Chris Bliss: Komik er oversættelse

Hver kommunikationshandling er, på en eller anden måde, en oversættelseshandling. På scenen ved TEDxRainer tænker forfatter Chris Bliss på måden hvorpå stor komik, især, kan oversætte dybe sandheder for en stort publikum.

Gabriel García Márquez er en af mine yndlingsforfattere,

på grund af hans fortællekunst,

men endnu mere, tror jeg,

på grund af skønheden og præcisionen af hans prosa.

Og hvad enten det er den første linje af "Hundrede Års Ensomhed"

eller den fantastiske strøm af bevidsthed

i "Patriarkens efterår,"

hvor ordene strømmer forbi,

side efter side af billedsprog uden kommasætning

river læseren med

ligesom en vild flod

snor sig gennem en oprindelig Sydamerikansk jungle,

at læse Márquez er en indre oplevelse.

Hvilket slog mig som særlig bemærkelsesværdigt

under en session med en roman

da jeg realiserede at jeg blev fejet med

på denne bemærkelsesværdige, livlige rejse

i oversættelse.

Jeg læste komparativ litteratur som hovedfag på universitetet,

hvilket er ligesom et hovedfag i Engelsk,

men i stedet for at sidde fast med at læse Chaucer i tre måneder,

fik vi lov til at læse stor litteratur i oversættelse

fra hele verden.

Og så store som disse bøger var,

kunne man altid se

at man kom tæt på den fulde virkning.

Men sådan var det ikke med Márquez

der en gang roste sin oversætters versioner

som værende bedre end hans egen,

hvilket er en forbløffende kompliment.

Så da jeg hørte at oversætteren, Gregory Rabassa,

havde skrevet sin egen bog om emnet,

kunne jeg ikke vente med at læse den.

Den hedder apropos det italienske mundheld

som jeg stjal fra hans forord,

"If This Be Treason."

Og det er indtagende læsning.

Det er særdeles anbefalelsesværdigt til at der er interesseret

i oversætterkunsten.

Men grunden til at jeg nævner det

er at Rabassa tidligt tilbyder

denne elegante, simple indsigt:

"Hver kommunikationshandling

er en oversættelseshandling."

Nu har det måske været åbenlyst for jer alle sammen i lang tid,

men for mig,

så ofte som jeg har mødt

præcis den besværlighed på daglig basis,

havde jeg aldrig set den medfødte kommunikations udfordring

i så krystalklart et lys.

Så længe jeg kan huske

at jeg har tænkt bevidst på sådanne ting,

har kommunikation været min centrale passion.

Selv som barn,

kan jeg huske at tænke, at det jeg virkelig ønskede mig allermest i livet

var at være i stand til at forstå alt

og derefter fortælle det videre til alle andre.

Så ingen ego problemer.

Det er sjovt, min kone, Daisy,

hvis familie er fyldt med skizofrene --

og jeg mener fyldt med dem --

sagde engang til mig, "Chris, jeg har allerede en bror der tror han er gud.

Jeg har ikke brug for en mand der vil være det."

(Latter)

Hvorom alt er, som jeg styrtede gennem mine 20'ere

endnu mere klar over hvor uopnåelig

den første del af min opvæksts ambition var,

var det dens anden del,

at være i stand til med held at kommunikere med andre

lige meget hvilken viden jeg erhvervede mig,

der hvor tomheden af min søgen virkelig begyndte.

Gang på gang,

når jeg gjorde mig klar til at dele en stor sandhed

med en snart taknemmelig modtager,

havde det den modsatte virkning.

Interessant nok, når ens indledende replik i kommunikation er,

"Hey, hør engang,

fordi jeg vil oplyse dig med noget dybsindig viden,"

det er forbløffende hvor hurtigt man opdager

både is og henrettelsespelotonet.

Endelig, efter cirka 10 år

med at støde venner og ligeså fremmede fra mig,

forstod jeg det endeligt,

en ny personlig sandhed til mig,

at hvis jeg nogensinde skulle kommunikere med andre mennesker igen

med de ideer jeg fik,

måtte jeg hellere finde på en anden måde at gøre det på.

Og det var der jeg opdagede komik.

Nu rejser komik på en forskellig bølgelængde

fra alle andre former for sprog.

Hvis jeg skulle placere det i et vilkårligt spektrum,

ville jeg sige det lægger sig et sted

mellem lyrik og løgne.

Og jeg taler ikke om al komik,

fordi, tydeligvis, er der masser af humor

der kommer sikkert inden for linjer af hvad vi allerede tænker og føler.

Det jeg vil tale om

er den unikke evne som den bedste komik og satire har

til at omgå vores indgroede syn --

komik som de vises sten.

Det tager basis delene af vores traditionelle visdom

og ændrer den gennem latterliggørelse

til en anden måde at se på

og i sidste ende være i verden.

Fordi det er det jeg tager

fra denne konferences tema: Opnået i Oversættelse.

At det handler om kommunikation

der ikke kun producerer bedre forståelse

i det enkelte individ,

men leder til virkelig forandring.

Som i min erfaring betyder kommunikation

der kan klare at tale til og udvide

vores koncept om egoisme.

Nu gør jeg et stort nummer ud af at tale til menneskers ego

fordi det er vi alle bygget til.

Det er en del af vores overlevelsespakke,

og det er derfor det er blevet så vigtigt for os,

og det er derfor vi altid lytter på det niveau.

Og også fordi at der er der hvor,

med hensyn til vores egen egoisme,

begynder vi endelig at forstå

vores evne til at reagere, vores ansvar

overfor resten af verden.

Det jeg mener med den bedste komik og satire,

mener jeg arbejde der først og fremmest kommer

fra et sted med ærlighed og integritet.

Hvis man nu tænker tilbage

til Tina Fey's parodier på Saturday Night Live

af den nyligt valgte vicepræsident kandidat

Sarah Palin,

de var sønderlemmende.

Fey demonstrerede væsentlig mere effektivt end nogen anden politisk vismand

kandidatens fundamentale mangel på seriøsitet,

og cementerede en parodi

som størstedelen af den amerikanske offentlighed stadig har i dag.

Og nøgledetaljer til alt dette

er at Feys manuskripter ikke blev skrevet af hende

og de blev ikke skrevet af SNL forfatterne.

De blev taget ordret

fra Palins egne kommentarer.

(Latter)

Her var der en Palin imitator

der citerede Palin ord for ord.

Det er da ærlighed og integritet,

og det er også derfor Feys præstationer

efterlod sådan et holdbart indtryk.

På den anden side af det politiske spektrum,

den første gange jeg hørte at Rush Limbaugh

refererer til den håbefulde præsidentkandidat John Edwards som Breck pigen

vidste jeg at han havde ramt plet.

Nu er det ikke tit at jeg vil forbinde

ordene ærlighed og integritet med Limbaugh,

men det er virkelig svært at argumentere mod den pointe.

Den beskrivelse fangede perfekt

Edwards personlige forfængelighed.

Og gæt engang?

Det endte med at være præcis det personlighedstræk

som var kernen i den skandale der sluttede hans politiske karriere.

The Daily Show med John Stewart

er uden tvivl den mest --

(Bifald)

(Latter)

det er uden tvivl det mest veldokumenterede eksempel

på effektiviteten på denne slags komik.

Meningsmåling efter meningsmåling,

fra Pew Research til Annenberg Center for Public Policy,

har fundet frem til at Daily Show seere er bedre informerede om aktuelle begivenheder

end seerne af alle de store netværk og kabel-tv nyheds shows.

(Bifald)

Om det siger mere

om den konflikt der er mellem integritet og lønsomhed

i den korporative journalisme

end det gør om opmærksomheden på Stewarts seere,

den vigtigere pointe forbliver

at Stewarts materiale

altid er funderet i et engagement de oplysninger --

ikke fordi hans hensigt er at informere. Det er det ikke.

Hans hensigt er at være sjov.

Det er bare sådan, at Stewarts form for sjov

ikke virker, medmindre oplysningerne er sande.

Og resultatet er stor komik

der også er et informations leveringssystem

der scorer mærkbart højere i både troværdighed og holdbarhed

end de professionelle nyheds medier.

Det er dobbelt ironisk

når man tager i betragtning at det der giver komikken kant

og nå rundt om menneskers mure

er måden hvorpå den bevidst bruger vildledning.

En stor del af komikken er et verbalt magisk trick,

hvor man tror at det går her over

og lige pludselig bliver man flyttet her over.

Og der er denne mentale begejstring

efterfulgt af den fysiske reaktion latter,

der, ikke tilfældigt,

frigiver endorfiner i hjernen.

Og bare sådan, er man blevet forført

til en anderledes måde at se på noget

fordi endorfinerne har bragt ens forsvar ned.

Det er det totalt modsatte

i forhold til hvordan vrede og frygt og panik,

alle flygt eller kæmp reaktionerne, virker.

Flygt eller kæmp frigiver adrenalin,

der sætter vores mure skyhøjt op.

Og komikken kommer forbi,

og behandler mange af de samme områder

hvor vores forsvar er stærkest --

race, religion, politik, seksualitet --

kun ved at nærme sig dem gennem humor i stedet for adrenalin,

får vi endorfiner

og latterens alkymi ændrer vores mure til vinduer,

og afslører et friskt og overraskende syn på tingene.

Lad mig nu give Jer et eksempel fra mit show.

Jeg har noget materiale

om den såkaldte radikale homoseksuelle dagsorden,

der starter med at spørge,

hvor radikal er den homoseksuelle dagsorden?

Fordi sådan som jeg ser det, er de tre ting som homoseksuelle amerikanere ønsker sig mest

at melde sig ind i militæret, blive gift og stifte familie.

(Latter)

Tre ting som jeg har prøvet at undgå hele mit liv.

(Latter)

Tag den, I radikale skiderikker. Jeres tur.

(Latter)

Og det bliver efterfulgt af disse linjer

om homoseksuel adoption:

Hvad er problemet ved homoseksuel adoption?

Hvorfor er det i nærheden af at være kontroversielt?

Hvis man har et barn og man tror barnet er homoseksuelt,

burde man have lov til at adoptere barnet.

(Latter)

Man har født en vederstyggelighed.

Fjern det fra ens husstand.

Men ved at bruge det bibelske skældsord "vederstyggelighed"

og hæfte det til det ultimative billede på uskyldighed, et barn,

kortslutter denne vittighed det følelsesmæssige ledningsnet

bag debatten

og det efterlader publikummet med muligheden, gennem deres latter,

at sætte spørgsmålstegn ved dets gyldighed.

Vildledning er ikke det eneste trick

som komik har oppe i ærmet.

Lingvistisk økonomi

er en anden virkelig stærk side ved fremragende komik.

Der er få udtryk

der indeholder en mere koncentreret dosis af emne og symbol

end den perfekte afsluttende replik.

Bill Hicks -- og hvis man ikke kender hans arbejde,

burde man virkelig Google ham --

Hicks havde en joke

om at være i en af disse pralekonkurrencer i barndommen på legepladsen,

hvor det andet barn til sidst siger til ham,

"Nå? Jamen min far kan banke din far,"

hvor Hicks svarer,

"Er det rigtigt? Hvornår?"

(Latter)

Det er en hel barndom

i fem ord.

(Latter)

For ikke at nævne hvad det afslører

om den voksne der udtaler dem.

Og en sidste kraftig egenskab

som komik har som kommunikation

er at det er gennemgående viralt.

Mennesker kan ikke vente

på at fortælle en god vittighed videre.

Og dette er ikke et nyt fænomen fra vores forbundne verden.

Komik har krydset landet

med bemærkelsesværdig hastighed

længe før internettet, sociale medier,

selv kabel-tv.

Tilbage i 1980

da komikeren Richard Pryor ved et uheld satte ild til sig selv

under et narko uheld,

var jeg i Los Angeles dagen efter det skete

og så var jeg i Washington D.C. to dage efter det.

Og jeg hørte præcis den samme pointe på begge kyster --

noget med Ignited Negro College Fund.

Det kom tydeligvis ikke fra Tonight Shows monolog.

Og mit gæt her -- og jeg har ikke nogen forskning om dette --

er at hvis man virkelig skulle kigge tilbage på det, og hvis man kunne efterforske det,

ville man finde ud af at komik

er den næstældste virale profession.

Først var der trommer

og så banke på vittigheder.

(Latter)

Men det er når man sætter alle disse elementer sammen --

at man får den virale tiltrækningskraft af en stor vittighed

men en kraftfuld pointe

der er lavet med ærlighed og integritet,

kan det have en påvirkning i den virkelige verden

og ændre en samtale.

Jeg har en nær ven, Joel Pett,

der er en redaktionel vittighedstegner

for Lexington Herald-Leader.

Og han plejede at være USA Today Monday morgenfyren.

Jeg besøgte Joel

weekenden før klimakonferencen i København åbnede

i december 2009.

Og Joel forklarede mig

at, fordi USA Today

var en af Amerikas fire største aviser,

ville den blive skimmet af praktisk talt alle konference deltagerne,

hvilket betød at, hvis han lavede den perfekte viitighedstegning

om mandagen, den første dag på konferencen,

ville den blive delt rundt

på det højeste niveau blandt de virkelige beslutningstagere.

Så vi begyndte at snakke om klimaændringer.

Og det viste sig at Joel og jeg

vi være begge naget af den samme ting,

nemlig hvor meget af debatten

stadig handlede om videnskaben

og om hvor nøjagtig den var eller ikke,

hvilket, for os begge,

virker noget bevidst ved siden af pointen.

Fordi for det første, er der denne falske antagelse

at sådan noget som færdig videnskab findes.

Guvernør Perry i min nyligt adopterede stat Texas

reklamerede for den samme linje sidste sommer

ved begyndelsen af hans hovsa-skæbnebestemte kampagne

til den Republikanske præsidentkandidat nominering,

og erklærede igen og igen at videnskaben ikke var fuldstændig

samtidig med at der i 250

af de 254 amter i Texas

var ildebrande.

Og Perrys politiske løsning

var at bede mennesker i Texas

om at bede for regn.

Personligt, bad jeg til at der kom fire ildebrande mere

så vi endelig kunne fuldstændiggøre den forbandede videnskab.

(Latter)

Men tilbage i 2009,

spørgsmålet som Joel og jeg blev ved med at vende tilbage til

var hvorfor der så sent i spillet

blev brugt så meget energi på at tale om videnskab

når den nødvendige politik til at adressere klimaforandringer

var entydigt gavnligt for menneskeheden i det lange løb

uanset videnskaben.

Så vi snakkede lidt frem og tilbage om det, indtil Joel fandt på dette.

Vittighedstegning: "Hvad hvis er et svindelnummer og vi skaber en bedre verden til ingen verdens nytte?"

(Latter)

Man må elske den ide.

(Bifald)

Hvad siger I til det? Hvad med om vi skaber en bedre verden til ingen verdens nytte?

Ikke for gud, ikke for fædreland, ikke for profit --

bare som en basis målestok for global beslutningstagning.

Og denne vittighedstegning ramte plet.

Kort efter konferencen var slut,

fik Joel en anmodning på en signeret kopi

fra lederen af EPA i Washington

hvis væg den nu hænger på.

Og ikke længe efter det, fik han endnu en anmodning på en kopi

fra lederen af EPA i Californien

som brugte den som del i hendes præsentation

ved en international konference om klimaforandringer

i Sacramento sidste år.

Og det blev ikke ved det.

Joel har til dato fået anmodninger fra flere end 40 miljøorganisationer,

i USA, Canada og Europa.

Og tidligere i år,

fik han en anmodning fra Green Party i Australien

der brugte den i deres kampagne

hvor den blev en del af debatten

der resulterede i at det australske parlament

vedtog det strengeste CO2 afgift system

i hele verden.

(Bifald)

Det er meget gennemslagskraft

for 14 ord.

Så mit forslag til jer derude

der er seriøst fokuseret på at skabe en bedre verden

er at bruge en lille smule tid hver dag

og øve i at tænke sjovt,

fordi man kunne måske finde lige det spørgsmål man leder efter.

Tak.

(Bifald)