Åbenbaringer fra en livstid med dans

"Dans kan løfte vores menneskelige oplevelse ud over ord," siger Judith Jamison, kunstnerisk direktør emerita hos Alvin Ailey American Dance Theater. Mellem opførelser af uddrag fra Alvin Aileys klassiske værker, "Revelations" og "Cry", reflekterer Jamison over dansens vedvarende kraft til at omforme historie til kunst der begejstrer publikummer over hele verden.
(Opførelser af Solomon Dumas, Samantha Figgins og Constance Stamatiou)

(Musik: "Wade in the Water"
af Ella Jenkins)

(Musik fader ud)

(Bifald)

(Juliet Blake) Og nu, lad os give
en varm velkomst

til den kunstneriske direktør emerita
fra Alvin Ailey American Dance Theater,

Judith Jamison.

(Bifald)

Judith Jamison: Tak.

Hvordan går det?

(Bifaldsråb fra publikum)

Ja, ved I at I lige har været i kirke?

(Latter)

I så lige en dåb, ikke?

Det her er et vidunderligt stykke,
som hr. Ailey skabte i 1960

som hedder "Revelations."

Hr. Ailey var 29 år gammel da han
koreograferede dette mesterværk.

Det er blevet danset over hele verden
og universelt forstået

fordi han forstod
medmenneskeligheden i os alle.

"Revelations" er en reflektion
af en rejse, vi alle tager i livet

og, forhåbentligt, triumferende.

Det var magien ved Alvin Ailey.

Han var i stand til at se
jer i publikummet,

se mig som danseren

og se forbindelsen imellem os

og koreograferede værker
der forbandt os alle.

Så du følte, han fortalte din historie

imens jeg følte, at jeg dansede min.

Jeg begyndte at danse
da jeg var seks år gammel

i Philadelphia.

Jeg var tynd ...

(Latter)

Mørk chokolade

og et barn med ben helt op til armhulerne.

Og min allerførste optræden
på Judimar School of Dance

var i et rød ternet bluse,

smækbukser, lyserøde balletsko

og vi dansede til "I'm an Old Cowhand
from the Rio Grande."

Jeg elskede hvert sekund.

Jeg mener, jeg elskede virkelig
hvert sekund.

Specielt da jeg hørte bifaldet

og jeg vidste lige dér,
da jeg var seks, jeg sagde,

"Det er lige mig."

(Latter)

Som seksårig tænker du ikke

det kommer til at være mit livs karriere,

men det var perfekt for det øjeblik.

Jeg dansede mig
igennem skolen og gymnasiet

og det gik stadig ikke op for mig
at det var dét jeg virkelig ville.

Jeg gik til en audition,

og gjorde det forfærdeligt --

det er den eneste audition,
jeg har været til i mit liv --

og da jeg gik fra den audition --

fordi jeg troede, da de sagde,
"Mange tak,"

betød det at jeg skulle blive.

(Latter)

Jeg løb op ad trinene

og der sad en mand på trinene.

Og jeg så ham knapt nok.

Han var observatør.

Tre dage senere ringede
den mand til mig og spurgte

om jeg ville arbejde for
Alvin Ailey American Dance Theater.

Det er sådan det skete, folkens,
bare sådan.

Der er intet drama eller traume.

(Bifald)

Så jeg dansede i 15 år hos kompagniet

og så ledte jeg det
i noget der ligner 21 år.

Hvis du var sort og
afroamerikaner og danser

på noget tidspunkt
mellem 40'erne og 70'erne,

havde du meget at sige,

for din komplette stemme blev ikke hørt.

Og du blev ikke repræsenteret
sådan som du virkelig var.

Alvin Ailey havde modet,

lige midt i borgerrettighedsbevægelsen,

til at fremlægge sandheden om hvem vi var-

at vores kreativitet, vores skønhed,

vores intelligens, vores talenter

var en iboende del
af viften af amerikansk kultur.

Vores mantra har altid været
at uddanne, at underholde

og at løfte vores publikummer.

Hr. Ailey troede på at dans kom fra folket

og måtte gives tilbage til folket.

Vi dansede ikke i et vakuum.

Det var vores mission at tjene folk.

Vi kalder det 'outreach' nu,

men det har altid været en del
af hvem vi var og stadig er,

60 år senere, op til i dag.

At inkludere vores publikum --

det har altid været
en vigtig del af kompagniet.

Vi spørger os selv, hvem danser vi for?

Hvorfor danser vi, hvis ikke for at vise
folk hvad det vil sige at være menneske

og at sætte sig i forbindelse
med de publikummer, som vi danser for.

Vi har altid følt os ansvarlige for
at sikre at fællesskabet forstod,

at dét, vi gør, er en del af deres arv.

Vi gør ikke kun dette i Amerika,

vi gør det over hele verden.

Vi turnerer mere end noget andet
dansekompagni i verden.

Efter Nelson Mandela
blev løsladt fra fængsel,

tænkte jeg, nu er det tid
til at tage til Sydafrika.

Og det var noget outreach.

Vi tog til Johannesburg, Soweto

og nogle andre townships, der var
i rigtig forfærdelige vanskeligheder

Og det gik op for mig,
imens vi var der er jeg sådan,

"Her er vi Moder Afrikas sæde,

og vi forsøger at lære
disse mennesker at danse?"

(Latter)

Men det var vores afroamerikanerhed,
som de var interesserede i

og den kultur som vi havde udviklet
over de sidste 400 år.

Vi turnerede over hele verden mange gange

og hvorvidt vi var i Europa
eller Sydamerika eller Asien

eller et andet sted,

er publikummer begejstrede og spændte.

I lyder begejstrede og spændte.

Nogle gange med tårer i øjnene

fordi denne nonverbale
kommunikation virkelig virker.

Og det handler om at tage alle til sig.

Alvin behøvede ikke forklare os

hvad der foregik i 60'erne og 70'erne;

det var åbenlyst hvorfor vi gjorde det.

Han vidste hvad tidens sandhed handlede om

og han var ikke bange for
at afsløre den gennem dans.

Han udnyttede hver følelse,
som han havde og vi havde

og fra vredhed til gladhed,

til sorg og alt indimellem

kendte han os.

Han tog vores historie
og forvandlede den til vigtig dans.

Ham og jeg var fra
overlappende generationer.

Vi behøvede ikke at tale så meget om ting

fordi vi forstod
vores delte ansvar uudtalt.

Så da han bad mig overtage kompagniet

før han døde i 1989,

følte jeg mig klar til at føre det videre.

Alvin og jeg var som dele
af det samme træ.

Han, rødderne og stammen

og vi var grenene.

Jeg var hans muse.

Vi var alle hans muser.

Balletten, "Cry,"

som nogle af jer måske har set --

I kommer til at se et uddrag af den --

den var baseret på mig

og Alvin dedikerede den
til alle sorte kvinder,

specielt vores mødre.

Når Alvin og jeg var i studiet,

tænkte han selvfølgelig ikke,

"Jeg er ved at skabe et ikonisk værk."

Kender I nogen kunstner, der gør det?

Du går ikke i studiet

for at skabe noget andet,

end hvad der kommer sandfærdigt
fra dit hjerte og din sjæl.

Og du stoler på, at du har en danser,
som du kan dele dét med.

øve-rum er et helligt rum,

som ikke må indtrænges på,

fordi det handler om at tale
til hinanden gennem sjælen.

Du må hellere have noget teknik ovenpå dét

så du kan udføre dansen.

(Latter)

Han bragte sin Alvin ind i "Cry"
og jeg bragte min Judy ind i den.

Jeg udførte bare trinene.

Og det var en fødselsdagsgave til hans mor

fordi han ikke havde råd til
at give hende en taktil gave.

Da jeg opførte den første gang,

var det fysisk og
følelsesmæssigt drænende.

Jeg havde endnu ikke været
igennem hele stykket fra start til slut.

Balletten er 16 minutter lang.

Den handler om en stolt kvinde,
som har været igennem helvede

fra sin rejse over Atlanterhavet.

Hun er udmattet,

hun er en dronning

og i den del, I skal se,
er hun triumferende.

Hun klarede det

og, i det sidste trin, hun tager,

slår hun alt negativt væk

med hendes kolossale styrke.

Og i det sidste trin,
graver hun ned i jorden

og hun rækker ind i himlen.

Fordi hun rydder plads
til den næste rejse.

Jeg opførte det i 1971

og vi er stadig i gang med at rydde plads.

Lad mig nu efterlade jer
med en sidste tanke.

Her er vi, i det 21. århundrede,

og kæmper stadig for borgerrettigheder.

Der går ikke en dag,

hvor vi ikke bliver bevidstgjort
om kampen der fortsætter.

Jeg tror på at dans kan løfte
vores menneskelige oplevelse

ud over ord.

Og når I sidder i mørket

i teateret

og har en personlig oplevelse,

føler I jer ikke blokeret
eller misforstået.

I føler jer åbne,

levende

og, håber vi,

inspirerede.

Tak.

(Bifald)

(Musik: "Right on. Be free."
af East Harlem)

(Musikken fader ud)

(Bifald)

(Bifaldsråb)

(Bifald)

(Bifaldsråb)

(Bifald)