Hvem ville resten af verden stemme på i dit lands valg?

Ville du ønske du kunne stemme i et andet lands valg? Simon Anholt løfter sløret for the Global Vote, en online platform der lader alle, uanset hvor i verden, "stemme" til valget i ethvert land på kloden (med overraskende resultater).

Som mange af jer ved,

var resultatet
af det seneste valg som følgende:

Hillary Clinton,
den demokratiske kandidat,

vandt en jordskredssejr

med 52 procent af de samlede stemmer.

Jill Stein, de grønnes kandidat,

kom på en fjern andenplads med 19 procent.

Donald J. Trump,
den republikanske kandidat,

var lige i hælene på hende med 14 procent,

og de resterende stemmer
blev delt mellem sofavælgere

og Gary Johnson,
den libertarianske kandidat.

(Latter)

Så, hvilket parallelunivers
tror I så, jeg lever i?

Jeg tror ikke på paralleluniverser.

Jeg lever i verden,
og det var sådan verden stemte.

Så lad mig tage jer tilbage
og forklare hvad jeg mener.

I juni i år,

lancerede jeg the Global Vote.

og the Global Vote gør præcis det,
der står på indpakningen.

For første gang i historien,

lader den alle folk, alle steder i verden,

stemme i valg,
i andre folks lande.

Så, hvorfor ville man det?

Hvad er pointen?

Her er hvordan det ser ud.

Du går ind på en hjemmeside,

en ganske smuk hjemmeside,

og så vælger du et valg.

Dem her har vi allerede dækket.

Vi bruger omkring en måned
eller deromkring.

Så I kan se Bulgarien,
og USA,

Generalsekretær til FN,

folkeafstemningen om Brexit,
der til sidst.

Du trykker på det valg,
du er interesseret i,

og vælger kandidaterne.

Dette er kandidaterne
fra det seneste præsidentvalg

på den lille ønation
São Tomé and Príncipe,

199.000 indbyggere,

ud fra Vestafrikas kyst.

Og så kan du se en kort opsummering
af de forskellige kandidater,

som jeg i høj grad håber er meget neutral,

meget informerende, og meget koncis.

Og du stemmer ved den du kan lide.

Dette var kandidaterne

i det seneste islandske
præsidentvalg,

og sådan ser det ud.

Så hvorfor i alverden ville du gide stemme
i et andet lands valg?

Grunden til man ikke ville gøre det,

tro mig,

er fordi man ville blande sig i
de demokratiske processer i et andet land.

Det er slet ikke formålet.

Faktisk så kan man ikke,

fordi jeg offentliggør resultatet

efter valgkredsen allerede har stemt
i det individuelle land,

så vi ikke kan blande os i den proces.

Men hvad vigtigere er,

at jeg ikke er interesseret

i indenrigspolitikken
i individuelle lande.

Det er ikke dét, vi stemmer om.

Så dét som Trump eller Clinton
foreslog at gøre for amerikanerne

kommer ærligt talt ikke os ved.

Det er noget,
som kun amerikanerne kan stemme om.

I den globale stemme
overvejer man kun ét aspekt af det,

som er hvad kommer disse ledere
til at gøre for resten af os?

Og det er meget vigtigt
fordi vi lever,

som I sikkert er trætte af
at høre folk fortælle jer,

i en globaliseret, hyperforbundet,
massiv gensidig afhængig verden,

hvor alle politiske afgørelser
i andre folks lande

kan og vil have betydning for vores liv

uanset hvem vi er,
uanset hvor vi bor.

Som vingerne på en sommerfugl

der slår på den anden side af Stillehavet

som åbenbart kan skabe
en orkan på den anden side,

ligesom er det med den verden,
vi lever i i dag

og i verden af politik.

Der er ikke længere en skillelinje mellem
indenrigs- og udenrigsspørgsmål.

Ethvert land, uanset hvor lille,

selv São Tomé and Príncipe,

kunne frembringe den næste Nelson Mandela

eller den næste Stalin.

De kunne forurene atmosfæren
og havene, som tilhører os alle,

eller de kunne være ansvarlige
og de kunne hjælpe os alle.

Og alligevel er systemet så mærkeligt,

fordi systemet endnu ikke har indhentet
denne globaliserede virkelighed.

Kun et lille antal mennesker
kan stemme på disse ledere,

selvom deres indvirkning er gigantisk

og næsten universelt.

Hvilket antal var det?

140 millioner amerikanere stemte

på USA's næste præsident

og alligevel, som mange af os ved,
om nogle få uger,

vil nogen overlevere koderne
til atomvåbnene

til Donald J. Trump.

Hvis dét ikke har
en mulig indflydelse på os alle,

så ved jeg ikke hvad har.

Ligeledes med
folkeafstemningen om Brexit,

et lille antal af millioner
af det britiske folk stemte,

men udfaldet,
uanset hvilken vej det gik,

ville have haft en betydelig indvirkning

på mange hundreder af millioner
menneskers liv rundt omkring i verden.

Og det var kun et lille antal,
der kunne stemme.

Hvilken slags demokrati er det?

Kæmpe beslutninger som påvirker os alle

bliver bestemt af relativt
meget små antal af mennesker.

Og jeg ved ikke med jer,

men jeg synes ikke,
det er ret demokratisk.

Så jeg prøver at råde bod på det.

Men som jeg siger,

ingen indenrigs-spørgsmål.

Faktisk så stiller jeg altid kun
to spørgsmål til alle kandidater.

Jeg sender de samme
to spørgsmål hver gang.

Jeg siger, ét:

Hvis du bliver valgt ind,
hvad gør du så for os andre,

for de resterende syv milliarder,
der bor på denne planet?

Andet spørgsmål:

Hvad er din vision
for dit lands fremtid i verden?

Hvilken rolle ser du det spille?

Hver kandidat,
sender jeg disse spørgsmål til.

Ikke alle svarer.
Forstå mig ret.

Jeg antager, at hvis man står

til at blive USA's næste præsident,

har man sikkert meget om ørene
det meste af tiden,

så jeg er ikke ligefrem overrasket over,
at ikke alle svarer, men mange gør.

Flere hver gang.

Og nogle af dem gør meget mere
end bare at svare.

Nogle svarer på den mest
entusiastiske og mest spændende måde,

der kan forestilles.

Her vil jeg gerne sige et par ord,
om Saviour Chishimba,

som var kandidat

til det seneste zambiske præsidentvalg

Hans svar på disse to spørgsmål
var i bund og grund en 18-siders afhandling

om hans syn på Zambias
potentielle rolle i verden

og i det internationale fællesskab.

Jeg lagde det op på hjemmesiden,
så alle kunne læse det.

Saviour vandt den globale stemme,

men han vandt ikke
det zambiske præsidentvalg.

Så jeg tænkte på,

hvad jeg skulle med denne
utrolige gruppe af folk?

Jeg har pragtfulde folk,
som vandt den globale stemme.

Forresten så tager vi altid fejl.

Den, som vi vælger,

er aldrig den person, der bliver valgt
af de nationale stemmer.

Det er måske delvist fordi,
vi altid ser ud til at gå efter kvinden.

Men jeg tror også,
det kan være et tegn

på at de nationale stemmer
stadig tænker meget nationalt.

De tænker stadig meget indad.

De spørger stadig sig selv:
Hvad er der i det for mig?

fremfor det de burde,

hvilket er, hvad er der i det for os?

Men der har I det.

Ingen forslag lige nu, tak.

men send en e-mail,
hvis du har en idé

til hvad vi kan gøre med dette
fantastiske hold af gloværdige tabere.

(Latter)

Vi har Saviour Chishimba,
som jeg nævnte før.

Vi har Halla Tómasdóttir,

som kom på andenpladsen
i det islandske præsidentvalg.

Mange af jer har sikkert set
hendes fantastiske foredrag til TEDWomen

et par uger siden,

hvor hun talte om behovet
for at flere kvinder går ind i politik.

Vi har Maria das Neves
fra São Tomé and Príncipe.

Vi har Hillary Clinton.

Jeg ved ikke om hun er ledig.

Vi har Jill Stein.

Og vi har også dækket valget

til næste Generalsekretær i FN

Vi har den tidligere statsminister
af New Zealand,

som ville være et skønt
medlem af holdet.

Så jeg tror måske at disse mennesker,

den herlige taberklub
kunne rejse hen,

hvor end der afholdes et valg

og minde folk om
behovet i vores moderne tidsalder,

om at tænkte en lille smule udad,

og at tænke på
de internationale konsekvenser.

Så hvad sker der nu med den globale stemme?

Altså, selvfølgelig,

er Donald og Hillary-showet
lidt svært at efterfølge,

men der er nogle andre
meget vigtige kommende valg.

Det ser ud til at formere sig.

Der er noget i gang, som jeg er sikker på
I har bemærket, i verden.

Og den næste række valg
er allesammen kritisk vigtige.

Om bare nogle få dage

har vi en gentagelse
af det østrigske præsidentvalg

med udsigt til at Norber Hofer bliver,

hvad normalt beskrives som,

den første yderste højrefløjsstatsleder
i Europa siden den 2. verdenskrig.

Næste år har vi Tyskland,

vi har Frankrig,

vi har præsidentvalg i Iran

og et dusin andre.

Det bliver ikke mindre vigtigt.

Det bliver mere og mere vigtigt.

Selvfølgelig er den globale stemme
ikke et enestående projekt.

Den er der ikke bare for sig selv.

Den har en baggrund.

Det er en del af et projekt,
jeg lancerede tilbage i 2014,

som jeg kaldte the Good Country.

Idéen bag the Good Country
er i bund og grund meget simpel.

Det er min simple diagnose
af hvad der er galt med verden

og hvordan vi kan løse det.

Hvad der er galt med verden
har jeg allerede hintet til.

Grundlæggende står vi over for
et enormt og stigende antal

af gigantiske, eksistentielle
globale udfordringer:

klimaændringer,
menneskerrettighedskrænkelser,

massemigrationer, terrorisme,
økonomisk kaos, vækst i antal våben.

Alle disse problemer,
som truer med at udslette os,

er i deres natur
globaliserede problemer.

Intet individuelt land har evnen
til at tackle dem alle for sig selv.

Og derfor, ret indlysende,

bliver vi nødt til
at arbejde sammen som nationer,

hvis vi skal løse disse problemer.

Det er så indlysende,
og alligevel gør vi det ikke.

Vi er ikke tæt på,
at gøre det ofte nok.

Det meste af tiden,
bliver lande ved med at opføre sig,

som om de var bekrigende,
egoistiske stammer, der kæmper mod hinanden,

meget ligesom de har gjort
siden nationalstaten blev opfundet

for hundredevis af år siden.

Og dette må ændres.

Dette er ikke en ændring
i politiske systemer eller i ideologi.

Dette er en ændring i kultur.

Vi, os allesammen,
bliver nødt til at forstå,

at tænke indad ikke er løsningen
på verdens problemer.

Vi bliver nødt til at lære at samarbejde
og arbejde sammen i meget højere grad

og konkurrere bare en lille smule mindre.

Ellers bliver tingene
ved med at forværres

og de bliver meget værre,
meget hurtigere end vi forventer.

Denne ændring vil kun ske,

hvis vi almindelige mennesker

fortæller vores politikere
at tingene har ændret sig.

Vi må fortælle dem,
at kulturen har ændret sig.

Vi må fortælle dem,
at de har et nyt mandat.

Det gamle mandat
var meget simpelt og meget enligt:

Hvis du har magt eller autoritet,

så er du ansvarlig for dit eget folk
og dit eget lille stykke territorie,

og det er dét.

Og hvis du, for at gøre
det bedste for dit eget folk,

tager røven på alle andre
på planeten, så er det endnu bedre.

Det bliver betragtet som en smule macho.

I dag, tror jeg alle
i en position af magt og ansvar

har et tosidet mandat,

som siger, at hvis du har magt og ansvar,

så er du ansvarlig over for dit eget folk

og for hver mand, kvinde,
barn og dyr på planeten.

Du er ansvarlig
for dit eget stykke territorie

og for hver enkel kvadratmeter
af Jordens overflade

og atmosfæren over den.

Og kan du ikke lide dette ansvar,
så burde du ikke være ved magten.

Dette er for mig reglen
for den moderne tidsalder,

og det er den besked,
vi skal igennem med til vores politikere,

og vise dem at det er den måde,
tingene bliver gjort på nu om dage.

Ellers er vi allesammen på røven.

Jeg har faktisk intet problem

med Donald Trumps motto
"America first".

Det virker som et ret banalt udsagn

om hvad politikere altid har gjort,
og sikkert altid bør gøre.

Selvfølgelig bliver de valgt for
at repræsentere deres egne folks interesser.

Men det, jeg finder så kedeligt
og så gammeldags

og så fantasiløst
om hans tilgang til dette,

er, at Amerika først,
betyder alle andre sidst,

at gøre Amerika stort igen,
betyder at gøre alle andre små igen,

og det er simpelthen ikke sandt.

I mit job som politisk rådgiver
gennem de sidste ca. 20 år,

har jeg set så mange hundreder
af eksempler på politikker,

der harmoniserer de internationale
og nationale behov,

og de udgør en bedre politik.

Jeg beder ikke nationer om
at være altruistiske eller ofre sig selv.

Det ville være tåbeligt.

Ingen nation ville gøre det.

Jeg beder dem om at vågne op og forstå,
at vi behøver en ny måde at regere på,

hvilket er muligt

og hvilket harmoniserer de to behov:

dem der er gode for vores folk,
og dem der er gode for alle andre.

Siden det amerikanske valg
og siden Brexit,

er det blevet mere
og mere tydeligt for mig,

at de gamle skel
mellem venstre- og højrefløj

ikke længere giver mening.

De passer ikke rigtig til mønsteret.

Det, der ser ud til at betyde noget i dag,

er meget simpelt;

uanset om dit syn på verden er,

at du finder tilfredsstillelse ved,
at kigge indad og tilbage,

eller om du, som jeg, finder håb i,
at kigge fremad og udad.

Dét er den nye politik.

Dét er det nye skel,
der splitter verden over på midten.

Det lyder måske fordømmende,
men det er ikke meningen.

Jeg misforstår overhovedet ikke,

hvorfor så mange mennesker finder
deres trøst i at kigge indad og tilbage.

Når tiderne er svære,
når du er i pengenød,

når du føler dig
usikker og sårbar,

så er det en næsten naturlig tendens,
at vende sig indad,

at tænke på sine egne behov,

og at tilsidesætte alle andres,

og måske begynde at forestille sig,
at fortiden på en måde var bedre

end nutiden eller fremtiden
nogensinde kunne være.

Men jeg mener,
at det er en blindgyde.

Historien viser os,
at det er en blindgyde.

Når folk vender sig indad
og ser tilbage,

så går menneskeligt fremskridt i baggear

og tingene bliver værre for alle,
meget hurtigt.

Hvis du er ligesom mig,

og du tror på fremad og udad,

og du tror på, at det bedste
ved menneskeheden, er dens diversitet,

og det bedste ved globalisering

er måden den pisker op
i denne diversitet, dette kulturelle mix,

for at lave noget, der er mere kreativt,
mere spændende, mere produktivt

end der nogensinde har været før
i menneskehedens historie,

så, mine venner,
har vi et job at udføre,

fordi indads- og bagudsbrigaden

forener sig som aldrig før,

og dette motto om indad og bagud,

den frygt, den angst,

der spiller på de simpleste instinkter,

fejer ind over verden.

Dem af os der tror,

som jeg tror, på fremad og udad,

vi bliver nødt til
at få os selv organiseret,

fordi tiden løber ud
meget, meget hurtigt.

Tak.

(Bifald)