At gøre det umulige, skære igennem frygt | Dan Meyer | TEDxMaastricht

http://CuttingEdgeInnertainment.com Nogensinde haft lyst til at være en superhelt og gøre det umulige? Dan Meyer tror, at uanset hvor ekstrem vores frygt kan være eller hvor vilde vores drømme er, så har vi alle potentialet til at være superhelte, at gøre det umulige og forandre verden. Som leder af en humanitær hjælpeorganisation for forældreløse i Kazakhstan, deler Dan med os, hvordan han overkom en barndom af ekstreme fobier, social angst og mobning, til at gøre overmenneskelige bedrifter, blive en finalist i America's Got Talent, vinde 2007 Ig Nobelpris i medicin på Harvard og blive en 39 gange verdensrekordindehaver og førende ekspert i en af verdens ældste og mest farlige handlinger - sabelslugning - og passioneret om at inspirere folk til at gøre det umulige i DERES liv.
I sin første TED talk tager Dan publikum med sig på sin lange rejse fra ekstreme fobier til ekstreme bedrifter, skvat til verdensrekordindehaver, taber til Ig Nobelpris-vinder, defaitist til finalist på America's Got Talent. Dan afslører, hvordan videnskaben bag sabelslugningens antikke kunst, og beskriver hvordan hans rejse til at gøre overmenneskelige bedrifter, overkomme fiasko og grænsen mellem menneskekroppen og det umulige og forandre verden. Og han giver råd til, hvordan du kan skære igennem frygt til at gøre det umulige i DIT liv!
Dette foredrag blev givet ved en lokal TEDx-begivenhed, produceret uafhængigt af TED Conferences.

Tak.

Der var engang en Maharaja i Indien,
og til sin fødselsdag blev et dekret udstedt

om at alle høvdinger skulle
bringe gaver til en konge.

Nogle bragte fine silke,
nogle bragte flotte sværd,

nogle bragte guld.

I enden af køen kom en meget rynket
lille gammel mand gående,

som havde gået fra sin landsby
efter mange dages rejse.

Og som han gik op, så spurgte kongens søn,
"Hvilken gave bringer du til kongen?"

Og den gamle mand åbende
meget langsomt sin hånd for at afsløre

en rigtig smuk konkylie
med lilla, gule, røde og blå hvivler.

Og kongens søn sagde,

"Det er ikke en gave for kongen!
Hvad slags gave er det?"

Den gamle man kiggede op på ham
og sagde langsomt,

"Lang gåtur... del af gave."

(Latter)

Om et øjeblik,
giver jeg jer en gave,

en gave, jeg mener,
der er værd at sprede.

Men før det,
lad mig tage jer med på

min lange gåtur.

Ligesom de fleste af jer,

startede jeg livet som et barn.

Hvor mange af jer
startede livet som et barn?

Født ung?

Omkring halvdelen af jer... okay...

(Latter)

Og resten af jer?
I var født voksen?

Orv, jeg vil gerne møde jeres mødre!

Tal om umuligt!

Som barn havde jeg altid
en fascination af at gøre det umulige.

I dag er en dag, jeg har set frem til
igennem mange år,

fordi i dag er dagen,
jeg vil forsøge,

at gøre det umulige
lige foran jeres egne øjne,

lige her ved TEDxMaastricht.

Jeg starter med

at afsløre slutningen:

Og jeg vil bevise for jer

at det umulige ikke er umuligt.

Og jeg slutter med at give jer
en gave, der er værd at sprede:

Jeg vil vise jer at man kan
gøre det umulige i jeres liv.

I mit forsøg for at gøre det umulige
har jeg opdaget

to ting, som er universielle
omkring mennesker i verden.

Alle frygter noget,

og alle har drømme.

I mit forsøg på at gøre det umulige
har jeg opdaget, at der er tre ting,

som jeg har gjort gennem årene,

som på sin vis har fået mig til
at gøre det umulige:

Høvdingebold, eller som I
kalder det, "Trefbal",

Superman,

og myg.

Disse er mine tre nøgleord.

Nu ved I hvorfor,
jeg gør det umulige i mit liv.

Så jeg tager jer med på rejse,
min lange gåtur

fra frygt til drømme,

fra ord til sværd,

fra høvdingebold

til Superman

til myg.

Og jeg håber på at vise jer,

hvordan I kan gøre
det umulige i jeres liv.

Den 4. oktober, 2007.

Mit hjerte kørte på højtryk,
mine knæ rystede

mens jeg gik ud på scenen

på Sanders Theatre

Havard University for at acceptere

2007 Ig Nobelpris i medicin

for en forskingsartikel,
jeg var medforfatter til,

kaldt "Sabelslugning...

... og dens bivirkninger".

(Latter)

Den var offentliggjort i et tidsskrift,
som jeg aldrig havde læst før,

British Medical Journal.

Og for mig var det en umulig drøm,
der gik i opfyldelse,

det var en uventet overraskelse
for nogen som mig,

det var en ære,
som jeg aldrig vil glemme.

Men det var ikke den
mest mindeværdige del af mit liv.

Den 4. oktober, 1967,

denne skræmte, generte,
tynde, svattede dreng

led af ekstreme fobier.

Og mens han skulle til
at træde ud på scenen,

kørte hans hjerte på højtryk,

hans knæ rystede.

Da han skulle til at åbne
sin mund for at tale,

ville ordene bare ikke komme ud.

Han stod rystende og grædende.

Han var lammet af panik,

fastfrosset af frygt.

Denne skræmte, generte,
tynde, skvattede dreng

led af ekstreme fobier.

Han var bange for mørket,

for højder,

for edderkopper og slanger...

Er nogle af jer bange for dem?

Ja, nogle af jer...

Han var bange for vand og hajer...

Bange for læger
og sygeplejersker og tandlæger,

og nåle og bor og skarpe objekter.

Men mere end noget andet,
var han bange for

mennesker.

Denne skræmte, generte,
tynde, skvattede dreng

var mig.

Jeg var bange for fiasko og afvisning,

lavt selvværd, mindreværdskompleks,

og noget som vi ikke engang vidste
at man kunne have dengang:

social angst.

Fordi jeg var bange for ting,
ville bøllerne drille og banke mig

De plejede at grine og kalde mig øgenavne.
De lod mig aldrig deltage i nogle

af deres lege.

Der var ét spil,
de plejde at lade mig deltage i...

høvdingebold -

og jeg var ikke god til at undvige.

Bøllerne ville kalde mig navne,

og jeg ville kigge op
og se disse røde bolde

komme farende mod mit ansigt lynhurtigt

bam, bam, bam!

Jeg kan huske mange dage,
hvor jeg gik hjem fra skole,

mit ansigt var rødt og stak,
det ringede for mine ører, som var røde.

Mine øjne brændte med tårer,

og deres ord brændte i mine ører.

Og hvem end der sagde,

"Træ og sten kan knække mine ben,
men ord vil aldrig ramme mig"...

Det var en løgn.

Ord kan skære som en kniv.

Ord kan trænge igennem som sværd.

Ord kan lave sår, der er så dybe,

at de ikke kan ses.

Så jeg havde fobier.
Og ord var min værste fjende.

Det er de stadig.

Men jeg havde også drømme.

Jeg ville gå hjem,
og flygte ind i Superman-tegneserier,

og jeg ville læse
Superman-tegneserier

og jeg drømte, at jeg ville være
en superhelt ligesom Superman.

Jeg ville kæmpe for
sandhed og retfærdighed,

jeg ville kæmpe imod skurker og kryptonit,

jeg ville flyve verden rundt og gøre
overmenneskelige bedrifter og redde liv.

Jeg havde også en fascination
af virkelige ting.

Jeg ville læse Guinness Rekordbog
eller Ripley's Believe It or Not.

Har nogle af jer nogensinde læst
Guiness Rekordbog eller Ripleys?

Jeg elsker de bøger!

Jeg så mennesker
gøre rigtige bedrifter.

Og jeg sagde, det vil jeg gøre.

Hvis bøllerne ikke
ville lade mig

deltage i nogle
af deres sportslege,

så vil jeg lave rigtig magi,
rigtige bedrifter.

Jeg vil gøre noget rigtigt utroligt,
som de bøller ikke kan gøre.

Jeg vil finde mit formål og mit kald,

jeg vil vide at mit liv har mening,

jeg vil gøre noget utroligt
for at ændre verden;

jeg vil bevise
at det umulige ikke er umuligt.

Spol 10 år frem i tiden -

Det var ugen før min 21 års fødselsdag.

To ting skete på én dag,
som ville ændre mit liv for altid.

Jeg boede i Tamil Nadu, Sydindien.

Jeg var en missionær.

og min mentor,
min ven spurgte mig,

"Har du thromer, Daniel?"

Og jeg sagde, "Thromer? Hvad er thromer?"

Han sagde, "Thromer er store livsmål.

De er en kombination
af drømme og mål, ligesom hvis man kunne

gøre alt hvad man ville,
tage hen hvor man ville,

være hvem man ville være,

hvor ville du tage hen?
Hvad ville du gøre?

Hvem ville du være?

Jeg sagde, "Jeg kan ikke gøre det der?
Jeg er alt for bange!"

Den nat tog jeg min rismåtte
op på loftet af min bungalow,

lagde den ud under stjernerne,

og så flagermusene jage myg.

Og det eneste, jeg kunne tænke på
var thromer, drømme og mål,

og de bøller med høvdingeboldene.

Et par timer senere vågnede jeg op.

Mit hjerte kørte på højtryk,
mine knæ rystede.

Denne gang var det ikke af frygt.

Hele min krop var i krampe.

Og for de næste fem dage

gled jeg ind og ud af bevidsthed,
lå på mit dødsleje og kæmpede for mit liv

Min hjerne brændte op
med en 41 grader malarie-feber.

Og når jeg var ved bevidsthed
kunne jeg kun tænke på thromer.

Jeg tænkte,
"Hvad vil jeg lave med mit liv?"

Til sidst, natten før
min 21 års fødselsdag,

i et klarheds øjeblik,

indså jeg,

at den lille myg,

Anopheles Stephensi,

den lille myg

som vejede mindre end 5 mikrogram,

mindre end et gran salt,

hvis den myg kunne slå
en 80 kilo tung mand ud,

jeg indså,
at det var min kryptonit.

Så indså jeg,
nej, nej, det er ikke myggen,

det er den lille parasit indeni myggen,

Plasmodium Falciparum, som dræber over
en million mennesker om året.

Så indså jeg, nej, nej,
det er endnu mindre end det,

men for mig så det ud til,
at være meget større

Jeg indså,

at frygt var min kryptonit,

min parasit,

som havde lammet
og paralyseret mig hele mit liv.

Der er en forskel mellem fare og fobier.

Fare er ægte.

Fobier er et valg.

Og jeg indså, at jeg havde et valg:

Jeg kunne enten leve i frygt,
og dø som en fiasko den nat,

eller jeg kunne sende
min frygt i graven, og jeg kunne

nå ud efter mine drømme,
jeg kunne vove at leve livet.

Og ved I hvad, der er noget med det,
at ligge på sit dødsleje

og se i døden i øjnene,
som virkelig får en til at ville leve.

Jeg indså, alle dør,
men det er ikke alle, der rigtigt lever.

Det er på dødslejet, vi lever.

Når du lærer at dø,

så lærer du virkelig at leve.

Så jeg besluttede mig for at forandre

min historie den nat.

Jeg ønskede ikke at dø.

Så jeg bad en lille bøn, sagde jeg,

"Gud, hvis jeg lever
til min 21 års fødselsdag,

så vil jeg ikke lade frygt
styre mit liv længere.

Jeg vil sende mine fobier i graven,

jeg vil række ud efter mine drømme,

jeg vil ændre min attitude,

jeg vil gøre noget utroligt med mit liv,

jeg vil finde mit formål og kald,

jeg vil vide at det umulige
ikke er umuligt."

Jeg vil ikke sige om jeg
overlevede natten; det må I selv regne ud.

(Latter)

Men den nat lavede jeg
min liste med mine første 10 thromer:

Jeg besluttede mig for,
at besøge de store kontinenter,

besøge verdens syv vidundere,

lære en masse sprog,

leve på en øde ø,

leve på et skib på havet,

leve sammen med
en indiansk stamme i Amazonas,

klatre til toppen
af Sveriges højeste bjerg,

jeg ville se Mount Everest ved solopgang,

arbejde i musikindustrien i Nashville,

jeg ville arbejde med et cirkus

og jeg ville hoppe ud af et fly.

Gennem de næste 20 år fuldførte jeg
de fleste af disse thromer.

Hver gang jeg krydsede
en throme af min liste,

tilføjede jeg 5 eller 10 til min liste,
som fortsat voksede.

Gennem de næste syv år
boede jeg på en lille ø i Bahamas

for omkring syv år

i en stråhytte,

og fangede hajer og rokker til at spise,
som den eneste på øen,

i et lændeklæde,

og jeg lærte at svømme med hajer.

Og derefter flyttede jeg til Mexico,

og så flyttede jeg
til Amazonfloden i Ecuador,

Pujo Pongo Ecuador,
boede med en stamme,

og lidt efter lidt, begyndte jeg,
at få selvtillid igennem mine thromer.

Jeg flyttede til musikindustrien
i Nashville, og til Sverige,

flyttede til Stockholm,
arbejdede i musikindustrien der,

hvor jeg klatrede til toppen af
Kebnekaise, højt over den arktiske cirkel.

Jeg lærte at være en klovn,

og jonglere,

og gå med stylter,

cykle på unicykel,
spise ild, spise glas.

I 1997 hørte jeg, der kun var
en håndfuld sabelslugere tilbage,

og jeg sagde, "Det må jeg gøre!"

Jeg mødtes med en sabelsluger,
og bad ham om nogle tips.

Han sagde, "Lad mig give dig to tips:

Nummer 1: Det er ekstremt farligt,

Folk er døde af det.

Number 2:

Lad være med at prøve!"

(Latter)

Så jeg tilføjede det til mine thromer.

Og jeg øvede 10-12 gange
om dagen, hver dag,

igennem fire år.

Nu har jeg regnet det ud...

4 x 365 [x 12]

Det var omkring 13.000 fejlslagne forsøg

før jeg fik min første sabel
ned i min hals i 2001.

Igennem den tid
havde jeg en throme

om at blive verdens ledende ekspert
i sabelslugning.

Så jeg søgte i enhver bog,
tidsskrift, avisartikel

og medicinske rapport.
Jeg studerede fysiologi, anatomi,

jeg snakkede med læger og sygeplejersker,

bragte alle sabelslugere sammen

i Sword Swallowers
Association International,

og lavede en 2 års
medicinsk forskningsartikel

på sabelslugning og dens bivirkninger,

som blev offentliggjort
i British Medical Journal.

(Latter)

Tak.

(Bifald)

Og jeg lærte nogle fascinerende ting
om sabelslugning.

Nogle ting I sikkert aldrig har
tænkt på før, men I vil efter i aften.

Næste gang I tager hjem,
og I skærer jeres bøf med jeres kniv,

eller et sværd eller jeres bestik,
så vil I tænke over det...

Jeg lærte at sabelslugning
startede i Indien -

lige der, hvor jeg så det
første gang som 20-årig -

omkring 4000 år siden,
omkring år 2000 f.Kr.

Gennem de sidste 150 år
har sabelslugere været brugt

indenfor videnskab og medicin

til at hjælpe med at udvikle
det stive endoskop i 1868

af dr. Adolf Kussmaul
i Freiburg i Tyskland.

I 1906, elektrokardiogrammet i Wales,

for at studere
slugesygdomme, og fordøjelse,

bronkoskoper, den slags.

Men gennem de sidste 150 år

har vi kendt til hundredvis af skader
og dusinvis af dødsfald...

Her er det rigide endoskop,
som var udviklet af dr. Adolf Kussmaul.

Men vi opdagede, at der var 29 dødsfald
gennem de sidste 150 år

inklusiv denne sabelsluger i London,
som spiddede sit hjerte med sit sværd.

Vi lærte også, at der er omkring 3-8

seriøse skader med sabelslugning hvert år.

Jeg ved det fordi jeg får opkaldene.

Jeg har lige haft to,

ét fra Sverige og ét fra Orlando
gennem de sidste par uger,

om sabelslugere, som er på hospitalet.

Så det er ekstremt farligt.

Den anden ting,
jeg lærte, er, at det tager.

fra 2 til 10 år at lære,
hvordan man sluger et sværd

for mange mennesker.

Men den mest fascinerende opdagelse,
jeg lærte var,

hvordan sabelslugere lærte
at gøre det umulige.

Og lad mig give jer en lille hemmelighed:

Lad være med at fokusere på
de 99,9%, som er umulige.

Fokusér på den 0,1%, der ér mulig,
og find ud af, hvordan man gør det muligt.

Lad mig nu tage jer på en rejse
ind i sindet på en sabelsluger.

For at kunne sluge et sværd,
kræver det ånd-over-stof meditation,

knivskarp koncentration,
præcis nøjagtighed for at kunne

isolere indre orgarner
og kunne overkomme kroppens reflekser

igennem forstærket hjernesynapse,
igennem gentaget muskelhukommelse

ved at øve over 10.000 gange.

Lad mig tage jer på en lille rejse
ind i kroppen på en sabelsluger.

For at kunne sluge et sværd,

så skal jeg glide klingen over min tunge,

undertrykke bræk-refleksen
i det cervikale spiserør,

navigere 90 grader ned i epiglottisen,

gennem den cricopharyngeale
øvre lukkemuskel i spiserøret

undertrykke
peristaltik-refleksen

og glide klingen ind i brysthulen

mellem lungerne.

På dette tidspunkt

skal jeg puffe mit hjerte til side.

Hvis I ser godt med,

så kan I se hjerte slå sammen
med mit sværd

fordi det læner op ad hjertet

adskildt af omkring 3 milimeter væv.

Det er ikke noget, du kan foregive.

Så skal jeg glide den forbi brystbenet,

forbi spiserørets nedre lukkemuskel,
ind i maven,

undertrykke mavens gylpe-refleks
og hele vejen ned til tolvfingertarmen.

Let som en leg.

(Latter)

Hvis vi går videre end det,

hele vejen ned til mine æggeledere.

I kan spørge jeres koner
om det senere...

Folk spørger mig, de siger,

"Det må kræve en masse mod
for at risikere dit liv,

at puffe til dit hjerte,
og sluge et sværd."

Nej. Hvad der virkelig kræver mod

er for en skræmt, genert,
tynd, skvattet dreng

at risikere fiasko og afvisning

for at åbenbare sit hjerte

og sluge sin stolthed

og stå heroppe foran en flok fremmede

og fortælle jer sin historie
om sine fobier og drømme,

at risikere at lade det hele komme ud,
både bogstaveligt og billedligt.

Tak.

(Bifald)

Ser I, den virkelig fantastiske ting er,

at jeg altid har ønsket,
at gøre det utrolige

og nu gør jeg det.

Men det virkeligt utrolige er ikke,
at jeg kan sluge

21 sværd på en gang,

eller 6 meter under vandet i en tank
med 88 hajer og rokker

for Ripley's Believe It or Not,

eller opvarmet til 1500 grader
for Stan Lee's Superhumans

som en "Mand af stål"

og den bisse var varm!

Eller trække en bil
med et sværd for Ripley's,

eller Guiness,

eller gå videre til finalen
i America's Got Talent,

eller vinde 2007 Ig Nobelpris i medicin.

Nej, dét er ikke det
virkeligt utrolige.

Det tror folk.
Nej, nej, nej. Det er ikke det.

Det virkelige utrolige

er at gud kunne tage
denne skræmte og tynde dreng,

som var bange for højder,

som var bange for vand og hajer,

og læger og sygeplejersker
og nåle og skarpe ting

og tale med folk

og nu har han mig til
at flyve verden rundt

i 9 kilometers højde,

og sluge skarpe ting
under vandet i tanke med hajer,

og tale med læger og sygeplejersker
og publikum som jer over hele verden.

Dét er det virkelige utrolige for mig.

Jeg har altid villet gøre det umulige -

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

Jeg har altid villet gøre det umulige
og nu gør jeg det.

Jeg ville gøre noget utroligt
med mit liv og forandre verden,

og nu gør jeg det.

Jeg har altid villet flyve verden rundt
og gøre store ting

og redde liv, og nu gør jeg det.

Og ved I hvad?

Der er stadig en lille smule
af den drengs store drøm

dybt indeni.

(Latter) (Bifald)

Og ved I hvad, jeg har altid villet
finde mit formål og kald,

og nu har jeg fundet det.

Men gæt hvad?

Det er ikke med sværd,
ikke hvad I tror, ikke med mine styrker.

Det er faktisk min svaghed, mine ord.

Mit formål og kald er at forandre verden

ved at skære igennem frygt,

ét sværd af gangen, ét ord af gangen,

én kniv af gangen, ét liv af gangen,

at inspirere folk til at blive superhelte

og gøre det umulige i deres liv.

Mit formål er at hjælpe andre finde deres.

Hvad er jeres?

Hvad er jeres formål?

Hvad var du bragt i verden for?

Jeg mener, vi alle skal være superhelte.

Hvad er jeres superkraft?

Ud af en befolkning
på over 7 milliarder mennesker,

er der mindre end en håndfuld sabelslugere

tilbage i verden i dag,

men der er kun en dig.

Du er unik.

Hvad er din historie?

Hvad gør dig anerledes?

Fortæl din historie,

selv hvis din stemme er vag og rystende.

Hvad er dine thromer?

Hvis du kunne gøre alt,
være alle, tage hen overalt -

Hvor ville du tage hen?

Hvad ville du gøre?

Hvad vil du bruge dit liv til?

Hvad er dine store drømme?

Hvad var dine store drømme som barn?
Tænk tilbage.

Det var sikkert ikke det her, vel?

Hvad var dine vildeste drømme

som du mente var så underlige og obskure?

Jeg er sikker på, det her får dine drømme
til at virke normale, ikke sandt?

Hvad er dit sværd?

Hver og en har et sværd,

et tveægget sværd af fobier og drømme.

Slug dit sværd uanset hvad det er.

Følg jeres drømme, damer og herrer,

det er aldrig forsent at være,
hvem I gerne vil være.

For de bøller med høvdingeboldene,
de drenge som troede,

at jeg aldrig ville gøre det umulige,

jeg har bare én ting,
at sige til dem:

Tak.

Hvis det ikke havde været for skurke,
så havde vi ikke superhelte.

Jeg er her for at bevise,
det umulige ikke er umuligt.

Dette er ekstremt farligt,
det kunne slå mig ihjel.

Jeg håber I nyder det.

(Latter)

Jeg har brug for hjælp til det her.

Publikum: To, tre.

Dan Meyer: Nej, nej, nej.
Jeg har brug for jeres hjælp til at tælle?

(Latter)

Hvis I kender ordene? Okay?
Tæl med mig. Klar?

En.

To.

Tre.

Nej, det er to,
men I har forstået idéen.

Publikum: En.

To.

Tre.

(Gisp)

(Bifald)

DM: Sådan!

(Bifald) (Jubel)

Mange tak.

Tak, tak, tak.
Tak fra bunden af mit hjerte.

Faktisk, så tak fra bunden af min mave.

Jeg sagde, jeg kom her for
at gøre det umulige, og nu har jeg.

Men dette var ikke det umulige.
Jeg gør det her hver dag.

Det umulige for denne skræmte, generte,
tynde dreng var at se sin frygt i øjnene,

at stå heroppe på en TEDx-scene,

og ændre verden ét ord af gangen,

ét sværd af gangen, ét liv af gangen.

Hvis I tænker i nye baner,
hvis I tror,

at det umulige ikke er umuligt,

hvis jeg har fået jer til at indse,
at I kan gøre det umulige i jeres liv,

så er mit arbejde gjort,
og jeres er kun lige begyndt.

Hold aldrig op med at drømme.
Hold aldrig op med at tro.

Tak for at tro på mig,

og tak for at være en del af min drøm.

Og her er min gave til jer:

Det umulige er ikke...

Publikum: Umuligt!

Lang gåtur del af gave

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

(Jubel)

Vært: Tak, Dan Meyer, wow!