Jamie Oliver's TED Prize ønske: Lær hver enkelt barn om mad

Mens han deler stærke fortællinger fra hans anti-fedme projekt i Huntington, West Virginia, taler TED Prize vinder Jamie Oliver sagen for et total angreb på vores uvidenhed om mad.

Desværre,

vil der i løbet af de næste 18 minutter mens jeg holder denne tale,

vil fire amerikanere der er i live nu

være døde

af den mad de spiser.

Mit navn er Jamie Oliver. Jeg er 34 år.

Jeg kommer fra Essex i England,

og i løbet af de sidste syv år,

har jeg arbejdet ret utrætteligt

på at redde liv, på min egen måde.

Jeg er ikke læge;

jeg er kok,

jeg har ikke dyrt udstyr

eller medicin.

Jeg bruger information, uddannelse.

Jeg mener dybt, at madens magt

har en grundlæggende plads i vores hjem,

der binder os til de bedste stykker i vores liv.

Vi har en forfærdelig,

forfærdelig virkelighed lige nu.

Amerika, I er på toppen lige nu.

Dette er et af de mest usunde lande i verden.

Må jeg bede om en håndsoprækning,

fra alle tilstedeværende i dag, der har et barn?

Ræk venligst jeres hænder i vejret.

Tanter, onkler, I kan fortsætte med

at række hånden op, også tanter og onkler.

De fleste af Jer. OK.

Vi, de voksne i de sidste fire generationer,

har velsignet vores børn med den skæbne,

at have en kortere levetid

end deres egne forældre.

Jeres børn vil leve et liv der er ti år kortere

end jeres

på grund af det landskab af mad vi har bygget rundt om dem.

To tredjedele af dette lokale,

i dag, i Amerika, er statistisk set overvægtige eller fede.

Banden her, I klarer den, men vi skal nok få ram på jer før eller siden, bare rolig.

(Latter)

Ikke?

Statistikkerne om dårligt helbred er klare,

meget klare.

Vi bruger vores liv på at være paranoide omkring død, mord, selvmord,

og så videre; det er på forsiden af alle aviser, CNN.

Kig på selvmord nede i bunden for Guds skyld.

Ikke?

(Latter)

(Bifald)

Hver eneste af dem i rød,

er en kost-relateret sygdom.

Enhver læge, enhver specialist vil sige det.

Faktum: Kost-relaterede sygdomme er den største dræber

i USA, lige nu, i dag.

Dette er et globalt problem.

Det er en katastrofe.

Det hærger verden.

England følger lige efter jer, som altid.

(Latter)

Jeg vidste de var tæt på hinanden, men ikke så tæt.

Vi har brug for en revolution.

Mexico, Australien, Tyskland, Indien, Kina,

har alle massive problemer med fedme og dårligt helbred.

Tænk på rygning.

Det koster væsentlig mindre end fedme nu.

Fedme koster jer amerikanere

10 procent af udgifterne i sundhedsvæsnet,

150 milliarder dollar per år.

Om 10 år, er det sat til det dobbelte:

300 milliarder dollars om året.

Og lad os være ærlige, venner, I har ikke den slags penge.

(Latter)

Jeg kom her for at starte en madrevolution

som jeg tror så dybt på.

Vi har brug for den. Tiden er nu.

Vi er nået til et kritisk punkt.

Jeg har gjort dette i syv år.

Jeg har prøvet i Amerika i syv år.

Nu er tiden moden -- moden til at handle.

Jeg tog til stormens øje.

Jeg tog til West Virginia, den mest usunde stat i Amerika.

Det var faktisk sidste år.

Vi har en ny i år, men det arbejder vi på næste sæson.

(Latter)

Huntington, West Virginia.

Smuk by.

Jeg ville indgyde hjerte og sjæl i folk,

jeres offentlighed,

omkring de statistikker som vi er blevet

vandt til.

Jeg vil introducere jer for nogle folk, som jeg holder af:

jeres offentlighed, jeres børn.

Jeg vil vise jer et billede af min ven Brittany.

Hun er 16 år gammel.

Hun har seks år tilbage at leve i,

på grund af den mad hun har spist.

Hun er den tredje generation af amerikanere,

der ikke er vokset op i et mad miljø

hvor de er blevet lært at lave mad hjemme, eller i skole,

eller hendes mor, eller hendes mors mor.

Hun har seks år tilbage at leve i.

Hun spiser sin lever ihjel.

Stacy, familien Edwards.

Dette er en normal familie, venner.

Stacy gør hendes bedste, men hun er også tredjegenerations;

hun blev aldrig lært at lave mad derhjemme, eller i skolen.

Familien er fed.

Justin her, 12 år gammel,

han vejer 160kg.

Han bliver mobbet for guds skyld.

Datteren her, Katie, hun er fire år gammel.

Hun er fed, før hun når at komme i folkeskole.

Marissa, hun klarer den, hun er en af jer.

Men ved I hvad? Hendes far, der var fed,

døde i hendes arme.

Og så den næstmest betydningsfulde mand i hendes liv,

hendes onkel, døde af fedme,

og nu er hendes stedfar fed.

Ser I, det er sådan

at fedme og kostrelaterede sygdomme

ikke kun påvirker de folk der har det;

det er alle deres venner, familie,

brødre, søstre.

Pastor Steve:

en inspirerende mand, en af mine første allierede i Huntington, West Virginia.

Han er ved frontlinjen af dette problem.

Han skal begrave folk, ok?

Og han er træt af det. Han er træt af at begrave hans venner,

hans familie, hans samfund.

Til vinter, dør tre gange så mange mennesker.

Han er træt af det.

Dette er undgåelige sygdomme. Spild af liv.

Forresten, dette er hvad de bliver begravet i.

Vi er ikke gearet til at håndtere dette.

De kan ikke engang få dem ud af døren -- og jeg mener det alvorligt --

kan ikke engang få dem derhen. Gaffeltruck.

Ok, se det som en trekant, ok?

Dette er vores landskab af mad.

Jeg har brug for, at I forstår det.

I har sikkert hørt alt dette før,

men lad os lige kigge det igennem.

Hvad er der sket løbet af de sidste 30 år,

der har flået hjertet ud på dette land?

Lad os være ligefremme og ærlige:

Jamen, den moderne hverdag.

Lad os starte med hovedgaden.

Fast food har overtaget hele landet; det ved vi.

De store mærkevarer er nogle af de vigtigste krafter,

kraftfulde kræfter, i dette land.

Også supermarkeder.

Store virksomheder. Store virksomheder.

For tredive år siden, var det meste mad

stort set lokalt, og stort set frisk.

Nu er det stort set færdigbehandlet og fyldt med alle mulige tilsætningsstoffer,

ekstra ingredienser, og I kender resten af historien.

Portions størrelse er tydeligvis et kæmpe, kæmpe problem.

Mærkning er et kæmpe problem.

Mærkningen i dette land er en skændsel.

De vil være selv -- de vil selv-kontrollere sig selv.

Industrien vil selv-kontrollere sig selv.

Hvad, i dette slags klima? Det har de ikke fortjent.

Hvordan kan man sige noget har et lavt fedtindhold, når det er fyldt med så meget sukker?

Hjemmet.

Det største problem med hjemmet

er at det plejede at være hjertet

i at give mad, madkultur videre

det der lavede vores samfund.

Det sker ikke mere.

Og I ved, i takt med at vi går på arbejde og som livet ændrer sig,

og som livet altid udvikler sig,

skal vi ligesom se på det holistisk --

træd tilbage et øjeblik, og håndter balancen på en anden måde.

Det sker ikke, det er ikke sket i løbet af de sidste 30 år, ok?

Jeg vil vise jer en situation

der er meget normal

lige nu; familien Edwards.

(VIdeo) Jamie Oliver: Lad os lige snakke sammen.

Dette stads går gennem dig og din families krop

hver uge.

Og jeg har brug for at vide, at du er klar over at det vil dræbe dine børn for tidligt.

Hvordan har du det?

Stacy: Jeg er bare virkelig ked af det og deprimeret lige nu.

Men, du ved. jeg vil gerne have at min børn får succes i livet

og dette får dem ikke derhen.

Men at jeg dræber dem.

JO: Ja, det gør du. Det gør du.

Men vi kan stoppe det.

Normalt. Lad os se på skoler,

noget som jeg egentlig er en specialist omkring.

Ok, skole.

Hvad er skole? Hvem opfandt det? Hvad er formålet med skole?

Skolen var opfundet for at bevæbne os med værktøjerne

til at gøre os kreative, gøre vidunderlige ting,

få os til at tjene til livet, etc., etc., etc.

I ved, det har ligesom været i en slags tæt kasse i lang, lang tid.

Ok?

Men vi har ikke rigtig udviklet det,

til at håndtere sundhedskatastrofen i Amerika, ok?

Skolemad, er noget

som de fleste børn -- 31 millioner om dagen, faktisk --

får to gange om dagen, for det meste,

morgenmad og frokost, 180 dage om året.

Så man kan sige, at skolemad er ret vigtigt, faktisk,

i forhold til omstændighederne.

(Latter)

Før jeg kører på med min svada,

som jeg er sikker på I venter på ...

(Latter)

Har jeg brug for at sige en ting, og det er så vigtigt

i forhåbentlig den magi der kommer og udfolder

sig i løbet af de næste tre måneder.

Kantinedamerne, kantinekokkene i Amerika --

jeg tilbyder mig som deres ambassadør.

Jeg er ikke nedsættende om dem.

De gør det bedste de kan.

De gør deres bedste.

Men de gør som de får besked på,

og hvad de får besked på, er forkert.

Systemet køres stort set kun af økonomer;

der er ikke nok, eller nogen,

mad-vidende folk i branchen.

Der er et problem:

hvis man ikke er madekspert, og man har stramme budgetter

og det bliver strammet yderligere, så kan man ikke være kreativ

man kan ikke ændre ting og omskrive forskellige ting.

Hvis man er økonom og talrytter,

det eneste man kan gøre under disse omstændigheder

er at købe billigere skrammel.

Men, virkeligheden er,

den mad som jeres børn får hver dag, er fast food,

det er meget forarbejdet,

der er ikke nok frisk mad der, overhovedet.

I ved, mængden af tilsætningsstoffer, E-numre, ingredienser som I ikke vil tro på --

der er ikke nok grøntsager overhovedet. Pommes frites er set som en grøntsag.

Pizza er morgenmad. De får ikke engang bestik.

Knive og gafler? Nej, de er for farlige.

De har sakse i klasseværelset,

men knive og gafler? Nej.

Og sådan som jeg ser det: hvis man ikke har knive og gafler i ens skole,

støtter man udelukkende,

fra statens side, fast food, fordi det spises kun med hænderne.

Og ja, forresten, det er fast food: det er bøfsandwich,

det er burgere, det er pølser,

det er pizzaer, det er al den slags.

Ti procent af det vi bruger på sundhedsvæsnet, som jeg sagde tidligere,

bruges på fedme, og det bliver fordoblet.

Vi underviser ikke vores børn.

Det er ingen pligt om at undervise børn om mad,

i folkeskolen, ok?

Vi lærer ikke børn om mad. Vel?

Og dette er et lille klip fra en folkeskole,

som er meget almindelig i England.

Video: Hvem ved hvad det her er?

Barn: Kartofler. Jamie Oliver: Kartoffel? Så, du tror det her er kartofler?

Ved I hvad det her er?

Ved I hvad det her er? Barn: Broccoli?

JO: Hvad med det her? Vores gode, gamle ven.

Ved du hvad det her er, skat? Barn: Selleri.

JO: Nej. Hvad tror du det her er? Barn: Løg. JO: Løg? Nej.

Jamie Oliver: Man får med det samme en fornemmelse

af: Har disse børn nogen som helst anelse om hvor mad kommer fra?

Video: JO: Hvem ved hvad det her er? Barn: Uh, pære?

JO: Hvad tror du det her er? Barn: Det ved jeg ikke.

JO: Hvis ungerne ikke ved hvad dette er,

så vil de aldrig spise det.

(Latter)

JO: Normalt. England og Amerika,

England og Amerika.

Gæt hvad der fixede det. Gæt hvad der fixede det:

To en-timers undervisning.

Vi bliver nød til at begynde at lære vores børn

om mad i skolen, punktum.

(Bifald)

Jeg vil fortælle jer om noget,

jeg vil fortælle jer om noget der på en måde

opsummerer den knibe vi er i, venner. OK?

Jeg vil fortælle om noget så basalt som mælk.

Hvert barn har ret til mælk i skolen.

Jeres børn får mælk i skolen, morgenmad og frokost. Ikke?

De får to kartoner. OK?

Og det får de fleste børn.

Men mælk er ikke godt nok mere.

Fordi nogen i mælkebestyrelsen -- og misforstå mig ikke,

jeg støtter mælk -- men nogen i mælkebestyrelsen

betalte højst sandsynlig en masse penge til en stodder

til at finde ud af, at hvis man putter en masse smagsstoffer og farver

og sukker i mælk, ikke,

vil flere børn drikke det. Ja.

(Klapper)

Og selvfølgelig, vil det nu sprede sig.

Æblebestyrelsen finder også ud af

at hvis de laver karamelæbler, vil de også spise flere æbler.

Ved I hvad jeg mener?

For mig er der ikke nogen grund til at give mælk en smag.

Okay? Der er sukker i alt.

Jeg kender alt til de ingredienser.

Det er i alt. Selv mælken er ikke sluppet

den slags moderne problemer.

Der er vores mælk. Der er vores karton.

I den, er der næsten lige så meget sukker

som der er i en af jeres yndlings sodavand,

og de får to om dagen.

Så, lad mig vise jer.

Vi har et barn, her,

der får, I ved, otte spiseskefulde sukker om dagen.

I ved, her er jeres uge.

Her er jeres måned.

Og jeg har taget mig den frihed, at putte

kun fem års folkeskole sukker,

kun fra mælk.

Nuvel, jeg ved ikke med jer gutter,

men i forhold til omstændighederne i verden, ikke,

enhver dommer i verden,

ville kigge på statistikkerne og beviserne,

og de ville finde enhver gammel regering

skyldig i børnemisbrug. Det tror jeg på.

(Bifald)

Ok, hvis jeg kom herop, og jeg ville ønske jeg kunne komme herop i dag

og komme med en kur for AIDS eller kræft,

ville I toppes om at komme op til mig.

Dette, alle disse dårlige nyheder, er undgåeligt.

Det er de gode nyheder.

Det er meget, meget undgåeligt.

Så, lad os tænke på, at vi har et problem her,

vi skal starte forfra.

Okay så, i min verden, hvad skal vi så gøre?

Her er hagen, ikke,

det kan ikke kun komme fra et sted.

For at starte forfra og lave rigtig, håndgribelig forandring

rigtig forandring, så jeg kunne kigge jer i øjnene

og sige, "Om cirka 10 år,

vil historien om jeres børns liv,

lykke -- og lad os ikke glemme, man er smart når man spiser sundt,

man ved man lever længere --

alt det, vil se anderledes ud. OK?"

Så, supermarkeder.

Hvor ville man ellers shoppe så religiøst?

Hver uge.

Hvor mange penge bruger man, i sit liv, i et supermarked?

Elsker dem. De sælger os hvad vi vil have. OK.

De skylder os, at sætte en madambassadør

i alle store supermarkeder.

De skal vise os hvordan man shopper. De skal vise os hvordan man laver mad

nem, velsmagende, sæsonprægede måltider

til mennesker der har travlt.

Dette er ikke dyrt.

Det bliver gjort i nogle, og det skal gøres over hele rækken

i Amerika snart, og hurtigt.

De store mærker, I ved, mad mærkerne

skal sætte maduddannelse

i hjertet af deres virksomheder.

Jeg ved det, nemmere sagt end gjort.

Det er fremtiden. Det er den eneste vej.

Fast-food. Med fast-food industrien

I ved, der er meget konkurrence.

Jeg har fået stakkevis af hemmelige papirer og deals

med fast-food restauranter.

Jeg ved hvordan de gør det.

Jeg mener, dybest set har de vænnet os

til disse slag med sukker, salt og fedt, og x, y og z,

og alle elsker dem. Ikke?

Så, disse gutter bliver en del af løsningen.

Men vi har brug for at få regeringen til at arbejde

med alle fast-food udbyderne, og restaurantsindustrien,

og i løbet af en fem, seks, syv årig periode

afvænne os fra den ekstreme mængde

fedt, sukker, fedt og alle non-food ingredienserne.

Nuvel, også, tilbage til de store mærkevarer: Mærkningen,

som jeg sagde tidligere, er en absolut farce

og har brug for at blive ordnet.

OK, skole.

Selvfølgelig i skoler skylder vi dem,

at være sikre på at 180 dage om året,

fra den lille vigtige alder af fire,

til 18, 20, 24 eller sådan noget,

skal der laves

god, frisk mad

fra lokale dyrkere på stedet. OK?

Der skal være en ny standard af frisk, god mad

til jeres børn. Ikke?

(Bifald)

Under omstændighederne, er det utrolig vigtigt

at hvert eneste amerikanske barn forlader skolen

velvidende hvordan man laver 10 opskrifter

der vil redde deres liv.

Livsfærdigheder.

(Bifald)

Det betyder, at de kan være studerende, unge forældre,

og være i stand til at finde ud af

basis færdighederne omkring at lave mad,

uanset hvilken recession der rammer dem næste gang. Hvis man kan lave mad,

betyder recessions penge ikke noget.

Hvis man kan lave mad, betyder tid ikke noget.

Arbejdspladsen, vi har ikke rigtig snakket om det.

I ved, det er tid for vores corporate responsibility

til virkelig at se på hvad de fodrer

eller gør tilgængeligt til deres medarbejdere.

Medarbejderne er mødrene og fædrene til Amerikas børn.

Marissa, hendes far døde i hendes hånd,

jeg tror hun ville være ret glad

hvis Amerika kunne begynde at give deres medarbejdere god mad.

De skal helt sikkert ikke udelukkes.

Lad os gå tilbage til hjemmet.

Ok, se, hvis vi gør alle disse ting, og det kan vi,

det er så opnåeligt. Man kan bekymre sig og være kommerciel.

Klart.

Men hjemmet skal begynde at lade madlavning

gå videre igen, helt sikkert.

Helt sikkert, giv det videre som en filosofi.

Og for mig at det ret romantisk,

men det handler om, at hvis en person lærer tre mennesker

hvordan man tilbereder noget,

og de lærer tre af deres kammerater det,

det skal kun gentage sig selv 25 gange,

så er det hele Amerikas befolkning.

Romantisk, ja, men

vigtigst af alt,

det handler om at få folk til at indse,

at hver eneste individuelle indsats

gør en forskel.

Vi er nød til at få det tabte tilbage.

Huntington Kitchen. Huntington, hvor jeg lavede dette program,

I ved, vi har det her prime-time program der forhåbentligt

vil inspirere mennesker til virkelig at komme i gang med denne forandring.

Jeg tror oprigtigt, at forandringen vil komme.

Huntingtons Kitchen. Jeg arbejder med et lokalsamfund.

Jeg arbejdede i skolerne. Jeg fandt lokal, bæredygtig støtte

til at få hver eneste skole i området,

fra junken, til frisk mad:

seks og et halvt tusind per skole.

(Bifald)

Det er alt der skal til, seks og et halvt tusinde per skole.

Køkkenet koster 25 tusind per måned. Okay?

Det kan hjælpe 5.000 mennesker om året,

hvilket er 10 procent af deres befolkning,

og mennesker der hjælper mennesker.

I ved, det er lokale kokke der underviser lokale mennesker.

Det er gratis madlavningskurser, venner, gratis madlavningskurser på hovedgaden.

Det er ægte, håndgribelig forandring, ægte, håndgribelig forandring.

Rundt om i Amerika, hvis vi kigger tilbage nu,

foregår der masser af dejlige ting.

Der foregår masser af dejlige ting. Der er ildsjæle

i Amerika, der gør storartede ting

i skoler -- gård til skole aftaler,

have aftaler, uddannelse --

der er forbløffende mennesker der allerede gør det her.

Problemet er, at de alle vil videreføre det de gør,

til den næste skole, og den næste,

men der er ikke nogen penge.

Vi skal anerkende eksperterne og ildsjælene hurtigt,

identificere dem, og give dem lov til nemt at finde resourcerne

til at videreføre hvad de allerede gør,

og gør godt.

Virksomheder i Amerika skal støtte

fru Obama, til at gøre de ting hun har lyst til at gøre.

(Bifald)

Og hør nu her, jeg ved det er mærkeligt

at have en britisk person stående her foran jer,

og tale om dette.

Alt jeg kan sige er: Jeg bekymrer mig. Jeg er en far,

og jeg elsker dette land,

og jeg tror virkeligt, faktisk,

at hvis forandring kan ske i dette land,

vil der ske dejlige ting rundt om i verden. Hvis Amerika gør det,

mener jeg andre mennesker vil følge efter.

Det er utrolig vigtigt.

(Bifald)

Da jeg var i Huntington, og prøvede at få et par ting til at virke

som ikke virkede, troede jeg "Hvis jeg havde en tryllestav

hvad ville jeg gøre?" Og jeg tænkte, "Ved du hvad?

Jeg ville elske at få lov til at stå foran de mest utrolige

forgangsmennesker i Amerika.".

Og en måned senere, ringede TED til mig og gav mig denne pris.

Jeg er her.

Så, mit ønske.

Ordblind, så jeg er lidt langsom.

Mit ønske

er at I vil hjælpe en stærk,

bæredygtig bevægelse

til at uddanne hvert et barn

om mad,

til at inspirere familier til at lave mad igen,

og til at give mennesker overalt evnen

til at bekæmpe fedme.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)