James Cameron: Inden Avatar ... en nysgerrig dreng

James Camerons film med stort budget (og endnu større indtjening) skaber helt uvirkelige verdener. I dette personlige foredrag, afslører han sin barndoms fascination med det fantastiske -- fra at læse science fiction til dybhavs dykning -- og hvordan det i sidste ende drev successen af blockbuster hits "Aliens", "The Terminator", "Titanic" og "Avatar".

Jeg voksede op på en fast kost af science fiction.

I gymnasiet, jeg tog en bus til skole

en time hver vej, hver dag.

Og jeg var altid optaget af en bog,

en science fiction bog,

hvilket bragte mig ind i andre verdener,

og fornøjet, på en narrativ måde,

denne umættelige form for nysgerrighed jeg havde.

Og I ved, den nysgerrighed viste sig også

på den måde, at når jeg ikke var i skole

var jeg ude i skoven,

på vandreture og tog "prøver" --

frøer og slanger og biller og vand fra et vandhul --

og tog det med tilbage. Kiggede på det under et mikroskop.

I ved, jeg var en rigtig videnskabs nørd.

Men det handlede om at prøve at forstå verdenen,

forstå grænserne for det mulige.

Og min kærlighed for science fiction

lod faktisk til at være spejlet i verden omkring mig,

fordi det der skete - dette var i slutningen af 60'erne,

vi tog til månen,

vi udforskede dybhavet.

Jacques Cousteau kom ind i vores stuer

med hans utrolige udsendelser, der viste os

dyr og steder og en vidunderlig verden,

som vi aldrig rigtig kunne have forestillet os.

Så, det gav genlyd

med hele science fiction delen.

Og jeg var en kunstner.

Jeg kunne tegne. Jeg kunne male.

Og jeg fandt ud af, at fordi der ikke var computerspil

og denne mætning af CG film og al dette

billedsprog i medie landskabet,

blev jeg nød til at skabe billederne i mit hoved.

Som I ved, det gjorde vi alle, som børn var vi nødt til

at læse en bog, og gennem forfatterens beskrivelse,

sætte noget på lærredet i vores hoved.

Så, mit svar på dette var at male, at tegne

fremmede væsener, fremmede verdener,

robotter, rumskibe, al den slags.

Jeg blev hele tiden irettesat i matematiktimerne

for at lave kruseduller bag i bogen.

Det var -- kreativiteten

skulle ud på en eller anden måde.

Og der skete noget interessant: Jacques Cousteau udsendelserne

gjorde mig utrolig begejstret for det faktum, at der var

en fremmed verden lige her på jorden.

Jeg vil nok ikke rejse til en fremmed verden

i et rumskib en dag --

det virkede til at være temmelig utroligt.

Men det var en verden jeg virkelig kunne besøge,

lige her på Jorden, der var rig og eksotisk

som alt der jeg havde forestillet mig

ved at læse de bøger.

Så, jeg besluttede mig for at jeg ville blive scuba dykker,

da jeg var 15 år.

Og det eneste problem med det var at jeg boede

i en lille by i Canada,

950 kilmoter fra det nærmeste ocean.

Men det gjorde mig ikke modløs.

Jeg plagede min far indtil han endelig fandt

scuba undervisning i Buffalo, New York,

lige på den anden side af grænsen fra hvor vi bor.

Og jeg blev faktisk certificeret

i en pool ved YMCA i den døde vinter

i Buffalo, New York.

Og jeg så ikke oceanet, et rigtigt ocean,

før to år senere,

hvor vi flyttede til Californien.

Siden da, i den mellemliggende

periode på 40 år,

har jeg brugt cirka 3.000 timer under vandet,

og 500 timer af de timer blev brugt i ubåde.

Og jeg har lært at det dybhavs miljø,

og selv de lavvandede oceaner,

er så rige på utrolig liv

der virkelig er udenfor vores fantasi.

Naturens fantasi er så grænseløs

sammelignet med vores egen

tarvelige menneskelige fantasi.

Jeg har stadig, den dag i dag, dyb respekt

for det jeg ser, når jeg dykker.

Og min kærligheds-affære med oceanet er løbende

og lige så stærk som den nogensinde har været.

Men da jeg valgte en karriere som voksen,

var det at lave film.

Og det virkede til at være den bedste måde at forlige

denne trang jeg havde til at fortælle historier

med min trang til at skabe billeder.

Og jeg tegnede, som barn, tegneserier og så videre.

Så, det at lave film var en måde til at sætte billeder og historier

sammen, og det gav mening.

Og selvfølgelig var de historier jeg valgte at fortælle

science fiction historier: "Terminator", "Aliens"

og "Dybet".

Og med "Dybet" satte jeg min kærlighed for

det at være under vandet og dykning sammen med det at skabe film.

Så, I ved, sammensætning af to passioner.

Der kom noget interessant ud af "Dybet",

hvilket var at løse et specifikt narrativt

problem ved den film,

hvilket var, at for skabe denne form for flydende vand skabning

tog vi faktisk computer generet animation, CG, til os.

Og dette resulterede i den første soft-surface

karakter, CG animeret

der nogensinde var i en film.

Og selvom filmen ikke tjente nogen penge --

det løb knap nok rundt, burde jeg sige --

var jeg vidne til noget forbløffende, hvilket er at publikum,

det globale publikum, var tryllebundet

af denne åbenbare magi.

I ved, det er Arthur Clarkes lov

at enhver tilstrækkeligt avanceret teknologi er meget lig magi.

De så noget magisk.

Så det gjorde mig meget begejstret.

Og jeg tænkte, "Wow, dette er noget der skal gribes

i filmkunsten."

Så, med "Terminator 2", hvilket var min næste film,

tog vi det meget længere.

Vi arbejde med ILM og skabte fyren af flydende metal

i den film. Successen afhang af balancen

om den effekt ville virke.

Og det gjorde det, og vi skabte magi igen,

og vi havde det samme resultat med et publikum --

selvom vi tjente lidt flere penge på den.

Så, ved at tegne en streg mellem de to erfarings

prikker

blev til, "Dette bliver en helt ny verden",

dette var en helt ny kreativ verden

for filmskabere.

Så, jeg startede et firma med Stan Winston,

min gode ven Stan Winston,

der er førende make-up og væsen designer

på den tid, og det blev kaldt Digital Domain.

Og firmaets koncept var

at vi kunne avancere forbi

den analoge process med optiske printere og så videre,

og vi kunne gå direkte til den digitale produktion.

Og det gjorde vi faktisk og det gav os en konkurrencefordel i et stykke tid.

Men i midten af 90'erne blev vi hængende

i væsen og karakter design tingene

som vi faktisk havde skabt firmaet til at lave.

Så, jeg skrev dette stykke der hed "Avatar",

der virkelig skulle flytte grænserne

for visual effects,

for CG effekter, endnu længere,

med realistiske menneskelige følelsesmæssige karakterer

skabt i CG,

og hovedpersonerne ville være kun være CG,

og verden ville være CG.

Og grænserne skubbede tilbage

og jeg blev fortalt af folkene i mit firma,

at vi ikke ville være i stand til at kunne gøre det i noget tid.

Så, jeg lagde det på hylden og så lavede jeg en anden film om et stort skib der synker.

(Latter)

I ved, jeg tog ud og fremlagde det for studiet som "Romeo og Juliet" på et skib:

"Det bliver denne episke romance,

passionerede film."

I al hemmelighed, det jeg ville gøre var

at jeg ville dykke ned til det virkelige vrag af "Titanic".

Og det var derfor jeg lavede filmen.

(Bifald)

Og det er sandheden. Nu vidste studiet ikke det.

Men jeg overbeviste dem. Jeg sagde,

"Vi dykker ned til vraget. Vi filmer det i virkeligheden.

Vi vil bruge det i starten af filmen.

Det vil blive virkelig vigtigt. Det vil være en fantastisk marketings fidus."

Og jeg overtalte dem til at finansiere ekspeditionen.

(Latter)

Lyder skørt. Men det fører tilbage til det tema

om at ens fantasi skaber en virkelighed.

Fordi vi skabte faktisk en virkelighed hvor jeg seks måneder senere,

befinder mig i en russisk ubåd

fire kilometer under overfladen i Atlanten,

og kiggede på den rigtige Titanic gennem et koøje.

Ikke en film, ikke HD -- virkeligheden.

(Bifald)

Det slog benene væk under mig.

Og det krævede meget forberedelse, vi skulle bygge kameraer

og lys og alle mulige ting.

Men, det slog mig hvor meget

dette dyk , disse dybe dyk,

var ligesom en rummission.

I ved, hvor det var meget teknisk,

og det krævede enorm meget planlægning.

Man går i denne rumkapsel, man tager ned i dette mørke

fjendtlige miljø

hvor der ikke er noget håb om undsætning

hvis man ikke selv kan sørge for at komme tilbage.

Og jeg tænkte ligesom, "Wow. Jeg ligesom,

lever i en science fiction film.

Dette er virkelig koldt."

Så, jeg blev virkelig bidt af dybhavs udforskning.

Selvfølgelig, nysgerrigheden, den videnskabelige del af det --

det var alt. Det var eventyr,

det var nysgerrighed, det var fantasi.

Og det var en oplevelse som

Hollywood ikke kunne give mig.

Fordi, I ved, jeg kunne forestille mig et væsen og vi kunne

skabe en visuel effekt til det. Men jeg kunne ikke forestille mig det jeg så

ud af det vindue.

I takt med at vi tog på nogle af vores efterfølgende ekspeditioner,

så jeg væsener ved hydrotermiske skorstene

og nogle gange ting jeg aldrig havde set før,

nogle gange ting som ingen havde set før,

som faktisk ikke var beskrevet af videnskaben

på det tidspunkt vi så dem og forestillede os dem.

Så, jeg var fuldstændig ramt af dette,

og skulle se mere.

Så, jeg tog faktisk en besynderlig beslutning.

Efter successen af "Titanic",

sagde jeg, "OK, jeg sætter mit almindelige arbejde på pause

som en Hollywood filmskaber,

og jeg vil være en fuldtids eventyrer et stykke tid."

Så, vi begyndte at planlægge disse

ekspeditioner.

Og vi endte med at tage til Bismark,

og udforskede det med robotagtige køretøjer.

Vi tog tilbage til Titanics vrag.

Vi tog små robotter som vi havde skabt

der lagde noget fiberoptisk kabel.

Og ideen var at tage ind og lave en indvendig

inspektion af det skib, hvilket aldrig var blevet gjort før.

Ingen havde nogensinde kigget inden i det vrag. De havde ikke ressourcer til at gøre det,

så vi skabte teknologien til at gøre det.

Så, I ved, her er jeg nu, på dækket

af Titanic, siddende i en ubåd,

og kigger ud på plankerne der ligner dette,

hvor jeg vidste at bandet havde spillet.

Og jeg flyver et lille robotagtigt fartøj

gennem skibets korridor.

Når jeg siger, "Jeg betjener den",

men mine tanker er i fartøjet.

Jeg følte at jeg var fysisk tilstede

i Titanics vrag.

Og det var den mest surrealistiske form

for deja vu oplevelse jeg nogensinde havde haft,

fordi inden jeg drejede om et hjørne ville jeg vide

hvad der var der, før fartøjets lys

faktisk afslørede det,

fordi jeg havde gået rundt på settet i månedsvis

da vi lavede filmen.

Og sættet var lavet som en tro kopi

af skibets grundtegning.

Så, det var denne fuldstændig bemærkelsesværdige oplevelse.

Og det fik mig virkelig til at indse at

oplevelsen af at være tilstede via TV --

at man faktisk kan have disse robotagtige avatarer,

så ens bevidsthed bliver overført til fartøjet,

ind i denne anden form for eksistens.

Det var virkelig, virkelig ret markant.

Og det er måske en lille smule af et glimt af,
hvordan det kunne foregå

om nogle årtier

når vi begynder at have cyborg kroppe

til at udforske eller til andre formål

i mange forme for

post-menneske fremtider

som jeg kan forestille mig,

som en science fiction fan.

Så, efter at have oplevet disse ekspeditioner,

og virkelig begynde at sætte pris på det der var dernede,

såsom ved dybhavs kilderne

hvor vi havde disse fantastiske, fantastiske væsner --

de er dybest set rumvæsner lige her på Jorden.

De lever i et kemosyntetisk miljø.

De overlever ikke på det sol baserede

system som vi gør.

Så, I ser væsner der lever ved siden af

500 graders

vand røgfaner.

Man tror de umuligt kan eksistere.

På samme tid

begyndte jeg at blive interesseret i rum videnskab også --

igen, det er science fiction indflydelsen, som et barn.

Og jeg endte med at blive involveret i

rum samfundet,

virkelig involveret med NASA,

sidde på NASAs rådgivningskomite,

og planlægge faktiske rummissioner,

tog til Rusland, gå gennem pre-kosmonaut

biomedicinske protokoler,

og alle den slags ting,

til faktisk at flyve til den internationale rumstation

med vores 3D kamera systemer.

Og dette var fascinerende.

Men det jeg endte med at gøre var at tage rum videnskabsfolk

med os ned i dybet.

Og tage dem ned så de havde adgang --

astrobiologer, planetariske videnskabsfolk,

mennesker der var interesserede i disse ekstreme miljøer --

tage dem med ned til skorstenene, og lade dem se,

og tage prøver og afprøve instrumenter, og så videre.

Så, her var vi i gang med at lave dokumentarfilm,

men faktisk lavede vi videnskab,

og lavede faktisk rum videnskab.

Jeg havde fuldstændig lukket sløjfen

mellem at være science fiction fan,

I ved, som barn,

og gøre disse ting i virkeligheden.

Og I ved, hen af vejen i denne opdagelses

rejse,

lærte jeg meget.

Jeg lærte en masse om videnskab. Men jeg lærte også en masse

om lederskab.

Nu tror man at en instruktør skal være leder,

leder af, skibets kaptajn, og den slags ting.

Jeg lærte i virkeligheden ikke om lederskab

før jeg lavede disse ekspeditioner.

Fordi jeg skulle, på et bestemt punkt, sige,

"Hvad laver jeg her?

Hvorfor gør jeg dette? Hvad får jeg ud af det?"

Vi tjener ikke penge på disse pokkers shows.

Vi kan næsten få det til at løbe rundt. Der er ingen berømmelse i det.

Mennesker tror jeg forsvandt

mellem "Titanic" og "Avatar" og jeg polerede mine negle

et eller andet sted, mens jeg sag ved stranden.

Lavede alle disse film, lavede alle disse dokumentar film

til et meget begrænset publikum.

Ingen berømmelse, ingen ære, ingen penge. Hvad laver du?

Man gør det for opgaven i sig selv,

for udfordringen --

og oceanet er det mest udfordrende miljø der er --

for spændingen ved opdagelsen,

og for det mærkelige bånd der opstår

når en lille gruppe mennesker danner et tæt knyttet team.

Fordi vi ville gøre disse ting med 10, 12 mennesker,

og arbejdede i årevis af gangen,

nogengange på havet i to, tre måneder ad gangen.

Og i det bånd opdager man

at den vigtigste ting

er den respekt man har for dem

og som de har for en, at man har gjort et stykke arbejde

som man ikke kan forklare for en anden.

Når man kommer i land og man siger,

"Vi skulle gøre dette, og det fiberoptiske kabel, og dæmpningen,

og dit og dat,

hele teknologien i det, og sværhedsgraden,

den menneskelige præstations del af at arbejde på havet."

man kan ikke forklare det for folk. Det er den ting som

politibetjente måske har, eller mennesker i kamp der har gennemlevet noget sammen

og de ved at de aldrig kan forklare det.

Skaber et bånd, skaber et bånd af respekt.

Så, da jeg kom tilbage for at lave min næste film,

der var "Avatar",

prøvede jeg at anvende det samme lederskabs princip,

hvilket er at man respekterer sit team,

og til gengæld gør man sig fortjent til deres respekt.

Og det ændrede virkelig dynamikken.

Så, her var jeg igen med et lille team

i et ukendt område,

lavede "Avatar", fandt på ny teknologi

der ikke eksisterede før.

Enormt spændende.

Enormt udfordrende.

Og vi blev en familie i løbet af en periode på fire og et halvt år.

Og det ændrede fuldstændigt måden hvorpå jeg laver film.

Så, mennesker har kommenteret såsom, "Jamen, du ved,

du fandt ocean væsnerne frem igen

og satte dem på planeten Pandora."

For mig, var det mere en fundamental måde at gøre forretning på,

selve processen, ændrede sig som resultat af det.

Så, hvad kan vi syntetisere ud af alt dette?

I ved, hvad er lektien, der er lært?

Jamen, jeg tror nummer et er

nysgerrighed.

Det er den mest kraftfulde ting man ejer.

Fantasi er en kraft

der faktisk kan manifestere en realitet.

Og ens teams respekt

er vigtigere end alle

laurbær i hele verden.

Der er unge filmproducenter

der kommer op til mig og siger, "Giv mig noget råd til at gøre dette."

Og jeg siger, "Lad være med at begrænse dig selv.

Andre mennesker gør det for dig -- gør det ikke mod dig selv,

lad være med at spille mod dig selv,

og tag chancer."

NASA har et udtryk de godt kan lide:

"Fiasko er ikke en mulighed."

Men fiasko skal være en mulighed

i kunst og udforskning, fordi det er et trosspring .

Og ingen vigtige anstrengelser

der krævede innovation

blev gennemført uden risiko.

Man skal være villig til at tage de risici.

Så, det er tanken jeg vil efterlade jer med,

det er at hvadend man laver,

fiasko er en mulighed,

men det er frygt ikke. Tak.

(Bifald)