Adam Grosser og hans bæredygtige køleskab

Adam Grosser taler om et projekt, der handler om at bygge et køleskab, der fungerer uden elektricitet, og om at bringe dette afgørende redskab ud til landsbyer og klinikker i hele verden. Ved at tilpasse gammel teknologi har han opfundet et system, der virker.

Dette er et projekt under stadig udvikling

baseret på nogle bemærkninger, der blev givet

hos TED for to år siden

omkring behovet for opbevaring af vaccine.

(Musik)

[ På denne planet ]

[ har 1,6 milliarder mennesker ]

[ ikke adgang til elektricitet ]

[ køling ]

[ eller opbevaret brændstof ]

[ dette er et problem ]

[ der har indflydelse på: ]

[ spredning af sygdomme ]

[ opbevaring af mad og medicin ]

[ og livskvalitet ]

[ her er planen: billig køling, der ikke har brug for elektricitet ... ]

[ ... gas, benzin, petroleum eller forbrugsvarer ]

[ det er tid til noget varmelære ]

og historien om "Intermittent Absorption Refrigerator".

For 29 år siden havde jeg en underviser i varmelære,

som underviste i absorbering og køling.

Det var en af de der ting, der blev hængende i mine tanker.

Det var meget ligesom "Stirling" maskinen:

den var cool, men man vidste ikke, hvad man skulle bruge den til.

Den blev opfundet i 1858 af fyren Ferdinand Carre,

men han kunne ikke bruge den til noget

på grund af datidens værktøj.

En skør canadier ved navn Powell Crosley

kommercialiserede en ting kaldet "the Icyball" i 1928,

og det var en rigtig fin ide,

og jeg vil snart fortælle hvorfor det ikke virkede,

men her er, hvordan det virker.

Der er to sfærer som er adskilt med mellemrum.

Den ene har en arbejdsvæske, vand og ammoniak,

og den anden er en kondensator.

Man opvarmer den ene side - den varme side.

Ammoniaken fordamper

og den kondenserer på den anden side.

Man lader det køle ned til stuetemperatur,

og mens ammoniakken fordamper igen og forbinder sig med vandet

tilbage på den tidligere varme side,

dannes der en kraftig køleeffekt.

Det var en fantastisk ide, der slet ikke virkede - den sprængte i luften.

Fordi ved at bruge ammoniak får man meget store tryk

hvis man opvarmer det forkert.

Det nåede 400 psi. Ammoniakken var giftig. Det sprøjtede ud over alt.

Men det var nu en meget interessant ide.

Det gode ved 2006 er,

at der er masser af beregningsmæssigt arbejde der kan udføres.

Så vi involverede hele den termodynamiske afdeling

hos Stanford.

En masse beregninger på væskedynamik.

Vi beviste, at de fleste tabeller for køleanlæg baseret på ammoniak er fejlagtige.

Vi opdagede nogle ugiftige kølestoffer,

der virkede ved meget lavt tryk.

Bragte et team ind fra England --

der viste sig at være en masse

fantastiske køleeksperter i England --

og byggede en prototype og beviste, at vi faktisk

godt kunne lave en ugiftig lavtrykskøler.

Den virker sådan her.

Man sætter den over ild.

De fleste mennesker laver mad over åben ild,

om så det er med kamelafføring eller træ.

Den opvarmes i ca. 30 minutter og skal så afkøle i en time.

Sæt den i en beholder,

og den kan køle i 24 timer.

Den ser sådan ud. Dette er den femte prototype. Den er ikke helt færdig.

Den vejer ca. 3,6 kg og fungerer sådan her:

Sæt den ind i en 15-liters beholder, ca. 3 gallons,

og den vil køle beholderen ned til lige over frysepunktet,

tre grader over frysepunktet,

i 24 timer i et 30 grader varmt miljø. Det er rigtig billigt.

Vi mener, vi kan bygge disse i store mængder for ca. 25 dollars,

i mindre mængder for ca. 40 dollars.

Og vi mener, vi kan gøre køling

til noget, som alle kan få.

Mange tak.

(Klapsalver)