Når du forestiller dig verdens arkitektoniske underværker, hvad ser du så? De imponerende pyramider i Giza eller måske de fantastiske akvædukter i antikkens Rom? Begge disse er imponerende præstationer af menneskelig innovation. Som arkitekt har jeg ofte tænkt over, hvorfor vi beundrer gamle underværker fra civilisationer, der kollapsede for længe siden? Jeg har rejst rundt i verden for at studere forhistorisk innovation, og jeg har opdaget, at gamle teknikker fra levende kulturer, stadig bruges den dag i dag. Nogle af disse kulturer har du måske slet ikke hørt om. De bor i de fjerneste dele af verden, hvor de i generationer har oplevet miljømæssige ekstremer som tørke og oversvømmelse. For nogle år siden rejste jeg i Nordindien til et område med udsigt over Bangladesh. Her bor Khasi-folket i en skov, hvor det regner mere end noget andet sted på kloden. I løbet af regntiden er det umuligt at rejse fra landsby til landsby på grund af floder, der skærer sig gennem den tætte skov og forvandler den til et ørige. Områdets bjergstamme har udviklet broer af levende rødder, som skabes ved at føre og gro trærødder, der er så tykke, at du dårligt kan få armene omkring dem, gennem et omhyggeligt flettet skelet. De mange generationer af Khasi-mænd, kvinder og børn tager sig af disse rødder efterhånden som de vokser til den anden side, hvor de plantes for at skabe en struktur, der bliver stærkere med årene. Denne 1.500 år gamle tradition med at dyrke levende rodbroer har produceret 75 af disse imponerende strukturer. Og selvom det tager 50 år før de er groet færdigt, kan de holde i århundreder. Over hele verden har jeg set kulturer, der i tusinder af år har levet med oversvømmelser, ved at udvikle disse gamle teknologier, hvorved de kan samarbejde med vandet. I de våde dele af Sydirak, som formes af sammenløbet mellem floderne Tigris og Eufrat, bor en unik civilisation midt i vandet. I 6000 år har Maʿdān-folket bygget flydende landsbyer på kunstige øer, der er skabt af en særlig slags siv, som gror omkring dem. Qasab-sivene er en uundværlig del af denne civilisations liv. Det fungerer som foder til vandbøflerne, mel til menneskene og byggemateriale til disse bionedbrydelige, flydende øer og deres katedrallignende huse, som bygges på kun tre dage. Det tørrede Qasab-siv kan samles til søjler, kan væves til gulve, tag eller vægge og kan blive snoet til et reb, der bruges til at holde bygningerne sammen uden brug af søm. Maʿdān-landsbyerne er i generationer blevet bygget i mosen på øer, der kan flyde i 25 år. Selvom verden lige nu fokuserer på corona-pandemien, er der stadig byer, som synker, og vandstande, der stiger. Højteknologiske løsninger kan bestemt hjælpe os noget af vejen, men når vi haster mod fremtiden, glemmer vi vores fortid. I andre dele af verden, hvor floder er forurenet med kloakvand, renser en by på 15 millioner alt spildevand med deres flodområder. På kanten af Calcutta, langs rygende bunker af skrald og tværgående motorveje, renser en gammel teknologi med 300 fiskedamme byens vand, mens den producerer dens mad. Spildevandet nedbrydes gennem en kombination af solskind og kloakvand og en symbiose mellem alger og bakterier. Fiskedammene fortsætter med at rense vandet i en proces, der tager cirka 30 dage. Og denne opfindelse er ikke kun en slags naturlig vandrensning uden brug af kemi og kul. Fordi centrum af Calcutta ikke har noget rensningsanlæg, er det byens eneste mulighed for at rense vandet i floden før det når Den Bengalske Bugt. Noget af det mest utrolige ved denne infrastrukter er, at mens byer rundt om i verden i Asien og i Europa begyndte at kopiere netop dette system, kæmper Calcutta nu for at redde det fra at blive fortrængt af udvikling. For at håndtere oversvømmelser på en helt anden måde, har Tofinu-stammen udviklet Afrikas største søby. Ganvié, der betyder "Vi overlevede", består af huse på stylter, der er organiseret omkring et kanalsystem, som du kan komme rundt i med en stammebåd. Den kongelige plads ligger mellem 3.000 huse på stylter, deriblandt et postkontor, en bank, en moske og endda et par barer, der alle er omringet af omkring 12.000 individuelle fiskedamme eller mangrovekonstruktioner. Dette kemifrie kunstige rev dækker næsten halvdelen af lagunen og leverer mad til en milllion mennesker, der bor omkring den. Hvad jeg finder utroligt er, at hvor en enkel konstruktion ikke har den store betydning, vil 12.000 af den slags konstruktioner skabe en gammel teknologi, der minder om industriel vandkultur, hvilket er den største trussel mod vores mangroveøkosystem... men denne teknologi bygger på mere biodiversitet end før. Da jeg tidligere i år var hjemme i Australien skete det mest utrolige. Asken fra bushbrandede, der omringede Sydney, faldt på os, da vi sad på Bondi Beach. Eftersom vi var bange for forurening -- og ikke virusinfektioner -- bar vi allerede masker. Luften var tyk af en røgfane, der var så stor, at den nåede hele vejen til New Zealand. I midten af disse naturbrande, der var de værste vi nogensinde havde set, skete der noget uventet, men helt fantastisk. De gamle områder i Australien, hvor man dyrker gammeldags "fire-stick" landbrug, blev skånet af naturbrandene, der gik udenom. Og disse ældgamle skove overlevede på grund af generationer af sæsonbestemt afbrænding, hvor aboriginals tænder små, langsomme og kolde brande. Så selvom naturbrande er en naturkatastrofe, som en konsekvens af klimaforandringer, er de også menneskeskabte. Hvad der er så utrolig ved dette er, at vi har den gamle teknologi, som vi ved kan forhindre dem, og vi har brugt den i tusindvis af år. Det jeg finder mest fascinerende ved disse teknologier er, hvor komplekse de er og hvor tunede de er til naturen. Og tænk, hvor stærke vi alle kunne blive, hvis vi lærte fra dem. Når vi er i krise, har vi en tendens til at bygge mure til at forsvare os selv. Jeg er arkitekt og jeg er blevet trænet til at finde permanente løsninger -- cement, stål, glas -- der bruges til at bygge en fæstning mod naturen. Men min søgning efter gamle systemer og gammeldags teknologier har været anderledes. Den er blevet inspireret af en idé om, at kriser gør os kreative. Vi har årtusinder af gammel viden, som kan lære os at designe med naturen, hvis bare vi lytter og lader den udvide vores horisont Og ved at lytte, bliver vi klogere og parate til at klare det 21. århundredes udfordringer, som vi ved vil bringe os og vores planet i fare. Og jeg har set det. Jeg ved, at det er muligt.