Rachel Armstrong: Selvreparerende arkitektur?

Italiens Venedig synker. For at redde byen må vi ifølge Rachel Armstrong bevæge os fra statisk arkitektur til at begynde at bygge arkitektur der vokser på egen hånd. Hun foreslår et ikke-helt-levende materiale, der både er selvreparerende og fjerner CO2 fra atmosfæren.

Alle vor tids bygninger har noget til fælles:

De er lavet ved hjælp af victoriansk teknologi.

Dette involverer tegninger,

industriel produktion

og byggeri ved hjælp af grupper af håndværkere.

Alt dette arbejde resulterer i et statisk objekt.

Og det betyder at der er en en-vejs overførsel af energi

fra vores omgivelser ind i vore hjem og byer.

Det er ikke bæredygtigt.

Jeg mener, at den eneste måde hvorpå vi vil kunne

konstruere virkelig bæredygtige hjem og byer

er ved at forbinde dem med naturen,

ikke ved at isolere dem fra den.

For at kunne lykkes med det projekt har vi brug for det rigtige sprog.

Levende systemer er i konstant samtale

med naturen omkring dem

gennem rækker af kemiske reaktioner kaldet metabolismer.

Metabolismer er en gruppe stoffers ændring

fra én slags til en anden, enten gennem

produktion eller optagelse af energi.

Og det er på denne måde at levende materialer

får det bedste ud af de ressourcer de har adgang til

på en bæredygtig måde.

Så, min interesse ligger indenfor brugen af

metaboliske materialer indenfor arkitektur.

Men de findes ikke - så jeg bliver nødt til at lave dem.

Jeg arbejder sammen med arkitekten Neil Spiller

på Bartlett School of Architecture.

Og vi samarbejder med internationale forskere

om at fremstille disse nye materialer

gennem en nedefra-og-op-tilgang.

Det betyder, at vi laver dem helt fra bunden.

En af vores samarbejdspartnere er kemikeren Martin Hanczyc

og han er meget interesseret i overgangen fra

statisk til levende materiale.

Og det er præcis den slags proces jeg er interesseret i

når vi snakker om bæredygtige materialer.

Martin arbejder med et system kaldet Protocellen.

Den er i bund og grund -- det er magisk det her --

ikke andet end en lille fedtbobbel. Den har et kemisk batteri i sig.

Men den har ikke noget DNA.

Denne lille bobbel er i stand til at opføre sig

på en måde der ikke kan kaldes andet end levende.

Den kan bevæge sig rundt i sine omgivelser

Den kan følge efter kemiske gradienter.

den kan deltage i komplekse reaktioner

nogle af hvilke, heldigvis for mig, er arkitektoniske.

Så der kan vi se. Disse er protoceller,

der påvirker deres omgivelser.

Vi ved endnu ikke hvordan de gør det.

Her er en protocelle, der er ihærdigt i gang med at smide sit skind

Det ligner nærmest en slags kemisk fødsel --

det er en voldsom proces.

Her har vi fået en protocelle til at trække kuldioxid

ud af atmosfæren

og lave det om til karbonat.

Det er det der laver skallen rundt om fedtboblen.

De er ret skrøbelige, så I kan kun se et udsnit af en her.

Så det vi prøver på er at skubbe disse teknologier

i retning af at skabe nye, nedefra-og-op konstruktionsmetoder

til brug i arkitektur

som står i modsætning til de nuværende, victorianske oppefra-og-ned metoder

der tvinger stof ind i en bestemt form.

Det kan ikke være energimæssigt fornuftigt.

Men disse 'nedefra-og-op' materialer

findes faktisk allerede i dag.

De har været brugt i arkitekturen siden antikken.

Hvis du går en tur i byen Oxford, her hvor vi er i dag,

og kigger på murene

som jeg har nydt at gøre de seneste par dage

kan du se at meget af det faktisk er lavet af kalksten.

Og hvis du går endnu tættere på

kan du se at inde i kalkstenen er der små skaller

og skeletter der er bunket ovenpå hinanden

og er blevet til fossiler over millioner af år.

Et stykke kalksten er i sig selv

ikke særlig interessant.

Det ser bare smukt ud.

Men forestil jer hvilke egenskaber dette stykke kalksten kunne have

hvis dets overflader var

i samtale med atmosfæren.

Måske kunne det fjerne kuldioxid.

Ville det give dette stykke kalksten nye egenskaber?

Ja, højst sandsynligt ville det. Det ville måske kunne vokse.

Måske ville det kunne være selvreparerende,

og endda reagere på dramatiske ændringer

i dets nærmiljø.

Men nej, arkitekter er aldrig tilfredse

med bare et enkelt stykke interessant materiale.

De tænker stort. Okay?

Så når vi snakker om at bruge metaboliske materialer i større skala

kan vi begynde at overveje økologiske opfindelser

som reparationen af atoller

eller redning af dele af en by

der er blevet skadede af vand.

Et eksempel på dette

kunne selvfølgelig være den historiske by Venedig.

Venedig har, som I ved, et stormfuldt forhold til havet,

og byen er bygget på søjler af træ.

Så vi har fundet en måde hvorpå vi kan bruge

den protocelle-teknologi vi arbejder med

til at generobre Venedig på en bæredygtig måde.

Og arkitekten Christian Kerrigan

har lavet en serie billeder som viser os

hvordan det kan være muligt at få et kalkstenskoralrev

til at vokse frem under byen.

Så her er den teknologi vi har i dag.

Dette er vores protocelleteknologi,

der kan lave skaller ligesom dens kalkstens-forfædre,

og deponere dem i et komplekst miljø

op ad de naturlige materialer.

Vi kigger på krystaller for at forstå bindingsprocessen involveret i dette.

Og her kommer så den mest interessante del af det hele.

Vi vil jo ikke bare have kalksten overalt i de smukke kanaler.

Vi skal have det til at koncentrere sig

omkring træsøjlerne under byen.

På disse billeder kan I se at protocellerne faktisk

bevæger sig væk fra lyset,

henimod de mørke fundamenter.

Dette er noget vi har observeret i laboratoriet.

Protocellerne kan faktisk bevæge sig væk fra lyset.

Egentlig kan de også bevæge sig henimod lyset - det handler bare om at vælge den rigtige slags.

De eksisterer nemlig ikke bare som én ting,

vi kan kemisk konstruere dem.

Og her er så protocellerne der deponerer deres kalksten

meget præcist rundt om Venedigs fundament,

og herved forstener de det reelt.

Det her er ikke noget vi kan gøre i morgen -- det kommer til at tage noget tid.

Vi må bruge år på at fin-tune og overvåge denne teknologi

før vi er klar til at

teste den, én sag af gangen,

på de mest beskadigede og belastede bygninger i Venedig.

Men gradvist, efterhånden som bygningerne bliver repareret,

vil vi se tilblivelsen af et kalkstens-rev under byen.

Denne tilblivelse binder i sig selv enorme mængder kuldioxid.

Ydermere vil den tiltrække lokale undervandsdyr og -planter

som kan finde deres egne nicher i denne arkitektur.

Dette synes jeg er rigtig interessant; vi kommer til at bygge arkitektur

der forbinder en by med naturen omkring den

på en meget direkte og umiddelbar måde.

Men den mest spændende del af dette her er måske

at ingredienserne til denne teknologi er tilgængelige overalt.

Det er basal kemi -- noget vi allesammen har.

Det betyder, at teknologien er mindst ligeså anvendelig

i udviklingslande som den er

i den første verdens lande.

Så, for at resummére, jeg udvikler metaboliske materialer

som en modvægt til viktorianske teknologier,

og bygger arkitektur nedefra og op.

For det andet har disse metaboliske materialer

nogle af de samme egenskaber som levende organismer,

hvilket betyder at de kan opføre sig på lignende måder.

Vi forventer at finde mange former og funktioner til dem

indenfor byggeri og arkitektur.

Og endelig: For en fremtidig iagttager,

der beundrer en smuk struktur i landskabet,

vil det måske være stort set umuligt at afgøre

hvorvidt denne struktur

er skabt gennem en naturlig

eller kunstig proces.

Mange tak.

(Bifald)