Hvad kan blæksprutter mon have til fælles med os? De har hverken lunger eller rygrad, selv deres navn lyder lidt underligt. Men til gengæld kan de løse opgaver, lære ved at observere, og endda bruge redskaber, ligesom andre dyr vi kender. Og det der gør blæksprutters intelligens forbløffende, er at den kommer fra en biologisk struktur, som er helt forskellig fra vores. De omkring 200 arter af blæksprutter er bløddyr som tilhører ordenen cephalopoder, som stammer fra græsk og betyder hoved-fødder. Og de hoveder indeholder imponerende store hjerner, med et forhold mellem størrelsen på hjerne og krop, som minder om andre intelligente dyrs, og et komplekst nervesystem, med omtrent lige så mange neuroner som en hund. Men i stedet for at være samlet i hjernen, er de 500 millioner neuroner fordelt i et netværk af forbundne ganglier som er opbygget af tre basis-strukturer. Den centrale hjerne indeholder kun omkring 10% af neuronerne, mens de to store optiske lapper indeholder omkring 30%. De sidste 60% er i tentaklerne, som for mennesker ville svare til at vores arme havde deres egne hjerner. Og her bliver det endnu mere interessant. Hvirveldyr som os har et stift skelet, der støtter vores krop, med led, som gør at vi kan bevæge os. Men ikke alle typer bevægelse er mulige. Du kan ikke bøje dit knæ bagover, eller bøje din underarm midtpå, for eksempel. Cephalopoder derimod, har slet ingen knogler, og kan derfor bøje deres lemmer hvorsomhelst og i en vilkårlig retning. Så at placere deres tentakler, i en af de praktisk talt uendeligt mange mulige kombinationer, er ikke lig noget vi er vant til. Tænk på en simpel opgave, som at samle et æble op og spise det. Den menneskelige hjerne indeholder et neurologisk kort over vores krop. Når du ser æblet, aktiverer din hjernes motoriske center de passende muskler, som gør at du kan strække armen ud, tage fat med din hånd, bøje dit albueled, og transportere det til din mund. For en blæksprutte er processen helt anderledes.. I stedet for et kort over kroppen. har cephalopoders hjerne et bibliotek med reaktionsmønstre. Så når en blæksprutte ser mad, aktiverer hjernen ikke en bestemt legemsdel, men snarere et reaktionsmønster om at holde fast. Når signalet bevæger sig gennem netværket, vil neuronerne i armene opfange beskeden, og gå i gang med at udføre bevægelsen. Så snart armen rører maden, går der en muskelaktiveringsbølge fra spidsen af armen til dens basis, mens armen sender en anden bølge fra basis mod spidsen. Signalerne mødes halvvejs mellem maden og armens basis, og fortæller dermed hvor armen skal bøjes. Det betyder altså at hver af blækspruttens otte arme i praksis kan tænke selv. Det giver en utrolig fleksibilitet og kreativitet når man møder en ny situation eller problem, lige meget om det er at åbne en flaske for at få fat på mad, slippe ud af en labyrint, bevæge sig i nye omgivelser, ændre tekstur og farve, for at falde i med omgivelserne, eller efterligne andre dyr for at skræmme fjender. Cephalopoder har måske udviklet komplekse hjerner længe før hvirveldyr som os. Og blæksprutteintelligens er ikke kun nyttig for blæksprutter Deres radikalt anderledes nervesystem og autonomt tænkende lemmer har inspireret til ny forskning i udvikling af fleksible robotter lavet af bløde materialer. Studiet af hvordan intelligens kan opstå på forskellige evolutionære stier kan hjælpe os til at lære mere om intelligens og bevidsthed generelt. Hvem ved hvilke andre former for intelligent liv, der er mulige, eller hvordan de forstår verden omkring dem.