I ser på en kvinde, der var offentligt tavs i et årti. Det har åbenlyst ændret sig, men kun for nylig. Det er flere måneder siden, jeg gav min første, større, offentlige tale ved Forbes 30 Under 30 topmøde: 1500 fantastiske mennesker, alle under en alder af 30. Det betyder, at i 1998 var den ældste i gruppen kun 14, og den yngste kun 4. Jeg jokede med, at nogle af dem muligvis kun har hørt om mig fra rap-sange. Ja, jeg er i rap-sange. Næsten 40 rap-sange. Men på aftenen til min tale skete der noget overraskende. I en alder af 41 blev jeg lagt an på af en 27-årig fyr. Jeg ved det, virkeligt? Han var charmerende, og jeg var smigret, og jeg afslog. Ved I, hvad hans mislykkede pickup line var? Han kunne få mig til at føle mig 22 igen. (Latter) Senere den aften indså jeg, at jeg nok er den eneste person over 40, der ikke vil være 22 igen. (Latter) (Bifald) I en alder af 22 blev jeg forelsket i min chef, og i en alder af 24 lærte jeg de altødelæggende konsekvenser. Kan jeg se hænderne på dem her, der ikke begik en fejl eller gjorde noget, de fortrød, i en alder af 22? Jep, det var hvad, jeg regnede med. Så, ligesom mig, i alderen 22 tog nogle af jer måske nogle forkerte beslutninger og blev forelskede i den forkerte person, måske endda jeres chef. I modsætning til mig, dog, var jeres chef højst sandsynligt ikke den amerikanske præsident. Selvfølgelig, livet er fuld af overraskelser. Der går ikke en dag, uden at jeg bliver mindet om min fejl, og jeg fortryder den fejl inderligt. I 1998, efter at have blevet fejet op af en usandsynlig romance, blev jeg fejet op i øjet af en politisk, juridisk, mediestorm, ulig noget vi havde set før. Husk på, at få år tidligere kom nyhederne kun fra tre steder: aviser og magasiner, radioen eller tv. Det var det. Men det var ikke min skæbne. I stedet blev skandalen bragt til jer i en digital revolution. Det betød at vi kunne tilgå al den information, vi ville, når vi ville have det, på alle tidspunkter, alle steder, og da historien slap ud i januar 1998, slap den ud online. Det var første gang, de traditionelle nyheder blev tilranet af internettet for en stor nyhedshistorie, et klik der genlød i hele verden. Hvad, det betød for mig personligt, var, at jeg natten over gik fra at være en helt privat person til at være en offentligt ydmyget person over hele verden. Jeg var patient zero for at miste mit personlige omdømme på en global skala næsten øjeblikkeligt. Denne forhastede konklusion, muliggjort af teknologi, ledte til horder af virtuelle stenkastere. Givet, det var før det sociale medier, men folk kunne stadig kommentere online, email-historier, og selvfølgelig grusomme email-jokes. Nyhedskilder smed om sig med fotos af mig for at sælge aviser, bannerreklamer online og for at få folk til at stille sig ind på tv. Genkalder I er bestemt billede af mig, lad os sige, hvor jeg har en baret på? Jeg indrømmer, at jeg begik fejl, især mens jeg havde den baret på. Men opmærksomheden og dommene jeg modtog, ikke historien, men som jeg personligt modtog, var et fortilfælde. Jeg blev stemplet som en vagabond, dulle, tøjte, luder, sæk, og selvfølgelig; den kvinde. Jeg blev set af mange, men rigtigt kendt af få. Og jeg forstår det godt: Det var nemt at glemme, at den kvinde havde dimensioner, havde en sjæl. og på et tidspunkt var ubeskadiget. Da det her skete for mig for 17 år siden, var der ikke noget navn for det. Nu kalder vi det cybermobning og online chikane. I dag vil jeg gerne dele noget af min oplevelse med jer, tale om hvordan den oplevelse har hjulpet med at forme mine kulturelle observationer og hvordan jeg håber at min fortidige oplevelse kan føre til forandringer, der resulterer i mindre lidelse for andre. I 1998 mistede jeg mit omdømme og min værdighed. Jeg mistede næsten alt, og jeg mistede næsten mit liv. Lad mig give jer de store linjer. Der er september i 1998. Jeg sidder i et kontorværelse uden vinduer i Kontoret for det Uafhængige Råd under brummende fluorescerende lys. Jeg lytter til lyden af min stemme, min stemme fra skjult optagne telefonsamtaler, som en formodet ven havde foretaget et år tidligere. Jeg er her, fordi jeg er juridisk forpligtet til personligt at godkende alle 20 timer optaget samtale. De sidste 8 måneder har det mystiske indhold af disse optagelser hængt som damoklessværdet over mit hoved. Jeg mener, hvem kan huske, hvad de sagde for et år siden? Bange og sønderknust lyttede jeg, lyttede som jeg ævlede løs om alt tænkeligt; lyttede som jeg tilstod min kærlighed til præsidenten. og selvfølgelig mine hjertesorger; lyttede til mit nogen gange spydige, nogen gange ubehøvlede, fjollede selv være grusom, utilgivende, ubehøvlet; lyttede dybt, dybt skamfuldt til den værste side af mig selv, et selv jeg ikke engang genkender. Nogle få dage senere blev Starr- raporten udgivet til kongressen, og alle disse optagelser og afskrifter, disse stjålne ord, tog del i det. At folk kan læse afskrifterne er slemt nok. men nogle få uger senere blev lydoptagelserne sendt på tv. og en betydelig mængde blev gjort tilgængelige online. Den offentlige ydmygelse var ulidelig. Livet var næsten uudholdeligt. Det her var ikke noget, der skete ofte tilbage i 1998, og med det her mener jeg at stjæle folks private ord, handlinger, samtaler eller fotos, og gøre dem offentlige - offentlige uden samtykke, offentlige uden kontekst, og offentlige uden medfølelse. Spol 12 år frem til år 2010, og sociale medier er blevet født. Desværre er landskabet blevet befolket med langt flere tilfælde som mit, lige meget om nogen begik en fejl eller ej, og nu gælder det både offentlige og private personer. Konsekvenserne for nogle har været frygtelige, meget frygtelige Jeg talte telefon med min mor i september 2010, og vi snakkede om nyheden om en ung førsteårsstuderende fra Rutgers University kaldet Tyler Clementi. Søde, følsomme, kreative Tyler var hemmeligt blevet filmet af sin værelseskammerat mens han var intim med en anden mand. Da den online verden hørte om den episode, eksploderede latterliggørelsen og cybermobningen. Nogle få dage senere sprang Tyler ud fra George Wasington-broen lige i døden. Han var 18. Min mor var ved siden af sig selv på grund af det der skete for Tyler og familien, og hun var fyldt med smerte på en måde, jeg bare ikke helt kunne forstå, og til sidst indså jeg, at hun genlevede 1998 - genlevede en tid, hvor hun sad hver aften ved min seng, genlevede en tid, hvor hun tvang mig til at tage bad med badeværelsesdøren åben, og genlevede en tid, hvor begge mine forældre frygtede, at jeg ville blive skammet til døde, bogstaveligt talt. I dag har alt for mange forældre ikke haft chancen for at træde til og redde deres elskede. For mange har hørt om deres børns lidelser og ydmygelse, efter det var for sent. Tylers tragiske, meningsløse død var et vendepunkt for mig. Det satte mine erfaringer i ny kontekst, og jeg begyndte at se på verden af ydmygelse og mobning omkring mig og se noget anderledes. I 1998 havde vi ingen idé om, hvor denne modige, nye teknologi kaldet internettet, ville tage os. Siden da har det forbundet folk på utænkelige måder, sammenført søskende, reddet liv, startet revolutioner, men det mørke af cyber-mobning og slut-shaming, jeg oplevede har eksploderet. Hver dag online bliver folk, især unge folk, der ikke er udviklingsmæssigt i stand til at klare det, så misbrugt og ydmygede, at de ikke forestille sig at leve til den næste dag. Og nogle gør på tragisk vis heller ikke, og der er intet virtuelt ved det. ChildLine, en nonprofit-organisation, fokuseret på at hjælp unge, offentliggjorde en rystende statistik sidste år: Fra 2012 til 2013 var der en 87 procents stigning i opkald og emails relateret til cyver-mobning. En metaanalyse fra Holland viste at, for første gang var cyber-mobning den hyppigste årsag til selvmordstanker, mere signifikant end offline-mobning. Og det, der chokerede mig, selvom det ikke burde, var en anden undersøgelse sidste år, der fastlagde, at ydmygelse var en endnu mere intenst følt følelse end både glæde og selv vrede. Grusomhed overfor andre er intet nyt, men online, teknologisk forbedret beskæmmelse er forstærket, ukontrollabelt og permanent tilgængeligt. Ekkoet af forlegenhed plejede at stoppe ved din familie, landsby, skole eller samfund, men nu er det også det online samfund. Millioner af folk kan, ofte anonymt, slå dig med deres ord, og det er meget smerte, og der er ingen grænse på hvor mange folk, der offentligt kan observere dig og putte dig i en offentlig gabestok. Der er en meget personlig pris på offentlig ydmygelse, og internettets vækst har sendt den pris i vejret. I næsten to årtier nu har vi langsomt plantet frøene af skam og offentlig ydmygelse i vores kulturelle jord, både on- og offline. Sladder-sider, paparazzi, reality-serier, politik, nyhedskanaler og nogle gange hackere lever alle på skam. Det har ført til et ufølsomt og et uansvarligt miljø online, som er velegnet til trolling, invadering af privatliv, og cyber-mobning. Dette skifte har skabt, hvad professer Nicolaus Mills kalder, en kultur af ydmygelse. Overvej nogle få fremtrædende eksempler fra de sidste seks måneder alene. Snapchat, servicen brugt primært af de yngre generationer, der påstår dets beskeder kun eksisterer i nogle få sekunder. Man kan forestille sig omfanget af indhold i det. En tredjepartsapp, som Snapchattere bruger til at opretholde levetiden af beskederne, blev hacket, og 100.000 personlige samtaler, fotos og videoer blev lækket online til nu at eksistere der for evigt. Jennifer Lawrence og flere andre skue- spillere fik deres iCloud-konti hackede, og private, intime, nøgenfotos blev spredt over hele nettet uden deres tilladelse. Én sladerhjemmeside havde over fem millioner hits for denne ene historie alene. Hvad med Sony Pictures-hackningen? De dokumenter, der fik mest opmærksomhed, var private emails, der havde den største offentlige pinligheds-værdi. Men i denne kultur af ydmygelse er der et anden slags prisskilt tilknyttet offentlig ydmygelse. Prisen måles ikke efter ofrenes omkostninger, som Tyler og alt for mange andre, navnligt kvinder, minoriteter, og folk i LGBTQ-samfundet har betalt, men den måles i profit hos dem, der er på rov efter dem. Invasionen af andre er råmateriale, der effektivt og nådesløst er udvundet, pakket og solgt med fortjeneste. Et marked er opstået, hvor offentlig ydmygelse er en råvare, og skam er en industri. Hvordan bliver pengene tjent? Klik. Jo mere skam, jo flere klik. Jo flere klik, jo flere reklamepenge. Vi er i en farlig cyklus. Jo mere vi klikker på den her slags sladder, des mere følelsesløse bliver vi overfor menneskelivene bag det, og jo mere følelsesløse vi bliver, des mere klikker vi. Samtidig er der nogen, der tjener penge baseret på en andens lidelser. Med hvert et klik tager vi et valg. Jo mere vi gennemvæder vores kultur med offentlig ydmygelse, jo mere accepteret det bliver, des mere vil vi se en opførelse ligesom cyber-mobning, trolling, nogle former for hacking og online chikane. Hvorfor? Fordi de alle har ydmygelse i deres kerne. Denne opførelse er et symptom på den kultur, vi har skabt. Tænk over det. At ændre opførsel begynder med at udvikle tro. Det er bevist sandt ved racisme, homofobi, og mange andre fordomme, i dag og i fortiden. Som vi ændrede opfattelse af homoseksuelles ægteskab, er flere personer blevet tilbudt ligelige friheder. Da vi begyndte at værdsætte bæredygtighed, begyndte flere personer at genbruge. Så når det kommer til vores kultur af ydmygelse, har vi brug for en kulturel revolution. Offentlig ydmygelse som en blodssport bliver nødt til at ophøre, og det er tid til en indgriben i vores kultur og vores internet. Ændringen begynder med noget simpelt, men det er ikke nemt. Vi bliver nødt til at vende tilbage til gamle værdier af medfølelse og empati. Online har vi et underskud af medfølelse, en empati-krise. Forsker, Brené Brown, sagde, og jeg citerer: "Skam kan ikke overleve empati." Skam kan ikke overleve empati. Jeg har set nogle meget mørke dage i mit liv, og det var medfølelsen og empatien fra min familie, venner, branchefolk, og nogle gange endda fremmede, der reddede mig. Selv empati fra en enkelt person kan gøre en forskel. Teorien om minoritetsindflydelse, foreslået af social psykolog, Serge Moscovici, foreskriver at selv i mindre tal, når der er konsistens over tid, sker der forandring. I den online verden kan vi pleje minoritetsindflydelse ved at blive en 'modståer'. At blive en modståer betyder, at i stedet for tilskuerpassivitet, kan vi opslå positive opslag for nogen eller rapportere en mobningssituation. Tro mig, medfølende kommentarer hjælper med at nedtone negativiteten. Vi kan også gå imod kulturen ved at støtte organisationer, der arbejder med disse problemer, som the Tyler Clementi Foundation i USA. I Storbritannien er der Anti-Bullying Pro, og i Australien er der Project Rockit. Vi taler meget om vores ret til ytringsfrihed, men vi skal tale mere om vores ansvar i forbindelse med ytringsfrihed. Vi har alle lyst til at blive hørt, men lad os anerkende forskellen mellem at råbe op med intention og at råbe for opmærksomhed. Internettet er supermotorvejen for id'et, men online yder det, at vise empati for andre, en fordel for os alle og hjælper med at skabe en sikrere og bedre verden. Vi bliver nødt til at kommunikere online med medfølsomhed, tage nyheder til os med medfølsomhed, og klikke med medfølsomhed. Bare forestil dig at gå 10 km i en andens overskrift. Jeg vil gerne slutte af med en personlig bemærkning. I de sidste ni måneder er det spørgsmål, jeg er blevet stillet mest, hvorfor. Hvorfor nu? Hvorfor har jeg stukket mit hoved over fæstningen? Man kan læse mellem linjerne i disse spørgsmål, og svaret har intet at gøre med politik. Topsvaret var og er, fordi det er tid: Tid til at stoppe med at undgå min fortid; tid til at stoppe med at leve et liv af ukvemsord; og tid til at tilbagetage min fortælling. Det handler ikke bare om, at redde mig selv. Hvem som helst, der lider af skam og offentlig ydmygelse, har brug for at vide én ting: Du kan overleve det. Jeg ved, det er svært. Det er måske ikke smertefrit, hurtigt eller nemt, men du kan insistere på en anden slutning til din historie. Hav medfølelse med dig selv. Vi fortjener alle medfølelse, og til at leve både online og offline i en mere medfølende verden. Tak for at lytte. (Bifald)