William McDonough om vugge til vugge design

Arkitekten og designeren med den grønne indstilling, William McDonough, spørger hvordan vore bygninger og produkter ville se ud, hvis designere tog hensyn til "alle børn, alle arter, til alle tider".

I 1962, med Rachel Carsons "Det tavse forår"

tror jeg ikke, for mennesker som mig, der laver ting,

at kanariefuglen sang i minen.

Og spørgsmålet om at vi muligvis ikke ville have fugle

blev nærmest fundamentalt for de af os, der vandrede omkring

og ledte efter englærkerne, som lod til at være forsvundet allesammen.

Og spørgsmålet var: Sang fuglene?

Det vil stå klart, at jeg ikke er en videnskabsmand.

Men vi kommer netop fra en diskussion om, hvad en fugl mon er.

Hvad er en fugl?

I min verden er det her en gummiand.

De sælges i Californien med en advarsel -

"Dette produkt indeholder kemikalier som Staten Californien ved

kan forårsage kræft og fødselsdefekter eller anden reproduktiv skade."

Dette er en fugl.

Hvilken slags kultur producerer sådan et produkt,

sætter mærkater på og sælger det til børn?

Jeg synes vi har et design problem.

En der hørte det seks timer lange foredrag jeg holdt

på NPR kaldet "Monticello Dialogerne" sendte mig dette som tak -

"Vi erkender, at design er en angivelse af intentioner,

men det er også nødt til at finde sted i en verden,

og vi bliver nødt til at forstå denne verden, for at kunne

indgive vore designs en indbygget intelligens,

og når vi ser tilbage på tingenes grundlæggende tilstand

som vi designer indenfor, bliver vi nødt til at tilgå den oprindelige tilstand

for at forstå det fungerende system og planetens rammebetingelser

og jeg synes den spændende del af dette er de gode nyheder

for disse nyheder er nyheder om overflod,

ikke nyheder om begrænsninger,

og jeg tror, at mens vores kultur nu torturerer sig selv

med tyrannier og bekymringer om begrænsninger og frygt,

kan vi tilføje denne anden dimension af overflødighed, som giver mening,

drevet af solen, og begynde at forestille os

hvordan det ville være at dele."

Den var rar at modtage.

Det var én sætning.

Henry James ville være stolt.

Det er - jeg skrev det nederst,

men det var selvfølgelig noget spontant.

Det grundlæggende spørgsmål for mig er,

at design det første signal om menneskelige hensigter.

Hvad er så vore hensigter, og hvad ville vore hensigter være -

hvis vi vågner om morgenen og vi har designs på verdensmarkedet -

hvad ville vore hensigter som art være

nu hvor vi er den dominerende art?

Og det er ikke bare en debat om forvaltning eller herredømme,

for i bund og grund ligger herredømme implicit i forvaltning -

for hvordan kunne man dominere noget, man har dræbt?

Og forvaltning ligger implicit i herredømme,

for du kan ikke forvalte noget, hvis du ikke har herredømme over det.

Så spørgsmålet er, hvad er det første spørgsmål til designere?

Som vogtere - lad os sige staten for eksempel,

som forbeholder sig retten til at dræbe, retten til at være tvetydig og så videre -

er spørgsmålet vi i øjeblikket stiller vogteren:

Er det meningen - hvordan er det meningen, at vi

skal sikre lokalsamfund, skabe verdensfred

og redde miljøet?

Men jeg tror ikke, det er den fælles diskussion.

Forretningslivet er på den anden side forholdsvis hurtigt

i bund og grund kreativt, meget effektivt

og grundlæggende ærligt, fordi vi ikke kan udveksle

værdier i særlig lang tid, hvis vi ikke stoler på hinanden.

Så i vores arbejde bruger vi primært forretningslivets redskaber

men spørgsmålet vi stiller er:

Hvordan kan vi elske alle børn af alle arter til alle tider?

Vi starter altså vore designs med dette spørgsmål.

For det vi indser idag er, at moderne kultur

tilsyneladende har taget en strategi for tragedier i brug.

Hvis vi kommer her og siger: "Det var ikke min mening

at forårsage global opvarmning undervejs"

og vi siger: "Det var ikke en del af min plan,"

så erkender vi også, at det er en del af vores plan i praksis.

For det er det, der sker, fordi vi ikke har nogen anden plan.

Jeg var i Det Hvide Hus hos præsident Bush

og holdt møder med samtlige statslige afdelinger og agenturer,

og jeg påpegede, at de tilsyneladende ikke har nogen plan.

Hvis slutspillet er global opvarmning, klarer de sig fremragende.

Hvis slutspillet er kviksølvforgiftning af vore børn

i vindretningen af kulværker som undveg Loven om Ren Luft

så synes jeg, at vores uddannelsesprogram skulle defineres som:

"Hjernedøden til alle børn, ingen børn bliver efterladt uden."

(Bifald)

Så spørgsmålet er, hvor mange føderale embedsmænd

der er klar til at flytte til Ohio og Pennsylvania med deres familier?

Hvis du ikke har et slutspil med noget rart,

flytter du bare skakbrikker rundt på brættet,

hvis du ikke ved, at du tager kongen.

Måske kunne vi udvikle en strategi for forandring

som kræver ydmyghed. Og i min branche som arkitekt

er det uheldigt, at ordet ydmyghed og ordet arkitekt

ikke er forekommet i den samme sætning siden "Kun den stærke er fri"

Hvis der er nogen her, som har problemer med konceptet ydmygt design,

så tænk over dette: Det tog os 5000 år

at sætte hjul på vores baggage.

Som Kevin Kelly gjorde opmærksom på, er der ikke noget slutspil.

Der er et uendeligt spil og vi spiller i dette uendelige spil.

Og derfor kalder vi det "vugge til vugge"

og vores mål er meget enkelt.

Dette er hvad jeg præsenterede for det Hvide Hus.

Vores mål er en dejligt mangfoldig, sikker, sund og retfærdig verden,

med ren luft, rent vand, ren jord og energi -

økonomisk, retfærdig, økologisk og elegant nydelse, punktum.

(Bifald)

Hvad kan I ikke lide ved det?

Hvilken del af dette kan I ikke lide?

Vi indså, at vi ønskede fuld mangfoldighed,

selvom det kan være svært at huske, hvad de Gaulle sagde

da han blev spurgt, hvordan det var at være Frankrigs præsident.

Han sagde: "Hvordan tror I det er at styre et land med 400 slags oste?"

Men på samme tid ved vi godt, at vore produkter ikke er sikre og sunde.

Så vi har designet produkter

og vi har analyseret kemikalier ned til mindste bestanddel.

Dette er et babytæppe lavet af Pendleton, som vil give dit barn næring

i stedet for Alzheimers senere i livet.

Vi kan spørge os selv, hvad retfærdighed er,

og om retfærdigheden er blind, eller retfærdighed er blindhed?

Og på hvilket tidspunkt ændrede den uniform sig fra hvid til sort?

Vand er blevet erklæret en menneskerettighed af FN.

Luftkvalitet er indlysende for alle der trækker vejret.

Er der nogen her, som ikke trækker vejret?

Ren jord er et kritisk problem - nitrifikationen, de døde områder

i den Mexicanske Golf.

Et grundlæggende problem som ikke bliver håndteret.

Vi har set den første slags solenergi

der har slået de fossile brændstoffers hegemoni ved hjælp af vind

her på Great Plains og den hegonomi er på vej væk.

Og hvis vi husker Sheikh Yamani fra han dannede OPEC

de spurgte ham: "Hvornår kommer afslutningen på Oliens Tidsalder?"

Jeg ved ikke, om I kan huske hans svar, men det lød:

"Stenalderen stoppede ikke, fordi vi løb tør for sten."

Vi ser, hvordan de virksomheder som opfører sig etisk

klarer sig langt bedre, end de som ikke gør.

Vi ser materialestrømmene fra en temmelig skræmmende vinkel.

Dette er en hospitalsmonitor fra Los Angeles, som bliver sendt til Kina.

Denne kvinde udsætter sig selv for giftig fosfor,

frigiver to kg giftigt bly i sine børns miljø,

som kommer fra kobber.

På den anden side ser vi tydelige tegn på håb.

Her er dr. Venkataswamy i Indien, der har fundet en måde

til at masseproducere sundhed.

Han har givet synsevnen til to millioner mennesker gratis.

Vi kan se på materialernes kredsløb, at stålbiler ikke bliver til bilstål igen,

på grund af de forurenende belægninger -

bismuth, antimon, kobber og så videre.

De bliver til bygningsstål.

På den anden side arbejder vi sammen med Berkshire Hathaway.

Warren Buffett og Shaw Carpet,

den største tæppeproducent i verden.

Vi har udviklet et tæppe, som kan genbruges kontinuerligt,

helt ned til den mindste enhed.

Det øverste materiale er Nylon 6, som kan gå tilbage til caprolactam,

i bunden er et polyolefin - termoplastik som kan genbruges uendeligt.

Hvis jeg nu var en fugl, ville bygningen til venstre være en ulempe.

Bygningen til højre, som er vores virksomhedsområde for The Gap

med en gammel eng, er en fordel - der er redesteder.

Det her er, hvor jeg kommer fra. Jeg voksede op i Hong Kong.

med seks millioner mennesker på 100 kvadratkilometer.

Under den tørre årstid havde vi fire timer med vand hver fjerde dag.

Og forholdet til landskabet var som hos landmænd, der har

dyrket det samme stykke jord i 40 århundreder.

Du kan ikke dyrke det samme stykke jord i 40 århundreder

uden at forstå næringsstoffernes kredsløb.

Mine barndomssomre tilbragte jeg ved Puget-sundet i Washington,

blandt den første vækst og den store vækst.

Min bedstefar var skovhugger under Olympiaden,

så jeg har en masse træ-karma, jeg skal have arbejdet af.

Jeg gik på universitet på Yale,

og studerede i en bygning i denne stil af Le Corbusier,

som i vores branche kærligt refereres til som Brutalisme.

Hvis vi ser på arkitekturens verden,

kan vi se, at med Mies' tårn i Berlin i 1928,

kunne spørgsmålet være: "Jamen, hvor er solen?"

Og det virkede måske i Berlin, men vi opførte det i Houston,

og alle vinduerne er lukkede. Og med de fleste produkter

som tilsyneladende ikke er designet til indendørs brug,

er dette faktisk et vertikalt gaskammer.

Da jeg gik på Yale, havde vi den første energikrise

og jeg designede det første solopvarmede hus i Irland

som studerende, som jeg så byggede -

hvilket burde give et indtryk af mit ambitionsniveau.

Og Richard Meiers, som var en af mine lærere,

blev ved med at komme hen til mit bord og give mig kritik,

og han sagde: "Bill, du bliver nødt til at forstå -

solenergi har intet at gøre med arkitektur."

Jeg gætter på, at han ikke læste Vitruvius.

I 1984 lavede vi det første såkaldte "grønne kontor" i Amerika

for Environmental Defense.

Vi startede med at spørge leverandørerne, hvad deres materialer indeholdt.

De sagde: "De er proprietære, de er lovlige, gå med jer."

Det eneste indendørs kvalitetsarbejde i dette land på det tidspunkt,

blev sponsoreret af R.J. Reynolds Tobakskompagni,

og det var for at bevise, at det var ufarligt

med passiv rygning på arbejdspladsen.

Så pludselig står jeg der med en gymnasieeksamen i 1969,

og det her sker og vi indser at "væk" er blevet væk.

Kan I huske at vi plejede at smide ting væk, mens vi pegede på "væk"?

Og dog har NOAA nu vist os, for eksempel -

kan I se den lille blå ting over Hawaii?

Det er Pacific Gyre [Stillehavets gyre]

Den blev for nylig undersøgt for plankton af videnskabsfolk,

og de fandt seks gange så meget plastic som plankton.

Da de blev spurgt, sagde de: "Det er nærmest som et kæmpe WC, der ikke skyller ud."

Måske er det 'væk'.

Så vi leder efter design reglerne for dette -

dette træområde, Irian Jaya, har den højeste biodiversitet i verden,

259 træarter og vi beskrev det

i bogen: "Cradle to Cradle." ["Vugge til Vugge"]

Bogen selv er lavet af plastic. Det er ikke et træ.

Det er navnet på første kapitel - "Denne bog er ikke et træ."

Fordi inden for poetik, som Margaret Atwood gjorde opmærksom på,

"skriver vi vores historie på fiskenes skind -

med bjørnenes blod."

Og med så meget polymer, er det vi virkelig har brug for

teknisk næring, og at bruge noget

så elegant som et træ - forestil jer denne design opgave:

Design noget der kan danne ilt, optage kul,

fiksere kvælstof, destillere vand, opsamle solenergi som brændstof,

lave komplekst sukker og mad, skabe mikroklimaer,

skifte farve med årstiderne og som kan replikere sig selv.

Jamen, skal vi ikke vælte sådan en og skrive på den?

(Latter)

Vi ser altså på de samme kriterier

som de fleste andre. I ved - har jeg råd til det?

Virker det? Kan jeg lide det?

Vi tilføjer Jeffersons agenda og jeg kommer fra Charlottesville,

hvor jeg har haft æren af at bo i et hus designet af Thomas Jefferson.

Vi tilføjer liv, frihed og retten til at være lykkelig.

Hvis vi ser på ordet konkurrence,

Jeg er sikker på, at de fleste af jer har brugt det.

De fleste ved faktisk ikke, at det kommer fra

det latinske com-petare, som betyder at stræbe sammen.

Det er den måde olympiske atleter træner sammen.

De kommer i form sammen og så konkurrerer de.

Williams søstrene konkurrerer - en af dem vinder Wimbledon.

Vi har altså set på begrebet om konkurrence

som en måde at samarbejde, for at komme i form sammen.

Og den kinesiske regering har nu -

jeg arbejder med den kinesiske regering nu -

taget dette op.

Vi ser også på Darwins 'De bedst egnedes overlevelse'

ikke på lige konkurrencevilkår i vores moderne kontekst

hvor vi ødelægger den anden eller slår dem til jorden,

men virkelig for at passe sammen og bygge nicher

og have en vækst som er god.

De fleste miljøforkæmpere siger ikke, at vækst er godt,

fordi i vores ordbog er asfalt en sort, beskidt tildækkende affære.

Men hvis vi ser på asfalt som vores vækst,

så må vi indse, at det eneste vi gør, er at ødelægge

det planetariske fundamentale underliggende operativsystem.

Så når vi ser "E = mc i anden" fra en digters synsvinkel

kan vi se energi som fysik, kemi som masse,

og pludselig har man den her biologi.

Og vi har masser af energi, så det problem skal vi nok løse,

men biologiproblemet er drilsk, for som vi sender

alle disse giftige materialer igennem, som vi udspyr,

vil vi aldrig kunne genskabe det.

Og som Francis Crick påpegede ni år

efter at have opdaget DNA med Watson,

er livet nødt til at have vækst som en forudsætning -

det er nødt til at have fri energi, sollys

og det er nødt til at være et åbent, kemisk system.

Så vi beder om, at menneskets påhit bliver en levende ting,

og vi ønsker vækst, vi ønsker gratis energi fra sollyset

og vi ønsker en åben metabolisme for kemikalier.

Så er spørgsmålet ikke længere vækst eller ingen vækst,

men hvad ønsker du at dyrke?

Så i stedet for at dyrke destruktion,

ønsker vi at dyrke ting, som vi kan nyde,

og en dag vil Fødevarestyrelsen lade os lave fransk ost.

Så vi har disse to metabolismer,

og jeg arbejdede med en tysk kemiker, Michael Braungart,

og vi har identificeret de to grundlæggende metabolismer.

Jeg er sikker på, at I forstår den biologiske,

men der er også den tekniske, hvor vi tager materialer

og placerer dem i lukkede kredsløb.

Vi kalder dem biologisk næring og teknisk næring.

Teknisk næring vil være i samme størrelsesorden som biologisk næring.

Biologisk næring kan brødføde cirka 500 mio. mennesker,

hvilket betyder, at hvis vi alle bar sundhedssandaler og bomuld,

ville verden løbe tør for kork og tørre ud.

Så vi har brug for materialer i lukkede kredsløb,

men vi er nødt til at analysere dem ned til mindste enhed

for kræft, fødselsdefekter, mutagene effekter,

ødelæggelse af vores immunsystem, biologisk nedbrydning, levetid,

tungmetalindhold, viden om hvordan vi laver dem,

deres produktion og så videre.

Vores første produkt var et tekstil, hvor vi analyserede 8.000 kemikalier

i tekstilindustrien.

Med disse intellektuelle filtre eliminerede vi 9.762.

Vi stod tilbage med 38 kemikalier.

Siden har vi gemt de 4.000 hyppigst anvendte kemikalier

indenfor fremstilling, og vi offentliggør denne database om seks uger.

Så designere over hele verden kan analysere deres produkter

ned til mindste enhed for menneskelig og økologisk sundhed.

(Bifald)

Vi har udviklet en protokol, så virksomheder kan sende

de samme budskaber hele vejen gennem deres forsyningskæder,

for da vi spurgte de de fleste virksomheder vi arbejder med - omkring en billion dollars

- "Hvor kommer jeres ting fra?" svarer de: "Leverandører."

"Og hvor ender de?"

"Kunder."

Så vi har brug for noget hjælp der.

Så de biologiske næringsstoffer, de første stoffer -

det vand der kom ud, var rent nok til at drikke.

Tekniske næringsstoffer - dette er til Shaw Carpet, uendeligt genbrugeligt tæppe.

Her bliver nylon til caprolactam og atter til tæppe.

Biotekniske næringsstoffer - Model U fra Ford Motor,

en vugge til vugge bil - en konceptbil.

Sko til Nike, hvor overdelen er polyester, uendeligt genanvendeligt,

og bunden er biologisk nedbrydelige såler.

Bær dine gamle sko ind, og dine nye sko ud.

Der er ingen målstreg.

Ideen med denne bil er, at nogle af materialerne

for altid vender tilbage til industrien, nogle af materialerne vender tilbage til jorden -

det er alt sammen soldrevet.

Her er en bygning vi designede på Oberlin College

der skaber mere energi end den behøver for at fungere og den renser sit eget vand.

Her er en bygning til The Gap, hvor de gamle græsarter

fra San Bruno, Californien, vokser på taget.

Og dette er vores projekt for Ford Motor,

det er en revitalisering af floden Rouge i Dearborn.

Dette er selvfølgelig et farvefoto.

Her er vores værktøjer. Det er sådan vi solgte det til Ford.

Vi sparede Ford 35 millioner dollars på denne måde, på dag et,

hvilket svarer til Ford Taurus

med fire procents margin på en ordre på 900 millioner dollars biler.

Her er det. Det er verdens største grønne tag, 42.000 kvm.

Dette er taget som sparer penge,

og her er den første dyreart ankommet. Dette er killdeer fugle.

De dukkede op efter fem dage.

Nu har vi 150 kg bilarbejdere

som er ved at lære fuglesange på internettet.

Vi udvikler nu protokoller for byer -

som er hjemstedet for tekniske næringsstoffer.

På landet - hjemstedet for de biologiske. Og at samle dem.

Jeg vil gerne slutte med at vise en ny by

som vi er ved at designe for den kinesiske regering.

Vi laver for øjeblikket 12 byer for Kina,

baseret på vugge til vugge som skabeloner.

Vores opgave er at lave protokoller for boliger

til 400 millioner mennesker på 12 år.

Vi undersøgte masse-energi balancen - bruger de mursten,

vil de miste al deres jord og brænde alt deres kul.

De ville have byer uden energi eller mad.

Vi underskrev et Memorandum for Forståelse -

her er Deng Lan, Deng Xiapoings datter -

fra Kina for at vedtage vugge til vugge.

For hvis de forgifter sig selv, som den billigste producent,

sender det til den billigste distributør - Wal-Mart -

og så sender vi dem alle vore penge, så er det vi vil opdage at

vi faktisk har det, vi kaldte gensidig fælles ødelæggelse,

da jeg var studerende.

Nu gør vi det med molekyler. Dette er vore byer.

Vi er ved at opføre en ny by ved siden af denne by; se på landskabet.

Dette er stedet.

Vi arbejder normalt ikke på grønne marker, men denne skulle bygges på,

så de inddrog os til at gribe ind.

Dette er deres plan.

Det er en fastlagt skabelon, som de placerede oven på landskabet.

Og de inddrog os ind og spurgte: "Hvad ville I gøre?"

Dette er hvad de ville ende med - det er et andet farvefoto.

Dette er det eksisterende sted, sådan ser det ud nu,

og her er vores forslag.

(Bifald)

Vi greb det an

ved at studere hydrologien meget nøje.

Vi studerede biotaen, den gamle biota,

de nuværende landbrug og protokollerne.

Vi undersøgte vindforhold og solen for at sikre os, at alle i byen

ville få frisk luft, frisk vand og direkte sollys

i hver eneste lejlighed på et tidspunkt i løbet af dagen.

Så tog vi parkerne og lagde dem ud som økologisk infrastruktur.

Vi lagde byggeområderne ud.

Vi begynder med at integrere kommerciel og blandet brug

så alle mennesker får centre og steder at være.

Transport er meget enkelt,

alle har højst fem minutters gåtur til transport.

Vi har en 24-timers gade, så der altid er liv et eller andet sted.

Affaldssystemerne hænger alle sammen.

Hvis du skyller ud i toilettet, vil din afføring ledes til spildevandsfabrikkerne,

der sælges som aktiver, ikke passiver.

For hvem ønsker en gødningsfabrik, der laver naturlig gas?

Vandet bruges alt sammen til at genopbygge vådområderne.

Og så skaber det naturlig gas, som så ledes tilbage ind i byen

for at levere strøm til madlavning i byen.

Det her er - dette er gødningsgas fabrikker.

Og komposten bliver så alt sammen ledt tilbage

til byens tage, hvor vi dyrker landbrug,

for det vi har gjort er, at vi har hævet byen,

landskabet, op i luften - for at genskabe det oprindelige landskab

på bygningernes tage.

Solenergien fra alle fabrikscentrene

og alle de industrielle zoner med deres lystage leverer byens strøm.

Og dette er konceptet for toppen af byen.

Vi har hævet jorden op på tagene.

Bønderne bruger små broer til at komme fra et tag til det næste.

Vi befolker byen med arbejds-/leveområder i alle stueetagerne.

Så dette er den nuværende by, og dette er den nye by.

(Bifald)