Adam Savages besættelser

Ved EG'08 talte Adam Savage om sin fascination af dronten, samt hvorledes det førte ham til en mærkelig og overraskende flerdelt jagt. Det er et underholdende eventyr gennem hjernen på en vedholdende, kreativ person.

For fire år siden publicerede New Yorker en artikel

om en samling af dronte-knogler, som var fundet

i en hule på øen Mauritius.

Mauritius er en lille ø

øst for Madagascars kyst

i det Indiske Ocean, og det er dér,

dronten blev opdaget

og udryddet, begge dele inden for 150 år.

Alle var begejstrede for dette arkæologiske fund,

idet det betød, at de endelig var i stand til

at samle et enkelt dronte-skelet.

Altså, selvom museer over hele kloden

har dronte-skeletter i deres samling, har ingen --

ikke engang selveste Natual History Museum

på Mauritius -- et skelet, der er samlet

af knoglerne fra en enkelt dronte.

Eller, dette er ikke helt præcist.

Faktum er, at British Museum

havde et komplet eksemplar af en dronte i deres samling

frem til det 18. århundrede --

det var rent faktisk fuldstændigt mumificeret --

men i et anfald af oprydnings-iver

skar de rent faktisk hovedet og fødderne af,

og de smed resten i et bål.

Hvis I kigger på deres nuværende website,

optræder disse eksemplarer, med bemærkningen

at resten var tabt i en brand.

Det er så ikke hele sandhenden...

Det fremhævede i denne artikel var dette billede,

og jeg er en af dem, som mener at Tinas Browns

arbejde med at tilføje billeder til New Yorker, var fremragende,

idet dette billede ændrede mit verdenssyn.

Jeg blev besat af denne genstand --

ikke blot det smukke fotografi,

og farven, den lave dybdeskarphed, den synlige detaljeringsgrad,

tråden, I kan se her på næbbet

som konservatoren har brugt til at hæfte skelettet sammen,

der er en hel fortælling i sig selv her.

Og så tænkte jeg:

ville det ikke være fantastisk,

om jeg havde mit eget dronte-skelet?

(Latter)

Og derefter -- jeg vil gerne understrege på det her tidspunkt at

jeg har brugt mit liv med en besættelse

af genstande og de historier, de fortæller,

og dette var blot den seneste i rækken.

Jeg begyndte derefter at kigge efter

om nogen solgte et samlesæt,

en slags model, som jeg kunne erhverve,

og jeg fandt masser af overordnet litteratur, masser af gode billeder --

intet held: intet dronte-skelet til mig. Men skaden var sket.

Jeg havde gemt et par hundrede dronte-skelet-billeder

i min mappe med "Kreative Projekter" --

det er et opbevaringssted for min hjerne, alt hvad jeg nogensinde kunne interessere mig for.

Hver gang, jeg har adgang til nettet,

er der en bunke ting, som flytter derind,

alt fra smukke ringe til fotografier af cockpits.

Nøglen, som Marquis de La Fayette sendte til George Washington

for at fejre stormen af Bastillen.

Russisk nøgle til affyring af atomvåben.

Den øverste er billedet, jeg fandt på eBay;

den nederste er den, jeg selv lavede,

idet jeg ikke havde råd til den på eBay.

Stormtrooper-dragter. Kort over Midgård --

denne har jeg selv håndtegnet. Her er mappen for dronte-skelettet.

Denne mappe har 17.000 billeder --

over 20 gigabytes data --

og det stiger fortsat.

Og en dag, et par uger senere, måske endda

et år senere, var jeg i hobbyforretningen med mine unger,

og jeg købte nogle værktøjer til at arbejde i ler -- vi skulle have en byggedag.

Jeg købte noget polyler, noget ståltråd, forskellige genstande.

Og jeg kiggede ned på lerret, og det slog mig, at

måske,

ja, måske kunne jeg skabe mit eget dronte-kranium.

Jeg bør her understrege -- jeg er ikke billedhugger,

jeg er benhård til at bygge modeller.

Giv mig en tegning, giv mig en genstand at genskabe,

giv mig en kran, et stillads, dele fra "Star Wars" --

specielt dele fra "Star Wars" --

og jeg kan genskabe den slags til hver en tid.

Det er præcis sådan, jeg tjente til dagen i 15 år.

Men når I giver mig noget i den stil --

min ven, Mike Murnane, skabte denne;

det er en model til Star Wars, episode 2 --

det er ikke mit felt, jeg --

det er noget, andre folk laver -- drager, den slags ting.

Men jeg følte, at jeg havde studeret nok billeder af dodo-kranier

til rent faktisk at kunne

forstå opbygningen og måske genskabe den --

jeg mener, så svært kan det heller ikke være.

Så jeg begyndte at kigge på de bedste billeder, jeg kunne finde.

Jeg hentede al materialet,

og jeg fandt denne smukke genstand.

Det er nogen, der sælger dette på eBay;

det var en kvindes -- tydeligvis en kvindes hånd, forhåbentligt en kvindes hånd.

Ud fra en antagelse af at størrelsen omtrent tilsvarede min kones hånd

foretog jeg nogle målinger af hendes tommelfinger og sammenholdt dem til kraniets størrelse.

Jeg forstørrede det til den reelle størrelse, og jeg begyndte at bruge dette,

sammen med samtlige øvrige referencer, jeg lå inde med, og sammenlignede det

som et størrelsesforhold for at gennemskue præcis hvor stort, næbbet burde være,

præcis hvor langt, og så videre.

Og efter et par timer nåede jeg frem til det,

som var et ganske hæderligt dronte-kranium. Og jeg ville ikke forsætte; jeg --

det svarer til at man kun kan rydde et ekstremt rodet rum op

ved at samle én ting op ad gangen; man kan ikke overskue det store billede.

Jeg tænkte ikke på et skelet af en dronte;

jeg lagde blot mærke til at idet jeg færdiggjorde kraniet,

stak ståltråden, som jeg havde brugt for at få det til at hænge sammen,

bagud, præcis hvor der burde være en rygrad.

Og en af de andre ting, jeg har interesseret mig for over årene,

er rygrade og skeletter, hvor jeg har samlet nogle hundrede stykker.

Jeg forstod rent faktisk rygsøjlers mekanik

godt nok til at kunne efterligne dem.

Så stykke for stykke,

ryghvirvel efter ryghvirvel, arbejdede jeg mig nedad.

Og ved dagens afslutning havde jeg et hæderligt kranium,

en brugbar rygrad og halvdelen af et bækken.

Og igen, jeg fortsatte og søgte efter flere fortegnelser,

hver eneste stykke information, jeg kunne finde -- tegninger, flotte billeder.

Denne fyr -- jeg elsker denne fyr! Han lagde en drontes benknogler i en scanner --

med en lineal.

Det er præcis det niveau af præcision, jeg ønskede,

og jeg -- hele vejen igennem --

Jeg genskabte hver en knogle og føjede dem til.

Og efter omtrent -- jeg vil gætte på seks uger,

afsluttede, malede og opstillede jeg

mit eget dronte-skelet.

I kan se at jeg endda tilføjede en museums-etiket,

som inkluderer en kort beskrivelse af dronten.

Og TAP Plastics producerede -- selv om jeg ikke fik taget et billede af det --

en museumsmontre til mig.

Jeg har ikke plads til den i mit hus,

men jeg blev nødt til at afslutte, hvad jeg havde påbegyndt.

Og det repræsenterede rent faktisk en stor ændring for mig.

Igen, som jeg nævnte, mit liv har handlet om

at være fascineret af genstande og historierne bag,

og også at skabe dem selv, opnå dem,

beundre dem og fordybe mig i dem.

Og i denne mappe, "Kreative Projekter",

er der læssevis af projekter, som jeg arbejder på i øjeblikket,

projekter som jeg allerede har arbejdet på, ting som jeg måske vil arbejde på en dag,

og ting som jeg blot vil finde og købe og eje og --

og kigge på og berøre.

Men nu var der denne potentielle nye kategori af genstande

jeg kunne skulptere

som var anderledes, som jeg -- ser I,

jeg har min egen R2D2, men det er --

ærligt talt, i forhold til at skulptere, det er let for mig.

Så jeg gik tilbage og kiggede min "Kreative Projekter"-mappe igennem,

og jeg faldt over Ridderfalken.

Se, det er sjovt for mig:

at blive forelsket i en genstand fra en Hammett-roman,

for hvis det er sandt, at verden er delt op i to slags personer,

Chandler-personer og Hammett-personer, så er jeg absolut en Chandler-person.

Men i dette tilfælde handler det ikke om --

det handler ikke om forfatteren, eller bogen eller filmen eller fortællingen,

det handler om genstanden i sig selv.

Og i dette tilfælde er genstanden --

virker den på en lang række niveauer.

For det første er der genstanden i verdenen.

Dette er "Kniphausen-høgen".

Det er en ceremoniel karaffel,

lavet omkring år 1700 til en svensk greve,

og det er højst sandsynligt denne genstand, som

Hammett brugte til inspiration for Ridderfalken.

Så er der den fiktive fugl, den som Hammett skabte i anledning af bogen.

Bygget ud af ord, det er motoren,

der driver bogens og også filmens plot,

hvor endnu en genstand er skabt:

en genstand, som skal repræsentere den ting, Hammett skabte ud af ord,

inspireret af Kniphause-høgen, og dette repræsenterer falken i filmen.

Og så er der det fjerde niveau, som er

en helt nyt genstand i verden:

en rekvisit lavet til filmen, repræsentationen af denne ting,

bliver, på sine egne vilkår,

en helt ny ting,

en hel ny genstand til begæring.

Og nu var det på tide at lave noget forskning.

Jeg havde rent faktisk lavet nogle undersøgelser

et par år i forvejen -- det er derfor, mappen var der.

Jeg købte en kopi, en virkelig elendig kopi,

af Ridderfalken på eBay,

og havde downloadet nok billeder til rent faktisk

at have noget fornuftigt materiale.

Men jeg opdagede,

i mine fortsatte undersøgelser,

i at opnå et virkeligt præcist datamateriale, at fuglen var --

en af de oprindelige bly-fugle --

var blevet solgt på Christie's i 1994,

så jeg kontaktede en antikvarboghandler,

som havde det oprindelige katalog fra Christie's,

og i det fandt jeg dette fantastiske billede,

som inkluderede et størrelsesforhold.

Jeg var i stand til at indscanne billedet, forstørre det til fuld størrelse.

Jeg fandt andre referencer. Avi [Ara] Chekmayan,

en redaktør fra New Jersey, fandt faktisk denne

kunstharpiks-Ridderfalk

på et loppemarked i 1991,

selv om det tog ham fem år

at få autentificeret denne fugl til -- til

auktionariussernes specifikationer,

fordi der var en del kontrovers omkring den.

Den var bygget ud af kunstharpiks, hvilket ikke var et typisk byggemateriale til filmrekvisitter

på det tidspunkt, filmen blev lavet.

Jeg synes, det er sjovt, at det tog et stykke tid at autentificeret den,

for jeg kan sammenholde den med denne ting,

og jeg kan sige jer -- den er ægte, den er god nok,

den er lavet fra præcis den samme støbeform som den her er.

Ved den her, fordi auktionen allerede var så kontroversiel,

Profiles in History, auktionshuset, der solgte denne --

vidst i 1995 for omtrent 100.000 dollars --

inkluderede de rent faktisk - I kan se her forneden --

ikke blot et front-billede, men også

fra siden, bagfra,

og fra den anden side.

Så nu havde jeg alle de størrelsesforhold, jeg skulle bruge

for at genskabe Ridderfalken.

Hvad gør man, hvordan begynder man på den slags? Jeg ved det virkelig ikke.

Så i lighed med dronte-kraniet

forstørrede jeg alle mine referencer op i fuld størrelse,

og så begyndte jeg at fjerne det overflødige og brugte

disse skabeloner som reference for formen.

Så jeg tog polylerret, og jeg samlede en stor klump,

og jeg bearbejdede det, indtil jeg fik skabt de rette forhold.

Og langsomt, fjer efter fjer, detalje efter detalje,

bearbejdede jeg og opnåede --

arbejdende foran fjernsynet -- og polylerret --

her sidder jeg ved siden af min kone --

det er det eneste billede, jeg tog under hele processen.

Efterhånden som jeg arbejdede fremad opnåede jeg

en meget hæderlig gengivelse af Ridderfalken.

Men igen, jeg er ikke skulptør,

så jeg kender ikke mange af de små tricks, som, altså,

Jeg ved ikke hvordan min ven Mike skaber smukke, skinnende overflader med hans polyler,

jeg var i hvert fald ikke i stand til det.

Så jeg gik ned i min butik

og jeg formede det og støbte det i kunstharpiks,

fordi i kunstharpikset kunne jeg færdiggøre den glatte glasoverflade.

Nu er der mange måder, man kan skabe en pæn, glat overflade.

Min favorit er omtrent 70 lag af dette --

mat, sort grunder.

Jeg sprayer det på over tre eller fire dage, det drypper som ind i helvede,

men det giver mig en virkelig pæn blid sandslebet overflade

og jeg kan få den glat som glas.

Ah, og afslutter med meget fin ståluld.

Se, det gode ved at være nået hertil var at

fordi de i filmen, da de endelig bragte fuglen frem i slutningen,

og de placerede den på bordet, drejede de den rent faktisk rundt.

Så jeg var faktisk i stand til at

tage billeder og gå enkelte billeder frem for at være sikker.

Og jeg følger alle lysreflektionerne og sikrer mig, at når jeg holder lyset

i samme position, at jeg får den samme reflektion tilbage --

det er denne detaljegrad, jeg går efter.

Jeg endte med dette: min Ridderfalk.

Og den er smuk. Og jeg kan fastslå med sikkerhed

at på det tidspunkt, hvor jeg fuldførte den,

at alle kopier derude -- og der er et par stykker --

så er denne den mest præcise

genskabelse af den oprindelige Ridderfalk

som nogen har skulpteret. Se, jeg bør nævne at den oprindelige

er skulpteret af en gut ved navn Fred Sexton.

Og her -- bliver det mærkeligt.

Fred Sexton var ven med ham her, George Hodel.

Skræmmende fyr -- mange mener, at han er

Elizabeth Shorts morder.

Ser I, James Ellroy tror

at Fred Sexton, skulptøren af Ridderfalken,

slog James Ellroys mor ihjel.

Jeg vil gerne tage den et skridt videre. I 1974,

under produktionen af en mærkelig komedie-fortsættelse til "Ridderfalken",

ved navn "The Black Bird", med George Segal,

havde Los Angeles Country Museum of Art

en gips-originaludgave af Ridderfalken --

en af de oprindelige seks gipsudgaver, tror jeg, lavet til filmen --

som blev stjålet fra museet. En del folk mente

at det var et PR-stunt for filmen.

John's Grill, som rent faktisk

ses kortvarigt i "Ridderfalken",

er stadigvæk et fungerende spisested,

som blandt de faste gæster blandt andet talte Elisha Cook,

som spiller Wilmer Cook i filmen,

og han gav dem

en af hans oprindelige gipsudgaver af Ridderfalken.

Og de havde den i deres skab i omtrent 15 år,

indtil den blev stjålet

i januar 2007.

Det lader til at den begærede genstand

kun træder frem ved at forsvinde gentagende gange.

Så her havde jeg Falken,

og den var smuk. Den så virkelig godt ud,

den -- lyset spillede meget fint,

det var bedre end noget andet, jeg kunne opnå

eller hente ude i resten af verden.

Men der var et problem. Og problemet var dette:

Jeg ville opnå genstandens helhed

Jeg ville have genstandens fulde vægt.

Denne ting var lavet af kunstharpiks og var for let.

Der er denne gruppe online, som jeg besøger.

Det er en gruppe af rekvisit-galninge ligesom mig

ved navn The Replica Props Forum, og det er folk, som handler,

bygger og udveksler informationer om filmrekvisitter.

Og det viste sig at en af fyrene dér,

en af mine venner, som jeg faktisk aldrig har mødt,

men blev ven med igennem nogle handler, var leder i et lokalt støberi.

Han tog min grundplan for Falken,

han støbte den rent faktisk i bronze,

med cire perdue-metoden,

og dette er bronzeudgaven, jeg fik tilbage.

Og dette er, efter lidt radering, udgaven, som jeg endte med.

Og denne ting -- den tilfredsstiller mig højt.

Her vil jeg -- jeg vil fremvise den

senere i aften, og I kan ...

Jeg ønsker at I samler den op og mærker den.

I vil gerne vide --

hvor besat, jeg er. Projektet er kun til for min egen skyld,

og alligevel gik jeg så langt, at jeg på eBay købte

en kinesisk San Francisco-baseret avis fra 1941,

for at fuglen kunne blive foldet præcist ind ...

som den er i filmen.

(Latter)

Ja, jeg ved det godt!

(Latter) (Klapsalver)

Her kan I se, at den vejer 27½ pund.

Det er halvdelen af min hund Huxleys vægt.

Men der er et problem.

Se, her er den seneste udvikling af Falke.

Længst til venstre er det stykke makværk - en kopi, jeg købte på eBay.

Her er min beskadigede polyler-Falk,

idet jeg skulle have den ud af støbeformen igen. Her er min første støbning,

her er min original og her er min bronzeudgave.

Der sker noget, når man former og støber ting,

hvilket er, at hver gang, man smider den i silikone og støber den i kunstharpiks,

mister man lidt af rumfanget, man mister lidt af størrelsen.

Og da jeg sammenholdt min bronzeudgave med polyler-udgaven,

var den trekvart tomme mindre.

Ja, virkelig, det var nærmest som --

hvorfor glemte jeg dette?

Hvorfor lavede jeg den ikke større fra begyndelsen?

Så hvad skal jeg gøre? Jeg skønner, at jeg har to muligheder.

Et, jeg kan affyre en laser mod den,

hvilket jeg allerede har gjort,

for at lave en 3D-scanning - der er et 3D-scan af denne Falk.

Jeg havde beregnet den præcise mængde af svind, jeg opnåede

ved at gå fra en voksoriginal til en bronzeoriginal

og har forstørret den nok til at lave

et 3D-original-litografi af denne,

som jeg vil polere og så sende til støbebyggeren

og så vil jeg skabe den i bronze. Eller --

der er flere personer, der ejer originaludgaver,

og jeg har forsøgt at kontakte dem og få fat på dem,

i håbet om at de vil lade mig bruge et par minutter

i tilstedeværelsen af en af de rigtige fugle, måske for at tage et billede,

eller ligefrem at trække den håndholdte laserscanner

som jeg tilfældigvis ejer, som kan være i en æske cornflakes,

og måske endog, uden at røre deres fugl, på æresord,

kunne jeg en perfekt 3D-scanning. Og jeg vil rent faktisk underskrive dokumenter

hvor jeg erklærer, at jeg aldrig vil lade nogen andre, med undtagelse af mig selv på mit arbejde, have adgang til den.

Jeg vil give dem en udgave, hvis de ønsker det.

Og måske vil jeg så nå til slutningen af denne øvelse.

Men i virkeligheden, hvis vi skal se sandheden i øjnene,

så må jeg indrømme, at det at nå slutningen af øvelsen

aldrig var formålet med øvelsen i første omgang, vel?

Mange tak.