Kan teknologien løse verdens store problemer?

I 1969 kastede, Buzz Aldrins historiske skridt ned på månen, menneskeheden ind i en æra af teknologiske muligheder. Den umådelige kraft, som teknologien besidder, skulle bruges til at løse alle verdens store problemer. Spol frem til i dag, og hvad har vi udrettet? Er smartphone apps alt vi kan fremvise? Journalist Jason Pontin kigger grundigt på de udfordringer, der er ved at bruge teknologi effektivt ... på problemer, der faktisk betyder noget.

Engang løste vi store problemer.

På d. 21. juli 1969,

krøb Buzz Aldrin ud af
Apollo 11's månefartøj

og steg ned til Stilhedens hav

Armstrong og Aldrin var alene,

men deres tilstedeværelse
på månens grå overflade,

var et produkt af en
voldsom kollektiv indsats.

Apolloprogrammet var

det største fredstidsprojekt

i De Forenede Staters historie.

For at sende nogen til månen brugte NASA

omkring 180 milliarder
dollars i dagens valuta

hvilket var omtrent fire
procent af statsbudgettet.

Apollo beskæftigede omkring 400.000 folk

og trak på samarbejdet mellem 20.000

virksomheder, universiteter
og statslige myndigheder.

Folk mistede livet,
deriblandt Apollo 1's besætning.

Men før Apolloprogrammet
afslutning havde

24 mænd flået til månen.

Tolv havde gået på den, hvoraf Aldrin,

efter Armstrongs død sidste år,

nu er den ældste.

Så hvorfor tage til månen?

De tog ikke det store med tilbage:

380 kilo gamle sten,

og noget alle 24 senere udtalte -

En ny forståelse for, hvor småt

og skrøbeligt vores fælles hjem er.

Hvorfor tage afsted?
Det kyniske svar er, at de tog afsted

fordi John. F. Kennedy ville demonstrere

over for Sovjetunionen, at
amerikanerne havde de bedste raketter.

Men Kennedys egne ord
ved Rice Universitetet i 1962

giver en bedre idé.

"Men hvorfor, er der nogen der spørger, månen?

Hvorfor have den som mål?

De kan lige så godt spørge,

"Hvorfor bestige de højeste bjerge?"

"Hvorfor flyve over Atlanterhavet for 35 år siden?"

"Hvorfor spiller Rice mod Texas?"

Vi vælger at flyve til månen...

Vi vælger at flyve til månen...

(Bifald)

Vi vælger at flyve til månen i dette årti,

og gøre alt det andet,

ikke fordi det er let, men netop fordi det er svært."

Dengang

var Apollo ikke bare en Vestlig sejr over Østen

i Den Kolde Krig.

Dengang var den stærkeste følelse

af forunderlighed

over teknologiens uendelige muligheder.

De fløj til månen,
for at sætte en teknologisk milepæl.

Månelandingen var en perle på snoren

i en kæde af teknologiske triumfer.

Den første halvdel af det
tyvende århundrede bød på

samlebåndet og flyvemaskinen,

penicillin og en vaccine imod tuberkulose.

I midten af århundredet

blev polio og kopper udryddet.

Teknologien selv så ud til at besidde

hvad Alvin Toffler i 1970

kaldte "Accelererende kraft".

I det meste af mennesket historie,

har det ikke været muligt at
bevæge sig hurtigere end en hest

eller en sejlbåd,

men i 1969 fløj mandskabet på Apollo 10

40.000 kilometer i timen.

Siden 1970 er der ingen mennesker,

der har været tilbage på månen.

Ingen har rejst hurtigere end mandskabet

på Apollo 10,

og den forblændede tro på
teknologiens endelige muligheder

er forsvundet,

da de store problemer, som vi troede teknologien ville løse,

såsom at flyve til Mars,

bæredygtige energikilder, en kur til kræft

eller at brødføde hele verden
ser ud til at være

uoverkommeligt svært.

Jeg husker, jeg så opsendelsen af Apollo 17.

Jeg var fem år gammel,

og min mor sagde, at jeg ikke skulle kigge direkte

på flammen fra Saturn V raketten.

Jeg var svagt bevidst om, at det var den sidste

af måneekspeditionerne,

men jeg var overbevist om, at der ville være

bosættelser på Mars i min livstid.

Så tanken "Der skete noget

med vores evner til at løse de store problemer med teknologi."

er blevet normen.

Du kan høre den udtalt overalt.

Vi har hørt den de sidste to dage her ved TED.

Det føles som om teknologerne har splittet os

og beriget dem selv med hverdagsisenkram,

såsom iPhones, apps og sociale medier,

eller algoritmer der øger hastigheden af automatiseret handel.

Der er intet galt med mange af disse ting.

De har gjort vores liv bedre.

Men de har ikke løst verdens store problemer.

Hvad sker der?

Der er en delvis forklaring i Silicon Valley,

som vedstår at støtte mindre ambitiøse virksomheder,

end dengang de støttede

Intel, Microsoft, Apple og Genentech.

Silicon Valley siger, at markedet er skyldneren,

især de ordninger, som venturekapitalisterne

giver til entreprenørerne.

Silicon Valley siger, at den risikofyldte investering

er gledet væk fra nytænkende ideer

og over imod mindre problemer

eller sågar ikke eksisterende problemer.

Men personligt tror jeg ikke,
at den forklaring holder.

Den forklaring dækker mest af alt,
hvad der er galt med Silicon Valley.

Selv da venturekapitalisterne var på toppen af deres

risikoglæde, foretrak de mindre investeringer,

investeringer der havde en 10 års horisont.

Venturekapitalisterne har altid kæmpet

med at investere profitabelt i teknologier såsom energi,

hvis økonomiske forudsætninger er enorme

og hvis udvikling er lang og sejlivet,

og venturekapitalisterne har aldrig støttet udviklingen

af teknologier med formål at løse de store problemer,

som ikke har en umiddelbar kommerciel værdi.

Nej, grundene til at vi ikke kan løse de store problemer,

er dybere og mere kompliceret.

Nogen gang vælger vi ikke at løse de store problemer.

Vi ville sagtens kunne tage til Mars, hvis vi ville.

NASA har sågar en overordnet plan.

Men at tage til Mars ville ville være en politisk beslutning

baseret på folkestemning, og det vil aldrig ske.

Vi vil ikke tage til Mars, fordi alle mener,

at der er vigtigere ting

at gøre her på Jorden.

Nogen gange, kan vi ikke løse de store problemer,

fordi vores politiske systemer fejler.

Den dag i dag, kommer mindre end to procent

af verdens energi

fra avancerede, bæredygtige kilder,

såsom solenergi, vindenergi og biobrændsel,

mindre end to procent,

og årsagen er udelukkende økonomisk.

Kul og naturgas er billigere

end solenergi og vindenergi,

og benzin er billigere end biobrændsel.

Vi vil gerne have alternative energikilder,

der kan konkurrere på prisen. Der er ingen.

Det er sådan, at videnskabsfolk, virksomhedsledere

og økonomer alle er enige

om hvilke nationale politikker og internationale aftaler,

der ville igangsætte udviklingen af alternativ energi:

Mest af alt en mærkbar indsats i

energiforskning og -udvikling,

og derudover en eller anden pris på fossile brændstoffer.

Men der er intet håb for, at vi i det nuværende politiske landskab,

vil se amerikansk energipolitik

eller internationale aftaler, der følger det konsensus.

Nogen af de store problemer, der har virket teknologiske i oprindelse,

viser sig ikke at være det.

Hungersnød har længe været forstået

som mangelfuld madproduktion.

Men 30 års forskning viser,

at hungersnød er en politisk krise

der på katastrofal vis har indflydelse på maddistribution.

Teknologien kan forbedre ting som markudbytte

eller systemer til at opbevare og transportere mad,

men der vil være hungersnød lige så længe som der er dårlige regeringer.

Endelig, store problemers løsninger undgår os,

fordi vi ganske enkelt ikke forstår problemet.

Richard Nixon erklærede krig imod kræft i 1971,

men vi opdagede hurtigt,

at der er mange former for kræft,

hvoraf de fleste er ubehageligt modstandsdygtige over for behandling,

og det er kun i de seneste 10 år,

at effektive, fornuftige behandlingsformer

er begyndt at virke realistiske.

Svære problemer er svære.

Det er ikke sådan, at vi ikke kan løse store problemer med teknologien.

Vi kan og vi skal, men der er fire forudsætninger,

der alle skal opfyldes:

Politiske ledere og folket

skal ville løse problemet;

institutioner skal støtte op om løsningen;

det skal være et teknologisk problem;

vi skal være i stand til at forstå det.

Apolloekspeditionerne,

der er blevet til en slags metafor

for teknologiens muligheder for at løse store problemer,

opfyldte alle disse forudsætninger.

Men det er en ikke reproducerbar model i fremtiden.

Det er ikke 1961.

Der er ikke nogen hærdende konkurrence som Den Kolde Krig,

ingen politiker som John Kennedy,

som formår at glorificere det svære og det farlige,

og der er ingen populær science fiction mytologi,

såsom at udforske solsystemet.

Når alt kommer til alt, var det let

at flyve til månen.

Det var bare tre dage væk.

Og, vil nogen mene, løste det

ikke rigtig nogen problemer.

Vi lever i nutiden,

og fremtidens problemer vil være hårdere at overkomme.

Gud ved, at vi ikke mangler udfordringer.

Mange tak.

(Bifald)