Hej, jeg hedder Tony, og dette er en kort "Every Frame a Painting". Ét af de bedste komplimenter en film kan få er, at den føles levende. Der er noget i den, der har en puls, og som er uforudsigeligt. Ikke kun i historien eller skuespillerne, men i selve billederne. For eksempel denne korte scene fra Nicolas Winding Refns "Drive." Ved første øjekast virker den ikke som noget særligt. Men se her: tildæk halvdelen af billedet. Den højre side af billedet fortæller i sig selv en hel historie om disse karakterer og den venstre side fortæller en anden historie. Så en indstilling der kunne have fortalt én ting, fortæller to. I stedet for at kede sig, flyttes vores øjne mellem de to halvdele. Her er dynamikken ikke mellem venstre og højre, men top og bund. - "Hej" - "Hej" -- "Nåh, I kender hinanden." -- "Lad være." Heroppe har vi en smuk trekant af ansigter, og en komposition med masser af lodrette og vandrette linjer. Men se hvad der sker nedenunder. Selvom vi ikke bevidst tænker på det, fortæller den nederste del en hel historie ved hjælp af skuespillernes hænder. -- "Nåh, I kender hinanden." -- "Lad være." -- "Der kan man bare se." -- "Vi er naboer." -- "Naboer? Godt så. Vi skal prøve at være nabovenlige." Det er til dels hvad vi mener, når vi kalder en film levende. Der er fortællemæssige detaljer som man ser med det samme, og som man ikke ser. Undervejs i "Drive" begynder man at se mønstret. Næsten hvert skud har en balanceret komposition mellem venstre og højre, og top og bund. Et kvadrat. Måske virker det indskrænkende. Men med dette simple værktøj kan instruktøren som her gøre en ordinær scene ekstraordinær. Hovedpersonen træder ind i øverste ventre hjørne, så vi regner med at det næste billede har karakteren i øverste højre hjørne. Men i stedet for... Da kameraet kommer tættere på, er de to karakterer i den korte side med masser af plads bag dem. Selvom de gerne vil snakke... har de andre pligter. Når de to mænd konfronterer hinanden, er de i det samme kvadrat, med deres øjne samme sted fordi de kæmper om den samme rolle. Irene er i øverste højre hjørne, eller i midten, som mændenes udkårne. Se hendes præstation, selv ude af fokus. -- "Det er meget pænt af dig. Tak." Scenen afrundes i balance mellem øverste venstre og nederste højre hjørne, så vi kan sammenligne mændene og se den enes skygge falde imod den anden. Selvom vi har set udgangen siden scenens start, er det visuelle payoff uventet. Instruktøren kan skifte mellem kvadrater, og skabe billeder der er både skarpt komponerede og overraskende. -- "Med alle disse uvurderlige biler, skulle man tro I havde bedre låse." Du kan selv prøve kvadrater af. De er et gammelt og simpelt værktøj. Du bør ikke kopiere Refn, men start med de samme værktøjer og se hvad du finder på. Husk at du ikke har brug for steadicams, kraner eller droner eller et dyrt kamera. Du har brug for top, bund, venstre, højre, og en fornemmelse for hvordan du skal sætte dem sammen.