Part 1 - The Secret Garden Audiobook by Frances Hodgson Burnett (Chs 01-10)

Part 1 (Chs 01-10). Classic Literature VideoBook with synchronized text, interactive transcript, and closed captions in multiple languages. Audio courtesy of Librivox. Read by Karen Savage.

Playlist for The Secret Garden by Frances Hodgson Burnett: http://www.youtube.com/playlist?list=PLE7F5CFCD72369998

The Secret Garden free audiobook at Librivox: http://librivox.org/the-secret-garden-by-frances-hodgson-burnett-version-2/

The Secret Garden free eBook at Project Gutenberg: http://www.gutenberg.org/ebooks/113

The Secret Garden at Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Secret_Garden

View a list of all our videobooks: http://www.ccprose.com/booklist

KAPITEL I Der er ingen VENSTRE

Da Mary Lennox blev sendt til Misselthwaite Manor for at bo hos sin onkel alle sagde

hun var den mest ubehagelige udseende barn nogensinde har set.

Det var sandt, også.

Hun havde et lille tyndt ansigt og en lille tynd krop, tynde lyse hår og en sur

udtryk.

Hendes hår var gult, og hendes ansigt var gult, fordi hun var født i Indien

og havde altid været syg på en eller anden måde.

Hendes far havde holdt stand under den engelske regering og havde altid haft travlt

og syge selv, og hendes mor havde været en stor skønhed, der brød sig kun at gå til

partier og more sig med homoseksuelle.

Hun havde ikke ville have en lille pige på alle, og da Mary blev født hun overgav hende

til pleje af en Ayah, der var lavet til at forstå, at hvis hun ønskede at behage

Mem Sahib hun skal holde barnet ude af syne så meget som muligt.

Så da hun var en sygelig, irritabel, grim lille baby hun var holdt ude af vejen,

og da hun blev syg, irritabel, kravlende, hun blev holdt ude af vejen

også.

Hun har aldrig husker at have set familiært noget, men de mørke ansigter af hendes Ayah og

de andre indfødte Tjenere, og da de altid adlød hende og gav hende hendes egen måde

i alting, fordi Mem Sahib ville

blive vred, hvis hun blev forstyrret af hendes gråd, med den tid, hun var seks år gammel

Hun var lige så tyrannisk og egoistisk en lille gris, som nogensinde har levet.

Den unge engelske guvernante, der kom for at lære hende at læse og skrive ikke lide hende så

meget, at hun opgav sin plads i tre måneder, og når andre guvernanter kom til

prøv at fylde det de altid gik væk i en kortere tid, end den første.

Så hvis Maria ikke havde valgt at virkelig ønsker at vide, hvordan man læser bøger, ville hun aldrig have

lærte hendes breve overhovedet.

Et frygtelig varm morgen, da hun var omkring ni år gammel, hun vækket følelse

meget på tværs, og hun blev Crosser stadig, da hun så, at den tjener, der stod ved siden af

hendes seng var ikke hendes Ayah.

"Hvorfor kom du?" Sagde hun til den fremmede kvinde.

"Jeg vil ikke lade dig blive. Send min Ayah til mig. "

Kvinden kiggede skræmt, men hun kun fremstammede, at Ayah ikke kunne komme og

da Maria kastede sig ind i en passion og slog og sparkede hende, hun så bare mere

bange og gentog, at det ikke var

muligt for Ayah at komme til Missie Sahib.

Der var noget mystisk i luften den morgen.

Intet blev gjort i sine regelmæssige orden og flere af de indfødte tjenestefolk syntes

mangler, mens dem, som Mary så luskede eller skyndte sig rundt med Ashy og bange ansigter.

Men ingen ville fortælle hende noget, og hendes Ayah kom ikke.

Hun var faktisk efterladt alene som om morgenen gik, og til sidst hun vandrede ud i

haven og begyndte at spille for sig selv under et træ tæt på verandaen.

Hun foregav, at hun lavede en blomst-seng, og hun stak store skarlagenrøde hibiscus

blomster i små bunker af jord, hele tiden mere og mere vred og

mumler for sig selv de ting, hun ville

siger, og de navne, hun ville kalde Saidie da hun vendte tilbage.

"Pig! Pig! Datter af Svin! "Sagde hun, fordi at kalde en indfødt en gris, er det værste

fornærmelse af alle.

Hun var slibning hendes tænder og siger det igen og igen, da hun hørte hendes

Moderen kommer ud på verandaen med nogen.

Hun var sammen med en rimelig ung mand, og de stod og talte sammen i lave mærkelige

stemmer. Mary vidste messen unge mand, der kiggede

som en dreng.

Hun havde hørt, at han var en meget ung officer, der lige var kommet fra England.

Barnet stirrede på ham, men hun stirrede de fleste på sin mor.

Hun har altid gjorde dette, når hun havde en chance for at se hende, fordi Mem Sahib - Mary

bruges til at ringe til hende, at oftere end noget andet - var sådan en høj, slank, smuk person,

og havde så dejlige tøj.

Hendes hår var som krøllet silke og hun havde en fin lille næse, der syntes at være

ringeagt ting, og hun havde store leende øjne.

Alle hendes tøj var tynde og flydende, og Mary sagde, at de var "fulde af blonder."

De så fyldigere af blonder end nogensinde før her til morgen, men hendes øjne var ikke lo ad

alle.

De var store og bange og løftede bedende til messen drengens officer ansigt.

"Er det så meget slemt? Åh, er det? "

Mary hørte hende sige.

"Forfærdeligt", den unge mand svarede i en skælvende stemme.

"Forfærdeligt, Mrs Lennox. Du skulle have gået til bakkerne to

uger siden. "

Den Mem Sahib vred sine hænder. "Åh, jeg ved jeg burde!" Sagde hun.

"Jeg har kun opholdt sig for at gå til, at dumme middagsselskab.

Sikke et fjols jeg var! "

I samme øjeblik en sådan høj lyd af jammer brød ud fra de ansattes

fjerdedele, at hun greb den unge mands arm, og Mary stod frysende fra hoved til

foden.

Den jammer blev vildere og vildere. "Hvad er det?

Hvad er det? "Mrs Lennox gispede.

"En eller anden er død," svarede drengen officer.

"Du sagde det ikke var brudt ud blandt dine tjenere."

"Jeg vidste ikke!" Den Mem Sahib græd.

"Kom med mig! Kom med mig! "Og hun vendte sig om og løb ind

huset.

Derefter skete forfærdelige ting, og det uudgrundelige af formiddagen blev

forklarede Mary.

Den kolera var brudt ud i sin mest dødelige form, og folk var ved at dø som

fluer.

Den Ayah var blevet syg i nat, og det var fordi hun lige var død, at

tjenerne havde jamrede i hytterne.

Før næste dag tre andre ansatte var døde, og andre var løbet væk i

terror. Der var panik på hver side, og døende

mennesker i alle bungalows.

Under den forvirring og forvirring i den anden dag Mary skjulte sig i

børnehave og blev glemt af alle.

Ingen tænkte på hende, ingen ville have hende, og mærkelige ting skete, som hun

vidste intet. Mary skiftevis græd og sov igennem

timerne.

Hun vidste kun, at folk var syg, og at hun hørte mystiske og skræmmende

lyde.

Når hun krøb ind i spisestuen og fandt den tom, men en delvis færdigt

måltid var på bordet og stole og plader så ud som om de var blevet hastigt skubbet

tilbage, når de spisende gæster steg pludselig en eller anden grund.

Barnet spiste noget frugt og kiks, og at være tørstig hun drak et glas vin

der stod næsten fyldt.

Det var sød, og hun vidste ikke, hvor stærk den var.

Meget snart det gjorde hende intenst døsig, og hun gik tilbage til sin vuggestue og lukke

sig selv ind igen, skræmt ved skrig, hun hørte i hytterne og ved skyndte lyd

af fødder.

Vinen gjorde hende så søvnig, at hun næsten ikke kunne holde øjnene åbne, og hun lå

ned på hendes seng og vidste intet mere i lang tid.

Mange ting skete i løbet af de timer, hvor hun sov så tungt, men hun var ikke

forstyrret af de jamrer og lyden af ting, som transporteres i og ud af

bungalow.

Da hun vågnede lå hun og stirrede på væggen.

Huset var helt stille. Hun havde aldrig vidst det at være så tavs

før.

Hun hørte hverken stemmer eller fodspor, og spekulerede på, om alle havde fået hul i

kolera og alle de problemer var forbi. Hun undrede sig også, der ville tage sig af

hende nu hendes Ayah var død.

Der ville være en ny Ayah, og måske ville hun kender nogle nye historier.

Mary havde været temmelig træt af de gamle. Hun græd ikke, fordi hendes sygeplejerske var død.

Hun var ikke en kærlig barn og havde aldrig passet meget for nogen.

Den støj og skyndte sig om og jamrede over koleraen havde skræmt hende, og

hun var blevet vred, fordi ingen syntes at huske, at hun var i live.

Alle var for panikslagen til at tænke på en lille pige Ingen holdt af.

Når folk havde kolera syntes, at de huskede intet andet end sig selv.

Men hvis alle havde fået det godt igen, så mon nogen ville huske og komme til at se

for hende. Men ingen kom, og da hun lå og ventede på

Huset syntes at vokse mere og mere tavs.

Hun hørte noget pusle på tæpper og da hun kiggede ned, så hun en lille

slange glider langs og se hende med øjne som juveler.

Hun var ikke bange, fordi han var en harmløs lille ting, der ikke ville gøre ondt

hende, og han virkede i en fart at komme ud af rummet.

Han smuttede under døren, da hun så ham.

"Hvor queer og ro er det," sagde hun. "Det lyder som om der var nogen i

bungalow, men mig og slange. "

Næsten det næste øjeblik hørte hun fodtrin i det sammensatte, og derefter på verandaen.

De var mænds fodspor, og mændene kom ind i bungalow og talte i lav

stemmer.

Ingen gik til møde eller tale med dem, og de syntes at åbne døre og se ind i

værelser. "Hvad øde!" Hørte hun en stemme sige.

"Det smukke, smukke kvinde!

Jeg formoder barnet også. Jeg hørte at der var et barn, selv om ingen

nogensinde har set hende. "

Mary stod midt i gartneriet da de åbnede døren et par

minutter senere.

Hun så en grim, kryds lille ting, og var vred, fordi hun var begyndt at

være sulten og føle skammeligt forsømt.

Den første mand, der kom i var en stor officer, hun engang havde set tale med hende

far.

Han så træt og urolige, men da han så hende, han var så forskrækket, at han næsten

sprang tilbage. "Barney" råbte han ud.

"Der er et barn her!

Et barn alene! På et sted som dette!

Forbarm dig over os, hvem er hun! "" Jeg er Mary Lennox, "sagde den lille pige,

tegne sig op stift.

Hun troede, manden var meget uhøfligt at kalde sin fars bungalow "Et sted som dette!"

"Jeg faldt i søvn, da alle havde kolera og jeg har kun lige vågnet op.

Hvorfor er der ingen kommer? "

"Det er barnet, ingen nogensinde har set!" Udbrød manden, vendte sig til sine

ledsagere. "Hun er faktisk blevet glemt!"

"Hvorfor blev jeg glemt?"

Maria sagde, stempling hendes fod. "Hvorfor er der ingen kommer?"

Den unge mand, hvis navn var Barney så på hende meget bedrøvet.

Mary selv troede, hun så ham kys hans øjne, som om at blinke tårer væk.

"Stakkels lille barn!" Sagde han. "Der er ingen tilbage til at komme."

Det var i denne mærkelige og pludselige måde, at Mary fandt ud af, at hun hverken havde far

eller mor forlod, for at de var døde og var blevet ført bort i natten, og at

de få indfødte tjenestefolk, der var ikke død

også havde forladt huset så hurtigt som de kunne få ud af det, ingen af dem endnu

huske at der var en Missie Sahib. Det var grunden til, at stedet var så stille.

Det var sandt, at der var ingen i bungalow, men sig selv og den lille

raslende slange.

>

KAPITEL II MISTRESS MARY helt i strid

Mary havde holdt af at se på sin mor på afstand, og hun havde troet hende meget

kønne, men som hun vidste meget lidt om hende, at hun kunne næppe have forventet, at

elsker hende eller til at savne hende meget, når hun var væk.

Hun gik ikke glip af hende, i virkeligheden, og da hun var en selvoptaget barn, hun gav

hendes hele tænkte ved sig selv, som hun altid havde gjort.

Hvis hun havde været ældre ville hun uden tvivl have været meget bekymrede over at blive ladt alene

i verden, men hun var meget ung, og som hun altid havde taget sig af, hun

skulle hun altid ville være.

Hvad hun mente var, at hun ville gerne vide, om hun skulle til søde mennesker, der

ville være høflig til hende og give hende hendes egen måde som hendes Ayah og de andre indfødte

tjenere havde gjort.

Hun vidste, at hun ikke ville bo på den engelske præstens hus, hvor hun var

taget i første omgang. Hun ønskede ikke at blive.

Den engelske præst var fattig og havde fem børn næsten alle de samme alder og

de havde lurvet tøj og var altid skændes og snuppe legetøj fra hver

andre.

Mary hadede deres sjusket bungalow og var så ubehagelig for dem, at efter den første

dag eller to, ingen ville lege med hende. Ved den anden dag, de havde givet hende en

kaldenavn, der gjorde hende rasende.

Det var Basil, der tænkte på det først. Basil var en lille dreng med frække blå

øjne og en drejet op næse, og Mary hadede ham.

Hun legede med sig selv under et træ, ligesom hun havde spillet den dag,

koleraen brød ud.

Hun gjorde dynger af jord og stier til en have og Basil kom og stod nær

se hende. I øjeblikket fik han temmelig interesseret og

pludselig lavet et forslag.

"Hvorfor tager du ikke sætte en bunke sten der og lade som om det er en Stenhøjen?" Sagde han.

"Der i midten," og han lænede sig over hende til punkt.

"Forsvind!" Sagde Mary.

"Jeg vil ikke have drenge. Forsvind! "

Et øjeblik Basil så vred, og så begyndte han at drille.

Han var altid drille sine søstre.

Han dansede rundt og rundt hende og lavet ansigter og sang og lo.

"Mistress Mary, ganske tværtimod, hvordan din have vokse?

Med sølv klokker, og hjertemusling skaller, og morgenfruer alle i en række. "

Han sang den, indtil de andre børn hørt og lo også, og den Crosser Mary fik,

jo mere de sang "Mistress Mary, helt modsatte", og efter at så længe hun

blev hos dem, at de kaldte hende "Mistress

Mary helt i strid ", når de talte om hende til hinanden, og ofte, når de talte til

hende. "Du er ved at blive sendt hjem," Basil sagde

til hende: "i slutningen af ugen.

Og vi er glade for det. "" Jeg er glad for det også, "svarede Mary.

"Hvor er hjem?" "Hun ved ikke, hvor hjem er!" Sagde

Basil, med syv-årige hån.

"Det er England, selvfølgelig. Vores Grandmama bor der, og vores søster

Mabel blev sendt til hende sidste år. Du kommer ikke til din Grandmama.

Du har ingen.

Du kommer til at din onkel. Hans navn er Mr. Archibald Craven. "

"Jeg kender ikke noget om ham," vrissede Mary.

"Jeg kender dig ikke," Basil besvaret.

"Du kender ikke noget. Piger aldrig gøre.

Jeg hørte far og mor taler om ham.

Han bor i en stor, stor, øde gammelt hus på landet, og ingen kommer tæt på

ham. Han er så på tværs han vil ikke lade dem, og de

ville ikke komme, hvis han ville lade dem.

. He'sa pukkelrygget, og han er fæle "" Jeg tror ikke på dig, "sagde Mary, og hun

vendte hende ryggen og stak fingrene i ørerne, fordi hun ikke ville høre noget

mere.

Men hun tænkte over det en hel del bagefter, og da Fru Crawford fortalte hende

den nat, at hun ville sejle væk til England i et par dage og gå til hende

onkel, Mr. Archibald Craven, som boede på

Misselthwaite Manor, hun så så stenet og stædigt uinteresseret, at de gjorde

ikke hvad jeg skal tænke om hende.

De prøvede at være venlig til hende, men hun kun vendte ansigtet væk, når Fru Crawford

forsøgt at kysse hende, og holdt sig stiv, når Mr. Crawford klappede hende

skulder.

"Hun er sådan et almindeligt barn," Fru Crawford sagde medlidende, bagefter.

"Og hendes mor var sådan en smuk skabning.

Hun havde en meget smuk måde, også, og Mary har det mest uinteressante måder, jeg nogensinde har set

i et barn.

Børnene kalder hende 'Mistress Mary helt i strid', og selvom det er uartigt af dem,

kan man ikke undgå at forstå det. "

"Måske hvis hendes mor havde gennemført hendes smukke ansigt og hendes smukke manerer oftere

ind i barneværelset Mary kunne have lært nogle ret måder også.

Det er meget trist, nu den stakkels smukke ting er væk, at huske, at mange mennesker

ikke engang vidste, at hun havde et barn på alle. "

"Jeg tror, at hun næppe nogensinde så på hende," sukkede Fru Crawford.

"Da hendes Ayah var død, var der ingen til at give en tanke til den lille ting.

Tænk på de tjenere løbe væk og efterlod hende alene i øde

bungalow.

Oberst McGrew sagde, at han næsten sprang ud af sit skind, da han åbnede døren og fandt

hende stå ved sig selv i midten af rummet. "

Mary gjorde den lange rejse til England tilses af en officers kone, der var

tage hendes børn til at forlade dem i en kostskole.

Hun var meget optaget af sin egen lille dreng og pige, og var ret glad for at

hånd barnet over til kvinden Mr. Archibald Craven sendte hende i møde, i

London.

Kvinden var hans husholderske på Misselthwaite Manor, og hendes navn var Mrs

Medlock. Hun var en tyk kvinde, med meget røde kinder

og skarpe sorte øjne.

Hun havde en meget lilla kjole, en sort silke kappe med jet frynser på den og en sort

motorhjelm med lilla velour blomster, der stak op og rystede, da hun flyttede hendes

hoved.

Mary kunne ikke lide hende, men da hun meget sjældent kunne lide folk, der ikke var noget

bemærkelsesværdige i det, desuden, det var meget tydeligt Fru Medlock tænkte ikke

meget af hende.

"Mit ord! Hun er almindeligt lille stykke af varer! "sagde hun.

"Og vi havde hørt, at hendes mor var en skønhed.

Hun har ikke afleveret meget af det ned, har hun, frue? "

"Måske hun vil forbedre sig som hun bliver ældre," officer kone sagde farvel

naturedly.

"Hvis hun ikke var så gusten og havde et pænere udtryk, hendes træk er temmelig gode.

Børn ændre så meget. "" Hun bliver nødt til at ændre en god handel, "

svarede Fru Medlock.

"Og der er intet, der kan forbedre børn på Misselthwaite - hvis du spørger mig!"

De troede Mary var ikke lytte, fordi hun stod lidt, bortset fra dem

ved vinduet i den private hotellet, de havde gået til.

Hun sad og så den passerer busser og taxaer og mennesker, men hun hørte ganske godt, og

blev gjort meget nysgerrig efter, hendes onkel, og det sted, han boede i.

Hvilken slags et sted var det, og hvad ville han være?

Hvad var en pukkelrygget? Hun havde aldrig set en.

Måske var der ingen i Indien.

Da hun havde boet i andre folks huse og ikke havde haft nogen Ayah, var hun begyndt

at føle sig ensom og til at tænke mærkelige tanker, som var nye for hende.

Hun var begyndt at undre sig, hvorfor hun aldrig havde syntes at høre til nogen, selv når hendes

far og mor havde været i live.

Andre børn syntes at høre til deres fædre og mødre, men hun havde aldrig

syntes virkelig at være nogens lille pige. Hun havde haft tjenestefolk, og mad og tøj,

men ingen havde taget notits af hende.

Hun vidste ikke, at det var fordi hun var en ubehagelig barn, men så med

Selvfølgelig vidste hun ikke, hun var ubehagelig.

Hun tænkte ofte, at andre mennesker var, men hun vidste ikke, at hun var så

sig selv.

Hun tænkte Fru Medlock den mest ubehagelige person, hun nogensinde havde set, med

hendes almindelige, stærkt farvet ansigt og hendes fælles fine motorhjelm.

Når den næste dag de sætter ud på deres rejse til Yorkshire, hun gik igennem

stationen til togvogn med hovedet op og forsøger at holde så langt væk

fra hende, som hun kunne, fordi hun ikke ønskede at synes at høre til hende.

Det ville have gjort hende vred over at tænke folk forestillede sig at hun var hendes lille pige.

Men fru Medlock var ikke det mindste forstyrret af hende og hendes tanker.

Hun var den slags kvinde, der ville "stå no nonsense fra unger."

I det mindste er, at hvad hun ville have sagt, hvis hun var blevet spurgt.

Hun havde ikke ønsket at tage til London lige da hendes søster Maria datter gik

at være gift, men hun havde et behageligt, godt betalt sted som husbestyrerinde på

Misselthwaite Manor, og den eneste måde,

som hun kunne holde det var at gøre på en gang, hvad Mr. Archibald Craven fortalte hende at gøre.

Hun har aldrig turde selv at stille et spørgsmål.

"Kaptajn Lennox og hans hustru døde af kolera," Mr. Craven havde sagt i sit korte,

kold måde. "Kaptajn Lennox var min kones bror og jeg

er deres datters værge.

Barnet skal bringes her. Du skal tage til London og bringe hende

dig selv. "Så hun pakkede sin lille kuffert og gjort

rejse.

Mary sad i sit hjørne af jernbane transport og så almindeligt og irritabel.

Hun havde intet at læse eller at se på, og hun havde foldet sine tynde lille sort handske

hænderne i skødet.

Hendes sorte kjole fik hende til at se yellower end nogensinde før, og hendes slatne lyse hår straggled

fra under hendes sorte crepe hat. "En mere skæmmet udseende ung, jeg aldrig

så i mit liv, "Fru Medlock eftertanke.

(Skæmmet er en Yorkshire ord og betyder forkælet og pettish.)

Hun havde aldrig set et barn, der sad så stille uden at gøre noget, og til sidst fik hun

træt af at se hende og begyndte at tale på en frisk, hård stemme.

"Jeg tror jeg kan da godt fortælle dig noget om hvor du skal hen til," sagde hun.

"Ved du noget om din onkel?" "Nej," sagde Mary.

"Aldrig hørt din far og mor tale om ham?"

"Nej," sagde Mary vred.

Hun rynkede panden, fordi hun huskede, at hendes far og mor aldrig havde talt med hende

om noget i særdeleshed. Ganske vist havde de aldrig fortalt hende ting.

"Humph," mumlede Mrs Medlock og stirrede på hende queer, reagerer lille ansigt.

Hun sagde ikke noget mere for et øjeblik og så begyndte hun igen.

"Jeg formoder, du kan lige så godt være fortalt noget - til at forberede dig.

Du kommer til et queer sted. "

Maria sagde ingenting, og Fru Medlock kiggede snarere forvirring af hendes tilsyneladende

ligegyldighed, men efter at have taget et åndedrag, gik hun videre.

"Ikke, men at det er et grand stor plads i en dyster måde, og Mr. Craven er stolt af det i

hans måde - og det er dystre nok, også.

Huset er 600 år gammel og det er på kanten af mosen, og der er i nærheden af en

hundred værelser i det, selvom de fleste af dem er lukket op og låst.

Og der er billeder og fine gamle møbler og ting, som har været der i årevis, og

there'sa stor park rundt omkring den og haver og træer med grene trailing til jorden-

-Nogle af dem. "

Hun standsede og tog en anden ånde. "Men der er ikke noget andet," hun endte

pludseligt. Mary var begyndt at lytte på trods af

sig selv.

Det hele lød så i modsætning til Indien, og noget nyt i stedet tiltrak hende.

Men hun havde ikke til hensigt at se ud, som om hun var interesseret.

Det var en af hendes ulykkelige, ubehagelige måder.

Så sad hun der stadig. "Nå," sagde fru Medlock.

"Hvad mener du om det?"

"Ingenting," svarede hun. "Jeg ved intet om sådanne steder."

Det gjorde Fru Medlock grine en kort form for latter.

"Eh!" Sagde hun, "men du er som en gammel kvinde.

Må ikke du holder af? "" Det gør ikke noget ", sagde Mary," om jeg

pleje eller ej. "

"Du har ret nok der," sagde fru Medlock.

"Det gør den ikke.

Hvad er du til at blive fastholdt på Misselthwaite Manor for jeg ved ikke, medmindre fordi det er

den nemmeste måde. Han kommer ikke til at bekymrer sig om

Dem, det er sikkert og vist.

Han har aldrig bekymrer sig om ingen. "Hun holdt op med sig selv, som om hun lige havde

huskede noget i tiden. "Han har en skæv ryg," sagde hun.

"Det satte ham forkert.

Han var en sur ung mand og fik intet godt af alle hans penge og store sted, indtil han blev

gift. "Marys øjne vendte sig mod hende på trods af

hendes intention om ikke at synes at pleje.

Hun havde aldrig tænkt på den pukkelryggede der bliver gift, og hun var en bagatel

overrasket.

Fru Medlock så dette, og da hun var en snakkesalig kvinde, hun fortsatte med mere

interesse. Dette var en måde at videregive nogle af de

tid, i hvert fald.

"Hun var en sød, smuk ting, og han ville have gået verden over for at få hende en

klinge o 'græs hun ønskede.

Ingen troede, hun ville gifte sig med ham, men hun gjorde det, og folk sagde, at hun giftede sig med ham for

hans penge. Men hun didn't - hun gjorde det ikke, "positivt.

"Da hun døde -"

Mary gav en lille ufrivillig hop. "Oh! gjorde hun dø! "udbrød hun, ganske

uden mening.

Hun havde lige husket en fransk fe historie, hun engang havde læst hedder "Riquet a la

Houppe. "

Det havde været om en stakkels pukkelrygget og en smuk prinsesse, og det havde gjort hende

pludselig ondt af Mr. Archibald Craven. "Ja, hun døde," Fru Medlock besvaret.

"Og det gjorde ham queerer end nogensinde før.

Han bekymrer sig for nogen. Han vil ikke se folk.

Det meste af tiden går han bort, og når han er på Misselthwaite han lukker sig inde i

West Wing, og vil ikke lade nogen anden end Pitcher se ham.

Pitcher er en gammel fyr, men han tog sig af ham, da han var barn, og han kender sine

måder. "Det lød som noget i en bog, og det

gjorde ikke Mary føler sig munter.

Et hus med hundrede værelser, næsten alle kæft og med dørene låst - en

hus på kanten af en mose - Hvad et mose var - lød trist.

En mand med en skæv ryg, der lukkede sig inde også!

Hun stirrede ud af vinduet med hendes læber klemt sammen, og det var ganske

naturligt, at regnen skulle have begyndt at hælde ned i grå skrå linjer og plask

og streame vinduet ned-ruder.

Hvis de smukke kone havde været i live, hun kunne have gjort tingene munter ved at være

noget som hendes egen mor og ved at køre ind og ud og gå til parter som

hun havde gjort i kjoler "fuld af blonder."

Men hun var der ikke noget mere. "Du skal ikke forvente at se ham, fordi ti

til én du vil ikke, "sagde fru Medlock. "Og du skal ikke forvente at der vil være

folk til at tale med dig.

Du bliver nødt til at spille om og passe på dig selv.

Du vil blive fortalt, hvad værelser du kan gå ind og hvad rum du er til at holde sig ude af.

Der er haver nok.

Men når du er i huset ikke går vandrer og snagen.

Mr. Craven vil ikke have det. "

"Jeg skal ikke ønsker at gå stikke om," sagde sur lille Mary og lige så pludseligt som

hun var begyndt at blive temmelig ondt af Mr. Archibald Craven hun begyndte at ophøre med at være

ked af det og til at tænke at han var ubehagelig nok til at fortjene, hvad der var sket med ham.

Og hun vendte ansigtet mod streaming ruder i vinduet for

jernbanevogns-og stirrede ud på den grå regn-storm, der så ud som om den ville gå

for evigt og altid.

Hun så det så længe og roligt, at gråt blev tungere og tungere

før hendes øjne, og hun faldt i søvn.

>

KAPITEL III OVER MOOR

Hun sov længe, og da hun vågnede Mrs Medlock havde købt en

lunchbasket på en af de stationer, og de havde nogle kylling og koldt oksekød og brød

og smør og nogle varm te.

Regnen syntes at være strømmende ned hårdere end nogensinde, og alle i

station havde våde og glinsende regntøj.

Vagten tændte lamper i vognen, og Fru Medlock hepper på dig meget

meget over hendes te og kylling og oksekød.

Hun spiste en hel del, og bagefter faldt i søvn selv, og Mary sad og stirrede på

hende og iagttog hendes fine motorhjelmen slip på den ene side, indtil hun faldt i søvn en gang

mere i hjørnet lullet af vognen,

ved sprøjt af regnen mod ruderne.

Det var helt mørkt, da hun vågnede igen. Toget var standset ved en station og Mrs

Medlock rystede hende.

"Du har haft en sove!" Sagde hun. "Det er tid til at åbne dine øjne!

Vi er på Thwaite Station og vi har en lang køretur foran os. "

Mary rejste sig og forsøgte at holde øjnene åbne, mens Fru Medlock indsamlet hende

parceller.

Den lille pige tilbød ikke at hjælpe hende, fordi der i Indien indfødte tjenestefolk altid

samles op eller bæres ting, og det virkede helt korrekt, at andre mennesker skal vente

på én.

Stationen var en lille én og ingen andre end sig selv syntes at være at komme ud af den

tog.

Stationen-master talte til Mrs Medlock i en rå, godmodig måde, udtaler han

ord i en queer bred mode som Mary fandt ud af bagefter var Yorkshire.

"Jeg ser THA kom tilbage," sagde han.

"En 'tha er browt th' unge 'un med dig." "Ja, det er hende," svarede Fru Medlock,

taler med en Yorkshire accent selv og rykkende hovedet over skulderen

mod Mary.

"Hvordan er din Missus?" "Nå enow.

Th 'vogn waitin' uden for dig. "En Brougham stod på vejen, før

lidt uden platform.

Mary så, at det var en smart vogn, og at det var en klog Tjener, der hjalp hende

i.

Hans lange vandtætte pels og vandtæt overdækning af hans hat var skinnende og

dryp med regn som alt var, den kraftige station-master medfølger.

Da han lukkede døren, monteret boksen med kusken, og de kørte væk, den

lille pige fandt sig selv siddende i et komfortabelt polstret hjørne, men hun var

ikke tilbøjelige til at falde i søvn igen.

Hun sad og kiggede ud af vinduet, nysgerrig efter at se noget af vejen i løbet af

som hun blev kørt til queer sted Mrs Medlock havde talt om.

Hun var slet ikke en frygtsom barn, og hun var ikke ligefrem bange, men hun følte sig

at der ikke var at vide, hvad der kan ske i et hus med hundrede værelser, næsten alle

kæft - et hus står på kanten af en mose.

"Hvad er en mose?" Sagde hun pludselig til fru Medlock.

"Se ud af vinduet i omkring ti minutter, og du vil se," kvinden

besvaret. "Vi er nødt til at køre fem miles på tværs

Missel Moor, før vi kommer til Manor.

Du vil ikke se meget, fordi det er et mørk nat, men du kan se noget. "

Mary stillede ikke flere spørgsmål, men ventede i mørket i hendes hjørne, holde hende

øjne på vinduet.

Vognen lamper kaster stråler af lys, et lille stykke foran dem, og hun

fanget glimt af de ting, de passerede.

Efter at de havde forladt stationen, de havde kørt gennem en lille landsby, og hun havde

set hvidkalkede hytter og lysene på et offentligt hus.

Da de havde passeret en kirke og en præstegård og en lille shop-vindue eller så i

en hytte med legetøj og slik og mærkelige ting, der er fastsat til salg.

Så de var på landevejen, og hun så, hække og træer.

Efter at der var noget anderledes for lang tid - eller i det mindste virkede

lang tid til hende.

Til sidst hestene begyndte at gå langsommere, som om de var klatre op-bakken, og

dag der syntes at være nogen større hække og ikke flere træer.

Hun kunne ikke se noget i virkeligheden, men en tæt mørke på hver side.

Hun lænede sig frem og pressede hendes ansigt mod vinduet, ligesom transport

gav et stort bump.

"Eh! Vi er på heden nu sikker nok, "sagde fru Medlock.

Vognen lamper kaster et gult lys på et groft udseende vej, der syntes at være skåret

gennem buske og lavtvoksende ting, der endte i den store flade af mørke

tilsyneladende spredt ud før og omkring dem.

En vinden var stigende og gøre en særegen, vild, lav, brusende lyd.

"It's - det er ikke havet, er det", sagde Mary, ser rundt på hende følgesvend.

"Nej, ikke det," svarede Fru Medlock.

"Ej det er ikke felter eller bjerge, det er bare miles og miles og miles af vildtlevende landpattedyr

at intet vokser på, men lyng og tornblad og gyvel, og intet lever videre, men vilde

ponyer og får. "

"Jeg føler som om det kunne være havet, hvis der var vand på det," sagde Mary.

"Det lyder som havet netop nu." "Det er vinden blæser gennem

buske, "Fru Medlock sagde.

"Det er vildt, trist nok sted efter min mening, selvom der er masser, der kan lide det -

især når lyngen er i blomst. "

Om og om de kørte gennem mørket, og selvom regnen holdt op, vinden

hastet forbi og fløjtede og gjorde mærkelige lyde.

Vejen gik op og ned, og flere gange Vognen hen over en lille

bro hvorunder vandet styrtede meget hurtigt med en stor del af støj.

Mary følte det som om drevet aldrig ville komme til en ende, og at den brede, dystre hede blev

en bred flade af sorte hav, hvorigennem hun kom forbi på en stribe af tør jord.

"Jeg kan ikke lide det," sagde hun til sig selv.

"Jeg kan ikke lide det," og hun klemte hendes tynde læber tættere sammen.

Hestene blev klatre op et bakket stykke vej, da hun første gang fik øje på en

lys.

Fru Medlock så det så hurtigt som hun gjorde, og drog et langt suk af lettelse.

"Eh, jeg er glad for at se, at lidt o 'lys funklende," udbrød hun.

"Det er lyset i lodge vinduet.

Vi skal få en god kop te efter en smule, under alle omstændigheder. "

Det var "efter lidt," som hun sagde, for da vognen passerede gennem parken porte

Der var stadig to miles fra Avenue at køre igennem og træerne (som næsten

opfyldt overhead) gjorde det ud som om de kørte gennem en lang mørk hvælving.

De kørte ud af bunkeren ud i et frit rum og stoppede før en uhyre lang

men lav-bygget hus, som syntes at vandre rundt en sten domstol.

I første omgang Mary mente, at der var ingen lys overhovedet i vinduerne, men da hun

kom ud af vognen, hun så, at et værelse i et hjørne ovenpå viste en kedelig

glød.

Indgangsdøren var en stor en lavet af massivt, underligt formede paneler af egetræ

spækket med store jern søm og bundet med store jernstænger.

Det åbnede i en enorm hal, der var så svagt oplyste, at ansigterne i

portrætter på væggene, og tallene i de rustninger lavet Mary føler, at hun

ønskede ikke at se på dem.

Da hun stod på stengulvet hun så en meget lille, mærkelig lille sorte tal, og

Hun følte sig så lille og tabt og mærkeligt, som hun så ud.

En pæn, tynd gammel mand stod i nærheden tjeneren, der åbnede døren for dem.

"Du skal tage hende til hendes værelse," sagde han i en hæs stemme.

"Han ønsker ikke at se hende.

Han kommer til London i morgen. "" Meget vel, Mr. Kande, "Mrs Medlock

besvaret. "Så længe jeg ved, hvad der forventes af mig, jeg

kan håndtere. "

"Hvad er der forventes af dig, Mrs Medlock," Mr. Kande sagde, "er, at du sørge for, at

han er ikke forstyrret, og at han ikke se, hvad han ikke ønsker at se. "

Og så Mary Lennox blev ført op ad en bred trappe og ned ad en lang gang og et

korte trappe og gennem en anden korridor og en anden, indtil en dør åbnet

i en væg, og hun befandt sig i et rum med en brand i den og en middag på et bord.

Fru Medlock sagde uden videre: "Nå, her er du!

Dette værelse og den næste er, hvor du bor - og du skal holde sig til dem.

Kan du ikke glemmer det! "

Det var på denne måde Mistress Mary ankom til Misselthwaite Manor, og hun havde måske

aldrig følte sig helt så modsatte i hele sit liv.

>

KAPITEL IV MARTHA

Da hun slog øjnene op om morgenen, var det fordi en ung stuepige var kommet ind

hendes værelse for at tænde ild og lå på knæ på ildstedet-tæppet rive ud af slagger

larmende.

Mary lå og iagttog hende for et øjeblik og begyndte derefter at se sig om i rummet.

Hun havde aldrig set et værelse på alle kan lide det og syntes, det nysgerrige og dystre.

Væggene var beklædt med gobelin med en skov scene broderet på den.

Der var fantastisk klædte mennesker under træerne og i det fjerne der

var et glimt af de tårne af et slot.

Der var jægere og heste og hunde og damer.

Mary følte det, som om hun var i skoven med dem.

Ud af en dyb vinduet kunne hun se en stor klatre strækning af jord, som syntes at

har ingen træer på det, og til at se lidt ligesom en uendelig, kedelig, lilla havet.

"Hvad er det?" Sagde hun og pegede ud af vinduet.

Martha, så den unge stuepige, der netop var steget til hendes fødder, og pegede også.

"Det der?" Sagde hun.

"Ja." "Det er th 'hede," med en godmodig

grin. "Er tha 'lide det?"

"Nej," svarede Mary.

"Jeg hader det." "Det er fordi tha'rt ikke vant til det,"

Martha sagde, at gå tilbage til hende arne. "Tha 'synes det er for stort et' tomt nu.

Men tha 'vil kunne lide det. "

"Gør du det?" Spurgte Mary. "Ja, det gør jeg," svarede Martha,

muntert polere væk på risten. "Jeg elsker det.

Det er ingen nøgne.

Det er dækket wi 'growin' ting som lugter sødt.

Det er rimelig dejligt i foråret en 'sommeren, når th' tornblad en 'gyvel en' Heather er i

blomst.

Det lugter o 'honning en' der er så meget o 'frisk luft - en' th 'himlen ser så høj en'

th 'bier en' lærker gør sådan en dejlig støj hummin 'en' Singin '.

Eh! Jeg ville ikke leve væk fra th 'hede for anythin'. "

Mary lyttede til hende med en grav, forvirret udtryk.

De indfødte tjenestefolk, hun havde været vant til i Indien ikke var i det mindste som denne.

De var servil og servil og ikke formoder at tale med deres herrer, som om

de var deres ligemænd.

De lavede salaam og kaldte dem "beskytter af de fattige" og navne på, at

slags. Indiske tjenere blev befalet at gøre

ting, ikke spurgt.

Det var ikke skik at sige "please" og "tak" og Mary havde altid slog hende

Ayah i ansigtet, da hun var vred. Hun undrede sig lidt, hvad denne pige ville

gøre, hvis man slog hende i ansigtet.

Hun var en rund, rosa, godmodig udseende væsen, men hun havde en robust måde, der

lavet Mistress Mary spekulerer på, om hun ikke kunne endda slag tilbage - hvis den person, der slog

hun var kun en lille pige.

"Du er en mærkelig tjener," sagde hun fra sin puder, temmelig overlegent.

Martha satte sig op i hælene på hende, med hendes blanksværte-pensel i hånden, og lo,

uden at virke det mindste ud af temperament.

"Eh! Jeg ved det, "sagde hun. "Hvis der var en stor Missus på

Misselthwaite Jeg skulle aldrig have været endnu en af th 'under hus-piger.

Jeg kunne have været lejet ud til være scullerymaid, men jeg ville aldrig have været lad ovenpå.

Jeg er for fælles et "jeg taler for meget Yorkshire.

Men det er et sjovt hus for alle, det er så store.

Synes som om der er hverken Master eller Mistress undtagen Mr. Pitcher en 'Mrs

Mr. Craven, vil han ikke skal bekymre sig om anythin ', når han er her, en' han er næsten

Medlock.

altid væk. Fru Medlock gav mig th 'plads ud o'

venlighed.

Hun fortalte mig, at hun aldrig kunne have gjort det, hvis Misselthwaite havde været i lighed med andre store

huse. "" Vil du være min tjener? "

Mary spurgte, stadig i sin herskesyge lille indisk måde.

Martha begyndte at gnide hendes rist igen. "Jeg er Mrs Medlock tjener," sagde hun

hårdnakket.

"En 'hun Mr. Craven's - men jeg skal gøre Stuepigen arbejde heroppe en' venter på dig

bit. Men vil du ikke brug for meget waitin 'på. "

"Hvem kommer til at klæde mig?" Forlangte Mary.

Martha satte sig op i hælene på hende igen og stirrede.

Hun talte i brede Yorkshire i hendes forbløffelse.

"Canna 'tha' kjole Thysen!" Sagde hun.

"Hvad mener du? Jeg forstår ikke dit sprog, "sagde

Mary. "Eh! Jeg glemte, "Martha sagde.

"Fru Medlock fortalte mig at jeg ville være nødt til at være forsigtig, eller ville du ikke vide, hvad jeg var

Jeg siger '. Jeg mener kan du ikke sætte på dit eget tøj? "

"Nej," svarede Mary, ganske indigneret.

"Jeg har aldrig i mit liv. Min Ayah klædt mig, selvfølgelig. "

"Nå," sagde Martha, åbenbart ikke i det mindste opmærksom på, at hun var fræk, "det er

tid tha "bør lære.

Tha 'kan ikke begynde yngre. Det vil gøre dig godt at vente på Thysen en smule.

Min mor sagde altid, hun kunne ikke se, hvorfor grand folks børn ikke vise sig

retfærdige tåber - hvad med sygeplejersker et 'Bein' vasket en 'klædt et' tog ud for at gå som

hvis de var hvalpe! "

"Det er anderledes i Indien," sagde fru Mary foragt.

Hun kunne knap stå dette. Men Martha var slet ikke knust.

"Eh! Jeg kan se at det er anderledes, "svarede hun næsten sympatisk.

"Jeg tør sige, at det er fordi der er sådan en masse o 'sorte der i stedet o' respektable

hvide mennesker.

Da jeg hørte, du var Comin 'fra Indien, jeg troede du var en sort også. "

Mary satte sig op i sengen rasende. "Hvad!" Sagde hun.

"Hvad!

Du troede jeg var en indfødt. Du - du datter af en gris! "

Martha stirrede og så varmt. "Hvem er du rette sted navne?" Sagde hun.

"Du behøver ikke at være så vred.

Det er ikke th 'måde for en ung dame at snakke.

Jeg har ingenting imod th 'sorte. Når man læser om 'em i skrifter, de er

altid meget religiøse.

Du har altid læses som en black'sa mand en 'en bror.

Jeg har aldrig set et sort et 'jeg var rimelig glad for at tro jeg var Goin' at se en

tæt på.

Når jeg kommer ind i lyset dit brand denne Morgen jeg crep "op til din seng en 'trækkes

th 'dækslet tilbage omhyggelig med at se på dig.

En »Der kan du var" skuffet ", ikke mere sort end mig - for alle du er så

yeller. "Mary havde ikke engang at forsøge at kontrollere sin vrede

og ydmygelse.

"Du troede jeg var en indfødt! Du turde!

Du behøver ikke vide noget om indfødte! De er ikke mennesker - they're tjenere, som

skal Salaam til dig.

Du ved ikke noget om Indien. Du ved ingenting om noget som helst! "

Hun var i et sådant raseri og følte mig så hjælpeløs før pigen er simpelt stirrer, og en eller anden måde

hun pludselig følte sig så forfærdelig ensom og langt væk fra alt, hvad hun forstod og

der forstod hende, at hun kastede

sig selv ansigt nedad på puder og brast i lidenskabelig hulken.

Hun hulkede så uhæmmet, at godmodige Yorkshire Martha var lidt

bange og helt ondt af hende.

Hun gik hen til sengen og bøjede sig over hende. "Eh! Du må ikke græde sådan der! "hun

tiggede. "Du skal ikke med sikkerhed.

Jeg vidste ikke du ville blive vred.

Jeg kender ikke anythin 'om anythin' - ligesom du sagde.

Undskyld, Miss stopper Cryin '. "

Der var noget beroligende og virkelig venlige i hendes queer Yorkshire tale og

robust måde, som havde en god effekt på Mary. Hun gradvist ophørte gråd og blev

rolige.

Martha så lettet. "Det er tid for dig at komme op nu," siger hun

sagde.

"Fru Medlock sagde, at jeg skulle bære tha 'morgenmad en' te en 'middag ind i th værelse

siden af dette. Det er blevet gjort til en planteskole for dig.

Jeg vil hjælpe dig videre med dit tøj, hvis tha'll komme ud o 'seng.

Hvis th 'knapper er placeret th' tilbage tha 'kan ikke knappen dem op tha'self. "

Da Maria omsider besluttede at stå op, tøjet Martha tog fra garderoben blev

ikke dem, hun havde båret, da hun ankom aftenen før med fru Medlock.

"Det er ikke min," sagde hun.

"Mine er sorte." Hun så den tykke hvide ulden pels og

klæde over, og tilføjede med kølige godkendelse: ". Det er pænere end mine"

"Det er th 'dem tha" skal sættes på, "Martha besvaret.

"Mr. Craven beordrede Fru Medlock at få 'em i London.

Han sagde, 'Jeg vil ikke have et barn klædt i sort wanderin' omkring som en fortabt sjæl, "siger han

sagde. "Det ville gøre stedet mere trist end det er.

Sæt farve på hende. "

Mor sagde hun at hun vidste, hvad han mente. Mor altid ved, hvad en krop betyder.

Hun holder ikke med sort hersel '. "" Jeg hader sorte ting, "sagde Mary.

Forbindingen processen var en, der lærte dem begge noget.

Martha havde "knappet op" sin lille søstre og brødre, men hun havde aldrig set et barn

der stod stille og ventede på en anden person til at gøre ting for hende, som om hun havde

hverken hænder eller fødder af hendes egen.

"Hvorfor ikke tha 'sat på tha' egne sko?" Sagde hun, da Mary roligt rakte

foden. "Min Ayah gjorde det," svarede Mary og stirrede.

"Det var skik."

Hun sagde, at meget ofte - "Det var skik."

De indfødte tjenestefolk var altid sige det.

Hvis man fortalte dem at gøre noget deres forfædre havde ikke gjort i tusind år

De stirrede på et mildt og sagde: "Det er ikke skik", og man vidste det var

afslutning af sagen.

Det havde ikke været skik, at Jomfru Maria skulle gøre noget, men står og tillade

sig at være klædt som en dukke, men før hun var klar til morgenmad hun

begyndte at ane, at hendes liv på

Misselthwaite Manor ville ende ved at undervise hende en række ting helt nyt for hende -

ting som at sætte på sine egne sko og strømper, og samle ting op, hun lod

falde.

Hvis Martha havde været en veltrænet god ung kammerjomfru hun ville have været mere

underdanig og respektfuld og ville have vidst, at det var hendes forretning at børste

hår, og knap støvler, og samle ting op og læg dem væk.

Hun var dog kun en uuddannet Yorkshire rustik, som var blevet bragt op i

en hede sommerhus med en sværm af små brødre og søstre, som aldrig havde drømt om

at gøre noget, men venter på sig selv

og på de yngre, som enten var babyer i arme eller bare lære at vakle

om og tumler over ting.

Hvis Mary Lennox havde været et barn, der var klar til at blive underholdt hun ville måske have

lo af Martha er parat til at tale, men Maria lyttede kun til hende koldt og

undrede sig over hendes frihed måde.

I første omgang var hun slet ikke interesseret, men efterhånden, som pigen raslede i hendes

godt humør, hyggelige måde, begyndte Mary at lægge mærke til, hvad hun sagde.

"Eh! Du skulle se dem alle, "sagde hun.

"Der er tolv af os en 'min far kun får seksten shilling om ugen.

Jeg kan fortælle dig, min mors sat det for at få grød for 'em alle.

De tumler omkring på th 'hede en' spille der hele dagen en 'mor siger th' luft

th 'hede opfeder' em. Hun siger, at hun mener, at de spiser th 'græs

samme som th 'vilde ponyer gør.

Vores Dickon, han er tolv år gammel, og han fik en ung pony, han kalder sin egen. "

"Hvor har han få det?" Spurgte Mary.

"Han fandt det på th 'hede med sin mor, da det var en lille en' begyndte han at

blive venner med det et 'give det bits o' brød en 'plukke ung græs til det.

Og det kom til at lide ham, så det følger ham om en "det lader ham komme på ryggen.

Dickon'sa slags fyr en 'dyr kan lide ham. "

Maria havde aldrig ejet et dyr kæledyr af hendes egen og havde altid troet, hun skulle

Så hun begyndte at føle en lille interesse i Dickon, og da hun havde aldrig før været

som én.

interesseret i nogen anden end sig selv, det var begyndelsen på en sund følelse.

Da hun gik ind i det rum, der var blevet lavet til en børnehave for hende, hun fandt, at

det var snarere som den, hun havde sovet i.

Det var ikke et barns værelse, men en voksen persons værelse, med dystre gamle billeder på

væggene og tunge gamle egetræ stole. En tabel i centret blev oprettet med en god

solidt morgenmåltid.

Men hun havde altid haft en meget lille appetit, og hun så med noget

mere end ligegyldighed ved den første plade Martha sæt før hende.

"Jeg vil ikke have det," sagde hun.

"Tha 'ikke vil have din grød!" Martha udbrød vantro.

"Nej" "Tha 'ved ikke hvor godt det er.

Put lidt o 'sirup på det eller lidt o' sukker. "

"Jeg vil ikke have det," gentog Mary. "Eh!" Sagde Martha.

"Jeg kan ikke udholde at se godt proviant gå til spilde.

Hvis vores børn var ved dette bord, at de ville rense det bare i fem minutter. "

"Hvorfor?" Sagde Mary koldt.

"Hvorfor!" Lød Martha. "Fordi de knappe nogensinde har haft deres

maver fulde i deres liv. De er så sultne som de unge høge en '

ræve. "

"Jeg ved ikke, hvad det er at være sulten," sagde Mary, med ligegyldighed

uvidenhed. Martha så indignerede.

"Nå, ville det gøre dig godt at prøve det.

Jeg kan se, at almindeligt nok, "sagde hun fortalere.

"Jeg har ingen tålmodighed med folk som sidder en 'bare stirrer på godt brød en' kød.

Mit ord! kan jeg ikke ønsker Dickon og Phil en 'Jane en' th 'resten af dem havde, hvad der her

under deres forklæder. "" Hvorfor tager du ikke det til dem? "foreslog

Mary.

"Det er ikke min," svarede Martha hårdnakket. "En 'det er ikke min dag ud.

Jeg får min dag en gang om måneden samme som th 'hvile.

Så vil jeg gå hjem en 'rydde op for mor et "give hende en dags hvile."

Mary drak te og spiste lidt toast og noget marmelade.

"Du wrap up varme en 'løber tør en' spiller du," sagde Martha.

"Det vil gøre dig godt og give dig nogle mave til dit kød."

Mary gik hen til vinduet.

Der var haver og veje og store træer, men alt så kedeligt og vinterlige.

"Out? Hvorfor skulle jeg gå ud på en dag som denne? "

"Nå, hvis tha 'ikke går ud tha'lt nødt til at bo i en' hvad, der er tha 'fik til at gøre?"

Mary kiggede om hende. Der var intet at gøre.

Da Fru Medlock havde forberedt børnehaven havde hun ikke tænkt på morskab.

Måske ville det være bedre at gå og se, hvad haverne var som.

"Hvem vil gå med mig?" Spurgte hun.

Martha stirrede. "Du går ved dig selv," svarede hun.

"Du bliver nødt til at lære at spille som andre børn gør, når de ikke har fået søstre

og brødre.

Vores Dickon slukker på th 'mosen af ham selv en' spiller i timevis.

Det er, hvordan han blev venner med th 'pony.

Han har får på th 'hede, der kender ham, et' fugle som kommer en 'spiser ud af hans

hånden. Men lidt der er at spise, han altid

sparer lidt o 'sit brød at lokke hans kæledyr. "

Det var virkelig denne omtale af Dickon som gjorde Maria beslutter at gå ud, selvom hun var

ikke klar over det. Der ville være, fugle udenfor selv om der

ville ikke være ponyer eller får.

De ville være forskellige fra fuglene i Indien, og det kan more hende til at se på

dem.

Martha fandt sin frakke og hat til hende og et par stout Little Boots og hun viste

hende, hendes måde nedenunder.

"Hvis tha 'går rundt på den måde tha'll kommer til th' haver," sagde hun og pegede på en port

i en mur af buskads. "Der er masser O 'blomster i sommertid,

men der er ingenting Bloomin 'nu. "

Hun syntes at tøve et sekund, før hun tilføjede: "En af th 'haver er låst op.

Ingen har været det i ti år. "" Hvorfor? "Spurgte Mary på trods af sig selv.

Her var endnu en låst dør føjet til de hundrede i det mærkelige hus.

"Mr. Craven havde lukket, da hans kone døde så pludseligt.

Han vil ikke lade nogen gå indenfor.

Det var hendes have. Han låste th 'dør en' gravede et hul og

begravede th 'tasten. Der er Mrs Medlock er klokke ringer - jeg må

løbe. "

Efter at hun var væk Mary skruet ned for tur, som førte til døren i

buskads.

Hun kunne ikke lade være at tænke om haven, som ingen havde været i ti

år.

Hun spekulerede på, hvad det ville se ud, og om der var nogen blomster stadig i live

i det.

Da hun havde passeret gennem buskadser porten hun fandt sig selv i store haver,

med brede plæner og snoede gåture med klippede kanter.

Der var træer og blomster-senge, og evergreens klippet ind mærkelige former, og

en stor pool med en gammel grå springvand i sin midte.

Men blomsten-sengene var nøgne og vinterlige og springvandet var ikke spiller.

Dette var ikke i haven, der blev lukket op. Hvordan kunne en have være lukket op?

Du kan altid gå ind i en have.

Hun sad lige og tænkte det, da hun så, at i slutningen af stien blev hun

Følgende, der syntes at være en lang mur med efeu voksende over det.

Hun var ikke kender nok til England for at vide, at hun kom på køkken-

haver, hvor grøntsager og frugt voksede.

Hun gik mod væggen og fandt, at der var en grøn dør i vedbend, og at

den stod åben. Dette var ikke den lukkede have, åbenbart,

og hun kunne gå ind i det.

Hun gik gennem døren og fandt, at det var en have med mure rundt om den og

at det kun var én af flere walled gardens, som syntes at åbne i ét

en anden.

Hun så et andet åbent grønne dør, afslører buske og stier mellem senge indeholdende

vinter grøntsager.

Frugt-træer blev uddannet fladt mod væggen, og over nogle af sengene var der

glas rammer. Stedet var nøgen og grim nok, Mary

tænkte, da hun stod og stirrede på hende.

Det kan være pænere om sommeren, når tingene var grønne, men der var ikke noget temmelig

om det nu.

Kom der en gammel mand med en spade over skulderen gik gennem den dør, der fører

fra den anden haven. Han så forskrækket, da han så Mary, og

Derefter rørte ved hans kasket.

Han havde en gammel, gnaven ansigt, og virkede ikke på alle glade for at se hende - men hun var

utilfreds med sin have og bar hende "helt i strid" udtryk, og helt sikkert

virkede ikke på alle glade for at se ham.

"Hvad er dette sted?" Spurgte hun. "Man o 'th' køkken-haver," svarede han.

"Hvad er det?" Sagde Mary og pegede gennem andre grønne dør.

"En anden af 'em," kort.

"Der er en anden på t'other side O 'th' mur en 'der er th» plantage t'other side

o 'det. "" Kan jeg gå i dem? "spurgte Mary.

"Hvis tha 'kan lide.

Men der er nowt at se. "Mary gjorde ingen svar.

Hun gik ned ad stien, og gennem den anden grønne dør.

Der fandt hun flere mure og vinter grønsager og glas rammer, men i

anden mur der var en anden grøn dør og det var ikke åben.

Måske er det ført ind i haven, som ingen havde set i ti år.

Da hun ikke var alle en frygtsom barn og altid gjorde, hvad hun ville gøre, Mary gik

til den grønne døren og drejede håndtaget.

Hun håbede, at døren ville ikke åbne, fordi hun ønskede at være sikker på at hun havde fundet

mystiske haven - men det gjorde åbent ganske let, og hun gik igennem den og fandt

sig i en plantage.

Der var murene rundt den også og træer trænet imod dem, og der var

nøgne frugt-træer, der vokser i vinterhalvåret-brunet græs - men der var ingen grøn dør

at blive set overalt.

Mary kiggede til det, og alligevel, da hun var kommet ind i øvre ende af haven, hun havde

bemærket, at muren ikke syntes at ende med plantagen, men at forlænge ud over det som

hvis det lukkede en plads på den anden side.

Hun kunne se toppen af træerne over muren, og da hun stod hun så en

fugl med et højrødt bryst sidder på den øverste gren af en af dem, og

han pludselig brast i sin vinter sang -

næsten som om han havde fået øje på hende og ringede til hende.

Hun standsede og lyttede til ham og en eller anden måde hans muntre, venlige lille fløjte gav

hende en glad følelse - endda en ubehagelig lille pige kan være ensom, og den store

lukket hus og store nøgne hede og store nøgne

haver havde gjort dette én til at føle, som om der var nogen tilbage i verden, men selv.

Hvis hun havde været en kærlig barn, som havde været vant til at blive elsket, hun ville

har brækket sit hjerte, men selv om hun var "Mistress Mary helt i strid" hun var

øde, og de lyse-breasted lidt

fugl bragte et kig ind i hendes sure lille ansigt, der var næsten et smil.

Hun lyttede til ham, indtil han fløj væk.

Han var ikke som en indisk fugl og hun kunne lide ham og spekulerede på, om hun bør nogensinde

se ham igen. Måske levede han i den mystiske haven

og vidste alt om det.

Måske var det fordi hun ikke havde noget som helst at gøre, at hun tænkte så meget af

de øde haven. Hun var nysgerrig og ville gerne se

hvordan det var.

Hvorfor havde Mr. Archibald Craven begravet nøglen?

Hvis han havde holdt sin kone så meget, hvorfor han hader hendes have?

Hun spekulerede på, om hun nogensinde skulle se ham, men hun vidste, at hvis hun gjorde hun ikke burde

som ham, og han ville ikke lide hende, og at hun kun skulle stå og stirre på ham

og sige noget, om hun skal være

ønsker frygtelig at spørge ham, hvorfor han havde gjort sådan en besynderlig ting.

"Folk har aldrig som mig, og jeg har aldrig som mennesker," tænkte hun.

"Og jeg har aldrig kan tale som Crawford børnene kunne.

De var altid taler og griner og gør lyde. "

Hun tænkte på robin og af den måde, han syntes at synge sin sang til hende, og da hun

huskede Tree-Top han sad på stoppede hun temmelig pludselig på stien.

"Jeg tror, at træet var i Secret Garden - Jeg føler mig sikker på det var," sagde hun.

"Der var en mur rundt om stedet, og der var ingen dør."

Hun gik tilbage til den første køkkenhave hun var kommet ind og fundet de gamle

Manden grave der. Hun gik hen og stod ved siden af ham og så

ham et par øjeblikke i hendes kolde lille vej.

Han tog ingen notits af hende og så til sidst hun talte til ham.

"Jeg har været i de andre haver," sagde hun.

"Der var Nothin 'for at forhindre dig," svarede han crustily.

"Jeg gik ind i plantagen." "Der var ingen hund på th 'dør til at bide

dig, "svarede han.

"Der var ingen dør der i den anden haven," sagde Mary.

"Hvad haven?" Sagde han i en grov stemme, stoppe hans grave et øjeblik.

"Den ene på den anden side af muren," svarede Fru Mary.

"Der er træer der - jeg så toppen af dem.

En fugl med et rødt brystet sad på en af dem, og han sang. "

Til hendes overraskelse gammel, gnaven vejrbidte ansigt rent faktisk har ændret sin

udtryk.

En langsom smil bredte sig over det, og gartneren så ganske anderledes ud.

Det fik hende til at tænke, at det var nysgerrig efter, hvor meget pænere en person så ud, da han smilede.

Hun havde ikke tænkt på det før.

Han vendte sig om til plantagen siden af sin have og begyndte at fløjte - en lav blød

fløjte. Hun kunne ikke forstå, hvordan en sådan sure

mand kunne foretage en sådan lokkende lyd.

Næsten det næste øjeblik en vidunderlig ting skete.

Hun hørte en blød lidt susende flugt gennem luften - og det var fuglen med

den røde bryst flyver til dem, og han rent faktisk satte sig på den store klump af jord

ganske nær til gartneren fod.

"Her er han," grinede den gamle mand, og han talte til fuglen, som om han var

taler til et barn. "Hvor har tha 'været, tha' fræk lille

"Jeg har ikke set dig før i dag. Har THA, begyndt tha 'Courtin' så tidligt i

tigger? "sagde han.

th 'sæson? Tha'rt også forrad. "

Fuglen satte sit lille hoved på den ene side og så op på ham med sine bløde lyse øjne

der var som en sort dugdråbe. Han virkede ganske velkendt og ikke mindst

bange.

Han hoppede og huggede jorden rask, søger frø og insekter.

Det faktisk gav Mary en underlig følelse i hendes hjerte, fordi han var så smuk og

munter og syntes så gerne en person.

Han havde en lille buttet krop og en delikat næb og slanke sarte ben.

"Vil han altid kommer, når du kalder ham?" Spurgte hun næsten hviskende.

"Ja, at han vil.

Jeg har knowed ham lige siden han var en spirende.

Han kommer ud af th 'Nest i th' andre have en 'da først han fløj over th' muren var han

for svage til at flyve tilbage i et par dage en 'fik vi venlige.

Da han gik over th 'muren igen th »resten af th' kuld var gået en 'han var ensom en'

han kommer tilbage til mig. "" Hvad slags en fugl er han? "

Spurgte Mary.

"Er der ikke tha 'kender? He'sa Rødhalsen en 'de er th "

venligste, curiousest fugle i live. De er næsten lige så venlig som hunde - hvis du

vide, hvordan du kommer videre med 'em.

Se ham peckin 'om at der en' lookin 'rundt på os nu en' igen.

Han ved, at vi snakker om ham. "Det var det queerest ting i verden at

se de gamle fyr.

Han så på den buttede lille skarlagenrøde-waistcoated fugl, som om han var både stolt

og holder af ham. "He'sa indbildsk en," han lo.

"Han kan lide at høre folk snakke om ham.

En »nysgerrige - velsigne mig, der aldrig var hans som for nysgerrighed en 'meddlin'.

Han er altid Comin 'for at se hvad jeg Plantin'.

Han kender alle th "ting Mester Craven aldrig problemer hissel 'for at finde ud af.

Han th 'slotsgartner, han er. "

The Robin hoppede ivrigt hakke jorden og nu og da stoppede og kiggede på

dem lidt. Mary tænkte hans sorte dugdråbe øjne stirrede

på hende med stor nysgerrighed.

Det er virkelig virkede som om han var at finde ud af alt om hende.

Den mærkelige følelse i hendes hjerte øget. "Hvor har resten af yngel flyve til?"

spurgte hun.

"Der er ingen knowin '. Den gamle tænder 'em out o' deres rede en '

gøre 'em flyve en' de er spredt ud, før du ved af det.

Denne ene var en knowin "en en 'han vidste at han var ensom."

Mistress Mary gik et skridt nærmere til robin og så på ham meget hårdt.

"Jeg er ensom," sagde hun.

Hun havde ikke kendt før, at dette var en af de ting der gjorde hende til at føle sur og

kryds. Hun syntes at finde det ud, når robin

så på hende, og hun så på Robin.

Den gamle gartner skubbede kasketten tilbage på sit skaldede hoved og stirrede på hende et øjeblik.

"Kunst tha 'th' lille tøs fra Indien?" Spurgte han.

Mary nikkede.

"Så ikke underligt tha'rt ensom. Tha'lt være lonlier før THA har gjort, "siger han

sagde.

Han begyndte at grave igen, kørt sin spade dybt ind i den rige sorte havejord, mens

Robin hoppede meget travlt beskæftiget.

"Hvad er dit navn?"

Mary spurgte. Han stod op for at svare hende.

"Ben Weatherstaff," svarede han, og så tilføjede han med en uvenlig kluklatter, "Jeg er ensom

mysel 'undtagen når han er med mig, "og han rykkede sin tommelfinger mod Robin.

"Han th 'eneste ven, jeg har fået."

"Jeg har ingen venner overhovedet," sagde Mary. "Jeg har aldrig haft.

Min Ayah kunne ikke lide mig, og jeg har aldrig spillet med nogen. "

Det er en Yorkshire vane at sige, hvad du mener med stumpe oprigtighed, og gamle Ben

Weatherstaff var en Yorkshire hede mand. "Tha 'en' mig er en god lidt ens," siger han

sagde.

"Vi var flettede ud af th" samme klud. Vi er ingen af os godt lookin 'en' vi er

os begge så sure som vi ser. Vi har fået den samme ubehagelige temperament, både af

os, vil jeg kendelsen. "

Det var almindeligt at tale, og Mary Lennox havde aldrig hørt sandheden om sig selv i

hendes liv. Native tjenere altid salaamed og

sendt til dig, hvad du gjorde.

Hun havde aldrig tænkt meget over hendes udseende, men hun spekulerede på, om hun var lige så uinteressante

som Ben Weatherstaff og hun spekulerede på, om hun så så sur, som han havde kigget

før robin kom.

Hun begyndte faktisk at spekulere på, også hvis hun var "nasty hærdet."

Hun følte sig ubehageligt. Pludselig en klar rislende lidt lyd

brød ud nær hende og hun vendte sig om.

Hun stod et par meter fra en ung æbletræ og robin var fløjet videre til

en af dets filialer og var sprunget ud i et stykke af en sang.

Ben Weatherstaff lo direkte.

"Hvad gjorde han gøre det for?" Spurgte Mary. "Han gjorde sit sind til at blive venner med

dig, "svarede Ben. "Dang mig, hvis han ikke har taget en fancy til

Dig. "

"For mig?" Sagde Mary, og hun bevægede sig mod det lille træ blødt og kiggede op.

"Vil du blive venner med mig?" Sagde hun til robin bare som om hun talte til

en person.

"Ville du?"

Og hun sagde det ikke hverken i hendes hårde lille stemme eller i hendes bydende indiske

stemme, men i en tone så blød og ivrige og lokke, at Ben Weatherstaff var som

overrasket, da hun havde været, da hun hørte ham fløjte.

"Hvorfor," råbte han, "tha" sagde, at så godt et "menneske, som om THA« var et rigtigt barn

i stedet for en skarp gammel kvinde.

Tha 'sagde, at det næsten som Dickon taler til hans vilde ting på th' hede. "

"Kender du Dickon?" Mary spurgte, vendte derimod i en

travlt.

"Alle kender ham. Dickon er wanderin 'Om overalt.

Th "meget brombær en 'lyng-klokker kender ham.

Jeg garanterer th "ræve viser ham, hvor deres unger ligger en 'th' lærker lægger ikke skjul

deres reder fra ham. "Mary ville have foretrukket at stille nogle mere

spørgsmål.

Hun var næsten lige så nysgerrig efter Dickon, da hun var omkring de øde haven.

Men netop det øjeblik robin, der havde afsluttet sin sang, gav en lille ryste af hans

vinger, sprede dem og fløj bort.

Han havde gjort sit besøg og havde andre ting at gøre.

"Han har fløjet over muren!" Mary råbte, at se ham.

"Han har fløjet ind i plantagen - han har fløjet over den anden væg - ind i

have, hvor der ikke er nogen dør! "" Han bor der, "sagde gamle Ben.

"Han kom ud o 'th' æg der.

Hvis han er Courtin ', han er Makin' op til nogle unge frue i en robin, der lever blandt th '

gamle rose-træer der. "" Rose-træer, "sagde Mary.

"Er der rosen-træer?"

Ben Weatherstaff tog sin spade igen og begyndte at grave.

"Der var ti år 'siden," mumlede han. "Jeg vil gerne se dem," sagde Mary.

"Hvor er den grønne dør?

Der skal være en dør et sted. "Ben kørte sin spade dybt og så ud, som

uncompanionable som han havde set, da hun først så ham.

"Der var ti år 'siden, men der er ikke nu," sagde han.

"Ingen dør!" Sagde Mary. "Der må være."

"Ingen som helst man kan finde, en 'ingen som helst ens virksomhed.

Kan du ikke være en geskæftig tøs en 'stikke næsen, hvor det er ingen grund til at gå.

Her må jeg gå videre med mit arbejde.

Få du gået en 'spiller du. Jeg har ikke mere tid. "

Og han faktisk holdt op med at grave, kastede han spaden over skulderen og gik ud,

uden selv kigger på hende eller sige farvel.

>

KAPITEL V DEN CRY I gangen

I første omgang hver dag, der gik forbi for Mary Lennox var præcis som de andre.

Hver morgen vågnede hun i sit tapestried værelse og fandt Martha knælende på

arne bygningen hendes brand; hver morgen, hun spiste sin morgenmad i børnehaven, der havde

intet morsomt i det, og efter hver

morgenmad hun stirrede ud af vinduet over til den enorme hede, der syntes at

spredt ud på alle sider og klatre op til himlen, og efter at hun havde stirret et stykke tid

Hun indså, at hvis hun ikke gik ud hun

skulle bo i og lave ingenting - og så gik hun ud.

Hun vidste ikke, at dette var det bedste, hun kunne have gjort, og hun havde ikke

vide, at når hun begyndte at gå hurtigt eller endda køre langs stierne og ned ad

avenue, var hun rørte hendes langsomme blod og

at gøre sig stærkere ved at kæmpe med vinden, der fejede ned fra mosen.

Hun løb kun at gøre sig varm, og hun hadede den vind, som styrtede i hendes ansigt og

brølede og holdt hende tilbage, som om det var nogle gigantiske hun ikke kunne se.

Men den store vejrtrækninger af uslebne frisk luft blæst over lyngen fyldte hendes lunger

med noget, der var godt for hele hendes tynde krop og pisket nogle røde farve ind

hendes kinder og lyste hendes matte øjne, da hun ikke vidste noget om det.

Men efter et par dage tilbragte næsten helt ud af døre hun vækket en morgen

vide, hvad det var at være sulten, og da hun satte sig ned til hende morgenmad hun ikke

blik hånligt på hende grød og

skubbe den væk, men tog sin ske og begyndte at spise det og blev ved at spise det, indtil

hendes skålen var tom. "Tha 'kom godt nok med, at denne

Morgen, ikke tha '? "sagde Martha.

"Det smager dejligt i dag," sagde Mary, føler lidt overraskede hende selv.

"Det er th 'luft th' hede, der er Givin 'Dig mave for tha' proviant," svarede

Martha.

"Det er heldigt for dig, at THA fik proviant samt appetit.

Der har været tolv i vores sommerhus, som havde th 'mave en' Nothin 'til at lægge i det.

Du går på playin 'dig ud o' døre hver dag en 'vil du få nogle kød på dine knogler

en 'vil du ikke være så yeller. "" Jeg spiller ikke, "sagde Mary.

"Jeg har ikke noget at lege med."

"Nothin 'at lege med!" Udbrød Martha. "Vores børn leger med pinde og sten.

De bare løber omkring en 'råber en' ser på tingene. "

Mary havde ikke råbe, men hun så på tingene.

Der var intet andet at gøre. Hun gik rundt og rundt i haver og

vandrede omkring stierne i parken.

Nogle gange er hun så for Ben Weatherstaff, men selvom flere gange hun så ham på

arbejde, han havde for travlt til at se på hende, eller var for sur.

Engang da hun gik hen imod ham, han tog sin spade og vendte sig bort, som om

han gjorde det med vilje. Et sted, hun gik til oftere end nogen

andre.

Det var den lange tur uden for haven med væggene rundt om dem.

Der var bare blomster-senge på hver side af det og mod væggene vedbend voksede

tykt.

Der var en del af væggen, hvor den snigende mørkegrønne blade var mere buskede

end andre steder. Det virkede som om i lang tid, at en del

var blevet forsømt.

Resten af den var blevet klippet og lavet til at se pæn, men på denne lavere ende af

gå det havde ikke været trimmet på alle.

Et par dage efter at hun havde talt med Ben Weatherstaff, Mary standsede for at bemærke dette

og spekulerede på, hvorfor det var så.

Hun havde netop standset, og kiggede op på en lang spray af vedbend svinge i vinden, når

Hun så et glimt af skarlagenrøde og hørte en strålende kvidren, og der, på toppen af

muren, frem perched Ben

Weatherstaff er Rødhalsen, vippe frem til at se på hende med sit lille hoved

på den ene side. "Åh" raabte hun, "er det dig - er det

dig? "

Og det virkede ikke på alle queer til hende, at hun talte til ham, som om hun var sikker

at han ville forstå og svare hende. Han svarede.

Han kvidrede og pippede og hoppede langs væggen, som om han fortalte hende alt

mulige ting.

Det syntes at Jomfru Maria, som om hun forstod ham, også selvom han ikke var

taler i ord. Det var som om han sagde:

Er det ikke vinden dejlig? Er det ikke solen dejligt?

"God morgen!

Er ikke alt godt? Lad os både kvidren og hop og Twitter.

Come on!

Come on! "Mary begyndte at grine, og da han hoppede og

tog den lille fly langs væggen løb hun efter ham.

Stakkels lille tynde, gusten, grimme Mary - hun faktisk så næsten smukt et øjeblik.

"Jeg kan lide dig!

Jeg kan lide dig ", råbte hun ud, pattering ned tur, og hun pippede og forsøgte at

fløjte, som sidste hun ikke vidste, hvordan man gør det mindste.

Men robin syntes at være ganske tilfredse og pippede og fløjtede tilbage på hende.

Omsider han spredt sine vinger og gjorde en pilede flyvning til toppen af et træ, hvor

han sad og sang højlydt.

Det mindede Mary første gang hun havde set ham.

Han havde været svingende på et træ-top dengang, og hun havde stået i plantagen.

Nu var hun på den anden side af plantagen og stående i stien uden for en

væg - meget længere nede - og der var det samme træ indeni.

"Det er i haven ingen kan gå ind," sagde hun til sig selv.

"Det er i haven, uden at en dør. Han bor derinde.

Hvor ville jeg ønske jeg kunne se, hvordan det er! "

Hun løb op ad gang til den grønne dør, hun havde indgået den første morgen.

Så løb hun ned ad stien gennem den anden dør, og derefter ind i plantagen, og

da hun stod og kiggede op var der træet på den anden side af muren, og

der var robin bare endt sang

og begynder at pynte sine fjer med næbbet.

"Det er i haven," sagde hun. "Jeg er sikker på det er."

Hun gik rundt og kiggede nærmere på den side af plantagen væggen, men hun kun

fundet, hvad hun havde fundet før - at der var ingen dør i det.

Så løb hun gennem køkkenet-haverne igen og ud i går uden for

lang Ivy-dækket væg, og hun gik hen til slutningen af det og så på det, men der

var ingen dør, og da hun gik til

anden ende, ser igen, men der var ingen dør.

"Det er meget underligt," sagde hun. "Ben Weatherstaff sagde, at der var ingen dør

og der er ingen dør.

Men der må have været en ti år siden, fordi Mr. Craven begravet nøglen. "

Det gav hende så meget at tænke på, at hun begyndte at være ganske interesseret og føler, at

hun var ikke ked af, at hun var kommet til Misselthwaite Manor.

I Indien havde hun altid følt varmt og alt for sløv til at passe meget om noget.

Det faktum var, at den friske vind fra mosen var begyndt at blæse spindelvævet ud af

hendes unge hjerne og til at vække hende lidt op.

Hun holdt sig ude af døre næsten hele dagen, og da hun satte sig til sin aftensmad natten

Hun følte sig sulten og døsig og komfortabel. Hun følte sig ikke på tværs, når Martha

snakkede væk.

Hun følte, som om hun kunne godt lide at høre hende, og til sidst hun troede, hun ville bede

hende et spørgsmål.

Hun spurgte det, efter hun var færdig med sin aftensmad og havde sat sig ned paa aaren-tæppe

før branden. "Hvorfor Mr. Craven hader haven?" Hun

sagde.

Hun havde gjort Martha bo hos hende og Martha ikke havde indvendinger overhovedet.

Hun var meget ung, og er vant til et overfyldt hus fuld af brødre og søstre, og

Hun fandt det kedeligt i den store Borgestuen nedenunder, hvor tjenerne og

øverste tjenestepiger gjorde grin med hendes Yorkshire

tale og betragtede hende som en almindelig lille ting, og sad og hviskede blandt

sig selv.

Martha kunne lide at snakke, og det mærkelige barn, der havde boet i Indien, og har været ventet

ved med "sorte", var nyhed nok til at tiltrække hende.

Hun satte sig på skorstenen selv uden at vente på at blive spurgt.

"Kunst tha 'thinkin' om, at haven endnu?" Sagde hun.

"Jeg vidste, tha" ville.

Det var bare den måde med mig, da jeg første gang hørte om det. "

"Hvorfor gjorde han hader det?" Mary vedblev.

Martha gemt hendes fødder under hende og gjorde sig ganske behagelig.

"Lyt til th 'vind wutherin' rundt om huset," sagde hun.

"Man kunne bare stå op på heden, hvis du var ude på det i aften."

Mary vidste ikke hvad "wutherin '" betød indtil hun lyttede, og hun

forstået.

Det må betyde, at hule gysende slags brøl, der styrtede rundt og rundt i huset

som om det gigantiske ingen kunne se, var buffeting det og slå på vægge og

vinduer til at forsøge at bryde ind

Men man vidste, han ikke kunne komme ind, og en eller anden måde blev man meget sikker og varme

inde i et rum med en rød kul brand. "Men hvorfor gjorde han hader det så?" Spurgte hun,

efter at hun havde lyttet.

Hun skal vide, hvis Martha gjorde. Så Martha opgav sit lager af viden.

"Mind," sagde hun, "Mrs Medlock sagde, at det er ikke at blive talt om.

Der er masser O 'ting på dette sted, det er ikke at blive talt over.

Det er Mr. Craven ordrer. Hans problemer er ingen tjenere 'forretning,

siger han.

Men for th 'haven han ville ikke være som han er.

Det var Fru Craven Have, at hun havde lavet, når først de var gift med en 'hun

bare elskede det, en 'de brugte til at "passe blomsterne selv.

En "none o 'th' gartnere blev aldrig lade at gå i.

Ham en 'hende til at gå i en "lukket th' dør en 'bo der time en' timer, readin 'og

Talkin '.

En »hun var bare lidt af en pige, en 'der var et gammelt træ med en gren bøjet som en

sæde på det. En »Hun gjorde roser gror over det en 'hun

bruges til at sidde der.

Men en dag, da hun var sittin "Der th» filial brød en 'hun faldt om th "ground en'

blev såret så slemt, at næste dag hun døde. Th 'lægerne troede, han ville gå ud o' hans sind

en 'dør, også.

Det er derfor, han hader det. Ingen har aldrig gået i siden, en 'vil han ikke

lade nogen tale om det. "Mary spurgte ikke flere spørgsmål.

Hun så på de røde ild og lyttede til vinden "wutherin '."

Det syntes at være "wutherin" højere end nogensinde.

I det øjeblik en meget god ting der skete med hende.

Fire gode ting var sket med hende, i virkeligheden, da hun kom til Misselthwaite

Manor.

Hun havde følt som om hun havde forstået robin, og at han havde forstået hende, hun

havde kørt i vinden, indtil hendes blod var blevet varm, hun havde været sundt sulten

for første gang i sit liv, og hun havde

fundet ud af, hvad det var at være ked af nogen.

Men da hun lyttede til vinden begyndte hun at lytte til noget andet.

Hun vidste ikke hvad det var, da først hun kunne næsten ikke skelne det

fra vinden selv. Det var en besynderlig lyd - det virkede næsten lige så

Hvis et barn græd eller andet sted.

Nogle gange er vinden lød nærmest som et barn græde, men i øjeblikket Mistress Mary

følte sig helt sikker på denne lyd var inde i huset, ikke udenfor.

Det var langt væk, men det var indeni.

Hun vendte sig om og så på Martha. "Kan du høre nogen græde?" Sagde hun.

Martha pludselig kiggede forvirret. "Nej," svarede hun.

"Det er th 'vind.

Nogle gange lyder det som, som om nogen havde tabt på th 'hede en' wailin '.

Det har alle mulige o 'lyde. "" Men hør, "sagde Mary.

"Det er i huset - ned ad en af de lange gange."

Og i det øjeblik en dør, må have været åbnet et sted nedenunder, for en

store farende udkast blæste hen ad gangen og døren til det rum, de sad i blev

blæst åbne med et brag, og da de begge

sprang til deres fødder lyset blev blæst ud, og gråd lyden blev fejet ned

langt korridor, så det var til at blive hørt tydeligere end nogensinde.

"Der," sagde Mary.

"Jeg fortalte dig så! Det er nogen græder - og det er ikke et

voksen person. "

Martha løb og lukkede døren og drejede nøglen, men før hun gjorde det, de hørte begge

lyden af en dør i nogle langt passage lukker med et brag, og så alt

var stille, for selv vinden ophørt "wutherin" i et par øjeblikke.

"Det var th 'vind," sagde Martha stædigt. "En 'hvis det ikke var, det var lidt Betty

Butterworth, th "bryggers-pige.

Hun havde th "tandpine hele dagen." Men noget urolig og akavet i hendes

måde gjort Mistress Mary stirre meget hårdt på hende.

Hun troede ikke, hun talte sandt.

>

KAPITEL VI "Der var nogen en, som råber - Der var!"

Den næste dag regnen skyllede ned torrents igen, og da Maria kiggede ud af

sit vindue heden var næsten skjult af grå tåge og skyer.

Der kunne være nogen vej ud i dag.

"Hvad laver du i dit sommerhus, når det regner sådan?" Spurgte hun Martha.

"Prøv at holde væk under hinandens fødder for det meste," Martha besvaret.

"Eh! nu er der tilsyneladende mange af os dengang.

Mother'sa godsindet kvinde, men hun får rimelig moithered.

De største går ud i th 'ko-stald og spiller der.

Dickon han har ikke noget imod th 'våd.

Han går ud lige th 'samme, som hvis th' solen var shinin '.

Han siger, at han ser tingene på regnfulde dage, som ikke ses når det er godt vejr.

Han engang fandt en lille ræv halv druknet i sit hul, og han bragte det hjem i th '

Bryst af hans skjorte til at holde den varm.

Dens mor var blevet dræbt i nærheden et 'th' hul var svømmet ud af en 'th' hvile o 'th'

kuld var død. Han har det derhjemme nu.

Han fandt en halv-druknet unge krage anden gang en 'han bragte den med hjem, også en' tæmmes

den.

Det er opkaldt Sod fordi det er så sort, en 'det humle en' flyver rundt med ham

overalt. "Tiden var kommet, da Maria havde glemt

at harmes Martha velkendte tale.

Hun havde endda begyndt at finde det interessant og at være ked af, når hun stoppet eller gik

væk.

De historier, hun havde fået at vide af hendes Ayah, da hun boede i Indien havde været ganske

I modsætning til dem, Martha var nødt til at fortælle om den hede sommerhuset som afholdt fjorten mennesker

der boede i fire små værelser og aldrig har haft nok at spise.

Børnene syntes at tumle rundt og more sig som et kuld af rå,

godmodige collie hvalpe.

Mary var mest tiltrukket af moderen og Dickon.

Når Martha fortalte historier om, hvad "mor" sagde eller gjorde de altid lød

behagelig.

"Hvis jeg havde en ravn eller en ræv jeg kunne lege med det," sagde Mary.

"Men jeg har ikke noget." Martha kiggede forvirret.

"Kan tha 'strikke?" Spurgte hun.

"Nej," svarede Mary. "Kan tha 'sy?"

"Nej" "Kan tha 'læst?"

"Ja".

"Så hvorfor ikke tha, læse Somethin ', eller lære lidt o' spellin '?

Tha'st gammel nok til at være learnin 'din bog en god bid nu. "

"Jeg har ikke nogen bøger," sagde Mary.

"De, jeg havde, var tilbage i Indien." "Sådan er ærgerligt," sagde Martha.

"Hvis Fru Medlock'd lader dig gå ind th 'bibliotek, der er tusinder o' bøger der."

Mary spurgte ikke, hvor biblioteket var, fordi hun pludselig var inspireret af en ny

idé. Hun gjorde op hendes sind til at gå ud og finde det

sig selv.

Hun var ikke bekymret om fru Medlock. Fru Medlock syntes altid at være i hendes

komfortabel husholderske er stue nedenunder.

I denne queer sted, man næppe nogensinde har set nogen overhovedet.

Faktisk var der ingen at se, men tjenerne, og når deres herre var væk

de levede et luksuriøst liv under trappen, hvor der var en kæmpe køkken hang om

med skinnende messing og tin, og en stor

Borgestuen, hvor der var fire eller fem rigelige måltider spist hver dag, og

hvor en stor del af livlige tumler gik, da Mrs Medlock var ude af vejen.

Marys måltider blev serveret regelmæssigt, og Martha ventede på hende, men ingen problemfyldte

selv om hende i det mindste.

Fru Medlock kom og kiggede på hende hver dag eller to, men ingen spurgte, hvad hun

gjorde eller sagde til hende, hvad de skal gøre. Hun troede, at det måske var den

Engelsk måde at behandle børn.

I Indien havde hun altid været overværet af hendes Ayah, som havde fulgt hende om og

ventede på hende, hånd og fod. Hun havde ofte været træt af hendes selskab.

Nu var hun fulgt af ingen og var at lære at klæde sig selv, fordi Martha

så ud, som om hun troede, hun var fjollet og dum, da hun gerne ville have tingene

afleveret til hende og sætte på.

"Har ikke tha 'fik god mening?" Sagde hun engang, da Maria havde stået og ventet på hende

at sætte på hendes handsker til hende. "Vores Susan Ann er dobbelt så skarpe som dig

en 'hun er kun fire års gammel.

Nogle gange tha 'ser rimelig bløde i th' hoved. "

Maria havde båret hende tværtimod se skævt til en time efter det, men det gjorde hende til at tænke

flere helt nye ting.

Hun stod ved vinduet i cirka ti minutter i morges efter at Martha havde fejet

op i ildstedet for sidste gang og gået nedenunder.

Hun tænkte over den nye idé, der var kommet til hende, da hun hørte om

bibliotek.

Hun brød sig ikke ret meget om selve biblioteket, fordi hun havde læst meget

få bøger, men for at høre om det bragt tilbage til hendes sind de hundrede værelser med lukkede

døre.

Hun spekulerede på, om de alle var virkelig låst, og hvad hun ville finde, hvis hun kunne få

i nogen af dem. Var der hundrede virkelig?

Hvorfor skulle hun ikke gå og se, hvor mange døre hun kunne tælle?

Det ville være noget at gøre på i morges, da hun ikke kunne gå ud.

Hun havde aldrig lært at bede om tilladelse til at gøre ting, og hun vidste slet ingenting

om autoritet, så hun ville ikke have troet det nødvendigt at spørge fru Medlock, hvis

hun kunne gå rundt i huset, selv om hun havde set hende.

Hun åbnede døren til værelset og gik ind i korridoren, og hun begyndte sin

vandringer.

Det var en lang korridor, og det forgrenede til andre korridorer, og det førte hende op kort

trapper, som monteres på andre igen.

Der var døre og døre, og der var billeder på væggene.

Nogle gange var de billeder af mørke, nysgerrige landskaber, men oftenest de var

portrætter af mænd og kvinder i queer, Grand kostumer lavet af satin og fløjl.

Hun befandt sig i et langt galleri, hvis vægge var beklædt med disse portrætter.

Hun havde aldrig troet, at der kunne være så mange i ethvert hus.

Hun gik langsomt ned dette sted og stirrede på de ansigter, der også syntes at

stirre på hende.

Hun følte sig som om de undrede sig over, hvad en lille pige fra Indien gjorde i deres

hus.

Nogle var billeder af børn - små piger i tyk satin kjoler, som nåede

at deres fødder og stod ud af om dem, og drenge med pufærmer og kniplinger kraver

og langt hår, eller med store kraver rundt om halsen.

Hun har altid holdt for at se på børnene, og spekulerer på, hvad deres navne var, og hvor

de var gået, og hvorfor de havde så mærkeligt tøj.

Der var en stiv, almindelig lille pige, lidt ligesom hende selv.

Hun var iført en grøn brokade kjole og havde en grøn papegøje på hendes finger.

Hendes øjne havde en skarp, nysgerrig look.

"Hvor bor du nu?" Sagde Mary højt for hende.

"Jeg ville ønske, du var her." Sandelig, ingen anden lille pige nogensinde brugt en sådan

en mærkelig morgen.

Det virkede som om der var ingen i alle de store vidtløftige hus, men hendes egen lille selv,

vandrer omkring ovenpå og ned, gennem smalle passager og brede dem, hvor det

syntes hende, at ingen andre end hende selv nogensinde havde gået.

Da så mange værelser var blevet bygget, skal man have boet i dem, men det hele virkede

så tom, at hun ikke var helt tro det sandt.

Det var ikke før hun klatrede op til anden sal, at hun tænkte på at dreje

håndtag på en dør.

Alle døre blev lukket, da Mrs Medlock havde sagt de var, men til sidst stak hun

hånd på håndtaget af en af dem, og vendte det.

Hun var næsten bange for et øjeblik, hvor hun følte, at det viste sig uden problemer

og at når hun skubbede på selve døren er det langsomt og tungt åbnet.

Det var en massiv dør og åbnede i et stort soveværelse.

Der var broderet ophængning på væggen, og indlagt møbler, som hun havde

set i Indien stod omkring i rummet.

En bred vindue med blyindfattede ruder kiggede ud over mosen, og over Mantel var

et andet portræt af den stive, almindeligt lille pige, der syntes at stirre på hende mere

nysgerrigt end nogensinde.

"Måske har hun sov her en gang," sagde Mary. "Hun stirrer på mig, så hun får mig til at føle

queer. "Efter at hun åbnede flere døre og meget mere.

Hun så så mange værelser, at hun blev ganske træt og begyndte at tro, at der skal være

hundrede, skønt hun ikke havde regnet dem.

I alle af dem der var gamle billeder eller gamle gobeliner med mærkelige scener arbejdede

på dem. Der var nysgerrige stykker af møbler og

nysgerrige ornamenter i næsten dem alle.

I et rum, der lignede en dame sidder på værelset, var hængninger alle

broderede fløjl, og i et skab var omkring hundrede små elefanter lavet af

elfenben.

De var af forskellig størrelse, og nogle havde deres mahouts eller palanquins på ryggen.

Nogle var meget større end de andre, og nogle var så små, at de kun syntes

babyer.

Mary havde set udskåret elfenben i Indien, og hun vidste alt om elefanter.

Hun åbnede døren til kabinettet og stod på en skammel og spillede med disse

i ganske lang tid.

Da hun blev træt, satte hun elefanterne i orden og lukkede døren af kabinettet.

I alle sine vandringer gennem de lange korridorer og de tomme værelser, havde hun set

Ingen levende, men i dette rum, hun så noget.

Lige efter at hun havde lukket skab døren hørte hun en lille raslende lyd.

Det gjorde hende hoppe og kig rundt på sofaen ved pejsen, hvorfra det syntes

til at komme.

I hjørnet af sofaen var der en pude, og i Velvet som dækkede det

Der var et hul, og ud af hullet tittede en lille hoved med et par

skræmte øjne på det.

Mary krøb stille ende af lokalet skal se ud. De lyse øjne tilhørte en lille grå

musen, og musen havde spist et hul i puden og lavede en behagelig reden

der.

Seks baby-mus blev nusset op i søvn i nærheden af hende.

Hvis der var ingen andre i live i de hundrede værelser var der syv mus, der gjorde

ikke se ensom overhovedet.

"Hvis de ikke ville være så bange jeg ville tage dem tilbage med mig," sagde Mary.

Hun havde vandret omkring længe nok til at føle sig alt for træt til at vandre længer, og hun

vendte tilbage.

To eller tre gange, hun mistede sin måde ved at dreje den forkerte korridor og blev

forpligtet til at vandre op og ned, indtil hun fandt den rigtige, men til sidst hun

nåede hendes eget gulv igen, selvom hun var

en vis afstand fra hendes eget værelse og vidste ikke præcis, hvor hun var.

"Jeg tror jeg har taget en forkert drejning igen," sagde hun, stod stadig på, hvad

virkede i slutningen af en kort passage med tapetet på væggen.

"Jeg ved ikke, hvilken vej at gå.

Hvor der stadig er alt! "Det var mens hun stod her og bare

efter at hun havde sagt dette, at stilheden blev brudt af en lyd.

Det var en anden græde, men ikke helt som den, hun havde hørt i aftes, det var kun en

kort, en irritabel barnlig klynke dæmpet ved at passere gennem vægge.

"Det er nærmere, end det var," sagde Mary, hendes hjerte slå noget hurtigere.

"Og det græder."

Hun lagde sin hånd ved et uheld på tapetet i nærheden af hende, og så sprang tilbage,

føles helt forskrækket.

Tæppet var dækning af en dør, der faldt åben og viste hende, at der

var en anden del af korridoren bag sig, og Fru Medlock kom op det med hende

bundt nøgler i hånden og en meget kors kig på hendes ansigt.

"Hvad laver du her?" Sagde hun, og hun tog Mary i armen og trak hende

væk.

"Hvad sagde jeg?" "Jeg vendte den forkerte hjørne,"

forklarede Mary. "Jeg vidste ikke, hvilken vej at gå, og jeg hørte

nogen græder. "

Hun ganske hadede Mrs Medlock i øjeblikket, men hun hadede hende mere den næste.

"Du hørte ikke noget af den slags," sagde husholdersken.

"Du kommer sammen tilbage til din egen planteskole eller jeg boksen dine ører."

Og hun tog hende i armen skubbet og halvt, halvt trak hende op en passage og

ned ad en anden, indtil hun skubbede hende ind ad døren til sit eget værelse.

"Nu," sagde hun, "du bo, hvor du bliver bedt om at blive eller vil du finde dig selv låst

op. Føreren havde bedre få dig en guvernante,

samme som han sagde han ville.

Du er en, der har brug for nogen til at se skarpt efter dig.

Jeg har nok at gøre. "

Hun gik ud af rummet og smækkede døren efter hende, og Mary gik hen og satte sig på

Skorstenen-tæppe, bleg af raseri. Hun græd ikke, men jorden hendes tænder.

"Der var nogen græder - der var -! Der var" sagde hun til sig selv.

Hun havde hørt det to gange nu, og engang hun ville finde ud af.

Hun havde fundet ud af en hel del her til morgen.

Hun følte, som om hun havde været på en lang rejse, og i hvert fald havde hun haft

noget at underholde hende hele tiden, og hun havde leget med elfenben elefanter og

havde set den grå mus og sine unger i deres rede i fløjlspude.

>

KAPITEL VII Nøglen til GARDEN

To dage efter dette, da Mary åbnede hendes øjne, hun sad oprejst i sengen med det samme,

og kaldte til Martha. "Kig på heden!

Kig på hede! "

Den regnvejr var endt, og den grå tåge og skyer var blevet fejet væk i nat

af vinden.

Vinden selv var ophørt, og en strålende, dyb blå himmel hvælvede højt over

hede. Aldrig, aldrig havde Mary drømt om en himmel, så

I Indien himmel var varme og smukke, det var i en dyb kølig blå, som næsten virkede

blå.

at gnistre som farvandene i nogle dejlige bundløse sø, og her og der, høj,

højt i den hvælvede blueness svævede små skyer af sne-hvid fleece.

De vidtrækkende verden af mosen selv kiggede blidt blå i stedet for dystre

lilla-sort eller frygtelig kedelig grå.

"Ja," sagde Martha med et muntert grin. "Th 'storm er over for en smule.

Det gør sådan her på dette tidspunkt O 'th' år.

Det går ud på en nat, som var det pretendin 'det havde aldrig været her en' aldrig

beregnet til at komme igen. Det er fordi th 'foråret er på vej.

Det er en lang vej endnu, men det er Comin '. "

"Jeg troede, det måske altid regnede eller så mørkt i England," sagde Mary.

"Eh! nej! "sagde Martha og satte sig op i hælene på hende blandt hendes sorte bly pensler.

"Nowt o 'th' soart!"

"Hvad betyder det?" Spurgte Mary alvorligt.

I Indien de indfødte talte forskellige dialekter, som kun nogle få mennesker

forstod, så hun var ikke overrasket, da Martha anvendte ord hun ikke kender.

Martha lo som hun havde gjort den første morgen.

"Der nu," sagde hun. "Jeg har talt brede Yorkshire igen som

Fru Medlock sagde, at jeg ikke må.

'Nowt o' th 'soart' betyder 'nothin'-of-the-art, "langsomt og forsigtigt," men det tager

så lang tid at sige det. Yorkshires th 'mest solrige sted på jorden

når det er solrigt.

Jeg fortalte dig tha'd kan lide th "mose efter en smule.

Bare du vente til du ser th "guld-farvet tornblad blomster en 'th' blomstrer o 'th'

gyvel, en 'th' Heather flowerin ', alle lilla klokker, en' hundredvis o 'sommerfugle

flutterin 'en' bier hummin 'en' lærker soarin 'op en' Singin '.

Du ønsker at komme ud på det som solopgang en 'lever ud på det hele dagen ligesom Dickon gør. "

"Kunne jeg nogensinde komme der?" Spurgte Mary længselsfuldt, ser gennem hendes vindue

de fjerne blå. Det var så ny og stor og vidunderlig og

sådan en himmelsk farve.

"Jeg ved det ikke," svarede Martha. "Tha er aldrig brugt tha 'ben, da THA« blev

født, forekommer det mig. Tha 'kunne ikke gå fem miles.

Det er fem km til vores sommerhus. "

"Jeg vil gerne se dit sommerhus." Martha stirrede på hende et øjeblik nysgerrigt

før hun tog hende op polering pensel og begyndte at gnide risten igen.

Hun tænkte, at de små glatte ansigt ikke ser helt så surt i dette øjeblik

som det havde gjort den første morgen, hun så det.

Det så bare en bagatel som små Susan Ann er, når hun ville have noget meget.

"Jeg vil spørge min mor om det," sagde hun. "Hun er én o 'dem, der næsten altid ser

en måde at gøre tingene på.

Det er min dag i dag et "jeg er paa Vej hjem. Eh!

Jeg er glad for. Fru Medlock tænker meget o 'mor.

Måske hun kunne tale med hende. "

"Jeg kan lide din mor," sagde Mary. "Jeg skal tænke tha 'gjorde," aftalt Martha,

polering væk. "Jeg har aldrig set hende," sagde Mary.

"Nej, tha 'har ikke," svarede Martha.

Hun satte sig op i hælene på hende igen, og gned slutningen af næsen med bagsiden af hendes

hånden, som om forvirret et øjeblik, men hun endte ganske positivt.

"Nå, hun er, at fornuftige en 'hård Workin' en 'goodnatured et' rent, at ingen kunne

hjælpe likin 'hende, om de havde set hende eller ej.

Når jeg er paa Vej hjem til hende på min dag ud af at jeg bare hoppe af glæde, når jeg crossin »de

mose. "" Jeg kan lide Dickon, "tilføjede Mary.

"Og jeg har aldrig set ham."

"Nå," sagde Martha hårdnakket: "Jeg har fortalt dig, at th 'meget fugle kan lide ham en' th '

kaniner en 'vildfår en' ponyer, en 'th' ræve selv.

Jeg spekulerer på, "stirre på hende eftertænksomt," hvad Dickon ville tænke på dig? "

"Han ville ikke lide mig," sagde Mary i hendes stive, kolde lille måde.

"Ingen gør."

Martha kiggede reflekterende igen. "Hvordan tha 'ligesom thysel'?" Spurgte hun,

faktisk ganske som om hun var nysgerrig efter at vide.

Mary tøvede et øjeblik og tænkte over det.

"Slet ikke - virkelig," svarede hun. "Men jeg har aldrig tænkt på det før."

Martha grinede lidt, som om på nogle hjemlig erindring.

"Mor sagde til mig engang," sagde hun.

"Hun var på sin vaske-badekar et" jeg var i dårligt humør en 'Talkin' syg af folk, en 'hun

vender rundt på mig 'siger:' Tha 'unge Vixen, tha'!

Der tha 'står Jeg siger' tha 'ikke som denne en' tha 'ikke sådan en.

Hvordan tha 'ligesom thysel'? "Det fik mig til at grine et 'det bragte mig til min

sanser i et minut. "

Hun gik bort i højt humør, så snart hun havde givet Mary hende morgenmad.

Hun skulle gå fem miles over mosen til sommerhuset, og hun ville

hjælpe sin mor med at vaske og gøre det uges bagning og nyde sig selv grundigt.

Mary følte sig mere ensom end nogensinde, når hun vidste, hun ikke længere var i huset.

Hun gik ud i haven så hurtigt som muligt, og det første hun gjorde var

at løbe rundt og rundt om springvandet blomsterhave ti gange.

Hun talte tidspunkter omhyggeligt, og da hun var færdig hun følte sig i bedre

spiritus. Solskinnet gjorde hele stedet ser

forskellige.

Den høje, dybe, blå himmel hvælvet over Misselthwaite samt over mosen, og

hun holdt løfte sit ansigt og ser op i det, prøver at forestille sig, hvad det ville være

kan lide at ligge ned på en af de lidt sne-hvide skyer og flyder omkring.

Hun gik ind i den første køkkenhave og fandt Ben Weatherstaff arbejder der med

to andre gartnere.

Ændringen i vejret syntes at have gjort ham godt.

Han talte til hende af sig selv. "Springtime er Comin '", sagde han.

"Kan ikke tha 'lugte det?"

Mary snusede og troede, hun kunne. "Jeg kan lugte noget rart og friskt og

fugtig, "sagde hun. "Det er th 'god rige jord," svarede han,

grave væk.

"Det er i godt humør Makin 'klar til at vokse ting.

Det er glad, når Plantin 'tid kommer. Det er kedeligt i th 'vinteren, når det kom nowt

at gøre.

I th 'blomsterhaver derude ting vil være stirrin' nede i th 'mørke.

Th 'solens warmin' 'em. Du vil se bits o 'grønne pigge stickin'

ud o 'th' sorte jord efter en smule. "

"Hvad vil de blive?" Spurgte Mary. "Krokus en 'vintergækker en'

daffydowndillys. Har tha 'aldrig har set dem? "

"Nej. Alt er varmt, og vådt, og grøn efter regn i Indien, "sagde Mary.

"Og jeg tror, tingene vokse op i en nat." "Disse vil ikke vokse op i en nat," sagde

Weatherstaff.

"Tha'll nødt til at vente på 'em. De vil stikke op lidt højere her, en push

en spike mere dér, en 'uncurl et blad i dag en' anden,.

Du ser dem. "

"Jeg vil," svarede Mary. Meget snart hun hørte det bløde raslende

flugt vinger igen, og hun vidste straks, at Robin var kommet igen.

Han var meget frækkere og livlig, og hoppede så tæt på hendes fødder, og satte sin

hovedet på den ene side og så på hende, så snedigt, at hun spurgte Ben Weatherstaff et spørgsmål.

"Tror du, han husker mig?" Sagde hun.

"Husker Dig!" Sagde Weatherstaff indigneret.

"Han kender hver kål stub i th 'haver, endsige th' mennesker.

Han har aldrig set en lille tøs her før, en 'han er opsat på findin' ud af alt om

Dig. Tha er ingen grund til at forsøge at skjule noget for

ham. "

"Er tingene omrøring dernede i mørket i, at haven, hvor han bor?"

Mary spurgte. "Hvad haven?" Gryntede Weatherstaff,

bliver sure igen.

"Den ene, hvor den gamle rose-træer er." Hun kunne ikke lade være at spørge, fordi hun

ønskede så meget at vide. "Er alle blomsterne døde, eller gøre nogle af

dem komme igen i sommeren?

Er der nogensinde nogen roser? "" Spørg ham, "sagde Ben Weatherstaff, hunching

hans skuldre mod Robin. "Han er den eneste, som kender.

Ingen andre har set inde i ti år «."

Ti år er lang tid, Mary tænkte. Hun var blevet født ti år siden.

Hun gik væk, langsomt tænkning.

Hun var begyndt at kunne lide haven netop som hun var begyndt at kunne lide Robin og Dickon

og Martha mor. Hun var begyndt at kunne lide Martha, også.

Det var en god mange mennesker til at kunne lide - når du ikke var vant til smag.

Hun tænkte på den robin som en af folket.

Hun gik hen til hende gå uden for lange, efeu-dækkede væggen over, som hun kunne se

træ-toppe, og anden gang hun gik op og ned de mest interessante og

spændende ting, der skete med hende, og det var alle gennem Ben Weatherstaff er Robin.

Hun hørte en kvidren og en Twitter, og når hun så på de nøgne blomster-bed på hende

venstre side, der blev han hoppede rundt og udgiver sig for at hakke ting ud af jorden

at overtale hende, at han ikke havde fulgt hende.

Men hun vidste, at han havde fulgt hende og overraskelsen så fyldt hende med glæde, at

hun næsten skælvede lidt.

"Du husker mig!" Raabte hun. "Du gør!

Du er smukkere end noget andet i verden! "

Kvidrede hun, og talte, og lokkede og han hoppede, og flirtede hans hale og kvidrende.

Det var som om han talte.

Hans røde vest var som satin, og han pustede sin lille bryst ud og var så fin

og så stor og så smuk, at det var virkelig som om han viste hende, hvordan

vigtigt, og som et menneske en robin kunne være.

Mistress Mary glemte, at hun nogensinde havde været i strid i hendes liv, da han tillod hende at

trækker tættere og tættere på ham, og bøje sig ned og snakke og forsøge at gøre noget

som robin lyde.

Oh! at tro, at han faktisk skulle lade hende komme så tæt på ham som det!

Han vidste intet i verden ville gøre hende rakte hånden frem mod ham eller overraske ham

i det mindste mindste måde.

Han vidste det, fordi han var en virkelig person - kun pænere end nogen anden person i

verden. Hun var så glad for, at hun næsten ikke turde

indånder.

Blomsten-sengen var ikke helt nøgne.

Det var bare af blomster, fordi den flerårige planter var blevet skåret ned til

deres vinter hvile, men der var høje buske og lave dem, der voksede sammen på

bagsiden af sengen, og da robin

hoppede rundt under dem, at hun så ham hoppe over en lille bunke frisk dukkede op

jorden. Han stoppede på den for at kigge efter en orm.

Jorden var blevet skruet op, fordi en hund havde forsøgt at grave op en muldvarp og han havde

ridsede ganske dybt hul.

Mary så på det, ikke rigtig at vide hvorfor hullet var der, og da hun kiggede hun

oplevede noget næsten begravet i den nyligt vendte jord.

Det var noget i retning af en ring af rustent jern eller messing og når robin fløj op i en

træ i nærheden hun rakte hånden frem og tog ringen op.

Det var mere end en ring, men, det var en gammel nøgle, som så ud som om det havde været

begravet i lang tid.

Mistress Mary rejste sig og kiggede på det med en næsten forskrækkede ansigt, da det hang

fra hendes finger. "Måske det har været begravet i ti år,"

sagde hun i en hvisken.

"Måske er det nøglen til haven!"

>

KAPITEL VIII The Robin WHO viste vejen

Hun så på nøglen temmelig lang tid. Hun vendte det igen og igen, og tænkte

om det.

Som jeg har sagt før, hun var ikke et barn, der var blevet uddannet til at bede om tilladelse eller

konsultere sin ældste om tingene.

Alt, hvad hun tænkte om de væsentligste var, at hvis det var nøglen til den lukkede have, og

hun kunne finde ud af hvor døren var, kunne hun måske åbne den og se, hvad der var

inde i væggene, og hvad der var sket med den gamle rose-træer.

Det var fordi den havde været lukket op så længe, at hun ønskede at se det.

Det virkede som om det skal være forskelligt fra andre steder og at der er noget mærkeligt

må være sket det i løbet af ti år.

Ud over, at hvis hun kunne lide det, hun kunne gå ind i det hver dag, og lukkede døren bag

hende, og hun kunne lave nogle spil af sin egen og spille det helt alene, fordi ingen

nogensinde ville vide, hvor hun var, men ville

tror, døren var stadig låst, og nøglen begravet i jorden.

Tanken om, at glæde hende meget.

Lever så at sige, helt alene i et hus med hundrede mystisk lukket

Værelser og har intet at gøre for at underholde sig selv, havde sat hende inaktiv hjerne

at arbejde og var faktisk vække hendes fantasi.

Der er ingen tvivl om, at den friske, stærke, rene luft fra mosen havde meget at

gøre med det.

Ligesom det havde givet hende en god appetit, og kæmper med vinden havde rørt hende

blod, så de samme ting havde vakt hendes sind.

I Indien havde hun altid været for varmt og mat og svag til at passe meget om

noget, men i dette sted, hun var begyndt at pleje og ønsker at gøre nye

ting.

Allerede hun følte sig mindre "Tværtimod," selvom hun ikke vidste hvorfor.

Hun lagde nøglen i lommen og gik op og ned ad hendes tur.

Ingen andre end hende selv nogensinde syntes at komme der, så hun kunne gå langsomt og se på

væggen, eller rettere, på efeu voksende på det.

The Ivy var det forvirrende ting.

Uanset hvordan de er omhyggeligt hun så hun kunne se andet end tykt voksende, blank,

mørkegrønne blade. Hun var meget skuffet.

Noget af hendes vrangvillighed kom tilbage til hende, da hun gik i gang og kiggede over

det i trætoppene indeni. Det virkede så dumt, sagde hun til sig selv, at

være i nærheden af det og ikke være i stand til at komme ind

Hun tog nøglen i lommen, da hun gik tilbage til huset, og hun gjorde op hendes

sind, at hun altid ville bære det med hende, når hun gik ud, således at hvis hun nogensinde

skal finde den skjulte dør hun ville være klar.

Fru Medlock havde tilladt Martha til at sove hele natten i sommerhuset, men hun var tilbage

på sit arbejde om morgenen med kinderne rødere end nogensinde, og i bedste

"Jeg stod op klokken fire," sagde hun. "Eh! Det var ret på th 'hede med th "

spiritus.

fugle Gettin 'op en' th 'kaniner scamperin' om en 'th' søn Risin '.

Jeg havde ikke gå hele th "måde.

En mand gav mig en tur i sin vogn en 'gjorde jeg nyder mig selv. "

Hun var fuld af historier om de lækkerier af hendes dag ud.

Hendes mor havde været glad for at se hende og de havde fået bagerier og vaske alle ud

af vejen. Hun havde endda gjort hver af børnene en

doughcake med en smule af brunt sukker i den.

"Jeg havde dem alle pipin 'varme, når de kom ind fra playin' på th 'hede.

En 'th' hytte alle smelt o 'pæn, ren varm Bakin "en" der var et godt brand, en'

de bare råbte af glæde.

Vores Dickon han sagde, at vores hus var godt nok for en konge. "

Om aftenen havde de sad alle rundt om ilden, og Martha og hendes mor havde syet

pletter på revet tøj og reparerede strømper og Martha havde fortalt dem om

den lille pige, som var kommet fra Indien og

der havde været ventet på hele sit liv ved, hvad Martha kaldes "sorte", indtil hun ikke

vide, hvordan man kan sætte på sin egen strømper. "Eh! de gjorde gerne høre om dig, "sagde

Martha.

"De ville vide alt om th 'sorte en" Om th' skib, du kom ind

Jeg kunne ikke sige 'em nok. "Mary afspejlede en lidt.

"Jeg skal fortælle dig en hel del mere, før din næste dag ud," sagde hun, "så du

vil have mere at snakke om.

Jeg tør sige, at de gerne vil høre om ridning på elefanter og kameler, og om

betjentene kommer til at jage tigre. "" Mit ord! "råbte glade Martha.

"Det ville skabe 'em rense ud af deres hoveder.

Ville tha "virkelig gøre det, frøken? Det ville være det samme som et vildt dyr show som

hørte vi, de havde i York en gang. "

"Indien er helt forskellig fra Yorkshire," sagde Mary langsomt, mens hun tænkte sagen

over. "Jeg havde aldrig tænkt på det.

Har Dickon og din mor gerne høre dig tale om mig? "

"Hvorfor er vores Dickon øjne næsten startede ud o 'hans hoved, de fik denne runde," svarede

Martha.

"Men mor, blev hun sat ud af om din seemin» skal alle af dig selv kan lide.

Hun sagde, 'Har ikke Mr. Craven fik ikke guvernante for hende, og heller ingen sygeplejerske? "Og jeg

sagde: 'Nej, det har han ikke, selvom Fru Medlock siger, at han vil, når han tænker på det, men hun

siger, at han mayn't tænke på det for to eller tre år. "

"Jeg ønsker ikke en guvernante," sagde Mary skarpt.

"Men mor siger, at du burde være learnin" din bog på dette tidspunkt en 'du burde

har en kvinde til at passe på dig, en 'siger hun: "Nu, Martha, du bare tænke, hvordan

du ville føle dig selv, i et stort sted som

at wanderin 'Om helt alene, et nej mor.

Du gør dit bedste for at muntre hende op, "siger hun, et" jeg sagde jeg ville. "

Mary gav hende en lang, stabil look.

"Du behøver muntre mig op," sagde hun. "Jeg kan lide at høre dig snakke."

I øjeblikket Martha gik ud af rummet og kom tilbage med noget, holdt i sine hænder

under forklædet.

"Hvad betyder tha 'tænke," sagde hun med et muntert grin.

"Jeg har bragt dig en gave." "En gave" udbrød Mistress Mary.

Hvordan kunne en hytte fuld af fjorten sultne mennesker giver nogen en gave!

"En mand var Drivin" over mosen peddlin "," Martha forklaret.

"En 'han standsede sin vogn på vores dør.

Han havde potter en 'pander en' odds en 'ender, men mor havde ingen penge til at købe anythin'.

Netop som han var Goin 'væk vores' Lizabeth Ellen råbte, 'Mor, han fik

skippin'-reb med røde en 'blå håndtag.'

En mor hun råber ganske pludseligt, "Her, stop, Mister!

Hvor meget er de? "

En "siger han 'to pence', en 'mor begyndte hun fumblin' i lommen et 'siger hun

til mig, "Martha, THA bragte mig din løn som en god pige, et" jeg har fået fire steder

at sætte hver en krone, men jeg er bare Goin 'til

tage to pence ud af det at købe, at barnet en skippin'-reb, 'en' hun købte en en 'her

er det. "Hun bragte det ud fra under hendes forklæde og

udstillet det helt stolt.

Det var en stærk, slank tov med en stribet rød og blå håndtag i hver ende,

men Mary Lennox havde aldrig set en springe-reb før.

Hun stirrede på den med en mystificeret udtryk.

"Hvad er det for?" Spurgte hun nysgerrigt. "For!" Råbte Martha.

"Er tha 'betyder, at de ikke har fået skippin'-reb i Indien, for alt, hvad de har

fik elefanter og tigre og kameler! Ikke underligt de fleste af dem sorte.

Det er, hvad det er for, bare se mig ".

Og hun løb ind i midten af rummet, og under et håndtag i hver hånd, begyndte at

spring, og spring, og spring, mens Mary vendte sig i sin stol for at stirre på hende, og queer

ansigter i de gamle portrætter syntes at stirre

på hende, også og spekulerer på, hvad i alverden denne fælles lille husmand havde den frækhed at

gøre under deres meget næser. Men Martha ikke engang se dem.

Den interesse og nysgerrighed i Jomfru Marias ansigt glæde hende, og hun gik videre

springer over og regnes som hun sprunget over, før hun havde nået et hundrede.

"Jeg kunne springe længere end det," sagde hun, da hun stoppede.

"Jeg har sprunget så meget som 500, da jeg var tolv, men jeg var ikke så fedt så som jeg

er nu, et "jeg var i praksis."

Mary rejste sig fra sin stol begynder at føle sig glade selv.

"Det ser pænt ud," sagde hun. "Din mor er en slags kvinde.

Tror du jeg nogensinde kunne springe sådan? "

"Du skal bare prøve det," opfordrede Martha, rakte hende springe-reb.

"Du kan ikke springe over hundrede i starten, men hvis du praksis du vil montere op.

Det er, hvad mor sagde.

Hun siger, vil 'Nothin' gøre hende mere godt end skippin 'reb.

Det er th 'sensiblest legetøj et barn kan have.

Lad hende spille i th 'frisk luft skippin' en 'det vil strække hendes ben en' arme en '

give hende noget styrke i 'em.' "

Det var tydeligt, at der ikke var en stor styrke i Mistress Marys arme

og ben, når hun først begyndte at springe.

Hun var ikke særlig dygtig til det, men hun kunne lide det så meget, at hun ikke ønskede at

stop. "Sæt på tha 'ting og køre en' springe ud o '

døre, "siger Martha.

"Mor sagde, at jeg må fortælle dig at holde ud o 'døre så meget som du kunne, selv når det

regner en smule, så tha "wrap up varme." Mary tog sin frakke og hat og tog hende

springer-reb over hendes arm.

Hun åbnede døren til at gå ud, og så pludselig i tanker om noget og vendte

Tilbage temmelig langsomt. "Martha," sagde hun, "det var din løn.

Det var dine to-pence virkelig.

Tak. "Hun sagde, at det stift, fordi hun ikke var

bruges til at takke folk eller mærke, at de gjorde ting til hende.

"Tak," sagde hun, og rakte hånden, fordi hun ikke vidste hvad jeg ellers skal

gør.

Martha gav hendes hånd et klodset lidt ryste, som om hun var ikke vant til den slags

ting enten. Så lo hun.

"Eh! th 'kunst en mærkelig, gammel-kvindagtige ting, "sagde hun.

"Hvis tha'd været vores 'Lizabeth Ellen tha'd har givet mig et kys."

Mary kiggede stivere end nogensinde.

"Vil du have mig til at kysse dig?" Martha lo igen.

"Nej, ikke mig," svarede hun. "Hvis tha 'var anderledes, p'raps tha'd ønsker

til thysel '.

Men tha 'ikke. Afstrømning uden for et "leg med din reb."

Mistress Mary følte sig lidt akavet, da hun gik ud af lokalet.

Yorkshire folk virkede mærkeligt, og Martha var altid snarere en gåde for hende.

I begyndelsen havde hun ikke lide meget af hende, men nu er hun ikke.

De springer over-reb var en vidunderlig ting.

Hun talte og springes over, og sprang og tælles, indtil hendes kinder var helt røde,

og hun var mere interesseret, end hun nogensinde havde været, siden hun blev født.

Solen skinnede, og lidt vind blæste - ikke en rå vind, men som

kom i dejlige lille vindstød og bragte en frisk duft af nyligt vendt jorden med

den.

Hun sprang rundt om springvandet haven, og op en gang og ned ad en anden.

Hun sprang til sidst ud i køkkenet, haven og så Ben Weatherstaff grave og

taler til hans Robin, der var hoppe om ham.

Hun hoppede ned gåturen mod ham, og han løftede hovedet og kiggede på hende med et

nysgerrig udtryk. Hun havde spekuleret over, om han ville lægge mærke til hende.

Hun ville have ham til at se hende springe.

"Nå!" Udbrød han. "Efter mit ord.

P'raps tha 'kunst en ung' un, trods alt, fik en 'p'raps THA barns blod i dine årer

i stedet for sur kærnemælk.

Tha er sprunget røde i din kinder så sikkert som mit navn er Ben Weatherstaff.

Jeg ville ikke have troet tha 'kunne gøre det. "" Jeg har aldrig sprunget før, "sagde Mary.

"Jeg er lige begyndt.

Jeg kan kun gå op til tyve. "" Tha 'holde på, "sagde Ben.

"Tha 'figurer godt nok på det for en ung' un, der er levet med hedenske.

Bare se, hvordan han er watchin 'Dig, "nikkede mod Robin.

"Han fulgte efter dig i går. Han vil være på den igen i dag.

Han vil være forpligtet til at finde ud af, hvad th 'skippin'-reb er.

Han har aldrig set én.

Eh! "Ryster på hovedet på fuglen," tha 'nysgerrighed vil være th' død af dig

engang hvis tha 'ser ikke skarp. "

Mary hoppede rundt til alle haver og runde plantagen, hvilende med få

minutter.

Omsider gik hun til sin egen specielle tur og består hendes sind til at prøve om hun kunne

springe over hele længden af det.

Det var en god lang springe, og hun begyndte langsomt, men før hun var kommet halvvejs

ned ad stien, hun var så varm og forpustet, at hun var nødt til at stoppe.

Hun havde ikke noget imod meget, fordi hun allerede havde talt op til tredive.

Hun stoppede med et lille grin af glæde, og der var LO og se,

robin svajende på en lang gren af vedbend.

Han havde fulgt hende, og han hilste hende med en kvidren.

Da Mary havde sprunget over mod ham hun følte noget tungt i hendes lomme strejke

mod hende ved hver hoppe, og da hun så den robin hun lo igen.

"Du viste mig, hvor nøglen var i går," sagde hun.

"Du burde vise mig døren i dag, men jeg tror ikke du kender!"

The Robin fløj fra hans svingende spray af vedbend på toppen af muren, og han åbnede

næbbet og sang en høj, smuk trille, blot for at vise.

Intet i verden er helt så adorably dejlig som en robin, da han viser off - og

de er næsten altid gør det.

Mary Lennox havde hørt en hel del om Magic i hendes Ayah historier, og hun altid

sagde, at hvad der skete næsten på det pågældende tidspunkt var Magic.

En af de gode små vindstød styrtede ned i går, og det var et stærkere

end resten.

Det var stærk nok til at bølge grene af træerne, og det var mere end stærk

nok til at svaje den efterfølgende sprays af uklippet vedbend hænger ned fra væggen.

Mary var trådt tæt på Robin, og pludselig vindstød svingede til side nogle

løs vedbend stier, og mere pludselig stadig sprang hun hen imod den og fangede den i sin

hånden.

Det gjorde hun, fordi hun havde set noget under det - en rund knop, som var blevet

omfattet af bladene hænger over det. Det var grebet af en dør.

Hun lagde hænderne under bladene og begyndte at trække og skubbe dem til side.

Tyk som vedbend hang det næsten alle var en løs og swingende gardin, men nogle havde

krøb over træ og jern.

Marias hjerte begyndte at hamre, og hendes hænder til at ryste lidt i hendes glæde og

spænding.

The Robin holdt sang og kvidren væk og vippe hovedet på den ene side, som om han

var lige så spændt som hun var.

Hvad var det under hendes hænder, som var firkantet og lavet af jern, og som hendes

fingre fandt et hul i?

Det var låsen i døren, som var blevet lukket ti år, og hun lagde sin hånd i

lommen, trak nøglen og fandt det passede nøglehullet.

Hun satte nøglen i og drejede den.

Det tog to hænder til at gøre det, men det gjorde tur.

Og så tog hun en lang indånding og kiggede bag hende op ad den lange tur for at se, om nogen

Den ene var på vej.

Ingen kom.

Ingen har nogensinde kom, virkede det, og hun tog endnu en lang ånde, fordi hun kunne

ikke gøre for det, og hun holdt tilbage svingende gardin af vedbend og skubbede tilbage døren

som åbnede langsomt - langsomt.

Så hun smuttede igennem det, og lukke den bag hende, og stod med ryggen mod

det, søger om hende og trække vejret ganske hurtigt med spænding, og spekulerer på, og

glæde.

Hun stod inde i Secret Garden.

>

KAPITEL IX de mærkeligste HUSET Nogen nogensinde har levet

Det var den sødeste, mest mystiske udseende sted nogen kunne forestille sig.

De høje mure, der lukkede det i var dækket med bladløse stængler af klatring

roser, der var så tykke, at de var filtrede sammen.

Mary Lennox vidste, at de var roser, fordi hun havde set rigtig mange roser i Indien.

Alle jorden var dækket med græs af en vinterlige brun og ud af det voksede klumper af

buske, der var helt sikkert rosebushes hvis de var i live.

Der var antallet af standard roser, som havde så bredte deres grene, at de var

som små træer.

Der var andre træer i haven, og en af de ting, der gjorde stedet se

mærkeligste og smukkeste var, at klatreroser var løbet over dem og svingede ned

lange slyngtråde der gjorde let svajende

gardiner, og hist og her, de havde fanget på hinanden eller på en vidtrækkende

gren og havde sneget sig fra træ til træ og lavet dejlig broer af

sig selv.

Der var hverken blade eller roser på dem nu, og Maria vidste ikke, om de var

døde eller levende, men deres tynde grå eller brune grene og sprays lignede en slags

diset kappe breder sig over alt,

vægge, og træer, og endda brune græs, hvor de var faldet fra deres fastgørelsesanordninger

og køre langs jorden. Det var denne diset virvaret fra træ til træ

som gjorde det hele ser så mystisk.

Mary havde troet, det må være forskellig fra andre haver, som ikke var blevet efterladt alle

af sig selv så længe, og ja det var forskelligt fra noget andet sted, hun nogensinde havde

set i hendes liv.

"Hvor der stadig er det!" Hviskede hun. "Hvor der stadig!"

Hun ventede et øjeblik og lyttede ved stilheden.

The Robin, som havde fløjet til hans trætop, var stadig som alle de andre.

Han havde ikke engang flutter hans vinger, han sad uden at røre sig, og kiggede på Mary.

"Ikke underligt er det stadig," hviskede hun igen.

"Jeg er den første person, der har talt her i ti år."

Hun flyttede væk fra døren, træde så sagte, som om hun var bange for at vække

nogen. Hun var glad for, at der var græs under hendes

fødder og at hendes skridt, gjorde ingen lyde.

Hun gik under en af de fe-agtige grå buer mellem træer og kiggede op på

de sprays, og slyngtråde der dannede dem. "Jeg spekulerer på, om de alle er helt døde," siger hun

"Er det hele en ganske død haven? Jeg ville ønske, det var det ikke. "

sagde.

Hvis hun havde været Ben Weatherstaff hun kunne have fortalt om træet var i live ved

at se på det, men hun kunne kun se, at der kun var grå eller brun spray og

grene, og ingen viste tegn på selv et lille blad-BUD overalt.

Men hun var inde i de smukke have, og hun kunne komme gennem døren under

vedbend enhver tid, og hun følte det som om hun havde fundet en verden, alle hendes egen.

Solen skinnede indenfor de fire vægge og den høje bue blå himmel over dette

bestemt stykke Misselthwaite virkede endnu mere strålende og blød, end det var

over mosen.

The Robin fløj ned fra sit træ-toppen og hoppede eller fløj efter hende fra den ene

Bush til en anden. Han pippede en god handel og havde en meget travl

luften, som om han viste sine ting.

Alt var mærkelig og tavs, og hun syntes at være hundredvis af miles væk fra

nogen, men hun følte sig ikke ensom på alle.

Alle, der plagede hende, var hendes ønske, at hun vidste, om alle roserne var døde, eller hvis

måske nogle af dem havde levet og kan bringe ud af blade og knopper, som vejret fik

varmere.

Hun ønskede ikke, at det er en ret død haven.

Hvis det var en ganske levende have, hvor dejligt det ville være, og hvad tusinder

af roser ville vokse på hver side!

Hendes springe-reb havde hængt over hendes arm, da hun kom ind og efter at hun havde gået

om et stykke tid, hun troede, hun ville springe rundt om hele haven, stopper, når

hun ønskede at se på tingene.

Der syntes at have været græs stier her og der, og i et eller to hjørner der

var alkover af stedsegrønne med sten sæder eller høje mos-dækket blomst urner i dem.

Da hun kom nær det andet af disse nicher hun holdt op med at springe.

Der havde engang været et blomsterbed i den, og hun syntes hun så noget, der stikker ud

af den sorte jord - nogle skarpe lille lysegrønne punkter.

Hun huskede, hvad Ben Weatherstaff havde sagt, og hun knælede ned for at se på dem.

"Ja, de er små vokser ting, og de kan være krokus og vintergækker eller

påskeliljer, "hviskede hun.

Hun bøjede sig meget tæt på dem og snusede den friske duft af den fugtige jord.

Hun kunne lide det meget. "Måske er der nogle andre dem, der kommer

op andre steder, "sagde hun.

"Jeg vil gå hele haven og se." Hun har ikke springe, men det gik.

Hun gik langsomt og holdt hendes øjne på jorden.

Hun kiggede i den gamle grænse senge og blandt græsset, og da hun havde gået rundt,

forsøger at gå glip af noget, hun havde fundet nogen sinde så mange flere skarpe, lysegrønne punkter, og

hun var blevet temmelig ophidset igen.

"Det er ikke en helt død haven," sagde hun sagte til sig selv.

"Selv om roserne er døde, er der andre ting i live."

Hun vidste ikke noget om havearbejde, men græsset var så tyk i nogle af

de steder, hvor de grønne punkter var at skubbe sig vej igennem, at hun tænkte

de ikke synes at have plads nok til at vokse.

Hun søgte om, indtil hun fandt en temmelig skarp stykke træ og knælede ned og gravede

og luget ud i ukrudtet og græsset, indtil hun gjorde flot lille klar steder rundt

dem.

"Nu de ser ud, som om de kunne trække vejret," sagde hun, da hun var færdig med

første. "Jeg vil gøre nok så mange flere.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan se.

Hvis jeg ikke har tid i dag, jeg kan komme i morgen. "

Hun gik fra sted til sted, og gravet og luget, og nød sig selv så umådeligt

at hun blev ført videre fra seng til seng og ind i græsset under træerne.

Den øvelse gjorde hende så varmt, at hun først kastede sin frakke af, og derefter hendes hat,

og uden at vide det, hun smilede ned på græsset og den lysegrønne punkter

hele tiden.

The Robin var forrygende travlt. Han var meget glad for at se havearbejde

begyndt på sin egen ejendom. Han havde ofte undret sig over Ben Weatherstaff.

Når havearbejde er gjort alle mulige dejlige ting at spise, er slået op med

jorden.

Nu her var denne nye form for væsen, der var ikke mere end halv Ben størrelse og alligevel havde haft

mening at komme ind i hans have og begynde på en gang.

Mistress Mary arbejdede i hendes have, indtil det var tid til at gå til hendes middag middag.

Faktisk var hun temmelig sent at huske, og da hun tog sin frakke

og hat, og hentede hende springe-reb, kunne hun ikke tro at hun var blevet

arbejder to eller tre timer.

Hun havde været virkelig glade hele tiden, og snesevis af den lille, blege

grønne punkter blev skal ses i ryddet steder, ser dobbelt så munter, som de

havde set før, når græs og ukrudt var blevet kvæle dem.

"Jeg skal komme tilbage i eftermiddag," sagde hun og kiggede rundt på sit nye rige,

og taler til træer og rosen-buske, som om de hørte hende.

Så løb hun let hen over græsset, skubbede åbne den langsomme gamle døren og gled

gennem det under vedbend.

Hun havde så røde kinder og sådanne klare øjne og spiste sådan en middag, at Martha blev

glade. "To stykker o» kød en 'to hjælper o »ris

Puddin '! "sagde hun.

"Eh! mor vil blive glad, når jeg fortæller hende, hvad th 'skippin'-tov er gjort for dig. "

I løbet af hendes grave med hendes pegede stok Mistress Mary havde fundet

selv grave op en slags hvid rod snarere som et løg.

Hun havde sat den tilbage på plads og klappede jorden forsigtigt ned på det og lige nu

Hun spekulerede på, om Martha kunne fortælle hende, hvad det var.

"Martha," sagde hun, "hvad er de hvide rødder, der ligner løg?"

"De er pærer," svarede Martha. "Masser o 'forår blomster vokse fra' em.

Th 'meget små er vintergækker en' krokus en 'th' big dem der er narcissuses

en 'jonquils og daffydowndillys. Th 'største af dem alle er liljer en' lilla

flag.

Eh! de er pæne. Dickon har fået en hel masse af dem plantet i

vores bit o 'have. "" Er Dickon ved alt om dem? "spurgte

Maria, en ny ide at tage hende i besiddelse.

"Vores Dickon kan lave en blomst vokse ud af en mursten gåtur.

Mor siger, at han bare hvisker ting ud o 'th' jorden. "

"Gør løg leve længe?

Ville de leve år efter år, hvis ingen hjalp dem? "Spurgte Mary ængsteligt.

"De er ting som hjælper sig selv," sagde Martha.

"Det er derfor fattige folk har råd til at have 'em.

Hvis du ikke problemer med 'em, de fleste af' em'll arbejde væk under jorden i en menneskealder en '

bredte sig en 'har meget lidt' uns.

There'sa sted i th 'Park skov her, hvor der er vintergækker af tusinder.

De er de smukkeste syn i Yorkshire, når th foråret kommer.

Ingen ved, hvornår de første gang blev plantet. "

"Jeg ville ønske, at foråret var her nu," sagde Mary.

"Jeg ønsker at se alle de ting, der vokser i England."

Hun var færdig med sin aftensmad og gået til hendes foretrukne plads på ildstedet-tæppe.

"Jeg ville ønske - jeg ville ønske jeg havde en lille spade," sagde hun.

"Hvad gør tha 'ønsker en spade for?" Spurgte Martha leende.

"Kunst tha 'Goin' at tage for at grave '? Jeg må sige til mor, at også. "

Mary så på ilden, og tænkte lidt.

Hun skal være forsigtig, hvis hun skal holde sin hemmelige rige.

Hun var ikke gør nogen skade, men hvis Mr. Craven fundet ud af om den åbne dør han

ville være forfærdeligt vred og få en ny nøgle og låse det op for evigt.

Hun kunne virkelig ikke bære det.

"Dette er sådan et stort ensomt sted," sagde hun langsomt, som om hun drejede anliggender over

i hendes sind. "Huset er ensomme, og parken er

ensomme, og haverne er ensomme.

Så mange steder synes kæft. Jeg har aldrig gjorde mange ting i Indien, men der

var flere mennesker at se på - indfødte og soldater marcherer af - og nogle gange bands

spille, og min Ayah fortalte mig historier.

Der er ingen at snakke med her, bortset fra dig og Ben Weatherstaff.

Og du skal gøre dit arbejde og Ben Weatherstaff vil ikke tale til mig ofte.

Jeg tænkte, at hvis jeg havde en lille spade jeg kunne grave et sted, som han gør, og jeg kan gøre

en lille have, hvis han ville give mig nogle frø. "

Martha ansigt ganske lyste op.

"Der nu!" Udbrød hun, "hvis det ikke var en af th" ting mor sagde.

Hun siger, "Der er så meget o 'værelse i den store plads, hvorfor de ikke give hende et

lidt for sig selv, selvom hun ikke plante Nothin ', men persille en' radiser?

Hun havde grave et 'rake væk en' være helt ned lykkelige over det. "

Dem var det meget ord, hun sagde. "" Var de? "Sagde Mary.

"Hvor mange ting, hun ved, hun ikke?"

"Eh!" Sagde Martha. "Det er som hun siger: 'En kvinde som bringer op

tolv børn lærer noget udover hende AB C.

Børn er lige så god som 'rithmetic at sætte dig findin' out ting. "

"Hvor meget ville en spade koste? - En lille én"

Spurgte Mary.

"Nå," var Marthas reflekterende svar, "på Thwaite landsby there'sa butik eller så en" jeg

så lille have sæt med en spade en 'en rive en' en gaffel alle bundet sammen i to

shillings.

En »de var tykke nok til at arbejde med, også."

"Jeg har fået mere end det i min taske," sagde Mary.

"Fru Morrison gav mig fem shillings og fru Medlock gav mig nogle penge fra Mr.

Craven. "" Har han husker dig så meget? "Udbrød

Martha.

"Fru Medlock sagde, at jeg skulle have en skilling en uge til at bruge.

Hun giver mig en hver lørdag. Jeg vidste ikke hvad jeg skal bruge dem på. "

"Mit ord! det er rigdom, "sagde Martha.

"Tha 'kan man købe alt i th' verdens tha 'ønsker.

Th 'leje af vores sommerhus er kun en en' threepence en 'det er ligesom pullin' eye-tænder

at få det.

Nu har jeg bare tænkt på Somethin '", lægger hænderne på hendes hofter.

"Hvad?" Sagde Mary ivrigt.

"I butikken på Thwaite de sælger pakker o 'blomster-frø til en krone hver, og vores

Dickon han kender, som er th 'smukkeste dem en' hvordan man kan gøre 'em vokse.

Han går hen til Thwaite mange om dagen bare for th 'sjov af det.

Har tha 'ved, hvordan man udskrive breve? "Pludselig.

"Jeg ved, hvordan man skriver," Mary besvaret.

Martha rystede på hovedet. "Vores Dickon kan kun læse printin '.

Hvis tha 'kunne printe vi kunne skrive et brev til ham en' beder ham om at gå en 'Køb th' haven

værktøjer en 'th' frø på th 'samme tid. "

"Oh! du er en god pige! "Mary græd.

"Du er virkelig! Jeg vidste ikke du var så rart.

Jeg ved, at jeg kan printe bogstaver, hvis jeg prøver.

Lad os bede Mrs Medlock for en pen og blæk og noget papir. "

"Jeg har fået nogle af mine egne," sagde Martha. "Jeg købte 'em, så jeg kunne printe lidt af en

brev til mor til en søndag.

Jeg vil gå ud og få det. "Hun løb ud af lokalet, og Mary stod ved

Ilden og snoede hendes tynde små hænder sammen med ren og skær nydelse.

"Hvis jeg har en spade," hviskede hun, "Jeg kan gøre jorden pæn og blød og graver op

ukrudt.

Hvis jeg har frø og kan gøre blomster gro i haven, vil ikke være død på alt - det vil

bliver levende. "

Hun gik ikke ud igen, den eftermiddag, fordi når Martha vendte tilbage med sin pen

og blæk og papir hun var nødt til at rydde bordet og bærer tallerkener og fade

nedenunder og da hun kom ind i

Køkkenet Mrs Medlock var der, og fortalte hende at gøre noget, så Mary ventede på, hvad

forekom hende lang tid, før hun kom tilbage.

Så var det et seriøst stykke arbejde at skrive til Dickon.

Mary havde lært meget lidt, fordi hendes guvernanter havde ikke lide hende for meget

at bo hos hende.

Hun kunne ikke stave særligt godt, men hun fandt, at hun kunne udskrive breve, når

hun prøvede. Dette var brevet Martha dikteret til hende:

"Min Kære Dickon:

Dette kommer i håb om at finde dig godt, som det efterlader mig i øjeblikket.

Miss Mary har masser af penge, og vil du gå til Thwaite og købe hende nogle blomster frø

og et sæt af haven værktøjer til at gøre en blomst-bed.

Vælg den smukkeste dem og nemme at dyrke, fordi hun aldrig har gjort det før, og

levede i Indien, som er anderledes. Giv min kærlighed til mor og hver eneste af

dig.

Miss Mary kommer til at fortælle mig en masse mere, så på min næste dag ind kan du høre om

elefanter og kameler og herrer går på jagt løver og tigre.

"Din kærlige søster, Martha Phoebe Sowerby."

"Vi vil sætte pengene i th 'konvolut et' jeg får th 'Butcher Boy til at tage det i sin

He'sa god ven o 'Dickon er, "sagde Martha.

vogn.

"Hvordan skal jeg få de ting, når Dickon køber dem?"

"Han vil bringe 'em til dig selv.

Han vil gerne gå over på denne måde. "" Åh, "udbrød Mary," så jeg skal se

ham! Jeg havde aldrig troet jeg skulle se Dickon. "

"Er tha 'ønsker at se ham?" Spurgte Martha pludselig, for Mary havde set så glad.

"Ja, det gør jeg. Jeg har aldrig set en dreng ræve og krager elsket.

Jeg ønsker at se ham meget. "

Martha gav en lille start, som om hun huskede noget.

"Nu til at tænke," udbrød hun, "at tænke o 'mig forgettin«, at der, en "jeg troede, at jeg

var goin 'til at fortælle dig første ting, denne Morgen.

Jeg spurgte mor - og hun sagde, hun ville bede Mrs Medlock sit eget selv ".

"Mener du -" Mary begyndte. "Hvad jeg sagde tirsdag.

Spørg hende, om du kan blive kørt over til vores hus en dag og har en lidt o 'mors

hot havre kage, en »smør, en 'et glas o' mælk."

Det virkede som om alle de interessante ting skete på én dag.

At tænke på at gå over mosen i dagslys og når himlen var blå!

At tænke på at gå ind i hytten, der holdt tolv børn!

"Er hun tror Mrs Medlock ville lade mig gå?" Spurgte hun, ganske bekymret.

"Ja, hun tror hun ville.

Hun ved, hvad en pæn kvinde, mor er, og hvor rent hun holder huset. "

"Hvis jeg gik jeg skulle se din mor samt Dickon," sagde Mary, at tænke over det og

begejstrede for ideen meget.

"Hun synes ikke at være som de mødre i Indien."

Hendes arbejde i haven og spændingen af eftermiddagen endte ved at gøre hende til at føle

stille og eftertænksom.

Martha blev hos hende indtil te-tid, men de sad i komfortable roligt og snakkede

meget lidt. Men lige før Martha gik nedenunder for

te-bakken, Mary stillet et spørgsmål.

"Martha," sagde hun, "har den kokkepige og havde tandpine igen i dag?"

Martha sikkert startede lidt. "Hvad gør dig beder?" Sagde hun.

"Fordi når jeg ventet så lang tid for dig at komme tilbage åbnede jeg døren og gik ned

på gangen for at se om du kom. Og jeg hørte, at fjerne græde igen, bare

som vi hørte det den anden aften.

Der er ikke en vind i dag, så du kan se kan det ikke have været vinden. "

"Eh!" Sagde Martha uroligt. "Tha 'ikke må gå Walkin' om i korridorerne

en 'listenin'.

Mr. Craven ville være, at der vred der er ingen knowin ', hvad han ville gøre. "

"Jeg var ikke lytter," sagde Mary. "Jeg var bare venter på dig - og jeg hørte

den.

Det er tre gange. "" Mit ord!

Der er Mrs Medlock er klokke, "sagde Martha, og hun næsten løb ud af lokalet.

"Det er det mærkeligste hus, nogen nogensinde har levet," sagde Mary søvndrukken, da hun

faldt hendes hoved på polstret sæde i lænestolen nær hende.

Frisk luft, og grave, og springe-reb havde gjort hende til at føle så behageligt træt, at

hun faldt i søvn.

>

KAPITEL X DICKON

Solen skinnede ned i næsten en uge på The Secret Garden.

The Secret Garden var, hvad Mary kaldte det, når hun tænkte på det.

Hun kunne godt lide navnet, og hun kunne lide endnu mere den følelse, at når dens smukke

gamle mure lukket hende i ingen vidste, hvor hun var.

Det virkede næsten som at være lukket ude af verden, i nogle fe plads.

De få bøger, hun havde læst og kunne lide havde været fe-historie bøger, og hun havde læst om

hemmelige haver i nogle af historierne.

Sommetider mennesker sov i dem i hundrede år, skal som hun havde troet

være temmelig dumt.

Hun havde ingen intentioner om at komme til at sove, og faktisk var hun ved at blive bredere vågen

hver dag, der gik på Misselthwaite.

Hun var begyndt at kunne lide at være ude af døre, hun ikke længere hadede vinden, men

nød det. Hun kunne køre hurtigere og længere, og hun

kunne springe op til hundrede.

Pærerne i The Secret Garden må have været meget forbavset.

Sådanne Nice Ryd steder blev gjort rundt om dem, at de havde alle de pusterum, de

ønskede, og virkelig, hvis Mistress Mary havde vidst det, de begyndte at juble op under

mørke jord og arbejde voldsomt.

Solen kunne få ram på dem og varme dem, og da regnen kom ned, kunne nå

dem på en gang, så de begyndte at føle sig meget levende.

Maria var en mærkelig, bestemt lille person, og nu hun havde noget interessant at være

bestemt om, var hun meget optaget, ja.

Hun arbejdede og gravet og trukket op ukrudt støt, der kun bliver mere tilfreds med

hendes arbejde hver time i stedet for træt af det.

Det forekom hende som en fascinerende form for leg.

Hun fandt mange flere af de spirende lysegrønne point end hun nogensinde havde håbet på at

finde.

De syntes at være at starte op overalt, og hver dag hun var sikker på, hun fandt bittesmå

nye, nogle så små, at de knap nok tittede over Jorden.

Der var så mange, at hun huskede, hvad Martha havde sagt om "vintergækker af

tusinder, "og om pærer spreder og gøre nye.

Disse var blevet overladt til sig selv i ti år, og måske havde de spredt, ligesom

vintergækker, til tusinder. Hun spekulerede på, hvor længe det ville være, før

De viste, at de var blomster.

Nogle gange er hun holdt op med at grave for at se på haven og prøv at forestille sig, hvad det ville

være ligesom da det blev dækket med tusindvis af dejlige ting i blomst.

I løbet af denne uge med solskin, blev hun mere intim med Ben Weatherstaff.

Hun overraskede ham flere gange af tilsyneladende at starte op ved siden af ham, som om hun sprang ud

af jorden.

Sandheden var, at hun var bange for, at han ville hente sit værktøj og gå væk, hvis han

så hende komme, så hun altid gik hen imod ham, så lydløst som muligt.

Men i virkeligheden havde han intet imod, at hendes lige så stærkt som han havde i første omgang.

Måske han blev hemmeligt snarere smigret af hendes tydelige ønske om hans gamle firma.

Så også, hun var flere civile, end hun havde været.

Han vidste ikke, at da hun først så ham, hun talte til ham som hun ville have talt

til en indfødt, og havde ikke vidst, at et kors, solide gamle Yorkshire mand ikke var

vant til Salaam til sine mestre, og blot være under kommando af dem til at gøre tingene på.

"Tha'rt gerne th 'Robin," sagde han til hende en morgen, da han løftede hovedet og så hende

stående af ham.

"Jeg havde aldrig ved, hvornår jeg skal se dig, eller hvilken side tha'll kommer fra."

"Han er venner med mig nu," sagde Mary. "Det er ligesom ham," vrissede Ben

Weatherstaff.

"Makin 'op til th' kvinder folk bare for Forfængelighed en 'flightiness.

Der er ingenting at han ikke ville gøre for th skyld o 'showin' fra en 'flirtin' halen-

fjer.

Han er så fuld O 'stolthed som et æg fulde O' kød. "

Han meget sjældent talte meget og nogle gange ikke engang besvare Marys spørgsmål undtagen

med et grynt, men her til morgen sagde han mere end normalt.

Han stod op og hvilede en sømbeslået opstart på toppen af sin spade, mens han kiggede hende

over. "Hvor længe har tha 'været her?" Han rykkede

ud.

"Jeg synes, det er omkring en måned," svarede hun. "Tha er beginnin 'at gøre Misselthwaite

kredit, "sagde han. "Tha'sa lidt federe end tha 'var en' THA

ikke helt så yeller.

Tha 'lignede en ung plukket krage når tha "først kom ind i haven.

Tænker jeg til mig selv jeg aldrig set på en grimmere, sourer står over for unge 'un. "

Mary var ikke forgæves, og da hun aldrig havde tænkt meget af hendes udseende var hun ikke

stærkt forstyrret. "Jeg ved, jeg er federe," sagde hun.

"Mine strømper bliver strammere.

De bruges til at lave rynker. Der er den robin, Ben Weatherstaff. "

Der faktisk var robin, og hun syntes han så pænere end nogensinde.

Hans røde vest var lige så blanke som satin, og han flirtede sine vinger og hale og

vippes hovedet og hoppede rundt med alle mulige livlige nådegaver.

Han var fast besluttet på at gøre Ben Weatherstaff beundre ham.

Men Ben var sarkastisk. "Ja, der tha 'kunst!" Sagde han.

"Tha 'kan stille op med mig for lidt nogle gange, når THA fik ingen bedre.

Tha har været reddenin 'op din vest en' polishin 'din fjer denne to uger.

Jeg ved, hvad tha er op til.

Tha er Courtin "nogle modige unge frue sted tellin 'dine løgne med hende om

Bein 'th' fineste Cock Robin på Missel Moor en 'klar til at kæmpe alle th »resten af' em."

"Oh! se på ham! "udbrød Mary.

The Robin var åbenbart i en fascinerende, fed stemning.

Han hoppede tættere og tættere og kiggede på Ben Weatherstaff mere og mere engageret.

Han fløj videre til den nærmeste solbær Bush og vippes hovedet og sang en lille sang

lige på ham.

"Tha 'tænker tha'll komme over mig ved doin'," sagde Ben, Rynker hans ansigt op i

en sådan måde, at Mary følte sig sikker på at han prøvede ikke at se glad.

"Tha 'tror ingen kan skille sig ud imod dig - det er hvad tha' tænker."

The Robin spredte sine vinger - Mary kunne næsten ikke tro sine øjne.

Han fløj helt op til håndtaget af Ben Weatherstaff er spade og satte sig på

toppen af det. Så den gamle mands ansigt rynkede sig selv

langsomt ind i et nyt udtryk.

Han stod stille, som om han var bange for at trække vejret - som om han ville ikke have rørt

for verden, bør ikke hans robin starte væk.

Han talte ganske i en hvisken.

"Nå, jeg er danged!" Sagde han saa sagte, som om han sagde noget helt andet.

"Tha 'ikke ved, hvordan man få fat i en fyr - Tha' gør!

Tha messe overjordisk, tha er så knowin '. "

Og han stod uden omrøring - næsten uden at trække vejret - indtil robin

gav endnu en flirt til hans vinger og fløj bort.

Så han stod og så på håndtaget på spaden, som om der kunne være Magic i den, og

Så begyndte han at grave igen og sagde ikke noget i flere minutter.

Men fordi han blev ved at bryde ind i en langsom grin nu og da Mary var ikke bange for at

tale med ham. "Har du en have af dine egne?" Spurgte hun.

"Nej. Jeg er Bachelder en 'lodge med Martin på th "gate".

"Hvis du havde en," sagde Mary, "hvad ville du plante?"

"Kål en 'Taters en' løg."

"Men hvis du ønsker at lave en blomsterhave," vedblev Mary, "hvad ville du

? plante "" Løg en 'sweet-smellin' ting - men

det meste roser. "

Marias ansigt lyste op. "Kan du lide roser?" Sagde hun.

Ben Weatherstaff rod op en ukrudtsplante og kastede det til side, før han svarede.

"Nå, ja, det gør jeg.

Jeg blev lært, at ved en ung dame jeg var gartner til.

Hun havde en masse på et sted, hun holdt af, en 'hun elskede' em, som om de var børn -

eller Robins.

Jeg har set hende bøje sig over et 'kys' em. "Han trak en anden ukrudt og skulede til

den. "Det var lige så meget som ti års siden."

"Hvor er hun nu?" Spurgte Mary, meget interesseret.

"Himlen," svarede han, og kørte sin spade dybt ned i jorden, "'Cording til hvad

Præsten siger. "

"Hvad skete der med roserne?" Mary spurgte igen, mere interesserede end

nogensinde. "De var overladt til sig selv."

Mary var ved at blive temmelig ophidset.

"Har de helt dø? Gør roser ganske dø, når de er overladt til

sig selv? "hun vovede.

"Nå, jeg kom til at lide dem - en" jeg kunne godt lide hende - en 'hun kunne lide' em, "Ben Weatherstaff

indrømmede modvilligt.

"En eller to gange om året jeg ville gå en 'arbejde på' em lidt - sveske 'em en' grave ca th '

rødder. De kører vildt, men de blev i de rige jord,

så nogle af dem boede. "

"Når de ikke har nogen blade og ser grå og brune og tørre, hvordan kan du fortælle om

de er døde eller levende? "spurgte Mary.

"Vent til th foråret får på 'em - vent th' solen skinner på th 'regn og th"

Regnen falder på th 'solskin en' så tha'll finde ud af. "

"Hvordan - hvordan?" Råbte Mary, glemmer at være forsigtig.

"Look langs th 'kviste en' grene en 'hvis tha' se lidt af en brun klump hævelse

her en 'der, se det efter th' varme regn en 'se hvad der sker. "

Han stoppede pludselig og kiggede nysgerrigt på hendes ivrige ansigt.

"Hvorfor tha 'sig så meget om roser en' sådan, lige pludselig?" Spurgte han.

Mistress Mary følte hendes ansigt bliver rødt.

Hun var næsten bange for at svare. "Jeg - jeg ønsker at spille det - at jeg har en

Have min egen, "sagde hun stammede. "Jeg - der er intet for mig at gøre.

Jeg har ikke noget. - Og ingen "

"Nå," sagde Ben Weatherstaff langsomt, da han så hende, "det er sandt.

Tha 'har ikke. "

Han sagde det på en sådan en underlig måde, at Mary spekulerede på, om han var faktisk lidt ked af det

for hende.

Hun havde aldrig følt ondt af sig selv, hun havde kun følte sig træt og på tværs, fordi hun

ikke lide mennesker og ting så meget. Men nu er verden syntes at være under forandring, og

bliver pænere.

Hvis ingen fandt ud af om den hemmelige haven, bør hun nyde sig selv altid.

Hun blev hos ham i ti eller femten minutter længere og spurgte ham så mange

spørgsmål som hun turde.

Han svarede hver eneste af dem i sin queer gryntende måde, og han syntes ikke rigtig

tværs og ikke afhente sin spade og forlade hende.

Han sagde noget om roser, ligesom hun gik væk, og det mindede hende om

dem, han havde sagt han havde været glad for. "Kan du gå ud og se de andre roser nu?"

spurgte hun.

"Ikke været i år. Min gigt har gjort mig alt for stiv i th '

samlinger. "

Han sagde det i sin brummende stemme, og så ganske pludselig syntes han at blive vred med

hende, selvom hun ikke se hvorfor han skulle. "Se nu her!" Sagde han skarpt.

"Lad være tha 'stille så mange spørgsmål.

Tha'rt th "worst Qvind for Askin 'spørgsmål, jeg nogensinde kommer et kors.

Få dig væk en 'leg dig. Jeg har gjort Talkin 'for i dag. "

Og han sagde det så ærgerligt, at hun vidste, der var ikke det mindste brug i opholder

et minut.

Hun gik springe langsomt ned udenfor tur, tænker ham over og siger til

sig selv, at queer som den var, var her en anden person, som hun holdt på trods af

hans crossness.

Hun kunne godt lide gamle Ben Weatherstaff. Ja, hun kunne lide ham.

Hun har altid ønsket at prøve at få ham til at tale med hende.

Også hun begyndte at tro, at han vidste alt i verden om blomster.

Der var en laurbærkrans-afdækkede gåtur, som buede runde af The Secret Garden og endte på en port

som åbnede i et træ i parken.

Hun troede, hun ville glide rundt dette gå og kigge ind i skoven og se om der

var nogen kaniner hoppe rundt.

Hun nød det springer meget og da hun nåede den lille porten hun åbnede den

og gik igennem, fordi hun hørte en lav, ejendommelig pibende lyd, og ønskede at finde

ud af, hvad det var.

Det var en meget mærkelig ting faktisk. Hun helt fangede hendes åndedrag som hun stoppede

at se på det.

En dreng sad under et træ, med ryggen mod det, spiller på et groft træ

rør. Han var en sjovt udseende dreng på omkring tolv.

Han så meget rent, og hans næse dukkede op, og hans kinder var røde som valmuer og

aldrig havde Mistress Mary set så rund og så blå øjne i enhver drengs ansigt.

Og på stammen af træet, han lænede sig imod, var et brunt egern klamrer og

se ham, og fra bag en busk i nærheden af en pik fasan var fint stretching

hans nakke for at kigge ud, og ganske tæt på ham

var to kaniner sad op og snuse med skælvende næser - og faktisk er det

syntes som om de alle var nærmer sig at se ham og lytte til det mærkelige lave

lidt kalde hans pibe syntes at gøre.

Da han så Maria han holdt sin hånd og talte til hende med en stemme, næsten lige så lavt som

og lidt ligesom hans rør. "Lad være tha 'bevæge sig," sagde han.

"Det ville flyvning 'em."

Mary forblev ubevægelig. Han stoppede med at spille sin pibe og begyndte at

stiger fra jorden.

Han flyttede så langsomt, at det næppe var, som om han bevægede sig overhovedet, men på

han endelig stod på benene og derefter egernet sprang tilbage op i

grene af hans træet, fasan trak

hans hoved og kaniner tabes på alle fire og begyndte at hoppe væk, men ikke ved

alle som om de var bange. "Jeg er Dickon,« sagde drengen.

"Jeg kender tha'rt Miss Mary."

Så Mary indså, at en eller anden måde hun havde kendt i første omgang, at han var Dickon.

Hvem ellers kunne have været charmerende kaniner og fasaner som de indfødte charme slanger

i Indien?

Han havde et stort, rødt, buede munden og hans smil bredte sig over hele hans ansigt.

"Jeg rejste mig langsom," forklarede han, "fordi hvis tha 'gør en hurtig flytte det startles' em.

Et organ "som at bevæge sig blidt en 'tale lav, når vilde ting handler om."

Han talte ikke til hende, som om de aldrig havde set hinanden før, men som om han

kendte hende ganske godt.

Mary vidste intet om drenge, og hun talte med ham en lille stift, fordi hun følte sig

temmelig genert. "Fik du Martha brev?" Spurgte hun.

Han nikkede sin krøllede, rust-farvet hoved.

"Det er derfor jeg kommer." Han bøjede sig for at hente noget, der havde

ligget på jorden ved siden af ham, da han via rørledninger.

"Jeg har fået th 'haveredskaber.

There'sa lille spade for en 'rive en' en gaffel en 'Hoe.

Eh! de er gode 'uns. There'sa murske, også.

En 'th' kvinde i th 'butik kastede i en pakke o' hvide valmuer en 'one o' blå Larkspur

da jeg købte th 'andre frø. "" Vil du vise frø til mig? "

Sagde Mary.

Hun ønskede, hun kunne tale, som han gjorde. Hans tale var så hurtig og nem.

Det lød som om han kunne lide hende, og var ikke det mindste bange for hun ville ikke lide ham,

skønt han kun var en fælles hede dreng, i lappet tøj og med et sjovt ansigt og en

ru, rustne-røde hoved.

Da hun kom tættere på ham, bemærkede hun, at der var en ren frisk duft af lyng

og græs og blade om ham, næsten som om han var lavet af dem.

Hun kunne lide det meget, og da hun kiggede ind i hans sjove ansigt med de røde kinder og

runde blå øjne, hun glemte, at hun havde følt sig genert.

"Lad os sætte os ned på denne log og se på dem," sagde hun.

De satte sig ned og han tog en klodset lidt brunt papir pakke ud af frakkelommen.

Han løste snoren og indenfor var der nok så mange pænere og mindre pakker

med et billede af en blomst på hver enkelt. "There'sa masse o 'Reseda en' valmuer,"

sagde han.

"Reseda er th 'sødeste smellin' ting som vokser, en 'det vil vokse, uanset hvor du kaster

det samme som valmuer vil. Them as'll komme op en 'blomstre, hvis du bare

fløjte til 'em, dem er th' pæneste af dem alle. "

Han stoppede og drejede hovedet hurtigt, hans valmuer-cheeked ansigt lyser.

"Hvor er det robin som det er rette sted 'os?" Sagde han.

Den pippe kom fra en tyk kristtjørn, lyse med skarlagenrøde bær, og Mary

troede, hun vidste hvis det var. "Er det virkelig kalde os?" Spurgte hun.

"Ja," sagde Dickon, som om det var den naturligste ting i verden, "han er rette sted

en, han er venner med. Det er samme som Jeg siger 'Her er jeg.

Se på mig.

Jeg ønsker en lidt af en chat. "Der er han i bushen.

Hvem er han? "" Han er Ben Weatherstaff er, men jeg tror, at han

kender mig lidt, "svarede Mary.

"Ja, han kender dig," sagde Dickon i hans lave stemme igen.

"En 'han kan lide dig. Han tog dig på.

Han vil fortælle mig alt om dig i et minut. "

Han flyttede helt tæt på Bush med den langsomme sats Mary havde lagt mærke til før, og

Derefter lavede han en lyd næsten som Robin egen Twitter.

The Robin lyttede et par sekunder, intenst, og så svarede ganske som om han var

besvarelse af et spørgsmål. "Ja, he'sa ven o 'dit," lo

Dickon.

"Tror du, han er?" Råbte Mary ivrigt. Hun ville så gerne vil vide.

"Tror du, han virkelig kan lide mig?" "Han vil ikke komme i nærheden af dig, hvis han ikke gjorde det,"

svarede Dickon.

"Fugle er sjælden choosers en 'en robin kan lade hånt om en krop værre end en mand.

Se, han gør op til dig nu. 'Kan ikke tha' se en fyr? 'Han Jeg siger'. "

Og det virkelig virkede, som om det skal være sandt.

Han så kantede sig og kvidrede og vippes, da han hoppede på hans bush.

"Kan du forstå alt, hvad fuglene siger?" Sagde Mary.

Dickon er grin spredt, indtil han syntes alle brede, røde, buede mund, og han gned

ru hoved. "Jeg tror, jeg gør, og de synes, jeg gør," siger han

sagde.

"Jeg har boet på th 'hede med' em så længe. Jeg har set 'em knække skallen en' komme ud

en 'flyvefærdige en' lære at flyve en 'begynder at synge, til jeg tror jeg er en af' em.

Nogle gange tror jeg p'raps jeg er en fugl eller en ræv eller en kanin eller et egern, eller endda en

bille, et "jeg kender den ikke." Han lo og kom tilbage til log og

begyndte at tale om blomsterfrø igen.

Han fortalte hende, hvad de så ud, da de var blomster, han fortalte hende, hvordan at plante

dem, og se dem, og fodre og vande dem.

"Se her," sagde han pludselig vendte sig til at se på hende.

"Jeg vil plante dem for dig selv. Hvor er tha 'haven? "

Marys tynde hænder knugede hinanden, da de lå på hendes skød.

Hun vidste ikke hvad jeg skal sige, så et minut efter hun sagde ikke noget.

Hun havde aldrig tænkt på dette.

Hun følte sig elendigt. Og hun følte, som om hun gik rødt og derefter

bleg. "Tha har fået et lidt o 'have, har ikke tha'?"

Dickon sagde.

Det var sandt, at hun var blevet rødt og derefter bleg.

Dickon så hende gøre det, og da hun sagde stadig ikke noget, han begyndte at blive forvirrede.

"Ville de ikke give dig lidt?" Spurgte han.

"Har ikke tha 'fik nogen endnu?" Hun holdt hendes hænder strammere og vendte hende

øjne mod ham. "Jeg kender ikke noget om drenge," siger hun

sagde langsomt.

"Kan du holde på en hemmelighed, hvis jeg fortalte dig en?

Det er en stor hemmelighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis nogen

fundet ud af det.

Jeg tror, jeg skulle dø! "Hun sagde det sidste punktum ganske voldsomt.

Dickon så mere forvirret end nogensinde, og selv gned sin hånd over hans ru hovedet

igen, men han svarede ganske godmodigt.

"Jeg er Keepin 'hemmeligheder alle th' tid," sagde han.

"Hvis jeg ikke kunne holde hemmeligheder fra th 'andre fyre, hemmeligheder om ræve' unger, en 'fugle'

reder, en 'Wild Things' huller, ville der ikke være nul sikker på th 'hede.

Ja, jeg kan holde hemmeligheder. "

Mistress Mary betød ikke at sætte ud af hendes hånd og kobling ærmet, men hun gjorde det.

"Jeg har stjålet en have," sagde hun meget hurtigt. "Det er ikke mit.

Det er ikke nogens.

Ingen ønsker det, ingen bekymrer sig for det, ingen nogensinde går ind i det.

Måske alt er død i det allerede. Jeg ved det ikke. "

Hun begyndte at føle varme og i strid som hun nogensinde havde følt i hendes liv.

"Jeg er ligeglad, jeg er ligeglad! Ingen har nogen ret til at tage det fra mig

når jeg går op i det og det gør de ikke.

De er at lade det dø, alle lukket inde af sig selv, "sluttede hun lidenskabeligt, og hun

kastede armene over hendes ansigt og udbrød gråd-stakkels lille Jomfru Maria.

Dickon er nysgerrige blå øjne blev rundere og rundere.

"EH-hh!" Sagde han, tegning hans udråbstegn ud langsomt, og den måde han gjorde det betød

både undren og sympati.

"Jeg har intet at gøre," sagde Mary. "Intet tilhører mig.

Jeg fandt det selv, og jeg kom ind i det selv. Jeg var kun ligesom Robin, og de

ville ikke tage det fra Robin. "

"Hvor er det?" Spurgte Dickon i et faldt stemme.

Mistress Mary rejste sig fra loggen på én gang. Hun vidste, at hun følte sig tværtimod igen, og

stædig, og hun var ligeglad overhovedet.

Hun var bydende og indiske, og på samme tid varmt og sorgfulde.

"Kom med mig, og jeg vil vise dig," sagde hun. Hun førte ham rundt i Laurbær sti og til

Turen hvor vedbend blev så tykt.

Dickon fulgte hende med en mærkelig, næsten medlidende, se på hans ansigt.

Han følte, som om han blev ført til at se på nogle mærkelige fuglerede og skal flytte

sagte.

Da hun gik hen til væggen og løftede de hængende vedbend han startede.

Der var en dør og Mary skubbede den langsomt åbne, og de gik ind sammen, og derefter

Mary stod og vinkede runde trodsigt.

"Det er dette," sagde hun.

"Det er en hemmelig have, og jeg er den eneste i verden, der ønsker det at være i live."

Dickon kiggede rundt og rundt om det, og rundt og rundt igen.

"Eh!" Han næsten hviskede, "det er en mærkelig, smukke sted!

Det er ligesom, som om en krop var i en drøm. "

>