Dan Gilbert spørger, "Hvorfor er vi glade?"

Dan Gilbert, forfatter af "Stumbling on Happiness", udfordrer ideen om, at vi er ulykkelige, hvis vi ikke får, hvad vi ønsker os. Vores "psykologiske immunsystem" får os til at føle os rigtigt glade, selv når ting ikke går som planlagt.

Når man har 21 minuter til at tale,

virker to millioner år som rigtig lang tid.

Men evolutionært er to millioner år ingenting.

Og alligevel har den menneskelige hjerne i løbet af to millioner år næsten tredoblet sin masse,

og er gået fra at have en hjerne på cirka et halvt kilo som vores forfader her, Habilis,

til en næsten halvandet kilo kødfars som alle her har mellem ørerne.

Hvad er det ved en stor hjerne, der gør, at naturen er så ivrig efter, at vi alle skal have én?

Det viser sig at når hjerner tredobles i størrelse,

bliver de ikke kun tre gange større, de opbygger nye strukturer.

Og en af de vigtigste årsager til at vores hjerne blev så stor er, at den fik en ny del,

kaldet "frontal lapperne". Og især en del kaldet den "præ-frontale cortex."

Så hvad gør en præ-frontal cortex for dig, der retfærdiggører

hele den arkitektoniske overhaling af det menneskelige kranie i løbet af kort evolutionær tid.

Det viser sig, at den præ-frontale cortex gør en masse ting,

men én af de vigtigste ting, den gør,

er, at den er en oplevelses-simulator.

Piloter øver sig i fly-simulatorer,

så de ikke begår rigtige fejl i fly.

Mennesker har denne fantastiske tilpasning,

at de kan have oplevelser i deres hoveder,

før de prøver dem af i virkeligheden.

Dette er et trick, som ingen af vores forfædre kunne,

og som ingen andre pattedyr kan gøre helt ligeså godt, som vi kan. Det er en fantastisk tilpasning.

Den er på højde med modsatrettede tommelfingre og at stå oprejst og sprog

som én af de ting, der har fået vores race ned fra træerne

og ind i indkøbscentret.

Nuvel -- (Latter) -- I har alle gjort dette.

Jeg mener, I ved,

Ben and Jerry's laver ikke lever-og-løg is,

og det er ikke fordi de lavede noget, smagte på det og sagde "ad."

Det er fordi, uden at forlade din lænestol,

kan du simulere den smagsvariant og sige "ad" før du laver den.

Lad os se hvordan jeres oplevelses-simulatorer fungerer.

Lad os tage en hurtig test, før jeg fortsætter med resten af foredraget.

Her er to forskellige fremtidige scenarier, som jeg vil invitere jer til at forestille jer,

og I kan prøve at simulere dem og fortælle mig, hvilken, I tror, I foretrækker.

Èn af dem er at vinde i Lotto. Det her er cirka 314 millioner dollars.

Og den anden er at blive lam.

Jeg vil lige give jer et øjebliks betænkningstid.

I føler nok, at I ikke har brug for et øjebliks betænkningstid.

Der er, interessant nok, data på disse to grupper mennesker,

data på hvor glade de er.

Og det her er præcis, hvad I forventede, er det ikke?

Men det her er ikke dataene. Jeg har fundet på dem!

Det her er dataene. Du har ikke bestået den korte quiz, og du er kun knap 5 minuter inde i foredraget.

Fordi virkeligheden er, at et år efter at have mistet brugen af deres ben,

og et år efter at have vundet i Lotto, er lotteri-vindere og lamme

lige tilfredse med deres liv.

Men hav det ikke for dårligt med at være dumpet i den første quiz,

fordi alle mislykkes med alle quizzer hele tiden.

Den forskning som mit laboratorium har udført,

som økonomer og psykologer rundt om i landet har udført,

har afsløret noget ganske overraskende for os,

noget, vi kalder "impact bias",

hvilket er en tendens til at simulatoren fungerer dårligt.

En tendens til at simulatoren får dig til at tro, at forskellige resultater

er mere forskellige, end de egentlig er.

Fra felt-studier til laboratorie-studier,

ser vi at at vinde eller tabe et valg, få eller miste en romantisk partner,

at få eller ikke at få en forfremmelse, bestå eller ikke bestå en eksamen,

igen og igen, har langt mindre påvirkning, mindre intensitet og meget kortere varighed,

end folk forventer, at de har.

Faktisk viste en nylig undersøgelse -- dette fejer næsten benene væk under mig --

en nylig undersøgelse, der viser, hvordan store traumer påvirker mennesker,

tyder på, at hvis det skete for mere end tre måneder siden,

med kun et par undtagelser,

har det ikke nogen indflydelse på din lykke overhovedet.

Hvorfor?

Fordi lykke kan syntetiseres.

Sir Thomas Brown skrev i 1642, "Jeg er den lykkeligste mand.

Jeg har det i mig, der kan vende fattigdom til rigdom, modgang til velstand.

Jeg er mere usårlig end Achilleus; skæbnen har ikke ét sted at ramme mig."

Hvilken slags bemærkelsesværdig mekanisme har denne fyr i sit hoved?

Det viser sig, at det er præcis den samme bemærkelsesværdige mekanisme, som vi alle har.

Mennesker har noget, som vi kan betragte som et "psykologisk immunsystem."

Et system af kognitive processer, overvejende ikke-bevidste kognitive processer,

der hjælper dem med at ændre deres synspunkter om verden,

så de kan føle sig bedre tilpas i den verden, de befinder sig i.

Ligesom Sir Thomas har du denne maskine.

I modsætning til Sir Thomas, synes du ikke at vide det. (Latter)

Vi syntetiserer lykke, men vi mener, lykke er noget, der skal findes.

I har ikke brug for, at jeg viser jer for mange eksempler på folk, der syntetiserer glæde,

formoder jeg. Selvom jeg vil vise jer nogle eksperimentelle bevismaterialer,

behøver man ikke at kigge særligt langt for at finde beviser.

Som en udfordring til mig selv, da jeg siger dette en gang imellem i forelæsninger,

tog jeg en kopi af the New York Times og forsøgte at finde nogle eksempler på folk, der syntetiserer lykke.

Og her er tre fyre, der syntetiserer lykke.

"Jeg er så meget bedre stillet fysisk, økonomisk, følelsesmæssigt, mentalt

og næsten hvilken som helst anden måde." "Jeg har ikke et øjebliks fortrydelse.

Det var en glorværdig oplevelse." "Jeg tror, det viste sig at være det bedste."

Hvem er disse mennesker, der er så pokkers glade?

Den første er Jim Wright.

Nogle af jer er gamle nok til at huske det: han var formand for Repræsentanternes Hus,

og han trådte tilbage i unåde, da en ung republikaner ved navn Newt Gingrich

fandt ud af en lyssky bog-aftale, han havde lavet.

Han mistede alt. Den mest magtfulde demokrat i landet,

han mistede alt.

Han mistede sine penge; han mistede sin magt.

Hvad har han at sige om det alle disse år senere?

"Jeg er så meget bedre stillet fysisk, økonomisk, følelsesmæssigt, mentalt

og næsten hvilken som helst anden måde."

Hvilken anden måde ville der være at være bedre tjent?

Vegetabilsk? Mineralsk? Dyrisk? Han har egentlig dækket det hele.

Moreese Bickham er én, I aldrig har hørt om.

Moreese Bickham sagde disse ord efter at være blevet løsladt.

Han var 78 år gammel. Han tilbragte 37 år

i Louisiana Statsfængsel for en forbrydelse, han ikke havde begået.

Han blev i sidste ende renset,

i en alder af 78, ved hjælp af DNA beviser.

Og hvad havde han at sige om sin oplevelse?

"Jeg har ikke et minuts beklagelse. Det var en glorværdig oplevelse."

Glorværdig! Denne fyr siger ikke,

"Du ved, der var nogle flinke gutter. De havde et motionscenter."

Det er "glorværdigt",

et ord, vi normalt kun bruger til noget som en religiøs erfaring.

Harry S. Langerman ytrede disse ord, og han er én I måske burde kende,

men ikke kender, fordi i 1949 læste han en lille artikel i avisen

om en hamburger-stand ejet af to brødre ved navn McDonalds.

Og han tænkte, "Det er en virkelig god idé!"

Så han fandt dem. De sagde,

"Vi kan give dig en franchise til det her for 3.000 dollars."

Harry tog tilbage til New York, bad sin bror, som var en investeringsrådgiver,

låne ham 3.000 dollars,

og hans brors udødelige ord var:

"Din idiot, ingen spiser hamburgere."

Han ville ikke låne ham penge, og seks måneder senere

fik Ray Croc naturligvis nøjagtigt den samme idé.

Det viser sig, at mennesker faktisk spiser hamburgere,

og Ray Croc var, i et stykke tid, den rigeste mand i Amerika.

Og til sidst -- I ved, det bedste fra alle verdener --

nogle af jer genkender dette tidlige foto af Pete Best,

der var den oprindelige trommeslager i the Beatles,

indtil de, I ved, sendte ham på et ærinde og sneg sig væk

og fandt Ringo på en turné.

I 1994, da Pete Best blev interviewet,

-- ja, han er stadig trommeslager; ja, han er en studiemusiker --

havde han dette at sige: "Jeg er lykkeligere, end jeg ville have været med the Beatles."

Okay. Der er noget vigtigt at lære fra disse mennesker,

og det er hemmeligheden bag lykke.

Her er den, klar til endelig at blive afsløret.

Først: opnå formue, magt og prestige,

tab det derefter. (Latter)

Andet: tilbring så meget af dit liv i fængsel, som du overhovedet kan.

(Latter) Tredje: gør en anden virkelig, virkelig rig. (Latter)

Og endelig: bliv aldrig nogensinde medlem af the Beatles. (Latter)

Ok. Jeg kan, ligesom Ze Frank, forudsige jeres næste tanke,

som er "helt sikkert". Fordi når

folk syntetiserer lykke, som disse herrer synes at have gjort,

smiler vi alle til dem, men vi ruller ligesom med øjnene, og siger

"Helt sikkert, du ønskede dig aldrig rigtig jobbet."

"Selvfølgelig. Du havde virkelig

ikke så meget til fælles med hende,

og det fandt du ud af cirka i det øjeblik,

hvor hun kastede forlovelsesringen i hovedet på dig."

Vi griner smørret, fordi vi mener, at syntetiseret lykke

ikke er af samme kvalitet som det, vi kunne kalde "naturlig lykke".

Hvad er disse termer?

Naturlige lykke er, hvad vi får, når vi får, hvad vi ønskede os,

og syntetisk lykke er, hvad vi fremstiller, når vi ikke får, hvad vi ønskede os.

Og i vores samfund har vi en stærk overbevisning om,

at denne syntetiserede lykke er en ringere slags.

Hvorfor har vi denne overbevisning?

Det er meget simpelt. Hvilken slags økonomisk motor

ville blive ved med at køre

hvis vi tror på, at vi kunne blive lige så lykkelig af ikke at få det, vi ønsker, som at få det vi ønsker?

Med al respekt for min ven Matthieu Ricard,

vil et indkøbscenter fuld af Zen munke

ikke være særligt indbringende,

fordi de ikke ønsker ting nok.

Jeg vil gerne foreslå jer, at syntetisk lykke

er præcis lige så virkelig og vedvarende

som den slags lykke, man falder over,

når man får præcis det, man havde bestræbt sig.

Jeg er en videnskabsmand, så jeg vil ikke gøre dette med retorik,

men ved at marinere jer i en lille smule data.

Lad mig først vise jer et eksperimentelt paradigme, der bruges

til at demonstrere syntetiseret lykke

blandt ganske almindelige mennesker. Og dette er ikke mit.

Dette er et 50 år gammelt paradigme kaldet det "frie valg paradigmet".

Det er meget simpelt.

Man tager, for eksempel, seks objekter frem,

og man beder en forsøgsperson om at rangere dem fra den mest ønskede til den mindst ønskede.

I dette tilfælde, fordi eksperimentet, jeg vil fortælle om, bruger dem,

er objekterne Monet-malerier.

Alle kan rangere disse Monet-malerier

fra den, de bedst kan lide, til den, de mindst kan lide.

Nu giver vi jer et valg:

"Vi har tilfældigvis nogle ekstra malerier i skabet.

Vi vil give dig en som en gevinst, du kan tage med hjem.

Vi har tilfældigvis nummer tre og nummer fire,"

siger vi til forsøgspersonen. Det er et lidt vanskeligt valg,

fordi den ene ikke foretrækkes meget mere end den anden,

men naturligvis har mennesker tendens til at vælge nummer tre,

fordi de kunne lide det en smule bedre end nummer fire.

På et senere tidspunkt -- det kunne være 15 minutter; det kunne være 15 dage --

bringes de samme stimuli for forsøgspersonen,

og forsøgspersonen bliver bedt om at re-rangere stimuliene.

"Fortæl os, hvor meget du kan lide dem nu."

Hvad sker der? Se lykke blive syntetiseret.

Dette er resultatet, som er blevet genskabt igen og igen.

I ser lykke blive syntetiseret.

Vil I gerne se det igen? Lykke!

"Det, jeg fik, er virkelig bedre, end jeg troede!

Det andet, jeg ikke fik, stinker!"

(Latter) Det er syntese af lykke.

Hvad er nu det rigtige svar? "Helt sikkert!"

Her er eksperimentet, vi udførte,

og jeg håber, dette vil overbevise jer om at,

"Helt sikkert!" ikke var det rigtige svar.

Vi udførte dette eksperiment med en gruppe patienter,

der havde anterograd amnesi. De er indlagte patienter.

De fleste af dem har Korsakoffs syndrom,

en polyneurotisk psykose som -- de drak alt for meget,

og de kan ikke lave nye minder.

Ok? De husker deres barndom, men hvis du går ind og introducerer dig selv

og derefter forlader væreslet,

når du kommer tilbage, ved de ikke, hvem du er.

Vi tog vores Monet-malerier med til hospitalet.

Og vi bad disse patienter om at rangere dem

fra det de bedst kunne lide til det de synes mindst om.

Vi gav dem derefter valget mellem nummer tre og nummer fire.

Ligesom alle andre, sagde de,

"Nøj, tak, doktor! Det er fedt! Jeg kunne godt bruge et nyt maleri.

Jeg tager nummer tre."

Vi forklarede, at vi ville sende nummer tre til dem.

Vi indsamlede vores materialer, og vi gik ud af værelset,

og talte til en halv time.

Tilbage i lokalet, siger vi "Hej, vi er tilbage."

Patienterne, velsign dem, siger, "Ah, doktor, jeg er ked af det,

jeg har et hukommelsesproblem; det er derfor jeg her.

Hvis jeg har mødt dig før, kan jeg ikke huske det."

"Virkelig, Jim, kan du ikke huske det? Jeg var her netop med Monet-malerierne?"

"Desværre, doktor, jeg har ikke en anelse om det."

"Det er ikke noget problem, Jim. Alt jeg ønsker, du skal gøre, er at rangere disse for mig

fra det du bedst kan lide til det du synes mindst om."

Hvad gør de? Lad os først kontrollere og være sikre på,

at de virkelig har hukommelsesbesvær. Vi beder disse

patienter med hukommelsesbesvær om at fortælle os, hvilket maleri, de ejer,

hvilket de valgte sidste gang, hvilket der er deres.

Og vi fandt ud af at patienter med hukommelsesbesvær bare gætter.

Disse er normale kontrolpersoner, hvor, hvis jeg gjorde det med jer,

ville I alle vide, hvilket maleri I valgte.

Men hvis jeg gør dette med patienter med hukommelsesbesvær,

har de ikke en anelse. De kan ikke vælge deres maleri i en opstilling.

Her er hvad normale kontrolpersoner gør: de syntetiserer lykke.

Ikke? Her er ændringen i popularitet,

ændringen fra første gang de rangerede til anden gang de rangerede.

Normale kontrolelementer viser

-- det var magien jeg viste jer;

nu viser jeg jer det i grafisk form --

"Det jeg ejer er bedre, end jeg troede. Det jeg ikke ejer,

det jeg efterlod, er ikke så god, som jeg troede."

Folk med hukommelsestab gør nøjagtigt det samme. Tænk over dette resultat.

Disse mennesker kan bedre lide det de ejer,

men de ved ikke, de ejer det.

"Helt sikkert" er ikke det rigtige svar!

Det disse folk gjorde, da de syntetiserede lykke,

er, at de virkelig, virkelig ændrede

deres følelsesmæssige, hedonistiske, æstetiske reaktioner på denne plakat.

De siger det ikke, bare fordi de ejer det,

fordi de ved ikke ejer de det.

Når psykologer viser dig statistikker,

ved du, at de viser gennemsnittet af en masse mennesker.

Og alligevel har vi alle dette psykologiske immunsystem,

denne kapacitet til at syntetisere lykke,

men nogle af os kan dette trick bedre end andre.

Og nogle situationer tillader alle at gøre det mere effektivt

end andre situationer gør.

Det viser sig, at frihed

-- evnen til at beslutte sig for noget og ændre mening --

er en ven af naturlig lykke, fordi det giver dig muligheden for at vælge

blandt alle disse dejlige fremtids-scenarier og finde den, du ville nyde mest.

Men frihed til at vælge

-- at ændre mening og beslutte sig for noget -- er fjenden af syntetiseret lykke.

Og jeg vil vise jer hvorfor.

Dilbert ved det allerede, naturligvis.

I læser tegneserien, mens jeg taler.

"Dogbert's tech support. Hvordan kan jeg misbruge dig?"

"Min printer udskriver en tom side efter hvert dokument."

"Hvorfor ville du klage over at få gratis papir?"

"Gratis? Giver du mig ikke bare mit eget papir?"

"Egad, mand! Se på kvaliteten af det gratis papir

sammenlignet med dit elendige almindelige papir!

Kun et fjols eller en løgner vil sige, at de ser ens ud!"

"Ah! Nu, hvor du nævner det, virker det faktisk lidt mere silkeblødt!"

"Hvad laver du?"

"Jeg hjælper folk med at acceptere de ting, de ikke kan ændre." Rigtigt.

Det psykologiske immunsystem fungerer bedst,

når vi sidder fuldstændig fast, når vi er fanget.

Det er forskellen mellem dating og ægteskab, ikke?

Jeg mener, man går på date med en fyr,

og han piller næse; så går man ikke med på anden date.

Du er gift med en fyr, og han piller næse?

Altså, har han et hjerte af guld;

lad vær med at røre ved frugttærten. Ikke? (Latter)

Du finder en måde at være tilfreds med, hvad der er sket.

Det vil jeg nu vil vise jer er, at

folk ikke ved dette om sig selv,

og ikke at vide dette kan være vores største ulempe.

Her er et eksperiment, vi udførte på Harvard.

Vi oprettede et fotograferings-kursus, et sort-hvid fotograferings-kursus,

og vi tillod studerende at komme og lære at bruge et mørkekammer.

Så gav vi dem kameraer; de gik omkring på campus;

de tog 12 billeder af deres foretrukne professorer og deres kollegieværelse og deres hund,

og alle de andre ting, de ville have Harvard-minder af.

De kommer med kameraet til os; vi laver et kontaktark;

de finder ud af hvilke billeder er de to bedste;

og så bruger vi seks timer på at lære dem om mørkekamre.

Og de forstørrer to af dem,

og så har de to pragtfulde 8 gange 10 fotografier af

ting, der er betydningsfulde for dem, og vi siger,

"Hvilken vil du opgive?"

De siger: "Skal jeg opgive ét?"

"Oh, ja. Vi har brug for en som bevis for klassens projekt.

Så du skal give mig et. Du skal foretage et valg.

Du får lov til at beholde en, og jeg får lov til at beholde en."

Nuvel, der er to betingelser i dette eksperiment.

I ét tilfælde får de studerende at vide, "Men du ved,

hvis du vil ændre mening, har jeg altid det andet her,

og i de næste fire dage, før jeg faktisk sender det til hovedkvarteret,

vil jeg meget gerne" -- (Latter) -- ja ,"hovedkvarteret" --

"vil jeg meget gerne bytte med dig. Faktisk

kommer jeg gerne til dit kollegieværelse og giver

-- bare send mig en mail. Eller endnu bedre, jeg kommer bare forbi.

Hvis du nogensinde vil ændre mening, er det fuldstændig returnerbart."

Den anden halvdel af de studerende får præcis det modsatte at vide:

"Træf et valg. Og forresten,

posten er på vej om, hov, til England om to minutter.

Dit billede vil flyve over atlanten.

Du kommer aldrig til at se det igen."

Så, halvdelen af de studerende i hver af disse situationer

bliver bedt om at komme med forudsigelser om, hvor meget

de vil komme til at lide det billede, de beholder,

og billedet de efterlader.

Andre studerende bliver bare sendt tilbage til deres lille kollegieværelser,

og de måles over de næste tre til seks dage

på hvor godt de kan lide, er tilfredse med billederne.

Og se hvad vi finder ud af.

Her er først og fremmest, hvad eleverne tror der vil ske.

De tror, de nok vil komme til at lide billedet, de valgte,

lidt mere end det billede, de valgte fra,

men disse er ikke statistisk signifikante forskelle.

Det er en meget lille stigning, og det betyder ikke rigtig noget,

om de var i den låste eller ulåste situation.

Forkert! Dårlige simulatorer. Fordi her er, hvad der virkelig sker.

Både lige før ombytningen og fem dage senere,

kan mennesker, der sidder fast med billedet,

som ikke har noget valg,

der aldrig kan ændre mening, rigtig godt lide det!

Og mennesker, der overvejer -- "Bør jeg returnere det?

Har jeg fået det rigtige? Dette er måske ikke det gode billede?

Måske jeg efterlod det gode?" -- har dræbt sig selv.

De kan ikke lide deres billede, og faktisk

selv efter muligheden for at bytte er udløbet,

bryder de sig stadig ikke om deres billede. Hvorfor?

Fordi den ulåste betingelse ikke er befordrende

til at syntetisere lykke.

Så her er den sidste brik i dette eksperiment.

Vi finder en helt ny gruppe af naive Harvard-studerende

og vi siger, "Nu skal I høre, vi laver et fotograferings-kursus,

og vi kan gøre det på to måder.

Vi kunne gøre det således, at når du tager de to billeder,

du ville, har du fire dage til at ændre mening,

eller vi laver et andet kursus, hvor du tager de to billeder,

og du vælger et billede med det samme,

og du kan aldrig ændre det. Hvilket kursus vil du gerne tage?"

Duh! 66 procent af de studerende, to-tredjedele,

foretrækker at være i kurset, hvor de har mulighed for at ændre deres mening.

Hallo? 66 procent af studerende vælger at være i kurset, hvor de

i sidste ende vil være dybt utilfredse med billedet.

Fordi de ikke kender de betingelser, hvorunder syntetisk lykke vokser.

Shakespeare har sagt alt det bedste, naturligvis, og han understøtter min pointe her

men han overdriver det:

"'Der er intet godt eller dårligt / men overvejelsen gør det så."

Det er fin poesi, men det kan ikke være rigtigt.

Er der virkelig ikke noget godt eller dårligt?

Er det virkelig tilfældet, at en galdeblære-operation og en tur til Paris

er nøjagtig den samme ting? Der synes at være en ét-spørgsmåls IQ test.

De kan ikke være præcis det samme.

I mere bombastisk prosa, men tættere på sandheden,

var faderen til den moderne kapitalisme, Adam Smith, og han sagde dette.

Dette er værd at overveje:

"Den store kilde til både elendighed og forstyrrelser af menneskeliv

synes at opstå fra at overvurdere forskellen

mellem én permanent situation og en anden...

Nogle af disse situationer fortjener uden tvivl at blive foretrukket frem for andre,

men ingen af dem kan fortjene at blive forfulgt

med den lidenskabelige glød, der driver os til at overtræde reglerne

enten af forsigtighed eller retfærdighed, eller til at fordærve den fremtidige stilhed for vores hjerner,

enten ved skam fra erindringen om vores egen galskab,

eller ved anger for rædslen ved vores egen uretfærdighed."

Med andre ord: ja, nogle ting er bedre end andre.

Vi bør have præferencer, der fører os ind i én fremtid frem for en anden.

Men når disse præferencer driver os alt for hårdt og alt for hurtig,

fordi vi har overvurderet forskellen mellem disse fremtidige stadier,

er vi i fare.

Når vores ambition er afgrænset, fører det os til at arbejde med glæde.

Når vores ambition er ubegrænset, får det os til at lyve, at snyde, at stjæle, at såre andre,

at ofre ting af reel værdi. Når vores frygt er afgrænset,

er vi fornuftige; vi er forsigtige; vi er eftertænksomme.

Når vores frygt er ubegrænsede og overdrevne,

er vi hensynsløse, og vi er feje.

Lektionen, jeg vil efterlade jer med fra disse data,

er at vores længsler og vores bekymringer er begge til en vis grad overdrevede,

fordi vi inden i os har kapaciteten til at fremstille den selvsamme råvare,

vi konstant jagter, når vi vælger erfaring.

Tak.