Into the Fire - En film om flygtninge og indvandrere i Athen.

Da det græske asylbehandlingssystem er brudt sammen, som følge af de mange flygtninge og det græske samfunds store økonomiske og politiske krise, er de mange hundrede tusinder flygtninge og migranter strandet i landet - uden mulighed for få deres sager behandlet eller rejse videre. Filmen undersøger både flygtninge og migranters situation i Grækenland men også den stigende racisme og fascisme, der er fulgt i kølevandet på den økonomiske krise og flygtningekrisen. Filmens aktualitet bliver desværre igen og igen understreget af Gyldent Daggry og græske myndigheders utallige overfald og drab på migranter og flygtninge i landet.

Grækenland er en af de mest benyttede adgangsveje til Europa

Vi har ikke engang de basale nødvendigheder,

nogle gange går vi hele dage uden at få mad.

Forstår du, jeg sover i parken.

De søger sikkerhed i Europa, men Grækenland er ikke sikkert.

Kommer du til Grækenland? Så vil du lære Grækenland at kende...

Intet arbejde, ingen papirer, politiet, det er et problem...

Jeg ser bange mennesker, mange bange mennesker.

Nogle gange, hvis du går ud, forsøger de at tæske os.

Der er en bekymrende stigning i racistisk vold

og vi hører om overfald næsten dagligt.

Direkte i deres hjerter. Knive i deres hjerter.

Jeg elsker Grækenland, men grækere kan ikke lide udlændinge.

Grækere kan ikke lide udlændinge, især ikke sorte,

de hader fremmede.

De fleste flygtninge ankommer til Europa til fods eller med skib,

via Grækenland, Italien og Spanien.

Ifølge EU lovgivningen skal ansøgning om asyl foretages

i det land i Europa, hvor en flygtning først ankommer.

De må ikke flytte til et andet europæisk land.

I 2011 fandt den Europæiske Menneskeretsdomstol,

at asylansøgere i Grækenland

er i risiko for inhuman og nedværdigende behandling.

For det første blev det gjort pga. manglerne i asylprocedurerne,

forholdene i asylcentrene og leveforholdene i Grækenland.

Ikke engang politiet eller staten

kan give os det præcise antal flygtninge.

Det er svært. Vi kender ikke det præcise antal.

I 2010 vurderede Frontex at ca. 80%

af alle dem, der ankom til EU,

fik adgang gennem Grækenland.

Og alle de mennesker havde ikke noget sted at bo, ikke nogen bistand

og mange af dem sov på gaden.

De var fangede i Grækenland,

uden mulighed for at rejse videre og uden mulighed for at blive.

Vi beder om hjælp fra EU.

Det går ikke godt.

Nogle sover på gaderne og lever af affald.

Vi spiser ikke god mad.

Vi går sultne i skole.

16-årige Barry bor på et hostel for flygtningebørn,

nogle ikke ældre end 8 år.

Disse billeder af forholdene indenfor

blev filmet af en af beboerne.

Du kan se hvordan toilettet er.

17-årige Yaseen bor på samme hostel.

Jeg har stort problem.

Jeg har ikke noget arbejde,

har ingen penge, har intet tøj,

har ingen sko.

Få måneder senere modtager Yaseen dårlige nyheder

om sin familie hjemme i Pakistan.

I sidste måned bombede de vores hjem.

Jeg mistede min familie.

Samme sommer fylder Yaseen 18 år,

og må derfor forlade hostellet.

Siden har han boet på gaden.

Tidligt om morgenen.

Athens parker er fyldt med flygtninge, der sover udenfor.

Når de bliver taget af politiet, efter at have krydset grænsen,

bliver de i første omgang tilbageholdt,

og sidenhen overladt til sig selv.

Politiet siger: Gå ud.

Forstår du, jeg sover i parken.

De siger: Gå, okay, gå!

Jeg har ingen steder at gå hen, jeg kender ingen.

Jeg sover i parken.

Nogle gange tager man noget at spise fra skraldespanden.

Intet hus, ingenting, intet jeg kan gøre...

Vi lider virkelig meget her i Grækenland.

Vi lider.

Vi lider meget.

Det er svært selv at få noget at spise, betale for vand, mad...

Det er hårdt, hårdt for os.

Folk bliver nødt til at hjælpe flygtninge her i landet.

De har ikke nogen faciliteter for flygtninge.

Vi forlader vores land på grund af problemer,

vi forlader ikke vores land som vi vil.

Ingen byder sig om at forlade sit land, i sit hjerte.

Vi forlader det på grund af problemerne.

De giver mig et gevær, du ved, AK-47,

de siger "du skal slås".

Nurdin ville ikke slås.

Hans mor sendte ham ud af landet så han kunne være i sikkerhed.

Han gik i ugevis fra Syrien,

rejste til fods gennem Tyrkiet, for at komme til Europa.

Jeg bor i Axernon, lige nede af gaden.

Jeg bor sammen med mine venner.

Axernon er et kvarter i Athen

med et stort somalisk miljø.

Velkommen til Somalien! Ikke græsk, Somalien!

Det er her, det er det hus jeg bor i.

Vi sover her, kan du se.

Det er min, jeg sover her.

Der er syv andre fyre der sover her.

Ikke alle har en,

vi deles, du ved, vi deles om madrasserne.

- Ja, ti personer. - Ti personer i det her rum?

18 personer deler denne lille toværelses lejlighed.

Vi har virkelig brug for hjælp fra de andre europæiske lande.

Vi vil virkelig gerne ud af det her land.

Vi er virkelig i problemer her.

Jeg har et problem med det her øje, som du kan se.

Jeg har prøvet at tage på hospitalet tre gange.

Men de hjalp mig ikke overhovedet.

Nurdin fik skaffet en henvisning

og en recept til sin øjensygdom,

efter han besøgte Doctors of the Worlds gratis klinik.

Vi begyndte med kun at behandle

patienter, der var indvandrere eller flygtninge.

Det er først indenfor de seneste seks måneder,

siden den økonomiske krise begyndte,

at vi også har mange græske patienter.

I mindst det seneste år, har vi en humanitær krise,

på grund af den økonomiske krise.

Der er ingen penge.

Jo, jeg forstår at økonomien er dårlig.

I burde tillade os at rejse videre!

Det er alt for hårdt.

Jeg leder efter en vej ud af Grækenland.

Til et andet europæisk land...

Vi oplever endda asylansøgere nu,

som gerne vil tilbage til deres eget land, fordi

de ikke har nogle job, de kan ikke overleve i Grækenland.

Måske vil jeg rejse tilbage til mit land,

for det er ikke godt for mig her.

Mit land er bedre.

Mahmud har været indsat i et iransk fængsel.

Her er en situation, hvor man tænker,

at der er akut behov for europæisk solidaritet.

Aktiv solidaritet.

For normalt kommer indvandrere hertil,

og de har ikke nogen papirer,

fordi de vil til et andet europæisk land.

Hvis du vil til et andet land, Frankrig, Norge,

lufthavn: problem.

Når vi ender i et meget fattigt land,

burde I lade os rejse videre!

Hvorfor?

I lufthavnen: Forsvind! Forsvind!

Altid, hvorfor?

De andre medlemslande vil have Grækenland til at kontrollere grænserne,

så folk ikke tager ureglementeret derhen.

Vi er fanget her, som i et fængsel, det er et fængsel.

Jeg tog til lufthavnen, jeg fortalte dem: I dette papir

skriver de, at jeg skal forlade landet inden 30 dage.

Så jeg rejser, jeg tager til et andet land.

Jeg blev anholdt, tre dage i fængsel...

Vi kommer her, for at få papirer, men de giver os ingen.

Det er et problem.

Der er mange mennesker og mange asylansøgere,

som ikke kan komme til at søge om asyl,

og må forblive udokumenterede i Athens gader.

Man møder tusindvis uden papirer her.

Den politistation i Athen, hvor flest flygtninge

indgiver deres første anmodning om asyl, er Petrou Ralli.

Ansøgninger kan indgives en gang om ugen.

Jeg er kommet her i to måneder, jeg er her hver uge.

Og hvor længe har du været her?

Seks måneder.

I to år. Hver uge kommer jeg her.

Ikke give papirer.

Nogle har været her i tre år, ti år.

De giver dem ikke papirer.

Vi sover her torsdag, fredag, lørdag.

dag og nat.

I solen, i kulden.

Intet hus, intet sted at sove, ingen vand, ingen mad, ingen toiletter.

Ikke alene står asylansøgere i kø dag og nat,

og venter i måneder, sommetider år

for at påbegynde deres ansøgning.

De fortæller også, at politiet fjerner dem med magt,

og forhindrer dem i at indgive deres asylansøgninger.

Før I kom, skubbede de os.

Ligesom slavehandlen.

Politiet kommer og jager os væk.

Vi kommer tilbage og de jager os væk igen.

Politiet de slår, slår, slår.

De slår folk.

De siger vi skal gå.

I blev her rimeligt længe,

så de ikke kan jage os igen.

En tolk indviliger i, at tale

om sine oplevelser med arbejdet på politistationen,

på betingelse om, at være anonym.

Hendes ord er indtalt af en skuespiller.

Jeg tror hovedproblemet ved Petrou Ralli er bagporten.

I teorien burde et interview finde sted

mellem 3 og 6 måneder efter en asylansøgning.

I de fleste tilfælde er det ikke sådan.

Der kan gå noget som 2 år, før det første interview.

Så de bliver nødt til at komme her og forny deres midlertidige opholdstilladelse

hver tredje til sjette måned.

Så de kommer kl. 6 om morgnen,

de venter udenfor bag hegnet.

Om det regner, om det sner, om det er 40 grader,

bliver de nødt til at vente dér.

Omkring kl. 14.30 eller 15, kommer en eller to betjente ud

og de råber navne op, uden nogen form for fortrolighed.

Så, de får deres midlertidige opholdstilladelser,

men nogle gange får de også afslag eller tilsagn.

Mest afslag,

for jeg har faktisk aldrig hørt om nogle positive afgørelser.

Så de råber navne op.

De bringer ca. 10 eller 20 personer ind og ud.

Sagen er, at de ikke vil oversætte hele afgørelsen.

De siger bare:

"Du skal forlade landet"

"Dig, skrid"

eller: "Du er færdig med asyl"

eller: "Du har ikke overbevist nogen med dine løgne."

Den situation udnytter ekstremistiske grupper.

De bruger det til grobund, til deres egen fordel.

Racisterne, deres miljø, det hedder racister,

de kan ikke lide sorte.

De smadrede vinduerne, ik'.

De kastede sten mod huset,

og vi sov derinde.

De blev her i ti minuter eller sådan,

og politiet var her også.

De gør ikke noget, vel.

Der var mere en 50 personer, der råbte...

"Skrid, skrid hjem til jeres eget land, sorte mennesker."

De stak en dreng ned, fra her til her.

Drengen ønskede at dø.

Da jeg så drengen i går, begyndte han at fortælle mig

at Gyldent Daggry ville slå ham ihjel.

Fordi de ikke kan lide fremmede.

De kalder dem selv nazi, nazigruppe.

Chrysi Avgi, eller Gyldent Daggry, er et højreekstremt parti.

Ved valget i 2012 fik de 18 ud af 300 mandater

i det græske parlament, med 7% af stemmerne.

En mobil-video, offentliggjort online,

viser tilhængere af Gyldent Daggry, der synger deres sang

mens de heiler.

Et nynazistisk parti, og et parti der sympatisere med nazismen,

i et område, i en del af verden,

hvor nazisterne gjorde stor skade for kun få årtier siden,

logisk giver det ingen mening, det burde ikke eksistere.

Ifølge officielle græske statistikker,

var befolkningen i Grækenland,

da 2. verdenskrig brød ud, 7.344.000 mio.

Da krigen sluttede, var befolkningstallet 6.805.000 mio.

Manolis Glezos, der er parlamentsmedlem for Syriza,

gik op på Akropolis med sine venner i 1941,

rev swastikaet ned og hejste det græske flag.

Og han må sidde i parlamentet med nynazister!

Det er en ekstrordinær situation.

Gyldent Daggry er oprindeligt en fascistisk organisation.

De har forbindelser med alle de fascistiske partier i Europa,

og i hele verden, endda Klu Klux Klan.

Meningsmålinger ved udgangen af 2012 viste en voksende tilslutning

til Gyldent Daggry, som gjorde dem tredjestørst.

Den følgende mobil-video blev optaget ved

Gyldent Daggrys møde i Perama, i udkanten af Athen.

Vi modtog klager om lokale problemer,

i Keratsini, med ægypterne.

Men vi siger, at fra nu, vil de svare for

deres handlinger overfor Gyldent Daggry og den græske befolkning.

Dagen efter det møde, er nogle ægyptere samlet

i Perama, hjemme hos nogle fiskere.

Ægypterne har aldrig haft et dårligt forhold til grækerne,

faktisk helt modsat.

Men på det seneste har det højreekstreme parti, Gyldent Daggry,

været voksende med sit had mod fremmede.

Vi bruger den bil til arbejde.

Min familie og jeg sov inde i huset,

omkring kl. 3.10 hørte vi vores

døre og vinduer blive smadret.

Jeg åbnede vinduet og så mere end 10-15 personer

med Gyldent Daggry skrevet på deres t-shirts.

Hver af dem havde i hvert fald én af de der metalstænger.

De glemte den her.

Hvis du slår nogen i hovedet med den, kan du slå dem ihjel.

Og vi ved ikke hvorfor de gør det her, ved os ægyptere.

Jeg har været her i 20 år, jeg betaler skat.

De kom dér fra,

fra den gade.

De kom ned og så,

at en af de ægyptiske fiskere sov her.

Det er hans blod.

Og så hørte vi manden råbe "Kom! Hjælp mig, hjælp mig!"

Vi gik ovenpå, op på taget,

deroppe,

og vi kunne ikke se hans ansigt,

så meget blod, at vi ikke kunne se hans ansigt.

Det er umenneskeligt af dem...

Hvornår holder det op?

Det er så trist, ufatteligt,

omkring 7-800 overfald og mange, mange drabsforsøg.

Og der er en form for mønster i overfaldene:

én stor gruppe sammen,

der angriber en indvandrer,

med hunde til at skræmme dem...

De beordrer hunden til at jage os:

"Tag ham! Tag ham!"

Og de grinede, de var glade.

De tager derhen hvor indvandrerne bor,

og de venter på dem, særligt sent om natten,

og så overfalder 3, 4 eller 5 af dem éen.

De var mange, de greb fat i mig,

og begyndte at tæske mig.

Så, på en måde, er det ikke tilfældigt.

Jeg tror det må være organiseret, på den måde.

Nogle dage er meget heftige for os,

på en dag var omkring 31 personer på hospitalet.

Deres skader er brækkede ben og hænder og åbne hoveder.

Jeg har personligt set folk, der er blevet

slået i ansigtet, i hovedet.

Og de var bange for at komme med det samme,

de fik tæsk på en lørdag,

og de kom først midt på ugen, ugen efter.

Fordi de var bange for, at færdes i byen.

"Hey mavros!" det betyder: "Hey sorte, hey sorte!"

Hvordan ved jeg at det er Gyldent Daggry?

Jeg spørger dem bare: Hvem slog dig? og de svarer:

Hvide folk, med sort tøj på, med logoerne.

De folk, der jagter indvandrere,

når de ser dem på gaden,

har de altid noget, et mærke fra Gyldent Daggry.

Og hvis du hører deres TV spots,

så truer de grækere, som hjælper

på nogen måde, selv det at tale med en indvandrer,

de truer også dem.

Vores afdøde brors navn var Shehzad Luqman.

Han har boet i Peristeri, i de sidste fire år.

Han var på vej til arbjede på sin cykel.

Og de ventede dér, og da han kom derhen

tog de deres knive frem, deres våben,

og de dræbte vores bror.

Udøverne af racistiske overfald bliver sjældent pågrebet,

omend det var anderledes i dette tilfælde.

En taxachauffør så det hele,

og ringede til politiet.

Hvert minut ringede han til dem:

"Nu er de her, nu drejer de..."

Fra gerningsstedet til Syntagma.

Han fulgte dem i 35 eller 40 minutter.

Til sidst blev de anholdt ved Syntagma.

Og der var kniven med blod, de fandt den på dem.

Hjemme hos en af de mistænkte, fandt politiet også

et udvalg af våben og materiale fra Gyldent Daggry.

Og nu anerkender politiet ikke, at overfaldet

var racistisk og nationalistisk motiveret.

Loven anholdt dem ikke.

Det var taxachaufførens handlinger.

En meget modig mand og jeg hylder ham.

Hver dag er der overfald ved højlys dag,

på bussen eller på gaden,

hvor grækere blander sig og ringer til politiet,

når en indvandrer bliver overfaldet.

Og politiet ankommer og anholder indvandrerne,

og nogle gange chikanerer eller anholder de endda grækerne.

Overalt hvor et overfald finder sted, er der altid

en bil, en cykel eller en betjent, der går videre

som om, de ikke så noget.

Et overfald, var politiet endda tæt ved,

de gjorde ikke noget, de snakkede...

De lod som om de ikke så mig.

Jeg har en ven, en sort ven, som arbejder med mig,

og pludselig stoppede en bil,

og fire personer stod ud af bilen, de overfaldt ham.

Og politiet var der, han råbte til politiet,

og de kiggede, de rørte sig ikke.

Og de lod bilen køre væk.

De sagde: "Åh, vi kan ikke gøre noget for dig."

Politiet bliver ikke holdt ansvarlige for noget.

Og den græske stat bliver ikke holdt ansvarlig.

Fra politiet, fra regeringen,

de har frit lejde.

Det du har her, er en stat, som har en

tydelig kontinuitet med et totalitært regime.

Man skal huske på, at Grækenland havde et diktatur,

som sluttede officielt i 1974, men det var en overgangsfase,

og ikke et brud, der ledte til den post-diktatoriske stat,

til den demokratiske stat.

Da juntaen faldt i 1974

blev politiet aldrig rigtig renset ud,

så politiet i Grækenland arbejder ikke rigtig

for at hjælpe og beskytte folket,

som det burde i et demokratisk samfund.

Jeg er blevet tævet af fascister flere gange.

Jeg er blevet tævet af politiet flere gange end jeg er blevet tævet af fascister,

siden 1973 og opstanden mod diktaturet.

Det var omkring kl. 11 om formiddagen,

og vi hørte stemmer udenfor,

og vi fandt ud af, at der var

en civil-betjent og en i uniform,

der bankede en indvandrer.

Vi råbte ud af vinduerne,

noget som: "Stop de racistiske overfald!"

På et øjeblik var der ca. 30 betjente,

25-30 betjente, kampklædt politi,

der kom fra den ene side af gaden,

og ca. 15 andre personer fra den anden side af gaden.

Senere fandt vi ud af, at de var medlemmer af Gyldent Daggry.

De tog indvandreren med.

Og de samlede sig udenfor vores døren til vores kontor,

og begyndte at råbe af os.

Først råbte de at: "I skal komme herned"

og "I beskytter illegale indvandrere og vi vil anholde jer"

og de andre råbte: "Vi nøjes ikke med at anholde jer"

"Vi vil", ok, "fuck you!"

Nogle af dem råbte: "Vi laver jer til sæbe"

fascisterne, nazi slogan.

Det var så skræmmende.

Ikke bare fordi der var fascister der,

men fordi, sammen med fascisterne var politibetjente

i uniform, som officielt viste at de var betjente,

de var i et slags delirium,

ophidsede, de slog, råbte, bandede...

Politiet, de spørger mig: "Hvor er dine papirer?"

Når jeg giver dem mine papirer, spørger de:

"Er det dine papirer?" - de klippede det.

Og de gjorde sådan her, og sagde: "Det er ikke papirer".

Jeg sagde: "I gav mig de papirer!"

De overfaldt mig, politiet.

Og så rev de min bluse af, jeg stod der uden tøj på.

De så på mig og sagde: "Tag ham til politiet".

"Han har ikke nogen papirer."

De tog mig til politiet, selvom jeg havde papirer.

Efter ni timer lod de mig gå.

Vi har vidneforklaringer fra folk,

der er blevet overfaldet af politiet.

Politiet tæsker en som et dyr, de slår en som et dyr.

Vi har folk som kommer,

som er blevet slået med køller af politiet.

Omonia er et nabolag i Athen

med mange indvandrere.

Jeg var på vej gennem Omonia

og hørte råben og skrigen

og så en indvandrer, der blev anholdt af to betjente

med tørklæder for ansigtet.

Og han faldt til jorden og de hev ham op ved benene,

han havde håndjern på,

og de begyndte at slæbe ham hen ad jorden.

Og jeg tog min mobiltelefon ud og begyndte at filme.

Så vendte de deres opmærksomhed mod mig,

og omringede mig

og et skænderi fulgte, de forlangte min telefon.

Og jeg blev anholdt og taget med på stationen for resten af dagen.

Politiet er konstant tilstede, de tjekker papirer og anholder folk.

På et gadehjørne i Omonia tilbageholder politiet

udlændinge, mistænkt for at være i landet illegalt.

De tilbageholdte vinker ad kameraet, vinker det nærmere.

Tager du billede?

Vi er journalister.

Men politiet modsætter sig optagelser af deres handlinger.

Jo, men du tager billede?

Du må ikke fotografere, det ved du.

Sluk venligst kameraet.

Politiet har ikke ret til at forhindre en i at filme

eller tage billeder på offentligt område.

Vi bliver stoppet.

Er i journalister?

Ja, vi er journalister, vi er fra London.

Det er ulovligt at filme politiet.

Politiet har ikke ret til at udbede sig fotografisk data

fra dit hukommelseskort eller videokamera.

Det er udtrykkeligt forbudt.

Hvis du tager video, slet videoen.

De har ikke ret til at røre dine billeder eller videokamera.

Fingrerne væk fra mit kamera!

Få det kamera væk.

Jeg har ret til at filme.

Fingrerne væk fra mit kamera!

Og der var en meget alvorlig udvikling for et par måneder siden,

da en gruppe demonstranter inklusive kvinder,

blev anholdt og varetægtsfængslet og tortureret.

De kørte på motorcykler gennem nogle af de områder i Athen,

der har den højeste andel af indvandrere,

hvor Gyldent Daggry bogstaveligt har terroriseret folk,

for at vise, at vi græske borgere eller græske folk,

er solidariske med indvandrere og vi vil ikke acceptere

at vores kvarterer bliver overtaget og domineret af ny-nazister.

De bankede dem, de slog dem, de spyttede på dem,

de brugte dem som askebægre.

Da jeg tog derhen og så dem, blev jeg chokeret

af hvad jeg så, af volden.

Den slags store mærker kommer ikke af et slag.

Det er gentagne slag med forskellige slagvåben og metoder,

på samme kropsdele.

Det kan kun ske hvis du ønsker at...

...udøve alvorlig skade på nogen,

hvis du vil torturere dem.

Det vi hørte fra de 15 anholdte er, at

betjentene, der gjorde det her mod dem,

åbent bekendtgjorde at de er medlemmer af Gyldent Daggry.

Det, der blevet fortalt til mig, er at

det mest frygtlige var, at andre politibetjente

filmede med deres telefoner, deres mobiltelefoner,

og sagde at de ville tage videoerne og billederne

og give dem til Gyldent Daggry.

Politiets officielle udmelding er, at der ikke skete noget i den stil.

Og at det der sker nu, som jeg ser det, er at

Gyldent Daggry kommer ind som en slags back-up,

en af de sidste få muligheder staten har,

til at indgyde frygt hos borgerne, hos undersåtterne,

og til at fortsætte med ved magten og styre, som før.

Frygt er ikke en mulighed.

Folket skal forstå, at vi ikke må frygte dem.

Hvis vi lader dem skræmme os og terrorisere os, så vinder de.

Det må ikke ske.

Folk må slå tilbage, folk må gå til modstand.

Folket har styrken til at gøre det.

I juni 2012, førte 97-årige Katina Sifakaki an,

ved en march mod Gyldent Daggry, gennem Athen.

Hun har kæmpet mod fascismen før, under 2. verdenskrig,

hvor hun var en del af den græske modstandsbevægelse.

Folket var forenet, de satte de uenigheder de havde, til side.

I april 2012 deltog blot et par hundrede mennesker i en protest mod Gyldent Daggry.

Siden har tusinder været på gaden

for at vise modstand mod den racistiske vold,

i solidaritet med flygtninge og indvandrere.

De grupper, antifascisterne, venstrefløjen

er indvandrernes håb.

Der har været et meget, meget stærk og forskelligartet modsvar,

som du ikke ser viderebragt i de internationale medier,

på det lokale plan,

i kvarterer og på pladser over hele Grækenland.

Vi samles om at protesterer mod,

de sindsyge, morderiske fascister.

Vi er ikke bange for dem.

Det græske samfund er et frihedselskende, demokratisk

og spontant samfund.

Der er ikke penge til at holde den mest basale service kørende.

Der er ikke nok penge til hospitalerne,

børnehaverne eller noget.

Selv de vigtigste, den centrale infrastruktur

i folks hverdagsliv, eksisterer ikke længere.

Græske læger er blevet instrueret i et direktiv, om

ikke at behandle papirløse indvandrere.

Jeg arbejde på et hospital for ca. et år siden

og vi fik den instruks, men vi fulgte den aldrig.

Fordi vi, som læger, har svoret at hjælpe mennesker.

Vi bruger en mobil klinik.

Og de behandlede folk nær et Gyldent Daggry-kontor.

Og de stod ude på balkonen og viste sig, som om:

"Vi skal nok få fat i Jer" til os, som er læger!

I store dele af de internationale medier, præsenteres

Gyldent Daggry som modstandere af systemet, måske

som et parti, der forsøger at skabe en form for brud,

en form for radikal forandring,

mens de i virkeligheden er fortsættelsen

af den almindelige politik, ført med andre midler.

Før sidste valg, hørte man taler af fx Samaras

der gik så langt, som at sige: "Vi må rense Grækenland for indvandrere"

Den slags ytringer, der peger i retning af etniske udrensninger,

der er præcis det sprog, som Gyldent Daggry bruger.

Da Samaras fx sagde:

"Vi må rense gaderne for indvandrere"

Var Gyldent Daggry ude og begyndte at tæske indvandrere på gaden.

Statsministeren ordvalg "at rense gaderne",

laver en direkte sammenligning mellem indvandrere og skidt eller skrald.

At tale om indvandrere som sygdomme,

naturkatastrofer eller skadedyrsproblemer

formidler det standpunkt, at de er en trussel mod samfundet.

Folk flytter, de er desperate

på gund af bruddene på menneskerettighederne,

på grund af fattigdom, på grund af klimaforandringer,

af alle disse grunde, flytter folk.

Jeg kommer til landet og de giver mig papirer:

Om 30 dag skal du forlade landet.

Jeg ved ikke hvor jeg skal tager hen nu, efter 30 dage,

jeg skal forlade landet, tage tilbage til Somalien...

Der var omkring 10 mennesker, der kom fra

Iran, Afghanistan og Iraq i 2000.

Og nu er der tusinder af dem.

Det er ikke noget som er sket ved en tilfældighed.

Vi har ikke givet dem noget valg hjemme i deres lande, så de kommer hertil.

De fleste af dem ville egentlig ikke til Grækenland.

Jeg vil gerne være i et bedre land end det her.

Vi er ikke dyr, vi er mennesker.

Vi kan gå, vi kan spise, vi kan tale.

Så jeg beder, jeg bønfalder jer to nu,

at alle som kommer til at se os her, fortæl dem

at vi beder dem om, at de skal lade os rejse videre!