Hej, jeg hedder Tony, og dette 
er en kort "Every Frame a Painting".

Ét af de bedste komplimenter en film kan 
få er, at den føles levende.

Der er noget i den, der har en puls,
og som er uforudsigeligt.

Ikke kun i historien eller skuespillerne,
men i selve billederne.

For eksempel denne korte scene fra
Nicolas Winding Refns "Drive."

Ved første øjekast virker den ikke 
som noget særligt.

Men se her: tildæk halvdelen af billedet.
Den højre side af billedet

fortæller i sig selv en hel historie
om disse karakterer

og den venstre side fortæller 
en anden historie.

Så en indstilling der kunne have fortalt
én ting, fortæller to.

I stedet for at kede sig, flyttes vores 
øjne mellem de to halvdele.

Her er dynamikken ikke mellem venstre og
højre, men top og bund.

- "Hej"
- "Hej"

-- "Nåh, I kender hinanden."
-- "Lad være."

Heroppe har vi en smuk 
trekant af ansigter,

og en komposition med masser af lodrette
og vandrette linjer.

Men se hvad der sker nedenunder.

Selvom vi ikke bevidst tænker på det,

fortæller den nederste del en hel historie
ved hjælp af skuespillernes hænder.

-- "Nåh, I kender hinanden."
-- "Lad være."

-- "Der kan man bare se."
-- "Vi er naboer."

-- "Naboer? Godt så. Vi skal prøve at
være nabovenlige."

Det er til dels hvad vi mener,
når vi kalder en film levende.

Der er fortællemæssige detaljer
som man ser med det samme,

og som man ikke ser. Undervejs i 
"Drive" begynder man at se mønstret.

Næsten hvert skud har en 
balanceret komposition

mellem venstre og højre, og top og bund.

Et kvadrat.

Måske virker det indskrænkende.
Men med dette simple værktøj

kan instruktøren som her gøre en ordinær
scene ekstraordinær.

Hovedpersonen træder ind 
i øverste ventre hjørne,

så vi regner med at det næste billede
har karakteren i øverste højre hjørne.

Men i stedet for...

Da kameraet kommer tættere på, er de 
to karakterer i den korte side

med masser af plads bag dem.
Selvom de gerne vil snakke...

har de andre pligter.

Når de to mænd konfronterer hinanden,
er de i det samme kvadrat,

med deres øjne samme sted fordi 
de kæmper om den samme rolle.

Irene er i øverste højre hjørne, eller i 
midten, som mændenes udkårne.

Se hendes præstation, 
selv ude af fokus.

-- "Det er meget pænt af dig. Tak."

Scenen afrundes i balance mellem øverste
venstre og nederste højre hjørne,

så vi kan sammenligne mændene og se den
enes skygge falde imod den anden.

Selvom vi har set udgangen siden scenens
start, er det visuelle payoff uventet.

Instruktøren kan skifte mellem kvadrater,

og skabe billeder der er både skarpt 
komponerede og overraskende.

-- "Med alle disse uvurderlige biler, 
skulle man tro I havde bedre låse."

Du kan selv prøve kvadrater af.
De er et gammelt og simpelt værktøj.

Du bør ikke kopiere Refn, men start med de
samme værktøjer og se hvad du finder på.

Husk at du ikke har brug for steadicams,
kraner eller droner eller et dyrt kamera.

Du har brug for top, bund, venstre, højre,

og en fornemmelse for hvordan du
skal sætte dem sammen.