Hvordan det er at bo på Den Internationale Rumstation.

I dette korte, underholdende foredrag byder astronauten Cady Coleman os velkommen ombord på Den Internationale Rumstation. Hvor hun har tilbragt næsten seks måneder med at udføre eksperimenter, der har udvidet videnskabens grænser. Hør hende fortælle om, hvordan det er at skulle flyve hen til arbejdet, sove uden tyngdekraft, og leve livet mens man suser med 28.000 km/t rundt om jordkloden. “Rumstationen er det sted, hvor missionen og magien forenes,” siger Coleman.

Jeg er astronaut.

Jeg har fløjet med rumfærgen to gange,

og jeg har boet på Den Internationale
Rumstation i næsten 6 måneder.

Folk stiller mig ofte det samme
spørgsmål: "Hvordan er det i rummet?",

som om det var en hemmelighed.

Rummet tilhører os allesammen,

og jeg vil gerne fortælle jer hvorfor,
det er et sted, som er magisk for os alle.

Dagen efter min 50 års fødselsdag

kravlede jeg ombord på en russisk kapsul

i Rusland

og blev skudt ud i rummet.

Affyringen er det farligste,
som vi skal igennem,

og det er også det mest spændende.

Tre, to, en ... liftoff!

Jeg mærkede raketmotorernes
kontrollerede raseri gennem hele min krop,

da de skød os væk fra Jorden.

Vi kørte hurtigere
og hurtigere og hurtigere

indtil motorerne, efter otte
og et halvt minut, med vilje stopper -

kabunk! -

og så er vi vægtløse.

Og missionen og magien kan begynde.

Dmitry og Paolo og jeg
cirkulerer rundt om Jorden

i vores lillebitte rumfartøj

og nærmer os forsigtigt rumstationen.

Det er en kompliceret dans
med 28.000 kilometer i timen

mellem vores kapsul, som er på størrelse
med en Smart Car,

og rumstationen, som er på størrelse
med en fodboldbane.

Vi ankommer, når de to fartøjer
støder mod hinanden med et blidt bump.

Vi åbner lugerne,

giver hinanden klodsede kram
i det vægtløse miljø,

og nu er vi seks.

Vi er en rumfamilie, en omgående familie.

Det, jeg bedst kunne lide
ved at bo deroppe,

var at flyve.

Jeg elskede det.

Det var som at være Peter Pan.

Det handler ikke om at svæve.

Blot et prik med en finger

kan faktisk skubbe dig
hele vejen gennem rumstationen,

og så krummer man ligesom
tæerne ind under sig.

En af mine yndlingsting var
at drive stille

gennem rumstationen,

som brummede om natten.

Jeg spekulerede nogle gange på,
om den vidste jeg var der,

bare tavs.

Men at dele dette vidunder
med resten af besætningen

var også en del af det,
der var vigtigt for mig.

En typisk dag i rummet begynder
med den perfekte pendlertur.

Jeg vågner, glider gennem laboratoriet,

og siger hej til den bedste
morgenudsigt nogensinde.

Det er en virkelig hurtig pendlertur
på kun 30 sekunder,

og vi bliver aldrig trætte af
at kigge ud af det vindue.

Jeg tror, det minder os om,
at vi stadig er meget tætte på Jorden.

Vores besætning var det andet nogensinde,
der brugte den canadiske robotarm

til at fange et forsyningsskib
på størrelse med en skolebus,

som indeholdt omkring
et dusin forskellige eksperimenter,

og den eneste chokolade, som vi ville
få at se i de næste fire måneder.

Bortset fra chokoladen, så er
hvert eneste af disse eksperimenter

med til at gøre det muligt for os
at besvare de videnskabelige spørgsmål,

som vi ikke kan få svar på
hernede på Jorden.

Det er som at se gennem en anden linse,

der gør det muligt for os
at finde svar på spørgsmål som f.eks:

"Hvad med forbrænding?"

"Hvad med væskedynamik?"

Altså, det er herligt at sove.

Min favoritstilling - jeg mener,
du kan vende opad eller nedad -

men min favorit: at krølle mig sammen
til en lille bold og svæve frit.

Vasketøj? Niks.

Vi fylder vores beskidte tøj
i et tomt forsyningsskib

og sender det ud i rummet.

Toilettet.

Det vil alle høre om.

Det er svært at forstå,
så jeg har lavet en lille video,

fordi jeg gerne ville
have børn til at forstå

at netop vakuum redder dagen,

og at blot en mild brise får alting

til at falde på sin rette plads.

Det gør det i hvert fald
i virkeligheden.

(Latter)

Genbruger vi? Selvfølgelig.

Vi tager vores urin, vi opbevarer det,
vi filtrerer det, og så drikker vi det.

Og det er faktisk lækkert.

(Latter)

Vi sidder rundt om bordet,

spiser mad, der ser klamt ud,
men faktisk smager ret godt.

Men det er dét at samles
rundt om bordet, der er det vigtige,

og det, tror jeg, gør sig gældende
for både i rummet og på Jorden,

for det er dét, som
sammentømrer en besætning.

For mig var musikken en måde at bevare
forbindelsen til resten af verden.

Jeg spillede en duet
mellem Jorden og rummet

sammen med Ian Anderson fra Jethro Tull

på 50 års-jubilæet for
den første bemandede rumfart.

Det var rigtig vigtigt
at holde kontakten til ens familie.

Jeg snakkede med min familie
næsten hver dag, jeg var deroppe,

og jeg læste faktisk bøger for min søn,
som en måde for os at være sammen på.

Det var så vigtigt.

Når rumstationen passerede
hen over Massachusetts,

så løb min familie udenfor

og kiggede efter den klareste stjerne,
der drev hen over himlen.

Og når jeg kiggede ned,
så kunne jeg ikke se mit hus,

men det betød meget for mig at vide
at dem, som jeg holdt allermest af,

kiggede op imens jeg kiggede ned.

Så rumstationen er, for mig, det sted,
hvor missionen og magien forenes.

Missionen og arbejdet er vigtige skridt

i vores stræben efter
at rejse længere ud i rummet

og essentiel for at forstå
bæredygtigheden her på Jorden.

Jeg elskede at være en del af det,

og hvis jeg kunne have taget
min familie med mig,

så ville jeg aldrig være kommet hjem.

Så mit udsyn fra stationen viste mig,

at vi alle kommer fra det samme sted.

Vi har alle hver vores rolle at spille.

For Jorden er vores skib.

Rummet er vores hjem.

Og vi er besætningen på Rumskibet Jorden.

Tak.

(Bifald)