Alt, hvad du tror du ved om misbrug, er forkert

Hvad forårsager i virkeligheden misbrug - lige fra kokain til smartphones? Og hvordan kan vi løse det? Johann Hari har set vore nuværende metoder fejle, da han så sine elskede kæmpe med deres misbrug. Han undrede sig over hvorfor vi behandler misbrugere på den måde, vi gør - og tænkte at der måtte være en bedre måde. Som han fortæller i sin dybt personlige foredrag, tog hans spørgsmål ham over hele verden, og han opdagede nogle overraskende og håbefulde måder at forstå dette ældgamle problem.

Noget af det første jeg kan huske, var da

jeg ville vække et familiemedlem,
og var ikke i stand til det.

Jeg blot var et barn,
så jeg forstod det ikke rigtigt,

men da jeg blev ældre, indså jeg,

at vi havde stof-misbrug i min familie.

som senere inkluderede kokain-misbrug.

Jeg har tænkt meget over det i den seneste tid,
til dels fordi det nu er præcis 100 år siden

stoffer blev forbudt i USA og Storbritannien

og vi tvang resten af verden det.

Det er et århundrede siden vi lavede
denne skæbnesvangre beslutning

at pågribe misbrugere og straffe dem
og lade dem lide,

fordi vi mente at det ville afskrække dem -
det ville give dem et incitament til at holde op.

Og for nogle få år siden undersøgte jeg
nogle misbrugere, som jeg holdt af,

og forsøgte at finde en måde at hjælpe dem.

Og jeg erkendte, at der var masser
af helt basale spørgsmål,

som jeg bare ikke havde svaret på,

som f.eks. hvad forårsager misbrug?

Hvorfor fortsætter vi med den metode,
som ikke lader til at virke.

og findes der en bedre metode,
som vi kunne prøve i stedet for?

Så jeg læste en masse om det,

og jeg kunne ikke rigtigt finde de svar,
som jeg søgte.

Så jeg tænkte, ok, jeg vil opsøge
de personer i verden,

som beskæftigede sig med det her,

for at tale med dem og se,
om jeg kunne lære noget af dem.

Jeg vidste ikke
at jeg skulle rejse 50.000 km

og ville møde mange forskellige mennesker,

lige fra en transseksuel drug-pusher
i Brownsville i Brooklyn,

til en forsker, som brugte meget tid
med at fodre mungoer med hallucinogener,

for at se om de kunne li' dem

-- det viste sig, at det gjorde de,
men kun i særlige omstændigheder --

til det eneste land som nogensinde
har afkriminaliseret alle stoffer,

fra cannabis til crack -- Portugal.

Og den erkendelse, som virkelig tog mig,

var, at næsten alt det vi tror
om misbrug, er forkert.

og hvis vi begynder at absorbere
de nye beviser om afhængighed,

så tror jeg, vi er nødt til at ændre
meget mere end vores narkotikapolitik.

Men lad os starte med hvad vi tror vi ved,
og hvad jeg troede, jeg vidste.

Lad os se på den midterste række her.

Forestil jer i gik i 20 dage og tog
heroin tre gange om dagen.

Nogle af jer ser lidt mere entusiastiske ud
end andre ved den ide.

(Latter)

Bare rolig,
det er bare et tankeeksperiment.

Forestil jer at i gør det.

Hvad ville der ske?

Vi har en 100 år gammel fortælling om,
hvad der ville ske.

Vi tror, at fordi
der er kemiske kroge i heroin

når man har taget det i et stykke tid,

at kroppen vil blive afhængig
af disse kroge,

at man vil få et fysisk behov for dem,

og at efter disse 20 dage
vil alle være heroin-misbrugere - ikke?

Det var det jeg troede.

Det første, der gjorde mig
mistænksom ved den historie

var, da jeg blev forklaret,

at hvis jeg går ud og bliver ramt af en bil,
og brækker hoften,

så vil jeg komme på hospitalet
og få en masse diacetylmorfin.

Diacetylmorfin er heroin.

Det er faktisk en langt bedre heroin,
end den man køber på gaden

fordi det man køber hos
en drug-pusher er forurenet.

Faktisk er der kun lidt heroin i det,

hvorimod det, som lægen giver dig er helt rent.

Og man bliver givet det over ret lang tid.

Der er mange her i dette rum,

som ikke er klar over,
at de har taget end hel del heroin.

Det sker overalt i verden,

og hvis dét vi tror om afhængighed
er rigtigt,

så er alle disse mennesker udsat
for de kemiske kroge.

Hvad burde så ske?
De burde blive misbrugere.

Dette er blevet undersøgt meget grundigt.

Det sker ikke. Du har sikkert set,
at din bedstemor ikke kom ud

efter en hofteoperation, som en junkie.

Da jeg hørte dette, virkede det så underligt

så modsat af, hvad jeg havde fået at vide
og hvad jeg troede jeg vidste.

Jeg troede ikke, at det var rigtigt,
indtil jeg mødte Bruce Alexander.

Han er professor i psykologi i Vancouver,

som har foretaget et utroligt eksperiment,

jeg synes virkelig hjælper os til
at forstå dette spørgsmål.

Professor Alexander forklarede mig

at den ide om afhængighed,
som vi alle har,

delvis stammer fra nogle eksperimenter,

der blev udført tidligere
i det 20. århundrede.

De var meget simple eksperimenter.

Man kan selv lave dem derhjemme,
hvis man føler sig lidt sadistisk til mode.

Man tager en rotte og sætter den i et bur
og giver den to vandflasker.

Den ene er bare vand og den anden
er tilsat heroin eller kokain.

Rotten vil næsten altid
foretrække heroinen eller kokainen

og vil næsten altid
slå sig selv ihjel ret hurtigt.

Det er sådan vi tror det fungerer - ikke?

Professor Alexander kiggede nærmere
på eksperimentet i 70'erne,

og han lagde mærke til noget.

Han sagde "Aha,
man sætter rotten i et tomt bur."

"Den har intet at foretage sig,
bortset fra at tage disse stoffer."

"Lad os gøre det lidt anderledes."

Professor Alexander byggede så et bur,
som han kaldte 'Rotteparken',

som, dybest set, er himlen for rotter.

De fik masser af ost,
de fik masser af farvede bolde,

de fik masser af tunneller,

og, afgørende, de fik masser af venner.
De kunne have masser af sex.

Og de fik både rent vand og narko-vand.

Men her kommer det interessante,

i Rotteparken kunne de ikke
lide narko-vandet.

De drak det næsten aldrig.

Ingen af dem drak det tvangsmæssigt.

Ingen fik en overdosis.

Man gik fra næsten 100 procent overdosis,
når de var isolerede,

til nul procent,
når de er glade og forbundne.

Da professor Alexander første gang
så dette, tænkte han

at måske gælder det bare rotter.
De er anderledes end os.

Måske alligevel ikke så forskellige,
som vi gerne vil tro.

Heldigvis var der, på samme tid,
et eksperiment med mennesker,

efter nøjagtig samme princip.

Det blev kaldt Vietnamkrigen.

I Vietnam tog 20 procent af alle
amerikanske tropper masser af heroin,

og når man læser aviser fra dengang,

så var man meget bekymret,
fordi man troede "Åh Gud. Vi får

hundredtusinder af junkier på gaderne
i USA, når krigen slutter".

Det var helt logisk.

De soldater, som tog masser
af heroin, blev fulgt hjem.

Archives of General Psychiatry udførte
en meget detaljeret undersøgelse.

Og hvad skete der med dem?

Det viste sig, at de ikke gik til afvænning.
De gik ikke tilbage på stoffer.

95 procent holdt bare op.

Historien om kemiske kroge
giver ingen mening.

Men professor Alexander tænkte,

at der kunne være en anden
forklaring på afhængighed.

Han tænkte, "hvad hvis afhængighed
ikke skyldes kemiske kroge?"

Hvad hvis misbruget skyldes buret?

Hvad hvis afhængighed er
en tilpasning til miljøet?

Professor Peter Cohen fra Holland

kiggede på det, og sagde

at måske bør det
ikke engang kaldes misbrug.

Måske bør vi kalde det tilknytning.

Mennesker har en naturlig
iboende trang til at tilknytte sig,

og når vi er glade og sunde,
så knytter og forbinder vi os med hinanden.

Men hvis man ikke kan gøre det,

fordi man er traumatiseret
eller isoleret eller slået ud af livet,

så vil man knytte sig til noget,
som giver én en følelse af lettelse.

Det kan være spil,
det kan være pornografi,

det kan være kokain,
det kan være cannabis,

men man vil knytte sig til noget,
fordi det er ens natur.

Det er det vi ønsker som mennesker.

I starten, fandt jeg det svært
at få ind i mit hoved,

men en måde,
som hjalp mig til at forstå det, er

jeg ser, at jeg har en flaske vand
på mit sæde, ikke?

Jeg ser at mange af jer,
har en flaske vand hos jer.

Glem stofferne. Glem krigen mod drugs.

Alle disse flasker kunne, helt legalt,
være fyldt med vodka, ikke?

Vi kunne alle blive fulde, (latter)

men det bliver vi ikke.

Og da i har kunnet betale
det hvide ud øjnene

som det koster, at komme til TED talk,
så tror jeg,

at i også har råd til at drikke vodka
i de næste seks måneder.

I ville ikke blive hjemløse.

Men i ville ikke gøre det,
og det skyldes ikke

at noget vil hindre jer.

Det er fordi i har tilknytninger
og forbindelser,

som i helst vil være til stede for.

I har et arbejde i holder af.
I har nogle i holder.

I har sunde relationer.

Og en central del af afhængighed,
tror jeg nu

og jeg mener at beviserne bekræfter,

at det drejer sig om dette, ikke at kunne bære,
at være til stede i ens liv.

Det har rigtigt store følgevirkninger.

Den mest indlysende følgevirkning gælder
for Krigen mod Drugs.

I Arizona, var jeg ude sammen med
en gruppe kvinder,

som skulle bære T-shirts
med påskriften 'Jeg var en misbruger',

og gå lænkede i kæder og grave grøfter,
mens folk spottede dem.

Når disse kvinder kommer ud af fængslet,
så har de en plettet straffeattest,

som betyder, at de aldrig vil arbejde
i den legale økonomi igen.

Dette er et meget ekstremt eksempel
med lænkede kvinder,

men over stort set hele verden,

behandler vi, til en vis grad,
misbrugere på denne måde.

Vi straffer dem. Vi skammer dem.
Vi giver dem en plettet straffeattest.

Vi sætter hindringer op
mod dannelse af ny tilknytning.

Der var en doktor i Canada, Dr. Gabor Maté,
en forbløffende mand,

som fortalte mig, at hvis man ville lave
et system, som vil gøre misbruget værre,

så ville man lave dette system.

Nuvel, der findes et sted,
som besluttede at gøre det stik modsatte,

og jeg tog dertil
for at se hvordan det virkede.

I år 2000 havde Portugal én af
de værste problemer med drugs i Europa.

Én procent af befolkningen var misbrugere
af heroin, hvilket er vanvittigt mange.

Og hvert år forsøgte de sig mere og mere
med ´the American Way´,

Man straffede folk og stigmatiserede dem
og skammede dem

og hvert år blev problemet værre.

En dag stak Premierministeren og
lederen af oppositionen hovedet sammen,

og sagde "Det ikke længere kan gå"

"med at land, hvor man har stadig flere,
som bliver heroinmisbrugere."

"Lad os nedsætte et videnskabeligt panel"

"som skal finde ud af,
hvad der virkelig vil løse problemet."

Og panelet blev sat op og ledt af
en utrolig mand, Dr. João Goulão,

som skulle skaffe klarhed over
al den ny viden

Man kom tilbage og sagde

"Afkriminaliser alle stoffer
fra cannabis til crack, men"

-- og det er det væsentlige --

"brug alle de penge, som vi brugte
på at bekæmpe stofmisbrugere,"

"og hindre nye tilknytninger,"

"og brug i stedet pengene på
at genskabe tilknytning til samfundet."

Det er ikke lige det,
vi forstår ved misbrugsbehandling

i USA og Storbritannien.

Så de brugte misbrugscentre,

de brugte psykologhjælp,
der har nogen virkning.

Men det største, som de gjorde,
var det stik modsatte af hvad vi gør:

Et kæmpeprogram
for jobskabelse for misbrugere,

og mikrolån for misbrugere,
så de kan starte en mindre forretning.

Lad os sige,
at én havde været mekaniker,

Når man er klar,
så ville man besøge et værksted og sige

"hvis du ansætter denne fyr i et år,
så vil vi betale halvdelen af hans løn".

Målet var at give
alle misbrugere i Portugal

noget at stå op til om morgenen.

Da jeg mødte misbrugerne i Portugal,

sagde de, at de genfandt formål i livet,

de genfandt tilknytninger og relationer
med det omkringliggende samfund.

Der er nu gået 15 år siden
det eksperiment begyndte,

og resultatet kan nu ses:

Brug af sprøjte er

i henhold til 'The British Journal of Ciminology'

nede på 50 procent, fem-nul procent.

Overdosis'er er reduceret voldsomt.
HIV er reduceret voldsomt.

Alle undersøgelser viser
et betydeligt mindre misbrug.

Den måde man ved,
at det har virket så godt,

er, at kun få vil tilbage
til det gamle system.

Dette er den politiske implikation.

Jeg mener faktisk, at der under den,
findes et lag af implikationer

under dette, til al den forskning.

Vi lever i en kultur, hvor befolkningen,
i stigende grad, føler sig sårbar

til afhængighed af alt muligt,
hvad enten det er deres smartphone,

eller det er shopping eller spisning.

Før disse foredrag -- det ved i --

fik vi at vide,
at vi ikke måtte tage smartphones med,

og jeg må nok sige,
at der var mange af jer, som lignede

misbrugere, som får at vide,
at deres pusher var borte

i et par timer. (latter)

Mange af os føler det sådan,
og det lyder måske mærkeligt at sige det,

at jeg har talt om hvordan manglende
tilknytning, er en stor drivkraft bag misbrug,

og det er mærkeligt,
at sige at det er stigende,

fordi man tror, at vi er det mest
sammenknyttede samfund i verden - med rette.

Men jeg er i stigende grad begyndt
at mene, at de tilknytninger vi har

eller tror vi har, er lidt af en parodi
på menneskelig tilknytning.

Hvis du har en krise i livet,
så vil du opdage

at det ikke er dine Twitter-followers,
som kommer for at besøge dig.

Det er ikke dine Facebook-venner,
som hjælper dig til at få det til at løbe rundt.

Det er der kun dine venner af kød og blod,
som du har en dyb, nuanceret

og rig ansigt-til-ansigt forhold til.

Der er en undersøgelse
af miljøforfatteren Bill McKibben,

som jeg synes fortæller
en hel del om dette.

Han så på det antal af nære venner,
som den gennemsnitlige amerikaner tror

de kan stole på i en krisesituation.

Antallet har været jævnt faldende
siden 1950'erne.

Antallet af kvadratmetre i deres hjem

har været konstant stigende,

og jeg mener at det er et udtryk

for det valg vi har gjort som en kultur.

Vi har handlet kvadratmetre for venner.
Vi har handlet ragelse for tilknytninger,

og resultatet er, at vi er et af de
ensomste samfund, der nogensinde har været.

Og Bruce Alexander, ham der lavede
Rottepark eksperimentet, siger

at om misbrug, taler vi hele tiden
om individuel genopretning,

og det er rigtigt at tale om det,

men vi må tale langt mere
om social genopretning.

Noget er gået galt med os, ikke blot
som individer, men som gruppe.

Vi har skabt et samfund hvor livet
- for manges vedkommende -

i høj grad ligner et isoleret bur

og langt mindre en Rottepark.

Når jeg skal være ærlig, så er dette ikke
grunden til at jeg begyndte på det her.

Jeg gik ikke ind i det, for at lære
om det politiske og det sociale.

Jeg ønskede at vide, hvordan man
hjalp de mennesker jeg holdt af.

Da jeg kom tilbage fra denne
lange rejse, og havde lært alt dette,

så kiggede jeg på misbrugerne i mit liv,

og hvis du skal være helt ærlig,
så er det svært at elske en misbruger,

og der er mange i dette rum som ved det.

Man bliver ofte vred,

og jeg tror, at en af grundene til,
at denne debat er så ladet,

er fordi dette går lige til hjertet, ikke?

Alle har det ligesom dem,
der kigger på en misbruger og tænker,

bare nogen kunne stoppe dig.

Den slags recepter vi får, på hvordan
vi skal omgås misbrugerne i vores liv

synes jeg, er karakteriseret ved

realityshowet 'Intervention',
hvis i har set den.

Jeg synes alt i vores liv,
er bestemt af reality TV,

men det er en anden TED Talk.

Hvis du har set 'Intervention'.

Den har en ret simpel grundide.

Få fat i en misbruger
og alle personer i hans liv.

Saml dem og konfronter ham med hvad han gør,
og sig, at hvis du ikke tager dig sammen,

så er det helt farvel.

De tager misbrugerens tilknytninger,

og truer ham, og gør det betinget af,

at misbrugeren opfører sig som de ønsker.

Jeg begyndte at forstå, hvorfor
den fremgangsmåde ikke virker,

og jeg begyndte at se, at det er næsten
som en kopiering af logikken i War on Drugs

ind i vore private liv.

Jeg begyndte at tænke
'hvordan bliver jeg Portugiser'?

Hvad jeg har forsøgt indtil nu,

- og jeg kan ikke sige, at jeg gør det konsekvent
- og jeg kan ikke sige at det er nemt,

er at sige til misbrugerne i mit liv,

at jeg ønsker
at udbygge forbindelsen med dem,

at sige, at jeg holder af dem,
uanset hvad du tager.

så jeg holder af dig,
ligegyldig hvilken tilstand du er i,

og hvis du har brug for mig,
så kommer jeg og sidder hos dig,

fordi jeg holder af dig, og ikke vil,
at du er alene

eller føler dig alene.

Og jeg tror at budskabets kerne

-- du er ikke alene, vi holder af dig --

skal altid findes, når vi omgås misbrugere,

socialt, politisk og individuelt.

Vi har sunget krigssange
om misbrugere i 100 år.

Jeg synes, vi skulle have sunget
kærlighedssange i stedet,

fordi det modsatte af misbrug
er ikke stoffri.

Det modsatte af misbrug er tilknytning.

Mange tak.

(Bifald)