Ze Frank's internet legerum

På internettet kan en ny "ven" kun være et klik væk, men den ægte forbindelse er sværere at finde og at udtrykke. Ze Frank viser en medley af skøre internet legetøjer, der kræver stor involvering -- og det belønner dig med noget mere nærende. Du er inviteret. Hvis du lover at dele.

Hver eneste præsentation har brug for det her slide.

(latter)

Det er smukt, ikke?

Ser du det?

Alle punkterne, alle linierne

Det er utroligt.

Det er et netværk.

Og i mit tilfælde er netværket blevet en vigtig del af media,

fordi jeg får lov til at komme i kontakt med folk.

Er det ikke fantastisk?

Gennem det kommer jeg i kontakt med folk.

Og den måde jeg har gjort det på

har fået mange facetter.

For eksempel får jeg folk til at klæde deres støvsuger ud.

(Latter)

Jeg sætter projekter sammen. Såsom Earth Sandwich,

hvor jeg spørger folk om

at prøve på samme tid at placere

to stykker brød

præcist modsat af hinanden på jorden.

Og folk begyndte at ligge toastbrød på jorden som hyldest.

Og i sidste ende lykkedes det et team at gøre det

mellem New Zealand og Spanien.

Det er ret utroligt. Videoen er på nettet.

At forbinde folk i projekter

som YoungmeNowme for eksemple.

I YoungmeNowme blev tilskuerne spurgt

om at finde et barndomsfotografi af dem selv

og gendanne det som voksen.

(Latter)

Denne samme person -

øverste billede, James, nederste billede, Jennifer.

Gribende.

Dette var en mors dag gave.

(Latter)

Specielt uhyggeligt.

(Applaus)

(Latter)

Mit favoritbillede, som jeg ikke kunne finde,

er det her billede af en ca. 30 årig kvinde

med en lille baby på hendes skød,

og det næste billede er en 100 kg mand

med en lille bitte gammel kvinde kiggende over hans skulder.

Men det her projekt ændrede måden,

jeg så på forbindelser mellem mennesker.

Det her projekt hedder Ray.

Og det der skete var, at jeg fik det her stykke med lyd tilsendt,

og jeg havde ingen ide om, hvem der havde lavet lydstykket.

Nogen sagde, "Du bliver nødt til at lytte til det her."

Og dette var hvad der kom til mig.

Optagelse: Hej, mit navn er Ray,

og i går ringede min datter til mig,

fordi hun var stresset,

på grund af de ting der foregik på hendes job,

som hun synes var ret unfair.

Værende ret frastødt ringede hun til mig for at få trøst.

Og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige,

fordi vi er nødt til at leve med so meget rod i vores samfund.

Så jeg blev ledt til at skrive en sang til hende,

bare for at give hende noget opmuntring,

samtidig med at håndtere stress og pres på hendes arbejdspress.

Og jeg synes, at jeg ville putte den på internettet

til alle ansatte under stress,

som en hjælp til jer, til at håndtere det I går igennem på jeres arbejde.

Sådan lyder den.

♫Jeg er ved at smække en en flad♫

♫Åh, jeg er ved at smække en en flad♫

♫Åh, hvis du ikke lader mig være i fred,♫

♫bliver du nødt til at sende mig hjem♫

♫for jeg er er ved at smække en en flad♫

Altså du kan nok ikke synge den højt,

men du kan nynne den for sig selv, og du ved selv hvad ordene er.

Og lad det give dig midt støtte til at klare de næste timer på arbejde.

Okay. Forbliv stærk. Peace.

Ze Frank: Så - ja.

Nej, nej nej, shhh. Vi bliver nødt til at være hurtige.

Så jeg var rørt over det her.

Det er utroligt. Det var forbindelse, ikke?

Dette var, på afstand,

at indse at en eller anden følte et eller andet,

og viljen til at påvirke dem på en bestemt måde,

under brugen af et media. Sætte det på nettet

og indse at det har haft en større indvirkning.

Det var utroligt. Det var hvad, jeg ønskede at gøre.

Så den første ting jeg tænkte på er, at vi bliver nødt til at takke ham.

Og jeg henvendte mig til mine tilskuere, jeg sagde, "Lyt til det her lydklip.

Vi bliver nødt til at remixe det. Han har en god stemme.

Jeg er faktisk i b dur.

Og har noget at gøre med det."

Hunderede af remix kom tilbage - mange forskellige forsøg.

En stod i særdeleshed ud.

Den var lavet af en mand der hed Goose.

Remix: ♫Jeg er ved at smække en en flad♫

♫Åh, jeg er ved at smække en en flad♫

♫Åh, hvis du ikke lader mig være i fred♫

♫bliver du nødt til at sende mig hjem♫

♫For jeg er ved at smække en en flad ♫

♫Jeg er ved at smække♫ --

ZF: Godt. Så det var utroligt.

Denne sang -- (Applause) Tak.

Så den sang, noget fortalte mig, at den var med til en basketbold kamp

i Kansas City.

Til slut,

var den en af de mest downloadede

på en hel masse internet streaming sider.

Og så sagde jeg, "Lad os sætte der her sammen i et album"

Og publikum slog sig sammen, og de designede et album cover.

Og jeg sagde, "Hvis i samler det hele på den her, så afleverer jeg det til ham,

hvis i kan finde ud af hvem denne person er,"

fordi alt jeg havde var hans navn, Ray,

og det her lille lydklip

og det at hans datter var ked af det.

I løbet af to uger, fandt de ham.

Jeg modtog en email, der sagde,

"Hej. Jeg er Ray.

Jeg hører at du leder efter mig."

(Latter)

Og jeg var sådan, "Yeah, Ray.

Det var været nogle interessante to uger."

Og så fløj jeg til St. Louis

og mødte Ray,

og han er en præst.

(latter)

Blandt andet.

Men her er problemet,

det minder mig om det her,

som er et skilt, man kan se på hvert gadehjørne i Amsterdam.

Og for mig er det en slags metafor for den virtuelle verden.

Jeg ser på de her billede, og han virker så interesseret

i, hvad der sker med den knap,

men det virker ikke, som om han er særlig interesseret i at krydse gaden.

(Latter)

Og det får mig til at tænke på det her.

På hvert et gadehjørne står folk og kigger på deres mobiltelefon,

og det er nemt at lægge det til side,

som værne en dårlig trend

i menneskelig kultur.

Men sandheden er,

at et liv bliver levet der.

Når de smiler,

ikke?, man har set folk stoppe -

lige pludseligt. Et liv bliver levet der,

et eller andet sted i det underlige komprimerede netværk.

Og det er det, ikke, at føle og blive følt.

Det er den fundamentale kraft,

som vi alle leder efter.

Vi kan bygge alle mulige slags miljøer

til at gøre det lidt nemmere,

men ultimativt, det vi prøver på at gøre

er egentlig at komme i kontakt med hinanden.

Og det sker ikke altid i fysiske omgivelser.

Det sker nu også i virtuelle verdener,

og vi skal blive bedre til at regne det ud.

Jeg synes, at alle dem der bygger teknologi til netværk,

mange af dem ikke er særlig gode til

at komme i kontakt med folk.

Det er lid,t som noget jeg engang gjorde

i 3. klasse.

(Latter)

Så her er en lang række af projekter

over de sidste år,

hvor jeg er blevet inspireret til at prøve på at regne ud,

hvordan man skaber tætte forbindelser.

Nogle gange er det meget simple ting.

A Childhood Walk, som er et projekt,

hvor jeg spurgte folk om de kunne huske en gåtur,

som de, igen og igen, var vant til at gå som barn,

som var lidt meningsløs,

lige som en rute til busstoppet, til en nabos hus

og ligge det ind på Google Streetview.

Og jeg lover jer,

hvis du går en tur inde i Google Streetview,

så vil du på et tidspunkt,

opleve at noget kommer tilbage,

og det skyller ind over dig.

Og jeg samlede disse tidspunkter -

billederne inde i Google Streetview

og disse tidspunkter, specielt.

"Vores samtale startede med at jeg sagde, "Jeg keder mig",

og at hun svarede, "Når jeg keder mig spiser jeg kringler."

jeg husker det her specielt fordi det ofte skete"

"Lige efter han fortalt mig og min bror,

at han og min mor ville have en separation,

husker jeg at gå ind i kiosken

og købe en cherry cola."

"De brugte nogle morbide, artistiske optagelser,

et close-up fotografi af Chads sko midt på motorvejen.

Jeg tror de faldt af, da han blev ramt.

Han sov hos mig engang, og han efterlod hans pude.

Der stod 'Chad' skevet med sprittusch på den.

Han døde lang tid efter, han efterlod puden hos mig,

men jeg fik aldrig afleveret den tilbage."

Nogle gange er de lidt mere abstrakte.

Dette er Pain Pack.

Kort til efter den 11. september, sidste år,

tænkte jeg over smerte, og måde vi dispensere den på,

måden hvorpå vi udskiller det fra vores krop.

Så det jeg gjorde var,at jeg åbnede en hotline,

en hotline hvor folk kunne efterlade voicemails om deres smerte,

ikke nødvendigvis relateret til den begivenhed.

Og folk ringede ind og efterlod beskeder som denne.

Optagelse: Okay, her er noget.

Jeg er ikke alene,

og jeg er elsket.

Jeg er virkelig heldig.

Men nogen gange føler jeg mig virkelig ensom.

Og når jeg har det sådan,

kan selv den mindste gode gerning

få mig til at græde.

Lige som når folk i kiosker

siger, "Ha' en god dag,",

når de tilfældigvis ser mig i øjnene.

ZF: Så hvad jeg gjorde med de her voicemails,

og med deres tilladelse, var at konvertere dem til MP3 filer,

og distributerede dem til lyd editorer,

som lavede korte lyde

kun ud af de voicemails.

Og de var distribueret til DJ's,

som havde lavet hundrede af sange

under brug af det materiale.

(Music)

Vi har ikke meget tid til at lege med det.

I kan se det online.

"Kærlig hilsen fra 52 til 48"

var et projekt i tiden omkring den sidste valgperiode,

hvor McCain og Obama begge

i deres taler, efter valget, talte om deres forsoning,

og jeg tænkte, "Hvordan helvede

ser det ud?"

Så jeg tænkte, "Tja, lad os give det et forsøg.

Lad os sætte folk til at holde skilte op med forsoninger."

Og så kom der nogle rigtig fine ting ud af det.

"Jeg stemte blåt, jeg stemte rødt.

Sammen for vores fremtid."

De er meget, meget, søde, små ting, ikke.

Nogle kom fra det vindende parti.

"Kære 48, jeg lover at lytte til jer, at kæmpe for jer, at respektere jer altid."

Nogle kom fra partiet som lige havde tabt.

"Fra en 48'er til en 52'er, må jeres partis lederskab være lige så elegant som jer,

men jeg tvivler."

Men sandheden var, at som det her begyndte at blive populært,

fandt nogle højreorienterede blogs og nogle forumer det

åbenbart en lille smule nedladende,

hvilket jeg også godt kunne se.

Og så begyndte jeg at få utrolig mange hadebreve,

dødstrudsler endda.

Og i høj grad en blev en mand ved med at skrive nogle ret grusomme beskeder,

og han var klædt ud som Batman.

Og han sagde, "Jeg er klædt ud som Batman for at skjule min identitet."

I tilfælde af at jeg troede, at det var den rigtige Batman,

der var efter mig.

Hvilket faktisk fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas.

Sådan, "Puh, det er ikke ham."

Så hvad jeg gjorde -

desværre husede jeg alle slags

dårlige oplevelser og den her smerte inden i,

og det startede at påvirke min psyke.

Og som jeg beskyttede projektet imod det, indså jeg. Jeg beskyttede det.

Jeg ville ikke have, at denne specielle, lille gruppe af fotografier

skulle blive besudlet på nogen måde.

Så det jeg gjorde var, at jeg tog alle de her emails,

og jeg satte dem sammen til noget, der hed Angrigami,

hvilket var en origami skabelon

lavet ud af de her modbydelige ting.

Og jeg spurgte folk om, de ville sende smukke ting

lavet ud af Angrigamien.

(Latter)

Men dette var en emotionelt øjeblik.

En af mine seers onkel døde præcis på den dag,

og han valgte at mindes det men et stykke af had.

Det er fantastisk.

Det sidste jeg vil fortælle jer om, er en serie af projekter,

der hedder Song You Already Know,

hvor ideen bag var,

jeg prøvede på at finde en måde at udtrykke

specifikke følelser med gruppe projekter.

Så en af dem var rimelig ligetil.

En mand sagde, at han datter blev bange om natten,

og om jeg kunne skrive en sang for hende, hans datter.

Og jeg sagde, øh ja,

jeg vil prøve at skrive et mantra, som hun kan synge til sig selv,

for at hjælpe sig selv til at sove.

Og dette var "Bange."

(Video) ♫ Dette er en sang, jeg synger, når jeg er bange for noget ♫

♫ Jeg ved ikke hvorfor, men den hjælper mig med at komme over det ♫

♫ Ordene i sangen får mig til at fortsætte ♫

♫ Og på en eller anden måde kommer jeg over det ♫

♫ I det mindste har jeg succes i livet ♫

♫ Jeg bliver ved med at prøve trods alt ♫

♫ I det mindste har jeg succes i livet ♫

♫ Jeg bliver ved med at prøve trods alt ♫

♫ Dette er en sang, jeg synger, når jeg er bange for noget ♫

Okay, så jeg skrev den her sang, ikke. Tak skal I have.

Så det bedste var, at han gik forbi hans datters værelse på et tidspunkt,

og hun sang faktisk sangen til sig selv.

Så jeg var sådan, "Fedt. Det her er godt."

Og så fik jeg den her email. Og der er en lille historie bag den.

Og jeg har ikke meget tid.

Men ideen var, på det her tidspunkt, at

jeg lavede et projekt, som hed Facebook Me Equals You,

hvor jeg ville prøve, hvordan det var

at leve som en anden person.

Så jeg spurgte efter at få tilsendt nogle menneskers brugernavne og kodeord.

Og efter jeg fik en masse, ca. 30 inden for en halv time.

Og jeg lukkede for den del.

Og valgte to mennesker at være,

og jeg bad dem sende en beskrivelse

af, hvordan jeg skulle opføre mig på Facebook.

En af personerne sendte mig en meget detaljeret beskrivelse.

Den anden gjorde ikke.

Og den person der ikke gjorde, viste sig at,

personen lige havde flyttet til en ny by og startet på et nyt job.

Så, du ved, folk skrev og spurgte, "Hvordan er dit nye arbejde?"

Og jeg var sådan, "Det ved jeg ikke,

jeg vidste ikke jeg havde et."

Men uanset hvad, denne samme person, Laura,

endte med at emaile mig et lille stykke tid efter projektet.

Og jeg havde det dårligt, fordi jeg ikke havde gjort det ret godt.

Og hun sagde, "Jeg er virkelig ængstelig, jeg er lige flyttet til en ny by, jeg har det her nye arbejde,

og jeg er utrolig ængstelig."

Så hun havde set "Bange"-sangen og tænkte om, jeg kunne gøre noget.

Så jeg spurgte hende, "Hvordan føles det, når du har det sådan?"

Og hun skrev en slags beskrivelse

af, hvordan det føles af have ængstelighed.

Og hvad jeg besluttede mig for at gøre.

Jeg sagde, "Okay, jeg vil tænke over det."

Og så stille i baggrunden, startede jeg at sende folk det her.

(Lyd) ♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

Så jeg spurgte folk,

om de havde basale lydkapaciteter,

bare så de kunne synge med på sangen med hovedtelefoner på,

så jeg kunne få deres stemmer sendt tilbage.

Og det her er den slags ting jeg fik tilbage.

Optagelse: ♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

ZF: Så det var en af de bedre, helt ærligt.

Men det fede er, som jeg startede at få flere og flere og flere af dem,

havde jeg lige pludselig 30, 40 stemmer fra hele verden.

Og når du sætter dem sammen, sker der noget magisk,

noget helt utroligt sker,

og lige pludselig fik jeg et omkvæd fra hele verden.

Og det der er virkelig godt er, jeg satte alt det her sammen i baggrunden,

og Laura sendte mig følgende email, fordi en god måned var gået.

Og hun sagde, "Jeg ved at, at du har glemt alt om mig

jeg ville bare sige tak, fordi du overvejede det."

Og få dage senere sendte jeg hende der her.

(Lyd) ♫ Lige nu føles det som om, jeg har glemt at tænde lyset ♫

♫ Og alt det der så godt ud i går ♫

♫ er skiftet til triste syn ♫

♫ Og det føles som om verden snurrer, ♫

♫ mens jeg står stille♫

♫ Eller måske er det mig der snurrer, jeg ved det ikke ♫

♫ Og så siger du ♫

♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

♫ Træk bare vejret ♫

♫ Og nu synger ordene ♫

♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

♫ Træk bare vejret ♫

♫ Og nu syner alle ♫

♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

♫ Træk bare vejret ♫

♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

♫ Træk bare vejret ♫

♫ Hey ♫

♫ Du er okay ♫

♫ Du klarer den ♫

♫ Træk bare vejret ♫

Tak.

(Applaus)