Alle vor tids bygninger har noget til fælles:
De er lavet ved hjælp af victoriansk teknologi.
Dette involverer tegninger,
industriel produktion
og byggeri ved hjælp af grupper af håndværkere.
Alt dette arbejde resulterer i et statisk objekt.
Og det betyder at der er en en-vejs overførsel af energi
fra vores omgivelser ind i vore hjem og byer.
Det er ikke bæredygtigt.
Jeg mener, at den eneste måde hvorpå vi vil kunne
konstruere virkelig bæredygtige hjem og byer
er ved at forbinde dem med naturen,
ikke ved at isolere dem fra den.
For at kunne lykkes med det projekt har vi brug for det rigtige sprog.
Levende systemer er i konstant samtale
med naturen omkring dem
gennem rækker af kemiske reaktioner kaldet metabolismer.
Metabolismer er en gruppe stoffers ændring
fra én slags til en anden, enten gennem
produktion eller optagelse af energi.
Og det er på denne måde at levende materialer
får det bedste ud af de ressourcer de har adgang til
på en bæredygtig måde.
Så, min interesse ligger indenfor brugen af
metaboliske materialer indenfor arkitektur.
Men de findes ikke - så jeg bliver nødt til at lave dem.
Jeg arbejder sammen med arkitekten Neil Spiller
på Bartlett School of Architecture.
Og vi samarbejder med internationale forskere
om at fremstille disse nye materialer
gennem en nedefra-og-op-tilgang.
Det betyder, at vi laver dem helt fra bunden.
En af vores samarbejdspartnere er kemikeren Martin Hanczyc
og han er meget interesseret i overgangen fra
statisk til levende materiale.
Og det er præcis den slags proces jeg er interesseret i
når vi snakker om bæredygtige materialer.
Martin arbejder med et system kaldet Protocellen.
Den er i bund og grund -- det er magisk det her --
ikke andet end en lille fedtbobbel. Den har et kemisk batteri i sig.
Men den har ikke noget DNA.
Denne lille bobbel er i stand til at opføre sig
på en måde der ikke kan kaldes andet end levende.
Den kan bevæge sig rundt i sine omgivelser
Den kan følge efter kemiske gradienter.
den kan deltage i komplekse reaktioner
nogle af hvilke, heldigvis for mig, er arkitektoniske.
Så der kan vi se. Disse er protoceller,
der påvirker deres omgivelser.
Vi ved endnu ikke hvordan de gør det.
Her er en protocelle, der er ihærdigt i gang med at smide sit skind
Det ligner nærmest en slags kemisk fødsel --
det er en voldsom proces.
Her har vi fået en protocelle til at trække kuldioxid
ud af atmosfæren
og lave det om til karbonat.
Det er det der laver skallen rundt om fedtboblen.
De er ret skrøbelige, så I kan kun se et udsnit af en her.
Så det vi prøver på er at skubbe disse teknologier
i retning af at skabe nye, nedefra-og-op konstruktionsmetoder
til brug i arkitektur
som står i modsætning til de nuværende, victorianske oppefra-og-ned metoder
der tvinger stof ind i en bestemt form.
Det kan ikke være energimæssigt fornuftigt.
Men disse 'nedefra-og-op' materialer
findes faktisk allerede i dag.
De har været brugt i arkitekturen siden antikken.
Hvis du går en tur i byen Oxford, her hvor vi er i dag,
og kigger på murene
som jeg har nydt at gøre de seneste par dage
kan du se at meget af det faktisk er lavet af kalksten.
Og hvis du går endnu tættere på
kan du se at inde i kalkstenen er der små skaller
og skeletter der er bunket ovenpå hinanden
og er blevet til fossiler over millioner af år.
Et stykke kalksten er i sig selv
ikke særlig interessant.
Det ser bare smukt ud.
Men forestil jer hvilke egenskaber dette stykke kalksten kunne have
hvis dets overflader var
i samtale med atmosfæren.
Måske kunne det fjerne kuldioxid.
Ville det give dette stykke kalksten nye egenskaber?
Ja, højst sandsynligt ville det. Det ville måske kunne vokse.
Måske ville det kunne være selvreparerende,
og endda reagere på dramatiske ændringer
i dets nærmiljø.
Men nej, arkitekter er aldrig tilfredse
med bare et enkelt stykke interessant materiale.
De tænker stort. Okay?
Så når vi snakker om at bruge metaboliske materialer i større skala
kan vi begynde at overveje økologiske opfindelser
som reparationen af atoller
eller redning af dele af en by
der er blevet skadede af vand.
Et eksempel på dette
kunne selvfølgelig være den historiske by Venedig.
Venedig har, som I ved, et stormfuldt forhold til havet,
og byen er bygget på søjler af træ.
Så vi har fundet en måde hvorpå vi kan bruge
den protocelle-teknologi vi arbejder med
til at generobre Venedig på en bæredygtig måde.
Og arkitekten Christian Kerrigan
har lavet en serie billeder som viser os
hvordan det kan være muligt at få et kalkstenskoralrev
til at vokse frem under byen.
Så her er den teknologi vi har i dag.
Dette er vores protocelleteknologi,
der kan lave skaller ligesom dens kalkstens-forfædre,
og deponere dem i et komplekst miljø
op ad de naturlige materialer.
Vi kigger på krystaller for at forstå bindingsprocessen involveret i dette.
Og her kommer så den mest interessante del af det hele.
Vi vil jo ikke bare have kalksten overalt i de smukke kanaler.
Vi skal have det til at koncentrere sig
omkring træsøjlerne under byen.
På disse billeder kan I se at protocellerne faktisk
bevæger sig væk fra lyset,
henimod de mørke fundamenter.
Dette er noget vi har observeret i laboratoriet.
Protocellerne kan faktisk bevæge sig væk fra lyset.
Egentlig kan de også bevæge sig henimod lyset - det handler bare om at vælge den rigtige slags.
De eksisterer nemlig ikke bare som én ting,
vi kan kemisk konstruere dem.
Og her er så protocellerne der deponerer deres kalksten
meget præcist rundt om Venedigs fundament,
og herved forstener de det reelt.
Det her er ikke noget vi kan gøre i morgen -- det kommer til at tage noget tid.
Vi må bruge år på at fin-tune og overvåge denne teknologi
før vi er klar til at
teste den, én sag af gangen,
på de mest beskadigede og belastede bygninger i Venedig.
Men gradvist, efterhånden som bygningerne bliver repareret,
vil vi se tilblivelsen af et kalkstens-rev under byen.
Denne tilblivelse binder i sig selv enorme mængder kuldioxid.
Ydermere vil den tiltrække lokale undervandsdyr og -planter
som kan finde deres egne nicher i denne arkitektur.
Dette synes jeg er rigtig interessant; vi kommer til at bygge arkitektur
der forbinder en by med naturen omkring den
på en meget direkte og umiddelbar måde.
Men den mest spændende del af dette her er måske
at ingredienserne til denne teknologi er tilgængelige overalt.
Det er basal kemi -- noget vi allesammen har.
Det betyder, at teknologien er mindst ligeså anvendelig
i udviklingslande som den er
i den første verdens lande.
Så, for at resummére, jeg udvikler metaboliske materialer
som en modvægt til viktorianske teknologier,
og bygger arkitektur nedefra og op.
For det andet har disse metaboliske materialer
nogle af de samme egenskaber som levende organismer,
hvilket betyder at de kan opføre sig på lignende måder.
Vi forventer at finde mange former og funktioner til dem
indenfor byggeri og arkitektur.
Og endelig: For en fremtidig iagttager,
der beundrer en smuk struktur i landskabet,
vil det måske være stort set umuligt at afgøre
hvorvidt denne struktur
er skabt gennem en naturlig
eller kunstig proces.
Mange tak.
(Bifald)