Vores farlige besættelse af perfektionisme bliver værre

Socialpsykolog Thomas Curran undersøger hvordan kampen for at være perfekt - på de sociale medier, i skolen, på job - skaber en stigning i mentale sygdomme. især blandt unge mennesker. Lær mere om årsagerne til dette fænomen og hvordan vi kan skabe en kultur, der fejrer glæden ved det uperfekte.

"Jeg er lidt af en perfektionist."

Hvor ofte hører man ikke det?

I selskab med venner eller familien.

Det er alles yndlingsfejl.

Det er det ofte brugte svar

på det svære, afsluttende
spørgsmål til jobsamtalen:

"Min største svaghed?

Det er min perfektionisme."

Efter sigende holder det os tilbage,

men mange rækker stadig hånden i vejret

og siger de er perfektionister.

Men der er en alvorlig pointe,

for vores modvillige beundring
af perfektion er så udbredt

at vi sjældent undrer os over,
hvorfor det er sådan.

Hvad siger det om os og vores samfund

at vi på den måde hylder perfektion?

Vi ser perfektion som et tegn på værdi.

De succesfuldes kendetegn.

Men i mine studier af perfektionisme,

så jeg sjældent beviser på
at perfektionister har større succes.

Nærmere det modsatte -

de føler sig misfornøjede og utilfredse

og lever med en fornemmelse af
ikke at være perfekte nok.

Vi ved fra sygejournaler

at perfektionisme kan dække over
en række psykiske udfordringer,

lidelser som depression,
angst, anoreksi, bulimi

og sågar selvmordstanker.

Og mere bekymrende er
at gennem de seneste 25 år

har vi set en alarmerende
stigning i perfektionisme.

Og i samme periode,

har vi set flere unge med psykiske
lidelser end nogensinde før.

Selvmordsraterne i USA alene

er steget med 25 procent
gennem de seneste to årtier.

Og vi begynder at se
tilsvarende tendenser i Canada

og i mit hjemland, Storbritannien.

Vores studier indikerer

at perfektionismen stiger,
fordi samfundet ændrer sig.

Og det ændrer opfattelsen
af personlig identitet

og ændrer måden unge omgås

hinanden og verden omkring dem.

Vores markedsbaserede samfund giver

bl.a. ubegrænsede valgmuligheder

og personlig frihed,

og vi mener disse kendetegn bidrager til

problemets store udbredelse.

Et eksempel ...

Unge i dag er mere optagede af
at opnå det perfekte liv

og livsstil.

Hvad angår deres selvbillede,
status og rigdom

viser data fra Pew, at unge mennesker

født i USA i slutningen af 1980'erne

20% oftere angiver materiel rigdom

som et af deres vigtigste mål i livet,

i forhold til tidligere generationer.

Unge mennesker låner mere
end de ældre generationer

og de bruger en langt større del
af deres indkomst på fysiske goder

og statussymboler.

Disse statussymboler,
deres liv og livsstil

vises detaljeret frem på de sociale medier

såsom Instagram, Facebook og Snapchat.

I denne nye visuelle kultur,

er illusionen om perfektion
vigtigere end virkeligheden.

Hvis den ene side af det moderne landskab,

som vi overdådigt omgiver de unge med,

er ideen om et liv,
der kan perfektioneres

og en tilhørende livsstil,

så er den anden side helt sikkert arbejde.

Intet er umuligt, hvis man vil det nok.

Det får vi at vide.

Det er grundlaget i den amerikanske drøm.

Muligheder, evner og skabertrang.

At hårdt arbejde betaler sig.

Og vigtigst af alt -
vi er vores egen lykkes smed.

Disse idéer binder
vores rigdom og status

og selvbillede sammen med vores
medfødte personlige værdi.

Men det er ren fiktion.

For selv med lige muligheder,

skjuler idéen om at være
sin egen lykkes smed

en mørkere virkelighed
for unge mennesker,

at deres værdi konstant vurderes.

Konkrete resultater og placeringer

er blevet målestokken for evner

og bruges til at placere unge mennesker
i den rette skole, klasse eller gymnasie.

Uddannelse er det første område

hvor dette udspiller sig åbenlyst

og test bruges

som værktøj til at forbedre niveauet.

Og det starter tidligt.

Børn i de amerikanske skoler

skal igennem 112 obligatoriske prøver

fra børnehaveklassen til 3.G

Det er klart at de unge stræber efter

at blive til noget i vores moderne tid.

De definerer sig selv ved hjælp af

begrænsende termer
som karakterer og gennemsnit

Vores samfund udstiller
deres usikkerheder.

Usikkerhed om deres præstation

og andres vurdering af dem.

Samfundet forstærker deres uperfektheder.

Hver en fejl og uforudset tilbageslag

presser dem til at være
endnu mere perfekte,

for ellers er man en fiasko.

Følelsen af at fejle og
ikke slå til er udbredt.

Bare spørg de unge.

"Hvordan skal jeg se ud og opføre mig?"

"Jeg skal ligne den model,

jeg skal have flere følgere end
den influencer på Instagram,

jeg må være bedre i skolen"

Som mentor for mange unge,

ser jeg konsekvensen af perfektionisme.

Lad mig fortælle jer om en studerende

John (opdigtet navn) var ambitiøs,

hårdtarbejdende og flittig

og udadtil usædvanligt højtydende,

ofte fik han de højeste karakterer
for sine afleveringer.

Men uanset hvad John præsterede,

så han sine successer
som ynkelige fiaskoer,

og på vores møder,

talte han åbent om hvordan han
skuffede sig selv og andre.

Hans logik var enkel:

Hvordan kunne han være en succes,

når han knoklede meget hårdere end andre

bare for at opnå de samme resultater?

Johns perfektionisme
og høje arbejdsmoral

afslørede hans indre svaghed

overfor ham selv og andre.

Johns eksempel viser bagsiden

ved perfektion som livsstil.

Modsat hvad mange tror,

handler perfektionisme ikke om at
perfektionere ting eller handlinger.

Det er ikke at opnå ekspertise.

Det viser Johns eksempel tydeligt.

Grundlæggende handler perfektionisme
om at perfektionere selvet.

Mere præcist, perfektionere
det uperfekte selv.

Det er som et bjerg af præstationer,

som perfektionisme får os til at bestige.

Og vi tænker, "Når jeg når toppen,

vil folk se min værdi og ikke mine fejl."

Men hvad vi ikke ser,

er at når vi har nået toppen,

ender vi tilbage i usikkerhedens
og skammens lavland,

til et nyt forsøg på at nå toppen.

En selvdestruktiv cyklus.

I jagten på uopnåelig perfektion,
kan perfektionisten ikke bare stå af.

Det gør det vanskeligt at behandle.

Vi har vidst i årtier

at perfektionisme bidrager til et væld
af psykologiske problemer,

men aldrig fundet
en god måde at påvise det.

Først sidst i 1980'erne,

da canadierne Paul Hewitt og Gordon Flett,

udviklede en måde at måle perfektionisme
gennem selv-rapportering.

Nemlig, det kan måles,

og indfanger tre kerneelementer
af perfektionisme.

Den første er
selv-centreret perfektionisme,

det irrationelle ønske om at være perfekt:

"Jeg vil være så perfekt jeg kan."

Den anden er socialt
påtvunget perfektion,

oplevelsen af at det sociale miljø
kræver for meget:

"Andre forlanger for meget af mig"

Den tredje er udadrettet perfektionisme,

at påtvinge andre urealistiske standarder:

"Hvis jeg beder nogen gøre noget,
så forventer jeg det gjort perfekt."

Undersøgelser viser en sammenhæng
mellem alle tre elementer

og udfordringer i den mentale sundhed,

såsom depression,

angst og selvmordstanker.

Det mest problematiske element

er socialt påtvunget perfektion.

Følelsen af at alle forventer
jeg er perfekt.

Dette element

hænger tydeligt sammen med
alvorlig psykisk sygdom.

Og med nutidens fokus på
perfektion i frisk erindring,

var jeg nysgerrig på
om disse elementer ændrede sig.

Indtil nu har forskningen fokuseret på
de nære familierelationer,

men vi ønskede at kigge bredere.

Så vi tog alle data, der var indsamlet

i de 27 år siden Paul og Gordon
udviklede perfektionsmålingen,

og isolerede data om
universitetsstuderende.

Mere end 40.000 unge

fra universiteter i USA, Canada og England

og vi ledte efter tendenser i de mange data.

Det tog os over tre år

at samle al information, knuse tallene

og skrive vores rapport.

Vores analyse afdækkede
noget opsigtsvækkende.

Alle tre elementer af perfektionisme
er forøget med tiden.

Men socialt påtvunget perfektion
var klart steget mest.

I 1989

rapporterede blot 9% af de unge
klinisk relevante niveauer

af socialt påtvunget perfektionisme.

Sådanne niveauer er typiske
i kliniske grupper.

I 2017 var tallet fordoblet til 18%.

Og i 2050 forudser vores modeller

at næsten en ud af tre unge

vil rapportere klinisk relevante niveauer
af socialt påtvunget perfektion.

Husk på at dette element

har den største sammenhæng
med alvorlig psykisk sygdom

og med god grund.

Perfektionister af den type
føler konstant behov

for at møde andres forventninger.

Og selv hvis de lever op til
andres forventninger,

så hæver de niveauet næste gang,

for disse mennesker tror
at jo bedre de klarer sig,

jo højere er forventningerne til dem.

Det afføder hjælpeløshed
og værre, håbløshed.

Er der håb?

Selvfølgelig er der håb

Perfektionister skal
holde fast i visse egenskaber,

de er ofte kloge, ambitiøse
og hårdtarbejdende.

Behandlingen er kompleks.

Men lidt medfølelse med sig selv,

når ting ikke går som forventet,

kan forandre disse egenskaber
til større personlig ro og succes.

Og deres omsorgspersoner kan også bidrage.

Perfektionisme udvikles, mens vi er børn,

og derfor er unge mere udsatte.

Forældre kan hjælpe deres børn

ved betingelsesløst at støtte dem,
når de prøvede, men fejlede.

Og forældre må modstå fristelsen

til konstant at blande sig,

for det afføder angst

når forældre opfatter barnets
successer og fiaskoer som deres egne.

Vores forskning rejser vigtige spørgsmål

om vores samfundsstruktur

og om dets fokus på
konkurrence, vurderinger og tests

gavner de unge.

Man hører ofte i pressen

at unge blot skal være mere robuste,

når de møder dette nye forventningspres.

Jeg mener derimod at vi undlader
at tage ansvar for problemets kerne,

for vi deler alle ansvaret

for at skabe en kultur hvor unge
kan være mindre perfekte

som udgangspunkt.

Det bliver ikke nemt.

Det er en stor udfordring
at skabe sådan en verden,

og for en generation af unge

der hele tiden er i kontakt med

karakterer og sociale medier,

er perfektionisme uundgåelig,

så længe de ikke har større formål

i livet end deres fremtoning

og hvordan de klarer sig
i forhold til andre.

Hvad kan de gøre?

Hver gang de skubbes ned
fra toppen af bjerget

ser de ingen anden udvej
end at bestige bjerget igen.

De gamle grækere vidste

at denne endeløse kamp mod bjerget

ikke fører til lykke.

Deres billede af Helvede
var manden Sisyfos

dømt til for evigt at skubbe
den samme sten op ad en bakke

blot for at se den rulle ned igen
så han måtte starte forfra.

Så længe vi lærer de unge

at det mest ægte eller
meningsfulde i deres liv

er en håbløs jagt på perfektion,

vil fremtidige generationer ende

i den samme fortvivlende situation.

Så spørgsmålet er

Hvornår indser vi

at der er noget
grundlæggende umenneskeligt

ved grænseløs perfektion

Ingen er fejlfri.

Hvis vi vil hjælpe de unge
ud af perfektionismens kløer,

så skal vi lære dem,
at i en kaotisk verden,

vil livet ofte overmande os, men det er OK

Fiasko er ikke svaghed.

Hvis vi vil hjælpe de unge ud af
denne selvødelæggende fælde

af umulig perfektion,

så skal hele samfundet stoppe
med at nære den samme illusion.

Men vigtigst af alt,

hvis vi ønsker vores unge skal
være følelsesmæssigt

og psykologisk sunde

så skal vi vise dem glæden

og skønheden ved det uperfekte

som en naturlig del af hverdagen.

Mange tak

(Bifald)