Jeg er speciallæge i børnecancer
og forsker i stamceller på Stanford Universitet,
hvor mit kliniske fokus har været knoglemarvstransplantation.
Inspireret af Jill Bolte Taylor sidste år
tog jeg ikke en hjerne med,
men jeg tog en liter knoglemarv.
Og knoglemarv bruger vi faktisk
til at redde titusindvis af patienters liv,
hvoraf de fleste har fremskredne lidelser som leukæmi og lymfoma
og andre sygdomme.
For et par år siden er jeg transplantations-fellow på Stanford.
Jeg er på operationsstuen. Her har vi Bob,
der er frivillig donor.
Vi sender hans marv på tværs af landet for at redde
et leukæmiramt barn.
Hvordan høster vi knoglemarv?
Vi har et operationshold, anæstesi, sygeplejersker
og en anden læge foran mig.
Bob er på bordet, og vi tager denne lille nål,
ikke særlig stor.
Og grundlæggende placerer vi
den gennem det bløde væv
og presser den ind i den hårde knogle
ind i tuchus -- det er et fagord --
og suger omkring 10 ml knoglemarv ud
hver gang med en kanyle.
Og giver det til sygeplejersken. Hun sprøjter det i en dåse.
Giver mig den. Og vi gør det igen og igen.
Omkring 200 gange.
Og til sidst er min arm øm, jeg får hård hud på hånden,
for ikke at tale om Bob,
hvis bagdel mere ligner dette,
Schweizisk ost.
Så jeg tænker, denne procedure har været uforandret i 40 år.
Der er nok en bedre fremgangsmåde.
Jeg kom på en minimalt invasiv metode
og et nyt apparat, vi kalder Marvgraveren.
Her er den.
Her kan I se hvordan Marvgraveren virker.
Vores standard gennemsigtige patient.
Frem for at trænge ind i knoglen dusinvis af gange,
kan vi trænge ind én gang, ind i hoften forfra eller bagfra.
Og vi har et fleksibelt, eldrevet kateter
med en speciel rund ledningsspids, der bliver i marvens knasende del
og følger hoftens konturer, mens den bevæger sig rundt.
Den muliggør hurtigt at opsuge
eller udsuge rig knoglemarv hurtigt gennem ét hul.
Vi kan tage flere runder gennem den ene indgang.
Uden robotter.
Derfor kan Bob nøjes med ét hul, lokalbedøvelse
og blive høstet som ambulant patient.
Jeg lavede nogle prototyper. Jeg fik et lille stipendium fra Stanford.
Og legede lidt med denne.
Vores hold udviklede teknologien.
Endelig fik vi to store dyr og forsøg med grise.
Vi fandt, at vi ikke kun fik knoglemarv ud
men vi fik 10 gange højere stamcelleaktivitet
i marven fra Marvgraveren, i forhold til det normale apparat.
Apparatet her blev godkendt sidste år.
Her er en levende patient. I kan se, det følger kurverne.
Her er to runder fra samme patient, samme hul.
Dette blev gjort under lokalbedøvelse som ambulant patient.
Igen fik vi omkring tre til seks gange flere stamceller
end standardfremgangsmåden på samme patient.
Hvorfor skulle I kere jer? Knoglemarv er en rig kilde til voksenstamceller.
I kender alle embryoniske stamceller.
De har stort potentiale, men er endnu ikke i kliniske forsøg.
Voksenstamceller er i hele kroppen,
også bloddannende stamceller er i vores knoglemarv,
som vi har benyttet som en art stamcelleterapi
i over 40 år.
I det seneste årti har der været en eksplosion i brugen
af knoglemarvsstamceller for at behandle patientens andre sygdomme
som hjerte-kar-sygdomme,
ortopædi, vævsmanipulation,
selv i neurologi til at behandle Parkinsons
og diabetes.
Vi er lige udkommet, vi kommercialiserer i år
generation 2,0 af Marvgraveren.
Håbet er, at dette får flere stamceller ud,
hvilket viser sig i bedre udfald.
Det kan opfordre flere til at skrive sig op til at være
potentielt livreddende knoglemarvsdonorer.
Det muliggør måske at sætte
sin marvstamceller i banken, mens man er yngre og raskere
til brug i fremtiden, skulle det blive nødvendigt.
Og ultimativt -- her er et billede af vores
knoglemarvstransplantations-overlevende,
som kommer sammen til en genforening hvert år på Stanford.
Forhåbentlig vil denne teknologi lade os
have flere af disse overlevende i fremtiden.
Tak.
(Bifald)