Tali Sharot: Den optimistiske tilbøjelighed

Bliver vi født til at være optimistiske, frem for realistiske? Tali Sharot deler ny forskning der foreslår, at vores hjerne er bygget til at kigge på den lyse side -- og hvordan det kan være både farligt og fordelagtigt.

Jeg vil tale til jer om optimisme --

eller mere præcist, den optimistiske tilbøjelighed.

Det er en kognitiv illusion

som vi har undersøgt i mit laboratorium i løbet af de sidste par år,

og 80 procent af os har den.

Det er vores tendens til at overvurdere

vores sandsynlighed for at opleve gode begivenheder i vores liv

og undervurdere sandsynligheden for at opleve dårlige begivenheder.

Så vi undervurderer vores sandsynlighed for at lide af kræft,

være i et biluheld.

Vi overvurderer vores levealder, vores karriere udsigter.

Kort sagt, er vi mere optimistiske end realistiske,

men vi er ikke bevidste om det faktum.

Kig for eksempel på ægteskabet.

I den vestlige verden, er sandsynligheden for skilsmisse på cirka 40 procent.

Det betyder at ud af fem gifte par,

vil der i sidste ende være to par der ender med at dele deres aktiver.

Men når man spørger nygifte om deres egen sandsynlighed for skilsmisse,

vurderer de den til at være nul procent.

Og selv skilsmisse advokater, der virkelig burde vide bedre,

undervurderer i høj grad deres egen sandsynlighed for skilsmisse.

Så det viser sig, at optimister ikke har lavere sandsynlighed for skilsmisse,

men de har større sandsynlighed for at gifte sig igen.

Som Samuel Johnson sagde,

"At gifte sig igen er håbets triumf over erfaring."

(Latter)

Så hvis vi er gift, er der større sandsynlighed for at få børn.

Og vi mener alle at vores børn vil være specielt talentfulde.

Dette, forresten, er min to-årige nevø, Guy.

Og jeg vil bare gøre det helt klart ,

at han er et virkelig dårligt eksempel på optimistiske tilbøjelighed,

fordi han er faktisk enestående talentfuld.

(Latter)

Og det er ikke kun mig.

Ud af fire britiske folk, sagde tre,

at de var optimistiske omkring deres egen families fremtid.

Det er 75 procent.

Men kun 30 procent sagde,

at de mente, at familier generelt

klarer sig bedre end for et par generationer siden.

Og det er en virkelig vigtigt pointe,

fordi vi er optimistiske om os selv,

vi er optimistiske om vores børn,

vi er optimistiske om vores familier,

men vi er ikke så optimistiske om fyren der sidder ved siden af os,

og vi er noget pessimistiske

om vores medborgere skæbne og vores lands skæbne.

Men privat optimisme om vores egen personlige fremtid

bliver ved med at være vedholdende.

Og det betyder ikke at vi mener at tingene på magisk vis bliver ok,

men at vi har den specielle evne til at få det til det.

Nu er jeg forsker, jeg laver eksperimenter.

Så for at vise jer hvad jeg mener,

vil jeg lave et eksperiment med jer.

Så jeg vil give jer en liste af evner og karakteristika,

og jeg vil gerne have at I for hver af disse evner

tænker over hvor I er, i forhold til resten af befolkningen.

Den første er at komme godt ud af det med andre.

Hvem her tror på at de er blandt de nederste 25 procent?

Okay, det er cirka 10 mennesker ud af 1.500.

Hvem mener de er i de øverste 25 procent?

Det er de fleste af os.

Okay, nu gælder det samme for jeres køreegenskaber.

Hvor interessant er du?

Hvor tiltrækkende er du?

Hvor ærlig er du?

Og til slut, hvor beskeden er du?

Så de fleste af os, sætter os selv over gennemsnittet

i de fleste af disse evner.

Det er statistisk set umuligt.

Vi kan ikke alle være bedre end alle andre.

(Latter)

Men hvis vi mener vi er bedre end den anden fyr,

så betyder det at der er en større sandsynlighed for at vi får en forfremmelse, at forblive gift,

fordi vi er mere sociale, mere interessante.

Og det er et globalt fænomen.

Den optimistiske tilbøjelighed er blevet observeret

i mange forskellige lande --

i vestlige kulturer, i ikke-vestlige kulturer,

hos kvinder og mænd,

hos børn, hos de ældre.

Det er ret udbredt.

Men spørgsmålet er, er det godt for os?

Så nogle mennesker siger nej.

Nogle mennesker siger at hemmeligheden bag lykke

er lave forventninger.

Jeg tror logikken er noget i denne retning:

Hvis vi ikke forventer storslåethed,

hvis vi ikke forventer at finde kærlighed og være sunde og succesrige,

jamen så bliver vi ikke skuffede, når disse ting ikke sker.

Og hvis vi ikke er skuffede når der sker gode ting,

og vi bliver glædeligt overraskede når de sker,

bliver vi lykkelige.

Så det er en meget god teori,

men det viser sig at være forkert, af tre årsager.

Nummer et: Hvad der end sker, uanset om man lykkedes eller fejler,

har mennesker med høje forventninger det altid bedre.

Fordi det vi føler når vi bliver dumpet eller bliver månedens medarbejder,

kommer an på hvordan vi fortolker den begivenhed.

Psykologerne Margaret Marshall og John Brown

undersøgte studerende med høje og lave forventninger.

Og de fandt ud af, at når mennesker med høje forventninger har succes,

tilskriver de den succes deres egne evner.

"Jeg er et geni, derfor fik jeg et A,

derfor får jeg et A igen og igen i fremtiden."

Da de dumpede, var det ikke fordi de var dumme,

men fordi eksamenen bare var unfair.

Næste gang vil de klare sig bedre.

Mennesker med lave forventninger gør det modsatte.

Så når de dumper var det fordi de var dumme,

og da de bestod

var det fordi den eksamen bare var rigtig nem.

Næste gang vil virkeligheden indhente dem.

Så de havde det dårligere.

Nummer to: Uanset udfaldet,

selve forventningen gør os lykkelige.

Adfærds økonomen George Lowenstein,

bad de studerende ved hans universitet

om at forestille sig at få et følelsesrigt kys fra en kendt, en hvilken som helst kendt.

Så sagde han, "Hvor meget er I villige til at betale

for at få et kys fra en kendis

hvis kysset blev afleveret med det samme,

om tre timer, om 24 timer, om tre dage,

om 1 år, om 10 år?

Han fandt ud af, at de studerende var villige til at betale mest

for ikke at få et kys med det samme,

men for at få et kys om tre dage.

De var villige til at betale ekstra, for at få lov til at vente.

Nu var de ikke villige til at vente et år eller 10 år;

ingen vil have en aldrende kendis.

Men tre dage virkede som den optimale mængde.

Så hvorfor det?

Jamen, hvis man får kysset nu, er det slut.

Men hvis man får kysset om tre dage,

jamen det er tre dage med forventning, forventningens glæde.

De studerende ville have den tid

til at forestille sig hvad der sker,

hvordan sker det.

Forventningen gjorde dem lykkelige.

Dette er, i øvrigt, hvorfor folk foretrækker fredag frem for søndag.

Det er et virkelig besynderligt faktum,

fordi er en arbejdsdag og søndag er en glædens dag,

så man skulle tro at folk ville foretrække søndag,

men det gør de ikke.

Det er ikke fordi de virkelig, virkelig godt kan lide at være på kontoret,

og de ikke kan holde det ud at gå en tur i parken

eller have en sen brunch.

Det ved vi, fordi når man spørger folk

om deres ultimative favoritdag i ugen,

surprise, surprise, lørdag er på førstepladsen,

så fredag, så søndag.

Folk foretrækker fredag,

fordi fredagen bringer forventningens glæde om den foreliggende weekend,

alle de planer man har.

Om søndagen, den eneste ting man kan se frem til

er arbejdsugen.

Så optimistiske mennesker, er mennesker der forventer flere kys i deres fremtid,

flere gåture i parken.

Og den forventning forstærker deres velbefindende.

Faktisk, uden den optimistiske tilbøjelighed,

ville vi alle være en smule deprimerede.

Mennesker med en mild depression,

de har ikke en tilbøjelighed når de kigger ind i fremtiden.

De er faktisk mere realistiske end sunde individer.

Men individer med svære depressioner,

de har en pessimistisk tilbøjelighed.

Så de har en tendens til at forvente at fremtiden

er værre end den ender med at være.

Så optimisme ændrer den subjektive virkelighed.

Måden hvorpå vi forventer at verden ændrer sig, ændrer måden hvorpå vi ser den.

Men det ændrer også den objektive virkelighed.

Det ender som en selvopfyldende profeti.

Og det er den tredje grund til,

hvorfor det at sænke ens forventninger ikke vil gøre en lykkelig.

Kontrollerede eksperimenter har vist

at optimisme ikke kun relaterer sig til succes,

det fører til succes.

Optimisme fører til succes i den akademiske verden, sportsverden og den politiske verden.

Og måske er den mest overraskende fordel ved optimisme helbredet.

Hvis vi forventer at fremtiden er lys,

bliver stress og angst reduceret.

Så, alt i alt, optimisme har mange fordele.

Men det spørgsmål der virkelig forvirrede mig var,

hvordan fastholder vi optimismen på trods af virkeligheden?

Som forsker i neurovidenskab, var det specielt forvirrende,

fordi ifølge alle teorierne derude,

når ens forventninger ikke bliver indfriet, burde man ændre dem.

Men det er ikke det vi fandt ud af.

Vi bad mennesker om at komme ind i vores laboratorium,

for at prøve at finde ud af hvad der skete.

Vi bad dem om at evaluere deres sandsynlighed

for at opleve forskellige forfærdelige begivenheder i deres liv.

Så, for eksempel, hvad er din sandsynlighed for at få kræft?

Og så fortalte vi dem den gennemsnitlige sandsynlighed

for at en person lider disse uheldige skæbner.

Så kræft, for eksempel, er cirka 30 procent.

Og så spurgte vi dem igen,

"Hvor stor er sandsynligheden for at du kommer til at få kræft?"

Det vi ville finde ud af var,

om mennesker tager den information vi gav dem

og ændrede deres holdninger.

Og det gjorde de --

men for det meste når den information vi gav dem

var bedre end det de forventede.

Så for eksempel,

hvis nogen sagde, "Min sandsynlighed for at få kræft

er cirka 50 procent."

Og vi sagde, "Hey, godt nyt.

Den gennemsnitlige sandsynlighed er 30 procent,"

den næste gang ville de sige,

"Jamen måske er min sandsynlighed cirka 35 procent."

Så de lærte hurtigt og effektivt.

Men hvis nogen begyndte med at sige,

"Min sandsynlighed for at få kræft er cirka 10 procent,"

og vi sagde, "Hey, dårligt nyt.

Den gennemsnitlige sandsynlighed er 30 procent,"

den næste gang ville de sige,

"Yep. Tror stadig den er cirka 11 procent."

(Latter)

Så det er ikke fordi de ikke lærte noget -- det gjorde de --

men meget, meget mindre end når vi gav dem

positiv information om fremtiden.

Og det er ikke fordi de ikke huskede de tal vi gav dem;

alle kan huske at den gennemsnitlige sandsynlighed for at få kræft

er cirka 30 procent,

og den gennemsnitlige sandsynlighed for skilsmisse er 40 procent.

Men de mente ikke, at de tal havde noget med dem at gøre.

Det det betyder er, at advarselsskilte som disse

har muligvis kun en begrænset indvirkning.

Ja, rygning dræber, men det dræber for det mest den anden fyr.

Det jeg ville vide var,

hvad sker der i den menneskelige hjerne,

der forhindrer os i at tage disse advarselsskilte personligt.

Men samtidig,

når vi hører at boligmarkedet er håbefuldt,

tænker vi, "Ah, mit hus bliver helt sikkert dobbelt så meget værd."

For at prøve og finde ud af det,

bad jeg de deltagende i eksperimentet

om at lyve i en billeddannelses scanner.

Det ser sådan ud.

Og ved at bruge en metode der hedder funktionel MRI,

var vi i stand til at identificere de områder i hjernen

der reagerede på den positive information.

Et af disse områder hedder den venstre inferiøre frontale gyrus.

Så hvis nogen sagde, "Min sandsynlighed for at få kræft er cirka 50 procent,"

og vi sagde, "Hey, godt nyt.

Den gennemsnitlige sandsynlighed er 30 procent,"

ville den venstre inferiøre frontale gyrus svare voldsomt.

Og det betød ikke noget om man var en ekstrem optimist, mildt optimistisk

eller lidt pessimistisk,

alles venstre inferiøre frontale gyrus

funktionerede perfekt,

uanset om man er Barack Obama eller Woody Allen.

På den anden side af hjernen,

svarede den højre inferiøre frontale gyrus på dårligt nyt.

Og her er hagen; den gjorde ikke et særlig godt stykke arbejde.

Jo mere optimistisk man var,

jo mindre sandsynligt var det at dette område

interagerede med den uventede, negative information.

Og hvis ens hjerne ikke formår

at integrere dårligt nyt om fremtiden,

vil man konstant have ens lyserøde briller på.

Så det vi ville vide var, kan vi ændre dette?

Kunne vi ændre folks optimistiske tilbøjelighed

ved at ændre hjerneaktiviteten i disse områder?

Og der er en måde hvorpå vi kan gøre det.

Dette er min samarbejdspartner Ryota Kanai.

Og det han gør er, at han leder en lille magnetisk puls

gennem kraniet på deltageren af vores studie

ind i deres inferiøre frontale gyrus.

Og ved at gøre det,

forstyrrer han aktiviteten i dette område af hjernen

i cirka en halv time.

Derefter vender alt tilbage til normalen, kan jeg forsikre jer om.

(Latter)

Så lad os se hvad der sker.

For det første, vil jeg vise jer

den gennemsnitlige mængde tilbøjelighed vi ser.

Så hvis jeg ville teste jer alle sammen nu,

ville dette være mængden I ville lære

mere fra godt nyt i forhold til dårligt nyt.

Nu vil vi forstyrre dette område

som vi fandt ud af reagerede på den negative information i denne opgave,

og den optimistiske tilbøjelighed voksede sig større.

Vi fik folk til at have en større tilbøjelighed i måden hvorpå de bearbejdede information.

Så forstyrrede vi området i hjernen

som vi fandt ud af reagerede på godt nyt i denne opgave,

og så forsvandt den optimistiske tilbøjelighed.

Vi blev ret forbavsede over disse resultater

fordi vi var i stand til at eliminere

en dybt fæstet tilbøjelighed i mennesker.

Og på dette tidspunkt stoppede vi og spurgte os selv,

ville vi knuse den lille optimistiske illusion i små stykker?

Hvis vi kunne gøre det, ville vi så have lyst til at fjerne menneskers optimistiske tilbøjelighed?

Jamen jeg har allerede fortalt jer om alle fordelene ved den optimistiske tilbøjelighed,

hvilket sikkert giver jer lyst til at holde fast i den som om det gjaldt livet.

Men der er, selvfølgelig, faldgruber,

og det ville være virkelig dumt af os at ignorere dem.

Tag for eksempel denne email jeg modtog

fra en brandmand her i Californien.

Han siger, "Dødsulykke undersøgelser for brandmænd

inkluderer ofte "Vi troede ikke at ildebranden ville gøre det,"

selv når al den tilgængelige information

var til stede, til at tage en sikker beslutning."

Denne kaptajn vil bruge vores opdagelser om den optimistiske tilbøjelighed

til at prøve at forklare brandmænd

hvorfor de tænker som de gør,

for at få dem til at være opmærksomme på denne optimistiske tilbøjelighed i mennesker.

Så urealistisk optimisme kan lede til meget risikofyldt adfærd,

til finansiel kollaps, til dårlig planlægning.

Den britiske regering, for eksempel,

har vedkendt at den optimistiske tilbøjelighed

kan gøre individer mere modtagelige

til at undervurdere omkostningerne og varigheden af projekter.

Så de har justeret det Olympiske budget for 2012

på grund af den optimistiske tilbøjelighed.

Min ven der bliver gift om et par uger

har gjort det samme med hans bryllups budget.

Og for øvrigt, da jeg spurgte ham om hans egen sandsynlighed for skilsmisse,

sagde han, at han var ret sikker på at den var på nul procent.

Så det vi meget gerne vil gøre,

er at vi gerne vil beskytte os selv fra farerne ved optimisme,

men samtidig forblive håbefulde,

og drage fordel af de mange goder der er ved optimisme.

Og jeg mener at der er en måde vi kan gøre det på.

Nøglen her, er faktisk viden.

Vi er ikke født med en instinktiv forståelse af vores tilbøjeligheder.

De skal identificeres af en videnskabelig undersøgelse.

Men den gode nyhed er, at blive klar over den optimistiske tilbøjelighed

ikke fjerner illusionen.

Det er ligesom visuelle illusioner,

hvor det at forstå dem ikke for dem til at forsvinde.

Og det er godt nyt, fordi det betyder

at vi burde være i stand til at finde en balance,

til at finde på planer og regler

for at beskytte os selv fra urealistisk optimisme,

men på samme tid være håbefulde.

Jeg tror denne vittighedstegning fanger det godt.

Fordi hvis man er en af disse pessimistiske pingviner deroppe

der bare ikke tror på at de kan flyve,

så kommer man aldrig til det.

For for at have noget fremskridt,

er vi nød til at være i stand til at forestille os en anden virkelighed,

og vi skal være i stand til at tro på at den virkelighed er mulig.

Men hvis man er en ekstremt optimistisk pingvin

der bare springer ned og håber på det bedste,

så kan man komme i noget være rod når man rammer jorden.

Men hvis man er en optimistisk pingvin

der tror på de kan flyve,

men justerer det ved at have en faldskærm på ryggen,

bare for det tilfælde at tingene ikke ender som planlagt,

vil man svæve som en ørn,

selvom man kun er en pingvin.

Tak.

(Bifald)