The New Yorkers Komma-dronnings ære i smålig kritik

"Korrekturlæsning for det amerikanske tidsskrift The New Yorker er som at være angriber på et Superligahold - kritikere er opmærksomme på hver eneste lille bevægelse," fortæller Mary Norris, der har haft positionen i mere end tredive år. I løbet af den tid har hun fået ry for at være hård og for at være "komma-galning", men det er uberettiget, mener hun. Hendes opgave tjener først og fremmest ét formål: at få skribenterne til at tage sig godt ud. Udforsk i denne charmerende tale The New Yorkers karakteristiske stil sammen med den person, som kender den bedst,

Jeg har brugt de sidste 38 år
på at forsøge at være usynlig.

Jeg er korrekturlæser.

Jeg arbejder for
The New Yorker,

og at læse korrektur for The New Yorker
er som at være målmand

i en Superliga-klub:

kritikere er opmærksomme på
hver eneste lille bevægelse -

gud forbyde, at man begår
en fejl.

Korrekturlæsere bestemmer ikke,
hvad der kommer med i tidsskriftet.

Vi arbejder med sætninger,

måske med afsnit,

ord og tegnsætning.

Vores arbejde ligger i detaljerne.

Vi sætter tremaet, de to prikker,
over "i'et" i det engelske ord "naïve".

Vi indskriver tidsskriftets stilregler.

Ethvert tidsskrift har en stil.

Stilen hos The New Yorker
er særligt karakteristisk.

Vi bliver til tider drillet
med vores stil.

Tænk sig - vi staver stadig
"teen-ager" med bindestreg,

som om ordet lige var blevet dannet.

Men når du ser bindestregen
i "teen-age"

og tremaet i det engelske ord
"coöperate",

så ved du, at du læser
The New Yorker.

Korrekturlæsning hos The New Yorker
er en mekanisk proces.

Der findes en beslægtet opgave,
der kaldes sprogrevision

eller sprogvask.

Hvor korrekturlæsningen er mekanisk,

er sprogrevision fortolkende.

Vi foreslår ændringer til skribenten
gennem redaktøren

for at forbedre emfasen i en sætning,

eller for at gøre opmærksom på
utilsigtede gentagelser,

og vi foreslår fængslende alternativer.

Vores opgave er at få skribenten
til at tage sig godt ud.

Bemærk at vi ikke giver vores rettelser
direkte til skribenten,

men til redaktøren.

Det opstiller ofte en illusion om
"den gode" og "den onde",

hvor korrekturlæseren - her brugt som
en paraplybetegnelse -

altid er "den onde".

Hvis vi gør vores arbejde godt,
er vi usynlige.

Men så snart vi begår en fejl,

kommer vi korrekturlæsere
i læsernes søgelys.

Her er den fejl,
jeg senest er blevet præsenteret for.

[Sidste tirsdag, gav Sarah Palin,
præ-Trump personificeringen

af populistisk ingen-intethed,
sin opbakning

til Donald Trump.]

"Hvor var The New Yorkers sagnomspundne
korrekturlæsere?", skrev en læser.

"Mente skribenten ikke
'intetvidenhed'?"

Av.

Der er ingen undskyldning for den fejl.

Men jeg kan lide det: "Ingen-intethed."

Det kan være et folkeligt, amerikansk
udtryk for "nihilisme".

(Latter)

Her citerer en anden læser
en passage i tidsskriftet:

[Ruby var seksoghalvfjerds, men hun
bibeholdt sin autoritative holdning;

kun hendes usikre gang
bedrog hendes alder.]

Han tilføjede:

"Der må da være nogen,
der forstår betydningen af 'bedrog',

og at den er det modsatte af,
hvordan det bruges i denne sætning.

Kom nu! Tag jer sammen."

Bedrage: At give et falsk indtryk

Det skulle have været "røbede."

Skribent E.B. White beskrev engang
kommaer i The New Yorker:

"De falder lige så præcist som knive,
der kastes og omridser et menneske."

(Latter)

Og det er sandt - vi får mange
klager der omhandler kommaer.

"Er der virkelig to kommaer i
'Martin Luther King, Jr., Boulevard'?"

Det er der muligvis ikke på vejskiltet,
men sådan er The New Yorkers stil.

En spøgefugl skrev:

[Vil I ikke være så venlige at droppe,
eller, i det mindste, begrænse,

komma-galningen, i jeres redaktion?"]

(Latter)

Åh, ja.

I dette tilfælde, er kommaerne
velplacerede.

Bortset fra, at der ikke skal være
komma

mellem "galning" og "i"

(Latter)

og hvis vi skal have kommaer
omkring "i det mindste"

kan vi løsne det op
ved at bruge tankestreger:

"... - eller, i det mindste, begrænse -"

Perfekt.

(Bifald)

Og så er der dette:

"Elsker jer og
jeres tidsskrift

men vil I ikke venligst stoppe med
at skrive store tal i tekstform?"

[to og en halv million...]

Nej.

(Latter)

Et sidste klageråb
fra en ordkløver:

["de lange, strengede ting
er stemmebånd, ikke -strenge."

Den forargede læser tilføjede:

"Jeg er næppe den første,
der pointerer

denne uhørte
korrekturlæsningsfejl,

og er sikkert heller ikke den sidste.

Skam jer!"

(Latter)

Jeg plejede at kunne lide
at få post.

Der er en pagt mellem
skribenter og redaktøre.

Redaktøren forråder
aldrig skribenten,

fortæller aldrig offentligheden
om dårlige vittigheder, der skulle fjernes

eller historier, der blev for lange.

En god redaktør redder
skribenten fra hendes overfloder.

Korrekturlæsere har også
et kodeks:

Vi udstiller ikke hinandens
forsømmelser.

Jeg føler mig illoyal ved
at røbe dem her,

så lad os se på,
hvad vi gør rigtigt.

På en eller anden måde, har jeg fået
et ry for at være hård.

Men jeg arbejder sammen med skribenter
der ved, hvordan de får deres vilje.

Jeg har kendt Ian Frazier, eller "Sandy"
siden starten af firserne.

Han er en af mine yndlinge,

selvom han til tider skriver
sætninger,

der får korrekturlæseren
til at stoppe op.

Her er et eksempel fra en
historie om Staten Island

efter orkanen Sandy:

[En bådebro der var brækket midt over
og havde mistet sin ene halvdel

skrånede ned mod vandet

med sine sikkerhedsrør og -liner
hængende ned

som når man åbner en pakke
frisk pasta, og pastaen glider ud.

(Latter)

Det ville aldrig være sluppet igennem
hos grammatikeren i fordums tid.

Men hvad kunne jeg gøre?

Teknisk set skulle "som" have været
"ligesom"

men det lyder latterligt,

som om skribenten ville kaste sig ud i
en omfattende homerisk sammenligning -

"ligesom når man åbner en
pakke frisk pasta."

(Latter)

Jeg besluttede at orkanen gav
Sandy poetisk retfærdighed

og lod sætningen stå.

(Latter)

Generelt, hvis jeg synes,
noget er forkert,

foreslår jeg
ændring tre gange.

Det fortalte jeg Sandy for kort tid siden
i et svagt øjeblik, og han svarede:

"Kun tre?"

Så han har lært at holde ud.

Han skrev for nyligt
en historie i "Talk of the Town"

sektionen på forsiden af
tidsskriftet

med korte historier om alt fra
Ricky Jays udstilling

på The Met i New York

til indførelsen af
"doggie bags" i Frankrig.

Sandys historie handlede om
den hjemvendte

højesteretsdommer, Sonia Sotomayor .

Der var tre ting i historien,
jeg måtte ændre.

Først en grammatisk rettelse.

Dommeren var klædt i sort,
og Sandy skrev:

[Hendes ansigt og hænder skilte sig ud som
i et gammelt, overvejende mørkt billede.]

I modsætning til teksten
om orkanen

havde skribenten ikke
undskyldningen at bruge "som"

til at beskrive orkanskader.

"som" er i denne betydning en præposition
og præpositioner tager et objekt,

hvilket er et substantiv.

Dette "som" skulle være "ligesom."

"Ligesom i et gammelt, overvejende mørkt
billede."

For det andet,
et staveproblem.

Skribenten citerede en,
der assisterede dommeren:

["Det tager lige et øjeblik.

Vi skal lige have mic'et dommeren,"]

Mic'et?

Musikindustrien staver det "mic",

fordi det er sådan, det staves
på deres udstyr.

Jeg havde ikke set det brugt
som verbum stavet sådan

og jeg blev oprørt over tanken om
at "mic'et"

skulle komme med i tidsskriftet
på min vagt.

(Latter)

The New Yorkers forkortelse for
"mikrofon" er "mike".

Endelig var der et stridspunkt
i den anvendte grammatik,

hvor et pronomen skal have
samme grammatisk bøjning

som sin antecedent.

[Everyone in the vicinity
held their breath]

Det engelske "their" er pluralis men
antecedenten "everyone" er singularis.

På engelsk ville man aldrig sige
"Everyone were there."

Man ville sige "was there"
eller "is here". I singularis.

Men folk siger sætninger som
"Everyone held their breath" hele tiden.

For at gøre det legitimt

kalder korrekturlæsere det
"singularis-'their'"

som om at kalde det singularis
fjerner pluralis-betydningen.

(Latter)

Når jeg ser det skrevet, er det min opgave
at gøre hvad jeg kan for at fjerne det.

Jeg kunne ikke foreslå
"everyone held her breath"

eller "everyone held his breath"

eller "everyone held his or her breath."

Mit forslag skulle passe ind.

Jeg spurgte,
via redaktøren,

om skribenten ville overveje
at ændre det

til "all in the vicinity held
their breath"

Fordi det engelske "all"
er pluralis.

Nej.

Jeg prøvede igen: "All those present
held their breath?"

Jeg tænkte, at det lød
svagt juridisk.

Men redaktøren påpegede,

at "present" og "presence"
ikke fungerer

i samme sætning.

Da den endelige tekst
kom tilbage,

havde skribenten accepteret
"ligesom",

og "miked".

Men ved "Everyone held their breath"
holdt han fast.

To ud af tre er ikke dårligt.

I samme nummer,

i artiklen om "doggie bags" i Frankrig,

indgik en franskmands umotiverede
brug af "f-ordet".

Jeg spekulerer over,
ved næste postlevering,

hvad der så vil have fornærmet
læserne mest.

(Latter)

Tak.

(Bifald)