge dybt ind i

jordbunden af jeres bevidsthed,

kommer frøene til at spire,

og det bringer jer glæde og lykke.

I kan læse en bog.

I kan lytte til en god samtale,

der formår at erkende og

vande de gode frø,

så de kan komme op.

Og glæde og lykke bliver virkelighed.

Og I kan vande jordbunden

af den andens bevidsthed.

Han/hun har mange gode ting.

Lad være med at vande frøene til vrede,

frygt, jalousi i ham eller hende.

Vand frøene af forståelse,

medfølelse, glæde,

og I vil se, at personen

kan være glad og lykkelig med det samme.

Det tager ikke lang tid. Det sker hurtigt.

Det er øvelsen i selektiv vanding.

I vander kun de gode frø indeni jer

og i den anden.

I anerkender personens begavelser,

dyder.

I siger, at I er taknemmelige for,
at han/hun findes.

I skaber lykke og glæde med det samme.

Der findes mange måder at skabe

glæde og lykke.

Og der findes også mange måder at...

at håndtere smerten.

Måske det første er at bare

erkende smerten og ikke overdrive.

Fordi til tider er der noget,

som forstyrrer jer, i jeres krop,

eller i jeres sind, og I lider.

I det øjeblik lader I lidelsen

overvælde jer.

I glemmer de gode ting.

Og det er ikke en god ting at gøre.

Erkend, at der er nogle træer,

der dør,

men husk at der er mange ting,

der stadigt er i live og smukke.

Det er sandheden.

Og så, lad være med at overdrive.

Hvis noget synes at være galt

med jeres krop, lad være med at gå i panik,

lad være med at tro, at I kommer til at dø

meget snart.

Og dette har Buddha lært os.

Hvis der er en smerte i jeres krop,

hvis der er smerte i jeres sind,

bare erkend det som det er,

og overdriv ikke.

Og han gav eksemplet af en,

der bliver ramt af en pil.

I bliver ramt af en pil, og I lider.

Men hvis en anden pil rammer

jer på eksakt samme sted,

kommer smerten ikke bare at være dobbelt,

men måske ti gange så stærkt.

Hvis I altså lader jeres

vrede, jeres desperation, jeres angst

komme op,

bare på grund af en mindre smerte

i jeres krop og i jeres sind,

så lider I 10 gange, 100 gange mere.

Det er altså øvelsen

af simpel erkendelse, ren erkendelse.

Er der en mindre smerte, ved I,

at der er en mindre smerte.

Måske har I brug for en læge,

brug for en ven for at se efter med jer,

så I kan erkende

smerten som det den er, og ikke overdrive.

Hvis I overdriver,

forstærker I smerten igennem

indbildning. I tror, I kommer

til at dø meget snart.

I tror, det er kræft.

Hvis I bliver vred,

hvis I bekymrer jer for meget,

forstærker I lidelsen.

Det første, Buddha sagde

er at erkende

smerten som det den er og ikke overdrive.

Det betyder, lad ikke

den anden pil komme.

Og til tider kommer den anden pil

fra en anden person.

Han eller hun bekymrer sig for meget,

og det får jer til også at blive bekymret.