Cynthia Bourgeault: Jesus and Sacred Wisdom

These lectures from 2013 Couillard Lectures at Moravian Seminary, Pennsylvania, will consider the life and teaching of Jesus as approached from the access point of the great tradition of sophia perennis, or Sacred Wisdom. Wisdom is all about awakening— a radical transformation not only of mind and heart, but of the fundamental structure of consciousness itself. Ms. Bourgeault will explore Jesus as a master of non-dual consciousness—perhaps the first such master the Near Eastern lands had ever encountered, and explore his consummate wielding of the traditional Wisdom genres (parables, koans, teaching examples). Above all, I will focus on the practice of kenosis at the heart of his radical program for transformation, and suggest how such a pathway, understood in these terms, opens up powerful new/old resources for contemporary seekers wishing to “put on the mind of Christ.” The talks will be based on my book, The Wisdom Jesus, and will involve not only lectures, but dialogue and contemplative practice as well.

Modern day mystic, Episcopal priest, writer, and internationally known retreat leader, Cynthia Bourgeault divides her time between solitude at her seaside hermitage in Maine, and a demanding schedule traveling globally to teach and spread the recovery of the Christian contemplative and Wisdom path. She is the founding Director of both The Contemplative Society and the Aspen Wisdom School.

Cynthia is the author of seven books: The Meaning of Mary Magdalene, The Wisdom Jesus, Centering Prayer and Inner Awakening, Mystical Hope, The Wisdom Way of Knowing, Chanting the Psalms, and Love is Stronger Than Death. She has also authored or contributed to numerous articles and courses on the Christian spiritual life. She is a past Fellow of the Institute for Ecumenical and Cultural research at St. John's Abbey in Collegeville, MN, and an oblate of New Camaldoli Monastery in Big Sur, California.

Cynthia continues to contribute to The Contemplative Society in her role as Principal Teacher and advisor. She passionately promotes the practice of Centering Prayer, and has worked closely with Thomas Keating, Bruno Barnhart, Richard Rohr, as well as many other contemplative teachers and leaders within the Christian tradition as well as other spiritual paths.

JESUS OG DEN HELLIGE VISDOM
Hej, jeg hedder Steve -

JESUS OG DEN HELLIGE VISDOM
- og jeg er spirituel ... og religiøs -

- og jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Jeg er Steve Simmons,
og jeg er leder af efteruddannelsen.

Velkommen til 2013-rækken
af Couillard-mindeforelæsninger.

Det er dejligt, at I er kommet,
og alle er kommet i dag.

Som I nok ved, begyndte vi i 2007
at lege med nogle tanker -

- som faktisk var kommet hertil
med Art Freeman i 1980'erne -

- da han forelæste
om åndelig dannelse her.

Omkring 2007 begyndte flere af os
lærere på fakultetet at diskutere -

- om det ikke ville være godt at have
åndelig dannelse i studieplanen her.

Nu har vi det,
og propagandaen ligger i forhallen.

Se på den, hvis I er interesserede.

Sjovt, som Ånden trækker os rundt.

Vi startede med at skabe valgfaget
åndelig dannelse -

- og vi begyndte så at drøfte, om vi
skulle have et åndelig vejlednings-spor.

Der var mange indvendinger imod det,
men en indre stemme sagde ja.

Så nu gør vi også det.

Da vi overvejede, om vi skulle
invitere Cynthia Bourgeault -

- tænkte jeg, at selvom vi normalt
inviterer forskere og teologer -

- så kunne åndelige vejledere
jo komme.

Det er gæve folk, og der er
omkring 60-70 mennesker.

Og så kom I allesammen!

Hvis der ikke var plads til alle, havde
vi gjort plads til flere i sidehallen.

Vi var bange for, at det ville ske.

I hvert fald -

- kan jeg se, at nogle af jer bruger
den gule vifte, I fik tilbudt.

Varmen er blevet skruet ned nu.

Men lad mig sige, at hvis I stråler
særligt her til morgen -

- så hold op med det!

Så kan temperaturen
måske blive mere normal.

Cynthia Bourgeault har været
inspirerende for mange af os.

Hun har mindet os om noget vigtigt.

Jeg nævnte modsætningen
spirituel / religiøs -

- og det er en letkøbt modsætning,
som er alt for letkøbt -

- fordi mange mener,
man ikke behøver vælge imellem dem.

Cynthia har blandt andet mindet os
om vores egen kontemplative tradition -

- og lært os igen
at synge Davidssalmerne -

- og mindet os om igen -

- som Whitterington siger
i The Jesus Quest -

- at hvis der er en dominerende
skildring af Jesus i NT -

- så er det som visdomslærer,
og det er netop dagens hovedemne -

- da Cynthia vil tale om forholdet
mellem Jesus og visdomstraditionen.

Så er der hendes seneste bog,
som om det ikke var nok -

- The Holy Trinity and the Law of Three -

- og her forsøger hun at udrede
trådene i treenigheds-læren -

- og samtidig giver hun os
en ny metafysik. Så tak for det.

Hun er født i Westchester
i Pennsylvania.

Hun angiver som mentorer og tutorer -

- Thomas Keating, Richard Rohr
og en skør, anonym munk.

Det er alt, hvad vi ved om denne munk.

Vi er glade for at se dig.

Hun bor i dag i Maine, på en ø
ved Sunset Maine.

Det undrer mig, hvad Sunset betyder.
Solen går jo ned i vest.

Men det kan I spørge hende om senere.

Som I nok ved,
er der frokost ved middagstid.

I kan købe billetter i forhallen
og evt. bøger af Cynthia.

I pausen klokken 10.30 kan I -

- sludre, købe en bog, købe en billet
og køle af.

Jeg håber, temperaturen falder.

Men I skal ikke høre på mig,
men på Cynthia Bourgeault.

Lad mig præsentere hende.
Velkommen, Cynthia.

Okay. Tak, tak.

Min første opgave er
at klare det her yndefuldt.

Sådan!

Ikke dårligt for en 66-årig.

Godt. Godmorgen allesammen.

Jeg er meget glad for invitationen
fra Steve og Moravian College -

- til at holde foredrag om mit arbejde
med visdomslæreren Jesus -

- og om hvordan det står til med verden
og mine tanker om det.

Lad mig se, om jeg kan se jer
over podiet her.

Foredragets emne "Visdomslæreren Jesus"
er titlen på min bog fra 2008 -

- og den var en slags
definitiv, trykt version -

- af foredrag, som jeg havde holdt -

- og som blev til en lydbog
hos Sounds True i 2005 -

- som hed
Encountering the Wisdom Jesus.

Den udsprang oprindelig
af nogle foredrag og seminarer -

- som jeg holdt i Aspen Wisdom School -

- og i Vancouver School of Theology
de foregående år.

Så det har været
et stadigt voksende materiale.

Det har glædet mig meget,
at den er blevet modtaget godt -

- og at det ser ud til, at den -

- i de fem år, der er gået
siden dens udgivelse -

- på en vis måde har bevist sin værdi -

- fordi den har ansporet folk
til at se endnu en gang på Jesus ...

... både kristne og ikke-kristne,
folk der var færdige med Jesus -

- og folk, som kun opfattede ham
som kulturens lim.

Det er bogens præstation.

Jeg tror, at grunden til det er -

- at den har præsenteret ham
som visdomslæreren Jesus.

Det synes at åbne nye muligheder.

Hvad mener jeg så med denne betegnelse?

Da jeg studerede teologi i Philadelphia
i årene omkring 1970 -

- fik vi kun præsenteret to synsmåder:
Jesus som præst, og Jesus som profet.

Begge synsmåder havde deres fortalere
og en vis appel.

Man kunne fordybe sig i hver af dem og
finde en mængde teologiske overvejelser.

Men der var det problem med dem,
i hvert fald ud fra en nutidig vinkel -

- at de var kultisk indlejrede
i hver deres tradition -

- profet i jødedommen og præst
i kristendommen og jødekristendommen.

Derfor er de ikke så meningsfulde
for mennesker uden for ...

... glem ikke din handske ...

... er de ikke så meningsfulde for folk
uden for den bestemte kulturkreds.

Desuden er det virkelig svært
at hævde i ramme alvor -

- at Jesus
brugte de titler om sig selv -

- eller ville have bifaldet,
at de blev brugt om ham.

Derfor bringer de os ikke tættere
på denne mands natur eller betydning.

De tvinger os også til at betragte ham
gennem bestemte religiøse filtre -

- som i dag ikke kan betragtes
som alment kulturelt gods.

Min opgave har ...

Jeg må først bede jer om tilgivelse
og så se på mine notater -

- for jeg vil ikke tale
uden at kunne se jer -

- men hvis jeg ikke ser på mine notater,
glemmer jeg, hvor jeg skal hen.

Det område, jeg har forsøgt
at arbejde med, er ...

Som supplement, ikke i modsætning til,
men som et supplement til -

- alt det, vi kan sige om Jesus
på baggrund af den kristne tro -

- og vores trosmæssige, liturgiske
og teologiske traditioner -

- så er det, vi burde fremhæve
i stadig større grad -

- at Jesus er
en universel kulturskat.

Han tilhører hele menneskeheden.

Han er virkelig ... og jeg synes,
det er en stor skam -

- at fordi mange mennesker
er blevet frastødt af yderst rigide -

- og sommetider fuldstændig
karikerede fortolkninger af Jesus -

- føler de sig fremmede -

- for denne nationale,
internationale og globale kulturskat -

- hvis visdom vi har stor brug for.

Uden at skulle slås med,
om han var Guds eneste søn -

- eller en person i Treenigheden -

- eller om andre gik forud for ham ...
uden at skulle slås med det -

- kan man kun sige -

- og man kan støtte sig
til hele fire akademiske discipliner -

- at han var den første
i den vestlige del af verden -

- som eksemplificerede det,
vi i dag kalder for nondual bevidsthed -

- og skabte en vej, der førte
til den, som den første i vores kultur.

Han red også på en voksende bølge,
når han eksemplificerede det -

- som de store religiøse traditioner
i dag kalder for bodhisattva-bevidsthed.

Han kaldte det Menneskesønnen.

Det var den eneste titel,
som han helt sikkert accepterede -

- og brugte om sig selv.

Meningen med den er tydeligvis,
set i en tværreligiøs kontekst:

En kosmisk tjener.

Den klassiske forståelse af det
er ifølge den buddhistiske tradition:

Et menneske, der,
selvom det har opnået oplysningen -

- så det kan forlade
kredsløbet af genfødelser -

- vælger at blive her, indtil alle
levende væsener er befriet fra det.

Det beskriver Jesus ganske godt.

Han er med i spidsen
af denne globale bevægelse -

- mod nondual bevidsthed, bodhisattva-ånd
eller universel medfølelse.

Og i den forstand er han
virkelig interessant -

- og værd at se på én gang til.

Jeg ser blandt andet mit eget arbejde -

- som en bestræbelse
på at skabe åbninger -

- så vi kan se på ham én gang til -

- og skabe åbninger,
som ikke forenkler eller udvander -

- den kultiske praksis og den mystiske
vision, som er vejens kerne.

Det er en svær balancegang,
men jeg har gjort et forsøg.

Det er ikke et enten/eller -

- og jeg tror ikke,
at vi skal slå os til tåls -

- med "Jesus, min broder og ven" -

- for at gøre dette menneske
med en vision om en forvandling af alt -

- universelt forståelig.

Vi må finde andre veje til at hævde det.

Da vi har nået det punkt -

- hvor der er flere mennesker
uden for kirken end inden i den -

- og mange af dem tørster
og er religiøse -

- tror jeg, at de, der taler
fra de religiøse institutioner -

- må se sig godt for og spørge sig selv:

Hvordan skal vi få dette her ud
rent formidlingsmæssigt?

Ikke som det gamle, grove kors,
som vi slår folk oven i hovedet med -

- men som en gave til alle,
vores indsats for at åbne op for -

- og i stadig højere grad
give alle og enhver adgang -

- til den universelle kærligheds vej.

Hvordan gør vi det? Og hvordan
praktiserer vi det, vi prædiker?

Hvordan kan vi leve op til normen om
at vise kærlighed og barmhjertighed -

- som han anviste, eksemplificerede,
efterlevede, døde for og levede for?

Hvordan?

Det er nogle af de spørgsmål,
som dirigerer mit arbejde med emnet.

Jeg placerer mig med den ene fod
indenfor og den anden udenfor.

De fleste af de mennesker,
jeg har med at gøre -

- i min livsstilling,
i mit særlige missionsfelt -

- er det, jeg kalder
"sønderknuste kristne."

De har en ensartet profil.

De er så godt som altid
vokset op i kristne familier -

- og tidligt i livet etablerede de sig
som åndeligt nysgerrige søgende.

Da de var omkring 14 år gamle -

- havde de en afvisende lærer,
præst eller religiøs autoritet -

- som sagde: "Åh, nej. Nej. Ikke sådan."

De afviste kort sagt spørgsmål -

- og krævede, at de holdt sig
inden for de doktrinære kategorier -

- og de sagde: "Ellers tak!"

Mange er gået til andre religiøse veje.
Mange har opgivet enhver religiøs vej.

Men når man viser et Jesusbillede,
som hjertet kan genkende -

- og sådan er Jesus
altid blevet genkendt -

- når man viser sådan et Jesusbillede,
siger folk "Javel" og vil kigge på det.

Sådan er mit arbejde.

Som sagt gør jeg det sådan, at jeg ikke
presser nogen til at godtage kulten.

For jeg elsker kristendommen -

- og jeg tror ikke, man kan være
spirituel uden at være religiøs -

- i hvert fald ikke dybt spirituel.

For visdomstraditionen strømmer
netop igennem de religiøse traditioner -

- og det er i traditionerne,
at man presses igennem nåleøjet -

- ind i denne forvandling af
eller afdøen fra det lille jeg -

- så noget andet kan ske.

Derfor står jeg
med det ene ben i kulten.

Hvorom alting er,
på den baggrund synes jeg -

- at titlen eller betegnelsen
"visdomslæreren Jesus" -

- er en meget nyttig og tilgængelig
måde at betragte Jesus på.

Det er der tre grunde til.

Da jeg som sagt læste teologi
i årene omkring 1970 -

- eksisterede kategorien ikke.

Sagde man "visdom",
udbrød nogen: "Gnosticisme!" -

- som om man havde slået en prut
offentligt!

"Gnosticisme!"

Men mangt og meget har ændret sig
i de sidste 40-50 år, og til det bedre.

Der er nu tre store informationskilder -

- som gør visdomslærer
til et nyttigt perspektiv at se Jesus i.

Først og fremmest er der -

- den store folkelige interesse for og
den stadig mere grundige forskning -

- i kristendommens
eget visdomsbibliotek -

- som hovedsagelig blev opdaget
i ørkenen ved Nag Hammadi i 1945.

I starten var forskerne ivrige
efter at distancere sig fra det.

De sagde: "De er sene. De er ukristne.
De er inficerede af andre ideer."

Men i dag med en langt mere
fordomsfri og stringent forskning -

- er billedet ved at ændre sig -

- og især med Thomasevangeliet,
som er den vigtigste visdomstekst, vi har.

Forskerne har fået et andet syn på det,
og nogle mener -

- at det tidligste lag i teksten
daterer sig til år 30-65.

Tænk på, hvornår Paulus skrev sine breve.
Så indser I, at det er en primær kilde.

Thomasevangeliet er en af de mest
dybsindige samlinger af Jesu visdomsord.

Det er interessant,
og det ved kun få -

- at to tredjedele af det lapper over
med de kanoniske evangeliers stof.

Det er ikke som at lande på Mars.

Men der er den forskel -

- at det tilføjer en visdomsramme
til Jesu kendte visdomsord -

- og får os til at betragte de kanoniske
evangelier med større påskønnelse -

- og nyvurdere det, Jesus stod for.

Vi har Thomas-grupper overalt -

- fordi de hjælper folk til at møde
Jesus på ny i visdommens perspektiv.

I øvrigt vil jeg reklamere lidt,
da jeg nu har jeres opmærksomhed.

Jeg vil i advent holde
et Thomasevangelie-e-retræte -

- på websiten Spirituality & Practice.

Den tilbyder i adventkalender-form -

- for hver af de 25 dage indtil jul -

- et Thomas-udsagn, en kort kommentar
af mig og en dagsaktuel øvelse.

Det er en fin indfaldsvej til det
og en god adventsforberedelse.

Det er første gang i historien -

- at advent bliver fejret
gennem denne skønne visdomstekst.

Det koster 50 dollars
og er et godt køb.

Prøv at google Spirituality & Practice.
Så finder I frem til det.

Det er en virkelig brugervenlig
e-mail-website.

Vi kan måske tale om det i pausen.

Genopdagelsen
af kristne visdomstekster -

- og forståelsen af,
at Jesus står i en visdomstradition -

- er en yderst vigtig indsigt, som helt
ændrer situationen i kristendommen.

For det andet har der været den globale,
tværreligiøse dialogs bevægelse -

- hvor der er foregået en virkelig
vellykket, indbyrdes dialog -

- mellem den kristne tradition og de
andre store religiøse traditioner -

- om klosterlivet og kontemplationen -

- og ikke om intellektuelle doktriner.

Men ved at dele praksis
og erfaringer -

- er vi bedre i stand til
at pejle os ind på -

- hvem Jesus i virkeligheden er,
var og vil være -

- og hvordan han egentlig passer ind -

- i de store traditioner,
som sigter på en opvågnen -

- ikke som det kosmiske unikum,
som vi i Vesten har forstået ham som -

- men som en kosmisk tjener.

At se ham udfolde sig
ikke i ensom majæstat -

- men som led i en bevægelse,
der spirede frem over hele kloden -

- da Gud søgte at forløse verden -

- det er virkelig stort!

Der er udgivet mange skønne bøger -

- som forsøger at sammenligne
Jesus og Buddha og deres tanker.

Vi har Thomas Merton, som skrev
en banebrydende bog i tresserne -

- hvori han tolker ørkenfædrenes tro
ud fra de buddhistiske mestres lære.

Det åbner det hele op.

Folk siger: Åh, det er jo det, han gør.
Spændende!

Så der gøres, som vi sejlere siger,
mange yderligere pejlinger -

- fra de andre traditioners side -

- og der udvises, vil jeg sige,
en enorm velvilje.

På det mest stive og ubøjelige,
eksoteriske niveau -

- tænker man tit,
at det er min religion imod din.

Det er Darwins
de bedst egnedes overlevelse -

- og her tilslutter fundamentalister
sig jo evolutionstanken!

Men når man med tiden udvikler
en større kontemplativ forståelse -

- så ved alle traditionerne,
at vi alle er i samme båd.

Vi har ikke kun én konkurrent.
Buddhismen vil ikke slå alle andre.

De vil allesammen
synke eller svømme i fællesskab.

Det er i meget høj grad den stemning -

- der præger den tværreligiøse dialog.

Der gives megen hjælp
og der modtages megen hjælp -

- og velgørende støtte -

- når de forskellige religioner
hver har stafetten for en tid.

Så der er en fælles vision
om en solidarisk verden -

- hvor hver af de forskellige veje
repræsenterer én bestemt farve -

- i den hellige regnbue,
uden hvilken vi ikke ville kende lyset.

Helt anderledes end i Fox News.

En tredje ting, der har gjort visdommens
perspektiv så lettilgængeligt i dag -

- er den vidt udbredte genoplivelse
i løbet af de sidste halvtreds år -

- af den kontemplative praksis.

Fra og med 1970'erne -

- blev kristne lægfolk omsider
tilbudt meditationsmetoder.

De skulle ikke gå til buddhismen eller
hinduismen for at kunne meditere.

"Den kristne meditation"
og den centrerende bøn kom begge -

- fra munke og abbeder i hæderkronede,
kontemplative, kristne traditioner -

- og de var beregnede til
at give søgende kristne adgang -

- til kernen i deres kontemplative arv,
som de fleste ikke havde kendt til.

Jeg var en af de få heldige,
fordi jeg som barn mødte kvækerne -

- og derfor kendte jeg til stilhed
og meditation, og det var en stor gave.

Men disse metoder har skabt ny plads
til den meditative praksis -

- i kristendommen -

- og når folk fordyber sig
i den kontemplative praksis -

- begynder de at opdage,
at den ikke kun er et redskab -

- til at finde ro, stresse af
eller nærme sig Gud uden ord -

- men at den ændrer tanken -

- og den udvikler evnen
til at genkende med hjertet -

- hvad der som sagt er grundlaget for,
at Jesus overhovedet åbenbarer sig.

Der er opstået
et regulært vandskel her.

Efter min erfaring afspejler nutidens
kirkekultur slet ikke den kultur.

I lærerstillinger på seminarier
og i præstestillinger i større kirker -

- sidder der som regel folk,
som ikke er oplært i meditation -

- og nogle er
uforsonlige modstandere af det.

Hvis den centrerende bøn benyttes,
foregår det i kælderen -

- og præsten tager sig af vigtigere ting.

Men i befolkningen som helhed
og især blandt yngre mennesker -

- er der et voksende antal mennesker,
som ikke kunne leve uden meditation.

Så der er et misforhold.

Da kirkerne ikke er interesserede
på ledelsesniveau -

- og præsteseminarierne -

- stadig ikke giver sin tilslutning til
eller fremstiller denne vej -

- så er det som en blokeret flod,
hvor vandet søger andre veje.

Jeg tror, det er det,
der foregår i de etablerede kirker.

De er bare ikke inde i det program -

- som er basis for denne genoplivelse
af en mere universel kristendom.

Og her tænker jeg ikke bare
på en villighed ...

... "Jeg elsker at meditere,
for så kommer Ånden" ...

... men på en omdannelse af hjernen,
som iværksættes af meditationen -

- og som ikke sker på anden måde,
uanset hvor mange ph.d.'er man får -

- og uden den -

- er det umuligt at få adgang til kernen
i nogen religiøs tradition overhovedet.

Netop dér er vi kørt fast -

- og jeg kan kun gentage det og håbe,
jeg ikke bliver gjort tavs.

Men det er de tre ting -

- som er udviklinger, der er sket
i de sidste halvtreds år i kirken -

- i den utroligt spændende tid,
vi har levet i -

- som har gjort det muligt -

- at anlægge et helt nyt syn på Jesus
på grund af visdomsperspektivet.

Med det som baggrund
vil jeg nu gå over til at tale om -

- hvorfor sammenkædningen
af visdommen og Jesus er nyttig.

For det første er der en tematisk
overensstemmelse mellem dem -

- eller en fælles mission så at sige.

Visdommen sigter på en forvandling.

Når man ser på understrømmen,
på visdomstraditionerne -

- i alle de store religiøse traditioner -

- og ser deres grundlæggende ligheder -

- ser man, at de begynder
med omtrent samme overbevisning.

Den går ud på, at mennesker,
som vi normalt opfatter os selv ...

... "Jeg hedder Cynthia, og jeg skal
holde et foredrag i dag, måske to" ...

... denne slags menneske,
det selvoptagede jeg -

- er simpelt hen et ufuldstændigt jeg.

Det er sådan set løfteraketten her,
som sætter noget andet i kredsløb -

- og livet, som vi kender det,
er uden denne forvandling en hul skal -

- ja, en karikatur.

De fleste af de store religioner
i verden mener -

- at mennesker lider
under en fatal identitetsforvirring.

Et billede på det, som jeg kan lide,
er agernet.

Hvem skulle tro,
at det gemmer på et egetræ?

Og vi bruger alle vores 60-70-80 år
på at polere skallen -

- i stedet for at lægge det i jorden
og lade det vise, hvad det er.

Mennesket er
ifølge visdomstraditionen som et agern -

- og den dybere mening
med dets tilværelse på jorden -

- er at spire frem
og vokse til et egetræ -

- som udgår fra agernet,
men er noget andet.

Det er visdommens grundpåstand.

Hvis I ikke synes,
det lyder som noget, Jesus har sagt -

- så vil jeg henvise til
Johannes kapitel 3:

"I skal fødes på ny af vand og ånd"
eller "fødes på ny ovenfra."

Jesus taler i Johannesevangeliet
helt klart om en højere fødsel.

Den fundamentalistiske, evangelikale
tradition er med på det -

- men det punkt,
hvor de nok overdriver det -

- er, når de tror, at det er en
engangsforeteelse som hos Paulus.

I de klassiske traditioner -

- er det en fortsat og tiltagende
udfoldelse af den nye mulighed -

- ligesom et agern tiltagende vokser,
når det har sendt sit skud over jorden.

Så vi kan se den overensstemmelse -

- at Jesus vil skabe en forvandling og
gentager, at vi skal afdø fra os selv -

- hvad alle tolker sådan,
at vi skal handle barmhjertigt.

Men det betyder faktisk at afdø
fra jeget, som tror det styrer alt -

- og lade noget andet, et nyt centrum
for bevidstheden dukke frem.

Hvis det ikke er hundrede procent klart
i de kanoniske evangelier -

- så hør den klassiske visdomslære
i Thomasevangeliet.

Det er budskabet om forvandling
i en nøddeskal. Det er udsagn 28:

Jesus sagde:
Jeg stod solidt midt i kosmos -

- og viste mig udadtil
i menneskeskikkelse.

Jeg så, at alle var drukne,
og ingen tørstige -

- og mit hjerte var bedrøvet
over menneskenes børn -

- for deres hjerte er blindt,
og de kan ikke se indefra.

De er kommet til verden tomme,
og de forlader den tomme.

For øjeblikket er I også drukne -

- men når I ikke er drukne længere,
vil I også vende jer om og stå.

Det er budskabet om forvandling
i dets tydeligste form.

Vi er drukne og flakker forvildet om
på den horisontale akse -

- og søger lykke og tilfredshed her,
og vi kan ikke finde det.

Vi forstår ikke, at der er en bydende
nødvendighed i vores tilværelse.

Men hvis vi kan, kan vi stå -

- åbne os for denne mulighed
og udfolde den.

Det er budskabet om forvandling
i visdomstraditionen lige dér.

Når først man ser det dér
og så ser på evangelierne, tænker man:

"Næh, det er overalt i evangelierne!
Hvorfor har jeg ikke set det før?"

Så det er nok punkt ét.

Jeg mener, og det er
min udlægning af det -

- og den deles faktisk af mange,
der studerer religionsantropologi -

- at den forvandling, han kalder os til,
bestemt drejer sig om vores adfærd -

- men den angår ikke kun den.

Denne forvandling af vores adfærd
udspringer af og er afhængig af -

- en forvandling af bevidstheden.

Med andre ord skal vi komme ud over
en adskillende synsmåde -

- og frem til en enhedspræget synsmåde.

Vi holder en øvelse i eftermiddag,
som viser jer, hvad jeg mener med det.

Men én af kvalerne,
de fleste kristne har ...

... og jeg må nok indrømme,
at det også er mit problem -

- og det er det for mange af os ...

... er, at vores synsmåde er indbygget
i hjernen, installeret på forhånd.

Når man køber sin sjæls iPad,
er det det styresystem, man får.

Det ser ud fra adskillelsen,
opdeler synsfeltet og siger:

"Jeg er mig,
og alt andet er uden for mig."

Og så ordner det synsfeltet
i symmetriske modsætninger:

Dem og os, godt og ondt,
mand og kvinde -

- og flytter rundt på tingene med
mere/mindre-joysticken.

Vi ser altså ud fra en adskillelse -

- og altså, og prøv at forstå det,
ser ud fra knaphed -

- for når man opdeler feltet i dele,
får man aldrig det hele.

Så den mekanisme, der er indbygget
i hjernen og hjælper os til at se livet -

- er et knapheds-fremkaldende synsfelt.

Så vi er bange, føler os truede
og isolerede og utrygge -

- og dilemmaet for os kristne er -

- at vi forventes at handle
på baggrund af denne overflod -

- og storsindethed og gavmildhed,
selvom vi ikke kan se den!

Men Jesus bad os ikke om at gøre det
og springe ud i noget, vi ikke kunne se.

Han bad os arbejde på at kunne se det.

Og når vi lærer at se ud fra enheden
eller se i det nonduale perspektiv -

- så følger adfærden efter
meget mere automatisk.

Ser man ikke i et trusselsperspektiv,
handler man ikke som truet.

Ser man i et trusselsperspektiv,
handler man som truet -

- selvom man tilslører det
med pæn teologi.

Det store problem,
som jeg vil tale om efter pausen, er -

- at vi har glemt de metoder,
som Jesus rent faktisk anviste -

- for at ændre vores bevidsthed.

Når man opdager dem,
og de ligger lige for næsen af os -

- når man gør det og bruger dem,
indser man -

- at kristendommen er indrettet
på en usædvanlig vækstfremmende måde.

For når man begynder
at bruge metoderne -

- begynder man at omdanne
hjernens og hjertets forbindelser.

Så begynder man at se på en anden måde
og dermed opføre sig på en anden måde.

For mig at se giver det rige løfter
for kristendommens fremtid -

- at vi omsider
kan rekonstruere dens praksis -

- så vi kan begynde at forme kristne,
som fortjener deres navn.

Det er den første grund til,
at titlen visdomslærer er vigtig.

Han var lidenskabeligt optaget af -

- at udvikle
den menneskelige bevidsthed -

- således at mennesker kunne optræde -

- som en del af et fremspirende,
højere fællesskab -

- og ikke som en flok rovdyr,
som konkurrerer med hinanden -

- og prøver at få mest muligt
ud af det selv.

Han så det nye billede,
så to tusinde år fremad i tiden -

- så det billede,
som er blevet helt klart i dag -

- og han gav os en praksis,
og han gjorde alt, hvad han kunne -

- for at skubbe folk ind
i denne nye udvikling.

Det er op til os at følge den,
men det er en visdomsdagsorden.

Den er også forståelig
for de andre religioner.

"Vi har også en visdomstradition."
Vi kan tale sammen.

Vi kan sætte os sammen ved festbordet -

- med en fælles vision
om menneskeheden i skøn forening.

Det er det første punkt.

Den anden grund til, at jeg tror,
at titlen visdomslærer er nyttig, er -

- at Jesus i sin undervisning brugte -

- de klassiske, visdomsorienterede
metoder og midler -

- som er kendt i alle
de store visdomstraditioner i verden.

Når man for eksempel spørger folk,
selv børn: "Hvordan underviste Jesus?" -

- hvad siger folk så straks?

Lignelser!
Alle ved, at Jesus brugte lignelser.

Men mange ved ikke, hvad lignelser er.
Man skal studere for at få besked.

Mange forveksler dem med maksimer,
som i Poor Richard's Almanac -

- og med gode historier,
som "Den barmhjertige samaritaner".

Men Jesu lignelser ligger
i virkeligheden meget tæt på det -

- som buddhismen kalder koan'er.

Det er paradoksale udsagn,
som egentlig sigter på -

- at kortslutte kredsløbene
i den almindelige, kognitive hjerne.

Man kan ikke få dem til at stemme!

Det er som med "Hvordan lyder
én hånd, der klapper?" ... en koan.

"Du skal fødes igen!"

Hjernen kan ikke kapere dem -

- og uanset hvor meget man arbejder
med dem, vil hjernen sige: Nej, nej!

Man må betragte dem
i et helt andet perspektiv.

Bibelforskerne er begyndt
at få fat i den lange ende af det -

- og er begyndt at se ...

Crossan og Brendan Scott blandt andet -

- har set på lignelsernes
undergravende karakter -

- men for det meste
i et politisk perspektiv.

De mener, at Jesus var ude på
at omstyrte det bestående samfund.

Tag "Den barmhjertige samaritaner" -

- hvor den dybere mening i historien
om at hjælpe sin næste -

- er, at dem fra det udvalgte folk
ikke hjalp deres næste -

- og den, der var et udskud -

- var den, der gjorde dét, som
det udvalgte folk undlod at gøre.

Så rigtig mange bibelforskere -

- har talt om lignelsernes
politisk undergravende karakter.

Men hidtil har kun en eller to
taget det næste skridt -

- og set på, hvordan lignelserne
faktisk hovedsaglig er undergravende -

- for de velkendte egocentriske
strukturer i bevidstheden -

- og for vores tænkemåde
og brug af mere/mindre-joysticken.

Vi ser på det i eftermiddag.

De sigter på at få os til at sige:
"Hvad! Jeg giver op."

Så opstår der
en ny opfattelsesmåde i kraft af dem.

Det er en klassisk
visdomsorienteret metode.

Så vidt jeg ved, var Thomas Merton,
der skrev om dem i 1964 -

- den allerførste,
som forstod og anerkendte -

- den nøje overensstemmelse
mellem lignelserne -

- og zenmestrenes paradoksale koan'er.

Det var et stort gennembrud,
både i den tværreligiøse dialog -

- og i forståelsen af hans sigte
set i et større perspektiv.

Lignelserne er én ting,
men der er også visdomsord.

Når man læser Thomasevangeliet -

- opdager man, at det egentlig
er en samling af 114 visdomsord.

Det er korte og tit ironiske
eller gådeagtige udsagn.

En af mine favoritter er:

Hvis I bringer det, I har i jer, frem,
vil det frelse jer.

Hvis I ikke bringer det, I har i jer,
frem, vil det tilintetgøre jer.

Eller hvis man tager
evangeliernes version:

Den, der vil redde sit liv, mister det.
Den, der vil miste det, finder det.

Det er klassiske, paradoksale udsagn.

Igen ligner de koan'er.
De vender tingene på hovedet.

En anden kunstart,
som Jesus anvendte meget tit -

- og som er typisk for de klassiske
visdomstraditioner over hele verden -

- er de såkaldte læresituationer .

En læresituation
eller en "dharma-belæring" -

- som det hedder i buddhismen
i dens hårde skole -

- består i, at i stedet for at læreren
besvarer et spørgsmål direkte -

- vil læreren skabe en læresituation,
hvor eleven må besvare det selv.

Et klassisk eksempel
på en læresituation -

- stammer fra en tekst af en ørkenfader.

Det kan være et referencepunkt.

En søgende kom til en af de gamle
abbaer i ørkenen og sagde:

"Hvordan vinder jeg evigt liv?"

Og abbaen siger:

- Vil du virkelig gerne have evigt liv?
- Ja, ja, jeg vil!

"Godt, nu skal du høre.
Se den gravplads nede ad vejen.

"Du skal blive dér i nat og våge -

- "og hele natten igennem skal du
banke og hamre på de dødes grave -

- håne dem, sige, de kommer i helvede,
og håne dem på alle mulige måder."

Han går derhen,
og hele natten raser han.

Han vender tilbage næste morgen
og abbaen spørger, hvad der skete.

"Intet."

"Godt," sagde abbaen.
"I aften skal du tage derhen -

- "og så skal du prise dem
og fortælle dem, hvor skønne de er -

- og hvor ædle de er, og sige
at de skal sidde ved Herrens bord."

Så går han derhen, våger
og vender tilbage.

"Hvordan gik det?" spurgte abbaen.

- Hvad skete der?
- Intet.

Abbaen sagde:
"Hvorfor skete der intet?"

Den søgende sagde:
"De var tavse. De er jo døde!"

Abbaen sagde: "Sådan skal du også
være død over for ros og ris -

- hvis du vil vinde evigt liv."

En læresituation. Et svar
ville have været uforståeligt.

Men efter sin hamren på gravene
forstod han det.

Jesus gør meget tit det,
hvis man ser godt efter -

- at han underviser på grundlag
af situationer.

Et godt eksempel er hans svar på:
"Skal vi betale skat til kejseren?"

"Hvis ansigt er på den?" "Kejserens."
"Så giv ham den."

Så han snor sig fri -

- med sin fremragende evne til
at udnytte materialerne i en situation -

- til at skabe en læresituation
for alle.

Han skrev på jorden -

- da alle ville stene kvinden,
der var grebet i ægteskabsbrud.

Han gav sig god tid, og så:

Lad den, der er ren,
kaste den første sten.

Det er en klassisk læresituation,
som visdomslærere benytter.

Jeg blev udsat for det i min træning,
og jeg ved, at man aldrig glemmer det.

Det er eksempler på, at han brugte
visdommens metoder og midler.

Endelig tror jeg ...

... men lad mig se på mine notater,
så jeg ikke glemmer noget vigtigt.

Jo, det er rigtigt.

Punkt tre er, at han efterlod en vej
til målet. Vi ser på det efter pausen.

Punkt fire er -

- at det vigtigste, ja, det eneste,
han insisterede på -

- i alle sine samtaler med mennesker
i alle evangelierne -

- er, at man får kontakt med ham
ved en personlig genkendelse.

Han opstillede ikke læresætninger,
som man skulle tro på -

- eller praksisformer,
som man skulle udføre.

Men alle evangelierne, de fire
plus det femte, Thomasevangeliet -

- er baserede
på denne genkendelsesproces.

De er opbygget som dramatiske møder
fra begyndelsen til slutningen.

Tænk på disciplenes kaldelse
ved bredderne af Galilæas Sø.

En af dem sagde:

- Kender du mig?
- Jeg så dig før.

"Herre, jeg genkender dig."

Nogle mærker det. "Hvem er han?"

- Hvor bor du?
- Kom og se!

Denne genkendelsesproces
fortsætter evangelierne igennem.

Det er altid stillet sådan op,
at tingene optræder i par.

Nogle får ikke fat på det,
og andre gør det.

Det fortsætter til de allersidste
møder med mennesker i hans liv:

De to tyve på korsene.

Og endelig de allersidste lovord,
som udtales af officeren:

"Sandelig, den mand var Guds søn."

Hvilken del af genkendelsestemaet
forstår I ikke?

Det er virkelig vigtigt, og jeg tror,
at det er nøglen til alt andet.

Mine øjne blev åbnet for dette tema
af min lærer Bruno Barnhart -

- som er tidligere abbed i det
kamaldolesiske kloster i Big Sur.

Han har meget interessant at sige
om genkendelsestemaet -

- som er værd at se på.

Han skriver i bogen Second Simplicity:

Når vi følger Jesus gennem evangelierne,
er vi vidne til mange dramatiske møder.

Den ene efter den anden
oplever en mystisk kraft i Jesus -

- som fra det øjeblik ændrer deres liv.

Hvis vi er nærværende,
når vi læser sådan en fortælling -

- vil vi selv opleve
denne frigørende vækkelse.

Det er let at finde eksempler:
De to i Johannesevangeliet, kap. 1:

- Rabbi, hvor bor du?
- Kom og se!

Kort efter i Johannes' fortælling -

- vækkes Peter og Nathanael
ved mødet med Jesus.

I de andre evangelier hører vi
om denne reaktion på Jesus -

- hos den blinde mand på vej til Jeriko,
hos faderen til den lamme dreng -

- officeren, hvis tjener var syg,
tyven på korset ved siden af Jesus -

- og officeren, der var til stede
ved Jesu død.

Igen og igen mærker vi
livets gennembrud, bølgen af forundring.

Han siger videre:

Den Jesus, som vi møder,
er et lys i verdens midte -

- en ild ved verdens yderste kant.

Han rører sig bag billederne af sig selv
som et alternativt kraftcenter.

Han vækker det til live,
som ligger i mit væsens kerne.

Jesu mange helbredelser i evangelierne -

- handler om en gradvis vækkelse til
liv og bevidsthed, frihed og fylde -

- for det jeg,
der hen ad vejen fødes i mig.

Erkendelsen af Jesus
er en forenende erkendelse.

Den er mit eget sande
og evige væsens lys.

Dette her er virkelig vigtigt -

- for i en vis forstand -

- miskrediterer det sådan set
hele den måde -

- hvorpå vi fra starten har videregivet
kendskabet til Jesus -

- altså ved at ordne og formidle
vores teologi og doktriner -

- og sommetider brænde
anderledestænkende på bålet.

Men det er bagklogskab,
og netop det, farisæerne brugte.

"Vi ved, Messias ikke fødes i Galilæa."

De så på fortiden
for at forudsige fremtiden -

- mens Jesus holder et spejl op
for hjertet i nuet -

- og siger: "Se, hvad du ser."

Og det er virkelig umådelig vigtigt.

For det er ved at udvikle
hjertets genkendelsesevne -

- at folk finder Jesus,
og det gælder dengang som i dag.

Doktriner, som formidles i det ydre,
kan være en udmærket støtte -

- men hvis de træder i stedet for
arbejdet på at åbne sit eget hjerte -

- står de bare i vejen.

Når jeg taler om at åbne hjertet,
så taler jeg ikke bare om følelser.

Jeg taler om en evne, som er indbygget
i hvert eneste hjerte her i salen -

- og tjener til at transcendere
rum, tid og dimensioner -

- og den lineære tid -

- og møde den levende Herre -

- i det levende og evige nu.

Den er indbygget i os alle.

Og det er udelukkende ved at kultivere
og anerkende og give form til -

- denne egenskab i vores indre,
at vi vil kunne genkende Jesus.

Jeg lavede engang en rigtig svinestreg
over for kirkegængerne -

- i en kirke, hvor jeg var præst.

Jeg sagde:

"Hvis Jesus ikke opstod fra de døde,
rokker det så ved jeres tro?"

I kan nok gætte svarene.

Lange tirader,
bygget på den nikænske trosbekendelse.

Det er centralt i troen -

- for var det ikke sket,
var troen meningsløs.

Det beviser, at ...

Sådan fortsatte de.

Men hør lige!

Nathanael og Peter og Andreas -

- og fønikeren og officeren
... alle dem der sagde ja til Jesus -

- vidste de noget om opstandelsen?

Det lå altsammen forude.

De vidste ikke, at de fik
korsfæstelsen og opstandelsen.

Og de tilsluttede sig ikke Jesus,
fordi de ville få et himmelsk liv.

De tilsluttede sig, fordi der var noget
i hjertet ved mødet med Jesus -

- som sagde ja -

- som så Jesus i øjnene -

- og så en genspejling,
af deres egen evige livfuldhed -

- og sagde: "Jeg tror" -

- og straks sprang ud fra vippen
uden at tænke på, hvad der ville ske.

Det er netop sådan,
overleveringen foregår -

- i alle de religiøse traditioner.

Alle disse gyldne løfter
og teologiske doktriner -

- de er en støtte,
men de er ikke hovedsagen.

Hovedsagen er den levende realitet,
som ens eget hjerte er -

- og det faktum, at hjertet er
den ultimative kosmonaut.

Der er en klassiker fra middelalderen,
"Uvidenhedens sky", som siger:

Sandelig, hjertet er lige så sandt dér,
hvor dets kærlighed er -

- som det er i sit legeme, der lever
ved det og til hvilket det giver liv.

Her er en anden gåde
fra den tværreligiøse dialog:

Ingen religiøs tradition vil benægte -

- at Jesus er en guru af højeste rang,
en sadguru, som hinduerne kalder det -

- en af de største visdomsinkarnationer,
der nogensinde har levet.

Sadguruer forsvinder ikke bare
fra verden -

- når de forlader deres krop.

De er stadig tilgængelige,
nærværende, til stede og nære.

Det eneste, der kræves
for at gå i dialog med dem -

- er, at man fjerner hylstrene,
dækkerne, tvivlen -

- og frygten -

- som så at sige danner en skorpe
på vores eget hjerte -

- så vi ikke formår at lytte.

Det er netop det, Jesus forsøgte
at åbne for i sin undervisning -

- i sin død og opstandelse
og i nadvermåltidet -

- og som sagt,
hvad vi kommer til, i praksisformer -

- som hjælper os til at fjerne
skorpen over vores hjerte -

- og vove at træde ind
i dét i vores indre -

- som er hinsides døden,
og opfatte ud fra det sted.

Jeg er selv et vigtigt bevismateriale -

- fordi jeg som tyveårig modtog
nadveren første gang ved et tilfælde.

Jeg gik til, hvad der lignede
en koncert med et drengekor -

- og indså, at jeg gik til alters.

Kvækere går jo ikke til alters -

- og Kristen Videnskabs-folk
heller ikke.

Jeg var skrækslagen og hedning
og uden kendskab til katekismen.

Jeg ville have gået min vej,
men jeg var bange for kirketjeneren.

Så jeg modtog nadveren.

Jeg havde knap fundet min plads,
før jeg indså: "Det var dét!"

Jeg forstod, at jeg havde mødt noget,
jeg havde savnet hele mit liv.

Det sære var ikke, at jeg vidste det,
men at jeg vidste, at jeg vidste det.

Hvad er det i os,
som erkender på den måde?

Hvad det end er, der gør det,
så er det vores inderste visdomsskat.

Det er frigørelsen af det, renselsen
af det og formgivningen af det -

- som er porten
til en moden, religiøs livsførelse -

- og især kristen livsførelse.

Efter pausen skal vi se nærmere på,
hvad Jesus ville lære os om den port -

- så vi kan udvikle hjertet.

Jeg vil lige sige, så I ikke plages
af tanken under pausen:

Nej, jeg taler ikke om hjertet
som begejstring -

- eller glæde eller gudhengivenhed -

- så hvis man forstærker lovprisningen,
så når man i mål.

Jeg taler om en helt bestemt
evne til at erkende -

- ved sympatisk resonans, ved at matche
indre med indre, rytme med rytme -

- som er en ganske særlig og nu
videnskabeligt underbygget egenskab -

- ved hjertets intelligens -

- som gør os i stand til
at transcendere -

- rum, tid, rumlighed
og lineær kausalitet -

- både transcendere og inkludere det -

- i en langt større forståelse af,
hvor vi er i det guddommelige kosmos.

Det skal vi tale om efter pausen.
Tak.

Godt. Lad os nu synge en sang -

- for at stemme os til det følgende -

- og for at samle
de enkelte diskussioner til et hele.

I har måske hørt
sangens tekst før:

Slip alle de ting, som I har,
og kom og følg med mig.

I lærer hurtigt melodien. Bare syng med.
Det vil hjælpe de andre.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig.

Slip alle de ting, som I har -

- og kom og følg med mig -

- og kom og følg med mig -

- og kom og følg med mig.

Mit emne indtil frokostpausen er netop
"Kom og følg med mig."

Men hvordan gør man det?

Hvis Jesus er en visdomslærer,
følger det, at han efterlader en vej -

- og det vigtigste, vi hæfter os ved
hos åndelig lærere -

- er den vej, de efterlader sig.

Hvis nogen nu siger:

"Jeg er elev hos Adyashanti",
spørger folk: "Hvilken vej har han?"

Ligeså med Gangaji
og Keating: "den centrerende bøn."

Men mærkeligt nok stiller vi ikke
det spørgsmål i forbindelse med Jesus.

Der er nogle interessante grunde
til det teologisk og sociologisk set.

Men der er altid nogle,
der går imod strømmen -

- og især i den kristne
kontemplative retning -

- og imod denne forbeholdenhed
over for, om Jesus efterlod en vej.

Der er to grunde til, at vi er
så forbeholdne over for at gøre det.

Den ene grund er -

- at kristne ynder at sige, at Jesus
ikke efterlod sig en vej, men er vejen.

Vi plejer at sige, at det var gennem hans
opofrende og frelsende død på korset -

- og opstandelse, at han gjorde det,
der skulle gøres -

- således at den eneste vej
er at tro på ham.

Som det hedder på mærkater
i hele bibelbæltet:

"Tro på Kristus, og I skal blive frelst."

Hans indsats var selve vejen.

Men det er Paulus' teologi,
ikke Jesus' teologi.

Vi er nødt til hele tiden at gå tilbage
og foretage den justering.

Det var Paulus, som fandt frem til,
at det var det budskab, Jesus havde -

- og det var derfor, at den skandale,
at Messias blev dræbt så forsmædeligt -

- kunne forklares og omdannes
og forvandles i Paulus' hjerte.

Men det sagde Jesus ikke,
og han kaldte udtrykkelig mennesker -

- og sagde netop:

Hvis I vil have liv og have
i overflod ... Hvis I vil være hele ...

"Hvis" var en indbydelse.

Større gerninger end mine,
skal I gøre.

Selvom det bagatelliseres ...
[en tilhører taler utydeligt]

Okay. Det er i orden. Javel.

Selvom det bagatelliseres
i den kanoniske tradition -

- finder man det over det hele
i Thomasevangeliet.

Det handler kun om vejen.

En anden grund til,
at vi i Vesten i særdeleshed -

- kæmper med tanken om,
at Jesus anviste en vej, er -

- at vi for det første
ikke bryder os om ordet helhed.

Vesten gav op over for theosis,
guddommeliggørelsen af mennesket.

Østen gjorde det ikke.

På den tid, hvor Augustin levede,
blev vi usikre på det.

Vesten er domineret af et menneskesyn,
som gør os så fordærvede af synd -

- at vi har glemt,
at vi er skabt i Guds billede og lighed -

- og at vi kun kan
gå tilbage til start -

- i kraft af et overnaturligt indgreb
fra Jesus Kristus -

- meget bekvemt ved kirkens hjælp.

Men det kristne Vesten mistede modet -

- til at hævde theosis
eller guddommeliggørelsen -

- som var et led i den forenede
kristne tradition i fem århundreder -

- og stadig holdes i hævd
i det kristne Østen.

For det andet er vi blevet usikre
på nytten af gerninger.

Alt, hvad der lyder som "vej",
lyder som "teknik" -

- og alt, hvad der lyder som "teknik",
lyder som "magt over Gud" -

- og derfor raser mange over
gerningsretfærdighed -

- og forkynder højlydt:
"Ved troen alene" -

- og henviser til blandt andet
den stakkels tolder -

- som kastede sig ned og sagde:
"Herre, forbarm dig over mig."

Men interessant nok -

- findes denne slags modsætning
igen udelukkende i det kristne Vesten -

- og den er fuldstændig fremmed
og ukendt for enhver anden vej -

- i alle religiøse traditioner
i verden -

- hvor man bare går ud fra -

- at den åndelige forvandlingsproces
i grunden er et gensidigt samspil -

- mellem nåden og gerninger.

Den er ikke et enten/eller,
men et både-og.

Som det hedder i sufi-traditionen:

Man kan ikke fange en vildhest
ved at løbe efter den -

- men løber man ikke efter den,
lykkes det aldrig.

Og det er ikke et problem,
det er ikke et problem.

Jeg tror, det er blevet et problem
rent teologisk -

- fordi vi er kommet til at se
nåden som noget overnaturligt -

- og ikke som det normale i et univers,
som er gennemtrængt af Guds kærlighed.

Så jeg vil bare påpege
ud fra den tværreligiøse dialog -

- at vores tab af en vej
og af modet til at spørge ind til det -

- er en vestlig brist.

Det finder ingen genklang i nogen
af de store, religiøse traditioner -

- og det gør det heller ikke hos Jesus,
hvis man leder efter det i teksterne -

- da han kalder os til en aktiv indsats
for at opnå en forvandling.

Det er ikke sådan, at vi når til Gud,
for Gud er allerede kommet til os.

Det er ikke sådan, at Gud er fjern,
og at vi bruger teknikker til at nå ham.

Sagen er, at Gud er nær og vi er fjerne,
og at vi bruger praksis til at vågne -

- og vende tilbage og erkende det,
som vi allerede er blevet givet.

Det er på den basis,
jeg taler om praksis.

Jeg har brugt tid på dette punkt -

- fordi jeg udmærket ved,
hvor svært det er at sælge tanken -

- især på protestantiske seminarier
og i protestantiske kirker -

- om at gøre noget overhovedet -

- som betyder, at man kan tage et skridt
og dermed begynde på den lange rejse.

Vi vil ikke give folk den mulighed!

Det er klart, at folk drives
mod buddhismen, hinduismen, TM -

- mindfulness-meditation og de seneste ...

De anerkender,
at det at tage et skridt -

- er en del af det at være
homo religiosis eller homo religiosa.

Vi tager skridtet som svar -

- og det er det vigtigste udtryk
for vores natur som Guds børn.

Vi burde opmuntres til det og ikke
hindres i det. Men det kan vi ikke.

Når vi ser på vejen ...

Mens vi allesammen holdt pause -

- dukkede der en skøn skammel op,
som gør mig noget højere.

Jeg vil udnytte den,
hvis I tillader det -

- for jeg kan ikke spille herre så tit.

Jeg har også nogle notater,
jeg må støtte mig til.

Okay, det er herligt. Så det gør jeg.

Her kan man tale om forvandling!

Hvad siger I så!

Som opstanden!

For at sætte rigtig gang i debatten -

- og for at anspore kristne til at tænke
over den vej, deres lærer har anvist -

- for at føre dem til den forvandling,
som åbner hjertet -

- for intimiteten ved Guds kærlighed
og universelle barmhjertighed -

- skrev jeg et essay, der hed:
"Jesu lære i en nøddeskal."

Det dukkede op et sted
i min bog om Maria Magdalene -

- hvor jeg forsøgte at afklare en sag,
og det var en underordnet sag -

- og jeg diskuterede altså sagen
i Magdalene-bogen, nemlig:

Hvorfor antager vi og gør det
til et kernepunkt i den kanoniske tro -

- at Jesus levede i cølibat?

På det punkt har vi
virkelig meget blandede data -

- og i forskningen bygger man
ikke teorier på blandede data.

For ikke at blive korsfæstet for
at påstå, at han ikke gjorde det -

- sagde jeg:

Lad os se på,
hvad Jesus faktisk anviste -

- og lade det være bestemmende for,
om nu cølibatet var et krav -

- et afgørende træk ved den vej,
han anviste, eller ej.

Som følge heraf sagde jeg:

Lad os prøve at beskrive den vej,
han faktisk underviste i.

Jeg opstillede tre hovedpunkter,
og jeg vil gennemgå dem for jer nu -

- før vi holder frokostpause.

Det første og allervigtigste element
i Jesus-vejen -

- den vigtigste metode,
som han underviste i -

- og antydede var
drivfjederen i forvandlingen -

- vil vi nu om stunder
kalde for kenosis -

- eller en kenotisk form
for spiritualitet.

I nogle traditioner er det kendt
som en overgivelsesvej -

- eller en slippende vej
eller en ikke-klamrende vej.

Det var sådan set hans virkefelt.

Men ordet kenosis
kommer helt klart i første række -

- fordi det stammer fra Paulus -

- nærmere bestemt fra den smukke hymne -

- som han citerer
i Filipperbrevet, kapitel 2.

Han indleder den med formaningen:

I skal have det samme sind i jer,
som sås i Kristus.

Derefter beskriver han dette sind.

I har det på støttearket. Nogle af jer
er allerede ved at læse det. Han siger:

Selvom han havde Guds tilstand -

- regnede han ikke ligheden med Gud
for noget, han skulle klamre sig til.

"Han" er Jesus.

Tværtimod tømte han sig selv ...

Verbet er ekenosen, og kenosis
er afledt af det. Han tømte sig selv.

Det er meget interessant ...

Han fortsætter:

... tømte han sig selv, antog en slaves
skikkelse og blev født som menneske.

Da han var kendt som én af os -

- ydmygede han sig,
lydig indtil døden, ja, på korset.

Så da han var kommet til verden,
blev han ved med at kenosere.

Han var ensporet!

Det var den vej, han anviste.

Hvad betyder det så?

Der er blevet skrevet rigtigt meget om,
hvad tømning af sig selv vil sige.

Men i praksis er det indlysende.

Hvis I har læst engelsk, som jeg har,
og har lært at søge vink i konteksten -

- er det klart.

Hvis I ser på linje 3 i citatet:

... regnede han ikke ligheden med Gud
for noget, han skulle klamre sig til.

Prøv for sjovs skyld at lave en gestus,
som I synes udtrykker klamren.

1-2-3 nu! Prøv at fastholde den,
og se jer om i salen.

Uha. Det ser ikke særlig venligt ud.

Det ligner det, man ser
på mange stiftsmøder og konventer!

Hvis det er kontekstens vink, hvad er
kenosis så? Lav en gestus, der viser det.

Prøv at se jer om.
Ja, kroppen forstår det straks.

Er det afkald? Prøv at lave en gestus,
som udtrykker afkald.

Ja, godt. Se, hvor godt
kroppen forstår at gøre det.

Teologerne siger "Zfy%kLw#/jQb".
Kroppen bliver ikke forvirret.

Slippen eller ikke-klamren
er sådan her.

Afkald er sådan her. Det er
resultatorienteret og skyder væk.

Det er afværgende.

Slippen er, som man siger i AA:
"at være villig til at få det fjernet."

Bare at åbne hænderne
og give alting større plads.

Det er sådan en vej, han praktiserede.

Det er en anti-berettigelses-vej.

Er I med?

Så i stedet for at kræve sin ret,
hævde, insistere og forlange -

- skal man ganske enkelt gøre plads -

- så at noget andet får mulighed
for at komme til udfoldelse.

Mange opfatter det,
især når det forbindes med overgivelse -

- som en kapitulering
og ser det som et svaghedstegn.

Men slippen, som faktisk ligger tæt
på laden være -

- er en kreativ handling.

Mange skønne, mystiske teologier siger -

- at det var sådan,
Gud satte alting i værk i begyndelsen.

Hvad sagde Gud i 1. Mosebog?
"Lad der være ..."

Hvad sagde Maria ved bebudelsen?
"Lad der være ..."

Hvad sagde Jesus i Getsemane Have?
"Lad der være ..."

Der er en fantastisk stor,
åndelig kreativitet -

- knyttet til denne slippen,
gøren plads og overgivelse af sig selv -

- til et større og mere barmhjertigt
intelligensfelt.

Der er også mange interessante data
om dette her.

Jeg opdagede det først, da jeg havde
dyrket den centrerende bøn i mange år.

Det er nok grunden til, at jeg udpeger
den centrerende bøn som den praksis -

- som ændrede mit liv
og mit syn på kristendommen.

Derfor underviser jeg
stort set kun folk i dag -

- som ikke bruger øvelsen
eller vil lære den.

Den centrerende bøn er,
hvis I ikke kender til den -

- en enkel meditationsform,
som Thomas Keating udbreder -

- og som er rekonstrueret af munkene
i Spencer, Massachusetts -

- for at give folk direkte adgang -

- til kernen i den kontemplative vej,
og som udspringer af Jesu hjerte.

Under den centrerende bøn gør man det -

- at man undgår at samle tankerne,
koncentrere sig og sige et ord konstant.

Det, man gør,
når man er blevet optaget af en tanke -

- altså alt, hvad der samler
opmærksomheden i ét punkt -

- er, at man giver slip på tanken,
ikke sådan her, men sådan her.

Det gør man igen og igen under bønnen,
for vi har jo mange tanker, ikke sandt?

Jeg kan tælle de gange på én hånd
i løbet af mine tredive års praksis -

- hvor jeg, straks jeg har sat mig,
er sunket hen i en mystisk stilhed -

- så når jeg bliver spurgt efter to timer,
hvad jeg laver, svarer jeg: "Hvad?"

Det er typisk en tanke, en slippen,
en tanke, en slippen.

Men det man foretager sig
set i hjerneforskningens perspektiv -

- er, at man ændrer opmærksomhedens
indstilling fra sådan her -

- hvor den er fæstnet ved et objekt
og sommetider besat af det -

- til sådan her.

Man øver sig i at give slip
som en gestus -

- og går fra sådan her ...
til sådan her.

Hvis I vil vide,
hvad bønnen handler om -

- og lave den i bussen på vej hjem
eller i en kø, og I ikke kan meditere -

- så øv jer i at gøre sådan her ...

Dermed øver I jer i at gøre udadtil,
hvad den centrerende bøn gør indadtil.

Tanke for tanke for tanke
giver I bare slip -

- på fikseringen på noget,
også på noget godt ...

... "Jesu kærlighed", "Min Herre" ...
I slipper det bare.

Så udvikler I evnen til at have
en objektløs årvågenhed.

I gør også det -

- og her træder hjernevidenskaben til
for at vise i meditationsforskningen -

- at når opmærksomheden og energien
er begrænset og samlet -

- og knyttet til et krav, et ønske,
et standpunkt eller en identitet -

- så er hjernen og hjertet
sådan set ude af takt -

- og det er lillehjernen eller amygdala,
som bearbejder situationen -

- og siger: "Fare, fare, fare" -

- og mobiliserer os til at forsvare os
eller bare komme væk.

Men når vi med tiden lærer
at slappe af og give slip ...

... der findes billeder af det
på internettet ...

... så kommer
hjernens og hjertets rytmer i takt igen.

Det er en god, moderne,
videnskabelig underbygget opfattelse -

- af det, den ortodokse tradition kalder
"at anbringe forstanden i hjertet."

Der sker en afstemning
og der sker også en større aktivering -

- af de mere moderne, menneskelige,
højtudviklede dele af hjernen -

- som bearbejder det, der sker,
og sætter arenaen i stand.

Så vi begynder at se,
at den kenotiske bevægelse ...

... den kenotiske bevægelse,
som opleves, indøves og indpræges -

- som en fysiologisk
og neurologisk gestus ...

... fører til en større
afstemning af hjerne og hjerte -

- og en langt bedre
og mere fuldstændig udnyttelse -

- af de højtudviklede, menneskelige
dele af hjernen.

Sådan bidrager den centrerende bøn
til at skabe grundlaget -

- for denne bevidsthedsændring -

- som gør det muligt at begynde
at forstå Jesu kenotiske praksis -

- og udpege den
som hans vigtigste metode.

Så den er et uhyre vigtigt udgangspunkt.

Al meditation er en god ting.

Al meditation vil faktisk igangsætte
denne neurologiske omformning -

- som gør jer i stand til
at begynde at få adgang -

- til Jesu budskab om forvandling
ud fra en ny hjerne og et nyt hjerte.

Men den centrerende bøn
er særlig passende -

- fordi dens metode
er direkte baseret på kenosis -

- som er kernen i Jesus-vejen.

Når først man får øje på det,
ser man det overalt.

Igen gør passager i Thomasevangeliet
det til overflod klart.

I et af mine yndlingsudsagn -

- spørger en af hans elever ham:
"Hvordan vil du beskrive dine elever?"

Han svarer:

De er som små børn,
som bor på en mark, de ikke ejer.

Når ejerne kommer og siger:
"Giv os vores mark tilbage" -

- giver børnene dem den tilbage
ved at klæde sig af -

- og stå nøgne foran dem.

Så i stedet for
at forsvare sig og beskytte sig -

- laver de denne kenotiske afklædning -

- og står nøgne og sårbare -

- og åbne og blottet for besiddertrang.

Det er Jesus-vejens kerne -

- og det, han selv gjorde på korset
i slutningen af sit liv.

Ejerne kommer som farisæerne og romerne
og siger: "Giv os vores land!"

Afklæd jer og stå nøgne foran dem.

Og ud af denne kenotiske afklædning -

- opstår et klarsyn og et lysende liv,
som vi oplever i hjertet.

Efter min mening
kan man se det over det hele.

Det var den fremgangsmåde, han brugte
under sin prøvelse i Getsemane.

Ske ikke min vilje, men din.

Det var den, der førte ham
gennem korsfæstelsen og videre -

- og ser man sådan på det ...

Hvad er nu
den berømte, smukke belæring -

- som er kernen i Jesu lære
i Lukas 12,13 og følgende vers -

- som starter med manden, der ville
bygge lader og oplagre sit overskud -

- og dén nat mistede han livet.

Så fortsætter han med at tale om
liljerne på marken, svalerne, ravnen ...

... Jesu virkelig strålende drøftelse
af et samfund og et liv -

- hvori fravær af besiddertrang
og evnen til at give slip -

- er den direkte vej
til Guds nådige forsyn.

Når først man ser det,
ser man overalt -

- at Jesus aldrig valgte
at følge den urokkelige viljes vej -

- eller følge fastholdelsens
eller berettigelsens vej.

Det handlede altid om at lære
den kenotiske respons -

- som et middel til at få kontakt
med et tidligere ubrudt felt.

Jeg vender tilbage til det.

Jeg tror, at hvis vi udskiller
og definerer kernen i den kristne vej -

- som kenosis, og dernæst viser,
hvordan den fungerer -

- igangsætter det en ægte dannelse.

Jeg synes, det er klart,
som jeg sagde før -

- at den centrerende bøn
har været en spore til dette -

- fordi den begynder at igangsætte
i meditationens indre laboratorium -

- vigtige forandringer -

- som med tiden vil sive ud
og sætte sit præg på vores livsførelse.

Når vi med tiden
opøver og indarbejder færdigheden -

- i under meditationen
at give slip på tanker -

- som vi griber, tænker over og søger
identitet i ... bare slippe dem ...

... så vil vi gradvist indarbejde den
som en grundindstilling -

- for hjernens reaktion på situationer.

Vi kalder det for "bøn".

Vi begynder at lære, at bøn
ikke kun handler om at sige ord.

Det er denne forpligtelse
eller villighed til at åbne os -

- "afklæde os og stå nøgne" -

- som er den vigtigste vej
til at få kontakt -

- med Kristi levende hjerte.

Når vi indøver den,
først under meditationen -

- og siger, som jeg lærte at gøre det,
altså siger til os selv:

Det er jo kun de tyve minutter.

Jeg har jo hele resten af døgnet til
at svælge i tankerne, så tosset jeg vil ...

Jeg narrede mig selv.

Men gradvist begynder det
at omforme hjernen -

- og gradvist går det op for én -

- at når man øver det meditativt,
kan man også gøre det i hverdagen -

- og så begynder man at arbejde
på at tage den slippende holdning -

- med ud i sin omgang med livet -

- med sin dagsplan, med sin dagsorden,
med sin stress, med sin partner -

- og med sine teologiske overbevisninger.

Altsammen vil med tiden
blive mildnet en smule -

- og denne mildnelse giver
noget andet plads til at udfolde sig.

Med tiden vil der vokse -

- en stadig dybere sindighed frem i én -

- eller som kvækerne ville sige,
en hvile i Kristi hjerte som sin midte.

Det er udviklingens forløb.

Jeg kan ikke understrege nok,
hvor vigtigt det er -

- at det gøres klart
lige fra indføringen i troen -

- til retræten før ordinationen
og til det sidste suk på dødslejet -

- at kenosis står i centrum
på Jesus-vejen.

Han opviste den både i ord og gerning,
og når vi gør det samme i vores liv -

- så gør vi det i solidaritet med Jesus.

Så kalder vi den allestedsnærværende
Jesus-energi frem -

- og ind i vores hverdag og verden.

Jeg kan ikke understrege det nok.

Det, vi skal vide om Jesus, er, at han
underviste i og efterlevede kenosis -

- så vi også kan gøre det
og klare vanskelighederne.

Det andet element i Jesus-vejen -

- er ét, som man ofte ser,
men som sjældent anerkendes.

Der kan være mange motiver
til at udøve kenosis -

- og de store, religiøse traditioner
griber det an på hver sin måde.

Der er en stoisk kenosis, som siger:
"Vi skal undgå verden for at være stærke."

Der er en buddhistisk kenosis,
som siger:

"Grib ikke ud efter verdens ting,
for de er som sukkervat."

"De er uden substans,
og man får snavsede fingre."

Men Jesu kenosis udspringer
af noget andet.

Jeg vil læse noget, jeg har skrevet, op,
fordi jeg ikke kan sige det bedre:

Den kenosis, Jesus tænker på -

- er ikke en stoisk sindsro
over for en ubarmhjertig virkelighed.

Den er derimod porten
til en guddommelig virkelighed -

- som man kan opleve lige her og nu
som barmhjertig og uendeligt generøs.

En overflod omgiver og nærer os
som luften, vi indånder.

Det er kun trangen til at beskytte os
selv, der hindrer os i at se den.

Derfor er hagen
ved indsnævrende handlinger ...

... griben, forsvaren og klamren ...

... at de gør os åndeligt blinde -

- så vi ikke kan se den guddommelige
generøsitets dans omkring os.

I den forstand -

- er kenosis især et visionært redskab
og ikke et moralsk redskab.

Dens hovedformål er
at rense erkendelsens optik.

Lad mig forklare det nærmere.

Jeg vil nu træde ned fra skammelen,
slappe lidt af og strække benene.

Før pausen talte jeg -

- om, at vores styresystem, som vi
bruger til at opfatte virkeligheden -

- i vores egocentriske tilstand -

- er et styresystem,
som er baseret på knaphed.

Når det er baseret på knaphed -

- skyldes det, at knapheden
er indbygget i selve systemet.

Det opfatter ved at adskille.

Alle de store spirituelle veje
og de store psykologiske veje ...

... I kender måske Michael Washburn
eller andre transpersonlige psykologer -

- i nutiden ...
og de siger alle det samme:

Ud fra en oprindelig,
udifferentieret enhed -

- begynder vi at definere os selv
og mærke os selv, når vi adskiller os.

Vi starter med at indse,
at vi ikke er Mor.

Vi ligger ikke i Mors mave mere,
og hun er anderledes end os.

Det fremhæves igen og igen.

Hinduismen taler om -

- skandhaerne, slørene,
som bliver til en adskillelse -

- og mere og mere bliver det,
vi opfatter, og om differentiering.

Når vi differentierer, bliver ting
til ting, fordi de får en identitet -

- og ens identitet er det,
der adskiller én fra alt andet.

"Jeg er ikke Wendy,
for jeg er anderledes" eller "Steve".

Og jeg kan opregne forskellene
fra Steve meget nemt:

Jeg har aldrig kunnet få
sådan et skæg.

Men vi gør os egentlig ikke klart,
hvor fuldstændig fundamental -

- denne differentiering er
for vores identitetsfølelse -

- før vi ser en Myers-Briggs-test
eller enneagram-test og vi sluger den:

"Jeg er en INFB". "Jeg er en 7'er".

Vi vil kende de træk,
der adskiller os fra alle andre.

Og vi begynder tidligt:
En af de ting er ikke som de andre.

De har allesammen fire ben.
De har allesammen pels.

De har allesammen haler.
Én siger 'Vuf', en anden siger 'Miau'.

"Kat, kat", siger den halvanden-årige.
En af de ting er ikke som de andre.

Men hvis hjernens
grundlæggende opbygning -

- får os til at opfatte
ved at adskille -

- så er en del af pakken,
at vi opfatter på baggrund af knaphed.

Vi aner en helhed, som vi ikke kan røre,
fordi den kortslutter systemet.

Det er grunden til, at de store
mystikere altid har insisteret på -

- at der er to spørgsmål,
hjernen ikke kan besvare:

- "Hvem er jeg?" og "Hvem er Gud?"

Disse to spørgsmål kan ikke
stilles på baggrund af adskillelsen.

I så fald får man fordrejede svar.

Men det er meget svært
at forestille sig en opfattelsesmåde -

- som ikke ser på baggrund
af adskillelsen.

Det er som at leve i tre dimensioner
og forestille sig en fjerde -

- eller leve i to og forestille sig
en tredje ... umuligt.

Hvordan ville det egentlig være
at se og føle på baggrund af enhed?

For mange af os er det noget,
der kun sker lejlighedsvis -

- i det, man plejer at kalde
en mystisk oplevelse.

Som mystikeren sagde til pølsemanden
om et pølsemix: "Ét med alt."

Og vi behandler den sådan ...
som en sjælden, sær oplevelse.

Men vi indser ikke -

- at der sker en omdannelse
af hjerne-hjerte-systemet i dybden.

Hjernen og hjertet skal forenes,
hvad Ken Wilber ikke har opdaget!

Det er nødvendigt for at skabe
en opfattelsesmåde -

- som er holografisk og straks
kan sanse og se den større helhed -

- og finde sin plads i den, ikke ved
at adskille, men fatte sammenhængen.

I kan det, hvis I lægger puslespil.

I kan se på en brik og placere den
uden at skulle se på alle brikkerne.

"Åh, den skal være dér."
Det er en gave.

Det er nondual erkendelse
set i puslespilssammenhæng.

Evnen til at tænke ud fra helheden
er én af hjertets evner -

- og når hjertet og hjernen afstemmes,
bliver vi stadig bedre til at gøre det.

En anden sammenligning,
som kan give en fornemmelse af det -

- er noget, alle hadede eller elskede
i skolen: At synge kanoner.

Første gang vi sang
Row, row, row your boat ... -

- gjorde mange det her ...
Row, row, row your boat ... -

- fordi de ikke ville distraheres
af de andre.

Men lidt efter lidt
dæmrede det så for én -

- at de andre stemmer
ikke distraherer én, men støtter én -

- fordi de skaber en harmoni og gør det
lettere at finde sin plads i helheden.

Det er i hvert fald efter min opfattelse
en helt præcis, musikalsk analogi -

- til overskridelsen af en tærskel:
fra at se ud fra adskillelsen ...

... De er katolikker, ikke som os.

De er new-agere eller hinduer,
og vi må beskytte os -

- for hvis vi ikke er anderledes,
er vi ingen ...

... og så til at kunne se -

- hele den organisk forbundne,
menneskelige familie -

- som Paulus udtrykte det
i et gudbenådet øjeblik -

- som lemmer på Kristi legeme,
og se ud fra det og ikke fra delene.

Det kræver en afstemning
af hjernen og hjertet.

Afstemningen udvikles gradvist -

- ved gerninger og ved nåden -

- og når afstemningen gradvist
finder sted i et menneske -

- begynder det at blive muligt
at bruge en anden opfattelsesmåde -

- som kan håndtere paradokser, som kan
tænke ud fra et højere fællesskab -

- og som gør én i stand til at opleve
sig selv som udstyret med originalitet -

- ikke fordi man er anderledes
end alle andre -

- men fordi man er afstemt med kilden,
med sit egentlige centrum -

- og ikke skal konkurrere med nogen.

Så Jesu fremhævelse af kenosis
skyldtes ikke, at verden er ubestandig -

- men at realiteternes verden
objektivt set er -

- mættet med Guds herlighed,
kærlighed, barmhjertighed -

- og uendelige fylde,
som er udeleligt hel.

Det er kun vores fastholdelse af -

- at bruge den mekanisme
at opfatte gennem adskillelsen -

- som får os til at se en verden -

- som er brudt, fjendtlig,
usammenhængende, tilfældig og splittet.

Som alle andre store åndelige lærere
sagde Jesus -

- at man først skal ændre opfattelse,
og dernæst vil verden ændre sig.

Man kan ikke ændre verden
for på den måde at ændre opfattelse.

Hvis man opfatter ud fra adskillelsen,
får man aldrig sikkerhedslåse nok -

- aldrig penge nok i banken -

- og aldrig tilstrækkelige mængder
af oplagret korn i sine lader -

- så man bliver tryg og kan slappe af
og være generøs.

Det sker bare ikke -

- for sagen er ikke,
at verden er usikker -

- men at vi oplever verden som usikker -

- fordi vi bruger en opfattelsesmåde -

- som kun kan se verden
ved at adskille.

Det er netop den slags tænkning,
der optrænes -

- på universiteterne
og på præsteseminarierne -

- og så undrer vi os over, at folk
ikke kan tro på Kristi intime nærvær!

Prøv nu at forstå, hvad jeg siger:

Det at se ud fra overfloden
er ikke noget irrationelt -

- og det kræver ikke,
at man opgiver at bruge logikken -

- eller den yderst nyttige fornuft.

Det kræver kun, at man anbringer
forstanden i hjertet -

- ved at udvikle et større,
holografisk opfattelsesfelt.

Det er derfor -

- at Jesus i den grad var
en uforsonlig modstander -

- af enhver form for ophobning
og berettigelse.

Det skyldes ikke, at det gør folk
selviske, men at det gør dem blinde -

- og straks driver dem tilbage til
tendensen til at se ud fra knaphed -

- hvor de begynder at udskille sig
og forsvare sig selv.

Hvad enten det er
åndelig eller fysisk rigdom -

- eller identitet eller ret
eller prestige -

- så vil alt, hvad der får én
til at gøre sådan -

- bringe hjernen og hjertet ud af takt.

Det fortæller HeartMath os.

Vi ser ud fra adskillelsen
og handler ud fra adskillelsen -

- og vi forråder
den objektive virkelighed.

Så for ham at se var
det bedste udgangspunkt -

- at arbejde
med sin egen opfattelsesmåde -

- og så handle derefter.

Man kan aldrig gå ud i verden
som en kristen tjener -

- og udføre en forkyndergerning og være
formidler af Kristi uendelige overflod -

- hvis ens basale styreredskab er
frygt, knaphed, konkurrence og mangel.

Der er selvmodsigelser i budskabet -

- og man er hele tiden nødt til
stille og roligt at arbejde på -

- at indsnævre kløften -

- ved at tage aktivt del
i forvandlingen af bevidstheden -

- på grundlag af kenosis -

- ikke som et moralsk redskab,
men som et opfattelsesmæssigt redskab -

- som kongevejen
til renselsen af erkendelsens optik.

Det, jeg siger, er, at kristendommen
er praksis-baseret.

Forstår I, hvad jeg mener?
Ikke teologi-baseret.

Så længe man benytter
den adskillende tænkning og kun den -

- og prøver at møde sandheden
om Jesus og om kristendommen -

- så ender man med
en mercator-projektion af Jesus -

- som Grønland på todimensionale kort.

Men Jesus er ikke todimensional.

Jesus er ikke rigtig til stede
i en mercator-projektion.

Man er nødt til selv at træde
ind i udviklingen -

- af den tredimensionale, kenotiske og
hjerne-hjerte-afstemte bevidsthed -

- og så vil man begynde at forstå det.

Hvad man også finder i den tredje del
af Jesus-vejen, som jeg vil berøre, er -

- at når man arbejder sig
frem ad vejen -

- ser på livet ud fra overfloden
og lader slippegestussen genoprette -

- det felt af harmoni og medfølelse,
som er brudt af den adskillende fornuft -

- når man bliver ved med
at arbejde på at lære det -

- og man forsøger at møde livet
med disse nye holdninger -

- og måske den første læring
på meditationspuden -

- og så medbringer dem
til hverdagens workshop -

- når man gør det,
og omverdenen begynder at ændre sig -

- og man ser mindre ud fra adskillelsen
og mere ud fra helheden -

- så begynder man
gradvist at blive til det -

- som Jesus kalder for en af de ene.

Ordet bag det er ihidaja,
et aramæisk ord.

Det er en af de oprindelige,
bevidnede titler -

- som Kristus fik af sine nærmeste,
aramæiske tilhængere ... den Ene.

Ser vi i verdensreligionernes perspektiv
og især i Thomasevangeliets perspektiv -

- og ser vi så evangelierne
i dette perspektiv -

- kan vi tydeligt se, hvad ordet
ihidaja, "den ene", egentlig betyder.

Det betyder
"den, der ser ud fra enheden" -

- den, der ikke behøver spalte
synsfeltet for at kunne se -

- den, der ser ud fra
en nondual bevidsthed -

- den, der ser helhedspræget.

"Når I kan gøre to til ét ...",
siger Thomasevangeliet.

Som Jesus selv siger
i saligprisningerne:

"Salige er de rene af hjertet",
altså de, der har et forenet hjerte.

Salige er de, der har forstanden
i hjertet, for de skal se Gud.

Renhed har ikke at gøre med
seksuel afholdenhed.

Det har at gøre med at gøre to til ét,
så man ser ud fra enheden.

Det, vi ser, når vi ser ud fra enheden,
er Gud. Man kan se det overalt.

Og vi bliver også "ene" -

- de, der ser ud fra enheden, mægler
ud fra enheden og handler ud fra enheden.

Da vi nu nærmer os enden
på forelæsningerne -

- og indstiller os på eftermiddagsmødet,
som bliver meget mere interaktivt -

- vil jeg omtale en sidste tanke
om denne enhed.

Jeg omtalte meget kort før pausen
udtrykket menneskesønnen.

Der foreligger sikre oplysninger om -

- at det var Jesu foretrukne måde
at omtale sig selv på.

Det er den eneste titel, som vi ved
uden skygge af tvivl -

- at han velvilligt accepterede
og frivilligt omtalte sig selv med.

Jeg foreslog,
at vi skal forstå dette udtryk -

- på baggrund af dimensionen
bodhisattva-bevidsthed ...

... den fremspirende, andenaksetidslige,
nonduale forestilling -

- om et barmhjertigt tjenerskab
grundfæstet i et højere fællesskab.

Med andre ord ser man
ud fra enheden.

Sådan som det er erfaret i den
buddhistiske tradition, betyder det -

- en person, som har opnået erkendelsen
og er undsluppet genfødelseskredsløbet -

- men vælger at blive her
som en kosmisk tjener -

- så alle levende væsener
kan blive befriet fra det.

Hvis man lader være med at fokusere
på genfødelses-elementet -

- er det en ganske god beskrivelse
af Jesu selvforståelse.

Tænk på:
"Selvom han havde Guds tilstand ..." -

- selvom han havde opnået nirvana -

- så valgte han ikke desto mindre
at være her i verden for at hjælpe os -

- for at undervise og lære os
at elske vores næste som os selv -

- ikke så meget som os selv,
men som os selv.

Han kom som den første repræsentant
i Vesten -

- for det kosmiske tjenerskab -

- som er fremtrædelsesformen
for en højere bevidsthed -

- det næste udviklingsstadium
for menneskeheden.

Jeg siger det -

- fordi mange, der hører om
"den ene" og "den oplyste," tænker -

- at det virker temmelig narcissistisk:

"Jeg vil være den ene, den oplyste,
lederen".

Men det betyder det ikke -

- for det rummer en selvmodsigelse,
som fastholder jordforbindelsen.

Denne mekanisme blev behandlet
af den ledende biskop -

- i den episkopalske kirke -

- da hun talte for bispekollegiet
for nogle år siden -

- og sagde, at der ikke findes
nogen individuel frelse.

Det vakte selvfølgelig postyr -

- og hun var knap trådt ned fra podiet,
før hun havde -

- en hel sværm af vrede biskopper
omkring sig, som rasede:

"Det undergraver jo skriftemålet
og det personlige ansvar!"

Men hun har ret -

- for hvis det på Jesus-vejen er sådan,
at egnetheden til at blive frelst -

- netop består i evnen
til at elske sin næste som sig selv -

- så kan der ikke være
nogen individuel frelse.

Ens frelse må nødvendigvis omfatte
næstens, og næstens ens egen.

Så hvis vi kalder os frelst
på den kristne vej, forudsætter det -

- at vi ikke støtter os til
"Strål mig op, Scotty"-holdningen -

- bag individualfrelsen -

- som ulykkeligvis har domineret
den religiøse fantasi i Vesten -

- og vender os til og bøjer os
endnu engang for et højere fælleskab -

- som er vores evolutionære kald,
for at formgive den enhed-

- som Paulus rammende karakteriserede
med udtrykket "Kristi legeme" -

- hvor de enkelte mennesker
ikke er en slags kræftceller -

- der deler sig energisk og vokser
på bekostning af helheden -

- "Mit liv, min trivsel, min fremgang" -

- og slår Kristi legeme ihjel.

Vi har ikke råd til den adfærd.

Vi kan ikke være kræftceller
i Kristi legeme.

Vi er nødt til sammen at gå -

- til kemoterapien så at sige -

- den fælles transcendens,
der fordres af os -

- så vi kan tænke, leve og handle
ud fra dette højere fællesskab -

- som Jesus kaldte os til
for 2.000 år siden.

Når vi genfinder vejen,
opdager vi omsider endnu engang -

- hvordan vi sætter fødderne,
så vi kan begynde at gå.

Her vil jeg slutte.

Efter frokosten vil jeg give
en kort sammenfatning -

- af det, vi har set på,
for at spæde pumpen -

- og så vil vi tage spørgsmål
og kommentarer, så længe vi kan.

Velkommen tilbage.

Så skal vi starte om nogle få ...

Ja, faktisk starter vi nu!

De, der er på vej ind i salen,
må finde deres plads og tilslutte sig os.

Jeg vil spæde pumpen
her i eftermiddag -

- og gennemgå et sidste emne,
som vil afrunde min del af dagen -

- og lede op til jeres del.

Jeg har tænkt mig ... hvis I ser på
det ark, I har taget, da I kom ind -

- et ark med lignelsen
om arbejderne i vingården ...

Jeg har tænkt mig, at jeg vil lave
en kort gennemgang -

- af denne velkendte lignelse -

- således at jeg samler
nogle af trådene fra visdomslæren -

- og visdomslæreren Jesus,
som vi har set på i formiddags.

Jeg synes, at den uden sammenligning
er Jesu sværeste lignelse.

Den overgår langt
"Den barmhjertige samaritaner."

Den er virkelig svær.

Jeg husker engang,
hvor jeg var tilhører ...

Noget af det værste -

- er at være messepræst om søndagen
i en episkopal kirke -

- og tage imod
en gæsteprædikant.

Så han er i gang med andagten og
har talt lidenskabeligt om retfærdig løn.

Han begynder at prædike
over lignelsen og siger så:

"Det er meget godt i evangeliet, men
egentlig fortjener folk en god hyre -

- en retfærdig løn."

Velkommen til Jesus-temaparken!

Det er beklageligvis sådan,
at virkningen af at gå i kirke er -

- at når vi er der, vænner vi os
til en formindsket virkelighed -

- en viden, som er mindre end
i hverdagen, og en ditto kosmologi -

- og vi ved, vi skal på en rundtur
i velkendte emner -

- for eksempel
i Treenighedens pariserhjul -

- og i Kristi to naturer,
ja, en runddans.

Men det er som en anden virkelighed,
hvorfra vi vender tilbage til livet.

Så velkommen til Jesus-temaparken!

Men jeg synes,
denne lignelse er usædvanlig -

- fordi den virkelig illustrerer det,
jeg siger om -

- at Jesu egentlig havde det mål
at forvandle menneskers bevidsthed.

Det, denne lignelse gør, er, at den
afslører og blotlægger skånselsløst -

- hvor man er i sin bevidsthed.

Den er faktisk
som en god buddhistisk koan.

Man ser på den som på
det både halvfulde og halvtomme glas.

Jeg vil læse den en enkelt gang.

Jeg ved ikke,
om I har den samme udgave som jeg.

Himmeriget er som en vingårdsejer, som
en morgen gik ud for at leje arbejdere.

Da han han havde aftalt lønnen med dem,
satte han dem i arbejde i sin vingård.

Da han gik ud klokken ni, så han
andre stå ledige på markedspladsen -

- og han sagde: Gå I også hen i min
vingård. Så skal I få det godt betalt.

Det gjorde de så.

Han gik også ud klokken 12 og 15
og sagde det samme.

Klokken 17 fandt han også nogle stå
ledige, og han sagde til dem:

Hvorfor har I stået her hele dagen?
De svarede: Fordi ingen har hyret os.

Han sagde til dem:
Gå I også hen i min vingård.

Ved aftenstid sagde ejeren
til sin forvalter:

Tilkald arbejderne, og betal dem.

Begynd med de sidste,
og slut af med de første.

Da de, der var hyret klokken 17, kom,
fik de hver især den normale dagsløn.

Da de første kom,
troede de, at de ville få mere.

Men de fik også hver især
den normale dagsløn.

Da de fik den, fik de ondt af sig
og sagde til ejeren:

De har kun arbejdet én time,
og du gør dem lige med os -

- som har udholdt dagens byrde og heden.

Men han svarede:
Min ven, jeg gør dig ikke uret.

Accepterede du ikke dagslønnen?
Tag det, der er dit, og gå.

Jeg vil give de sidste
det samme, som du får.

Må jeg ikke give dem det,
der tilhører ...

Må jeg ikke gøre, som jeg vil,
med det, jeg ejer?

Eller er du vred på mig,
fordi jeg er god?

Av!

Det er næsten umuligt,
også selvom man står på hovedet -

- at undertrykke det råb,
der vælder op i én:

Det er ikke fair!

Jeg har hørt nogle interessante
kunstgreb, som skal glatte det ud.

Men hvis vi et øjeblik skyder
ideen om retfærdighed til side -

- og betragter Jesus som en mester -

- kort og godt som en mester
i at forvandle bevidstheden -

- så afslører denne bestemte lignelse
fuldstændig skånselsløst -

- hvad man er tiltrukket af.

Hvis man arbejder med den
med sin normale forstand -

- som jo er det vi har -

- vil man uvægerligt være tiltrukket
af mere/mindre.

Så vil man straks synes, at de,
der arbejder mere, skal have mere -

- og at de, der arbejder mindre -

- skal, som den første siger:

"Hvor kan du stille dem lige med os,
som har udholdt heden?"

Det virker rimeligt.

Men Jesus er ikke ude på at tale
om retfærdighed her.

Han vil tale
om bevidsthedens strukturer.

Han lægger særlig vægt på, at hvis man
er tiltrukket af mere/mindre -

- vil man uvægerlig opfatte
det som uretfærdigt.

Det er som en kat,
der jagter sin hale.

Mere/mindre, knapheden, ideen om,
at de mest ydende skal have mere -

- vil helt dominere bevidstheden -

- så man kun kan håndtere dette her
ved at opfinde en metafor -

- som siger: Der er altid plads
til omvendelser på dødslejet.

Det er den normale fortolkning -

- når en prædikant
er nødt til at gøre noget ved det.

Men se, det afdækker jo -

- det kognitive, egocentriske
styresystems tænkning -

- som bygger på differentiering
og organisering af arenaen -

- ved at holde styr på mere/mindre.

Derfor er skyggesiden ved det,
som ejeren antyder -

- misundelse og selvretfærdighed.

Det er også muligt at betragte
lignelsen på en anden måde.

Hvis I vil betragte den sådan
med forstanden, så er det i orden.

Jeg spørger jævnligt folk:

Hvad er egentlig vingårdsejerens
hensigt med at hente arbejderne ind?

- Skabe jobs?
- Ja.

- At få vingården høstet?
- Nej.

Hvad siger han? Se på teksten.

- Hvorfor står I ledige?
- Fordi ingen har lejet os.

De skal være i vingården.

Hans hensigt synes at være,
at folk skal deltage.

Han går ud og forbarmer sig sådan set -

- over de, der står ledige derude.

Lad os ikke tolke det protestantisk ...
"Lediggang er roden til ..."

Men på gadehjørner ...

I har sikkert, ligesom alle andre,
set ledige stå på gadehjørner.

Folk står bare og hænger,
og de har ingen virkelyst.

Der er ingen synergi eller kontakt,
og folk står alene.

Det er et entropisk system.

Han ser på de ledige.
De laver ikke noget og deltager ikke.

"Gå I også derhen."

Så det bliver et symbol -

- på blandt andet
et synergetisk, menneskeligt fællesskab.

Et andet spørgsmål her er:

Var der tale om knaphed her?
Nej, det var der ikke.

Der herskede en overflod.

De arbejdere, der blev lovet
den normale dagsløn, fik den.

Han optrådte ikke som Robin Hood.

I grunden stiller han dem over for
en model for deltagelse -

- som bygger på overflod
og et højere fællesskab involveret i ...

Bemærk, at overflod, på engelsk
"a-bun-dance", rummer en dans.

Overflod er ikke noget, man har,
men noget man gør.

Det er noget, man deler.

Derfor inviterer han dem egentlig til
en anden orden, en anden væren og seen.

Hvis man bruger hjertet til at opfatte,
så fatter man det straks.

Hvis man bruger forstanden,
er det svært at fatte.

Man begriber det først efter en rum tid.

Den har den samme udformning,
efter min mening -

- som en buddhistisk koan.

Man skal se på en ny måde
for at løse gåden.

Hvis man skal gøre det, skal man
se på den ud fra et andet lag i sig selv.

Sådan er koan-arbejde.

Man opsøger mesteren igen og igen
og bliver afvist igen og igen -

- indtil man siger: Aha.

Jeg vil lige sige en ting om lignelsen,
før vi pakker den ud.

Jeg mener bestemt,
at den bekræfter den påstand -

- at Jesus er stærkt interesseret -

- i bevidsthedens strukturer
og i de opfattelsesændringer -

- som skal ske i os, hvis vi skal kunne
se og handle ud fra overfloden.

Han udstikker ikke bare
moralske retningslinjer.

Han prøver at få os til at indse,
at vores begrænsede synsmåde -

- står i vejen for evnen
til at efterleve evangeliet.

Han holder et spejl op for os
og siger som enhver god visdomslærer:

Se, her standser du op. Se, hvordan
du bliver kapret af mere/mindre.

Skyd det til side lige nu, og skyd
dig selv som kristen til side.

Se på bevidstheden, og se,
hvad den fortæller dig om dig selv.

En dag for fem år siden
underviste jeg i visdomslæreren Jesus -

- i løbet af tre onsdagsaftener
i en katedral i Vancouver.

Den anden aften,
hvor jeg talte om dette evangelium -

- altså denne del af læren -

- kom en fyr lidt forsinket ...
jeg tror, han var i trediverne -

- fandt sin kone og satte sig.

Hun fortalte senere,
at hun havde tigget ham om at komme.

Han ville ikke med. Han havde
bedre ting at lave.

Han satte sig.

Vi så på teksten,
og jeg fik dem til at sidde.

Vi sad stille, efter at jeg
havde talt om den, og jeg sagde:

"Se på den. Læs den. Mærk med hjertet."

Pludselig gav han sig til at fortælle,
hvad han så i den -

- og mens han talte om det -

- fik han lige med ét tårer i øjnene,
og så begyndte han at græde.

Der var som om,
det skyllede hen over ham -

- og han forstod, hvad Jesus sagde -

- at der herskede overflod
og målet var deltagelse.

Det var ikke kun en intellektuel gåde.
"Cynthia har udformet den meget smart."

Han forstod invitationens indhold -

- og han forstod,
hvorfor de færreste forstår den.

Tårerne løb ned af hans kinder,
og alle i lokalet blev stille -

- fordi vi indså, at vi omsider,
også mig efter årtiers undervisning -

- stod over for det,
det hele handler om -

- og den allervigtigste virkning af -

- at noget falder
lige igennem tænkningen -

- og lander dér,
hvor man oplever sammenhængen.

Jeg ville bare nævne denne oplevelse
som det sidste, jeg siger formelt.

Fra nu af tager vi en spørgerunde.

Det sidste, jeg vil sige, er -

- nogle ord af C. K. Chesterton:

Kristendommen er ingen fiasko.
Den er bare ikke blevet afprøvet endnu.

Når vi får hver eneste nye generation
til at vende tilbage igen og igen -

- til denne bundløse brønd
af hellig visdom -

- så får hver generation en chance til
at tilegne sig den og gøre sit bedste -

- for at stræbe efter denne fødsel
af en ny bevidsthed -

- som han har inviteret os til
i to tusinde år.

Så tak. Og Steve, forklar os,
hvordan det skal foregå.

Vi skal nu have en stor cirkelsamtale.

Hvis I kender til det,
ved I, at der er en talestav.

Jeg har staven, og jeg går rundt.

Hvis I løfter en hånd,
kommer jeg ... du milde!

Så får I staven og kan tale.

Når én har stillet et spørgsmål,
og I løfter en hånd, så kommer jeg.

Så går det glat. Så lad os begynde.

Cynthia, det, du lige har talt om,
har fået mig til at tænke på to ting -

- om mennesker som ...
jeg hører det tit sagt ...

Hvorfor skal spansk være ...

Da mine forældre kom hertil,
fik vi aldrig den behandling.

Hvorfor får nogle mennesker
denne store støtte og hjælp -

- når vi fik ... jeg tror, at det ...

Det minder mig også om
noget andet, jeg har oplevet.

Jeg arbejdede for et transportfirma
for halvtreds år siden.

I Sydstaterne ... var chaufførerne
i storbyerne allesammen hvide.

Lagerfolkene var sorte.

Men da jeg flyttede til Detroit,
og arbejdede i centrum -

- var jeg ... med personalechefen,
og han sagde:

"Se de dovne slamberter
på hjørnet dérovre."

"Sommetider vil de have et job,
men jeg ansætter dem aldrig."

Så raceadskillelsen var værre
i Norden end i Syden.

Jeg synes, der er en fin kommentar,
som fører os lige til sagens kerne.

En god måde at bevare sin ærlighed på
i sit kristenliv -

- er ikke at lytte til hovedet,
fordi det er en værre lurendrejer -

- som kan finde gode grunde til,
at enhver handling er hellig.

Men pas på indsnævringen.

Enhver handling, som man
et eller andet sted kan mærke -

- får én til at gøre sådan her -

- og lukke sig for andre
og ekskludere og sammenligne -

- så man er den bedste:

"Dem." "Hvorfor gjorde de det?"
"Hvor kunne de ..." "De er dovne."

Den slags er altid et vink om -

- at man praktiserer kristendommen
fra det kognitive hovede -

- og så ender man med at få
en kulturelt betinget kristendom -

- og ikke evangeliet.

Man er nødt til at udvide sin horisont
og bevare denne åbenhed i sit indre -

- for ikke at spotte Helligånden.

Så tak, for din følsomhed.

Hvem har talestaven nu?
Hej, hej, Roberta!

Jeg ville spørge om det senere,
men jeg griber chancen nu.

På cd-sættet
'Encountering the Wisdom Jesus' -

- nævner du et samarbejde om en symfoni.

Jeg gad vide, om den kan skaffes,
og hvordan man får fat i den.

- En symfoni?
- Ja, lavede du ikke et koralværk?

Åh ja, åh ja, vi lavede en ...

Jeg arbejdede med en komponist i Aspen,
som nu har fået sin evige løn -

- og vi skabte et koralværk
med titlen The Passion -

- som blev uropført
af Aspen Choral Society langfredag ...

... hvornår var det nu?
Jo, 2004, tror jeg.

Du kan sikkert finde den.
Der er stadig cd'er i handelen i dag.

Jeg skulle skrive librettoen -

- og komponisten ønskede
en tekst til langfredag -

- som havde budskabet
om kærlighed og inklusion -

- og ikke budskaber om offerbevidsthed -

- had, udelukkelse og syndebukke -

- som i den grad præger beretningerne
om Jesu lidelse i alle kilderne.

Jeg skrev den, Ray Adams skrev musikken
og Aspen Choral Society sang den.

Hvis du googler Aspen Choral Society,
vil du finde frem til boghandelen -

- og så kan du bestille cd'en,
og noderne er på vej.

Dér er talestaven, og min kvækerven
dér har det næste spørgsmål.

Med hensyn til lignelsen -

- kunne det så ikke tænkes,
at Jesus taler om den messianske tid -

- hvor det, du har talt om
med hensyn til universalitet ...

... og alle stærkt åndelige mennesker
forstår det udmærket ...

... at den handler om den tid,
hvor alt er helt lige?

For i vores dimension og virkelighed
siger vi, at vi alle er lige -

- men vi ved, at nogen er klogere -

- og nogle er dygtigere
og mere atletiske end andre.

Det er ikke sandt i vores virkelighed -

- men i den messianske tid
er det efter min mening sandt -

- at vi alle er en samling atomer
med nogle små forskelle -

- ligesom det også gælder
for planter og dyr.

Jeg tror, Leif tager fat på emnet
den messianske tidsalder.

Vi har ikke så megen tid
til at gå og rode med tingene -

- eller udskyde alt til fremtiden -

- som bliver en åndelig utopi,
som får prædikerne til at blive sande.

Jeg tror,
at med hensyn til denne lighed -

- har du ret i, at lighed for os i dag -

- forstået med vores rationelle hjerne -

- bestemt ikke er den lighed,
der hersker i enheden.

Hvis I søger et træk ved enheden -

- så se på Paulus' tanke
om mange lemmer på Kristi legeme.

Hvis alle var en lever,
så Gud hjælpe os!

Vi taler om en enhed,
som bevarer forskellighederne -

- og tilmed i en vis grad hierarkier -

- men får dem til at hænge sammen
i en højere orden -

- hvori enhver individuel helhed -

- opstår gennem delagtighed
i helheden.

Det er modellen.

En af de mest interessante
teorier og filosofier, der er opstået -

- i forbindelse med Ken Wilber
og spiraldynamikken -

- er den stadigt voksende teori
om bevidsthedens udvikling.

Det, som du beskrev
som den messianske tid -

- vil Ken og Don Beck beskrive som
skiftet til det tredje lags bevidsthed -

- hvor vi bevæger os
fra det rationelle -

- til det pluralistiske,
visionslogikken -

- og endelig til færdigheden
i at tænke ud fra enheden.

Jeg tror, at det, kloden i dag
presser os til at forstå -

- er, at den slags tænkning
ikke længere er en luksus -

- og at vi må få mange mennesker
til at lære den -

- og ikke først ved festbordet
efter døden -

- men ved festbordet i dette liv.

Vi lever i en verden,
hvor de systemer, vi har skabt -

- altså ressource-, økonomi-,
informations- og våben-systemer -

- alle fungerer på
den indbyrdes forbundne enheds niveau.

Vi har en global økonomi
og en endelig ressourcemængde.

Man kan ikke dumpe atomaffald,
uden at det har konsekvenser for andre.

Så de eneste forhindringer for
enhedstænkningen er kirken og staten.

When will they ever learn ...

Så jeg tror, at tidens tegn
helt umisforståeligt peger på -

- at vi må udvikle bevidstheden
i Kristi navn -

- og indse, at den messianske fest
ikke kommer efter døden -

- men når vi vågner op og krydser
grænsen mellem hovedet og hjertet -

- og begynder at opleve
den messianske fest her.

Ja, hvem har ...

... din kvækerven ...
jeg kan normalt finde ...

Hej, mit navn er Mimi.
Jeg har to spørgsmål -

- på baggrund af min fordybelse
i buddhismens ideer.

Pema Chödrön siger jævnligt -

- at hvis man har en stor frygt,
så skal man favne denne frygt -

- og leve med den og gennemleve den -

- og den ide synes at være
det modsatte af det at give slip.

- Nej, det er faktisk det samme.
- Javel.

Først og fremmest ... når hun taler
om at favne noget -

- så er det vigtigt,
når man arbejder med det her -

- at man forstår,
at man favner noget som sanseindtryk.

Med andre ord:
Alle øvelser i at favne skyggen -

- virker bedre,
eller rettere virker kun -

- hvis favnen betyder -

- at man formår at blive ved det
som sanseindtryk i kroppen -

- og ikke bare stikker af.

Hvis man sidder dér og ryster af frygt
og undgår at ændre ved situationen -

- så siger man: Okay,
det er sanseindtrykkene af frygt -

- og de er til stede i mit nu,
og derfor sidder jeg med dem.

Jeg ændrer dem ikke, og jeg behøver
ikke håndtere dem på nogen måde.

Bevidstheden som sådan
kan omslutte alt -

- hvad der opstår i bevidstheden,
og blive ved det.

Men det fungerer kun med sansningen.

Mange kristne er desværre
blevet overtrænet -

- i at gøre alt med fornuften
og måske med følelsen.

Man favner ikke noget med dem.
Man bliver ved det som sanseindtryk.

Kan man det, indser man, at det er det
samme som at slippe på sanseniveauet.

For når vi skyder noget til side -

- når vi klamrer os og yder modstand -

- så lukker vi os.

Når vi åbner os og lader tingene være,
så er det det at give slip.

Husk på forskellen
mellem undgåelse og slippen.

Det at give slip står ganske enkelt
for en rummelighed -

- hvor ting kan optræde side om side -

- uden at man skal styre, reagere på,
bemægtige sig eller manipulere noget.

Så det er den samme øvelse.

Den drejer sig om en indre rummelighed -

- i modsætning til handlinger,
som driver os ind i en indsnævring -

- på sanseniveauet.

Alt i det åndelige, teologiske,
trosmæssige og mystiske liv -

- er bygget på sansningens fundament.

Det er et fundament, vi har overset
i troslivet i to årtusinder -

- men dér ser man,
hvordan ting er ens eller uens.

Det var et rigtig godt spørgsmål.
Var mit svar klart nok?

Ja, men jeg har også
et andet spørgsmål.

Jeg vil spørge om noget, jeg slås med.

Jeg tror, jeg ville ønske,
at kristendommen hed noget andet -

- på grund af identifikationen
med ... kristendommen.

Ja, ja, ja ... ha, ha.

Ja, det er et interessant spørgsmål.

Ja, der er mange, der tolker det sådan,
at Jesus var kristen -

- og at han kun kom til verden
for at skabe den kristne kirke.

Så er der hele den bevægelse,
der shanghajer ordet "kristen".

Når nogen spørger: "Er du kristen?" -

- mener de i de fleste tilfælde:
"Er du fundamentalist eller evangelikal?"

Så betegnelsen er blevet så uklar -

- at det er rigtig svært at bruge den
og undgå at gå i fælderne.

Men jeg tror ikke, den bedste løsning
er at opgive at bruge betegnelsen.

Efter to årtusinder duer det ikke.

Jeg ser ikke på det, ligesom Marcus Borg
og andre progressive teologer gør det.

Jeg synes ikke,
at kristendommens historie er en fejl.

Jeg tror ikke, den fjerner os
fra Jesu vision.

Jeg tror, den er den uundgåelige følge
af at fastholde Jesu vision -

- som er udsprunget af verden
og dynamik og forandring.

Så jeg er sådan set tilfreds med navnet,
og jeg vedkender mig det -

- men jeg forsøger at nyvurdere den
og indblæse den nyt liv -

- med det, jeg opfatter
som dens oprindelige hensigt.

Jeg synes, at kristendommen ...

... at navnet "kristen"
kun burde kunne bruges -

- når man har bevist,
at man kan efterleve den.

Det burde ikke bruges, bare fordi
man er født i et kristent land.

Jeg tror, vi ville få større engagement,
hvis det var sværere at få navnet.

Men jeg forstår det godt.
Så tak for det.

Hej. Du nævnte det,
men jeg vil gerne høre mere.

I Det Nye Testamente omtaler Jesus
altid sig selv som Menneskesønnen.

Syvoghalvfjers gange. Aldrig Guds søn.
Hvad vil han sige med det?

Ordet "menneskesønnen" -

- er et udtryk,
der har voldt mange hovedbrud -

- og virkelig udfordret teologer,
lingvister og religionsfilosoffer.

Mange kæder det sammen med
passagerne om den lidende tjener.

Min udlægning -

- som jeg må indrømme udspringer
af min tværreligiøse interesse -

- under min træning -

- er, at ordet i praksis svarer
til bodhisattva, den kosmiske tjener -

- den, der er i færd med -

- at bevidstgøre sig
for kærlighedens skyld -

- for at drive menneskeheden
frem mod et højere fællesskab.

Jeg tror, at Jesus var en vigtig, om ikke
den vigtigste eksponent i Vesten -

- for denne ånd.

Sådan opfatter jeg ordet
ud fra min egen praksis -

- og min dialog med buddhistiske og
sufi-islamiske venner og andre.

Jeg tror -

- at Jesus
ikke var særlig interesseret -

- i de titler,
der blev hæftet på ham ...

... Gud, Guds søn,
Guds enbårne søn, Messias ...

Disse titler holdt han distance til -

- både de verdslige
og de religiøse titler.

Men vi ser ham optræde stærkt og klart -

- som en oplyst, kosmisk tjener -

- som arbejdede på at fremkalde
en ny menneskehed.

Det er, hvad jeg ser i ordet.

Hvis I tror, Jesus var kristen -

- så vil J. J. Levine
tage kærligt fat om emnet om to år.

Så hold jer ajour.

Jeg læste din bog "Mystical Hope"
for en hel del år siden -

- og da jeg lyttede til dig i dag -

- spekulerede og tænkte jeg
i særdeleshed over -

- det at åbne sig
for overflodens nåde ...

... og spekulerede på, om du,
da du skrev bogen, tænkte på -

- det, du har talt om i dag, om det,
der sker overalt i verden i dag ...

... det løfterige ved
at flere og flere åbner sig -

- for en dybere forståelse
af denne overflod.

Efter min erfaring er håb
ikke en reaktion på et resultat.

Håb er en livskraft,
der strømmer gennem én.

Jeg er i tidens løb blevet
mere og mere overbevist om -

- at når Paulus taler om treklangen
tro, håb og kærlighed -

- så er det én og samme sag, men
oplevet gennem tre centre i kroppen.

Når Jesu nærværelse, denne imaginale,
denne mere end sanselige -

- denne fortsatte, blivende nærværelse -

- opleves med forstanden,
så opleves det som tro.

Når den opleves med hjertet, følelsernes
center, ytrer den sig som kærlighed.

Når den opleves i kroppen
og sansningen, viser den sig som håb -

- som simpelthen er en uafviselig ...

... stråleglans, men det
er nok for stort et ord.

Men det er livskraften,
viljen til at leve og være her -

- som suser op gennem
det kropslige system -

- uden det mindste hensyn
til resultatet.

Jeg tror, det er tegn -

- på Guds usynlige,
fortsatte nærværelses kongerige -

- i vores liv for altid.

Når vi åbner os for håbet,
åbner vi os for kroppen, og vice versa.

Når vi begynder at forstå, at håbet
kommer fra kilden og ikke resultater -

- kan vi være fulde af håb i verden -

- uden at være afhængige
af det, der sker rent faktisk.

Så mit direkte svar på dit spørgsmål er:

Nej, jeg vidste ikke, da jeg skrev den
... det var vist i 2000, den blev til ...

... at noget af det ville ske.

Vi havde ikke haft pave Benedict
og slet ikke pave Frans -

- og meget andet ...
11. september var ikke sket dengang.

Det var en anden verden.

Alligevel havde jeg
en tydelig fornemmelse af -

- at jeg skrev ud fra et eller andet,
som vidste, hvad det gjorde.

Ikke at jeg forudså noget,
men håbet spirer frem.

Hvor er den?

Et spørgsmål:

Hvad er det bedste, vi kan gøre,
efter din mening -

- for at bringe Kristi nye tilsynekomst
tættere på vores verden i dag -

- den bedste enkelte ting, vi kan gøre?

Tja, for mig med min baggrund
må det nødvendigvis være -

- en pligttro, regelmæssig udøvelse
af meditation.

Det behøver ikke være lang tid.

Men jeg mener, at det er dette her,
efter min erfaring i hvert fald -

- som ændrer troen
fra at være tankespind, fantasier -

- fantasifulde kognitive og emotionelle
rekonstruktioner af virkeligheden -

- til helt konkret at afstemme
nervesystemet med teologien -

- så vi ser på en anden måde.

Jeg mener også, at vi dermed
er i kontakt med virkeligheden.

Jeg tilhører et netværk
af katolske nonner ...

... nogle af dem har været aktive i
Religious Women's Leadership Conference ...

... som har forpligtet sig
ligesom andre i hele verden til -

- i tidsrummet kl. 6.00 til 7.30
om morgenen -

- at meditere i solidaritet med de andre,
der gør det på det tidspunkt.

Jeg tror, vi begynder -

- at skabe ikke-lokaliserede kraftfelter
gennem det -

- og øse af bønnens dybder,
som kristne har opgivet at tro på.

Dér bør man starte efter min mening,
og man skal ikke kun meditere.

Jeg mener ikke, man skal meditere
og så gå ud i verden -

- uden at lære af det.

Men meditationen vil præge os -

- og den vil gradvis ændre vores rytmer
og ændre vores opfattelse af verden -

- og ændre vores motivation
og vores præferencer.

Efter min mening -

- er det dér, man skal stikke spaden
i jorden og begynde at grave.

Du talte om, at man skal tro på Jesus
ved at følge hans anvisninger -

- ikke ved at tro på hans navn.

Hvad vil du sige til den,
der siger, at han sagde:

"Jeg er vejen, sandheden og livet,
og ingen når Gud uden gennem mig."

Det er, hvad jeg bliver spurgt,
og jeg kan ikke svare igen.

Ja, hvis vi et øjeblik ser bort fra -

- hvad kendere af kirkehistorien ved -

- og kun bør bruge,
hvis de gør det konsekvent -

- at næsten intet i Johannesevangeliet
er blevet sagt af Jesus -

- men at det udtrykker
de mystiske og dybsindige overvejelser -

- hos et gruppe kristne,
som havde kendt ham ...

... bortset fra det ...

Jeg griber denne passage,
som jeg faktisk elsker, sådan an -

- at den kan høres på tre niveauer -

- som svarer til tre dybere
bevidsthedsniveauer -

- som man møder undervejs på rejsen.

På det mest udvendige
og eksoteriske niveau -

- i det tankemæssige ekstrem -

- hører man: "Jeg er hovedvejen",
"Min vej er hovedvejen" -

- og "Alle, der ikke følger mig,
er fortabte".

"Ingen kommer ..."

Jeg henviser dem
til King James-oversættelsen:

"Ingen mand kommer til Faderen ..."
Vi kvinder er sikre.

Her er det kønsekskluderende sprog
til kvinders fordel.

Men på det andet niveau -

- som plejer at blive kaldt
det mesoteriske eller mellemste niveau -

- siger Jesus:
"Jeg er en vej; følg mig. Jeg er vejen."

En vej er en rute, man vandrer,
og denne vej er troværdig.

Man kommer ikke et skridt videre,
før man begynder at gå.

Det, han siger, er -

- at hvis man vælger den vej
og begynder at vandre ad den -

- er den en troværdig vej,
og den vil føre én til sit mål.

På det tredje eller esoteriske niveau -

- vil man blive klar over -

- at alle veje, som er ægte,
er til stede i alle andre veje -

- uindskrænket og helt og fuldt.

Derfor skulle min lærer
ikke gå til buddhismen -

- eller til tværreligiøse møder.

Hvis man dykker ned i de kristne vande -

- får man kontakt med alt,
hvad der ligger gemt dér.

Buddha er i Jesus og omvendt.
De er alle til stede i hinanden.

Sandheden er nemlig udelelig hel
og har en holografisk karakter -

- og enhver del, som har sin integritet,
kan afspejle helheden.

Det betyder,
at man kan starte her og slutte her.

Hvis man gør det fuldtud,
vil man ikke savne noget.

Men det er det esoteriske niveau.

Det, som egentlig er sket med kirken -

- og som er det tragiske
ved den vestlige kristendom -

- er, at de tre niveauer
ikke blev forstået som det -

- som Ken Wilber kalder
et transportbånd.

De er afhængige af hinanden.

Man kan ikke betragte kirken som sund,
hvis den ikke har alle tre niveauer.

Det eksoteriske niveau
lukker os ind ad døren -

- begynder at danne os
religiøst og moralsk -

- i en elementær livsmoral.

Den mesoteriske vej uddyber den,
når man udfører øvelserne -

- og indprenter den dybere i sig
og åbner indre rum, man ikke kendte.

Den esoteriske vej, som langt fra
er den gnosticisme, der dæmoniseres -

- er det, der virkelig giver os
kendskab til troens lysende inderside -

- og til at sandheden altid strømmer,
også i brodne kar -

- og at man bevæger sig fremad
og bevæger sig udad -

- og indtager sin plads
som en ældste og som en tjener.

Der er sket det, at det mesoteriske
og det esoteriske er forsvundet.

Den eksoteriske kirke er i den grad
stivnet i en korrekt, dogmatisk algebra -

- at den har opgivet at lede mennesker
længere frem ad vejen -

- så de med tiden vil komme frem
til den mildhed, ædelhed og helhed -

- som er meningen med det hele.

Det er igen grunden til, at jeg mener,
at denne praksis er det sted -

- hvor vi er nødt til at begynde
at styrke vores kristne mission -

- og sætte folk i gang -

- og lære dem at meditere
og være nærværende og selvbevidste -

- så de kan undgå
jegets reaktivitet -

- og kan begynde at leve
med en større selvbevidsthed -

- og tjenerbevidsthed.

Hej. Jeg hedder Michelle,
og mit spørgsmål er:

Jeg gad vide, om du, før du tager afsted,
vil velsigne os -

- og lede os i en meditation.

Det kunne jeg da gøre. Tak.

Vi kan være stille til sidst -

- hvis det er det, der er behov for.

Jeg har slukket for talestaven.

Men der er en spørger bagerst.

- Hej.
- Hej.

Jeg gad vide, om der er stof ...

Jeg har lagt mærke til
aldersgennemsnittet her -

- og jeg gad vide, om du har bemærket
eller set eller skrevet -

- materialer for unge voksne,
børn og unge mennesker -

- så vi ikke bruger energi på tanken:
Nu har vi en masse ...

... snæversyn at overvinde,
før vi kan komme videre.

Det er et rigtig fint spørgsmål.

Der er mange, der har tænkt på det -

- og der er stor opmærksomhed
på problemet.

Jeg har faktisk venner,
som er under 30 år -

- og jeg skal se nogen af dem
i weekenden.

Ét helt oplagt svar på spørgsmålet
er følgende:

Der er sangene fra Taizé,
som er blevet ...

... et kendt samlingspunkt
for unge mennesker.

Der er også mange materialer
om meditation og om kvækerismen -

- og labyrint-arbejde.

Der er mange veje ind i emnet,
som er begyndt at tiltrække folk.

Jeg tager spørgsmålet op
med stor respekt -

- fordi jeg tror, at vi virkelig
har gennemgået et afgørende skifte -

- i den tid, jeg har praktiseret det,
som lægger Gutenberg-Bibelen bag sig.

Det er velkendt, at folk,
der er født efter 1970 -

- har computersprog som modersmål -

- mens folk, der er født før 1970,
har det som deres andet sprog -

- og hvis man ser på senere generationer
f.eks. fra 2005 eller 2006 -

- så er børn sikkert født i "skyen".

Da mit barnebarn
var 13 måneder gammelt -

- tændte han for sin moders mobil
og foretog et opkald!

Hvordan kunne det ske?

Men vi står faktisk med teknologi
i en helt anden størrelsesorden -

- og jeg tror, at en af de fælder,
som ældre mennesker altid går i -

- er at tænke: Hvordan laver vi
programmer, der tiltrækker de unge?

Jeg tror ikke, det går på den facon.

Jeg tror, at for de lidt ældre af os
er det vigtigt at være tro forvaltere -

- og leve i overensstemmelse
med vores modenhed og alder -

- med værdighed, integritet og mod -

- så vi bliver konkrete forbilleder
for, hvordan ældre er -

- og overleverer traditionen
elegant i vores liv.

Jeg tror ikke,
vi skal udvikle strukturer -

- fordi de bare bliver kasseret
af nye generationer.

Jeg tror virkelig -

- at de yngre generationer
vil vende tilbage til det -

- og finde de kilder, som åbner op
for en dyb praksis ...

... de findes skam ...

... og samles om de ikoniske skikkelser,
som efterlever deres ord -

- for eksempel Dalai Lama
og pave Frans eller andre folk -

- og vil finde den visdom igen,
vride den ud af sten -

- fordi det er en universel visdom.

Den bliver ikke primært overleveret
lineært gennem generationerne -

- men direkte fra kilden til hjertet.

Jeg tror, den vil blive genskabt,
jeg tror den vil blive genopdaget -

- og jeg vil træde til side
og tilbyde mig som hjælper -

- og forhåbentlig en autentisk udøver -

- og så bare opmuntre de unge -

- der føler sig kaldet til at udforske
den kristne vej, til at gå løs på den.

Det er en vild, ny verden.

Der er også ... for Pat derovre
vil gerne have mikrofonen.

Nå, du har den. Godt.
Pat, du får den i næste omgang.

Hej, jeg tænkte på aldringen -

- og som en af dem i fyrrerne
kan jeg bekræfte -

- at medlemmerne af min generation
virkelig tørster -

- efter alt det, du har talt om her.

Mit spørgsmål er ... jeg har ikke
mine notater ... det er:

Jeg tænker på vigtigheden
af materialitet og kropslighed -

- og konkrethed.

Jeg tænker på,
at den jegbaserede tænkning kan være -

- tæt knyttet til de ydre ting.

Jeg spekulerer over, hvordan
vi opnår den evige livfuldhed -

- som du omtalte i morges -

- uden at vi dermed fremmedgør os
eller distancerer os på en usund måde -

- fra Guds verdens konkrethed.

Ja, det er et rigtig godt spørgsmål.

Jeg vil pege på,
at vi sådan set har -

- et ældgammelt landkort -

- og det har altid været dårligt,
men det er populært -

- som tyder på, at kontemplation
og aktivitet er forskellige ting -

- og at kontemplation er for indadvendte,
som sidder og venter på forvandlingen -

- mens vi andre arbejder og får børn -

- og arbejder for retfærdighed.

Sådan virker det ikke, og det gjorde det
heller ikke for ørkenfædrene -

- som havde en fod i begge verdener.

Hvis kontemplationen fungerer,
grundfæster og uddyber den jer -

- så I kan gå ud i verden
og handle klogt og dygtigt i den -

- uden reaktivitet eller offerfølelse -

- og så vender I tilbage
til den kontemplative ro og stilhed -

- så I kan frigøre jer fra resultaterne.

Når I gør det, bliver I ikke ligeglade.

Det betyder ...
og her kommer et skønt citat.

Det er fra Gerald May,
stifter af Shalem Institute. Han skrev:

Når tilknytning ikke længere
motiverer én -

- vil ens handlinger afspejle
den ubetingede barmhjertighed.

Når tilknytning ikke længere
motiverer én -

- vil ens handlinger afspejle
den ubetingede barmhjertighed.

Det væddemål er værd at indgå.

Vi ser det som drivfjederen.

"Jeg skal knytte mig til børnene."

"Jeg skal bekymre mig meget,
ellers er alt ligegyldigt."

Men der findes en hellig ligegyldighed -

- som ikke er ukærlig,
men en tillid til -

- at når man står i kærlighedens strøm -

- og lader den præge sine handlinger,
også selvom de er uvigtige -

- så kommer den til udfoldelse.

Når vi bliver mere afklarede
og mere fri for jegets tilknytning -

- opdager vi, at vi hører -

- råbet fra de fattige og verden
tydeligere -

- og er bedre i stand til
at besvare det -

- uden at handle reaktivt
eller omklamrende.

Det er væddemålet.

Så det er vigtigt,
at man bevarer jordforbindelsen.

Det er sådan set uheldigt,
at i to årtusinders kristendom -

- er hovedstrømmen i den kristne
formidling gået gennem klostervæsenet.

Man måtte undgå at knytte sig
til verden for at få de åndelige goder.

Det er ved at ændre sig,
og det sker hurtigt.

Der var selvfølgelig mange -

- anabaptister, kvækere, herrnhutere
og andre vidner, som var klar over -

- at det er livet med arbejde og familie,
der bedst udfolder kærligheden -

- hvis man er villig til
at disciplinere sin bevidsthed.

Mit råd er: Bare fortsæt, og stol på -

- at hvis I har en fod i begge verdener,
så vil de vokse sammen til én verden.

Mit spørgsmål er udsprunget
af dit foregående svar -

- om unge og strukturer
og en anden væremåde hos dem.

Jeg er for nylig blevet bekendt
med Sheldrakes morfogenetiske felter.

Den teori giver godt håb
for det arbejde -

- som vores generation har udført
i årenes løb -

- og som kan virke som tidsspilde.

Men når du giver eksempler på børn -

- som meget hurtigt lærer nye ting -

- til vores store overraskelse -

- og jeg tænker på min erfaring
med mine børnebørn -

- og med at følge Frans' ide
om ikke at prædike med ord ...

Jeg har sagt meget lidt i ord til dem -

- og jeg er dybt forundret
over deres tilbagemeldinger -

- om, at min ordløshed
har virket meget stærkt på dem -

- og ligeså det, at jeg har været der
i stedet for at belære dem.

Mit spørgsmål er, om ikke de
morfogenetiske felter giver håb om -

- at det vi gør, bygger sig op
og faktisk bliver videregivet.

Jeg synes bare, det er så vigtigt
for nutidens mennesker -

- at de har den konkrethed,
som han har fra videnskaben: Det duer.

Ja, netop.

Vi har mistet mange forhåbninger.

I de sidste hundrede år,
groft sagt den modernistiske tid -

- har den vestlige kultur
oplevet en dobbelt ulykke -

- i form af udviklingen af
en dominerende naturvidenskab -

- som i evolutionens navn
betragtede alt som tilfældigt -

- og samtidig udviklingen af
en sygdomsbaseret dybdepsykologi -

- som har givet os
et særdeles negativt syn -

- på Guds nærvær i mennesket -

- men på trods af det og to verdenskrige
og en mængde traumer -

- så har vi bevæget os fremad.

Det år, hvor jeg blev født, 1947 -

- blev jeg født
ind i en traumatiseret verden ...

... og mange her er i min aldersklasse ...

... som havde mistet enhver tillid
til dens grundlag og muligheder -

- til dens hellighed
og til Guds eksistens.

Der har faktisk være noget meget ædelt
over boomer-generationen -

- fordi den har siksakket og bliver ved
med at gøre det for at kunne mægle -

- mellem den absolutte fortvivlelse,
som vi var født ind i -

- og det mirakel, vi bedsteforældre ser
folde sig ud i vores børnebørn.

Børnebørnene er utrolige.
Vi siger: "De er bare så ..."

"Deres ide om at date består i at sidde
sammen og sms'e til hinanden!"

Og vi fatter ikke, at de kan holde ud
ikke at have rigtig kontakt med hinanden.

Men de udvikler sig til at være
omsorgsfulde og barmhjertige -

- og forbløffende optagede
af klodens ve og vel.

Jeg tror, det skyldes,
at vi følger en cyklus.

Vi har været gode mæglere
i det store og hele -

- og jeg tror, vi skal
fortsætte med det, når vi går -

- fra vores år som arbejdende
og engagerede samfundsborgere -

- og til at være ældre
og være ældre og tillidsfulde -

- for vi har ikke haft ældre
i flere generationer, men nu er vi her.

Tak for det spørgsmål.

Godt. Der er du!

Jeg måtte slås med Pat
for at få mikrofonen. Jeg kom før dig!

Hun er den ældste her,
og jeg veg pladsen for den ældste.

Vi tilbyder et kursus i skelnen,
som er et fantastisk kursus -

- på Moravian Præsteseminarium
på den anden side af gaden ... for alle.

Det er et stort emne,
og du har omtalt det.

Hvad mener du mere specifikt om skelnen
og den klassiske definition af ordet: -

- det at gennemgå de indre rørelser nøje
og vælge at holde sig til Guds rørelser?

Med dit standpunkt
hvad kan du så sige om skelnen til os?

Jeg mener, at langt det meste,
der er skrevet om skelnen i Vesten -

- bygger på
en fundamental misforståelse.

Ideen er, at vi er her, og Gud er dér -

- og Gud har en vilje,
han ønsker, vi skal følge -

- og at det er som spillet
tyve spørgsmål til professoren.

Men hvad nu hvis
vi i virkeligheden er Guds vilje -

- og Guds vilje til at slå rod
og antage form -

- i et bestemt livsløb,
som er vores liv -

- er til stede som livskraften -

- så vi strømmer ud som Guds vilje
efter Guds vilje -

- og der ikke er nogen adskillelse?

Det eneste, der står i vejen -

- er vores bagvendte syn på det:

Vi vil skille os fra Gud
og følge hans vilje -

- og så bygger vi
denne relations-struktur op over sagen.

"Hvad vil Gud have, at jeg gør?"

Det står i vejen, og noget andet, som
også gør det, er tilknytningen til jeget.

Den hindrer os meget tit
i at høre Guds vilje.

Jeg mener, at Guds vilje
intet har at gøre med handling -

- i 99 procent af tilfældene.

Guds vilje har at gøre med
at være til på en bestemt måde.

Thomas Merton sagde engang,
at det vigtigste ...

Han siger, at vi alle rummer
en signalstation -

- som er Guds vilje nedlagt i os -

- jomfrupunktet,
Guds kærlighed og sandhed.

Det handler om
at være i kontakt med den -

- og undgå at blokere for dens signaler.

Den åndelige vejleders opgave
er efter min mening -

- ikke at hjælpe folk
til at finde Guds vilje -

- men hjælpe dem til at forstå -

- hvad der hindrer dem
i at lytte til signalerne -

- og så forsikre folk om,
at uanset hvilken vej, man tager -

- hvis man så følger Guds vilje,
altså lytter til signalerne -

- så vil man klare sig fint.

Der vil være lidt godt, lidt skidt,
intet som forventet.

Men det drejer sig ikke
om at få det rigtige svar -

- men om at øge og uddybe "sindigheden",
som Thomas Merton udtrykte det.

Det drejer sig ikke om valgfrihed,
men om spontanitetsfrihed -

- som er færdighed i at være ubetinget
til stede hvert eneste øjeblik -

- og møde det med et ja.

Det betyder ikke,
at man accepterer alt -

- og heller ikke,
at man resolut ændrer ting -

- men at man står ved sit ja
og lever bevidst.

Som et digt siger: "Vær som et blad -

- der ved, det kan falde når som helst
og bestemme i hvilken retning."

En skøn dialog.

Det er mine tanker
om skelnen mellem ånderne.

I Thomasevangeliet logion 6
er der et skønt udsagn -

- hvor disciplene udspørger Jesus:

Hvad gør vi? Skal vi faste?
Give almisse? Følge spiseregler?

Og hans svar er:

Hold op med at lyve,
og gør ikke det, som I hader -

- for alt ligger åbent for himlen.

Det er et godt grundlag for skelnen.

Hold op med at lyve,
og gør ikke det, som I hader.

Det er egentlig talt. Det betyder ikke,
at bedste ikke skal inviteres til middag.

Det betyder egentlig,
at man ikke hele tiden skal forsøge -

- at vride vand ud af en sten -

- altså gøre noget, som man
inderst inde godt ved er uautentisk -

- og som er udfordrende
og i bund og grund -

- nedbryder eller undergraver
ens integritet.

Det er tid til reklamer.

Der går rygter om kurser
i faget åndelig dannelse -

- på den anden side af gaden
på Moravian Præsteseminarium.

Jeg vil gerne have, at de to
initiativtagere til det rejser sig -

- så I ved, hvem I skal tale med.

Barbara Tell og Marcella Kraybill-Greggo,
vil I rejse jer op?

Der sidder en masse
åndelige vejledere dér.

Men hvis I vil vide mere
om det nye valgfag -

- skal I tale med dem,
og gør endelig det.

Først tager vi en reklame
og så et spørgsmål -

- og så vil Cynthia guide os
i noget meditativt noget.

Det sidste I vil, er at jeg snakker løs
efter det, og derfor gør jeg det nu.

Af kommende begivenheder har vi i marts
Weber-forelæsningerne den første fredag.

De skal være lidt anderledes.
Jeg skal finde en smart titel.

Den kan være: "Er det protestantiske
eksperiment forbi?"

Men den skal være
mere provokerende.

Vi får besøg af John Franke, som er
en evangelikal teolog fra Allentown.

John vil fra morgenstunden tale om -

- nye former for kirkekristendom,
kirkefællesskaber og lignende.

Han vil også tale om Nyapostolsk
Kirke, som I nok ikke kender -

- som måske får 581 millioner medlemmer
verden over i løbet af de næste få år -

- hvad kun få havde forudset
... interessant.

Om eftermiddagen skal vi via Skype
høre fra Amos Yong -

- som er en dygtig pinseteolog,
som arbejder med pinseteologi -

- som er noget nyt i pinsekirken.

Læsere af Christian Century kender
nok Lillian Daniel -

- som skriver for tidsskriftet,
og hun dækker midterpositionen.

Så vi får moderate evangelikale
og pentekostale tænkere -

- til at tale om protestantismen
i det 21. århundrede.

Til november kommer John Crossan -

- som vil fortælle, hvad han gør
ved Det Nye Testamente.

John Crossan vil besøge os
til efteråret næste år.

Så hold jer ajour.

Hvis I ikke står på mailinglisten,
så meld jer til, så I er ajour.

I er bare for gode til
ikke at vende tilbage!

Ét spørgsmål til,
og så skal vi synge, bede ...

Steve, hvad med: "Hvorhen, protestantisme,
eller hvorfor protestantisme?"

Ja, jeg havde regnet med, at den kom.

Hej. Jeg kender en masse
af de mennesker, som er her -

- og jeg er ked af
at køre i samme rille.

Et af de problemer, som har sat sit præg
på mit liv, er alvorlig sygdom.

Jeg har haft brystcancer tre gange
og siden haft æggestokkræft -

- og behandles nu for et tilbagefald.

Hver gang har jeg taget situationen
som en mulighed for vækst -

- så jeg kan øge kontakten med Gud,
og meditation er en stor del af det.

Jeg blev forundret over det, du sagde.
Jeg skrev hurtigt og det er nok upræcist.

Du sagde: "Vi kan ikke være kræftceller
i Kristi legeme og lade legemet dø."

"Vi skal forenes med helheden."

Da du sagde det, tænkte jeg,
at det måske var mit næste mål -

- altså åndeligt set
blive forenet med helheden.

Jeg gad vide,
om du vil sige lidt mere om -

- hvordan sygdom og spiritualitet
kan mødes.

Det er ellers lidt af et spørgsmål.

Jeg vil ikke svare generelt på det.

Svaret er: Ja, og dybt og indlysende ...

Mange af de mest strålende mystikere
i kristendommen og andre traditioner -

- er nået så vidt, mens de har lidt
under alvorlig eller dødelig sygdom -

- og det er en tilstand, som er præget
af en stor nåde og indsigtsformidling -

- når den forstås sådan.

Det ved du sikkert meget om allerede.

Den rummer en stor frihed -

- fra det, der normalt svinebinder
"raske mennesker" -

- det, nogen kalder
"morgendagens sygdom".

Når man er truet på livet -

- bliver det nødvendigt at være
bevidst og fuldt ud til stede i nuet.

Det er en åndelig gave -

- og som med de morfogenetiske felter,
så er man aldrig alene om det.

Man modtager noget fra Kristi legeme -

- og ens indre arbejde spiller med.

Der er en overgangsfase.

Jeg synes, du skal tage
den seneste udvikling på din færd ...

... og hvis den ide, jeg gav dig -

- om, at mennesker,
som lever på kloden, egentlig -

- her i Vestens industrisamfund
er kræftceller i Gaias legeme -

- på grund af vores udfoldelse
uden hensyn til dens bæredygtighed ...

... det stemmer helt overens
med den medicinske kræftmodel.

Når man lever med det
og med et forvandlet hjerte -

- og ikke giver sig selv skylden for det,
for det er du sikkert nået ud over -

- men med mulighed for at holde
en del af det samlede hele -

- fuldt bevidst og villigt
i Kristi legeme -

- og igen modtage fra legemet
og give tilbage til legemet -

- af din visdom og dit hengivne hjerte -

- så vil det føre til hellighed -

- og denne hellighed vil være helende
på alle de vigtigste måder.

Stol på det.

Når der opstår frygt -

- og der opstår fortrydelse
og fortvivlelse -

- eller trangen til at give op -

- så mærk sanseindtrykkene
af de ting -

- og lær at rumme dem uforbeholdent
som det sted, hvor din kærlighed er -

- og så vil den styrke, det giver,
være til støtte for dig.

Tak for at træde frem
og fortælle om den del af dit liv -

- lige så åbent og nøgent
som børnene på marken, så tak.

Det, vi gør for at afrunde dagen, er ...

... en ny brug af skammelen ...

Vi skal synge en skøn sang,
der er skrevet af Richard Rohr:

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.

Den er let, men ideen er, at hver gang
vi synger den, fjerner vi et ord.

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.
Vær stille og forstå, at jeg er.

Vær stille og forstå.
Vær stille. Vær.

Vi synger den et par gange, og så
bruger vi et par minutter i stilhed -

- og så synger jeg den igen
til sidst.

Godt. Er i klare?

Hvis I hører en harmoni, så følg den.
Det er en nem melodi.

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.

Vær stille og forstå, at jeg er.

Vær stille og forstå.

Vær stille.

Vær.

Igen.

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.

Vær stille og forstå, at jeg er.

Vær stille og forstå.

Vær stille.

Vær.

Én gang til.

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.

Vær stille og forstå, at jeg er.

Vær stille og forstå.

Vær stille.

Vær.

Vær stille og forstå, at jeg er Gud.

Vær stille og forstå, at jeg er.

Vær stille og forstå.

Vær stille.

Vær.

Amen. Gud velsigne jer.

Lad os nu gå ud
og elske og tjene og glæde os -

- i Herrens kraft
og lade alle Guds folk sige: Amen.

Undertekster: Søren Frederiksen