Kunsten at lave en bue

Dong Woo Jang har en usædvanlig fritidsinteresse. Jang, som kun var 15 år, da han gav dette foredrag, fortæller historien om, hvordan dét at leve i Seouls betonjungle inspirede ham til at lave den perfekte bue. Se ham demonstrere en af sine håndlavede buer.

Det siges, at græsset altid er grønnere

på den anden side af hegnet,

og jeg tror på,
at dette er sandt,

især når jeg hører på Præsident Obama

som ofte taler om det
koreanske uddannelsessystem

som en målestok for succes.

Men jeg kan fortælle jer,

at i det strengt strukturerede
og meget konkurrenceprægede

koreanske skolesystem,

også kendt som trykkogeren,

er det ikke alle som kan klare sig
i sådan en omgivelse.

Mens mange reagerede på forskellige måder

omkring vores uddannelsessystem,

var min reaktion på dette pressende miljø,

at lave buer med træstykker,

som jeg fandt nær mit lejlighedskompleks.

Hvorfor buer?

Jeg ved det ikke helt.

Måske i lyset af konstant pres,

blev mit overlevelsesinstinkt

forbundet med buen.

Hvis man tænker over det,

så har buen hjulpet menneskets overlevelse

siden oldtiden.

Området indenfor 3 kilometer af mit hjem

var engang en morbær-skov

under Joseon-dynastiet,

hvor silkeorme blev fodret
med morbærblade.

For at øge historisk bevidsthed over dette,

har regeringen plantet morbærtræer.

Frøene fra disse træer

er blevet spredt af fugle her og der

tæt på togbanens lydtætte vægge,

som er blevet bygget ved
de Olympiske Lege i 1988.

Området ved væggene,

som ingen lægger mærke til

havde blevet udeladt
fra nogen større indgriben,

og det er her,
jeg fandt mine første skatte.

Mens jeg blev mere opsat på at lave buer,

begyndte jeg at lede overalt i mit nabolag.

Når jeg tog på studieture,

familieferier eller bare på jeg hjem

fra fritidsaktiviteter,

så gik jeg rundt
i de skovbevoksede områder

og samlede grene

med de værktøjer,
jeg sneg ned i min skoletaske.

Og det ville være save, knive,

segle og økser,

som jeg dækkede til med håndklæde.

Jeg ville tage grenene med hjem,

tage busser og tog,

mens jeg knap nok
kunne holde dem i mine hænder.

Og jeg tog ikke
værktøjet med her til Long Beach.

Lufhavnssikkerhed.

(Latter)

I mit værelses privathed,
dækket til af savsmuld,

ville jeg save, trimme
og polere træ hele natten lang

indtil en bue fik form.

En dag var jeg ved at skifte form
på et stykke bambus

og endte med at sætte ild til stedet.

Hvorhenne? På taget af bygningen,

et sted som 96 familier kalder hjem.

En kunde fra en butik
på tværs af bygningen

ringede efter 112.

og jeg løb ned
for at fortælle min mor

med halvdelen af mit hår brændt.

Jeg vil gerne bruge denne mulighed til

at fortælle min mor,
som er blandt publikum i dag:

Mor, jeg er virkelig ked af det,

og jeg vil være mere forsigtig
med åben ild fra nu af.

Min mor skulle forklare en masse

med at fortælle folk,
at hendes søn ikke begik

brandstiftelse.

Jeg søgte også en masse på buer
fra rundt om i verden.

Derved prøvede jeg at kombinere

de forskellige buer fra tid og sted

til at skabe den mest effektive bue.

Jeg arbejdede også
med forskellige typer af træ,

såsom ahorn, taks og morbær,

og lavede mange skydeeksperiementer

i de skovbevoksede områder
tæt på togbanen,

som jeg nævnte tidligere.

Den mest effektive bue for mig

ville være sådan her.

Et: Buede ender kan
maksimere spændstigheden,

når du trækker og skyder buen.

To: Maven trækkes inad
for højere trækvægt,

som giver mere styrke.

Tre: Sene brugt
i det yderste lag af buebenet

for maksimal opbevaring af spænding.

Og fire: Horn brugt til
at lagre energi i kompression.

Efter at fikse, ødelægge, omdesigne,

lappe, bøje og ændre,

så begyndte min ideele bue at tage form,

og da den endelig var færdig,

så den sådan her ud.

Jeg var så stolt af mig selv

for selv at opfinde en perfekt bue.

Dette er et billede
af traditionelle koreanske buer

taget fra et museum,

og se hvordan min bue ligner dem.

Tak til mine forfædre

for at stjæle min opfindelse. (Latter)

Ved at lave buer

er jeg kommet i kontakt med
en del af min kulturarv.

Dét at kende til den information,
som har oparbejdet sig gennem tiden,

og læse beskeden
efterladt af mine forfædre,

var bedre en enhver form for terapi

eller råd givet til mig
af nogen voksne.

Ser I, jeg søgte langt og bredt,

men gad aldrig at lede tæt på og nært.

Ved at indse det,

begyndte jeg at blive interesseret
i koreansk historie,

som aldrig havde inspireret mig før.

I sidste ende, så er græsset ofte grønnere

på min side af hegnet,

selvom vi ikke indser det endnu.

Nu vil jeg vise jer,
hvordan min bue virker.

Og lad os se,
hvordan den her virker.

Dette er en bambusbue,

med 20-kilos vægte.

(Lyd af flyvende pil)

(Bifald)

En bue kan fungere
som en simpel mekanisme,

men for at lave en god bue,

kræver det en masse sensivitet.

Man er nødt til at forstå
og kommunikere

med træmaterialet.

Ethvert fiber i træet

har dets egen årsag
og virke for eksistens,

og kun igennem samarbejde
og harmoni mellem dem

bliver en god bue skabt.

Jeg er måske en [underlig] studerende

med ukonventionelle interesser,

men jeg håber på,
at jeg yder et bidrag

ved at dele min historie med jer.

Min ideelle verden er et sted,

hvor ingen er efterladt,

hvor der er brug for alle lige der,
hvor de befinder sig,

ligesom fibrene og senerne i en bue,

et sted, hvor de stærke er fleksible

og de sårbare er modstandsdygtige.

Buen minder om mig

og jeg minder om buen.

Nu skyder jeg
en del af mig selv hen til jer.

Nej, endnu bedre, en del af mit sind

er lige blevet skudt hen til jeres sind.

Ramte jeg dig?

Tak.

(Bifald)